27. januar 2015

Blüdnikow om Auschwitz-dag “… ikke blot med sorg i sindet, men også med bekymring for fremtiden”

I dag er det 70 år siden Auschwitz blev befriet af sovjetiske tropper, og det skal selvfølgelig bruges politisk. Hvad der skete i Auschwitz skal være en advarsel i forbindelse med hvordan vi behandler vores muslimske borgere, lød det eksempelvis på P1 her til formiddag. Bent Blüdnikow rensede luften i gårsdagens udgave af Berlingske.

En sorgfuld Auschwitz-dag

Vi mindes nazisternes forfølgelse af jøderne i morgen på Auschwitz-dagen. Det er sørgmodigt at fastslå, at jødehadet har vokset sig stærkt igen.
Baggrunden for dette voksende had er hovedsagelig fordomme om jøder blandt muslimske grupper, men dermed ikke sagt, at antisemitisme ikke kan forekomme i andre miljøer.

FN har netop holdt et møde i Generalforsamlingen om det voksende jødehad. Hovedtaleren var den fransk-jødiske filosof Bernard-Henri Levy, der mindede om, at FN i sin tid blev skabt efter Anden Verdenskrig bl. a. for at forhindre, at forfølgelsen af jøder skulle gentage sig i form af nyt had vendt mod jøder eller andre.

Levy sagde: ‘Hadet er vendt tilbage, og det er derfor, vi er her.’ Jeg behøver såmænd ikke at citere Levy, for min egen mor på 87 år er citatværdig nok. Hun, Henny Blüdnikow, måtte i oktober 1943 flygte til Sverige, men fik derefter som andre danske jøder mange år uden antisemitisme.

Men som hun dybt bekymret siger i dag: ‘Jeg havde ikke troet, at vi skulle opleve den slags igen.’ Det er en af konklusionerne på disse års udvikling, at der eksisterer en giftig blanding af jødehad og animositet mod Israel.

Tidligere mente man, at man kunne skelne mellem jødehad og stærk kritik af Israel, men denne skelnen er gjort umulig. Ifølge undersøgelser i Europa sammenblander muslimer hadet til Israel med fordomme mod jøder, og i øvrigt har terrorangreb i Europa lige siden begyndelsen af 1970erne ramt jøder, selv om baggrunden egentlig var kampen mod Israel.

Under Gazakrigen i 2014 oplevede europæiske jøder et had, som var overrumplende for os alle. I Bruxelles dræbte en Syrien-kriger fire personer i et jødisk museum. I København begik fire maskerede unge hærværk mod den jødiske skole. Og en lovlig demonstration for fred og Israels ret til selvforsvar måtte opløses af politiet, fordi man ikke kunne garantere sikkerheden, fordi stenkastende unge råbte hadske ting.

Den giftige atmosfære var båret af fordomme mod jøder og hadet til Israel og legitimeret af dele af den europæiske presse, der har fremstillet palæstinenserne som vor tids jøder og de ultimative ofre, mens jøderne i skikkelse af israelske soldater blev skildret som en slags nynazister, der myrdede kvinder og børn i Gaza.

Intet sted var denne tendentiøse journalistik så tydelig som i dagbladet Politiken. Israels handlinger skal kritiseres, men der var ikke tale om kritik, men om dæmonisering. Når vi i morgen mindes ofrene for nazismen, er det ikke blot med sorg i sindet, men også med bekymring for fremtiden.

(Flere billeder i tidligere post: Auschwitz-Birkenau, 5. juli 2013)

“Det var ingen let død, de fik, for Zyklon B er nok en sikker dræber, men ikke en hurtig dræber. SS-folk har fortalt i forhør og avisinterview, hvad de hørte inde fra gaskamrene: Først skrig, så en buldrende larm, og til sidst kun en summen. Så blev der stille…” (Uffe Gardel, Berlingske, 27. januar 2015, Det onde eksisterer ikke)

Oploadet Kl. 13:13 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


5. november 2014

Henrik Gade Jensen om Bent Blüdnikow, der tog opgøret med den marxistiske tidsånd…

Henrik Gade Jensen om Bent ‘Blod’ Bludnikow der fyldte 60 år i går – Det samme, samme. Aldrig, aldrig glemme.

“Tidsånden fra 1970erne har været præget af rabiate og ekstreme synspunkter, som har sat sine dybe præg på dansk åndsliv via skolerne, universiteterne, Danmarks Radio og aviserne. Men da denne tidsånd samtidigt har domineret så meget, har der ikke været plads for så meget andet, og slet ikke til at udfordre denne venstreorienterede konsensus.

Men efterhånden som hegemoniet langsomt brister, har der fundet en sej og ubønhørlig kulturkamp sted om fortolkningen af vores egen samtid. Kampen har været hård, nærmest en mental Første Verdenskrig med uforsonlige skyttegravspositioner overfor hinanden.

Forrest i kampen har hele tiden stået én person: Bent Blüdnikow. …

I dag kan det være svært for unge og yngre mennesker at forstå, hvor ensrettet og ensidigt åndslivet var i Danmark de sidste fire årtier. På universiteterne skulle man mange steder som en selvfølge være socialist og marxist, og så kunne man strides om varianten. Og det var aldrig noget problem, for tidsånden havde på forhånd befæstet sjælene i den retning, og ingen fornemmede en verden udenfor. Alle gled samme vej, som bladene i bækken. Det var som at blive indlemmet i en religiøs sekt, har Nils Gunder Hansen senere fortalt, ‘men det er nu engang svært at se sekten, når den fylder hele virkeligheden’.

Det var opgøret med denne sekt eller tidsånd, dette venstreorienterede indelukke, som Bent Blüdnikow tog som sin opgave.

Som debatredaktør på først Weekendavisen og senere Berlingske Tidende har Bent Blüdnikow med en ukuelighed kæmpet for at afsløre venstrefløjens historieforfalskning i alle varianter. …

‘Det samme, samme. Aldrig, aldrig glemme.’

De ord benyttede digteren Tom Kristensen som omkvæd i et hyldestdigt til forfatteren Henrik Pontoppidan. Det er en stor hæder. Altid fastholde det samme, enkle, sande, og så aldrig glemme, fortrænge, forskønne eller lyve om det. Som Pontoppidan gjorde: aldrig gå på kompromis når det gælder ånd, altid holde fast, ikke give slip, være hudløs ærlig og ransagende.

Trøsten må så være, som der står i Kong Salomons valgsprog: ‘Den, der revser, får tak til sidst, fremfor den hvis tunge er slesk’.

Tillykke med de 60 år, Bent!”

Oploadet Kl. 06:03 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


22. juli 2014

“Kultur og kunst er af afgørende betydning for vor nations identitet og vor civilisations opretholdelse”

Klumme af Bent Blüdnikow i fredagens Politiken – Men giver det mening at tale om borgerlig kultur? (ikke online).

“Jeg aner ikke, om man overhovedet kan tale om borgerlig kunst og kultur. Er det ikke værdier, der er hævet over politik og samfundssyn? Jo, men for et borgerligt menneske betyder kulturen og vor kulturarv noget afgørende. Vi smider ikke kunstværker på bålet eller ud med badevandet i søgen efter et nyt utopia som de franske revolutionære i 1780’erne, kommunisterne efter 1917, nazisterne i 1930’erne og den radikale venstrefløj efter 1968. Kultur og kunst er af afgørende betydning for vor nations identitet og vor civilisations opretholdelse, og den formidler en erfaring, som skal hindre os i at lade os friste af politiske excesser og fantasier.

Selvfølgelig er vi alle kulturelt formet af vor baggrund. I mit tilfælde min jødiskdanske oprindelse: Min familie kom fra Rusland omkring Første Verdenskrig, og det er derfor ikke mærkeligt, at jeg sætter stor pris på Marc Chagall, som jeg betragter som det 20. århundredes største jødiske maler. Hans drømmesyn om den jødiske landsby med spillemænd på tagrygge, flyvende geder, sørgmodige rabbinere og elskende par vækker en dyb følelse i mig. Hans maleri ‘Over byen’ fra 1918 er en af disse visionære syn skabt som en kærlighedserklæring til den verden, der senere gik under. Er Chagalls malerier borgerlige? Næh, men han holdt sig langt borte fra politik og lod ikke tidens tillokkende utopiske drømmesyn påvirke sin kunst. Det var i sig selv modigt, for så mange andre kunstnere i tiden lod sig lokke.

(Marc Chagall, Liebende in vence, 1957; Wikipedia)

Er der noget, jødisk historie har lært mig, så er det, at politisk radikalisme, ligegyldigt om den kalder sig fascisme, nazisme eller kommunisme, var og er en pest for mennesker. Mange jøder oplevede, at efter at de var undsluppet nazismen, risikerede de senere fængsel hos kommunisterne. …

Som andre jøder omfavner jeg med glæde dansk kultur. Intet er smukkere end C. W. Eckersbergs bedste malerier og den danske sangskat. Erfaringerne fra krigens tid spiller stadig en stor rolle for de fleste jødiske familier, og Mathias Christensens melodi til ‘ En lærke letted’ bringer altid de voldsomste følelser frem i mig. Er den borgerlig? Ikke spor, men den minder om, at frihedskæmperne under besættelsen havde modet til at kæmpe for friheden.

Det er værd at mindes i en tid, hvor danske historikere har travlt med at hylde samarbejdspolitikerne som en slags danske patrioter på lige fod med frihedskæmperne…”

(Christoffer W. Eckersberg, Sanderumgaard Hovedbygning, set fra Havesiden, 1806; Wikipedia)

Oploadet Kl. 12:27 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


10. juni 2014

Blüdnikow: Venstrefløjen kæmpede for Castros mand i København, var en del af marxistisk terrorgruppe

Murens fald har ændret vilkårene for rødgardisterne. Hvor de i 1970’erne offentligt kæmpede marxistiske terroristers sag, så må de i dag nøjes med at bekæmpe den demokratiske højrefløj. Lang og interessant gennemgang af Mexicanersagen i Berlingske af Bent Blüdnikow, der også har udgivet historien som ‘single‘ – Castros mand i København.

“Den 1. april 1977 blev en ung mexicaner ved navn Jaime Okusono Martinez arresteret i København. PET mistænkte ham for spionage til fordel for Fidel Castros kommunistiske Cuba. Han færdedes i det venstreorienterede miljø og boede i et kollektiv i Bagsværd.

Anholdelsen og senere truslen om at udvise Jaime skabte et ramaskrig. Der blev samlet 24.000 underskrifter ind mod fængslingen. Der blev lavet protestdemonstrationer med tusindvis af mennesker. Der blev indspillet plader, hvor Troels Trier, Arne Würgler, Niels Skousen og andre fra musikbranchen sang til fordel for ham. I Information førte man kampagne for Jaime. Forfatteren Jan Guillou kom til København og talte hans sag. Suzanne Brøgger skrev protestbrev, og Johannes Møllehave digtede mod justitsminister Orla Møller (S), der havde beordret Jaime udvist. Mexicaner-sagen, som den blev kaldt, blev en af 1970ernes største politiske sager og medførte en offentlig debat om udlændinges retsforhold.

Og den trak politiske spor helt frem til vedtagelsen af udlændingeloven i 1983.

[…]

Jaime var født i Mexico i byen Monterey. … Han blev uddannet som ingeniør og dukkede i 1970 op i først Tyskland og siden Danmark, hvor han blev gift med en dansk pige og dermed automatisk fik statsborgerskab. Jaime blev en del af ungdomsbevægelsen i Danmark og kom bl. a. på tur med Den rejsende Højskole til Latinamerika, og senere slog han sig ned i et kollektiv i Bagsværd på Sæbjørnsvej.

Nogle år senere dukkede Jaimes bror Tomas op i Sverige, hvor han blev gift med en ung kvinde ved navn Elle-Kari Höjeberg. Parret havde forbindelse til andre latinamerikanere, der var kommet fra Cuba til Sverige. Flere af dem havde forbindelse med en tysk terrorist i Sverige ved, navn Norbert Kröcher. Han havde fået den ide at få de tyske terrorister, der var blevet udvist til Tyskland efter ambassade-besættelsen, frigivet ved en aktion. Planen var at kidnappe integrationsminister Anna-Greta Leijon, som Kröcher mente havde ansvaret for udleveringen af terroristerne.

Kröchers bande ville efter kidnapningen anbringe hende i en lille træboks og kræve terroristerne løsladt. For at sætte skub i forhandlingerne, hvis det gik trægt, ville man sprænge en svensk avis samt synagogen i luften. Hvis alt fejlede, var Kröchers bande parat til at likvidere Leijon. Så langt kom det aldrig, for det svenske sikkerhedspoliti havde haft mistanke til Kröcher og anholdte ham 1. april 1977.

Svensk efterretningstjeneste havde fået mistanke, fordi den i længere tid havde fulgt Elle-Kari Höjeberg. Tjenesten mente, at hun havde været ambassadebesætterne behjælpelig. Deres observationer ledte til hendes lejlighed og dermed til Tomas Martinez og kredsen af latinamerikanere, hvoraf flere var med i Kröchers bande. …

Jaime havde en række dækadresser, han ringede ofte til Cuba og havde endvidere nær kontakt med sin bror Tomas, sin svigerinde Elle-Kari Höjeberg samt med latinamerikaneren Armando Gonzales Carillo i Stockholm, der var med i Kröchers bande. Carillo havde foruden træning i spionage på Cuba også været på et længere træningsophold i Nordkorea. Jamie blev fængslet og sigtet for spionage til fordel for Cuba, og tre af hans danske venner fra Sæbjørnsvej blev ligeledes sigtet efter den milde spionparagraf.

Jaime indrømmede, at han havde brugt dækadresser, koder og dæknavne, men han hævdede, at det skyldtes frygten for Mexicos spioner. Han indrømmede også talrige telefonopringninger til Cuba, men politiet havde det problem, at der ikke var fældende beviser, og man formodede, at Jaime havde nået at tilintetgøre bevismateriale.

Jørn Bro siger i dag: ‘Vi var i tæt samarbejde med norsk og svensk efterretningstjeneste. Fra det øjeblik Tomas og Jaime blev anholdt i Oslo, var vi på sagen. Og da Kröcher-banden blev afsløret, skete det i samarbejde med os i København, så vi kunne koordinere det med vor anholdelse af Jaime. Jeg var i Stockholm og se den trækasse, som Leijon skulle holdes fangen i, og det var i sig selv rystende, for den var ganske lille. Vi var klar over, at terroren havde nået Skandinavien for alvor.’

Mistanken mod Jaime så egentlig velbegrundet ud, for PET havde stakkevis af aflytningsrapporter og observationer liggende. Desuden fik man oplysninger fra andre landes efterretningstjenester…

PET konkluderede i et udateret notat, der ligger i PETs arkiv: ‘De efterfølgende undersøgelser gav de vesteuropæiske sikkerhedstjenester grundlag for konstatering af den cubanske efterretningstjenestes aktive involvering, ikke blot i planlægning, men også i udførelsen af terrorhandlinger og for konstatering af et nært samarbejde mellem DGI (den cubanske efterretningstjeneste) og den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.’

PETs vurdering af Jaime var: ‘Jaime er åbenbart veltrænet i konspirativ teknik. Han har haft en ledende funktion, også i forholdet til sine stockholmske kontakter i forbindelse med indslusningen af latinamerikanske terrorister til Vesteuropa. Operation Europa finansieres af den cubanske efterretningstjeneste DGI. Den har til formål på længere sigt at undergrave de vesteuropæiske stater samt at yde direkte støtte til lokale subversive og voldelige revolutionære bevægelser. Selv om det ikke er bevist, er det med baggrund af det anførte PETs overbevisning, at Jaime er en af lederne ved opbygningen af en Europa-brigade.’

PET følte sig overbevist om Jaimes skyld. Men venstrefløjen var derimod sikker på, at han var ganske uskyldig, samt at PET og justitsminister Orla Møller var ude i et ondsindet forsøg på at sværte Cuba og venstrefløjen til. Den nyansatte journalist på Information Peter Wivel søsatte en kampagne for at bevise, at Jaime var ganske uskyldig, og i Sverige havde forfatteren Jan Guillou et vist held med ligeledes at påstå, at de fængslede var uskyldige.

Kampagnen blev en succes. Modstanden mod udvisning af Jaime bredte sig til det politiske miljø, og Orla Møller, der var justitsminister i Anker Jørgensens regering, kom snart i en alvorlig politisk krise. …

‘Orla Møller forklarede…, at udvisningen af Jaime var vedtaget af Regeringens Sikkerhedsudvalg efter nøje overvejelser. Og han fik senere ombudsmandens ord for, at Jaime var en trussel mod statens sikkerhed. Med den i hånden fortsatte Orla Møller proceduren for at udvise Jaime, men det var på ingen måde let. Forfattere, kunstnere og mange andre intensiverede deres kampagne for Jaime og mod den onde Orla Møller, og det kastede regeringen Anker Jørgensen ud i en massiv krise. Sagen endte med at trække spor gennem dansk politik frem til begyndelsen af 1980erne. Det selv om ingen på det tidspunkt vidste, hvor Jaime Okusono Martinez befandt sig.”

(Særudgave af tidsskriftet Retfærd om sagens ‘repressive forløb’, 1979, red. af Henrik Zahle)



22. april 2014

Dansk Journalistforbund hylder venstreradikale Jan Guillou på Journalisternes Fagfestival 2014

God kommentar af Bent Blüdnikow i Berlingske.

Jan Guillou: KGB-agent

Den svenske succesforfatter og debattør Jan Guillou kommer til København i november for at deltage i journalisternes fagfestival. Det kunne redaktøren af journalisternes fagblad, Øjvind Hesselager, fortælle på fagbladets hjemmeside. Og han berettede stolt, at han for 14 år siden havde interviewet samme Jan Guillou.

Jan Guillou blev kendt i begyndelsen af 1970erne, da han afslørede, at den militære efterretningstjeneste samarbejdede med en privat organisation om udspionering af den radikale svenske venstrefløj. Siden blev Jan Guillou en kendt krimiforfatter og han er elsket af den svenske medieverden, hvor han spiller en stor rolle som opinionsmager. I 2009 udgav han sin selvbiografi, ‘Ordets makt och vanmakt’, men han glemte at skrive, at han fra 1967 til ind i 1970erne havde været betalt agent for den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB, og havde haft en række møder med sin sovjetiske føringsofficer.

Da dette på grund af ihærdige journalister kom frem i 2009, nægtede Guillou først, men indrømmede derpå delvist, fordi dokumentation blev lagt frem. Han måtte derpå omskrive dele af sin erindringsbog, men han har ellers på intet tidspunkt vist nogen anger eller ændret sine venstreradikale holdninger.

Jeg gjorde Øjvind Hesselager opmærksom på dette forhold og bad ham om, at Journalisten tog sagen op, så danske journalister ikke troede, at Jan Guillou var en helt. Nej, tværtimod havde han været med til at støtte det totalitære sovjetiske system og styrke undertrykkelsen i sovjetsamfundet. Øjvind Hesselager svarede, at det havde han ingen interesse i, men jeg var velkommen til at skrive et læserbrev. Jeg svarede, at hvis Jan Guillou havde haft samarbejde med det racistiske Sydafrika eller Pinochets Chile, så havde man aldrig inviteret ham til journalisternes fagfestival og at det var et problem, at en venstrefascist kunne optræde blandt journalister, der ellers skulle hylde demokrati.

Sagen illustrerer et journalistisk problem. Mens størstedelen af befolkningen nu ved, at kommunismen var en omfattende tragedie (og stadig er det), der kostede millioner af menneskeliv og truede den vestlige verden, så er disse kendsgerninger kun sporadisk trængt igennem hos danske journalister. Her er en højreradikal sympatisør altid en bedre historie end en venstreradikal medløber. I dansk presse stilles der kun sjældent spørgsmål til tidligere støtter af kommunistiske rædselsregimer og venstreradikalt vanvid, og det har vi set nylige eksempler på med musikere som Niels Skousen og Annisette Koppel.

Øjvind Hesselager kan stadig nå at lave journalistik på sagen om Jan Guillou, men jeg tvivler stærkt på, at det vil ske.

(Foto fra Tommy Hanssons Blogg)



17. januar 2014

Bent Blüdnikow om rød chikane i Berlingske Hus: “I perioder var jeg ikke meget for at gå op i kantinen.”

Interview med Bent Blüdnikow på Trykkefrihed.dk – En borgerlig krybskyttes bekendelser.

“Bent Blüdnikow var en af de helt centrale skikkelser i opgøret med kommunismens danske medløbere. Og han har betalt prisen for det. Trykkefrihed.dk har mødt ham til en snak om had, livsløgn og kulturkamp. …

Du var seniorforsker i Rigsarkivet i ti år, før du skiftede til mediebranchen. Hvordan oplevede du det skifte?

– Det, jeg mødte, var et journalistisk miljø præget af tidsånden, hvilket vil sige venstrefløjssympatier. Hele journaliststanden var op gennem 70’erne og 80’erne meget venstreorienteret for ikke at sige kommunistisk.

– I den forbindelse blev det klart for mig, at vi aldrig ville kunne forstå det 20. århundredes tragedie, hvis vi ikke forstod venstrefløjens tragedie. De frygtelige forbrydelser som diverse regimer havde begået, blev jo ignoreret af det journalistiske og historiske etablissement. Jeg så det ret hurtigt som min opgave at forsøge at få skabt en debat om emnet. Så at sige tvinge journalister og historikere til at forholde sig til de emner, de helst ville ignorere; medløberiet og massemyrderierne.

– … Det var et menneskeligt opgør, hvor vi rev idealismens maske af deres ansigter. Venstrefløjen havde jo altid set sig selv som humanismens forkæmpere og som de undertryktes forsvarer. Det var dem, der kæmpede den retfærdige sag, hvorimod de borgerlige var ondskaben selv.

– På den måde kom vi ind i et frygteligt opgør med mennesker, hvis livsløgn, vi tog fra dem. Det blev utroligt ubehageligt. …

– Det var alt fra tilsviningskampagner i Danmarks Radio og Politiken til debatarrangementer, der var sat op med det ene formål at få mig ned med nakken. Så var der folk, der forlod festen, når jeg ankom, og både på Weekendavisen og Berlingske medførte mine kronikker dyb animositet i medarbejderstaben.

– Det kom på et tidspunkt så vidt, at fællestillidsmanden på Berlingske krævede mig fyret. Det var ni år efter murens fald, men de krævede mig fandeme fyret! Det var meget ubehageligt at være her i den tid. I perioder var jeg ikke meget for at gå op i kantinen.

[…]

Har du som jøde følt dig forpligtet til at tage debatten op?

– Ja. En del af debattens motiv har været, at det skulle være en advarsel. Et håb om, at nogen vil lære, at målet ikke helliger midlet. Det er man nødt til at banke ind i kommende generationers hoveder ikke bare én, men mange gange.

– Se bare på 68’erne. Intet rationelt tænkende menneske burde efter 1968 have været i tvivl om, at kommunismen gjorde sig skyldig i forbrydelser. Alligevel fik vi et kæmpe medløberi af unge danskere. Advarslen kan ikke gentages ofte nok.

Hvad tror du, der drev dem?

-Jeg mener ligesom mange andre, at marxismen var en erstatningsreligion, og at der var en stor psykologisk gruppe-identifikation på spil. Man følte sig GOD sammen med andre mennesker. Det er en stærk drivkraft, som vi også ser udfolde sig i Politiken-segmentet i dag.

[…]

Hvad er det, der er farligt ved konfrontationen?

– Jeg tror, det har at gøre med, at hele højrefløjen blev dæmoniseret efter Anden Verdenskrig, mens venstrefløjen gik fri. Det var en historisk uretfærdighed, som i høj grad var udtænkt af Stalin. Han havde held til i folks bevidsthed at få nationalsocialismen placeret på højrefløjen, selvom den i virkeligheden har langt mere til fælles med kommunismen end med konservatismen. Det har efterfølgende lammet højrefløjen i den politiske debat.

– Venstrefløjen sejrede karrieremæssigt. De gik sejrrigt gennem institutionerne og sad på journalistforbundet og på lektorater og professorater. I dag sidder der stadig et utal på centrale poster, som var skrigende venstreradikale, det nævnes bare aldrig.

– Vi befinder os jo i en periode af retouchering forstået på den måde, at alle i dag godt kan se at kommunismen var en tragedie. Men når der bringes 60-års fødselsdagsomtaler af akademikere og journalister, nævnes der aldrig et ord om deres venstreradikale fortid. Det er retouchering hele vejen igennem.

[…]

Og mere generelt – hvordan vil du karakterisere dansk journalistik anno 2014?

– Jamen lidt på samme måde, præget af automatholdninger, der blev grundlagt i efterkrigstiden. Havde dansk journalistik været befriet for vildfarelserne om, at man er GOD, hvis man tilhører venstrefløjen, så havde meget set helt anderledes ud. Vi havde fx haft en kritisk dækning af fænomener som Redox, De Autonome og AFA. Jeg kan blive helt bleg af raseri, når såkaldt borgerlige medier blot kikker den anden vej. …

Hvordan ser du islam-debatten. Er den en parallel til de debatter, du har ført?

– Ja, fuldstændig. Det er stort set de samme aktører, der er på banen, men i stedet for kommunismen har vi nu en islamisk totalitarisme, der har mange ligheder med marxisme og nazisme og desuden har sin egen perverse, religiøse overbygning. Det er en gennemført rædselsfuld ideologi.

– Derudover er det had, som venstrefløjen og Politiken har forsøgt at piske op omkring Dansk Folkeparti meget parallelt til det, vi blev udsat for. Man forsøger at gøre dem til onde mennesker, som det er legitimt at hade. Det følger helt samme mønster.

Oploadet Kl. 20:08 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


30. august 2013

Bent Blüdnikow i ny bog: “Samarbejdspolitikken medførte større ofre uden for landets grænser.”

Mikael Jalving har interviewet bogaktuelle Bent Blüdnikow til fredagens klumme i Jyllands-Posten – Opgør med samarbejdshistorikerne (ikke online).

“Historiker og journalist Bent Blüdnikows far flygtede i en lille robåd over Øresund til Sverige den 7. oktober 1943. Han flygtede sammen med ni andre jøder i robåden fra nazisterne i Danmark. Båden kæntrede, tre druknede, syv overlevede, heriblandt Benjamin Blüdnikow (f. 1924). Da flygtningene blev bragt til Helsingør af et dansk skib, var Gestapo i hælene på dem igen, og de var nær blevet fanget. Det har sønnen nu skrevet en bog om med titlen “Min fars flugt. Jødiske skæbner i oktober 1943”. En bog, som ikke alene genfortæller de dramatiske begivenheder, men også tager generelle aspekter af jødernes situation op. …

«Du retter i bogen en skarp kritik af danske historikeres behandling af dette kapitel af Besættelsen og kalder dem romantikere.

Hvad er problemet?

»Problemet er, at dansk historieskrivning ofte er snæver national i sit perspektiv, men det var kampen mod nazismen jo ikke. Danske historikere marcherer meningsmæssigt alt for meget i takt, og vi har de senere årtier set en enighed blandt dem, med få markante undtagelser, hvor de fatalistisk betegner den danske samarbejdspolitik som uundgåelig og nødvendig, fordi den bragte Danmark frelst igennem krigens rædsler. …

Hvis danske historikere vil argumentere for samarbejdspolitikken med henvisning til jødernes redning, så er det kun en del af historien, for de glemmer den mørkere del. I overført betydning kan man sige, at disse historikere, hvoraf Bo Lidegaard er den mest kendte, men der er flere andre, tager jøderne som en slags gidsler for at forsvare samarbejdspolitikken og Erik Scavenius.«

Du efterlyser et bredere perspektiv på Besættelsen. Hvad mener du?

»Samarbejdspolitikken medførte større ofre uden for landets grænser. Danmark eksporterede vildt til Tyskland og var sandsynligvis med til at forlænge krigen, så flere døde i kz-lejre og på dødsmarcher. Danske diplomater gjorde intet i Europa for at redde flygtende jøder, hvad andre landes diplomater i nogle tilfælde gjorde. Vi ved, at de selv sagde, at de ikke ønskede at underminere samarbejdspolitikken ved at trodse nazisterne ved at hjælpe. Og ved at samarbejde kunne tyskerne holde et lavt antal soldater og SS-folk i Danmark, der kunne bruges andre steder til at jagte jøder.«

Så hvad er din bogs konklusion?

»Den er, at man ikke kan sige, at den ene version er rigtigere end den anden, og at vor vurdering afhænger af vort perspektiv. Men den version, som de danske historikere har formidlet, er en snæver hjemstavnshistorie, som ikke ville gå i andre lande.«

Og når du kalder historikerne romantikere

»Så mener jeg, at de ved at henholde sig til den snævre danske historie og ved at bruge også jøderne som et forsvar for samarbejdspolitikken undlader at tage hele den rå virkelighed i Europa med i vurderingen. Den bliver for sød, historien, og det smitter også af på deres vurdering af de danske samarbejdspolitikere og de tyske nazister, som vurderes i en snæver dansk ramme.«.”

Oploadet Kl. 15:27 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


3. december 2012

Blüdnikow om ‘anti-israelske holdninger og antisemitisme’: “… er nu… blevet grundigt sammenblandet”

Bent Blüdnikow i dagens Berlingske.

Modviljen mod jøderne

Jødernes skæbne i Europa spiller stadig en politisk og kulturel rolle. Der kommer en strøm af bøger om nazisternes jødeforfølgelser, men også om den rabiate anti-zionisme og anti-semitisme, som kom til udtryk efter 1945 i de kommunistiske lande, og som blev skildret i en af dette års store læseroplevelser: Heda Margolius Koválys »Under en ond stjerne. Mit liv i Prag 1941-1968«. Venstrefløjen var nemlig også inficeret med jødehad.

Den svenske forfatter Göran Rosenberg har netop fået den fornemme Augustpris for sin familiebog »Et kort ophold på vejen fra Auschwitz«. Rosenbergs forfatterskab er ikke uden problemer, for som maoist dyrkede han selv ekstremt anti-israelske holdninger.
Et emne han endnu ikke har haft mod til at skrive om.

Den negative holdning til Israel og jøder spiller en voksende rolle i Europa. SFs top meldte sig således, få måneder før partiet gik i regering, ud af Boykot Israel-aktionen. Det ville nok se mærkeligt ud, hvis den danske udenrigsminister støttede boykot af Israel. Israel er det eneste land, som SF-toppen har boykottet. SF har det svært med Israel og jøder. I mange år var den tidligere VSer Anne Grete Holmsgaard medlem af SFs folketingsgruppe. Hun nægtede som VSer at tage afstand fra massakren ved De Olympiske Lege i München i 1972. Og hun gav udtryk for jøde-fjendtlige holdninger, hvor hun beskrev alle jøder som fjender uanset deres politiske holdninger.

I sidste uge udviste en anden SFer, Fathi El-Abed, en besynderlig tålsomhed over for ekstreme synspunkter. El-Abed, der er SF-suppleant til EU-Parlamentet, har en facebookside, hvor en af hans facebookvenner, Chafa Ibraham, i sidste uge skrev: »Trist at Hitler ikke udryddede alle zionister inden han begik selvmord… Ja, jeg hylder Hitler for hans folkemord. De fortjener mere end mord, når de myrder på samme måde«. Fathi El-Abed tog siden afstand fra denne ytring, men det er dog besynderligt, at sådanne udsagn går i svang på siden.

En skribent fra netavisen »Den korte avis« rettede henvendelse til SF for at få en kommentar, men fik det ikke. I lande som USA eller Tyskland havde sagen medført en intens mediedækning. Ud over enkelte kommentarer i andre aviser var der ikke nogen journalistisk opfølgning.

Hvad sagen viser, er danskernes fjerne forhold til Anden Verdenskrigs erfaringer. Nazisternes ugerninger var aldrig noget, der for alvor forplantede sig til danskernes nervetråde. Kritik af danskernes massive hjælp til nazisterne i form af eksport blev imødegået af faghistorikeres frisørkorps med henvisning til danskernes hjælp til jøderne i oktober 1943.

Tidligere var det muligt at skelne mellem anti-israelske holdninger og anti-semitisme. De to ting er nu af venstrefløjen og radikale muslimer blevet grundigt sammenblandet. Antisemitismen er på march igen, men i nye gevandter. Vi mangler stadig en litteratur, der behandler fænomenet.



18. juni 2012

Carsten Jensen & Problemet Gyldendal

For et par måneder læste jeg i Weekendavisen en rammende beskrivelse af Carsten Jensen, der netop havde modtaget Søren Gyldendal-prisen 2012. Han opførte sig som om, han var Robert Neville i Richard Mathesons sci-fi klassiker I am Legend fra 1954, hvor Neville ene mand kæmper for civilisationen i en postapokalyptisk verden overtaget af vampyrer/zombier. Bogen er filmatiseret flere gange, senest i 2007 med Will Smith i hovedrollen. Bent Blüdnikow kommenterer ‘Problemet Gyldendal’ i dagens Berlingske Tidende.

Berlingskes kommentator Henrik Dahl sagde i sidste uge til avisen om de venstreorienterede og kulturradikale: »Da Dansk Folkeparti kom til magten, sprang der nogle sikringer i hovederne på medlemmerne af disse grupper, så de mistede evnen til at analysere selv de mest enkle problemstillinger.

Siden har de arme mennesker ravet rundt, som var de blinde eller på stoffer.« Jeg kom til at tænke på udtalelsen, fordi Gyldendal for et par måneder siden gav sin fineste pris, Søren Gyldendal Prisen, til en af sine forfattere, nemlig Carsten Jensen. Det er ham, der har kaldt Dansk Folkepartis vælgere for »Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker« og i årevis har udøst sin foragt for borgerlige vælgere og den borgerlige regering med bl. a. dette citat fra en kronik i Politiken: »Den institutionaliserede et syn på verden som opdelt i et faretruende os og dem, hvor kun meningsfæller blev tilkendt opholdstilladelse i demokratiet, mens modstandere blev udnævnt til statsborgere i terrorland. Danmark blev en nation, hvor den konstante chikane af mennesker med muslimsk baggrund havde højeste politiske prioritet, og hvor intet af det, den norske massemorder Anders Breivik tænkte og sagde, kunne komme bag på nogen dansker.«

Selv kommer Carsten Jensen fra den yderste venstrefløj. I sin pristale berømmede Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, Carsten Jensen, og prisen blev givet ikke blot for hans romaner, men for hans indsats som debattør.

Man kunne naivt tro, at Gyldendal belært af sin egen historie var forsigtig med at give priser til mennesker, der udtrykker foragt for andre. Forlaget blev i efterkrigstiden genskabt som Danmarks vigtigste forlag af Ole Wivel, der under krigen havde dyrket nationalsocialistisk medløberi og været med til at opfordre en af sine venner til at tage til Østfronten for at kæmpe for nazisterne. I 1970erne, da de politiske vinde vendte 180 grader, blev Ole Wivel venstresocialist og med moralsk patos kritiserede han nu politiske modstandere uden nogensinde at fortælle om sin andel i tidsånden fra 1940erne. En dansk Günter Grass, der lod forlaget udgive socialistiske bøger og glemte vigtige værker, der ikke passede ind i tidsånden.

Men nej, forlaget har ikke lært noget som helst, men Johannes Riis er en mand, der kan fornemme hvilket selskab han er i. I sine indholdstomme skåltaler til Gyldendals årlige reception taler han den danske kulturelite efter munden og siger aldrig noget, der kan provokere eller vække til dybere eftertanke.

En flagellantisk borgerlig offentlighed slubrer hvert år henført og ukritisk den tomme ceremoni i sig. Med prisen til Carsten Jensen har Johannes Riis indforskrevet sig hos de venstreorienterede og kulturradikale danskere, hos hvem sikringerne, som Henrik Dahl siger, er sprunget.

(Charles Heston som Robert Neville i The Omega Man, 1971)



29. marts 2012

“Han synes ikke at have anger over for de mennesker, som han med sine voldelige aktioner krænkede.”

Bent Blüdnikow anmelder Christian Zwettlers selvbiografi i Berlingske Tidende – Røde voldsfantasier.

“Lettere forbløffet noterer man under læsningen, at Christian Zwettler ikke synes at have skiftet holdninger siden ungdomsdagene i det voldelige miljø. Han hylder stadig den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion og kalder dens medlemmer »kammerater«. Han fremmaner stadig et billede af det danske politi som nogle modbydelige typer og skriver henrykt om de »mega tæsk«, han var med til at give politiet. … Han skriver, at han vil føre faklen fra Rote Armee Fraktion videre. Om Blekingegadebandens aktiviteter hedder det: »Det får aldrig mit pis i kog, at de har skudt en politimand. Han bad om det.«

Der er ikke skyggen af reflektion eller litterær kvalitet i bogen… At Zwettler i store dele af sit liv har været på social bistand fortælles med en selvfølgelighed, og i det hele taget kan man undre sig over, at det offentlige har behandlet ham så nænsomt, som det har. Han synes ikke at have anger over for de mennesker, som han med sine voldelige aktioner krænkede.

Oploadet Kl. 00:06 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper