28. februar 2015

Støvring efter DR Detektor: “Med islamdebatten er det som om, at man begynder forfra hver gang.”

Det DR Detektor lavede mod Kasper Støvring (og Michael Jalving) torsdag aften må betegnes som et hitjob. Støvring giver svar på tiltale – Fundamentalisme blandt muslimer.

“DR’s Detektor var i går på sporet af min henvisning til WZB’s store undersøgelse om fundamentalisme, som jeg omtalte i Deadline for nylig. For det lyder jo lige godt alt for vildt, at flertallet (op til 75 procent) af vestlige muslimer svarer på en måde, der kendetegner dem som fundamentalister. Det er egentlig forstemmende, at der er så megen uvidenhed om muslimer i Europa. Med islamdebatten er det som om, at man begynder forfra hver gang.

Som om, at det ikke var nok, viser en spritny britisk undersøgelse, at over en fjerdel af britiske muslimer sympatiserer med de terrorister, der myrdede Charlie Hebdo-tegnerne. Det er ikke så højt som 75 procent, til gengæld er udsagnet meget stærkere. Dertil kan lægges det sædvanlige problem med ‘behagesyge’: Hvor mange af dem, der bifalder vold, vil svare ærligt? Hvad er mørketallet? Der er allerede positivt spin på undersøgelsen: Fantastisk at 75 procent ikke sympatiserer! Forestil dig en overskrift et par uger efter Anders Breiviks udåd: ‘Hele 75 procent af nordmændene tager afstand fra terror’.

Detektor optog 17 minutter med mig, men sammen- og fraklippede det ned til 2, så mine argumenter blev vanskeligere at følge. Så lad mig dvæle lidt ved undersøgelsen og de kritiske indvendinger mod min udlægning.

WZB-undersøgelsen under ledelse af professor Ruud Koopmanns viser, at flertallet af muslimer i Europa mener, at der kun er 1) ‘en fortolkning af Koranen, og at alle muslimer skal følge den’, 2) ’sætter religiøse regler over sekulære love’ og 3) ‘ønsker en tilbagevenden til rødderne’ (figur 1). Muslimer er også langt mere fjendtligt indstillede over for andre grupper. (figur 2). …

Der er tre indvendinger.

Den første angår, hvorfor jeg siger, at op til 75 procent af europæiske muslimer kan defineres som fundamentalistiske, når rapporten konkluderer, at det højst er 44 procent – ifølge deres definition. Undersøgelsen fastslår nemlig, at man kun er fundamentalist, hvis man svarer bekræftende på alle tre spørgsmål (hvilket ‘kun’ 44 procent gør).

Men dette er en arbitrær måde at definere fundamentalisme. Man inddrager flere parametre, men Koopmanns og hans hold kunne også have valgt at sige, at man skulle svare bekræftende på fem udsagn for at kunne betegnes som fundamentalist. Eller man kan fastholde, at man udtrykker fundamentalisme ved at svare, at ‘der kun er en fortolkning af Koranen, og at alle muslimer skal følge den’, hvilket præcist 75 procent svarer. Det er i overensstemmelse med almindelig, hævdvunden definition af fundamentalisme som bogstavtro udlægning af den hellige skrift. Desuden siger rapporten, at kun ved bekræftende svar på alle tre spørgsmål er der tale om det, der kaldes ‘konsistent’ fundamentalisme. …

Det korte af det lange: Indvendingen angår ikke bare det almindelige semantiske problem i humanvidenskabelige undersøgelser om begrebsdefinition (hvordan defineres ‘fundamentalisme’), men også det hermeneutiske problem: Hvad forstås der ved spørgsmålene og de svar, der gives. Her er rapportens egne ord ikke de sidste autoritative ord.

(WZB, Fundamentalism and out-group hostility, 2013; Deadline, DR Detektor)

Det tredje kritik går på, hvorfor jeg bruger WZB-rapporten i en debat om radikalisering og terror, når rapporten klart adskiller fundamentalisme med viljen til at begå religiøs vold.

Jeg skelner selv mellem fundamentalister og ekstremister. Ekstremister er fundamentalister, men ikke alle fundamentalister er ekstremister, som bruger vold. Som jeg vil komme ind på i et kommende indlæg, siger rapporten imidlertid noget om ’sympatisørsumpen’, altså hvor stort et miljø, der er for ekstremisme. De sekulære muslimer synes jo at være et mindretal. Det er ganske alvorligt. Der er et såbed, et drivhus for ekstremisme.

Moderate, sekulære muslimer kommer allerede til orde i medierne, det bør de også, og jeg har selv skrevet om dem. Men netop fordi de dominerer medierne, dvs. får mest taletid, får vi et forvrænget billede. Det er min opgave at skabe realisme, for det er altså en meget farlig situation, der er ved at udvikle sig. Det svarer lidt til fejltolkningen af det arabiske forår: Vestlige journalister talte kun med de sekulære, som var en meget lille del, og derfor tog journalisterne og det meste af den vestlige offentlighed så grusomt fejl. Det gør de også herhjemme.

I øvrigt er der ikke noget mærkeligt ved, at muslimer er fundamentalister, heller ikke noget forkasteligt. Muslimer svarer, som de gør, fordi de er muslimer og gerne vil bevare deres kultur og stå ved deres overbevisninger. Problemet er, at det sker her i Vesten.

(Zenia Stampe på Facebook, 26. februar 2015)



15. april 2009

“Det er simpelthen bydende nødvendigt, at der tages et opgør med domstolene.”

Kronik af Kasper Støvring i dagens Jyllandsposten – Behov for ny borgerlig politik.

“Der er dødvande i dansk politik. Regeringen har været lammet under Anders Fogh Rasmussens langvarige fravær, og imens har oppositionen bragt sig i føring. Regeringen under Lars Løkke Rasmussen har med andre ord behov for at sætte en ny stærk borgerlig dagsorden. Den borgerlige regering må gentage den bedrift, der skabte storsejr ved valget i 2001 og succes især i de første fire år: Den må bringe politikken tilbage…

Vi oplevede en genopblomstring af de politiske kampe og flere konfrontationer mellem forskellige politiske positioner. Pluralisme kaldes det. Det kom bl.a. til syne i opgøret med smagsdommerne, med Irak-krigen og i rets- og udlændingepolitikken… Opgaven for regeringen under Lars Løkke bliver ligeledes at forny politikken med inspiration fra de første år under Fogh.

Regeringen må huske på, at et velfungerende demokrati har brug for klare standpunkter, skarpe konflikter og passionerede konfrontationer. Legitimationen af konflikter er netop det, der udmærker den demokratiske kultur frem for den totalitære.

I sidste instans går politik ikke ud på at skabe kompromis gennem samtale, men på at træffe beslutninger i situationer, hvor man ikke kan nå til enighed…

Hvis konflikter forsvinder, mister politik sin betydning. Den teknokratiske tilgang baner i sidste ende vej for et afpolitiseret demokrati, hvor der hverken er forskel på partierne eller reelle alternativer at vælge imellem…

VK-regeringen har taget den folkelige mistillid til elitens kosmopolitiske projekt alvorligt. Regeringen har givet folk et håb og en selvbestemmelse i forhold til den globale udvikling, som juridiske og økonomiske eksperter ellers belærer dem om, at de ikke har indflydelse på. Eller rettere: ikke bør have indflydelse på. »Nødvendighedens politik«, blev det kaldt i 1990’erne.

Det hører vi stadig fra eliten og eksperterne, og derfor er en ny runde opgør med smagsdommerne påkrævet. Den borgerlige regerings forbilledlige indsats har netop bestået i at bryde med den afpolitisering, oppositionen stod for, da den var i regering. Et af de værste træk ved den daværende regering var netop en politisk apati, som den borgerlige regering risikerer at gentage.

Politisk apati opstår, når politikerne proklamerer, at der ikke findes noget alternativ til globaliseringen, hvis diktater vi skal acceptere. Hvad enten det drejer sig om indvandringens tiltagende opløsning af den nationale sammenhængskraft eller ophævelsen af den nationale suverænitet til fordel for transnationale jurisdiktioner som EU.

[…]

Der var især to måder, hvorpå den daværende SR-regering lukkede politikken. Den ene måde var at afvise afvigende, kontroversielle synspunkter på islam og multikulturalisme som moralsk forkastelige…

Den anden måde at neutralisere politik er at skabe et domstolsstyre til erstatning for folkestyret. Denne form for afpolitisering afhænger også af, at man kan gøre politiske problemer til moralske problemer. Også på det punkt står den nuværende regering i fare…

I et domstolsstyre bliver problemer med indvandringens negative indvirkning på den nationale sammenhængskraft ”løst” gennem henvisninger til konventioner om universelle menneskerettigheder.

På den måde overlades politiske problemer til eksperter i menneskerettigheder. Kontroversiel politik bliver ikke en sag for folkevalgte politikere i de nationale parlamenter, men for internationale organer og jurister. Jura erstatter demokrati…

Når oppositionen i dag stadig gemmer sig bag konventioner og juridiske eksperter, bunder det i, at der ikke er noget egentligt politisk lederskab.

For også indvandring er et politisk område blandt andre. Heller ikke udlændingepolitik er et spørgsmål om have et godt eller ondt menneskesyn eller at underkaste sig et domstolsstyre.

Men oppositionen træffer nødigt egentlige politiske beslutninger. Også beslutningen om dansk engagement i Irak-krigen blev omdannet til en moralsk kontrovers, der principielt skulle afklares inden for FN-institutionens folkeretlige jura.

Følgelig finder en af de tydeligste politiske konfrontationer mellem højre og venstre sted i spørgsmålet om, hvor vidt folket blot skal acceptere de diktater, der udgår fra de overnationale organer som EU og FN, der fortolker og håndhæver konventionerne om menneskerettigheder.

Så er vi ved det aktuelle problem for den borgerlige regering. Det er simpelthen bydende nødvendigt, at der tages et opgør med domstolene.

I dag underminerer EF-Domstolen i kraft af Metock-dommen den udlændingepolitik, der besluttes af folkevalgte politikere.

Opdate. Senere samme dag kunne Orientering på P1 fortælle, at Danmark var ultra-borgerlig under Foghs regime.

  • 15/4-09 Orientering, P1 – Venstres sejrrige værdikamp (af Thomas Buch-Andersen).
  • 

    20. januar 2008

    Hørt på P1: Man kan mene Cuba har en “anden form for demokrati”

    Fra fredagens Orientering på P1, der berettede om valget til den cubanske Nationalforsamling.

  • 18/1-08 P1 Orientering – Valg på Cuba.
  • Jan Gustavsson, CBS: Man stemmer ikke på samme måde som i en dansk eller vestligt demokratiopfattelse, om en bestemt ideologisk, politisk eller økonomisk politik, man kan sige, at hvor vi har et repræsentativt demokrati, og opfatter valg som et spørgsmål om at afgøre hvordan forskellige opinioner, forskellige dele af befolkningen repræsenteres, så opererer man i Cuba med en ide om en grundlæggende konsensus i samfundet. Altså et samfund hvor man basalt set er enige om hvad der skal ske…

    Thomas Buch-Andersen, P1: Men selv indenfor sådan et politisk konsensussystem er der et klart struktureret valgsystem…

    Jørgen Laurvig, DR: Nu snakker vi meget primærvalg i USA, og i virkeligheden er det cubanske valg også bygget op som en slags primærvalg…

    […]

    Thomas Buch-Andersen: Hvor meget kan man tro på resultatet, når vi nu efter søndagens valg får det.

    Jan Gustavsson: Teknisk set så tror jeg resultatet er reelt nok, hvis man skal være kritisk og kritisere valget og demokratiet på Cuba, så skal man ligesom gå nogle andre steder hen, og sige – jamen de folk der har, altså de stemmer som er optalt og bliver registreret, jeg tror de er reelle nok. Men som sagt, man kan sige, det er jo fraværet af almindelige opposition og en egentligt ideologisk og politisk diskussion i forbindelse med valget, som gør at man kan mene det her er et fuldstændig anderledes form for valg og anden form for demokrati end det vestlige parlamentariske demokrati.

    PS: I torsdags kunne man i Kulturnyt på P1 høre, hvorledes en stor humanistisk kunstner var i færd med at bygge en by i Slovakiet (sic) helt fra bunden. Gaderne var opkaldt efter hans idoler, såsom Che Guevara.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper