7. januar 2017

Medier associerede hærværksbrand med racistiske Trump-tilhængere: Breitbart fulgte sagen til dørs

Politiken beretter i dag, at Breitbart har begået en falsk nyhed om en kirkebrand nytårsaften i Dortmund. Jeg var på historien, men droppede den igen, da den virkede – ikke som lodret løgn, men dog opstrammet mere end godt er. Tid er en mangelvare, og i den pågældende sag var der flere løse ender jeg ikke umiddelbart kunne verificere.

Nu vi taler om kirkebrande. Ugen før Donald Trump blev valgt skrev flere danske medier om et brandattentat mod en (sort) baptistkirke i Mississippi, der blev ledsaget af teksten: ‘Vote Trump’. Den passede ind i narrativet, og røg rundt via Ritzaus Bureau. Korrespondenter var ikke sene til at drage konklusioner. Herunder citater fra et par af de medier, der topper mediestøtteordningens uddeling for 2017.

“I dette århundrede er Ku Klux Klan kun en skygge af sig selv, men forleden støttede bevægelsens blad The Crusader formelt Donald Trump. Og ingen var i tvivl om inspirationen eller hensigten, da gerningsmænd brændte en sort kirke af i Greenville, Mississippi, og med spraymaling skrev ‘Vote Trump’ på facaden.” (Jørgen Ullerup, Jyllands-Posten, 7. november 2016: Ufine metoder og fintællinger kan forsinke valgresultat)

“I dagene inden et amerikansk præsidentvalg ved man aldrig, hvad der kan ske. I den forløbne uge satte en Trump-tilhænger ild til en afroamerikansk kirke i den lille provinsby Greenville i Mississippi.” (Martin Burchardt, Dagbladet Information, 7. november 2016: Unge sorte har ikke tillid til Hillary Clinton)

(Hopewell Baptist Church, Grenville, Mississippi, 2. november 2016; Foto: Hot Air)

Fra Breitbart, 23. december 2016 – Fake news: 4 Websites That Rushed to Blame Trump Supporters for Mississippi Church Arson.

“Following the November arson attack against a black church in Mississippi, several mainstream media outlets attempted to paint the crime as a racially-motivated attack by a Donald Trump supporter.

Despite lacking a large amount of evidence for their claims, which were largely based on ‘Vote Trump’ grafitti painted onto to the church and the n-word found shortly before, the outlets continuously pushed the narrative of a Trump-induced hate crime.

Little did they know that the attack was actually allegedly perpetrated by Andrew McClinton, a black man who was a member of the church he torched. It has also since been revealed that McClinton is also allegedly the perpetrator of the graffiti found on the church.”

Et citat fra MSM.

“We do not believe it was politically motivated. There may have been some efforts to make it appear politically motivated,’ Mississippi Insurance Commissioner Mike Chaney, who is also the state fire marshal, told AP.” (Associated Press, 21. december 2016)



9. november 2016

Medie-orakler: Vi bevæger os længere væk fra ‘dybere indsigt og forståelse af virkelighedens nuancer’

Mediernes eksperter tog fundamental fejl om ‘Det Arabiske Forår’ uden det fik videre betydning for deres karriere, og lur om mig om ikke gårsdagens USA-eksperter også er morgendagens USA-eksperter. Ph.d. Mirco Reimer-Elster kaldte sig selv for ‘et idiot’ på TV2 News, og det burde de faktisk alle gøre, mens de går den lange vej ned til arbejdsformidlingen.

For nogle uger siden bragte Dagbladet Information et skarpt angreb på ’selvbestaltede orakler’, og det er meget præcist, hvis blot man udskifter de tre navngivne borgerlige meningsdannere med de 100+ centrum/venstreorienterede af slagsen. Jonathan Løw i Information – Selvbestaltede orakler gør os alle dummere (18. oktober 2016).

“Det er en besynderlig debatkultur, vi efterhånden har udviklet i Danmark. Noget af det mest opsigtsvækkende ved debatterne… er de selvudnævnte, alvidende orakler, der præger dem. …

I stedet for fakta og ekspertviden har vi fået en debat, der lægger større vægt på tilfældige følelser end realiteter; bygger på, at min virkelighed altid er lige så rigtig som din; understreger, at intet er givet, og alting er flydende og formbart og alene opfatter data og fakta som et magtredskab i hænderne på onde eksperter og faktanørder.

Fortsætter den udvikling, ender vi med en debat, hvor de selvudnævnte orakler deler deres uvidenhed med masserne, så vi sammen bevæger os længere og længere væk fra dybere indsigt og forståelse af virkelighedens nuancer.

(Tine Toft revser medierne for at fastholde Trumps chance, Information, 2. november 2016)

“Tirsdag viderebragte flere danske medier en historie om, at Donald Trump fører over Hillary Clinton i valgkampen. Det er bare ikke rigtigt ifølge det amerikanske valgsystem, og medierne får nu kritik for at skabe en misvisende fremstilling for at fastholde spændingen frem til valget (Tine Toft, 2. november 2016)

Mere.

‘Nu går gassen af Trump’ (Poul Høi, Berlingske, 3. august 2016)

‘Trump står til tæsk i vigtige svingstater’ (Børsen, 5. september 2016)

‘Måling: Clinton vil knuse Trump ved valget’ (Poul Høi, Berlingske, 11. oktober 2016)

‘De forlader den synkende skude’ (Henning Høeg, BT, 16. oktober 2016)

“Det bliver først rigtig grimt, når Donald Trump taber præsidentvalget. Og det gør han.” (NBC’s Chuck Todd, BT, 19. oktober 2016)

‘Det ser stort ud for tabermændene’ (Jakob Elkjær, Politiken, 23. oktober 2016)

‘Hillary Clinton marcherer mod Det Hvide Hus’ (Martin Burcharth, Dagbladet Information, 26. oktober 2016)



6. november 2016

Martin Burcharth, Information: Medierne ikke har ikke været fair mod Hillary, emailsagen ‘er blæst op’

Kurt Strand er nøjagtig ligeså rød som forgængeren Lasse Jensen, der i øvrigt også har været USA-korrespondent for DR. Jeg har ikke hørt denne her udgave af Mennesker og Medier (P1), for det ligner lidt Cavlingkomitéen (Radio24syv) eller Presselogen (TV2 News). De stiller ikke spørgsmål, der ikke kan besvares uden at erodere egne idealer, og motivanalyserne peger alle i samme retning.

DR.dk giver et oprids af seneste udgave af Mennesker og Medier, der havde Stéphanie Surrugue (DR), Jesper Steinmetz (TV2), Kristian Mouritzen (Berlingske) og Martin Burcharth (Information) i studiet. Jeg skrev om sidstnævnte første gang i 2003, da han betegnede Dansk Folkeparti som ‘ et kvasi-fascistisk parti’. Siden er det gået fra skidt til værre – dog ikke med hans karriere.

Fra DR Online – USA-korrespondenter: Amerikanske medier har svigtet i valgdækningen.

“- Donald Trump har fået reklame og omtale, der er milliarder værd. For eksempel har tv-stationen CNN stillet ukritisk om, hver eneste gang han har vist sig ved et valgmøde.

Kritikken kommer fra TV2’s USA-korrespondent Jesper Steinmetz, som fredag medvirkede i en diskussion i P1’s ”Mennesker og medier” om de amerikanske mediers dækning af præsidentvalgkampen. …

Heller ikke Informations korrespondent Martin Burcharth var imponeret af sine amerikanske kolleger:

– De har ikke levet op til deres rolle som kontrolinstans; de har ikke været fair i dækningen af Hillary Clinton, hvor hendes e-mail-skandale er blæst op til meget mere, end den kan bære.

(Grafik: Prognose fra Fivethirtyeight)



7. juni 2016

Thomas Gress: Trump er ‘den oplagte borgerlige kandidat’, tjener ‘det amerikanske folks interesser’

Når nu medierne i værste Michael Moore-stil angriber Donald Trump fra alle tænkelige (og utænkelige) vinkler, så er der behov for en ny vinkel på sagen. Måske er Trump ikke Satan selv, men det bedste bud på en republikansk præsident, der ikke lefler for venstrefløjens anti-konservative diskurs.

Herunder lidt fra en længere artikel af cand.polit. Thomas Gress i Critique – Amerikas bedste håb: Donald Trump.

“Selvom Trump på mange måder langt fra er den ideelle kandidat – han er forfængelig, narcissist, unuanceret og udiplomatisk – taler meget for, at han alligevel er den oplagte borgerlige kandidat i vores tid. For det, der kendetegner Trumps ofte forvirrende udtalelser er den øjensynlige kætterske holdning, at præsidentens hovedopgave er at tjene det amerikanske folks interesser.

Selvom konservativ intellektualisme lever godt og vel i USA – tænketankenes formuer bugner med rekordstore donationer – er det siden 1988 kun lykkedes republikanerne at mønstre et folkeligt flertal under et præsidentvalg én gang, nemlig i 2004, midt under et opsving og i krigstid. Muligvis har de konservative og borgerlige i USA svarene på nutidens udfordringer, men hvad nytter det, hvis vælgerne alligevel ikke køber varen?

… det er rigtigt, at der før i tiden var en borgerlig midte, der muliggjorde store jordskredssejre for konservative præsidentkandidater som Nixon og senere Reagan, har demografiske forskydninger og politiske særinteresser i dag tvunget fløjene væk fra hinanden. … Disse vælgere har holdninger, der førhen ikke var bemærkelsesværdige, men som i dag placerer dem på den ene af to sider i en eksistentiel kamp for, hvilken selvforståelse og vision, der skal definere USA og amerikanerne fremover. Den progressive, der ønsker at skære båndene til en fortid karakteristeret bl.a. ved erobringskrige, folkemord og slaveri, og den traditionelle, der forstår USA som en homogen nationalstat med en stærk kulturel arv, hvorom landet har kunnet samles, og som man har gjort rigtigt i at hædre.

De fleste af disse vælgeres instinktive reaktion er, at den kulturelle arv er bevaringsværdi – i modsætning til USA’s kosmopolitiske elite, der bliver ubekvemme, når nogen udtrykker en præference for amerikansk kultur.

Demokraterne har omfavnet den progressive vision, og dermed også afvist disse vælgere. Hvad har Republikanerne gjort? De har valgt at efterligne Demokraterne, i håb om, at man ved at afgive terræn på kulturelle spørgsmål til gengæld kunne vinde terræn på de økonomiske.

Det er et vidnesbyrd om mange amerikanske konservatives overfladiskhed, at man lefler for progressives moraliseren blot for at slippe for betegnelsen racist i et stedse mere multikulturelt samfund, hvor sådanne anklager medfører økonomisk og social udstødelse.

Trump har ikke denne svaghed. Gentagne gange har han vist, han er bedøvende ligeglad med venstrefløjens rødgardister og skueprocesser. Alene det faktum, at han tør stå fast under intensiv beskydning, gør ham til en kvalificeret leder i disse tider med tankeforbrydelse og nysprog.

Demokraterne har ellers ikke altid været styret af de progressive kræfter og deres ekstreme fortrop, socialretfærdighedskrigerne. … Husker vi tilbage på præsidentvalget i 1992 mellem Bill Clinton og Bush den ældre, stod begge for lov og orden, en klassisk borgerlig mærkesag. Raceoptøjerne i storbyerne havde givet Nixon sine sejre 1968 og 1972, og den sociale kollaps i ghettoerne havde også spillet en vigtig rolle i Reagans sejr i 1980. Demokraterne kunne se, at det ikke var muligt at vinde valget uden også at omfavne den – af Tocqueville bemærkede – karakteristisk amerikanske nultolerance over forbryderisk adfærd. Med andre ord stred det imod amerikansk kultur ikke at insistere på borgerlig ordentlighed, og dermed var det også umuligt at vinde valg uden at påberåbe sig dette særlig amerikanske karaktertræk.

Således var det præsident Clinton, en Demokrat, der i 1994 iværksatte det mest omfattende tiltag mod kriminalitet i USA’s nyere historie, foruden en massiv velfærdsreform et par år senere.

Det er utænkeligt, at Obama ville gennemføre lignende stramninger i dag, for det ville for det første stride imod hans grundlæggende forståelse af de amerikanske institutioners fæle fortid og deres rolle i nutidens social ulighed, og for det andet ville det være et angreb på store dele af hans egen koalition. Begge tiltag gik i overvejende grad ud over sorte og latinoer, der er overrepræsenteret blandt overførselsmodtagere og kriminelle. Det er den samme koalition, som Hillary står til at arve, og hvis politik vil styre USA, såfremt hun vinder – Dette vil også præge hendes valg af højesteretsdommere.

Den ellers altid charmerende Bill Clinton måtte forleden forsvare sig over for sorte aktivister, der angreb hans tiltag som racistiske. Uagtet at sorte begår mere kriminalitet og derfor nødvendigvis også vil være overrepræsenteret, når man opretholder loven. Gamle Bill gjorde opmærksom på, at sorte amerikanerne er de første, der får gavn af, at loven opretholdes i ghettoområder.

Det er indlysende borgerlig fornuft, men det gjorde kun aktivisterne mere aggressive, for selve det, at loven håndhæves, er for dem udtryk for racisme, fordi kun en racistisk lov og racistiske institutioner ville føre til, at sorte er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Af samme grund har Obama udtrykt sympati med sorte voldsforbrydere i politidrabssager, inden beviserne overhovedet var lagt frem… Mens denne holdning førhen var forbeholdt en hård kerne af progressive, der efter store nederlag fra 1968 til 1988 måtte overlade førersædet til mere moderate, borgerlige, kræfter, er den i dag ganske udbredt blandt Demokraterne. Ikke fordi Demokraterne har skiftet mening, men fordi demokraterne har skiftet vælgere.

Havde USA i 2012 haft samme demografiske profil som i 1980, ville 2012 have været en jordskredssejr til Romney.

(Dagbladet Information, 4. juni 2016: Trumps partnere i mafiaen)

Republikanernes reaktion på denne udvikling har været deprimerende læsning. Partiet foreslog i ‘obduktionsrapporten’ efter valgnederlaget i 2012, at man målrettet skulle gå efter latinostemmer, og for alt i verden skulle man undgå at fornærme dem ved at forlange, at indvandringen fra Latinamerika fremover skulle begrænses. Mange på højrefløjen støttede denne anbefaling, der må opfatters som selvmorderisk – for beviserne for, at latinamerikanerne nogensinde ville stemme konservativt er, i bedste fald, ringe.

… Hvorfor denne passivitet fra republikansk side? Svaret er, at de republikanske ledere var købt og betalt af stærke erhvervsinteresser, der ikke køber fortællingen om, at amerikansk velstand skyldes den amerikanske kulturarv, men kun skyldes amerikanske institutioner, samt at de to var adskillige størrelser.

Når Trump til gengæld foreslog det eneste rimelige, nemlig at man opretholdt loven, blev han og hans tilhængere tilsvinet af selvsamme republikanere og konservative med samme skældsord, som venstrefløjens rødgardister ynder at bruge i deres egne skueprocesser: racist, chauvinist, fascist, voldsmand, hykler.

Trump er måske det borgerlige USA’s bedste håb, fordi han ikke lod sig kue, når bølgerne gik højest og medierne skreg efter blod. Debatten om indvandringen i USA var hermetisk lukket, inden Trump sparkede døren ind, og modsat andre republikanske kandidater, var Trump usårlig, da man forsøgte at ramme ham med udskamning.

Det er en sjælden behagelig oplevelse, når fjendens mest frygtede våben, social og økonomisk udstødelse, kun forstærker den, de anvendes mod. På få måneder har Trump gjort mere for borgerlige sager i den offentlige debat, end samtlige intellektuelle over flere årtier. Det er nu tydeligt for alle, at de mange politiske ukorrekte ytringer, Trump er kommet med, deles af mange gode borgere, og at vi ikke er alene i kampen mod de progressives anklager om orwellske tankeforbrydelser.”



21. april 2013

Boston Marathon-bombemændene var to tjetjenske brødre, der pludselig viede deres liv til Islam…

Boston Marathon er en stor offentlig begivenhed, og det siger sig, at mistænkte hurtigt kunne udpeges, og sjældent har ‘crowdsourcing‘ vist sig så effektiv som i dette eksempel. Saudier-historien holdt ikke vand, men da FBI offentliggjorde billeder af to mørke mænd med karakteristiske rygsække, var identiteten på 26-årige Tamerlan Tsarnaev og hans 19-årige lillebror Dzhokhar A. Tsarnaev allerede kendt. To tjetjenske indvandrere, der pludselig tog deres religion seriøst, og med fuld overlæg myrdede tilfældige amerikanere.

(Dzhokhar A. Tsarnaev & Tamerlan Tsarnaev, få minutter før terrorangrebet)

(Jihadisterne tæt ved 8-årige Martin Richard, der døde kort efter)

Hvor medierne gjorde sig mange spekulationer omkring motivet før gerningsmændene blev kendt, så var der næsten radio-tavshed efterfølgende. De var fra Tjetjenien, de var atleter, de var… rare og omgængelige.

“… så sent som i 2009 sagde den dygtige bokser, at han drømte om at repræsentere USA ved OL. Og Tamerlans syv år yngre bror Dzhokhar virkede om muligt endnu mere ’amerikaniseret’.

Han elsker hiphop, og bare timer før terrorangrebet, susede han af sted på sit skateboard. Dzhokhar var mønsterelev på et fint lokalt college. Og til fest elskede han at ryge ’en fed’… Men for små tre år siden skete der angiveligt noget. Storebroderen droppede sin amerikanske uddannelse. Han viede sit liv til islam… Og som så mange gange før fulgte lillebror Dzhokhar forsigtigt efter. (Ekstra Bladet, 21. april 2013)

(Dzhokhar A. Tsarnaev på Facebook, 2013)

Mediedækningen fulgte Islam-apologiens ABC. Før nogen vidste noget konkret: Det er nok højreekstremister…

(DR Online, 16. april 2013: Teori: Højrenationalister bag Boston-bomber)

“I DR2 Morgen fik Anja Bo lige vendt tanken om hele to ensomme ulve … og ikke længe efter kunne Mette Nøhr Claushøj så lægge alle brikkerne på plads med håbet om, at Tea Party-bevægelsen og Sarah Palin nu ville dæmpe deres retorik.” (‘Axel’, 16/4-13; DR2 Morgen)

Efter det kom frem at gerningsmændene var rettroende muslimer: Vi kender ikke motivet…

(18.30-TVavisen, 21. april 2013: Stor mystik omkring motiv)

Ida Aistrup, TVavisen: Ifølge onklen blev han gradvist mere radikal i sin muslimske tro.

Ruslan Tsarni, onkel: Han så ingen anden mening med livet end at følge Guds vej.

Ida Aistrup: – Men muslimerne i Boston så ingen tegn på at Dzhokhar og hans bror skulle have religiøse motiver for bombeattentatet.

Anwsar Kazmi, Boston Mosque: Vi kan kun beskrive ham som en sjælden gæst.

Ida Aistrup: – og de to brødre virkede da heller ikke til at være rabiate højreekstremister.

Austin Hightower, ven af Dzhokhar: Han kunne lide at ryge. Han kunne lide piger. Han drak ved fester. Han var ikke nogen enespænder. Han var helt klart social, så jeg fatter det ikke.

(DR Nyheder, 21. april 2013, Kl. 23.11: BOSTON – Endnu intet nyt om motiv

Fredag eftermiddag hørte jeg P3, og selvom der blev talt en del om terrorangrebet, så blev Islam ikke nævnt en eneste gang. Informations Martin Burcharth talte om alt andet end gerningsmænd og motiv, men nævnte dog kort i slutningen, at angrebet kunne risikere at ramme udlændinge fra lande som Pakistan. Sandheden med filter.

Oploadet Kl. 13:30 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


2. oktober 2008

Punditokraterne om mediernes dækning af den amerikanske præsidentvalgkamp

Når Punditokraterne gør i mediekritik, så er det altid interessant. Denne gang er det Christian Bjørnskov om dækningen af den amerikanske præsidentvalgkamp – Mere om de danske mediers bias (25/9-08).

“Sagen er, at en artikel i gårsdagens Politiken endnu en gang søger at diskreditere den ene af præsidentkandidaterne. Politiken skriver at ”En af USA’s største investeringsvirksomheder Freddie Mac har hver måned betalt 15.000 dollar til lederen af John McCains kampagne, Rick Davis.” Baggrunden er, at den amerikanske stat netop har overtaget de to store hypotekbanker (og altså kreditgivere til andenhåndsmarkeder), the Federal National Mortgage Association som populært kaldes Fannie Mae, og Federal Home Loan Mortgage Corporation, populært kaldet Freddie Mac.

Artiklen afsluttes med kommentaren at ”Afsløringen kommer på et tidspunkt, hvor McCain og hans demokratiske rival Barack Obama anklager hinanden for at pleje forbindelser til lobbyister og særinteressenter, der søger politiske fordele hos kampagnerne, som i højere og højere grad formes af den finansielle krise.” Information bragte samme historie på forsiden i morges, hvor den kaldes en ’korruptionsskandale’ (rettelig er den en lobbyisme-skandale, men k-ordet ligger som altid løst i journalisternes mund), og nævner eksplicit McCains kampagneleder. Læs selv mellem linjerne i begge aviser.

Politikens artikel tegner dermed et billede af den politiske situation i USA, som de fleste danske læsere vil nikke genkendende til fra tidligere reportager, men er det sådan den amerikanske virkelighed ser ud? Svaret er nej. Harvard-professoren Greg Mankiw dokumenterer dette ved at bringe en smule evidens ind i dén debat… På sin blog lister han de fire amerikanske politikere, der i perioden 1989-2008 har modtaget de største bidrag fra Fannie Mae og Freddie Mac. De er i rækkefølge:

  1. Dodd, Christopher J, D-CT, $133,900
  2. Kerry, John, D-MA, $111,000
  3. Obama, Barack, D-IL, $105,849
  4. Clinton, Hillary, D-NY, $75,550


Først på en sjetteplads finder man en republikaner, Robert F. Bennett fra Utah, der har modtaget $61,499. Listen over de 25 største modtagere tæller otte (8) republikanere og 17 demokrater, og omfatter blandt andet Nancy Pelosi, der pt. er Speaker i Repræsentanternes Hus. De 17 demokrater har i alt modtaget $971.028 mens de otte republikanere står for bidrag på $382.698.”

Kilder.

  • Udat. Politiken – John McCain – den republikanske fighter (ikke online).
  • Udat. Politiken – Portræt af Barack Obama – det nye USA på vej (ikke online).
  • 16/7-08 Open Secrets – Fannie Mae and Freddie Mac Invest in Democrats.
  • 10/9-08 Greg Mankiw – Show Me the Money.
  • 24/9-08 Politiken – McCain-hjælper blev betalt af Freddie Mac (ikke online).
  • 25/9-08 Information – Politikere under mistanke for korruption (af Martin Burcharth).
  • Se evt.

  • 9/9-08 Punditokraterne – Mr. Law: Hjælp til fortravlede journalister – nu med opdate (generelt).
  • 10/9-08 Punditokraterne – Mr. Law: Stougaard om Palin.
  • 12/9-08 Punditokraterne – Altmann: VRWC – den store højrefløjssammensværgelse (Palin-eks.).
  • 

    23. september 2008

    Ekstra Bladet: Racisme kan knuse Obama

    De fleste sorte amerikanere foretrak Barack Obama fremfor hvide alternativer, og stort set alle vil den 4. november stemme på Barack Obama, og det kunne danske aviser ikke drømme om at problematisere. Fra Ekstra Bladet – Racisme kan knuse Obama.

    “… en undersøgelse viser, at Obamas mørke hudfarve vil koste ham cirka seks procentpoint opbakning ved stemmeurnerne til november – nok til at vende en jordskredssejr til nederlag.

    Det kan være med til at forklare, hvorfor Obama – i et valgår, hvor alle ydre faktorer peger i retning af en demokratisk sejr – har svært ved at trække fra John McCain i meningsmålingerne…

    Den bekymrende undersøgelse viser, at fire ud af ti hvide amerikanere har svært ved at sige noget pænt om deres afroamerikanske landsmænd: ‘Dovne’, ‘voldelige’ og ‘pralende’, hører blandt de dominerende fordomme.

    De republikanske vælgere har flest fordomme, men også hos demokraterne er de fremtrædende. Hver fjerde hvide demokratiske vælger har ifølge undersøgelsen fordomme over for sorte…

    Paul Sniderman fra Stanford University står bag undersøgelsen og frygter, at racisme vil afgøre præsidentvalget.

  • Sep. 2008 Political Pulse – Poll: Racial views steer some white Dems away from Obama (EBs kilde).
  • Den oversete vinkel.

  • 15/7-08 Quinnipiac University Polling Institute – Women, Blacks Give Obama 9 – Point Lead Over McCain.. (“black voters back Sen. Obama 94 – 1 percent”).
  • Opdate 24/9-08. 24timer refererer historien under overskriften…men Obama har stigende problemer med sin baggrund.

    “Og netop hvide arbejderes modvilje mod at stemme på en sort kandidat er et spørgsmål, som bekymrer demokraterne. En undersøgelse fra Stanford University viser, at Obamas hudfarve har negativ betydning for 10 procent af de hvide vælgere, og at det kan koste helt op til seks procent af stemmerne.”

    Opdate 9/10-08. DR2 Udland havde Informations USA-korrespondent Martin Burcharth i studiet til en snak om præsidentvalgkampen og hans netop udgivne bog Kometen.

    Martin Breum, DR2: Men vi ved også, at der er rigtig mange hvide vælgere i de her svingstater… Er der nogen som helst udsigt til at de her mennesker vil stemme på en sort mand…? Jamen, er det ikke rigtigt, at der er rigtig mange undersøgelser nu som tyder på at fem-seks, otte-ti procent af vælgerne faktisk ikke vil stemme på en sort mand.

    Martin Burcharth, Information: – af de hvide vælgere. Der er lige kommet en undersøgelse ud fra Stanford University i San Francisco, som hævder at op imod seks procent af den hvide befolkning vil gå ind i de her stemmebokse, og så sige – nul, han er sort. Det kan vi ikke leve med…

    Opdate 16/10-08. Fra Deadline på DR2 17.00.

    Eva Jørgensen, Deadline: Den faktor, det må jeg også lige have med – det faktum at Obama er sort. Hvor tungt tror du det vejer når alle meningsmålinger har kørt og alt er sagt og så videre og så videre – hvor tungt vejer den så?

    Frank Esmann, USA-korrespondent: Det spiller en rolle. Vi kalder det elefanten – den usynlige elefant i det politiske rum. Vi kan ikke vide om de sidste otte procent der ikke har besluttet sig for hvem de vil stemme på, når de går ind i stemmeboksen. Min vurdering er, at der er nogen i det miljø – der siger i sidste ende, at ‘Nej, vi kan ikke stemme på en sort’.

    

    4. december 2006

    Jytte Klausen gav tolkninger under Muhammedsagen hendes egen forskning dementerer

    I de senere uger har der været fokus på forsker-politisering, men et navn er helt blevet forbigået. Jytte Klausen har forsket i europæisk integration i nogle år fra Brandeis University i USA, og blev en del af debatten under Muhammedsagen. Nogenlunde samtidig med Jyllandsposten trykte tegningerne udgav hun bogen The Challenge of Islam: Politics and Religion in Western, der på baggrund af interviews med 300 europæiske muslimer, i flere medier gjorde hende til ekspert i ‘Europa og islam’.

    Hvad var det så hun sagde dengang – tre eksempler.

    1) “Internationale aviser skriver bekymret om, hvor racistiske danskerne er blevet… Før i tiden blev jeg ofte bedt om at fortælle, hvordan danskerne reddede jøderne. Nu bliver jeg hele tiden bedt om at forklare, hvorfor ‘de gode danskere’ har forvandlet sig til hadefulde racister uden respekt for de menneskerettigheder, som de plejede at holde foredrag om for andre… Danskerne må minde sig selv og verden om, at de stadig er positivt engageret i pluralisme og tolerance over for individets rettigheder uanset tro, etnisk oprindelse og hudfarve. I det følgende foreslår jeg en tretrinsplan for, hvordan landet igen kan komme tilbage til en midterposition og generhverve sin internationale respekt.” (Politiken, 14/1-06 Lad en kommission rette op på Jyllands-Postens fadæse)

    2) Martin Burcharth: Var det en overraskelse for dig, at det netop skulle være i Danmark, at karikaturer af Muhammed blev offentliggjort af en avis? Danmark har jo et ry for frisind og tolerance.

    Det er, som om Danmark skaber sin egen virkelighed, isolerer sig fra omverdenen og tænker meget provinsielt… Der er opstået en mental mur ned gennem Danmark. Folk er blevet bange for muslimer. De forstår ikke muslimer. Det er de, de, de og de! Hvad er lighedspunkterne mellem Naser Khader og idioterne på Vestbredden? Muslimer skæres over én kam. Det forhold, at muslimer lever i Danmark, fordi de har valgt det, er ikke gået op for danskerne… [Muhammedsagen har baggrund i]… en generel vrede i de muslimske kredse opsparet over mange år over ikke at blive respekteret som andre i Danmark.” (Weekendavisen, 10/2-06 Den provinsielle boble)

    3) “Nej, det var slet ikke nogen overraskelse. Vi ved jo, at Danmark i de seneste år har udviklet sig til at være det mest fremmedfjendske land i Europa, side om side med Holland. Nu forstår hele verden, hvad der er sket i Danmark. I USA har Danmark et fantatisk godt ry. Det er nu blevet skyllet væk.” (Information, 13/2-06 Muhammed-tegninger I: ‘Danmarks gode ry er skyllet væk’)

    Problemstillinger kan skæres efter forgodtbefindende, og de fleste skulle jo mene hendes forskning så bekræftede at Danmark og danskerne var væsentligt værre end andre lande – ikke mindst Sverige, der på trods af et nogenlunde identisk udgangspunkt, har gjort lige præcis det Jytte Klausen mener Danmark skulle have gjort.

    Nuvel, læs blot hvad hun citeres for i Ugebrevet A4. Jeg måtte læse det et par gange – Dansk integration er en overset succes.

    “Danmark kan blive bedre til at integrere sine muslimske indvandrere og deres efterkommere. Men faktisk går det i forvejen slet ikke så dårligt. I hvert fald ikke, hvis vi tager udgangspunkt i indvandrernes oplevelse og sammenligner os med andre europæiske lande.

    Selv i forhold til vores naboland Sverige – der er kendt for høje idealer i sin integrationspolitik og en puritansk tone i en nærmest ikke eksisterende indvandrerdebat – er Danmark kendetegnet af en muslimsk indvandrergruppe, der oplever markant færre problemer på grund af deres baggrund, og hvor flere generelt er tilfredse med den måde, de behandles på.

    Forklaringen er, at mens bølgerne går højt i indvandrerdebatten, og udlandet skælder os ud for fremmedfjendskhed, så går vi faktisk og er nogle rigtig søde, flinke og åbne mennesker.

    Det er i hvert fald sådan vi opleves ifølge den dansk-amerikanske forsker Jytte Klausen, professor på Brandeis University i Boston og forfatter til bogen »The Islamic Challenge«, der bygger på en undersøgelse af holdninger blandt muslimske mindretal i Europa.

    »Taler man med muslimer i Sverige, er der stor anerkendelse af, at deres integration bliver fremmet politisk med uddannelse, muligheder og job. Men den almindelige svensker opleves meget indvandrerfjendtlig, mens danskere på det personlige plan opleves mere åbne og nemmere at komme i kontakt med.«

    Derfor lytter Jytte Klausen, der har boet de seneste 25 år i USA, også til tonen i den danske indvandrerdebat med lige dele mishag og undren. Hun giver Dansk Folkeparti hovedansvaret for tonen og betegner den som grim og fjendtlig. Den tegner billedet af et sammenstød mellem befolkningsgrupper, hvor man på den ene side har indvandrere, der hader danskere, og på den anden side danskere, der hader indvandrere.

    »Det er jo slet ikke tilfældet, og dermed giver man et forkert billede af, hvad problemerne er,« siger Jytte Klausen, der hver aften læser de store, danske aviser på nettet… Jeg ser flere succeser i Danmark, end danskerne gør…«”

    Politiserende forskere har den danske debat aldrig skortet på, men Jørgen Bæk Simonsen og Tim Jensen er trods alt for intelligente til at udstille egen politisering så tydeligt.

    At integrationen i Sverige går dårligere i Sverige end i Danmark har altid givet forklaringsproblemer på den yderste venstrefløj, og Jytte Klausen er ikke den første som udstiller sig selv i den henseende. I 1988 blev sociologen Carl-Ulrik Schierup professor med en disputats om Vlachernes integration i Danmark og Sverige. Det var Schierups bærende tanke at Danmark skulle gøre som Sverige, der i 1975 officielt blev et multikulturelt land med alt hvad det indebar af institutionel tolerance i forhold til indvandrernes kulturelle normer. Det argumenterer han for med baggrund i sin undersøgelse, men det holder hårdt – rigtig hårdt, og jeg trak ofte på smilebåndet under min gennemlæsning.

    Min kommentar til bogen kan læses her – en fuld citatliste her. Herunder blot en figur som fint opsummerer det hele. (s. 158)

    

    16. maj 2006

    Harper’s Magazine trykker Muhammed-tegningerne (Burcharth i Information)

    Når Jyllandsposten trykker nogle småkedelige tegninger af en fyr nogle mener er profet, så misbruger de ytringsfriheden. Det forholder sig naturligvis helt anderledes, når et venstreorienteret amerikansk magasin gør tilsvarende. Informations Martin Burcharth har til dagens avis interviewet tegneren Art Spiegelman der i seneste nummer af Harper’s giver sin egen fortolkning af Muhammed-tegningerne. Her her lidt artiklen Information vælger at kalde Et amerikansk vovestykke: Muhammed på tryk.

    “Spiegelman har lavet magasinets forsideillustration. På et tegnebord ser man påklistret et hvidt notesark, hvorpå tegneren har afbildet de historiske stereotype fremstillinger af etniske og religiøse skikkelser. Her og der prydes forsiden med røde blodklatter. Artiklen kaldes “Drawing Blood” (At tappe blod), som dels kan tolkes direkte dels indirekte som metafor for at ophidse gemytterne.

    Man ser negeren som blackface, den ‘griske’, jødiske financier, den gule kineser i orientalistisk stil, mexicaneren med pistol og tequila i hænderne, indianeren med en lille tomahawk, en pædofil, katolsk præst som en gris og en mafioso gangster med en dolk (sindbillede på en amerikaner?).

    I nederste venstre hjørne et velkendt tabu i amerikansk presse: En nøgen Marilyn Monroe-figur med to tykke streger over de intime legemsdele.
    Midt i denne gruppering fremtoner Rasmus Sand Høyers famøse tegning af Muhammed med en krumsabel i højre hånd – eller rettere en gengivelse i Spiegelmans egen streg.Men vent! Der mangler noget. I Sand Høyers oprindelige tegning er profetens øjne dækket af et sort bind, der er som skåret ud af den øjensprække, de to omgivende muslimske kvinder i sort slør kan se igennem. På Harper’s forside er det sorte bind væk. Man ser profetens øjne – og i dem et morderisk udtryk.Spiegelman synes at være gået et skridt videre i sin satire af profeten. Eller er han?“Nej, den figur afbilder ikke profeten. Den er ment som en skildring af den stereotype muslim,” forklarer Hodge.

    […]

    Men Spiegelman kan i essayet aldrig helt og fuldstændigt afgøre med sig selv, hvad han skal mene om Jyllands-Postens initiativ. Han ved udmærket, hvor avisen kommer fra. Den har ry for at være “indvandrerfjendsk”. Det var en “tilsnigelse”, ja “uvederhæftigt” at pakke sig ind i ytringsfrihedens kappe og invitere satiretegnere til at “kaste skidt i Muhammeds ansigt”.Han forstår, at tegningerne “polariserede” og fik “Vesten til at opfatte muslimer som de fremmede, der ikke kan assimileres.”

    På den anden side kan Spiegelman ikke andet end at erklære loyalitet og solidaritet med de 12 danske tegnere. De plumpede lige i og fortryder formentlig alle som én at have sagt ja. Herefter går amerikaneren over til at dekonstruere JP’s tegninger og give dem karakter på en skala, han kalder “fatwa-bombemåleren” (inspireret af stjerner til spillefilm og restauranter).
    vinderen er Erik Abild Sørensens relativt ukendte og næsten abstrakte tegning af fem ‘Pac-men’, som er ved at sluge David-stjernen og den islamiske halvmåne. De fem figurer er også blevet tolket som profiler af kvinder med muslimske tørklæder. Teksten lyder: “Profet! Med kuk og knald i låget, som holder kvinder under åget!”

    […]

    “Denne tegning har ingen forløsende træk. (…) Verset er udskældning af muslimer. (…) Der er absolut ingen begrundelse for at have trykt denne tegning. Den kvalificerer sig næsten til en fatwa (og jeg sværger, at denne min opfattelse tildels skyldes Sørensens inddragelse af jøde-stjernen i dette rod).”

    Når Jyllandsposten foranlediget af et konkret problem med selvcensur trykker en tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, så skaber de stereotyper i forhold til den enkelte muslim, og er dermed “indvandrerfjendsk”. Når Harper’s trykker en tegning som ligner til forveksling, så er det et “vovestykke” selvom formålet med tegnerens ord er et skildre “den stereotype muslim”. Jeg tror man skal være venstreorienteret for at få den ligning til at gå op.

    Læser man Martin Krasniks interview med Art Spiegelman fra forrige nummer af Weekendavisen, hvor beslutningen om at trykke tegningerne endnu ikke var truffet – virker det næsten som om det er en helt anden person. Her lidt fra Billedstorm.

    På den måde er balladen i sin base den samme som Rushdie-sagen. Forskellen er, at ingen havde læst De Sataniske Vers… Hvordan skiller man skidt og kanel i politisk satire?

    […]

    Han skælder ud over, at to store boghandler-kæder, Borders og Waldenbooks, i øjeblikket boykotter magasinet Free Inquirer, fordi det har genoptrykt et par af tegningerne.
    »Der er en meget mærkelig og interessant modsætning hér,« siger han og skodder cigaret nummer seks.

    »New York Times skrev en lang leder om, at man ikke behøvede at trykke de danske tegninger, fordi man bare kan beskrive dem. Hvorefter man undlod at beskrive dem. Det var hinsides arrogant. Ikke mindst fordi man i andre artikler om profet-sagen viste kristne symboler med elefantlort og den slags. Det handlede selvfølgelig om frygt, om at de var bange. Hvis New York Times eller The Nation eller alle de andre bare havde sagt: ’Vi er ved at skide i bukserne af skræk’, så havde jeg respekteret det. Jeg selv er i ekstrem grad en fysisk kujon, og New York har sine grunde til at frygte islamisk vrede. Men i stedet har alle herovre skrevet en masse vrøvl om tolerance og multikultur,« siger Spiegelman.

    […]

    Spiegelman blev ansat af redaktør Tina Brown[ venstreorienterede The New Yorker] i 1993… Men han forlod bladet efter en række uenigheder, særligt over en serie, hvor han behandler sin egen reaktion på 11. september: »In the Shadow of No Towers« – som i stedet blev trykt i europæiske aviser. I serien sætter han indirekte lighedstegn mellem det, hans forældre oplevede under holocaust og hans egne følelser efter 11. september, hvor hans datter var i skole fire blokke fra World Trade Center, og han løb den modsatte vej end alle andre – for at hente hende.”

    

    15. februar 2006

    Informations Martin Burcharth fanget i ny usandhed

    Fra Filtrat [via Tim Blair], historien om Informations USA-korrespondent Martin Burcharth der spreder usandheder i New York Times.

    “… For 20 years, Muslims in Denmark have been denied a permit to build mosques in Copenhagen. What’s more, there are no Muslim cemeteries in Denmark, which means that the bodies of Muslims who die here have to be flown back to their home countries for proper burial…”

    Information skrev igår følgende om sagen – Fra vor helt egen verden: Dansk journalist bag fejlagtige oplysninger i avis:

    En dansk journalist har i den amerikanske avis New York Times hævdet, at muslimer i Danmark i 20 år er blevet nægtet tilladelse til at bygge en moské. I sin kronik skriver Informations korrespondent, at afdøde danske muslimer må flyves tilbage til deres oprindelige hjemlande for at blive passende begravet.

    I København er en grund på Islands Brygge imidlertid reserveret til en moské i kommunens lokalplan. Og i Hvidovre har den traditionelle løgformede kuppel i årevis tårnet over Nusrat Djahan- Moskéen. Samtidig har der i mange år været gravpladser til muslimer flere steder i landet, blandt andet i København og i Esbjerg, hvor en række grave i weekenden blev udsat for hærværk. Den danske journalist fastholder alligevel, at oplysningerne i New York Times er korrekte.

    “Man har ikke fået byggetilladelse til en moské i København, og det har man prøvet i 20 år. Det står jeg fast ved. Der er ikke nogen moské med minaret i København,” siger han om fraværet af en regulær moské.

    “Hvad omstændighederne er, det er lige meget. Det, der er vigtigt, er, at de ikke har nogen. Det er muligt, at jeg skulle have brugt et andet ord end ‘nægtet’ (om tilladelse til at bygge en moské, red.), men det ændrer ikke noget ved det faktum, at de ikke har en moské i København,” siger han.

    Han afviser samtidig, at det er forkert at skrive, at muslimer må flyves ud af landet for at blive begravet.”Min kommentar er, at der ikke findes nogen muslimsk kirkegård i Danmark. Der findes muslimske begravelsespladser – det er en anden ting,” siger han.
    Skribenten er korrespondent for dagbladet Information, en oplysning, der indgår i kronikken. Og i avishuset i det indre København fastslår medredaktør Bent Winther, at den danske journalist i USA må korrigere informationerne, hvis de er i strid med sandheden. “Hvis der er fejl, så må han se at få dem rettet,” forklarer Bent Winther.

    “Han har fuld ytringsfrihed ligesom alle andre. Hvad han skriver andre steder, er Information ikke ansvarlige for. Hvis han vil skrive en kronik til New York Times, så er det i hans gode ret. Jeg vil ikke forholde mig til indholdet af den. Det står for hans egen regning. Men generelt vil jeg sige, at selvfølgelig skal man skrive det, der er rigtigt,” understreger den danske avisredaktør.”

    Fint at Information konfronterer en af flere loonier i egne rækker, men en fyreseddel ville være bedre. En journalist der rutinemæssigt kalder Bush racist og Dansk Folkeparti for kvasi-fascistisk burde vel agitere med udgangspunkt i et parti og ikke en avis. Eksisterer DKP stadig…

    PS: Minutbloggen har mere vanvid fra Burcharth – denne gang fra International Herald Tribune.

    Oploadet Kl. 19:38 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper