23. april 2012

DR2-værten Camilla Plum: Racistisk og klamt at kræve åbenhed om hvorvidt kød er halalslagtet

Administratoren for Facebook-gruppen Nej tak til halalkød har været i dialog med den økologiske gårdbutik Fuglebjerggaard, der ejes og drives af Camilla Plum, kendt fra flere madprogrammer på DR2.

Administrator, Nej tak til halalkød: … Vi er en gruppe, som ønsker muligheden for at sige nej tak til halalslagtet kød. Da det er svært at være sikker på slagtemetode ved de kødvarer man finder i køledisken i supermarkedet efterspørger medlemmerne på siden steder hvor de kan handle, og hvor de véd at det kød de køber ikke er halalslagtet.Er kødvarerne fra jer halalslagtet, og gælder dette svar alle varer.?

Hvis I ikke sælger halalslagtet kød vil vi meget gerne tilføje jeres virksomhed til den liste som vi er ved at lave, over steder der ikke forhandler halalvarer.

Camilla Plum, Fuglebjerggaard: nej tak, vi vil ikke understøtte sådan noget pis.I ved ikke hvad i snakekr om, det har racistiske og ansgtfyldte undertoner, og det er virkeligt klamt.

(DR2-portal om Camilla Plum)

Camilla (Munk) Plum er datter af kommunisten Niels Munk Plum, hvis familiefond under den kolde krig blev omdøbt til ‘Fredsfonden’ med hende som bestyrelsesformand. Hun afløste P1-værten Tine Bryld, og det bør ikke overraske, at der er adskillige DR-kendisser i personkredsen bag fonden: Finn Slumstrup (tidl. P1-chef), Trine Bryld ((P1-vært), Birgitte Rahbeck (P1-redaktør), Preben Wilhjelm (tidl. DR Dokumentar-chef), Lars Bredo Rahbek (nuv. DR Fiktion-chef) og Helle Schøler Kjær (P1, Deadline).

Oploadet Kl. 13:00 af Kim Møller — Direkte link48 kommentarer


18. maj 2010

Om tidl. DR-korrespondent Jørgen Poulsen: “Han huskede alt, selv ting der ikke var sket.”

Tidligere udenrigskorrespondent for DR, nuværende folketingsmedlem for Det Radikale Venstre. Fra fredagens Berlingske Tidende – Jørgen Poulsen digtede sig til helt.

“Historien om den danske journalists glorværdige redning af en amputeret vietnamesisk dreng under Vietnam-krigen var løgn. Altsammen. Kogt sammen af en digterjournalist, der opfandt talrige dramatiske detaljer og gjorde sig selv til helten i en historie som en anden havde æren for.

Digterjournalisten var den daværende unge reporter, Jørgen Poulsen, senere DR-journalist, generalsekretær for Røde Kors og senest folketingsmedlem for Det Radikale Venstre, og historien om den falske historie fortælles af manden, der i den virkelige verden sørgede for den vietnamesiske dreng, nemlig piloten Axel V. Duch.

I en ny erindingsbog på forlaget Radius, »Flyver – en pilots erindringer« fortæller den nu 79-årige eventyrlystne pilot om sit møde med Jørgen Poulsen i Vietnam i 1969.

Den unge Poulsen var i Vietnam blandt andet for at forsøge at finde drengen Xe, der havde mistet en arm under et Viet Cong-angreb, og som en lægefamilie i Danmark havde haft i pleje. Poulsen medbragte et foto af drengen og navnet på hans landsby.

Axel V. Duch, der var ansat som pilot hos Air Vietnam og ejede en motorcykel, tilbød at hjælpe Poulsen til landsbyen 60 kilometer nordøst for Saigon… Axel Duch og Poulsen fandt landsbyen og drengen. Derpå sluttede Poulsens andel af historien, mens Axel Duch sørgede for tilladelserne til, at drengen måtte komme til Danmark…

Efterfølgende hjalp Duch til med adoptionen, og sørgede under dramatiske omstændigheder for, at drengen igen kom til Danmark, hvor han i dag lever som voksen mand. Efter vel udført gerning skrev Duch et referat som Jørgen Poulsen ville bruge i forbindelse med en artikel. Sammen med referatet fik Jørgen Poulsen Duchs filmruller.

Stor var Duchs forbavselse, da han nogen senere så artikler i BT og bladet Samvirke, skrevet af Jørgen Poulsen med ham selv i hovedrollen og tilført en lang række opdigtede dramatiske tildragelser.

»Han huskede alt, selv ting der ikke var sket. Hans foretagsomhed, gåpåmod og digteriske evner var imponerende. Han opdigter et helikopterangreb på den første tur til drengens landsby, opdigter en kuglesværm over deres hoveder, bjæffende automatgeværer, lysbomber, brune afsvedne områder med tusindvis af kratere fra tonsvis af bomber, forladte landsbyer der nu kun er en samling murbrokker og ruiner, der ikke findes.

»Så må vi stoppe, da 12 lavtflyvende kæmpefly sprøjter kemikalier ud over junglen. Der var overhovedet ingen jungle, kun det åbne, uberørte land«, beretter Axel Duch.”

Apropos.

“Jeg gjorde historien mere sand end den i virkeligheden var.” (Jørgen Poulsen, Den 11. time, DR2, 22/10-07)

“Engang i 80’erne interviewede jeg Tine Bryld, som dengang lavede nogle fremragende tv-dokumentarer med utilpassede unge. De var tæt på, men sobre. Masser af seere. Og rigtig meget debat. Men Tine Bryld ville ikke lave flere, fortalte hun mig.

Det var der flere grunde til, men den vigtigste var, at de konkrete detaljer i enkeltsagerne distraherede seernes fokus fra essensen. At seerne ofte ikke kunne se skoven for bare træer. De blev stikkende i sentimentalt føleri, hvor de hellere skulle have forstået ’ofrene’ på deres egne præmisser. Og måske endda forstået de samfundsmæssige årsager og konsekvenser af elendigheden.” (Lars Bjerg, kommentar på Mediebrokker, 24/10-10)



13. maj 2009

DR-journalister gav i maj 1973 “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”

Idag er venstrefløjens støtte til marxistiske terrorister sekterisk, men det har den ikke altid været. Den 4. november 1994 gennemgik Bent Blüdnikow og Arne Notkin i Weekendavisen det de kaldte Terrorismens danske heppekor. Artiklen er bestemt et gensyn værd, ikke mindst fordi de under den efterfølgende debat fremlagde navnene på 72 danske mediepersonligheder, der i maj 1973 underskrev et dokument om “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”. Støtte til en terrorgruppe der begik drab på civile og og ikke slørede sin hensigt, hverken før eller efter.

Navnelisten røber flere markante DR-journalister (fremhævet herunder), men også historieprofessor Claus Bryld, og andre fra DR’s ekspertpanel.

Kjeld Ammundsen, Niels Andersen, Gunvor Auken, Grith Backer, Dola Bonfils, Lars Bonnevie, Niels Henning Borup, Jan Bredsdorff, Ellen Brun, Birgit Brüel, Claus Bryld, Tine Bryld, Jens Brøndum, Else Brønnum-Hansen, Hans Henrik Clemensen, Jørgen Dragsdahl, Gunhild Due, Peter Ege, Steen Folke, Uffe Geertsen, Aase Hansen, Bente Hansen, Litten Hansen, Jannik Hastrup, Ingo Henningsen, Jacques Hersh, Kaj Himmelstrup, Ingrid Hind, Tage Hind, Anders Holm-Nielsen, Gertrud Holm-Nielsen, Karen Holm-Nielsen, Svend Holm-Nielsen, Søren Højmark, Mogens Høver, Jesper Jensen, Lone Lyk Jensen, Per Lyk Jensen, Magnus Johansen, Minnie Johansen, Jan Leon Katlev, Poul Koch, Per Kongsted, Kjeld Koplev, Mogens Krustrup, Ejvind Larsen, Lone Lindorff, O. H. Lundberg, Søren Søltoft Madsen, Ivan Malinovski, Henrik Moltzen, Jens Nauntofte, Gregers Nielsen, Kirsten Nielsen, Ray Nusselein, Torben Kjeld Pedersen, Birgitte Rahbek, Lasse Rathnov, Anders Refn, Christine Schultz, Per Schultz, Erik Sigsgaard, Arne Skovhus, Svend Skovmand, Finn Slumstrup, Ruth Sperling, Inger Stender, Erik Stinus, Niels Thomsen, Nils Vest, Wibeke Winding og Svend Erik Øhlenschlæger.

(Weekendavisen, 16. december 1994)

Artiklen mødte voldsom kritik fra flere af personerne på listen. Svend Erik Øhlensclæger betegnede artiklen som “udokumenteret tilsvining” (25/11-94), og Claus Bryld gik til angreb på det han så som “beskyldninger… uden gnist af bevismateriale” (16/12-94). Kjeld Koplev mindes ikke nogensinde at have underskrevet dokumentet, og pointerede, at det hele var skrevet “uden ringeste form for dokumentation” (16/12-94). Det viste sig senere, at han selv var en del af VS’ arbejdsgruppe der tog initiativet til PFLP-resolutionen.

Der var dog visse dokumentationsproblemer, og dem hæftede kritikerne sig selvfølgelig ved, men udover fejlagtig læsning af årstallet (1979 istedet for 1974, håndskrevet) på det oprindelige løsark (vedlagt Kolding Højskoles blad Tryk, primo 1973), som Blüdnikow og Notkin lod gengive i Weekendavisen d. 25. november 1994 (->), er der ikke meget at komme efter.

Dokumentets autencitet kan ikke bestrides, dateringen er præcis, og det hele understøttes af Falastin Bulletin (nr. 6, maj 1973, Palæstinakomiteen) og VS/Bulletin (nr. 101, 25. maj 1973), der refererer resolutionens ordlyd og henviser til underskrifterne med ordene “er underskrevet af 72 personer” (F/B) og “72 underskrifter er udeladt af pladshensyn” (VS/B).

Fra den indledende artikel – Terrorismens danske heppekor (4/11-94).

“Blekingegadebandens forbrydelser er ved at fortone sig i journalistisk inkompetence og dansk hygge. Politiken og månedsbladet Press har ført kampagne for den fængslede terrorist Marc Rudin, og Danmarks Radios TV-avis lod to af de fængslede danskere fortælle en rørende historie om deres solidaritetsarbejde for deres medfanger. I sidste uge udkom så en bog af journalisterne Betina Bendix og Lene Løvschall om Blekingegadebanden, som Weekendavisens anmelder, Lars Villemoes, betegnede som et festskrift til forbryderne og et glansbillede af deres terroristiske aktiviteter. Inden heltedyrkelsen når uanede højder, er det værd at præcisere, hvad banden egentlig stod for, og hvilken tidsånd der herskede, da den tilsluttede sig den terroristiske kamp i tæt samarbejde med PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse).

Palæstinensernes selvstændighedskamp fostrede i 1967 en rabiat terroristisk gruppering, hvis væsentligste eksponent var PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) under ledelse af George Habash. Organisationen bekendte sig til marxismen og den voldelige revolution, og den angreb israelske og jødiske mål overalt i verden. Dens aktiviteter var specielt blodige op til 1980. PFLP afviste dengang som nu, at en jødisk stat kunne eksistere i Mellemøsten. Også jøder og ikke-jøder uden for Israel blev angrebet af gruppen, som anså jøder for potentielle zionistiske fjender. PFLP samarbejdede med flere af de kendte terroristorganisationer som Rote Arme Fraktion, Revolutionäre Zellen, Action Directe og Den Røde Japanske Hær.

[…]

Der var mange årsager til, at holdningerne blev så ekstreme. Der var en forståelig solidaritet med det undertrykte palæstinensiske folk. Venstrefløjens bastante opdeling af verdens befolkning og lande i undertrykte og undertrykkere spillede en rolle for synet på Israel og zionismen som det onde selv. Israel og zionismen blev identificeret med imperialisme, undertrykkelse og kapitalistisk udbytning, ja til sidst nærmest symboler på disse forhold…

Ved netop at gøre radikalt op med den jødiske stat ramte venstrefløjen effektivt en særdeles sårbar nerve i forældregenerationens og den vestlige verdens værdipræmisser. Samtidig befriede man Europa for skyld: Nu var de tidligere ofre bødler. Uanset de komplicerede årsagsfaktorer foregik der allerede fra slutningen af 1960erne en kampagne mod Israel og zionismen. Der kunne være grund til at kritisere den israelske politik, men det interessante i denne forbindelse er, at kampagnen var så hadefuld og ekstrem, at den ikke lader sig forklare rationelt. Lad os fremdrage et symptomatisk eksempel fra tiden. Journalist Lars Møller-Rasmussen dækkede Mellemøsten i dagbladet Information, der i denne periode var venstrefløjens vigtigste forum. Lars Møller-Rasmussen erklærede sig i sin avis for anti-zionist (14.-15. september 1974). I hans kampagne mod zionismen gjaldt alle kneb. Således gjorde han zionisterne medansvarlige for drabet på seks millioner jøder under 2. verdenskrig. Således skrev Lars Møller Rasmussen 5.september 1974: “Hvad er de israelske lederes største forbrydelse? Fordrivelsen af palæstinensiske arabere fra Israel i 1948?… Forkert gættet… Ofrene for zionist-ledernes – de senere israelske ledere – største synd var ironisk nok ikke arabere, men jøder… Og de seks millioner bliver i dag direkte eller indirekte brugt som et af de stærkeste argumenter for Israels politik. Derfor er det fristende at spørge, hvorfor zionisterne under krigen ikke pressede briterne hårdere for at få dem til fx at bombe jernbanelinierne til KZ- lejrene eller krematorieovnene for derved i hvert fald at redde nogle af ofrene… Man kan spørge… om den berømte mangel på jødisk modstand mod udryddelsen mindre skyldtes ‘jødiske egenskaber’ end, at zionistledelsen havde undladt at informere ofrene om, hvad der ventede dem”. Denne beskyldning blev snart efter koblet sammmen med konspirationsteorien om jødernes overvældende magt…

[…]

Når den “legale” venstrefløj uhæmmet og uden offentlighedens protester kunne gøre Det mosaiske Troessamfund medansvarlig for Israels gerninger, er det ikke besynderligt, at den endnu mere naive og illegale del af venstrefløjen kunne finde på at rette sine aktiviteter mod et “zionistisk” plejehjem.

Ingen danske jøder faldt som ofre for den pro-palæstinensiske terror. Men i andre lande blev jødiske menigheder, synagoger og skoler angrebet. Jødiske skolebørn og bedende blev dræbt. For at legitimere disse angreb blev alle jøder gjort ansvarlige for zionismens gerninger. Zionismen har indrulleret jøderne, og så længe de ikke frigør sig fra zionismen, kan de rammes. En af dem, der deltog i denne legitimering var Anne Grete Holmsgård. I dag er hun af statsministeren udnævnt til formand for Ligestillingsrådet. Dengang var hun formand for Venstresocialisternes Internationale Udvalg og en af nøglepersonerne i udformingen af den antizionistiske kampagne…

Den legale del af venstrefløjen banede også vejen og legitimerede samarbejdet med PFLP og terror mod civile. Således skrev VS’ bladet International Bulletin nr. 14 1978, da Anne Grete Holmsgård var ansvarlig for partiets internationele udvalg: “Vi afviser, at den palæstinensiske befrielsesbevægelses flykapringer og aktioner i Israel er terrorisme. Det palæstinensiske folk står bag disse kampformer, og dette er for os det afgørende”. Og i Information d. 12. juli 1978 skriver medlem af VS’ internationale udvalg Lone Johnsen: “den israelske stat skal knuses. Palæstinensernes befrielseskamp kan ikke undgå at få civile konsekvenser”. Og i 1980 skrev Kit Broholm og Niels Hermind, begge fra VS’ Mellemøstgruppe: “Den kamp, der nødvendigvis altid vil blive rettet mod en sådan undertrykkende kolonistat (Israel red.), vil også blive rettet mod jøderne verden over, for så vidt det lykkes zionisterne at få jøderne til at identificere sig med zionismen og forsvare Israel”.

Terrorismen mod Israel og jøder, der ikke tog afstand fra Israel, blev således legitimeret af VS og andre venstrefløjsgrupper, og netop PFLP, der stod bag nogle af datidens mest blodige terroraktioner, blev den danske venstrefløjs yndling. I 1979 skrev 72 mere eller mindre kendte danskere under på en appel, der hed: “Støt indsamlingen til PFLP. Ubetinget støtte til Folkefronten for Palæstinas Befrielse”.

… at PFLP gennem sine aktioner havde ramt snesevis af uskyldige civile, kunne ingen af dem være i tvivl om. I 1970 bortførte PFLP fire internationale rutefly til den nedlagte flyveplads Dawson’s Field i Jordan og sprang flyene i luften. I 1972 nedslagtede terrorister under PFLPs ledelse 27 civile mennesker i Lod Lufthavn i Israel. I 1973 nedskød Carlos under ledelse af PFLP den jødiske forretningsmand Josef Sieff i London. I 1974 kastede PFLP-folk 3 håndgranater i et teater i Tel Aviv. 3 døde og 54 blev såret. I juni 1976 fandt flybortførelsen til Entebbe i Uganda sted. Her døde 4 civile i forbindelse med redningsaktionen. En flybortførelse til Mogadishu i oktober 1977 krævede 4 sårede, og 5 blev såret under en aktion i Bruxelles i april 1979.

De fleste af de 72 underskrivere var oplyste mennesker, der intenst fulgte udviklingen. Dengang som nu. På listen finder man flere mennesker, der i dag er fremtrædende medarbejdere i Danmarks Radios P1: Kanalens chef Finn Slumstrup, leder af Orientering Ruth Sperling, Kjeld Koplev og Birgitte Rahbek. TV-siden er repræsenteret af blandt andre Jens Nauntofte, Per Schultz og Svend Erik Øhlenschlæger. Fra Information finder vi Jørgen Dragsdahl og Ejvind Larsen. Af andre notabiliteter kan nævnes socialrådgiver Gunvor Auken, filmkvinden Dola Bonfils, forfatteren Jan Bredsdorff, historikeren Claus Bryld, socialrådgiver Tine Bryld, læge Peter Ege, tidligere folketingsmedlem Steen Folke, folkeoplyseren Uffe Geertsen, forfatteren Bente Hansen, skuespilleren Litten Hansen, højskolemanden Søren Højmark, forfatteren Jesper Jensen, filmmanden Anders Refn, tidligere folketingsmedlem Erik Sigsgaard, forfatteren Erik Stinus og filminstruktøren Nils Vest.

Relateret.

  • 25/3-09 Højesteret – ”Fighters and Lovers-sag”.
  • (PFLP-støttesalg, DKP’s stand, 1. maj-arrangement 2009 i Botanisk Have, Århus)

    

    6. april 2009

    Tine Bryld om efterkrigstidens ‘frygelige anti-kommunistiske holdning’

    P1-magasinet Besøgstid, tager ifølge dr.dk “hver uge på besøg hos en kendt dansk kulturperson”. I sidste uge var det Carsten Jensen, og på den oversigtens korte liste optræder blandt andet Peter Aalbæk, Suzanne Brøgger og Ingolf Gabold.

    I denne uge var gæsten DR-ikonet Tine Bryld (der iøvrigt er halvsøster til P1-værten Lena Vedel-Petersen).

  • 5/4-09 Besøgstid, P1 – Trine Bryld (vært: Karen Secher).
  • Et citat fra det 86 minutter lange samtaleprogram.

    Karen Secher : Det her er Elvis fra 1956, og der er vi sprunget lidt i tiden. Der er du lidt ældre.

    Tine Bryld: Ja, der er vi godt i gang. Og det var jo – Trine Bryld: De der halvtredsere som jo var mørke for os alle sammen. Det var efterkrigstiden, det var en knaphedstid, og der var en frygtelig anti-kommunistisk holdning, altså alt hvad der havde med Sovjetunionen og kommunisme at gøre, det var jo pestilens.

    Karen Secher: Ja, på det sådan almindelige sociale omgangsplan, skulle der også helst være ro, renlighed.

    Tine Bryld: Ja, det skulle der. Borgerligheden havde gode tider dengang.

    Oploadet Kl. 15:30 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper