10. juni 2014

Blüdnikow: Venstrefløjen kæmpede for Castros mand i København, var en del af marxistisk terrorgruppe

Murens fald har ændret vilkårene for rødgardisterne. Hvor de i 1970’erne offentligt kæmpede marxistiske terroristers sag, så må de i dag nøjes med at bekæmpe den demokratiske højrefløj. Lang og interessant gennemgang af Mexicanersagen i Berlingske af Bent Blüdnikow, der også har udgivet historien som ‘single‘ – Castros mand i København.

“Den 1. april 1977 blev en ung mexicaner ved navn Jaime Okusono Martinez arresteret i København. PET mistænkte ham for spionage til fordel for Fidel Castros kommunistiske Cuba. Han færdedes i det venstreorienterede miljø og boede i et kollektiv i Bagsværd.

Anholdelsen og senere truslen om at udvise Jaime skabte et ramaskrig. Der blev samlet 24.000 underskrifter ind mod fængslingen. Der blev lavet protestdemonstrationer med tusindvis af mennesker. Der blev indspillet plader, hvor Troels Trier, Arne Würgler, Niels Skousen og andre fra musikbranchen sang til fordel for ham. I Information førte man kampagne for Jaime. Forfatteren Jan Guillou kom til København og talte hans sag. Suzanne Brøgger skrev protestbrev, og Johannes Møllehave digtede mod justitsminister Orla Møller (S), der havde beordret Jaime udvist. Mexicaner-sagen, som den blev kaldt, blev en af 1970ernes største politiske sager og medførte en offentlig debat om udlændinges retsforhold.

Og den trak politiske spor helt frem til vedtagelsen af udlændingeloven i 1983.

[…]

Jaime var født i Mexico i byen Monterey. … Han blev uddannet som ingeniør og dukkede i 1970 op i først Tyskland og siden Danmark, hvor han blev gift med en dansk pige og dermed automatisk fik statsborgerskab. Jaime blev en del af ungdomsbevægelsen i Danmark og kom bl. a. på tur med Den rejsende Højskole til Latinamerika, og senere slog han sig ned i et kollektiv i Bagsværd på Sæbjørnsvej.

Nogle år senere dukkede Jaimes bror Tomas op i Sverige, hvor han blev gift med en ung kvinde ved navn Elle-Kari Höjeberg. Parret havde forbindelse til andre latinamerikanere, der var kommet fra Cuba til Sverige. Flere af dem havde forbindelse med en tysk terrorist i Sverige ved, navn Norbert Kröcher. Han havde fået den ide at få de tyske terrorister, der var blevet udvist til Tyskland efter ambassade-besættelsen, frigivet ved en aktion. Planen var at kidnappe integrationsminister Anna-Greta Leijon, som Kröcher mente havde ansvaret for udleveringen af terroristerne.

Kröchers bande ville efter kidnapningen anbringe hende i en lille træboks og kræve terroristerne løsladt. For at sætte skub i forhandlingerne, hvis det gik trægt, ville man sprænge en svensk avis samt synagogen i luften. Hvis alt fejlede, var Kröchers bande parat til at likvidere Leijon. Så langt kom det aldrig, for det svenske sikkerhedspoliti havde haft mistanke til Kröcher og anholdte ham 1. april 1977.

Svensk efterretningstjeneste havde fået mistanke, fordi den i længere tid havde fulgt Elle-Kari Höjeberg. Tjenesten mente, at hun havde været ambassadebesætterne behjælpelig. Deres observationer ledte til hendes lejlighed og dermed til Tomas Martinez og kredsen af latinamerikanere, hvoraf flere var med i Kröchers bande. …

Jaime havde en række dækadresser, han ringede ofte til Cuba og havde endvidere nær kontakt med sin bror Tomas, sin svigerinde Elle-Kari Höjeberg samt med latinamerikaneren Armando Gonzales Carillo i Stockholm, der var med i Kröchers bande. Carillo havde foruden træning i spionage på Cuba også været på et længere træningsophold i Nordkorea. Jamie blev fængslet og sigtet for spionage til fordel for Cuba, og tre af hans danske venner fra Sæbjørnsvej blev ligeledes sigtet efter den milde spionparagraf.

Jaime indrømmede, at han havde brugt dækadresser, koder og dæknavne, men han hævdede, at det skyldtes frygten for Mexicos spioner. Han indrømmede også talrige telefonopringninger til Cuba, men politiet havde det problem, at der ikke var fældende beviser, og man formodede, at Jaime havde nået at tilintetgøre bevismateriale.

Jørn Bro siger i dag: ‘Vi var i tæt samarbejde med norsk og svensk efterretningstjeneste. Fra det øjeblik Tomas og Jaime blev anholdt i Oslo, var vi på sagen. Og da Kröcher-banden blev afsløret, skete det i samarbejde med os i København, så vi kunne koordinere det med vor anholdelse af Jaime. Jeg var i Stockholm og se den trækasse, som Leijon skulle holdes fangen i, og det var i sig selv rystende, for den var ganske lille. Vi var klar over, at terroren havde nået Skandinavien for alvor.’

Mistanken mod Jaime så egentlig velbegrundet ud, for PET havde stakkevis af aflytningsrapporter og observationer liggende. Desuden fik man oplysninger fra andre landes efterretningstjenester…

PET konkluderede i et udateret notat, der ligger i PETs arkiv: ‘De efterfølgende undersøgelser gav de vesteuropæiske sikkerhedstjenester grundlag for konstatering af den cubanske efterretningstjenestes aktive involvering, ikke blot i planlægning, men også i udførelsen af terrorhandlinger og for konstatering af et nært samarbejde mellem DGI (den cubanske efterretningstjeneste) og den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.’

PETs vurdering af Jaime var: ‘Jaime er åbenbart veltrænet i konspirativ teknik. Han har haft en ledende funktion, også i forholdet til sine stockholmske kontakter i forbindelse med indslusningen af latinamerikanske terrorister til Vesteuropa. Operation Europa finansieres af den cubanske efterretningstjeneste DGI. Den har til formål på længere sigt at undergrave de vesteuropæiske stater samt at yde direkte støtte til lokale subversive og voldelige revolutionære bevægelser. Selv om det ikke er bevist, er det med baggrund af det anførte PETs overbevisning, at Jaime er en af lederne ved opbygningen af en Europa-brigade.’

PET følte sig overbevist om Jaimes skyld. Men venstrefløjen var derimod sikker på, at han var ganske uskyldig, samt at PET og justitsminister Orla Møller var ude i et ondsindet forsøg på at sværte Cuba og venstrefløjen til. Den nyansatte journalist på Information Peter Wivel søsatte en kampagne for at bevise, at Jaime var ganske uskyldig, og i Sverige havde forfatteren Jan Guillou et vist held med ligeledes at påstå, at de fængslede var uskyldige.

Kampagnen blev en succes. Modstanden mod udvisning af Jaime bredte sig til det politiske miljø, og Orla Møller, der var justitsminister i Anker Jørgensens regering, kom snart i en alvorlig politisk krise. …

‘Orla Møller forklarede…, at udvisningen af Jaime var vedtaget af Regeringens Sikkerhedsudvalg efter nøje overvejelser. Og han fik senere ombudsmandens ord for, at Jaime var en trussel mod statens sikkerhed. Med den i hånden fortsatte Orla Møller proceduren for at udvise Jaime, men det var på ingen måde let. Forfattere, kunstnere og mange andre intensiverede deres kampagne for Jaime og mod den onde Orla Møller, og det kastede regeringen Anker Jørgensen ud i en massiv krise. Sagen endte med at trække spor gennem dansk politik frem til begyndelsen af 1980erne. Det selv om ingen på det tidspunkt vidste, hvor Jaime Okusono Martinez befandt sig.”

(Særudgave af tidsskriftet Retfærd om sagens ‘repressive forløb’, 1979, red. af Henrik Zahle)



22. april 2014

Dansk Journalistforbund hylder venstreradikale Jan Guillou på Journalisternes Fagfestival 2014

God kommentar af Bent Blüdnikow i Berlingske.

Jan Guillou: KGB-agent

Den svenske succesforfatter og debattør Jan Guillou kommer til København i november for at deltage i journalisternes fagfestival. Det kunne redaktøren af journalisternes fagblad, Øjvind Hesselager, fortælle på fagbladets hjemmeside. Og han berettede stolt, at han for 14 år siden havde interviewet samme Jan Guillou.

Jan Guillou blev kendt i begyndelsen af 1970erne, da han afslørede, at den militære efterretningstjeneste samarbejdede med en privat organisation om udspionering af den radikale svenske venstrefløj. Siden blev Jan Guillou en kendt krimiforfatter og han er elsket af den svenske medieverden, hvor han spiller en stor rolle som opinionsmager. I 2009 udgav han sin selvbiografi, ‘Ordets makt och vanmakt’, men han glemte at skrive, at han fra 1967 til ind i 1970erne havde været betalt agent for den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB, og havde haft en række møder med sin sovjetiske føringsofficer.

Da dette på grund af ihærdige journalister kom frem i 2009, nægtede Guillou først, men indrømmede derpå delvist, fordi dokumentation blev lagt frem. Han måtte derpå omskrive dele af sin erindringsbog, men han har ellers på intet tidspunkt vist nogen anger eller ændret sine venstreradikale holdninger.

Jeg gjorde Øjvind Hesselager opmærksom på dette forhold og bad ham om, at Journalisten tog sagen op, så danske journalister ikke troede, at Jan Guillou var en helt. Nej, tværtimod havde han været med til at støtte det totalitære sovjetiske system og styrke undertrykkelsen i sovjetsamfundet. Øjvind Hesselager svarede, at det havde han ingen interesse i, men jeg var velkommen til at skrive et læserbrev. Jeg svarede, at hvis Jan Guillou havde haft samarbejde med det racistiske Sydafrika eller Pinochets Chile, så havde man aldrig inviteret ham til journalisternes fagfestival og at det var et problem, at en venstrefascist kunne optræde blandt journalister, der ellers skulle hylde demokrati.

Sagen illustrerer et journalistisk problem. Mens størstedelen af befolkningen nu ved, at kommunismen var en omfattende tragedie (og stadig er det), der kostede millioner af menneskeliv og truede den vestlige verden, så er disse kendsgerninger kun sporadisk trængt igennem hos danske journalister. Her er en højreradikal sympatisør altid en bedre historie end en venstreradikal medløber. I dansk presse stilles der kun sjældent spørgsmål til tidligere støtter af kommunistiske rædselsregimer og venstreradikalt vanvid, og det har vi set nylige eksempler på med musikere som Niels Skousen og Annisette Koppel.

Øjvind Hesselager kan stadig nå at lave journalistik på sagen om Jan Guillou, men jeg tvivler stærkt på, at det vil ske.

(Foto fra Tommy Hanssons Blogg)



17. januar 2014

Bent Blüdnikow om rød chikane i Berlingske Hus: “I perioder var jeg ikke meget for at gå op i kantinen.”

Interview med Bent Blüdnikow på Trykkefrihed.dk – En borgerlig krybskyttes bekendelser.

“Bent Blüdnikow var en af de helt centrale skikkelser i opgøret med kommunismens danske medløbere. Og han har betalt prisen for det. Trykkefrihed.dk har mødt ham til en snak om had, livsløgn og kulturkamp. …

Du var seniorforsker i Rigsarkivet i ti år, før du skiftede til mediebranchen. Hvordan oplevede du det skifte?

– Det, jeg mødte, var et journalistisk miljø præget af tidsånden, hvilket vil sige venstrefløjssympatier. Hele journaliststanden var op gennem 70’erne og 80’erne meget venstreorienteret for ikke at sige kommunistisk.

– I den forbindelse blev det klart for mig, at vi aldrig ville kunne forstå det 20. århundredes tragedie, hvis vi ikke forstod venstrefløjens tragedie. De frygtelige forbrydelser som diverse regimer havde begået, blev jo ignoreret af det journalistiske og historiske etablissement. Jeg så det ret hurtigt som min opgave at forsøge at få skabt en debat om emnet. Så at sige tvinge journalister og historikere til at forholde sig til de emner, de helst ville ignorere; medløberiet og massemyrderierne.

– … Det var et menneskeligt opgør, hvor vi rev idealismens maske af deres ansigter. Venstrefløjen havde jo altid set sig selv som humanismens forkæmpere og som de undertryktes forsvarer. Det var dem, der kæmpede den retfærdige sag, hvorimod de borgerlige var ondskaben selv.

– På den måde kom vi ind i et frygteligt opgør med mennesker, hvis livsløgn, vi tog fra dem. Det blev utroligt ubehageligt. …

– Det var alt fra tilsviningskampagner i Danmarks Radio og Politiken til debatarrangementer, der var sat op med det ene formål at få mig ned med nakken. Så var der folk, der forlod festen, når jeg ankom, og både på Weekendavisen og Berlingske medførte mine kronikker dyb animositet i medarbejderstaben.

– Det kom på et tidspunkt så vidt, at fællestillidsmanden på Berlingske krævede mig fyret. Det var ni år efter murens fald, men de krævede mig fandeme fyret! Det var meget ubehageligt at være her i den tid. I perioder var jeg ikke meget for at gå op i kantinen.

[…]

Har du som jøde følt dig forpligtet til at tage debatten op?

– Ja. En del af debattens motiv har været, at det skulle være en advarsel. Et håb om, at nogen vil lære, at målet ikke helliger midlet. Det er man nødt til at banke ind i kommende generationers hoveder ikke bare én, men mange gange.

– Se bare på 68’erne. Intet rationelt tænkende menneske burde efter 1968 have været i tvivl om, at kommunismen gjorde sig skyldig i forbrydelser. Alligevel fik vi et kæmpe medløberi af unge danskere. Advarslen kan ikke gentages ofte nok.

Hvad tror du, der drev dem?

-Jeg mener ligesom mange andre, at marxismen var en erstatningsreligion, og at der var en stor psykologisk gruppe-identifikation på spil. Man følte sig GOD sammen med andre mennesker. Det er en stærk drivkraft, som vi også ser udfolde sig i Politiken-segmentet i dag.

[…]

Hvad er det, der er farligt ved konfrontationen?

– Jeg tror, det har at gøre med, at hele højrefløjen blev dæmoniseret efter Anden Verdenskrig, mens venstrefløjen gik fri. Det var en historisk uretfærdighed, som i høj grad var udtænkt af Stalin. Han havde held til i folks bevidsthed at få nationalsocialismen placeret på højrefløjen, selvom den i virkeligheden har langt mere til fælles med kommunismen end med konservatismen. Det har efterfølgende lammet højrefløjen i den politiske debat.

– Venstrefløjen sejrede karrieremæssigt. De gik sejrrigt gennem institutionerne og sad på journalistforbundet og på lektorater og professorater. I dag sidder der stadig et utal på centrale poster, som var skrigende venstreradikale, det nævnes bare aldrig.

– Vi befinder os jo i en periode af retouchering forstået på den måde, at alle i dag godt kan se at kommunismen var en tragedie. Men når der bringes 60-års fødselsdagsomtaler af akademikere og journalister, nævnes der aldrig et ord om deres venstreradikale fortid. Det er retouchering hele vejen igennem.

[…]

Og mere generelt – hvordan vil du karakterisere dansk journalistik anno 2014?

– Jamen lidt på samme måde, præget af automatholdninger, der blev grundlagt i efterkrigstiden. Havde dansk journalistik været befriet for vildfarelserne om, at man er GOD, hvis man tilhører venstrefløjen, så havde meget set helt anderledes ud. Vi havde fx haft en kritisk dækning af fænomener som Redox, De Autonome og AFA. Jeg kan blive helt bleg af raseri, når såkaldt borgerlige medier blot kikker den anden vej. …

Hvordan ser du islam-debatten. Er den en parallel til de debatter, du har ført?

– Ja, fuldstændig. Det er stort set de samme aktører, der er på banen, men i stedet for kommunismen har vi nu en islamisk totalitarisme, der har mange ligheder med marxisme og nazisme og desuden har sin egen perverse, religiøse overbygning. Det er en gennemført rædselsfuld ideologi.

– Derudover er det had, som venstrefløjen og Politiken har forsøgt at piske op omkring Dansk Folkeparti meget parallelt til det, vi blev udsat for. Man forsøger at gøre dem til onde mennesker, som det er legitimt at hade. Det følger helt samme mønster.

Oploadet Kl. 20:08 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


30. august 2013

Bent Blüdnikow i ny bog: “Samarbejdspolitikken medførte større ofre uden for landets grænser.”

Mikael Jalving har interviewet bogaktuelle Bent Blüdnikow til fredagens klumme i Jyllands-Posten – Opgør med samarbejdshistorikerne (ikke online).

“Historiker og journalist Bent Blüdnikows far flygtede i en lille robåd over Øresund til Sverige den 7. oktober 1943. Han flygtede sammen med ni andre jøder i robåden fra nazisterne i Danmark. Båden kæntrede, tre druknede, syv overlevede, heriblandt Benjamin Blüdnikow (f. 1924). Da flygtningene blev bragt til Helsingør af et dansk skib, var Gestapo i hælene på dem igen, og de var nær blevet fanget. Det har sønnen nu skrevet en bog om med titlen “Min fars flugt. Jødiske skæbner i oktober 1943”. En bog, som ikke alene genfortæller de dramatiske begivenheder, men også tager generelle aspekter af jødernes situation op. …

«Du retter i bogen en skarp kritik af danske historikeres behandling af dette kapitel af Besættelsen og kalder dem romantikere.

Hvad er problemet?

»Problemet er, at dansk historieskrivning ofte er snæver national i sit perspektiv, men det var kampen mod nazismen jo ikke. Danske historikere marcherer meningsmæssigt alt for meget i takt, og vi har de senere årtier set en enighed blandt dem, med få markante undtagelser, hvor de fatalistisk betegner den danske samarbejdspolitik som uundgåelig og nødvendig, fordi den bragte Danmark frelst igennem krigens rædsler. …

Hvis danske historikere vil argumentere for samarbejdspolitikken med henvisning til jødernes redning, så er det kun en del af historien, for de glemmer den mørkere del. I overført betydning kan man sige, at disse historikere, hvoraf Bo Lidegaard er den mest kendte, men der er flere andre, tager jøderne som en slags gidsler for at forsvare samarbejdspolitikken og Erik Scavenius.«

Du efterlyser et bredere perspektiv på Besættelsen. Hvad mener du?

»Samarbejdspolitikken medførte større ofre uden for landets grænser. Danmark eksporterede vildt til Tyskland og var sandsynligvis med til at forlænge krigen, så flere døde i kz-lejre og på dødsmarcher. Danske diplomater gjorde intet i Europa for at redde flygtende jøder, hvad andre landes diplomater i nogle tilfælde gjorde. Vi ved, at de selv sagde, at de ikke ønskede at underminere samarbejdspolitikken ved at trodse nazisterne ved at hjælpe. Og ved at samarbejde kunne tyskerne holde et lavt antal soldater og SS-folk i Danmark, der kunne bruges andre steder til at jagte jøder.«

Så hvad er din bogs konklusion?

»Den er, at man ikke kan sige, at den ene version er rigtigere end den anden, og at vor vurdering afhænger af vort perspektiv. Men den version, som de danske historikere har formidlet, er en snæver hjemstavnshistorie, som ikke ville gå i andre lande.«

Og når du kalder historikerne romantikere

»Så mener jeg, at de ved at henholde sig til den snævre danske historie og ved at bruge også jøderne som et forsvar for samarbejdspolitikken undlader at tage hele den rå virkelighed i Europa med i vurderingen. Den bliver for sød, historien, og det smitter også af på deres vurdering af de danske samarbejdspolitikere og de tyske nazister, som vurderes i en snæver dansk ramme.«.”

Oploadet Kl. 15:27 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


3. december 2012

Blüdnikow om ‘anti-israelske holdninger og antisemitisme’: “… er nu… blevet grundigt sammenblandet”

Bent Blüdnikow i dagens Berlingske.

Modviljen mod jøderne

Jødernes skæbne i Europa spiller stadig en politisk og kulturel rolle. Der kommer en strøm af bøger om nazisternes jødeforfølgelser, men også om den rabiate anti-zionisme og anti-semitisme, som kom til udtryk efter 1945 i de kommunistiske lande, og som blev skildret i en af dette års store læseroplevelser: Heda Margolius Koválys »Under en ond stjerne. Mit liv i Prag 1941-1968«. Venstrefløjen var nemlig også inficeret med jødehad.

Den svenske forfatter Göran Rosenberg har netop fået den fornemme Augustpris for sin familiebog »Et kort ophold på vejen fra Auschwitz«. Rosenbergs forfatterskab er ikke uden problemer, for som maoist dyrkede han selv ekstremt anti-israelske holdninger.
Et emne han endnu ikke har haft mod til at skrive om.

Den negative holdning til Israel og jøder spiller en voksende rolle i Europa. SFs top meldte sig således, få måneder før partiet gik i regering, ud af Boykot Israel-aktionen. Det ville nok se mærkeligt ud, hvis den danske udenrigsminister støttede boykot af Israel. Israel er det eneste land, som SF-toppen har boykottet. SF har det svært med Israel og jøder. I mange år var den tidligere VSer Anne Grete Holmsgaard medlem af SFs folketingsgruppe. Hun nægtede som VSer at tage afstand fra massakren ved De Olympiske Lege i München i 1972. Og hun gav udtryk for jøde-fjendtlige holdninger, hvor hun beskrev alle jøder som fjender uanset deres politiske holdninger.

I sidste uge udviste en anden SFer, Fathi El-Abed, en besynderlig tålsomhed over for ekstreme synspunkter. El-Abed, der er SF-suppleant til EU-Parlamentet, har en facebookside, hvor en af hans facebookvenner, Chafa Ibraham, i sidste uge skrev: »Trist at Hitler ikke udryddede alle zionister inden han begik selvmord… Ja, jeg hylder Hitler for hans folkemord. De fortjener mere end mord, når de myrder på samme måde«. Fathi El-Abed tog siden afstand fra denne ytring, men det er dog besynderligt, at sådanne udsagn går i svang på siden.

En skribent fra netavisen »Den korte avis« rettede henvendelse til SF for at få en kommentar, men fik det ikke. I lande som USA eller Tyskland havde sagen medført en intens mediedækning. Ud over enkelte kommentarer i andre aviser var der ikke nogen journalistisk opfølgning.

Hvad sagen viser, er danskernes fjerne forhold til Anden Verdenskrigs erfaringer. Nazisternes ugerninger var aldrig noget, der for alvor forplantede sig til danskernes nervetråde. Kritik af danskernes massive hjælp til nazisterne i form af eksport blev imødegået af faghistorikeres frisørkorps med henvisning til danskernes hjælp til jøderne i oktober 1943.

Tidligere var det muligt at skelne mellem anti-israelske holdninger og anti-semitisme. De to ting er nu af venstrefløjen og radikale muslimer blevet grundigt sammenblandet. Antisemitismen er på march igen, men i nye gevandter. Vi mangler stadig en litteratur, der behandler fænomenet.



18. juni 2012

Carsten Jensen & Problemet Gyldendal

For et par måneder læste jeg i Weekendavisen en rammende beskrivelse af Carsten Jensen, der netop havde modtaget Søren Gyldendal-prisen 2012. Han opførte sig som om, han var Robert Neville i Richard Mathesons sci-fi klassiker I am Legend fra 1954, hvor Neville ene mand kæmper for civilisationen i en postapokalyptisk verden overtaget af vampyrer/zombier. Bogen er filmatiseret flere gange, senest i 2007 med Will Smith i hovedrollen. Bent Blüdnikow kommenterer ‘Problemet Gyldendal’ i dagens Berlingske Tidende.

Berlingskes kommentator Henrik Dahl sagde i sidste uge til avisen om de venstreorienterede og kulturradikale: »Da Dansk Folkeparti kom til magten, sprang der nogle sikringer i hovederne på medlemmerne af disse grupper, så de mistede evnen til at analysere selv de mest enkle problemstillinger.

Siden har de arme mennesker ravet rundt, som var de blinde eller på stoffer.« Jeg kom til at tænke på udtalelsen, fordi Gyldendal for et par måneder siden gav sin fineste pris, Søren Gyldendal Prisen, til en af sine forfattere, nemlig Carsten Jensen. Det er ham, der har kaldt Dansk Folkepartis vælgere for »Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker« og i årevis har udøst sin foragt for borgerlige vælgere og den borgerlige regering med bl. a. dette citat fra en kronik i Politiken: »Den institutionaliserede et syn på verden som opdelt i et faretruende os og dem, hvor kun meningsfæller blev tilkendt opholdstilladelse i demokratiet, mens modstandere blev udnævnt til statsborgere i terrorland. Danmark blev en nation, hvor den konstante chikane af mennesker med muslimsk baggrund havde højeste politiske prioritet, og hvor intet af det, den norske massemorder Anders Breivik tænkte og sagde, kunne komme bag på nogen dansker.«

Selv kommer Carsten Jensen fra den yderste venstrefløj. I sin pristale berømmede Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, Carsten Jensen, og prisen blev givet ikke blot for hans romaner, men for hans indsats som debattør.

Man kunne naivt tro, at Gyldendal belært af sin egen historie var forsigtig med at give priser til mennesker, der udtrykker foragt for andre. Forlaget blev i efterkrigstiden genskabt som Danmarks vigtigste forlag af Ole Wivel, der under krigen havde dyrket nationalsocialistisk medløberi og været med til at opfordre en af sine venner til at tage til Østfronten for at kæmpe for nazisterne. I 1970erne, da de politiske vinde vendte 180 grader, blev Ole Wivel venstresocialist og med moralsk patos kritiserede han nu politiske modstandere uden nogensinde at fortælle om sin andel i tidsånden fra 1940erne. En dansk Günter Grass, der lod forlaget udgive socialistiske bøger og glemte vigtige værker, der ikke passede ind i tidsånden.

Men nej, forlaget har ikke lært noget som helst, men Johannes Riis er en mand, der kan fornemme hvilket selskab han er i. I sine indholdstomme skåltaler til Gyldendals årlige reception taler han den danske kulturelite efter munden og siger aldrig noget, der kan provokere eller vække til dybere eftertanke.

En flagellantisk borgerlig offentlighed slubrer hvert år henført og ukritisk den tomme ceremoni i sig. Med prisen til Carsten Jensen har Johannes Riis indforskrevet sig hos de venstreorienterede og kulturradikale danskere, hos hvem sikringerne, som Henrik Dahl siger, er sprunget.

(Charles Heston som Robert Neville i The Omega Man, 1971)



29. marts 2012

“Han synes ikke at have anger over for de mennesker, som han med sine voldelige aktioner krænkede.”

Bent Blüdnikow anmelder Christian Zwettlers selvbiografi i Berlingske Tidende – Røde voldsfantasier.

“Lettere forbløffet noterer man under læsningen, at Christian Zwettler ikke synes at have skiftet holdninger siden ungdomsdagene i det voldelige miljø. Han hylder stadig den tyske terrorgruppe Rote Armee Fraktion og kalder dens medlemmer »kammerater«. Han fremmaner stadig et billede af det danske politi som nogle modbydelige typer og skriver henrykt om de »mega tæsk«, han var med til at give politiet. … Han skriver, at han vil føre faklen fra Rote Armee Fraktion videre. Om Blekingegadebandens aktiviteter hedder det: »Det får aldrig mit pis i kog, at de har skudt en politimand. Han bad om det.«

Der er ikke skyggen af reflektion eller litterær kvalitet i bogen… At Zwettler i store dele af sit liv har været på social bistand fortælles med en selvfølgelighed, og i det hele taget kan man undre sig over, at det offentlige har behandlet ham så nænsomt, som det har. Han synes ikke at have anger over for de mennesker, som han med sine voldelige aktioner krænkede.

Oploadet Kl. 00:06 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


14. marts 2012

Historieløsheden, der gør det muligt for Jan Guillou at “slippe af sted med sit… politiske forræderi”

Klumme af Bent Blüdnikow i mandagens Berlingske Tidende.

Carré kontra Guillou
Det var ganske let at vælge spionfilmen »Dame, Konge, Es, Spion« i biografen fremfor agent-dramaet Hamilton. Ud over anmeldelserne, der var mere positive over for den britiske film, betød det også noget, at forfatteren til filmen »Dame, Konge, Es, Spion« er den seriøse forfatter John Le Carré, der har en fortid i den britiske efterretningstjeneste under Den Kolde Krig.

Hamilton-figurens forfatter er svenskeren Jan Guillou. Et virkelig råddent æble. Fra 1967 til 1972 og muligvis endnu længere var han betalt spion for Sovjetunionens efterretningstjeneste KGB. Det er dokumenteret, og det har han selv indrømmet.

Han arbejdede fra 1960ernes slutning sammen med den ultraradikale palæstinensiske terrorgruppe DPFLP, der var styret af Sovjetunionen. Guillou var i Københavns Lufthavn i 1969 for at spionere mod det israelske flyselskab El Als sikkerhedssystemer, sandsynligvis for at hjælpe palæstineniske terrorister med et angreb. Han fortsatte med sine venstreekstremistiske holdninger i den svenske offentlighed og svinede borgerlige debattører til. Hver gang den svenske regering forsøgte at udvise pontentielle terrorister, var Guillou aktiv med artikler for at forhindre det. Hans sympati var altid med terroristerne og aldrig med deres ofre.

Hans selvbiografi er i øvrigt fyldt med løgn – også om hans tid som Sovjet-spion. Valget af John Le Carré-filmen var som sagt let. MEN TAG IKKE FEJL. Guillou har altid været og er stadig en yderst populær person i Sverige. Det er han sammen med forfattere som Henning Mankell og Stieg Larsson, der begge kommer fra det yderste venstre og ikke blot var sympatisører, men hardcore aktivister. Så langt ude har vi dog aldrig været i Danmark. Ganske vist var mange danske forfattere venstreradikale sympatisører, men af den bløde og naive slags. Der er noget symptomatisk ved, at de venstreradikale aktivister netop i Sverige har gjort strålende karriere og er populære mediefigurer. I det »progressive« Sverige i Palmes ånd, der ivrigt solgte våben til Libyen og Syrien, havde den slags det som fisk i vandet.

Da Guillou senest var i København til bogforum i november 2011, blev han fejret som en kultskikkelse. Han blev interviewet af danske journalister uden et kritisk spørgsmål om hans landsforræderi. Jeg tænkte på ofrene for det perverse system i Sovjetunionen, hvis undertrykkelse Jan Guillou aktivt havde del i, da jeg fravalgte hans Hamilton-film. Er det tidens historieløshed – ja, en kliché, det ved jeg – der gør, at Jan Guillou kan slippe af sted med sit menneskelige og politiske forræderi både i Sverige og Danmark? »Dame, konge Es spion« var i øvrigt en strålende film, der på lavmælt måde formåede at genskabe noget af Den Kolde Krigs intense drama.

Oploadet Kl. 13:58 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


21. marts 2011

EU-domme udhuler “love, som folkevalgte har vedtaget under ansvar over for deres vælgere”

Integrationsminister Søren Pind afviser i dag, at EU-dommene skulle være et større problem, idet Danmark sidste år kun gav 900 opholdstilladelser på baggrund af samme. Smuthullerne vil blive udnyttet fremover, problemerne vil vokse eksponentielt, og så er der også det store spørgsmål om Danmarks mulighed for at være herre i eget hus. Her lidt fra to kronikker af EU-professor Hjalte Rasmussen i Berlingske Tidende, onsdag og torsdag i sidste uge.

Fra EU-Domstolen dømmer ulovligt.

“Fru Metock var en oprindelig camerounsk, senere engelsk statsborger, som arbejdede i Irland. Her giftede hun sig med en ulovlig tredjelandsstatsborger, inden han nåede at blive udvist efter afslag på sin asylansøgning. Han påstod, og EU-Domstolen bifaldt, at han havde ret til at nyde godt af EUs regler om vandrende arbejdstagere, fordi han havde »ledsaget eller sluttet sig til« sin ægtefælle under dennes arbejdsophold i en anden medlemsstat. Sprogligt passede hans ankomst fra et land uden for EU ikke på, at han havde »sluttet sig til« sin hustru. De ord forudsatte nemlig tydeligvis, at han havde haft et første lovligt ophold i en anden medlemsstat, hvad han ikke havde haft. Hans situation omfattedes derfor ikke af EUs regler, hvorfor han ikke havde ret til permanent ophold i Irland. Der var ikke tvivl i retspraksis før Metock om, at beføjelsen til at give første lovlige ophold lå hos EU-landene. Det så Domstolen dog bort fra og gav ham en EU-ret til første lovlige ophold i EU. Det var både i strid med pagten og med dansk og irsk immigrationsret. Dommen fjernede ikke fortolkningstvivl, men erobrede en aldrig overladt beføjelse. Det mærkes, fordi standardforsvaret for Domstolens ulovligheder hævder, at dommene kun eliminerer fortolkningstvivl.

Hvad var mon Domstolens motiv til at bryde loven? Ifølge dommens begrundelse ville retten beskytte en EU-person, som planlægger at tage arbejde eller ophold i Irland. Da EU-reglerne ikke gav fru Metock ret til familiesammenføring med en ulovlig tredjelandsstatsborger, som hun gifter sig med under opholdet i Irland, ønskede Domstolen at udvide EU-beskyttelsen – for ikke at risikere, at hun bliver hjemme. Skal man tro dommen, skaber tab af blot nogle få vandrende arbejdstagere et alvorligt EU-integrationsproblem. Og, nota bene, altså alvorligt nok til at udløse energi til at erobre første-lovlig-ophold-beføjelsen fra medlemsstaterne.

Denne tankegang er både ulovlig og uden hold i virkeligheden. Her er det maksimalt én ud af millioner, som på den ene side er parat til at bære alle de familiemæssige, økonomiske, sproglige, kulturelle og andre byrder ved en emigration. Og som på den anden side skrotter projektet ved den voldsomt hypotetiske udsigt til, at vedkommende skulle indgå ægteskab med en ulovlig, udvisningstruet tredjelandsstatsborger. Så ægtefællerne må forlade EU, hvis de vil leve sammen. Kan det tænkes, at der bag dette virkelighedsfjerne ræsonnement gemmer sig helt anderledes tungtvejende motiver?

I mangel af mere trolige forklaringer er følgende tænkeligt: At et lille flertal af EU-dommerne har sat sig et ultimativt politisk mål, som er i løbet af et lille årti at give så mange tredjelandsstatsborgere som muligt de samme EU-rettigheder til ophold, arbejde og sociale ydelser, som tilkommer statsborgere i medlemsstaterne.

Da jeg i 2008 udviklede denne prognose, forekom den mig noget fortænkt. Efter at Zambrano-dommen er kommet til, tager den sig mindre syg ud. I den dom gav EU nemlig to forældre fra tredjelande opholdstilladelse plus ret til arbejde og ellers til dagpenge med eneste begrundelse, at deres to børn fødtes i Belgien, hvor de blev EU-borgere. Børnene kom til verden, før forældrenes ansøgninger om asyl blev afslået, hvorefter forældrene skulle udvises af EU, fordi de nu opholdt sig ulovligt i EU. Da småbørn ikke kan klare sig uden forældre, gav Domstolen dem ret til at blive boende i Belgien med deres børn. Da imidlertid børnene som EU-borgere har ret til at opholde sig, hvor de vil i EU, har forældrene samme ret til at bo f.eks. i Danmark.

Kun fantasien sætter vist grænser for, hvilke rettigheder – og til fordel for hvem – kreative personer og deres advokater fra EU og tredjelande kan presse ud af denne dom. Tilsvarende gennemhulles de love, som folkevalgte har vedtaget under ansvar over for deres vælgere. De love, som udnævnte dommere, der ikke står til ansvar for nogen, sætter ud af kraft i strid med de regler, dommerne fik deres job for at sikre overholdelsen af. Det er både et problem for EU og medlemsstaterne som retsstater og demokratier.”

Fra Danmark bør vise juridisk ulydighed.

“I gårsdagens kronik stod, at domme som Metock og Zambrano kun ud fra en meget formel betragtning er domme i en retlig betydning af dette ord. Det er bedre at opfatte dem som politiske tilkendegivelser, selv om de hidrører fra en dømmende myndighed. Ifølge traktaterne skulle EU-Domstolen mest af alt være en systembevarende forvaltningsdomstol. Den valgte dog alt for ofte at optræde som en systemforandrende forfatningsdomstol.

Fra midt i 1980erne har det været almindeligt at tale om, at EU-Domstolen er aktivistisk, når den bryder ud af sin forudsatte rolle, erobrer suverænitet og skriver ’domme’, som kan være chokerende læsning. Chokerende fordi indholdet er meget kreativt og ledsages af tydeligt svage og mangelfulde begrundelser, som er uheldsvangre, fordi det er i deres begrundelser af de retlige valg, de foretager, at dommerne viser, at de er uddannet til noget, som de andre institutioner ikke er så gode til.

Domstolen er systemforandrende ofte nok til at forstærke EUs såkaldte demokratiske underskud. Det sker, når den erstatter de demokratisk ansvarlige lederes regler og fordelinger af beføjelser med dommerflertallenes foretrukne løsninger. Så overtræder EU-dommerne ikke blot magtens tredeling. De foretager også politiske valg…

Der skal skydes med store kalibre og med skarpt, dersom Danmark for alvor vil bryde ud af denne onde cirkel. Det undlod man at gøre i kølvandet på Metock-dommen, som gennemhullede mange af Folketingets regler om begrænsning af indvandring i Danmark. Man ville ikke ignorere ’dommen’. I stedet var regeringens reaktion, at domme skal man rette sig efter, selv om man er overbevist om, at de er afsagt uden ethvert retligt grundlag i af Danmark overladte beføjelser.

I stedet tog ministrene sagen op i EUs mødeverden og bad Kommissionen om at hjælpe. Så ville, bildte man sig ind eller foregav, fornuften formentlig komme til at råde til sidst. Det håb skuffedes og ikke mindst, fordi nogle få medlemsstater kan blokere alle ændringer af et engang vedtaget EU-direktiv. Og er Kommissionen ikke enig med Danmark i, at dommen er forkert, fremsætter den slet ikke forslag til nye direktivregler. Så er der slet ikke noget at forhandle om eller blokere for vedtagelsen af. Det hele endte på glidebanen.

I midten af marts 2011, i dagene efter Domstolens dom i Zambrano-sagen, ser det ud til, at historien er på vej til at gentage sig. Ministeren siger, at han vil tage sagen op i Bruxelles. Som om sporene ikke skræmmer. For ikke endnu en gang at ende på en glidebane er mit forslag derfor, at Danmark træffer en heroisk beslutning om simpelthen ikke at rette sig efter dommen. EU-landene skal nemlig kun efterleve domstoles juridiske domme, derimod ikke medvirke til at holde liv i EU-Domstolens foretrukne politiske samfundsmodeller.

(‘No border No nation’; Autonome Antifa Freiburg)

Bent Blüdnikow opsummerer sagen i samme avis, med kommentarer fra flere forskere – Det er ikke EU-Domstolens skyld.

Peter Nedergaard: »Hjalte Rasmussens kritik er rettet det gale sted hen. EU var fra starten tænkt som en delvis føderal konstruktion. Gennem sine direktiver og sin domstolspraksis er EU i stadig større grad ved at blive et føderalt kontinent, som de nationale stater bliver integreret i, og heri ligger jo en vis indskrænkning af den nationale selvbestemmelse. Det er en proces, der har været i gang længe og som dommene blot illustrerer. EU er udtryk for en politisk vilje om at skabe et forenet Europa.«

Bent Blüdnikow: I alle disse 40 år har man altså haft direktiver og domstolsafgørelser, som har indskrænket den danske suverænitet?

Peter Nedergaard: »Ja, og et eller andet sted har politikerne vidst, hvad vi var gået ind til. Men de har ikke fortalt befolkningen den fulde sandhed. Derfor har der været en berøringsangst for at tage sager op, som kunne afsløre i for høj grad, at EU var noget andet, end vi havde fået fortalt. Befolkningen troede, at vi gik ind i EF for at få højere flæskepriser.«

Bent Blüdnikow: Har Hjalte Rasmussen ret i det overordnede, nemlig at dommene set over et længere historisk stræk har frataget Danmark suverænitet?

Marlene Wind: »Det mener jeg ikke, for vi er en del af et fællesskab, som vi med åbne øjne gik ind i 1972. Og hvad er suverænitet egentlig i dag? Det er svært at definere. Suverænitet i vore dage handler om indflydelse. Vi kan – fordi vi er med i EU – påvirke nye direktiver og korrigere domme, hvis vi ønsker det.«

Bent Blüdnikow: Så regeringen må gøre en indsats?

Peter Nedergaard: »Ja, regeringen må betragte Domstolen som en politisk institution, man kan tage livtag med. Hvis man vil have den trængt tilbage, må man finde nogle koalitionspartnere, altså blandt regeringerne.«

Bent Blüdnikow: Er det o.k., at Søren Pind og Hjalte Rasmussen har rejst debatten?

Mads Bryde Andersen: »Det er rigtigt, at EU-Domstolen har fået lov til at udvikle sin såkaldt aktivistiske fortolkningsstil, fordi lovgiverne ikke har grebet ind. Men det betyder ikke, at det er godt at lade »aktivistiske« dommere bestemme, hvad der skal være gældende ret… Enhver domstol er undergivet sin lovgivningsmagt. Derfor er det befriende, at folk som Hjalte Rasmussen og Søren Pind sætter spørgsmålstegn ved Domstolens aktivistiske linje.«

Marlene Wind: »Jeg er ærgerlig over, at Hjalte Rasmussen med sin mistænkeliggørelse af Domstolen er med til at puste til en populistisk ild i stedet for at gå konstruktivt ind i løsningen af de europæiske og globale udfordringer, vi alle står overfor.«



2. april 2010

Cavling-komiteens formand: “SF… er det efterhånden venstreorienteret mere?”

Foranlediget af en klumme i mandagens Berlingske Tidende, hvor Bent Blüdnikow påtalte den Journalistiske Kammerateri med direkte henvisning til “Cavlingkomiteens politisk korrekte nervetråde”, debatterede Blüdnikow og Cavling-komiteens Carsten Ingemann emnet i gårsdagens Deadline. Herunder et par citater…

Nynne Bjerre Christensen, DR2-vært: Favoriserer I, i Cavlingkomiteen venstresnoet journalistik?

Carsten Ingemann, formand Cavling-komiteen Nej, vi favoriserer god journalistik…

Nynne Bjerre Christensen: – men det kunne nu godt se ud som om, at nærmest mange af de her vindere er formuleret i forkontoret hos SF.

Carsten Ingemann: SF, ja! – er det efterhånden venstreorienteret mere?

Bent Blüdnikow, historiker: … når det virkeligt gælder, og hvor i giver priser hvor man kan tolke noget ideologisk-politisk ind i de priser, så går det galt, og så havner vi over i den venstreorienterede base. Vi kan nævne Olav Hergels pris fra 2006 – ganske ordinære artikler om flygtningebørn og flygtninge i asylcentre. Meget sympatisk tænkt og fuldkommen ordinært, ikke noget nyt, følelsespornografi, hvor Flemming Rose samme år kæmpede en fantastisk kamp om ytringsfriheden, og i kunne have givet den til ham, som udtryk for Cavlingpris-komiteens støtte til ytringsfrihed uden begrænsninger… Jeg kan nævne andre eksempler hvor det er gået galt. Peter Øvig Knudsen, hvor han havde planket< sin bog fra Lars Willemoes, der fra årene 1989 til 1994 havde skrevet præcist det samme.

Nynne Bjerre Christensen: Det lyder som om man godt må træffe et politisk valg, hvis bare det er et valg du er enig i?

Bent Blüdnikow: Jeg har ikke noget imod at der også er en politisk holdning, når man uddeler priser – hovedsageligt skal det være strengt journalistisk, men al journalistik har jo også en ideologisk baggrund. Der vil jeg bare gerne have, at den også kunne gives til en Orla Borg fra Jyllandsposten der har skrevet om integration, men aldrig har fået den, eller en Kim Møller fra Uriasposten, den her blogger, som har lavet fantastiske ting – hvorfor får de… eller en Jesper Vind fra Weekendavisen

[…]

Nynne Bjerre Christensen: Bent, lad mig lige spørge dig om en ting til. Kan man ikke godt være en borgerlig journalist, eller stemme borgerligt når man går ind i stemmeboksen, og så alligevel have et behov for at tale den lille mands sag. Altså journalister er jo den fjerde statsmagt, og ikke traditionelt sat i verden for at forsvare regeringen, eller Novos eller Mærsks interesser. Er det ikke naturligt at journalistik kommer til i sin essens at fremstå venstreorienteret?

Bent Blüdnikow: Journalister skal gå efter både magten og alle mulige andre, og man skal selvfølgelig ikke være borgerlig journalist og lade være med at gå efter regeringen, selvfølgelig skal man gøre det, det gør vi jo også, borgerlige journalister – heldigvis. Men der hvor Cavlingpris-komiteen så viser sit politisk-ideologiske ansigt – det er de her sager, hvor man kan sige, at der er et politisk indhold, og der skejer i ud, og rammer ved siden af. Og jeg ville altså gerne have, at den blev givet så til Orla Borg eller en Kim Møller, eller en Jesper Vind.

Apropos.

  • 1/4-10 180 Grader – Her er de 10 indstillinger til Årets idealist 2009 (undertegnede er indstillet).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper