1. august 2010

Wikileaks-afsløringer dokumenterer at “krigen i Afghanistan er NATOs hidtil mindst blodige”

Pernille Bramming opridser Wikileaks-sagen i Weekendavisen. Fra Skandalen der udeblev (ikke online).

“Pludselig har journalister verden over fået mulighed for at kigge militæranalytikere og NATOs talsmænd i Afghanistan i kortene på en hidtil uset måde: Over 92.000 indberetninger fra NATO-styrkerne i Afghanistan fra perioden januar 2004 til og med december 2009 er blevet lækket og i mandags lagt ud på nettet af WikiLeaks. org under titlen »Den Afghanske Krigsdagbog«. I et interview med Der Spiegel udtaler den berømte australske hacker og stifter af WikiLeaks, Julian Assange, at offentliggørelsen af Krigsdagbogen vil »ændre vores perspektiver ikke kun for krigen i Afghanistan, men for alle moderne krige«, og at han nyder, at smadre »dumme svin«…

En optælling på grundlag af Krigsdagbogen viser, at der i løbet af de pågældende fem år er dræbt 15.506 »fjender«, 4.232 civile, 3.819 soldater fra den afghanske hær og 1.138 fra NATO-styrkerne. Det har givet anledning til en lang række overskrifter om »den blodige krig«. Sammenligner man med andre krige i nyere tid, vækker tallene imidlertid en anden form for undren. I Bosnien mistede mindst cirka 97.000 civile og cirka 81.500 soldater livet i løbet af den tre år lange krig; i Kosova mistede cirka 10.000 civile og cirka 1.500 soldater livet på to år, og i Irak mistede cirka 102.000 civile, cirka 9.900 irakiske soldater og næsten 4.600 allierede soldater livet i perioden 2003 til 2009. Krigen i Afghanistan er altså den mindst blodige, NATO endnu har ført.

Oploadet Kl. 18:03 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


31. oktober 2009

Trykkefrihedsselskabet fylder 5 år

Dansk Pens afvisning af Lars Hedegaard var en af de historier jeg fulgte til dørs i Uriaspostens spæde barndom. I bestyrelsen for Dansk Pen, var dengang Pernille Bramming, som sammen med et par medforfattere helt tilbage i 1990 formulerede nogle af de samme tanker, som ifølge dem gjorde Lars Hedegaard skyldig i ‘hate-speech’. Her tre citater fra Bastardkultur.

“At tale om individuel frihed og om ‘at realisere sig selv’ er absurd i forhold til dette miljø, hvor individet først og sidst er en del af en familie og henter hele sin værdighed og selvfølelse i kraft af denne status.” (s. 65)

“Man passer sit – og holder ofte den fremmede danske kultur to skridt fra livet. Sådan har muslimer og folk fra Mellemøsten i det hele taget gjort i århundreder.” (s. 75)

“Revolutionsgardisternes besættelse af den amerikanske ambassade, den krigeriske retorik, de tusindvis af iranere, der gik i krig og i døden for martyriet og Allahs sag, Irans påståede hovedrolle i den internationale terrorisme, de skånselsløse udrensninger af ikke-islamiske elementer og politiske modstandere… Er det en religiøs massepsykose á la nazismen og Jonestown, vi her er vidne til, eller blot en begyndende islamisk oprustning før det endelige korstog mod Vesten – med de mange muslimske gæstearbejdere som spydspids – sætter ind? (s. 97f)

Dansk Pen har med sine røde dogmer, spillet fallit i forhold til problemet islam, og på den måde gjort sig selv irrelevante. Et eventuelt liberalt alternativ, kan måske i starten lukrere lidt på antipatien mod Trykkefrihedsselskabet, men skal de bekæmpe det åbne samfunds fjender, så bliver de nødt til at konfrontere islam. No free rides, som man siger.

Trykkefrihedsselskabet fylder fem år i dag. Mere hos Nicolai Sennels’ Kulturkløften

Oploadet Kl. 15:28 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


20. september 2009

Pernille Bramming: Dårlige økonomiske og socio-kulturelle vilkår er ikke et argument for asyl

Analyse af Pernille Bramming i Weekendavisen – Selvfølgelig kan de bo i Irak (E-pages, s. 5).

“Det er blevet gængs at hævde, at det er lige så moralsk forkasteligt at tvinge afviste irakiske asylansøgere til at rejse hjem til Irak , som det var at tvinge tyske jøder tilbage til Nazi-Tyskland. Og at det er uanstændigt at sende irakerne tilbage i armene på deres bødler. Begge dele er misvisende og udtryk for enten uvidenhed eller fordrejelse af de faktisk forhold, både når det drejer sig om dem, der flygtede fra Irak før invasionen i 2003, og dem, der er flygtet siden da.

Ifølge den seneste opgørelse fra den 11. juli var der 193 afviste, irakiske asylansøgere, der stod i såkaldt udsendelsesposition hos det danske politi. Weekendavisen har fra Udlændingeservice fået oplyst årstallet for deres ankomst for 188 af dem… Det fremgår, at 112 af dem (heraf ti børn) har opholdt sig i Danmark i syv år eller længere og altså er ankommet til Danmark før år 2002.

Eftersom det frem til år 2002 var praksis som udgangspunkt at give asyl til irakere, der kom fra andre områder end den FN-beskyttede, kurdiske zone i det nordlige Irak , kan man formode, at disse 102 voksne kommer fra Den Kurdiske Region, og at de har fået afslag, fordi de ikke opfyldte betingelserne for at få asyl, og fordi de ikke ville være i fare, hvis de rejste hjem… Siden år 2002 har det cirka taget ti måneder at føre en sag igennem systemet frem til, at et afslag er blevet stadfæstet i Flygtningenævnet. Frem til år 2002 tog det lidt længere. Det vil sige, at der er tale om 102 voksne irakere, som har nægtet at rejse i cirka seks år eller mere. To af dem er ankommet til Danmark i 1996 eller før, de øvrige i 1998 eller derefter…

Årsagen til, at det danske politi ikke gennemførte tvangsudsendelser for denne gruppe har til dels været, at FN-sanktionerne mod Irak indebar, at der ikke var flyforbindelser til landet… Der har ikke været væbnet konflikt i Den Kurdiske Region siden 1998. Der har heller ikke været politiske forhold, som på nogen måde kan give grundlag for en sammenligning med tyske jøders forhold i Nazi-Tyskland eller for at påstå, at de afviste vil blive sendt lige i armene på deres bødler. De økonomiske og socio-kulturelle forhold er barske for mange af de henved seks millioner indbyggere, men dette kan som bekendt ikke tjene som argument for at få politisk asyl eller humanitær opholdstilladelse i Danmark…

Der bor i dag omkring 30 millioner mennesker i Irak , heraf de seks i Den Kurdiske Region. Rigtigt mange har store økonomiske vanskeligheder og barske levevilkår, men der er overhovedet ikke i dag politiske og sikkerhedsmæssige forhold, som gør Irak sammenligneligt med Nazi-Tyskland. Tværtimod foregår der både en politisk og økonomisk udvikling, og på en række punkter går det usammenligneligt bedre i Irak i dag, end det gjorde under Saddam Hussein. Med forbehold for enkelte, mulige undtagelser er der ikke særlige grunde til, at de afviste irakiske asylansøgere, der p.t. er i udsendelsesposition, ikke også kan leve i Irak.”

Oploadet Kl. 17:26 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


27. februar 2008

Pernille Bramming: Mordtrusler afspejler “hvor traumatiserede palæstinenserne er”

Weekendavisens Pernille Bramming var gæst i gårsdagens Deadline, hvor hun skulle give en analyse af islamiske landes fornyede had til Danmark og de værdier Danmark baserer sig på. Samtalen kom ind på den aktuelle historie om den arabisk-palæstinensiske pendant til Bamses billedbog. Således var ordene…

Jacob Rosenkrands, Deadline: Skal vi græde eller grine over det her?

Pernille Bramming, journalist: Jeg synes mest man skal græde, for det afspejler hvor traumatiserede palæstinenserne er, og jeg betragter det også som en lidt særlig sag, at det er palæstinensisk tv som viser sådan noget, for retorikken og død og mord og ødelæggelse i Palæstina har nået uanede højder.

Oploadet Kl. 15:23 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer


15. januar 2007

Fathi El-Abed: Mellemøsten kunne have lært af Saddam Husseins positive signaler

Jeg har tidligere påpeget at Fathi El-Abed ikke er en værdig repræsentant for en forening der kalder sig Demokratiske Muslimer. Idag er han kun menigt medlem, men han fungerer stadig som næstformand i Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening.

Forrige lørdag postulerede han i et læserbrev i Berlingske Tidende at “pogromer, Holocaust eller jødeforfølgelse” aldrig “nogensinde har fundet sted i den arabiske verden”. I dagens Nyhedsavisen er den galt igen.

Forsiden: Saddams Irak var bedre.

S. 10-11: »Så hellere et liv under Saddam« (s. 10-11)

“Som demokrat ville jeg aldrig råbe hurra for Saddams styre. Men måske var det én som ham, der skulle til for at holde sammen på et land, der ellers har været præget af uroligheder, siden det fik sin selvstændighed i 1932. Og personligt ville jeg hellere leve under Saddam end under de forhold, der er i Irak i dag… Der var mange positive signaler, som de omkringliggende arabiske lande kunne have lært af. I stedet faldt det hele fra hinanden, efter Golfkrigen i 1991 og de efterfølgende skrappe sanktioner…”

Nyhedsavisen fortjener ros for historien. Det havde været nemt at aflire El-Abeds absurditeter ukritisk, men avisens Christina Agger har talt med mellemøstforsker Helle Lykke Nielsen og Dan Hindsgaul fra Amnesty International, der begge går i rette med udlægningen. Førstnævnte betegner det som “ren historieforvanskning”, og sidstnævnte pointerer blandt andet at Saddam Husseins regime klart var det “mest brutale i den arabiske verden”.

Igennem foreningen Palestinian Arab Liberation Front, udbetalte Saddam Hussein over en årrække 35 mio. dollars til palæstinenserne, herunder 25.000 dollars til familier der bidrog til kampen med selvmordsbombere. (BBC). Det er i det lys Fathi El-Abeds diktator-apologi skal ses.

Opdate.

  • 15/1-07 Deadline – Debat med Fathi El-Abed, demokratiske muslimer, og Pernille Bramming, Weekendavisen.
  • Pernille Bramming: “Det er efter min mening lodret forkert. Vi er efter min bedste overbevisning ude i en fed gang propaganda… Det er fuldstændigt forkert… Du sidder simpelthen og lyver lodret… Det er simpelthen ikke rigtigt det du siger…”

    

    30. december 2005

    Ekstern lektor om appeasende islamforskning: “Vejen til uredelighed er ikke lang”

    Weekendavisens Pernille Bramming har de seneste uger udsat Koranen for en solid gang kildekritik, hvad på det intellektuelle plan blandt andet medfører en tilnærmelse til arbejde af historikerne Torben Hansen og Lars Hedegaard. Det gør man ikke ustraffet, og i sidste uge bragte avisen en længere apologetisk kommentar fra Kasper Mathiesen (Bachelor i Religionsvidenskab og psykologi), som med Edward Said i sindet roser islamiske forskeres nøgterne tilgang til Koranen. Et citat:

    Selv om Edward Said har gjort et enormt arbejde for at påpege disse tendenser i forskningen, og selv om hans pointer er universelt accepterede, er der lang vej endnu.

    At Pernille Bramming (PB) vælger udelukkende at henvise til forskning med ikke-muslimske rødder er i sig selv et klart udtryk for, at man stadig den dag i dag per refleks mistænker muslimers intellektuelle og objektive kvaliteter, når det gælder forståelsen af islam. Store dele, hvis ikke størstedelen af den koranforskning og historiske islamforskning, der foregår ved vestlige universiteter i dag, foretages af forskere med muslimske rødder. Disse har ofte indlysende fordele såsom sprogkendskab, kulturel indsigt, indgående kendskab til religiøse tekster, praksisser, ritualer og fortolkninger på forhånd, hvilket giver dem et enormt forspring i forhold til deres ikke-muslimske kolleger ved de samme universiteter.”

    For mere end 100 år siden kæmpede den stærkt troende teologprofessor Carl Henrik Scharling imod bibelforskning, der ikke understøttede hans gudstro. Ingen kunne idag finde på at forsvare hans trosbaserede tilgang til sit forskningsobjekt. At muslimer skulle have en mere objektiv tilgang til islam er en af Saids mange ideologisk-betingede fejlslutninger, som nutidens multikultur-promoverende forskere af misforstået godhed dyrker.

    Fra denne uges Weekendavisen, noget så sjældent som kritik af den politiske korrekthed, direkte stilet til Kasper Mathiesen. Her det meste fra Dan H. Andersen (ekstern lektor, KU) – Koranforskning.

    “Hvad der må forbløffe i disse betragtninger over islamisk og ikke-islamisk koranforskning er, at der på intet tidspunkt nævnes den religiøse undertrykkelse i de islamiske lande, ikke mindst i Mellemøsten og Pakistan. Jeg kan i flæng nævne dødsstraf for at fornærme profeten i Pakistan, forbud mod al offentlig udøvelse af andre religioner i Saudi-Arabien, den brutale forfølgelse af religiøse minoriteter i Iran, den rabiate og ofte fra stat og religiøst hold støttede antisemitisme og så videre. Dertil kommer det generelle forbud mod apostasi, altså at man konverterer fra islam til en anden tro eller fornægter sin islamiske tro.

    Hvordan skulle det være muligt for en universitetsansat i disse lande at forske og publicere frit – og så i Koranen af alle skrifter – når han er i fare for at blive erklæret apostat eller at have fornærmet profeten, hvorefter der venter dødsstraf eller afskedigelse og en rasende folkemængde med et reb.

    Nu ved jeg godt, at danske islamforskere synes at have indgået en stiltiende aftale om ikke at nævne denne undertrykkelse i den offentlige debat (sådan virker det i det mindste på mig), men konsekvensen af taktisk fortielse er ofte manglende troværdighed, og vejen til uredelighed er ikke lang.

    

    15. maj 2005

    Nabil al-Subay’a (yemensk digter): Terrorismen er blevet en rodfæstet ide i kulturen

    Et citat fra forrige uges Weekendavisen fra en artikel om Yemen af Pernille Bramming:

    “Som den yemenitiske digter og skribent, Nabil al-Subay’a, siger til Weekendavisen: ‘Vesten håndterer terrorisme, som om det bare handler om at sprænge ambassader og skibe i luften. Men terrorismen har dybe rødder i samfundet, det er en rodfæstet ide: det begynder med den måde, faderen behandler sin kone og søn på og den måde, læreren behandler sine elever på. Samtidig med at regeringen erklærer sig som modstander af terror, udfører den selv terror mod befolkningen. Terrorisme er blevet en kultur, og al-Qaeda er frugten af denne kultur og af det politiske og sociale system: alle her støtter al-Qaeda, inklusive militæret og mini-sterierne. De er enige med Bin Ladens fremfærd, fordi ideen om at intimidere andre er så udbredt.’

    Oploadet Kl. 18:26 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    18. februar 2005

    Plumfonden arrangerer anti-amerikansk konference – P1 eller Weekendavisen

    Plumfonden afholdte forrige weekend konferencen Dilemmas of Democratization – a view from the Middle East. Internal and external challenges to democratization in the contemporary Middle East. Som de fleste nok allerede nu har gættet, så blev det en weekend i apologiens navn anført af historikere såsom Jørgen Bæk Simonsen og Jørgen S. Nielsen. Lars Møller-Rasmussen talte med en af de inviterede arabiske forskere – en Nader Fergany, og kunne allerede mandag d. 6. februar levere et frontalangreb mod USA i indslaget USA, Egypten og friheden til at dø.

    Familien Plum og P1 og deres hidkaldte eksperter kan nemt blive enige med sig selv. Men læs her, hvad Weekendavisens (småborgerlige arabist) Pernille Bramming kan berette fra konferencen.

    På Plum-konferencen blev det således rigtig, rigtig interessant, da den ene af de to irakiske akademikere, Huda al-Nu’aimi, foretog et overraskelsesangreb på den fremherskende, automatiske anti-amerikanisme og i et svar på et spørgsmål fra salen sagde, at det, det gjaldt om nu, var at skabe en overgang i Irak fra en situation med amerikansk besættelse til en situation med et ligeværdigt partnerskab mellem amerikanerne og irakerne.

    Forinden havde Huda al-Nu’aimi, der er leder af Institut for Palæstina-studier ved Bagdad Universitet, holdt et indlæg, hvor hun blandt andet beskrev, hvordan hun nær var blevet kørt ihjel af en kampvogn og som i det hele taget var meget, meget kritisk over for den amerikanske invasion af Irak, den fortsatte amerikanske besættelse og den amerikanske politik i det hele taget:

    »Hver dag oplever vi, at Irak gøres til et nyt Palæstina. Vi tror, det sker, fordi de ønsker at tæmme regionen. En tidligere taler ved denne konference talte om »islamofobi«, i Irak har vi fået »Vesten-fobi«: vi har en besættelseshær, der er uvidende om vores sprog, historie og kultur.«

    Men så afsluttede Huda al-Nu’aimi denne svada med at sende de nikkende tilhørere på rutschetur frem i stolene ved at erklære:

    »Jeg var kandidat på en af listerne til valget i søndags. Der er så mange af os, som har et ønske om at lægge fortiden bag os og deltage i den politiske proces. Vi har brug for at konsolidere den irakiske stat og slippe af med cowboyderne. Jeg er overbevist om, at Iraks fremtid som demokrati afhænger af, at hele det irakiske folk deltager i den politiske proces.«

    En af de første reaktioner på Huda al-Nu’aimis indlæg kom fra Hind al-Naimi Kjær, der er irakisk flygtning, har boet i Danmark siden 1985 og har været aktiv i »Komiteen for et Frit Irak«. Hun påpegede, at hele den politiske proces, der foregår i Irak, er ulovlig, fordi det hele er bestemt af USA’s tidligere administrator i Irak, Paul Bremer.

    Svaret fra Huda al-Nu’aimi faldt skarpt som et øksehug og med en kulde, der formelig fik hele forsamlingen til at gyse:

    »Jeg kan forstå, at Fru Hind al-Naimi er af irakisk herkomst og har levet beskyttet i Danmark i mange år. Vi i Irak har svært ved at acceptere, at der sidder nogen i beskyttelse og pålægger os at leve op til principper. (…) Den nuværende amerikanske besættelse af Irak er et resultat af årtiers elendig ledelse. Vi er under besættelse, ja, men vi må være realistiske og begynde at genopbygge. Vi kan ikke bare sidde med hænderne i skødet.

    DA det lidt efter blev freds- og konfliktforsker Jan Øbergs tur til at stille et spørgsmål, rejste han sig op og udfoldede sine uomtvisteligt store, retoriske evner ved at argumentere for, at »jeg kan ikke se, hvordan det på nogen måde kan være muligt for det irakiske folk at forsone sig med amerikanerne« – endsige at opnå et partnerskab med dem.«

    Og dele af salen, herunder advokat Christian Harlang, der er formand for Plum Fonden, bifaldt Jan Øbergs tirade med klapsalver.

    Denne lørdag formiddag, i timerne umiddelbart inden demonstrationen på Christianshavns Torv for at trække de danske tropper hjem fra Irak, blev det så op til Huda al-Nu’aima, som hun sad dér i fodlang nederdel med håret dækket af et tørklæde og de brune øjne skarpt optrukket af sort kohl, tydeligt misfornøjet med at være nødsaget til at bruge tolk, at gentage ret op i ansigtet på freds- og konfliktforskeren og de, der klappede ad ham, at hun mente, at vejen frem i Irak er forsoning og et partnerskab med amerikanerne:

    »Som jeg har sagt, det er meget vanskeligt at omdanne en fremmed besættelseshær til en partner, men forholdet mellem besættelseshær og de besatte kan blive til et partnerskab, blandt andet hvis der bliver udarbejdet en tidsplan, og vi kan indrette vores politik herefter.«

    Behøver Weekendavisen at skrive, at der ikke var nogen, der klappede ad Huda al-Nu’aimas svar?

    Oploadet Kl. 21:53 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    

    7. februar 2005

    Lars Erslev Andersen om det demokratiske underskud i Arabien og lidt for negative analyser

    Det er ikke alt Lars Erslev Andersen skriver jeg kan tage seriøst, men han skal dog have ros for seneste artikel i Ræson under overskriften – Hvorfor er der så lidt demokrati i de arabiske lande? [pdf, 11s. inkl. interview] Et par citater:

    “I litteraturen om Mellemøsten finder vi overordnet fire forklaringer på det demokratiske underskud i de arabiske lande. Den første ser den kulturelle tradition og navnlig Islam som den største forhindring. Den anden peger på at den vestlige kapitalisme systematisk har undergravet udvikling i regionen. Den tredje ser de arabiske stater som rentierstater, hvor de stærkt statscentralistiske økonomier fremmer klientalisme og forhindrer folkelig deltagelse i de politiske beslutningsprocesser. Den fjerde peger på, at det mellemøstlige statssystem ikke som i Europa har etableret sig gennem krige og magtspil, men blev dikteret af stormagterne ved fredsforhandlingerne efter Første Verdenskrig.”

    “Når jeg mener, man skal vurdere valget positivt er det ikke fordi jeg ikke er enig i alle de ting, man kan kritisere – fraværet af valgkamp og kendskab til hvem, man egentlig stemte på; det faktum at det er en regering indsat af merikanerne, der har stået for det osv. Men det, jeg hæfter mig ved, er for det første at man kan konstaere at Irak faktisk har et fungerende civilsamfund. Ellers havde det ikke kunnet lade sig gøre: det er jo irakerne, der har organiseret det her valg på jorden – registreret vælgerne osv. Det har de gjort i månedsvis – bogstavelig talt med livet som indsats – og det viser, at der er et civilsamfund, der fungerer: netværk, organisationer, NGOer, foreninger og fagforeninger. De har ikke fungeret alle steder, men det ER et opløftende tegn – og dér har vi måske vurderet Irak lidt for negativt: ‘De har jo ingen institutioner overhovedet!’, ‘De har ikke nogen traditioner for det her!’, ‘De er dybt splittede!’ Der har jo også været en tendens til at se agrebene på både de udenlandske og irakiske styrker som noget, der nok havde befolkningens opbakning. Man kan godt tolke valget som udtryk for, at befolkningen ønsker en irakisering – de vil have, at det er irakere, der skal styre Irak, og ikke andre.”

    Tjek i samme ombæring sjælden fornuft fra Weekendavisens Pernille Bramming [via Mikkel].

    Oploadet Kl. 21:17 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    19. januar 2005

    Torben Hansen (red.): Islam! (1989) – Nogle notater

    I løbet af 1980’erne blev Edward Saids kritik af den vestlige orientalistik integreret i dansk islamforskning, og der opstod et nyt konsensus. Det blev nu forkert at fokusere på det forholdsvis ukontroversielle faktum, at islam som religion har hæmmet den mellemøstlige udvikling i århundreder. Langt de fleste forskere var socialister, en del af dem vulgærmarxistiske – og selvom ‘klassekampen’ også dengang må have virket absurd at bruge som forståelsesramme i en islamisk kontekst, så blev det udgangspunktet i analyserne som på en eller anden måde altid fik gjort USA til skurk.

    I 1989 udgav forlaget Tiderne skifter antologien Islam!, der udover bidrag fra redaktøren Torben Hansen havde bidrag fra Pernille Bramming, Jørgen Bæk Simonsen, Birgitte Rahbek med flere. Torben Hansen er identisk med medforfatteren til I krigens hus – en bog som venstrefløjen og kulturradikale idag betragter som ‘hatespeech’ mod islam. I takt med kommunismens sammenbrud har han skiftet stil, men det var han jo som bekendt langtfra den eneste der gjorde – den ene eller anden vej.

    Først en kort præsentation af artiklerne:

    Torben Hansen erklærer sin accept af Orientalism, og erkender indirekte med Iran i hukommelsen, at vejen til socialisme nok ikke skal gå via islamistiske regimer. Han giver dog i sin artikel om koranens betydning for muslimer, en tolkning som ikke adskiller sig synderligt fra nutidens islamkritik. Ligeledes påtaler han i samme artikel, at man skal passe på ikke at lade tolkningerne gå i selvsving, og således begå samme fejl som tidligere tiders orientalister.

    Pernille Bramming giver den islamiske familiestruktur en hård dom, hovedsageligt baseret på en række skønlitterære udgivelser, hvad ville være helt utænkeligt idag, og det forekommer mig hyklerisk at hun i Weekendavisen sidste år beskrev I krigens hus som ‘hatespeech’. Jørgen Bæk Simonsens artikel har et snævert historisk fokus, og forholder sig moderat apologetisk i forhold til religionen. Siden har han skruet op for den politiske korrekthed.

    Jan Hjärpe betragter jeg med basis af andre udgivelser af ham, som en af de svenskrøde, men hans t0lkning af Sharia’en er faktisk ret hård – og kunne næsten uændret indgå uændret i nutidens islamkritik. Eja Nilssons artikel om ‘madkultur’ har ingen skarpe subjetive kanter, men er (naturligvis) groft generaliserende.

    Bedst i bogen er uden tvivl bidraget fra kultursociologen Mehmet Ümit Necef, som afviser kulturrelativismen med flere gode eksempler relateret til Rushdie-debatten. Meget symptomatisk at antologien skulle have en tidligere radikal kommunist opvokset i et islamisk land til at sætte proportionerne på plads.

    Antologiens to sidste artikler er klart de værste. En Gorm Rye Olsen der afviser en islamisk radikalisering bl.a. med basis i erfaringerne fra Palæstina og Algeriet. I førstnævnte område burde islamisterne have stået stærkere, og i Algeriet var der ingen stærk islamisk vækkelse. Året efter han skrev disse ord fik den islamiske frelserfont (FIS) 54 pct. af stemmerne ved valget i Algeriet – resten er historie. At han betragter Det Islamiske Broderskab som ‘moderat’ siger vist mere om forfatterens sindelag.

    Birgitte Rahbek, som nu er redaktør på P1 beskriver kulturforskellene i relation til indvandringen, og hun ikke bare godtager slør og tvangsægteskaber, men betragter selve debatten som samme som et udslag af racisme. Selv den danske reakti0n på Rushdie-fatwa’en skal ses i det fremmefjendske lys, og det overrasker ikke at hun slutter med hele af med et håb om at vi søger kulturel inspiration fra andre kilder end USA og Vesten.

    Generelt er det iøvrigt bemærkelsesværdigt så ofte forfatterne finder det nødvendigt at inddrage Israel-Palæstina-problematikken, eller mere præcist – tage palæstinensernes parti mod israelerne.

    Herunder en række citater fra antologien:

    “Storbyens brogede mangfoldighed fik endnu en ’subkultur’, der nok i højere grad end andre minoriteter beholdt sit umiskendelige særpræg, fordi de islamiske indvandrere fra deres hjemlande var vant til en livsform, der i stort og småt blev reguleret efter forskrifter, som – med rette eller urette – opfattedes som religiøst begrundede.” s. 7]

    “… den [Orientalismen] var selvfølgelig et biprodukt af imperialismens sejrsgang i Afrika og Asien og i slægt med raceideologiernes budskab om ‘overmenneskers’ ret og pligt til at beherske og udnytte laverestående væsener.” [Torben Hansen; s. 14]

    “Religionen blev præsenteret som nøglen til forståelse af arabernes, tyrkernes og persernes besynderlige opførsel: En muslim er en muslim er en muslim! ‘Muhammedanismen’ blev nærmest forklaringen over alle forklaringer ved undersøgelsen af Nærorientens samfund…” [Torben Hansen; s. 14]

    “Før den iranske krudttønde eksploderede i 1978, med Khomeinis magtovertagelse i februar 1979 som konsekvens, kunne meget tyde på, at sækulariseringen i Nærorientens samfund omsider havde antaget et omfang, der ville udelukke et religiøst budskabs politiske gennemslagskraft. En sådan konklusion viste sig at være forhastet… [Torben Hansen; s. 18]

    “I Danmark har visse kirkelige og politiske kredse hentet ammunition fra den gamle tyrkerskræk til beskydning af ‘muhammedanerne’… Disse højrøstede polemikere har i virkeligheden samme budskab som Khomenis tilhængere og de andre ekstremister i Nærorienten…” [Torben Hansen; s. 19]

    “I modsætning til en ofte fremført påstand er det nemlig ikke vanskeligere for islamiske mindretal end for andre ‘afvigere’ i et ateistisk eller kristent domineret samfund at indordne sig under det pågældende lands lovgivning og øvrighed. Noget kan endda tyde på, at islamisk fromhed modvirker kriminalitet. [Torben Hansen; s. 32]

    “Patriarkalske idealer såvel som traditionen i de arabisk-muslimske samfund synes i høj grad at hindre, at de to køn kan mødes i et gensidigt kærlighedsforhold.” [Pernille Bramming; s. 47]

    “De mange hindringer for egentlige parforhold betyder også, at der er en udbredt prostitution i de arabisk-muslimske lande… Der er imidlertid to forhold, der adskiller den prostituerede i den arabiske verden fra hendes kolleger i f.eks. Danmark. For det første er det en fremherskende opfattelse (blandt mændene), at den prostituerede er en form for nymfoman… [Pernille Bramming; s. 58]

    “Urbanisering, industrialisering og specialisering har medført radikale ændringer i livsformen – ikke blot i den vestlige verden, men også i de fleste lande, hvor Islam er flertallets religion. Cairo, Istanbul og Teheran har hver for sig over ti millioner indbyggere, hvis tilværelse primært determineres af kapitalismen og lønarbejdet.” [Torben Hansen; s. 105]

    “Sjældent er den arabiske glæde ved lyrisk udfoldelse så tydeligt blevet modstillet vestlig (i det tilfælde israelsk) vilje til kold beregning på det politiske og militære område. Iflg. denne tankegang er ordet blot et redskab og et middel, der skal kommunikere hensigt og tjene et formål, og israelerne omsatte lynhurtigt abdel Nassers apokalyptiske, men useriøse trusler til en kode, der udløser den type aktion, de traditionelt har foretrukket: Det ‘forebyggende’ angreb på en uforberedt modstander. [Torben Hansen; s. 106]

    “Relativt få troende har tilkendegivet et ønske om at fare ud med bål og brand mod den formastelige Rushdie og de forlæggere, der har udsendt hans bog, men mange indvandrere i de vestlige lande føler sig muligvis krænkede af ‘De sataniske vers’. Det vil i så fald overhovedet ikke være første gang, de har oplevet den slags udfald af europæisk respektløshed. Rushdie burde måske med udgangspunkt i sin islamiske opdragelse vide bedre. [Torben Hansen; s. 109]

    “I debatten [den vestlige] kan ordet ‘religion’ oftest ganske enkelt erstattes med ‘personlig livsanskuelse’… I debatten om islamisk ret optræder derimod et andet religionsbegreb: Religion, ikke som ‘livsanskuelse’, men som ’samfundsorden’, på arabisk betegnet som ‘nizam’. Religion opfattes her som et regelsystem, et livsmønster, udformet i konkrete regler, der tilskrives gyldighed i absolut forstand, og som også kan fungere som et juridisk system. [Jan Hjärpe; s. 115]

    Kulturrelativismen har vist sig at være temmelig udbredt fænomen blandt fremmedkultur-venlige akademikere og indvandrereksperter. Dens egentlige udgangspunkt er en relativistisk holdning til enhver form for videnskab: Sandheden findes ikke, alle erkendelser er lige gode, og det er meningsløst at hævde, at det ene synspunkt skulle være mere rigtigt end det andet…” [Mehmet ûmit Necef; s. 133f]

    Kulturrelativismens mangel på kritik af undertrykkende aspekter i bestemte normsystemer udtrykker desuden en nedladende holdning: ‘Muslimer’ og andre ‘vilde’ frakendes evnen og viljen til at leve under de frie vilkår, kulturrelativisten selv nyder godt af!” [Mehmet ûmit Necef; s. 137]

    [Jean] Fischer og andre kulturpessimister er bestemt ikke relativister. De fravælger nemlig noget – den vestlige civilisation. Hvad de præcist vælger i stedet, forbliver uklart. Men deres tankegang deles tilsyneladende af mange på den danske og øvrige europæiske venstrefløj, hvilket ikke mindst har vist sig i debatten om Rushdies bog og de aktuelle islamiske fænomener.” [Mehmet ûmit Necef; s. 141]

    Ideologiske faktorer synes til en vis grad at spille ind her. Blandt de venstreorienterede indvandrerpolitikere trives opfattelsen af, at ‘den tredje verden’ altid har ret i en konfrontation med Vesten, og at det derfor gælder om altid at være modstander af ‘imperialisterne'” [Mehmet ûmit Necef; s. 149]

    “I tidsskriftet ‘Indvandreren’ nr. 25 (marts 1989) stod der således under rubrikken ‘Kort nyt’: Protesterne i Danmark mod Salman Rushdie-bogen er ikke starten på en krig mellem to religioner, men snarere udtryk for en protest mod det fremmedhad, som flygtninge og indvandrere føler sig udsat for i Danmark… På linje hermed fortalte den citerede samfundsforsker [Lars Pedersen] Ritzaus Bureau, at protesterne mod Rushdies bog i virkeligheden var rettet mod fremmedhadet, og at ‘indvandrernes organisationer skal gives flere penge, så de får bedre mulighed for at øge kontakten til danskerne…’ [Mehmet ûmit Necef; s. 150]

    “Det er vigtigt at være opmærksom på, at brugen af Islam i den politiske kamp heller er en entydig størrelse. Islam som politisk ideologi kan nemlig både fungere som et redskab i hænderne på de politiske herskere og som en oprørsfilosofi. [Gorm Rye Olsen; s. 178]

    “Det muslimske Broderskab agiterede til gengæld for, at løsningen var Islam, som desuden var det eneste effektive våben i kampen mod Israel. Hermed foreslog Broderskabet reelt en to-faset strategi, hvor første fase består i at omdanne Vestbredden og Gaza til et islamisk samfund. Anden fase består i at kalde til hellig krig (jihad) mod Israel. lsen; s. 192]

    “De hemmelige, radikale neo-fundamentalistiske grupper har næppe over 100.000 tilhængere. I forhold hertil kan Det muslimske Broderskabs moderate muslimers synspunkter mønstre en langt større folkelig opbakning.” [Gorm Rye Olsen; s. 200]

    “De ‘moderate’ muslimske grupper afviser enhver anvendelse af vold i kampen mod Chadli Benjedids regering. De fleste ‘radikale’ grupper er enige i dette synspunkt, men i deres tilfælde skyldes det ikke principielle overvejelser. Deres holdning til voldsanvendelse hænger ene og alene sammen med deres erkendelse af den manglende folkelige opbakning til de radikale islamiske synspunkter. I Algeriet er der til dato kun en enkelt gruppe omkring en tidligere kaptajn i FLN, Bouyali, der har rettet guerilla-angreb mod regeringen. Men denne taktik er holdt op, i og med Bouyali blev dræbt i 1987. I Algeriet står de radikale islamiske grupper således forholdsvis svagt. [Gorm Rye Olsen; s. 202f – om Algeriet, hvor det det islamiske parti FIS ved valget i 1990 tog magten med 54 % af stemmerne]

    “I denne artikel har jeg forsøgt at vise den store uensartethed, der kendetegner den aktuelle islamiske radikalisering i Mellemøsten… Min pointe er altså, at det er næsten meningsløst at tale om en bølge af islamisk radikalisering i Mellemøsten i disse år.” [Gorm Rye Olsen; s. 204]

    “Trods et intellektuelt klædebon var det undertiden meget vanskeligt at skelne den hellige forargelse fra racisme. Når såvel den muslimske som den danske/vestlige reaktion var helt ude af proportioner, kan det næsten kun forstås som udtryk for, at begge kulturer befinder sig i en en dyb krise.” [Birgitte Rahbek; s. 206 – om reaktionerne på Rushdies bog]

    “Så kunne man samtidig benytte lejligheden til at kræve, at indvandrere og flygtningene bliver danske så hurtigt som muligt, så de ikke når at smitte os med deres autoritære holdninger, deres tørklæder og deres tvangsægteskaber, som af en eller anden grund forarger meget mere end den stigende import af østerlandske og polske kvinder, som danske mænd foretager som værn mod kvindefrigørelsens døtre. [Birgitte Rahbek; s. 207 – om reaktionerne på Rushdies bog]

    “Ære har først og fremmest noget med ærbarhed og kyskhed at gøre, forstået på den måde, at en kvindes før- eller udenomsægteskabelige forhold med ét slag kan berøve familien æren… men ære bygges også op af overholdelse af andre etiske regler. En af disse er gæstfrihed. Det er som bekendt noget danskere og andre vesterlændinge priser højt, når de rejser i de lande, og en del har endog misforstået det derhen, at det er ensbetydende med, at man blot kan nasse løs på folk, og derefter stille sig undrende an, når man senere får besøg af en fra samme familie, som regner med at kunne slå sig ned hos os. Gæstfrihed er en beskyttelse af såvel ens egen gruppe som af fremmede.” [Birgitte Rahbek; s. 214]

    “Meget få danskere ved andet om Islam end, at det har noget med forbud mod svinekød, med kvindeundertrykkelse og med fanatisme at gøre. Århundreders vestlig propaganda mod den islamiske trussel har ikke virket forgæves. [Birgitte Rahbek; s. 218]

    “Et sådant ægteskab ville hverken være gennemførligt eller ønskeligt for os danskere, og i indvandrernes oprindelseslande bliver det også mere og mere almindeligt, at de unge selv finder deres kommende ægtefælle. Med tiden vil det også blive tilfældet blandt indvandrere her i landet og indtil da gør vi nok klogest i ikke at blande os. [Birgitte Rahbek; s. 224 – om tvangsægteskaber]

    “Ligesom indvandrerkvinder så åbenbart er blevet påvirket af deres ophold i Danmark, bør vi søge inspiration fra andre kilder end USA og Vesteuropa.” [Birgitte Rahbek; s. 226]

    Flere citater fra Torben Hansen (red.): Islam! (1989).

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper