28. januar 2008

12-årige Ahmad råbte på sin mor…

Helle Merete Brix anmelder en bog af den iransk-franske forfatter Freidoune Sahebjam i seneste nummer af Weekendavisen. Fra Man hænger da børn.

“Titlen på bogen er ikke et opråb fra den 73-årige Sahebjam personligt, men ord han i 1998 så skrevet på en mur i det Afghanistan, som han jævnligt rejser til, ligesom Irak og Iran. Den islamiske republik Iran kan han dog kun besøge illegalt. Sahebjam, der er født ind i det persiske aristokrati, er dødsdømt af det iranske regime for sine kritiske skriverier om det.

Sahebjams nye bog foregår i beskedne eller dramatiske omgivelser. Vi er i iranske retssale, i afghanske landsbyer, på flugtvejen fra Iran til Vesten, ved fronten, hos familier i de tidligere Sovjetrepublikker m.m. I Iran, hvor ayatollah Khomeini er kommet til magten, går 1980ernes udrensninger ud over tilhængere af det gamle shah-regime, medlemmer af den forhadte Bahai-religion, kristne og jøder. I et af bogens mest interessante kapitler fortælles der blandt andet om den jødiske juveler Daoud Rabbenou.

I januar 1983 hentes Rabbenou ud af det berygtede Evin-fængsel og afhøres i en fyldt retssal af dommer Rassouli. Rassouli var advokat under shahens regime, men nu er han på ingen tid forvandlet til religiøs dommer. Juveleren er anklaget for at være spion for »den zionistiske fjende« og »den amerikanske djævel«. Han må forsvare sig selv. Det er ikke lykkedes at finde en advokat, der vil forsvare en jøde.

Forhøret drejes ind på den anklagedes religiøse praksis. Beder den anklagede? Ja. Hvordan og om hvad? Rabbenou forklarer, at han beder for Iran, for verden, sin familie m.m. Men dommeren vil vide, om ikke han har glemt noget? Beder den anklagede ikke for den højtærede ayatollah Khomeini? For hans familie? Er den anklagede klar over, at i denne retssal som udenfor, over hele Iran, er der millioner af iranere, der beder for deres vejleder. Men ikke Rabbenou? Hvad mener den anklagede om Khomeini? Den anklagede juveler prøver febrilsk at svare for sig, kun for at blive viklet ind i nye spørgsmål om sine familieforhold. Under det forrige regime, vil dommeren vide: Havde Rabbenous hustru en bankkonto? Rejste hun rundt uden hans tilladelse?

Gennem Sahebjams egentlig nøgterne beskrivelser forstår man de anklagedes angst. For dette er sharia i praksis, ingen appelmuligheder, ingen fair rettergang, slaget er på forhånd tabt. Således også for Rabbenou, der føres ud efter afhøringen. Ingen har siden set ham.

[…]

Størst indtryk gør det at læse om dødsdommene over børn. Sahebjam har blandt andet rekonstrueret begivenhederne omkring henrettelsen af den 12-årige Ahmad fra Teheran. Den 23. november 1983 optræder Ahmad og hans mor, Sadigheh Jahanpour, på statsligt iransk TV. Journalisten, som i Sahebjams bog hedder Gholam Reza Etemadi, er en betydningsfuld journalist. Han har dækket besættelsen af den amerikanske ambassade, processerne mod tilhængere af shahens regime, de irakiske bombardementer m.m. Nu præsenterer han seerne for mødet mellem en eksemplarisk mor, der har givet fire sønner til krigen mod Irak og hendes eneste tilbagelevende søn, Ahmad, der er deserteret fra hæren. Den 12-årige Ahmad vil ikke dø. Så han mødte aldrig op på kasernen, som han skulle, men skjulte sig, indtil han blev fanget og smidt i fængsel.

Fru Jahanpour, der er enke og iklædt den obligatoriske chador, vil ikke kendes ved sin søn. For øjnene af seerne fortæller hun, at han er djævelen i egen person. Ahmad græder. Men gråden forvandles til chok, da journalisten fortæller ham, at han ved at desertere risikerer sit liv. Har han gjort sig det klart? Men måske vil Ahmads mor gå i forbøn for ham? Det vil hun ikke. Barnet beder panikslagent moderen om at tilgive ham. Der er også andre børn, der har gjort slemme ting, og deres forældre har da tilgivet dem? Men fru Jahanpour er ubøjelig.

Tre dage senere hænger det islamiske regime Ahmad offentligt. Han må slæbes til galgen og råber på sin mor, mens tilskuerne hujer ad drengen: »Kujon. Kujon.« Officielt hænger man ikke børn under 14 år, så Ahmads virkelige alder oplyses ikke.”

Oploadet Kl. 15:20 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


8. august 2006

Hedegaard og Brix om vold ifm. HUT-demo: “I Enhedslisten har de ikke bemærket noget”

Fra gårsdagens Berlingske Tidende – Helle Merete Brix og Lars Hedegaard om Enhedslistens angreb på Tidskriftet Sappho.

Enøjet enhedsliste

“Enhver, der forsøger at rokke ved venstrefløjens store fortælling om de gode og de onde eller piller ved det yderste venstres selvopfattelse som rene helgenskikkelser, der ikke har andet end den samlede menneskeheds sande tarv for øje, må regne med at få af grovfilen. Det får vi da også af pressesekretær for Enhedslistens folketingsgruppe Mikkel Skov Petersen, der er meget utilfreds med vores beretning i Berlingske Tidende 28. juli om politisk vold og antisemitisme i København. Det hele er noget, vi selv har digtet, vi blander tingene sammen, har slet ikke været til demonstrationerne, har ingen troværdige kilder, opfinder overfald osv.

Vi kan dårligt gøre andet end gentage, at der fredag 21. juli forekom to politisk motiverede overfald, og at det ene – overfaldet på fotografen på Nørrebrogade – uden for al tvivl blev begået af deltagere i Hizb ut-Tahrirs demonstration, og at det andet med overvejende sandsynlighed blev begået af en Hizb ut-Tahrir-mand.

I det første tilfælde blev Sappho.dks fotograf angrebet af fire mænd, der forsøgte at bemægtige sig hans kamera og tilføjede ham nogle knubs. Heldigvis lykkedes det ham at vriste sig fri og flygte ind i en butik, hvis personale tilkaldte politiet. Fotografens beretning har vi fået bekræftet af en ekspedient fra forretningen. Det er muligt, at Enhedslisten ikke regner den slags som vold. Det gør vi.

I det andet tilfælde – overfaldet i bus nr. 14 – har vi også talt med både den overfaldne og med tililende vidner. Der foreligger fotos af overfaldsmanden. Desuden har den overfaldne – der ligesom fotografen fra Nørrebro af gode grunde foretrækker at være anonym – lavet en skriftlig beretning om episoden. Heraf fremgår, at han i hvert fald ikke er i tvivl om overfaldsmandens tilknytning: »… pludseligt blev jeg overfaldet af en ung indvandrer – en Hizb ut-Tahrir mand (uniformeret i gul T-shirt og sorte bukser) – med flere knytnæveslag i ansigtet og på kroppen, greb om halsen og ellers stærk voldelig adfærd.» Da vi ikke har villet påstå noget, som vi ikke var absolut sikre på, nøjedes vi med at skrive, at der var grund til at antage, at overfaldsmanden var fra Hizb ut-Tahrir.

I vores beretning på Sappho.dk har vi anført yderligere grunde til at antage, at det forholder sig sådan. I Enhedslistens optik bliver det til, at det hele er opdigtet. Hvor elegant. Og hvad antisemitismen angår, så viste den sit grimme ansigt under begge de anti-israelske demonstrationer.

På Rådhuspladsen råbte Hizb ut-Tahrir på død over jøderne, og på Axeltorv afspillede Mikkel Skov Petersens partifæller og medarrangører af demonstrationen en svensk rapsang, der beskyldte jøderne – sådan i al almindelighed – for at have »sorte hjerter« og for, at Satan var kravlet ind i deres sind. Men i Enhedslisten har de ikke bemærket noget.



15. april 2006

Helle Merete Brix: Gør front mod islamisterne

Fra dagens Berlingske Tidende. Her lidt fra en kronik af Helle Merete Brix – Gør front mod islamisterne:

“Hvis man vil være på forkant med udviklingen, kan man skele til, hvordan islam udvikler sig i et land som Frankrig. I et stigende antal franske skoler i muslimsk-dominerede kvarterer kan man nu kun under store vanskeligheder undervise i kristendommens og Israels historie, Holocaust, de franske oplysningsfilosoffer med mere. Jødiske elever trues og overfaldes, og muslimske piger presses, tvinges eller tæves til at dække sig til. Ifølge en rapport udarbejdet af det franske undervisningsministerium har en enkelt fransk skole taget det skridt at inddele kantinen, så muslimer og ikke-muslimer spiser for sig. Efter ønske fra islamiske organisationer.

Kampen om shariaens indførelse går hånd i hånd med vold og trusler om vold. Volden rammer ikke mindst de »ulydige« muslimer, der ønsker islam drejet i en anden retning. I Sudan kan man blive hængt for at ville tage afstand fra Koranens mere barske vers. I Europa må islamisterne indtil videre nøjes med at inspirere ekstremister til et politisk mord i ny og næ og til at true »dårlige« og »hadefulde« muslimer som Ayaan Hirsi Ali og Naser Khader og hans støtter på livet. Bliver også Danmark en dag skueplads for et politisk mord?

Den islamiske model er baseret på en klar rollefordeling: Kvinden kontrollerer børnene, manden kontrollerer kvinden, og Allah kontrollerer alle. Kontrollen med kvinden, der naturligvis også betyder, at hun ikke må gifte sig uden for islam, er nøglen i det islamistiske system. Derfor bør journalister og andre fremover vænne sig til at stille følgende to spørgsmål til de muslimske talsmænd, der påstår, at de er moderate: Må din datter gifte sig med en ikke-muslim? Og må han beholde sin religion?

Indførelse af sharia sker ikke, uden at islamisterne overtaler, presser eller truer kvinder til at dække sig til. Vi ser flere og flere tildækkede kvinder i de danske byer. De kvindelige islamister, der bærer tørklædet frivilligt og med glæde, spiller derfor en uhyre væsentlig rolle i islamiseringsprocessen. »Sløret, mit valg«, lyder det Europa over, når kvindelige islamister går i demonstration for at kræve »ret« til at bære hovedtørklæde. »Herregud, et stykke stof«, tænker mange. Men der findes intet uskyldigt islamisk hovedtørklæde, og en tildækket kvinde i rollen som for eksempel studievært på en TV-kanal er en enorm sejr for islamisterne. Hovedtørklædet er både pornografisk symbol og »krigsmaskine«, siger den iransk-franske romanforfatter og essayist Chahdortt Djavann. Tildækningen reducerer kvinden til kønsobjekt og har samtidig til hensigt at intimidere de muslimske kvinder, der ikke går tildækket. Og, meget vigtigt, påpeger Djavann, hovedtørklædet skal signalere, at denne kvinde kun er tilgængelig for muslimer og de mænd, der aspirerer til at blive muslimer.

»Takbir« lyder det nu med mellemrum, når islamisterne demonstrerer. Et kollektivt kampråb, der signalerer ekspansion og erobring. Skal vi blot passivt se til, mens islamister vinder kampen om territoriet? Nej, jeg er helt på linje med islameksperten Jørgen Bæk Simonsen anno 1996, der dengang mente, at »kun en afpolitiseret og liberal islam kan integreres i Europa«. Ud med hovedtørklædet i skoler og på undervisningsinstitutioner. Nej til særkrav og nej til stormoskéer, før vi kan være sikre på, at det er fredelig religion og ikke hadpropaganda, der udbredes her. Ikke flere apologetiske dialogprojekter med den arabiske verden. Kort sagt: Front mod islamisterne og al mulig støtte til dem, der er født ind i islam, men foretrækker frihed frem for dødskultur og Gudsstat.

Oploadet Kl. 19:25 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


4. januar 2006

Helle Merete Brix (og Amir Taheri) om ‘den franske intifada’

Stærk kommentar til urolighederne i Frankrig af Helle Merete Brix på norske Human Rights Service [via Steen]. Et citat fra Dækningen af den franske intifada – hvad journalisterne glemte:

“Politiets tilstedeværelse skabte et raseri hos de unge og under den efterfølgende tumult søgte to unge tilflugt på en livsfarlig transformatorstation. Det fik fatale konsekvenser. Da rygtet om de to unges død nåede ud i bydelen stormede rasende unge, bevæbnet med hvad de kunne finde af våben, frem mod politiet under feltråbet ”Allahu Akhbar” (Gud er stor) og tvang betjentene ud af området. Den franske stat svarede igen ved at sende specialstyrkerne, CRS, der blev mødt af krav fra intifadaens talsmænd om at forlade de ”besatte områder”.

Taheri nævner også i sin artikel en journalist, der tilbragte en weekend i de belastede franske områder og som igen og igen hørte den samme besked: At de franske autoriteter skulle holde sig væk. Som en muslimsk emir i en forstad udtrykte det, så forlangte man kun at at få lov at være i fred, altså, at have området for sig selv. Disse emirer ønsker at en komité af muslimske talsmænd, hvoraf de fleste tilhører det Muslimske Broderskab, får lov til at forhandle i forbindelse med uroligheder som dem, vi netop har set. Altså, at de bliver et mellemled mellem ballademagerne og den franske stat.

Taheri nævner også, at islamister i en række af disse områder allerede har indført et de facto millet system, altså har indført egen, religiøs lov, sharia. Kvinder er tvunget til at gå tildækket og mænd til at have skæg i korrekt længde. Islamisterne har ”renset” områderne for salg af alkohol og svinekød, de har lukket dansesteder, biografer og teatre ligesom de har fået kontrol over meget af den lokale administration. Som Taheri skriver i slutningen af artiklen: ”Det er nu klart, at en god del af Frankrigs muslimer ikke blot nægter at lade sig assimilere ind i ”den overlegne franske kultur” men også bestemt mener at islam tilbyder den højeste form af livsførelse for alle mennesker”.

Opdate 5/1-06. Nødretstilstanden i Frankrig er netop blevet ophævet, og Politikens Aske Munck har netop på P1 Morgen givet en opsummering af sagens gang. Racisme, frustrationer, politiets skyld i (de uskyldige) drenges død, politikernes rolle – og eneste nyt var vel bekymringen over borgerrettighedernes tilsidesættelse jvf. nødretstilstandens varighed. Journalisten forsvarede dog Sarkuzy med at han var fortaler for “positiv særbehandling” og havde været med til at igangsætte et “Islamisk Råd”. Han havde dog med sin retorik kapret stemmer på højrefløjen, og det pointeres at frygten for oprøret var størst blandt beboerne i midtbyen der ikke blev berørte af urolighederne. Fra Daily Telegraph French Riviera gang terrorises passengers in two-hour train rampage. Coming soon to a city near you

Oploadet Kl. 21:14 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer


15. oktober 2005

Trykkefrihedsselskabets tidsskrift SAPPHO er nu online

Trykkefrihedsselskabets Tidsskrift SAPPHO er nu online, og starten er lovende. Mest interessant er Helle Merete Brix’s lange interview med Torben Hansen under overskriften Khomeini og venstrefløjens blinde øje:

“I 1982 forlod Torben Hansen, ligesom Lars Hedegaard trotskismen. Allerede i efteråret 1980 skændtes de europæiske trotskister med de amerikanske trotskister om, hvad der skete i Iran. Europæerne mente, det var gået for vidt med mullaherne og Khomeini, mens de amerikanske trotskister den dag i dag støtter det iranske styre. Som Hedegaard udtrykker det, har trotskisterne og venstrefløjen stort set fejlvurderet hver eneste større begivenhed i verden inden for de seneste 50 år.

Inden Torben Hansen brød med trotskismen nåede han at demonstrere mod USA foran Den Amerikanske Ambassade i København sammen med SFs tidligere formand Gert Petersen. Anledningen var, at USA havde forsøgt at befri gidslerne på ambassaden i Teheran! Foran 500 demonstranter talte Torben Hansen engageret om bønder og arbejderes kamp i Iran. Og:

– Jeg råbte “marg bar – Amrika”. Det betyder “død over Amerika” på persisk. De ord randt mig i hu den 11. september 2001.

For nylig var Torben Hansen igen ved Den Amerikanske Ambassade. Denne gang deltog han i den lille demonstration til støtte for præsident Bush´s besøg i sommer. Samme dag, også foran ambassaden, mødtes en betydeligt større skare demonstranter fra venstrefløjen for at vise deres foragt og had for præsident Bush. Talerne var diverse folk fra venstrefløjen og den ægyptisk-danske stand-up komiker Omar Marzouk. Hansen fortæller hovedrystende om den unge mand, han så på TV, der begejstret fortalte om demonstrationen, hvor han havde demonstreret sammen med burkaklædte kvinder og kvinder med hovedtørklæde. Ligesom han ryster på hovedet over den venstrefløj, der i disse år overalt i Europa peger på USA og Israel som hovedfjenden, som viser forståelse for den islamiske terrorisme og egentlig ikke har fjernet sig spor fra de paroler, som Hansen selv engang så som sandheden. Og som ikke generer sig for at finde sammen med islamister i demonstrationer, menneskerettighedsligaer, politiske partier med mere. Men han er ikke forundret.

– Det handler om, hvad er kommunisme? Hvad sker der med hovedet, når man er kommunist? Kommunismen er en tro, den er reduktionisme. Verden forklares af et princip og verdens frelse forklares af et andet princip. I den forstand er Enhedslisten og SF stadig kommunister, der mener at ondets rod er den private ejendomsret og kapitalismen. Den tankegang præger også dele af Socialdemokratiet.

Hansen ser også en direkte parallel mellem begyndelsen på den iranske revolution, på den indflydelse Teherans magtfulde mullaher fik over de fattige landarbejdere, der kom til byen og på den magt, som imamerne i Europa i stigende grad får over de ikke-integrerede muslimer her. Ligesom de islamisk-religiøse militser, der hærger i blandt andet de franske forstæder, fuldstændig er organiseret og struktureret som de militser, der tyranniserede den iranske befolkning under revolutionens opbygning. Khomeinis revolution er stadig forbilledet.

– Khomeini satte den dagsorden, der ikke slipper os i mange, mange år. Det begyndte med Khomeini. Og venstrefløjen har intet lært”

SAPPHO vil fremover indgå som et link under Tidskrifter-> Danmark.



20. juli 2005

Helle Merete Brix om ‘Terrorister og moderate barbarer’ & lidt fra apologien

Ypperlig kronik i dagens Berlingske Tidende, hvor Helle Merete Brix fortæller om multikulti-fortalernes leflen for kyniske islamister. Et citat fra Terrorister og moderate barbarer:

“Angrebet på London for nylig gør det mere vigtigt end nogensinde at få fastslået, hvem der er liberale muslimer, og hvem der ikke er. Ethvert terrorangreb siden 11. september har efter min opfattelse styrket de islamiske organisationer og talsmænd i Vesten, der nu igen på vore TV-kanaler, om det så er DR, BBC eller CNN, får lov at fremstille sig som moderate. Sandheden er, at langt de fleste af dem ønsker Europa islamiseret og ikke sjældent har ubehagelige forbindelser til terroristernes netværk.”

Interessant er oplysningerne om Yussuf al-Qaradawi:

“På TV-stationen Al Jazeera, der er ejet af emiren af Qatar, har Qaradawi sit eget spørgeprogram med omtrent ti millioner seere. På »Sharia og livet« udsteder han blandt andet fatwaer, der opmuntrer til drab på amerikanske soldater i Irak. Han slår også fast, at de palæstinensiske selvmordsterrorister ikke engang skal betragte israelske spædbørn som uskyldige civile.”

Det er ikke mange uger siden jeg læste apologet-antologien At være muslim i Danmark (2003), hvor Ehab Galal i artiklen Islam via satellit kunne fortælle:

“Den mest populære satellitkanal blandt arabisktalende muslimer i København og Malmö er al-Jazeera, som er kendt for at være den mest progressive arabiske satellitkanal med ca. 38 millioner seere på verdensplan. 90% af svarpersonerne i Roalds undersøgelse oplyser, at de jævnligt ser denne kanal (Roald 2001). Det religiøse program ’sharî’a’ og livet’ med al-Qaradawi blev sendt på al-Jeezera første gang i efteråret 1998. Det er ikke kun et populært program i den arabiske verden. Ifølge Roalds undersøgelse svarer 45% af de adspurgte, at de ser ’sharî’a’ og livet’ jævnligt, mens 35% siger, at de nogle gange ser det. 20% ser det aldrig. De skandinaviske seere betegner al-Qaradawi som moderat, rationel og realistisk. Også kritikerne af hans program bruger betegnelserne moderat og rationel, men som en kritik af at han er for moderat og rationel (Roald 2001). [ss. 99]

Eksemplerne viser, at al-Qaradawi’s udgangspunkt er, at muslimer i ikke-muslimske lande må forholde sig realistisk til og indordne sig under, at de lever i et ikke-muslimsk samfund, samtidig med at de bør efterleve islamiske påbud i størst mulig grad, og at der på visse områder ikke findes kompromisløsninger… Og selv om han er meget pædagogisk og pragmatisk, stiller han på ingen måde spørgsmålstegn ved, at Koranen er kilde til og rettesnor for korrekt islamisk adfærd. Som Skovgaard-Petersen (2003) skriver, udtrykker programmet ikke forskellige meninger og fortolkninger. Al-Qaradawis meninger er de korrekte. Han er eksperten og er ikke i programmet for at underholde, men for at undervise.” [s. 100]

Opdate: En svensk oversættelse af HMBs kronik findes her (Terrorister och moderata barbarer via Danskeren i Sverige)



9. november 2004

Helle Merete Brix om kunstnernes tavshed når islamister truer ytringsfriheden

En god kronik i dagens Berlingske Tidende af Helle Merete Brix, som i lyset af Theo van Gogh-mordet undrer sig over den Larmende tavshed fra danske kunstnere. En smagsprøve:

Indtil videre er Danmark forskånet for politiske mord, men overfald på islamkritikere finder sted. Og i sidste måned blev en somalisk musiker på Nørrebro forhindret i at spille ved en privat fest for somaliere, fordi omkring 50 islamister, herunder åbenbart folk fra Hizb ut-Tahrir, blokerede gaden. Musik er syndigt i islam, sagde de langskæggede smagsdommere. Hørte vi fra Dansk Musikerforbund? Fra kunstnere i al almindelighed? Næh. Og det er ellers ikke fordi kunstnere, så vidt mange års gang i de kredse siger mig, ikke har en mening om politiske forhold. Det er blot lidt andre sager, der har deres opmærksomhed.

Jeg mindes således ikke at have deltaget i en generalforsamling eller et større møde i Dansk Forfatterforening siden seneste regeringsskifte, hvor der ikke på et tidspunkt, fra podiet og i krogene er udtrykt dyb bekymring over ‘højredrejningen’, ‘nationalismen’ og ‘fremmedhadet’. Danmark, dette totalitære kolonihave-land er på vej imod den rene fascisme, og støvletramp høres i korridorerne på Christiansborg, især i nærheden af Dansk Folkepartis mødelokale.

Oploadet Kl. 10:49 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer


23. juli 2004

Helle Merete Brix om 24-årsreglens nødvendighed – paralleller til udlandet

Kronik i Berlingske Tidende af Helle Merete Brix – Forsvar for 24-årsreglen. Et par citater:

“Man har også undersøgt, hvordan tyrkere i Tyskland stiller sig til ægeskab med ikke-tyrkere. I 1985 var det ikke engang en trediedel af de adspurgte, der fandt det i orden at lade en søn eller datter gifte sig med en tysker. Ti år senere, i 1995, var der sket en øget tolerance på området, for her var det mere end halvdelen af de adspurgte, der fandt det i orden. Men i år 2000 var det igen kun en trediedel af de adspurgte tyrkere, der ville acceptere en etnisk tysk svigersøn eller svigerdatter. Man har også spurgt en gruppe på 832 unge tyrkere, hvem de ville gifte sig med. Kun 10 procent af mændene og 7 procent af kvinderne sagde ubetinget ja til at gifte sig med en tysker. Det passer også med, hvem de reelt har giftet sig med i gruppen. 93 procent af kvinderne og 88 procent af mændene endte med at gifte sig inden for egen etnisk gruppe.”

“Afskaffelsen af Primary Purpose Rule [England] har i det hele taget betydet en vældig stigning i ægteskabstrafikken. Det ses tydeligt i byer som Oldham, Burnley, Bradford og Birmingham, hvor der er store muslimske mindretal. I 60 procent af de ægteskaber, der i dag indgås af muslimer i Bradford, hentes ægtefællen i hjemlandet, det være sig Pakistan, Bangladesh eller Kashmir... Grupper af unge mandlige muslimer lægger et konstant og aggressivt pres på kvinderne, for at de skal blive i hjemmet og dække sig til. Nogle har specialiseret sig i at opspore piger, der stikker af hjemmefra, for at undgå ægteskab. I dag er det ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt Burnley, Bradford, Oldham og Birmingham bliver muslimsk dominerede byer. Det er kun et spørgsmål om hvornår.

“Hvilken glæde har disse kvinder af at leve i et demokrati, der er bygget på frihed, lighed og broderskab, når en de facto sharia praktiseres i ghettoens gader? Hvem beskytter deres menneskerettigheder?

“Et åbent og liberalt samfund skal naturligvis forstå, at man kan forelske sig under ophold i Kuwait, USA, Tyrkiet eller Italien, og at folk til alle tider har giftet sig ind i fremmede kulturer. Men at tillade en organiseret ægteskabstrafik, der på sigt truer med at destabilisere de demokratiske samfund, har intet med liberalisme og menneskerettigheder at gøre.”

Oploadet Kl. 19:56 af — Direkte linkSkriv!
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper