12. september 2011

Anita Bay Bundegaard på slap line – igen

Anita Bay Bundegaard er tidligere journalist for DR og minister for Det Radikale Venstre, og som sådan den perfekte kulturredaktør for Politiken. En avis hvor personlige følelser og politiske holdninger er vigtigere end det faktuelle. Herunder et par kommentarer til hendes blogpost om ORG.

“I dag har vi mere eller mindre glemt, hvor hæslig udlændingedebatten var i anden halvdel af 1980’erne, da flygtninge fra konflikterne på Balkan begyndte at komme til Danmark. En af udløberne af debatten var stiftelsen af Den Danske Forening i 1987.”

Krigene på Balkan og de følgende flygtningestrømme startede først i 1990-91, og en forening stiftet i 1987 kan af naturlige årsager ikke ses som en udløber af noget der skete fire år senere.

Blandt stifterne var nuværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Søren Krarup…

I kølvandet på Søren Krarups berømte annonce mod Flygtning ’86-indsamlingen, stiftede han Komitéen mod Udlændingeloven – det skete i september 1986. November året efter ændrede foreningen navn til Komitéen mod indvandrerpolitikken.

I mellemtiden havde en gruppe læserbrevsskribenter stiftet Den Danske Forening ved et møde i Virumhallen, marts 1987. Søren Krarup var ikke med, og kom først ind da foreningerne blev lagt sammen i foråret 1990 – tre år senere.

Grafikken til højre er et udsnit af Politikens forside, lørdag den 24. februar 2001.

Oploadet Kl. 11:17 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


4. august 2011

Anita Bay Bundegaard, multikulturalisten fra Tisvildeleje

Læserbrev af Lone Nørgaard og Britta Mogensen i Kristeligt Dagblad – På behagelig afstand af multikulturalismen.

“Anita Bay Bundegaard går ind for multikulturalisme… Hun er dermed prototypen på den ”anstændige” elite, der bor i en enklave af velhavere, hvor multikulturalisme kun er et abstrakt begreb. Derfor kan hun advokere for en ideologi, som ikke på nogen måde vil påvirke hende og hendes ligesindedes hverdag.

I hendes eget paradis i Tisvildeleje er der ingen større fare for, at kuglerne vil flyve om ørerne på hende, at hendes eventuelle døtre kaldes ludere… Hun risikerer heller ikke på vejen hjem ad den stille bygade at blive stoppet af en flok indvandrerknægte, som mener, hendes ejendele har det bedre i deres lommer eller dagligt at stå over for en kvinde helt tildækket fra isse til fod med en sprække til øjnene. …

Anita Bay Bundegaard og hendes ligesindede burde som pligtlæsning studere filosoffen Kai Sørlanders meget anmelderroste bog ”Den politiske forpligtelse”. Her blot et par udpluk:

”Og der er altså grund til at mene, at samfundet som helhed har brugt den økonomisk svageste del som en form for buffer i integrationspolitikken. Det er reelt denne del af befolkningen, som har fået til opgave at bære størsteparten af omkostningerne ved den førte asylpolitik, fordi den – uden nogen bevidst beslutning, men som konsekvens af en blind social dynamik – er blevet pålagt at skulle leve i et socialt fællesskab, hvor man hverken taler det samme sprog eller deler de samme velkendte normer (…) man vil godt bryste sig moralsk af at gå ind for en liberal asylpolitik, men man vil ikke yde så meget til den politik, at man selv skal bo i de områder, hvor de fremmede skal integreres, og hvor de sociale problemer opstår. Denne byrde vil man hellere overlade til dem, som er økonomisk svagere end én selv – helt uden at forstå sit eget moralske svigt.””

Oploadet Kl. 03:01 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


31. juli 2011

Bay Bundegaard: Problemet med DF er ikke ‘tonen’, men modstanden mod multikulturalismen

I de svenske mainstream-medier betragtes modstand og kritik af det multikulturelle samfund, som værende udtryk for ekstremisme, og selv i akademiske udredninger defineres det som anti-demokratisk. Det sjældent formulerede ræsonnement er forestillingen om, at det multikulturelle samfund allerede er et faktum, og modstand mod indvandring anses hermed som udtryk for et ønske om at omgøre udviklingen med deportation, etnisk udrensning, massemord, så at sige.

Tøger Seidenfaden brugte store dele af sit liv på at forsvenske den danske debat, men var aldrig direkte i sin argumentation lige på der her punkt. Han vidste udmærket, at den form for logik er betinget af et udlændingepolitisk mediekoncensus, som vi ikke har, og som selv venstredrejede journalister ikke ønsker.

I tirsdagens sene Deadline på DR2, var Politikens Kulturredaktør Anita Bay Bundegaard i debat med Dansk Folkepartis Søren Espersen, og han vidste tydeligvis godt, hvor han skulle trykke. Tilsidst gav hun ham ret – tonen i debatten var ikke problemet – problemet var partiets modstand mod det multikulturelle samfund.

Søren Espersen kunne med samme ret, havde bedt Anita Bay Bundegaard om at holde op med at kritisere Dansk Folkepartis udlændingepolitik. Det polariser debatten, og stigmatiserer partiets medlemmer. Hun fangede den aldrig.

(Deadline, 26. juli 2011: Debat…)

Delvis transskription.

Nikolaj Sommer, DR2: Mener du Dansk Folkeparti bærer noget ansvar for den vold vi har set i Norge.

Anita Bay Bundegaard, Politiken: Nej, det mener jeg ikke, og det synes jeg ikke det giver nogen mening at anklage Dansk Folkeparti for. Men de har jo nogle andre ting til fælles, kan man sige, med den med Breivik i Norge. Man kan se, når man læser det meget digre dokument han har lagt ud, sit manifest, så kan man jo se hvad han står for. Og det er jo: Han er mod indvandring. Han er imod Islam. Han er imod det multikulturelle samfund. Og han er imod det han kalder politisk korrekthed, og hele venstrefløjen. Og det er jo lige præcis det Dansk Folkeparti står for.

[…]

Nikolaj Sommer: Søren Espersen – Anita Bay Bundegaard siger altså ikke, at I har noget ansvar for volden, men hvad siger du til den her sammenligning mellem hvad Breivik har ment, og så det I mener?

Søren Espersen: Jeg synes det er infamt, den måde Politiken kører det på. Indpakket, ikke direkte, vi siger det ikke direkte, det er ikke Dansk Folkeparti, og alligevel står det og simrer i luften, Anita Bay Bundegaard, det er vores skyld. Vi har på den ene eller anden måde et medansvar, det har alle de andre aviser jo også kørt med på, i den debat i dag. Det er infamt, for det er i den grad en forvrængning af situationen.

[…]

Anita Bay Bundegaard: … det man er nødt til, det som man hele tiden er nødt til, det er at tage afstand fra meget ekstreme synspunkter.

Søren Espersen: – Hvorfor?

Anita Bay Bundegaard: – Fordi vi er nødt til at imødegå… (afbrydes)

Søren Espersen: – Synspunkter.

Anita Bay Bundegaard: – Ekstreme synspunkter.

Søren Espersen: – og det er dem du ikke bryder dig om.

Anita Bay Bundegaard: Ja, Nej, jeg synes, at ekstreme synspunkter er når man fuldstændigt polariserer debatten, som man har gjort i Danmark. Man udgrænser hele grupper og skærer dem over en kam. Stigmatiserer dem…

Søren Espersen: … Ja, jeg er modstander af EU. Ja, jeg er modstander af Islams fremtræden i Danmark. Ja, jeg er tilhænger af en stram udlændingepolitik. Gør det mig til massemorder i Norge?

[…]

Anita Bay Bundegaard: I har ingen ansvar for det der er sket i Oslo… Men der er nogle ting som er til fælles med det I siger, og det Breivik står for. Fordi de synspunkter du har, og som Breivik har, er synspunkter som fuldstændigt går imod det multikulturelle samfund, som er ved at udvikle sig… (afbrydes)

Søren Espersen: – som du gerne vil have.

Anita Bay Bundegaard: – og som jeg gerne vil ha’.

Søren Espersen: Og det er jo det der er sagen.

Anita Bay Bundegaard: – om den nationalisme du står for, er tilbageskuende og har ikke nogen fremtid.

[…]

Søren Espersen: Tror du dine skriverier i Politiken har betydning for, at Pia Kjærsgaard ikke kan gå uden for en dør, og skal bevogtes 24 timer i døgnet? … føler du dig ansvarlig for det?

Anita Bay Bundegaard: Det passer jo ikke – jeg har ikke hetzet Dansk Folkeparti… Det er helt klart at sige hvad vi mener om Dansk Folkeparti, men det er jo ikke en hetz… Herre Gud, vi har en politisk debat… Det er jo ikke tonen i debatten der er noget i galt med.

Søren Espersen: – Det er synspunktet.

Anita Bay Bundegaard: – Det – Simpelthen!

Apropos.

“De højrenationale partier kan ikke klandres for terror begået med deres ideologi som begrundelse. Men man kan og skal bruge anledningen til at sætte spørgsmålstegn ved ideologien.” (Anita Bay Bundegaard i Politiken, 31. juli 2011: Lars von Trier har ret et stykke hen ad vejen)



12. maj 2009

Prof. Hjalte Rasmussen om “EF-Domstolens erosion af medlemsstaternes suverænitet”

I Presselogen på TV2news kunne man i søndags høre Politikens kulturredaktør Anita Bay Bundegaard fortælle at EU fik alt for dårlig presse. Det var forkert, at man i en avis som BT kunne se en overskrift som ‘EU tvinger flygtninge til Danmark’, for EU var en integreret del af Danmark, der var intet modsætningsforhold.

Anita Bay Bundegaard startede sin journalistiske karriere hos DR, og politisk har hun som medlem af Det Radikale Venstre stået i skole hos bl.a. Marianne Jelved. I den sidste Nyrup-regering var hun minister for Udviklingsbistand, og huskes nok især for sin udmelding om nødvendigheden af fri indvandring. På den ene side er hun medlem af et parti der vil overlade udlændingepolitikken til EU – på den anden side mener hun det er forkert at gå kritisk til EU’s systematiske magtcentralisering. Hvordan holder hun masken?

Professor i EU-ret Hjalte Rasmussen i gårsdagens Berlingske Tidende – Metock-dommen kan blive dråben.

“I henved 40 år har EF-Domstolen beskåret medlemsstaternes reserverede suverænitet efter en salami-metode. Det følgende illustrerer træk af denne udvikling og den bagved liggende strategi, som er lykkedes over forventning…

Det følgende, som undersøger den mulige betydning af EF-Domstolens erosion af medlemsstaternes suverænitet, begynder med et par ord om Metock-dommen. Den udvidede som bekendt grænserne for den fri personbevægelighed inden for Unionen. Denne dom satte det foreløbige punktum for en over 30-årig retspraksis, der regelmæssigt har beskåret Danmarks og de andre medlemsstaters reserverede suverænitet. Hårdt er det navnlig gået ud over retten til at bestemme, hvilke udlændinge som skal have ret til at opholde sig permanent i landet. Det sætter spørgsmålstegn ved, om udviklingerne i retspraksis har holdt sig inden for § 20s rammer.

Mange medlemsstater protesterede… Alligevel viser EU-historien, at medlemsstaterne over tid for det meste affandt sig med resultaterne af selv radikalt retsskabende domme. Senest har de samlet – i én forholdsvis overskuelig retsakt – retspraksis og den afledte lovgivning om den vandrende arbejdskrafts rettigheder, som tidligere skulle findes i serier af ældre domme og rådsretsakter. Det hele skulle gerne have hjemmel i traktatens art. 48 (i dag: art 39) og EU-borgerskabsrettighederne i art. 17 og 18.

Rom-traktatens økonomiske filosofi gik ud på, at den økonomisk aktive arbejdstager var en produktionsfaktor, som burde gives ret til tage ansættelse dér, hvor arbejdsindsatsen gav det bedste økonomiske afkast. I praksis viste sig dog hurtigt, at arbejdstagerne ikke emigrerede, med mindre de kunne tage deres familier med sig. Derfor begyndte Domstolen og de andre institutioner tidligt at give familiemedlemmerne rettigheder til ophold m.m. i værtsstaterne… Skønt højlydt kritik udeblev, kan retspraksis have næret en uudtalt akkumulation af bitterhed og oppositionslyst mod, hvad mange opfattede som EF-dommernes overgreb. Notorisk er, at de voldsomme danske politiske angreb på EF-domstolen efter Metock-dommen formentlig var ude af proportion med dommens lille retlige innovation. Måske var Metock-dommen derfor blot dråben, der fik bægeret til at løbe over. I lighed med sine forgængere fjernede Metock-dommen en restriktion på arbejdskraftens fri bevægelighed. I lighed med dem forbedrede den uden klar hjemmel i traktaten én gruppe familiemedlemmers rettigheder.

På et vigtigt punkt brød Metock-dommen dog med fortiden. Ret uforudsigeligt ophævede den nemlig de ældre dommes betingelse om, at et familiemedlem ingen ret får uden at have haft lovligt ophold i en anden medlemsstat, typisk hjemlandet, før emigrationen. Konkret gav den opholdsret til en afvist asylansøger, der var kommet direkte fra en tredjestat til Irland og dér havde giftet sig med en ikke-irsk EU-borger. Nogle anfører, at dommene i Carpenter-sagen og Singh-sagen var tidlige bebudere af Metock-bruddet. Begge domme er dog uegnede som fortilfælde, fordi sagernes atypiske faktiske omstændigheder øvede stor indflydelse på domsresultaterne.

Vigtigere er, at Common Market Law Review, der er EF-juristernes fornemste tidsskrift, i en leder for nylig alvorligt kritiserede EF-Domstolen. Kritikken gik dels på Domstolens uhjemlede erosion af national suverænitet dels på, at mange nyere og vigtige domme ifølge lederen er dårligt og utilstrækkeligt begrundede. De politisk og juridisk højt profilerede nationale angreb på dommene i Mangold- og Metocksagerne nævnte tidsskriftet som eksempler på, at Domstolen måske burde have gjort sine domsresultater mere acceptable for dem, der skal håndhæve dem.

Er fortidens tilstand af fredelig, men undertiden også væbnet neutralitet ved at rinde ud? Da Domstolen i Metock-dommen fjernede betingelsen om familiemedlemmets forudgående lovlige ophold i en anden medlemsstat end værtsstaten, tog den et ganske vist lille, men principielt skridt, der muligvis bragte dommen uden for den overladte suverænitet.

Vil Højesteret en dag bekræfte denne prognose? Muligheden er der. Hvis ja, vil Metock-dommen gå over i historien som den dråbe, der fik bægeret til at flyde over.”

Mere.

  • 3/9-08 Uriasposten – Internt regeringsnotat: Metock-dommen åbner de danske grænser.
  • 10/5-09 Berlingske Tidende – EU-ekspert: Metock-dommen var et brud på grundloven.
  • 11/5-09 Berlingske Tidende – Regeringen frikender Metock-dom.
  • 11/5-09 Berlingske Tidende – Øget modstand mod Tyrkiet (2/3 af danskerne, Merkel og Sarkozy).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper