16. december 2007

God udvikling i Irak – dog ikke i alle medier

Fra Mikael Jalvings blog (De hellige køer) – USA vinder krigen i Irak.

“Så kom ugens gode nyhed i Danmark.

“Irak på vej mod fred”, står der på forsiden af Nyhedsavisen, som vurderer, at sikkerheden i Irak nu er “markant bedre end for bare få måneder siden”. “Bagdad vågner fra de døde”, hedder det inde i bladet, hvor en journalist udmærker sig ved faktisk at være der, hvor han siger, han er.

Historien bakkes op af Søren Schmidt, Irak-kender på Københavns Universitet.

“Volden er faldet dramatisk”, udtaler han, og man sidder lamslået tilbage i sofaen. At han tør. Det må kræve ægte mandsmod at gå diametralt imod folkestemningen og et samlet kor af danske journalister og smagsdommere. Søren Schmidt har sikkert spaghettiarme og er måske endda både venstreorienteret og mørkeræd, men alligevel vover han pelsen og siger det, man har sagt og skrevet i amerikanske medier de seneste to-tre måneder:

At præsidentens militære oprustning virker. At de amerikanske styrker efter fire dårlige år nu under ledelse af den kapable general Petraeus vinder fodfæste og kværker al-Qaeda og jager borgerkrigens baroner på flugt. At der er tegn på våbenhvile mellem sunni- og shiamuslimer. At volden er for nedadgående for menigmand. At tusindvis irakiske flygtninge vender hjem. At det for første gang i meget lang tid ser lysere ud for de plagede irakere – og stadig sortere ud for de fascistiske kræfter, der alene forsøger at destabilisere situationen og ødelægge landets fremtid.

Det har man i flere måneder kunnet læse på forsiderne af amerikanske medier som New York Post, Wall Street Journal og i diverse magasiner og portaler, mens den gode nyhed har været gemt væk langt inde i europæernes foretrukne medier, New York Times og Washington Post.



23. juni 2007

Afslutningen på Brix vs Urias – forligsteksten

Onsdag d. 6. juni modtog jeg et brev fra Nyhedsavisens Knud Brix med krav om erstatning jvf. Ophavsretsloven. Vi indgik forlig efter en live-on-tape debat i Mediemagasinet Pressemøde d. 15. juni, og denne tredie postering er at betragte som den definitive afslutning på sagen.

Forlig
Den 17. marts 2007 gengav www.uriasposten.net en artikel af Knud Brix under indlægget “Nyhedsavisen har travlt med at positionere sig – Frank Aaen i Afghanistan”. Artiklen havde været bragt i Nyhedsavisen d. 16. marts 2007.

Artiklen blev gengivet som et skan af den fulde artikel.

Kim Møller – uriaspostens indehaver – medgiver at gengivelsen er en overtrædelse af ophavsretslovens citatbestemmelse idet at gengivelsen sker som helhed og idet at indlægget kunne være illustreret ved at linke til Nyhedsavisens hjemmeside.

På den baggrund og under hensyn til ytringsfriheden og debatten i samfundet frafalder Knud Brix det mod Kim Møller rejste krav.

Parterne er enige om at udtale sig i respekt af dette forligs tekst. (21/6-07)

Sideløbende med ovenstående, har jeg fået en skriftlig erklæring fra Dansk Journalistforbunds juridiske konsulent Christian Dølpher, der blandt andet omfattede følgende ordlyd.

“Jeg kan oplyse at Dansk Journalistforbund ikke har modtaget andre henvendelser fra medlemmer om Uriasposten. Allerede af den grund har vi ikke andre sager i “støbeskeen”.

Skulle vi modtage henvendelser, som er af bagudrettet karakter – altså vedrørende krænkelser fra fortiden på Uriasposten – så vil vi umiddelbart ikke have interesse i at rejse sagerne, hvis artiklerne nu er fjernet fra sitet.” (email, 21/6-07)

Summa summarum: Han fik ret – jeg fik fred.

Man kan altid diskutere hvorvidt det var et nederlag eller en sejr, og jeg er selv i tvivl. Jeg diskuterede sagen flere gange med en jura-professor, der mente det ville være en svær sag at vinde – omend han pointerede, at jeg bestemt havde en chance hvis den gik hele vejen. Han mente man i retten med en vis vægt kunne argumentere for, at jeg for at imødegå artiklens pointer, som jeg selv er part i, nødvendigvis måtte vise i hvilken kontekstuel sammenhæng jeg placeres i (del af højreorienteret konspiration). Hermed kunne min indscanning være i overensstemmelse med Ophavsretsloven.

Der har været flere lignende sager…

Faklen (1999) – Gengav 1/4 forside af Århus Stiftstidende i tidsskrift – tabte i retten.

Geoffrey Cain (1999) – Gengav en række avistegninger i bogform – de frafaldt sagen og han fik erstatning.

Rune Engelbreth Larsen (2001) – Gengav anmeldelse af sin bog i fuld tekst på blog – tabte i retten.

Søren Espersen (2005) – Gengav 57 artikler i fuld tekst på sin hjemmeside – afgørelse ukendt (forlig?).

Jura-professoren vurderede endvidere, at Dansk Journalistforbund ville anke enhver sag af denne type, hvis den ikke faldt ud til deres fordel. I så fald ville der givet være mulighed for at opnå fri proces, men selv med de indsamlede 20.000 kr. ville det kunne påvirke min privatøkonomi negativt i en grad som slet ikke modsvarer det konkrete problem – en scanning fra en tilfældig gratisavis i en ældre postering.

Mit aktuelle problem er løst, men den principielle kamp kommer sikkert før eller siden, forhåbentligt ikke med undertegnede i hovedrollen. De indsamlede midler vil snarligt blive overført til en fond, så næste blogger der rammes af en utidsvarende lovgivning, har lidt at starte med. Dansk Journalistforbund er tung at danse med, men tiden arbejder for bloggerne, og står vi fast så vil det på et tidspunkt ende med en fair use-klausul, der gør det muligt at blogge om politik og medier uden at risikere trusler om bål og brand. Skulle en Urias-læser have viden om fondslovgivning, så send mig venligst en email. Foreløbigt har Rune Engelbreth Larsen givet tilsagn om at ville medvirke i fondsbestyrelsen.

Hvad får det hele så af betydning for Uriasposten?

Det har jeg selvfølgelig tænkt en del over. Som udgangspunkt bliver jeg nødt til at afkorte tekster fra arkivet, jeg har bragt i fuld længde. Indscanninger må fjernes helt, eller sløres til ulæselighed. Tidskrævende og træls (på godt jysk).

Skulle jeg følge kravene fra Knud Brix og Journalistens Jacob Elkjær, som udtrykt i debatten på TV2 så kunne jeg ikke bedrive mediekritik med dokumentarisk sigte, og det har jeg ikke til sinds at stoppe med. Jeg bliver dog nødt til at ændre praksis en anelse. Jeg vil såvidt det er muligt undlade at gengive tekster i fuld længde fra journalister jeg kritiserer. Selvom journalister står i kø for at fortælle mig det kun handler om jura, så er jeg til dato aldrig blevet bedt om at fjerne en artikel skrevet af en politisk fælle. Min kritik vil blive mindre dokumentarisk, og vil fremstå mere polemisk (hvad udelader jeg mon fra de artikler jeg kritiserer), men ingen grund til at opsøge problemer.

Det er yderst sjældent jeg indscanner artikler, og i de tilfælde jeg har gjort det er det udelukkende for at illustrere med hvilken opsætning artiklen fremstår i avisen. Det vil kunne ordnes uproblematisk i photoshop, ved et sløringsfilter.

Om disse ændringer i praksis er nok til at undgå fremtidige søgsmål må tiden vise.

Herunder fire billeder taget af Snaphanen Steen i forbindelse med optagelsen af Mediemagasinet Pressemøde i studiet på Københavns Hovedbanegård. Udsendelsen kan ses online på TV2 Sputnik (søg: Pressemøde -> vælg ‘Pressemøde (2), 17/6-07).

1) Først skulle jeg sminkes. Der blev foreslået en ‘Bondam Deluxe’, men sølvfarvede øjenbryn klæder mig ikke.

2) Debatten I.

3) Debatten II.

4) Det ser tilforladeligt ud, men jeg er faktisk i fuld gang med den indledende manøvre til det man i bryderkredse kalder et hovedfald.

Oploadet Kl. 22:11 af Kim Møller — Direkte link59 kommentarer


15. juni 2007

Copyright-sagen afblæst – undertegnede i Mediemagasinet Pressemøde

De seneste ni dage har denne blog handlet alt for meget om copyright og teknikaliteter, men det er slut nu, og posteringen som har prydet forsiden de senere dage vil langsomt forsvinde længere ud i cyberspace.

Igår ringede TV2 fordi de ville have mig som deltager i Mediemagasinet Pressemøde, til en debat om copyright-sagen, og idag tilbragte jeg en lille time i studiet på Hovedbanegården, i selskab med Nyhedsavisens Knud Brix og Journalistens redaktør Jacob Elkjær. Sidstnævnte kunne blandt andet fortælle at journalisterne var delte i spørgsmålet, og selv hans egen webredaktør stod på min side.

Jeg snakkede længe med Knud Brix før og efter optagelsen, og vi blev i fællesskab enige om at stoppe den juridiske kamp før den begyndte for alvor. Vi havde begge vores grunde, og mine vil jeg uddybe her på siden når forligsteksten er klar. Den vil i samme ombæring komme online.

Det var interessant at medvirke i programmet, omend jeg nok må erkende jeg ikke trives med andre medier end Uriasposten og blogfænomenet. Værtinden Mette Utzon var usædvanlig skarp, og redaktionen bag udsendelsen havde virkelig styr på affæren. Debatten kan ses på…

TV2 News, Lørdag 9.15
TV2, Søndag Kl. 12.10

Snaphane-Steen tog en række billeder fra seancen, og dem vil jeg smide online når udsendelsen er bragt.

Kassen som jeg sidste onsdag døbte ‘Knud Brix’ feriefond’ er lukket. Som ikke-kommerciel blogger er det at blive truet med søgsmål en større ting, og midlerne vil som lovet gå til en fond til forsvaret for den næste blogger der kommer i vanskeligheder på grund af en lovgivning, de fleste kan se er utidssvarende.

Oploadet Kl. 21:20 af Kim Møller — Direkte link57 kommentarer


14. juni 2007

Betal Kr. 5.408 og Kr. 1.500 eller… Dansk Journalistforbunds advokater forfølger dig

Flere har tidligere advaret mig mod at gå journalister på klingen. Idag modtog jeg nedenviste brev fra journalist Knud Brix. Han vil have Kr. 5.408 for min brug af en artikel han har skrevet for Nyhedsavisen.

[1700 x 2340 px]

Brevet er vedlagt udskrift fra Uriasposten af den omtalte postering: Nyhedsavisen har travlt med at positionere sig – Frank Aaen i Afghanistan. Knud Brix (og Anna Rossman Thejsen) skrev at “torturrygter om Aaen spreder sig på nettet”, og henviser blandt andet til “den højreorienterede hjemmeside Uriasposten.net”. Jeg laver en afnit-for-afsnit gendrivning, og pointerer det som burde være indlysende – at jeg ville “fremhæve Aaens hykleri” – ikke dokumentere tortur. Jeg argumenterer således for, at Nyhedsavisen (/Knud Brix) fordrejer mine ord.

Skulle nogle af Uriaspostens læsere have lyst til at bidrage til ‘Knud Brix’ feriefond’, så vil jeg være meget glad for bidrag på følgende konto.

– Reg. nr. 3636 / Konto nr. 3636143553

Formalia…

  • Ophavsretsloven (§ 3 stk. 2 er overtrådt ifl. journalisten).
  • “Værket må ikke ændres eller gøres tilgængeligt for almenheden på en måde eller i en sammenhæng, der er krænkende for ophavsmandens litterære eller kunstneriske anseelse eller egenart.”

    Geoffrey Cain fik et næsten identisk søgsmål fra Dansk Journalistforbund, fordi han i sin Gensyn med Ondskabens Ikon, havde ladet tegninger fra 24 tegnere indgå i sin bog. Forløbet er beskrevet i 2. udg., 2006, s. 11ff). De frafaldt sigtelsen og Cain modtog 5.000 i erstatning, da Cains advokat valgte at gøre en større sag ud af det. Såvidt denne sag. Personligt har jeg ikke lyst til at kæmpe med jura’en fordi jeg har indscannet en artikel (af en tilfældig journalist fra en tilfældig gratisavis), for at supplere min tekstnære debunking i postering 4359. Denne er nummer 4621.

    Sagen ligenu (opdateres løbende). Jeg har kontaktet en kompetent jurist, og såfremt han mener sagen ikke er stendød for mit vedkommende, og bidragene beløber sig til en størrelse der gør juridisk afgørelse muligt, så tager jeg kampen op (se evt. #122). Den aktuelle saldo på ‘Knud Brix’ feriefond’ ses nederst i denne postering. Et eventuelt overskud vil gå ubeskåret til en fond med samme formål – hvis det står til mig – en fond som også forsvarer venstrebloggerne ved juridiske problemer af denne karakter.

    Det vælter ind med emails, og hvis jeg ikke svarer, så tag det ikke personligt. Min telefon løb tør for strøm idag – sker ellers aldrig. Blandt de mange sympati-tilkendegivelser er jeg især glad for at venstrebloggerne begraver stridsøkserne, og principielt er helt på linie med undertegnede i den her sag. Se evt. Rune Engelbreth Larsen, Carsten Agger, Morten Midtimod, Raapil, The Citizen og Mavepuster-Allan. Især vil jeg fremhæve Carsten Aggers grafiske illustration af problemets kerne, der nu også er lagt online af Morten Midtimod. (7/6)

    Ekstra Bladets Bo Elkjær har idag uopfordret givet mig skriftlig tilladelse til brug af de af hans artikler jeg i forvejen har kommenteret her på siden. Jeg takker. (8/6)

    Jeg har stadig ikke fået et definitivt svar fra juristen. Han mener jeg med gengivelsen af artiklen i sin helhed på sin vis overtræder loven om ophavsret, men at min brug af artiklen meget vel kan være legal, idet det er lovligt, såfremt kritikken af artiklen er af et sådan karakter, at komplet gengivelse er nødvendig.

    Dagen efter jeg modtog brevet fra journalist Knud Brix fik jeg et brev fra fotograf Teitur Jónasson, også dateret d. 4. juni 2007. Ordlyden er næsten identisk, og først troede jeg at det var samme brev jeg modtog to gange (evt. adresseproblemer). Det var det ikke. Det var såmen en trussel mere til bunken.

    Fotograf Teitur Jónasson kræver Kr. 1500 for min brug af billedet af Frank Aaen – et billede der indgår som en del af artiklen, som den fremstod i avisen, og i min indscanning. Han tager samtidig forbehold for yderligere erstatningskrav. (9/6)

    En advokat har tilbudt at føre sagen til “absolut lavpris”. (10/7)

    Journalisternes fagblad Journalisten bragte i dag en artikel om sagen, yderst tro mod de journalistiske idealer. Jeg citerer…

    “Til gengæld svarede Kim Møller så igen ved at lægge mit brev på nettet komplet med mine kontooplysninger, og det var først, da jeg fortalte ham, at det er i strid med straffeloven, at han fjernede oplysningerne,” siger Knud Brix, som sagtens kan forestillet sig, at sagen kunne være endt i mindelighed.

    “Men det var Kim Møller øjensynligt ikke indstillet på, da jeg talte med ham i telefonen,” siger han.”

    Journalist Knud Brix ringede til mig onsdag eftermiddag, og krævede at jeg fjernede hans trusselsbrev fra nettet. Det afviste jeg, hvorefter han så krævede at jeg fjernede hans kontonumre fra nettet. Det havde jeg ingen problemer med – jeg havde jo i forvejen sløret hans adresse, og det var ret beset en forglemmelse. Jeg kunne dog berolige ham med at Uriaspostens læsere næppe ville tæppebombe hans konto med kontanter.

    Det lå bestemt ikke i luften at sagen kunne afgøres i ‘almindelighed’ – han ringede udelukkende for at få sine bankoplysninger af nettet, og truede indledningsvis med at sagsøge mig for krænkelse af privatlivets fred. (11/6)

    For at imødegå en perlerække af søgsmål, vil jeg de kommende dage scanne arkivet for materiale, der kunne tænkes at krænke journalister på anden måde end tilsigtet. Posteringerne vil i første omgang blive fjernet helt fra arkivet (og hermed nettet). (12/6)

    Diverse…

  • 6/6-07 Jakoba blog – NA-journalist truer blogger (debat).
  • 8/6-7 Morten Midtimod – Mere absurd end som så (NA’s rolle?).
  • 9/6-07 180 grader – Blogger-Danmark forenet i oprør.
  • 9/6-07 Pressefotografforbundet – Fotograf kræver 1500 kr. i erstatning fra blogger.
  • 10/6-7 – Humanisme.dk – Rune Engelbreth Larsen: Ophavschikane og dobbeltmoral (NA’s eksterne tekster).
  • 11/6-07 Journalisten – Bloggere mod journalister i ophavsretsopgør.
  • 14/6-07 Journalisten – Ole Nørskov blog: En erfaren røvslikkers bekendelser.
  • Knud Brix’ feriefond…

  • Kr. 2.775,01 (7/6), Kr. 10.083,01 (8/6), Kr. 11.633,01 (9/6), Kr. 14.823,01 (11/6), Kr. 18.440,00 (12/6), Kr. 19.740,54 (13/6), Kr. 19.990,54 (15/6).
  • Oploadet Kl. 21:00 af Kim Møller — Direkte link348 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    8. juni 2007

    Søren Krarup om sine erfaringer med Nyhedsavisens Knud Brix

    Fra dagens Berlingske Tidende. Søren Krarup om sine erfaringer med Nyhedsavisens Knud Brix.

    Løgnen lever længst
    Når først en løgn er rundsendt i offentligheden, er den umulig at standse. Det erfarer jeg i øjeblikket. Det er trættende og irriterende. Onsdag 25. april blev jeg ringet op af en yderst venlig og indsmigrende journalist ved navn Knud Brix fra Nyhedsavisen, som skulle aflokke mig kommentarer til spørgsmålet om dødsstraf og til en artikel, jeg i 1995 havde skrevet om forskellen på et ægteskab mellem mand og kvinde og et registreret partnerskab mellem to af samme køn.

    Vedrørende sidste emne svarede jeg i al korthed, at forskellen jo bestod i, at i et ægteskab kunne ægtefællerne få børn, det kunne parterne i et registreret partnerskab ikke. Dette sidste havde jeg i 1995 kaldt et handikap. Var det ikke et meget rammende udtryk?

    Næste dag, 26. april, havde Nyhedsavisen en stor forsideoverskrift: »Krarup kalder bøsser for handikappede«. Og i underrubrikken stod der: »Dansk Folkepartis Søren Krarup kalder homoseksuelle unormale og vil ikke tage afstand fra dødsstraf«. En fræk og forhærdet løgn. Jeg havde kaldt det for et handikap, at to af samme køn ikke kan få børn sammen. Men derfor har jeg jo ikke kaldt homoseksuelle for handikappede. Og jeg havde slet ikke kaldt dem for »unormale«. En fræk og forhærdet løgn.

    Ligesom også talen om mit forhold til dødsstraf var løgn, eftersom jeg havde sagt nej til dødsstraf, fordi dommen er inappellabel, men samtidig peget på, hvorledes holdningen til dødsstraf svinger med de politiske vinde – som i 1945, hvor alle i 1930erne havde været modstandere af dødsstraf, men efter besættelsen stemte massivt ja til dødsstraf. Denne historiske konstatering af de hellige meningers relativitet blev i Nyhedsavisen til, at jeg ikke »vil tage afstand fra dødsstraf«.

    Frække og forhærdede løgne. Men det værste er, at når løgnene først er søsat, går de pressen rundt. Alle synes automatisk at gentage dem. Også i Berlingske Tidende, hvor journalisterne i en reportage om onsdagens debat i Folketinget efterfølgende den 24. maj skriver om »udtalelser« fra Dansk Folkeparti såsom »homoseksuelle er handikappede«.

    Ak, sådan er det: løgnen lever længst. For sandheden synes ligegyldig. Automatisk gentages det offentligheden rundt, hvad en løgnagtig journalist har søsat i sin avis. Er det underligt, at jeg føler det trættende og irriterende?

    Oploadet Kl. 10:00 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    
    “Har De da slet ingen selvrespekt tilbage, unge mand?”

    Fra dagens Berlingske Tidende. Peter Kurrild-Klitgaard om primitiv journalistik på Nyhedsavisen.

    Hotdogs og usselrygge
    Denne Groft sagt-skribent har efterhånden nogle gange svinget pisken over Venstres næstformand, indenrigs- og über-sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen. Det er jo også svært at lade være, når den designerede ideologiske bannerfører for Danmarks såkaldt Liberale Parti synes at have sat sig som mål at være alt andet end netop dét. Men »enough is enough«, som det hedder på nydansk, og når selveste Nyhedsavisen er ude efter manden, kan han jo ikke være helt galt afmarcheret.

    Og hvorfor er denne skrumpende gratisavis så efter Lars Løkke Rasmussen? Jo, ser De, kære læser, en ung, nyuddannet journalist ved navn Knud Brix har fået aktindsigt og så været på fisketur i ministerens personlige udgiftsbilag. (Når først en journalist griber til dét, så ved man, at den redaktionelle inspirations-motor alene kører på benzin-dunster.) Hvad har denne imponerende Cavlingpris-journalistik så resulteret i? Såmænd at ministeren er glad for hotdogs. Ikke færre end 19 ud af 20 gange vælger den travle minister at spise junkfood snarere end »sund« mad. Såkaldte »eksperter« er i avisen citeret for, at spisevanerne afslører »en foruroligende usund livsstil«.

    Der er mange måder at forholde sig til dette på, endsige reagere. Her på stedet har vi mestendels lyst til at binde den ansvarlige skribent fra Nyhedsavisen fast til en umagelig stol, tænde op på fuldt blus for afhøringslamperne, og med en høj og skinger stemme råbe ind i hovedet på vedkommende: »Har De da slet ingen selvrespekt tilbage, unge mand?«

    Oploadet Kl. 02:10 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
    Arkiveret under:
    

    17. marts 2007

    Nyhedsavisen har travlt med at positionere sig – Frank Aaen i Afghanistan

    Min puls stiger ikke fordi Uriasposten omtales mindre flatterende, og det var egentligt ikke meningen jeg ville kommentere det. Nuvel, den ligger lige til højrebenet. Nyhedsavisen fik en del kritik i egne rækker for at sætte spot på DR’s hemmelige krig, og det er svært at betragte denne uges Frank Aaen-apologi som andet end positioneren.

    Journalisterne Knud Brix og Anna Rossman Thejsen fortæller idag at Torturrygter om Aaen spreder sig på nettet. Under-overskriften taler om Smædekampagne, men det er nu engang tilladt at tænke selv.

    Artiklen går i rette med Mette Herborgs kronik om Frank Aaen, trykt i Berlingske Tidende d. 31. juli 2001. Titlen er Frank Aaen gav ingen pardon, og det fortælles at “Frank Aaen nærmede sig betænkeligt en overtrædelse af FNs tortur-definition”. At kommunisterne systematisk begik tortur i lejrene er så rigeligt dokumenteret, men Herborg har ganske rigtigt ikke et fældende bevis.

    Jeg har fjernet indscanningen af
    artiklen (pixelstørrelse 350 x 469), det journalist Knud Brix mener
    jeg hermed har overtrådt Ophavslovens § 3 stk. 2.
    Mere om sagen her
    .

    Kommenterede uddrag.

    “På det populære net-leksikon Wikipedia fremstår det for eksempel som fakta, at Aaen deltog i borgerkrigen og i afhøringer af tilfangetagne muslimer… Nyhedsavisen kunne tirsdag afsløre, hvordan statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og en række borgerlige toppolitikere i årevis har spredt de usande rygter om Enhedslistens politiker… Politikerne bygger deres anklager på påstande fremsat i en kronik fra 2001. Her påstår journalist Mette Herborg, at Frank Aaen nærmede sig tortur, da han i 1980 til et kommunistisk blad interviewede en tilfangetagen egypter i et fængsel i Kabul. Nyhedsavisen har sammen med eksperter gennemgået kritikernes dokumentation, og det kan på ingen måde bevises, at Frank Aaen har deltaget i eller overværet tortur.

    Artiklens ‘eksperter’ er Tue Magnussen fra Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, og Heidi Steffen fra Afdelingen for Holocaust- og Folkedrabsstudier som for en gangs skyld ikke lader tvivlen komme ofrene til gode. Nuvel, jeg er på sin vis enig. Det er ikke bevist at Frank Aaen begik tortur, ej heller at interviewet “nærmede sig tortur”, men interviewet fandt sted i overværelse af kommunistiske soldater, og fangens tilståelse virker lidt for påtaget. Samtidig må man huske på, at Aaen ikke kan have været uvidende om de overgreb mod fangerne der fandt sted i denne tid. Naiv er ikke det rigtige ord at bruge om Aaen.

    “Flere steder på nettet lever myten om Aaens torturfortid dog videre i bedste velgående. På den højreorienterede hjemmeside Uriasposten.net bruges Herborgs kronik som dokumentation, og på Wikipedia.dk er Aaens egen artikel og Herborgs kronik da også eneste kilde og sandhedsvidne til rygterne.”

    Jeg har på intet tidspunkt hævdet at Frank Aaen begik tortur. Jeg fandt Herborgs kronik interessant, og skrev en postering med overskriften Mette Herborg dokumenterer omfanget af Frank Aaens hykleri. Min introduktion lyder i sin helhed:

    “Der går næsten ikke en uge uden en af Enhedslistens folketingsmedlemmer forsøger at gøre en sag ud af diverse danske officerer som i Afghanistan og Irak ikke har vist terrormistænkte behørigt respekt. En af dem der ofte udtaler sig er Frank Aaen, og det er vist ved at være til genlæsning af Mette Herborgs kronik om samme fra Berlingske Tidende 20. juli 2001.

    Her lidt fra Frank Aaen gav ingen pardon:”

    Min pointe var således at fremhæve Aaens hykleri, ikke at dokumentere tortur, og intet jeg har skrevet understøtter artiklens udlægning. At hykleriet er mit fokus, fremgår klart af posteringens to opdateringer, indsat 2-3 dage efter.

    Den første (dateret 14. septeber 2005) citerer Frank Aaen fra Enhedslistens hjemmeside:

    “- Der findes ingen omstændigheder hvor mishandling og tortur af mennesker, der af den eller anden grund er i andres varetægt, er i orden. Får man oplysninger om sådanne overgreb, så er man moralsk forpligtet til at gøre sit yderste for at undersøge om oplysningerne er korrekte, for i givet fald at kunne medvirke til at stoppe overgrebene.

    Den anden (dateret 15. september 2005) henviser til en rapport fra Human Rights Watch med titlen ‘Tears, Blood and Cries’ – Human Rights in Afghanistan since the Invasion 1979-1984 (122 s., pdf – se nederst).

    Artiklen slutter af med følgende svada.

    “Tilbage står nu kun ét udokumenteret rygte: At Aaen deltog i afhøringer af tilfangetagne muslimer.”

    Flotte ord, men der foreligger jo det man normalt ville kalde en tilståelsessag.

    “Ziauddin Mahmoud [tilfangetagen egyptisk muslim] søger at fremstille sig som en lille brik i spillet, en stakkels vildført. Vildførte er der ganske vist mange af i Afghanistan, men det er ikke mange af dem, der har været på træningsophold i Vesttyskland – det er ikke nødvendigt for blot at lære at skyde og lave et par bomber. Ziauddin Mahmoud har givet spillet en større rolle, end han vil være ved. Vi spurgte ham [Aaen deltog…], om han kendte CIAs ledere i området. Han svarede nej – men hans ansigt sagde tydeligvis noget andet [… i et interview må have haft karakter af en ‘afhøring’].”

    Kilde [hermed dokumenteret: Frank Aaen; Røde blade, 15. april 1980.

    I HRW-rapporten jeg linkede til, fremgår det at torturen blev “systematic” (s. 131) efter den sovjetiske invasion i december 1979 under præsident Babrak Karmal. Alene i Kabul-området blev der beviseligt begået tortur otte steder. Human Rights Watch citerer Amnesty International, der fortæller at de “interviewed a number of prisoners who had been tortured in Pol-e Charkhi Prison” (s. 134), men at fangerne typisk blev forhørt inden de blev sendt til Pol-e Charki. Det fortælles endvidere at Pol-e Charki havde en speciel-afdeling for “the more important prisoners” (s. 136). Det fremgår tillige klart at torturen havde et omfang, så Aaen næppe kunne have været i tvivl om hvad hans ideologiske fæller begik af overgreb i denne tid. Her et citat fra s. 152: “All the women suffered from body sores.”

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper