14. august 2020

Fra BZ-bevægelsen til mediebranchen: “Ingen i medieverdenen vil have det sande billede af BZ frem.”

Så fik jeg genhørt Peter Øvig Knudsens BZ (2016), og hvis man har lidt historisk interesse i det vestreradikale miljø, så giver det en ganske fin indføring. 19 timer eller 624 sider! Jeg kunne med udgangspunkt i bogen skrive adskillige blogposter om BZ’ere, der gjorde karriere i mediebranchen, og kun tiden afholder mig fra det.

En af kilderne er eksempelvis Mette Sejsbo, der efter tyve år i Danmarks Radio, nu er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Da AFA-grundlæggeren Martin ‘Kat’ Lindblom døde tilbage i 2009, var der rosende nekrologer fra BZ-vennerne René Karpantchof og Jesper Dahl Caruso. Den første er eekspert i højreekstremisme, og sidstnævnte var på daværende tidspunkt journalist på Berlingske. Senere kom han til TV2 Nyhederne.

Den tætte forbindelse mellem datidens revolutionære gadekrigere, og nutidens mediebranche voldte Øvig Knudsen store problemer. Selvom han som ung var tilknyttet Kommunistisk Arbejderparti, og stadig er solidt placeret på venstrefløjen, så frygtede eks-BZ’erne, at historien blev beskrevet lidt for dokumentarisk. Den del er værd at hæfte sig ved. Her en række citater, som på forskellige måder beskriver forbindelsen.

Politiets afmagt, sympati i politiske kredse

“Man kunne jo bygge et helt stenbrud af de sten, de smed efter os i Viborggade… Men vi ved, at hvis vi smider dem ud, rykker de bare ind igen og barrikaderer sig. Hverken regering eller kommune virkede opsat på at løse problemet, og de venstreorienterede byplanborgmestre – Villo Sigurdsson og Gunna Starck fra VS -gjorde, hvad de kunne for at støtte BZ’erne.’

Men blev man som politimand ikke voldsomt frustreret, spørger jeg.

‘Jo, selvfølgelig. Det var helt gak i låget. Men vores erfaringer med at rydde huse -og jeg tror, jeg har været med til at rydde over hundrede – viste, at vi både fik vældig ballade med BZ’erne undervejs og bagefter vældig ballade i pressen over måden, vi gjorde det på. På et tidspunkt havde vi besluttet og meddelt, at vi ikke ville rydde flere huse uden den nødvendige opbakning. Vi ville ikke risikere kollegernes liv og lemmer for bagefter at se BZ’erne gå bag om huset og ind igen.

Vi lod stå til og nøjedes med at notere, når vi opdagede, at de lavede noget kriminelt, for eksempel alle deres tyverier. Det samme ville selvfølgelig aldrig være sket, hvis det var rockere, der agerede på tilsvarende måde. Men BZ’erne havde stadig udbredt sympati i politiske kredse. Vi måtte bare leve med det.

Martin ‘Tjek’ Sundbøll om journalisters advarsler

“‘Jeg har besluttet mig,’ siger Martin Tjek, da jeg ringer til ham. „Det bliver et ja. … Martin fortæller, at både hans familie og hans nærmeste venner har været imod, at han skulle sige ja til at deltage. Også journalister, han kender ‘på relativt høje poster’, har advaret ham. Men han har besluttet sig, selv om det sikkert vil give ham ‘en farlig ballade’ med de andre BZ’ere. “

BZ-filmen som DR ikke turde vise, mistede filmstøtte

“Filminstruktøren David Fox, der har lavet BZ-filmen En drøm i tusinde stykker, fortæller i telefonen, at hans film på forhånd gav anledning til så meget ballade, at DR aldrig har sendt filmen. Fox har åbenlyst haft nogle ubehagelige oplevelser og er ikke meget for at tale om sagen. Men jeg får ham overtalt til at drikke kaffe den følgende mandag. David Fox husker, at han i sin tid også havde et møde med BZ’ernes gamle ærkefjende, Egon Weidekamp. Han havde grinet ad Fox’ projekt: ‘Du kommer aldrig til at fortælle den historie. Ingen i medieverdenen vil have det sande billede af BZ frem.’ Dengang havde Fox bare smilet ad udsagnet.”

—–

“‘Mit udgangspunkt for at lave en film om BZ,” fortæller David Fox, ‘var at undersøge, hvor de stod femten år efter deres oprør i Ryesgade : Hvad tænkte de nu? Var de stadig revolutionære, var de endt med villa, vovse og Volvo eller et sted derimellem?

… Jeg ville gerne fortælle en ny historie om BZ, som handlede om en bevægelse, der startede med at være åben for alle, men endte med udskillelse, maskering og vold. Den oprindelige drøm om et ungdomshus for alle unge med dans, musik, knallertværksted og teater blev i stedet til et mørkt ungdomshus for de få. Mit spørgsmål var, hvordan det endte sådan. Muligvis kom jeg med min film til at overtræde en uskreven regel, jeg ikke kendte til, om at man ikke må kritisere BZ i dansk film og tv. Men jeg lavede filmen, fordi jeg var nysgerrig, og fordi det handlede om min egen generation. Politisk er jeg nok til venstre, men først og fremmest er jeg humanist med tro på diversitet og åbenhed. Jeg undrer mig virkelig over, at filmen aldrig er blevet sendt, for den var allerede godkendt af DR -og havde jo også kostet en del penge.'”

—–

“David Fox’ film om BZ havde i første omgang fået bevilget en udviklingsstøtte fra Filminstituttet på 15.000 kr., men efter at en ny filmkonsulent, Jakob Høgel, var tiltrådt på instituttet, fik Fox i november 1999 afslag på produktionsstøtte. … Den 15. november, tre dage før han skrev afslaget til Fox, havde Jakob Høgel fra Helle Hansen modtaget en ansøgning om manuskriptstøtte til filmen ‘Historien om BZ’. … To måneder senere sagde Jakob Høgel ja til ansøgningen og bevilgede Helle Hansen 30.000 kr. i research- og manuskriptstøtte. … I de følgende år opnåede Helle Hansen en samlet støtte fra Filminstituttet på over 1,3 millioner kroner. I begrundelserne for at bevilge støtte gentages det igen og igen, at Helle Hansen har en ‘unik adgang’ til historien i kraft af, at hun selv har været en del af miljøet.

Filmen fik både lancerings støtte og støtte til en danmarksturne ‘BZ på tur’ i 2006, ligesom der blev bevilget penge til at udarbejde undervisningsmateriale til skolerne.”

Birgitte Feiring om den abstrakte forpligtelse på sandhed

“Birgitte Feiring forudser, at jeg vil skrive om de psykologiske processer frem for de samfundsmæssige forhold, og at jeg vil fokusere på BZ’ernes voldsudøvelse frem for samfundets.

‘Jeg er skræmt af den magt, du besidder, og skræmt af, hvad din fremtidige bog vil betyde for mine gamle venner og mig og for forståelsen af vores historie. … Hvilke konklusioner med hensyn til metode og form drager du selv efter Nakkeskuddet? Hvor ærlig er du over for os? Du har givet dit BZ-projekt den naive arbejdstitel ‘En kærlighedshistorie’ – men jeg har svært ved at se den naivitet i dit øvrige arbejde eller i Nakkeskuddet. Skylder du os ikke en mere dybtgående redegørelse for dine intentioner, fascination og vinkling, inden vi betror dig vores erindringer?

En klog dame skrev engang, at hver gang hun stødte på noget, hun ikke forstod, var hun særligt påpasselig for ikke at komme til at ødelægge det. Forstår du og har du respekt for den kakofoni, som BZ var? Og er i sin reaktion på dit projekt? Hvorfor har du kun hårdkogte journalistdrenge og ingen bløde piger i din backinggruppe?

… ‘I din fortolkning af den journalistiske nødvendighed helliger den abstrakte forpligtelse på sandheden midlet (der er i hvert fald ikke en eneste episode i Nakkeskuddet, hvor du synes at mene, du er gået over stregen). Men målet helliger ikke konsekvensen, og derfor fravælger du også selv at skrive om pusherne af hensyn til din familie. Hvorfor har du så så lille forståelse for, at andre ikke mener, at dit mål helliggør konsekvenserne for dem?'”



25. november 2009

Martin Lindblom, René Karpantschof og Berlingskes Jesper Dahl Caruso; Ryesgade 58 (1985)

Mandag kunne Berlingske Tidende fortælle, at den store ‘ildsjæl’ Martin Lindblom var død af kræft. Nekrologen, der betegnede Uriasposten og Netavisen 180 grader som ‘højreradikale’, var skrevet af journalist Jesper Dahl Caruso.

Her lidt fra en boganmeldelse af De Autonome, han skrev i Politiken, 19. maj 1994 – Autonom bog blottet for humor (ikke online).

“Debatten om denne gruppe af unge, primært københavnere, på den yderste venstrefløj, har været kedeligt unuanceret i medierne… Jeg kan huske da jeg selv boede besat i Ryesgade 58 tilbage i 1985-86.

Vi behandlede pressen som svin. Kastede maling og tomater i hovedet på de journalister, der af egen fri vilje opsøgte os i de besatte huse… Alligevel skrev aviserne forbløffende lidt negativt om bz-bevægelsen og vores håbløse kamp mod ’systemet…

Hvor er alle eksemplerne, hvor vi tilkaldte politiet til opdigtede husspetakler i Ryesgade, så vi kunne angribe betjentene med sten fra vinduerne i det besatte hus?”

Jespser Dahl Caruso er gift med DR’s Mette Vibe Utzon, og har næppe større tilknytning til det venstreradikale miljø mere.

  • 24/11-09 Uriasposten – Martin Lindblom… “hans højreradikale modstandere hos Uriasposten…”.
  • 

    24. november 2009

    Martin Lindblom – vellidt, dog ikke hos “hans højreradikale modstandere hos Uriasposten…”

    Den yderste venstrefløj led igår et stort tab, da AFA-grundlæggeren, den 43-årige Modkraft-redaktør Martin Lindblom døde af kræft. Det er nemt at forstå den yderste venstrefløjs sorg, men man må spørge sig selv, hvad der får Berlingske Tidende til at tegne et skønmaleri af afdøde – Venstrefløjsredaktør er død.

    Martin Lindblom levede 43 år med et smil på læberne. Han havde venner – masser af dem – og han havde fjender – en hel del. For han levede og åndede kompromisløst for sine venstreradikale projekter, som gennem årene spandt fra BZ-bevægelsens magasiner over Ugeavisen Socialisten i sidste halvdel af 1990erne. I 2000 var han initiativtager til mediebureauet Monsun, hvor den venstreradikale hjemmeside modkraft.dk udsprang fra…

    Martin Lindblom var selvlært i den journalistiske verden og skabte opsigt omkring sine artikler og ideer. Således var han i sine sidste ti år som aktiv journalist selve inkarnationen af venstrefløjens råddenskab og forløjethed, hvis man skal støtte sig til hans højreradikale modstandere hos uriasposten.dk og 180grader.dk. Men i miljøet til venstre for midten i dansk politik var han vellidt – selv blandt sine politiske modstandere.”

    Skillelinen går ikke mellem venstreradikale og højreradikale, men mellem demokrati og kommunisme og retsstat vs rødfascisme. Her var Martin Lindblom gennem et helt liv et godt stykke på den forkerte side af stregen. Berlingskes nekrolog er i øvrigt skrevet af Jesper Dahl Caruso, der har tilmeldt sig mindesiden for Lindblom på facebook: “23. november mistede vi vores ven og kammerat Martin Lindblom… Vi savner dig Martin!”.

    Samtlige nekrologer jeg har læst, inklusiv Ritzaus, er afkortede referater af Modkrafts egen – Modkraftredaktør er død skrevet af Rune Eltard-Sørensen – manden der kastede maling på udenrigsministeren i 2003. Modkraft har også mindeord til afdøde fra den ideologiske kampfælle og ven, sociolog René Karpantschof – Mere end én dag.

    “Mange elskende har det, de kalder »vores sang«. En sang, der minder dem om den første gang, de mødtes, om en fælles oplevelse, der bragte dem nærmere hinanden, om en intens og euforisk tid, hvor man delte noget særligt og hævede livet til noget større. Venner kan også have en »vores sang«. Og Martins og min var David Bowies Heroes. En sommeraften i 1985 sad jeg med Martin i vores besatte hus i Ryesgade 58 og spillede Bowie for fuld udblæsning. Politiet havde igen skudt med skarpt ved huset, og denne gang havde det været tæt på…

    Tyve år efter, hvis vi var til en fest og sangen kom på, vendte vi automatisk blikket mod hinanden, smilede og huskede den dag og hele den tid… Ja, vi var nogle skide idealister og romantikere, og Martin bidrog til romantikken med sin højtlæsning for os, der boede i kollektiv med ham på 5. sal i Ryesgadehuset…

    Da jeg i 1983 kom vadede ind i Ryesgade i mine jyske træsko, var min første tanke, da jeg så Martin: Bare jeg var som ham. Han havde indrettet sit værelse med Corto Maltese tegneserier og anden udsøgt stil, var en helvedes flot fyr og lød navnet, Martin Kat. Det sidstnævnte med al mulig grund. Martin havde et smukt katteagtigt ansigt, en elegant fremtoning og kattedyrets karakteristiske stolthed og snært af aristokrat. Aristokrater opleves ofte som nedladende overfor andre, og sådan var der også nogle, der oplevede Martin. Specielt i den tid, hvor Martin var engageret i Antifascistisk Aktion, AFA…

    Nok forandrede han sig, men heldigvis ikke på alle måder. Der var en klar tråd i hans meningsfulde liv. En tråd der blev ved at handle om social retfærdighed, om at alle mennesker har ret til at flyve højt, flot og frit – og hvor Martins tid som modkraftredaktør virkeligt viste os andre nye veje og handlemuligheder. En tråd der tillige bandt gamle BZ’ere som mig og helt nye mennesker sammen omkring Martin og hans virke. Vi har været heldige, at Martin var der… Martin Kat. Æret være hans minde.”

    De militante ‘antifascister’ på Projektantifa.dk bøjer sig ligeledes i støvet – Martin Lindblom er død.

    “Det er med stor sorg, at vi har modtaget meddelelsen om, at Martin Lindblom i morges tabte kampen mod kræften. En af de mest fremtrædende personer i den antifascistiske bevægelse har forladt os… I marts ’92 sprang der en bombe i Søllerødgade, der dræbte en antiracist… Samme aften var der en manifestation udenfor lokalerne hvor bomben var sprunget. Her besluttede Martin, sammen med en kammerat, at det var på tide at organisere det antifascistiske arbejde – og det blev der så gjort. Kimen til Antifascistisk Aktion i Danmark var lagt.

    Op igennem halvfemserne spillede Martin en helt central rolle i AFA, og da han senere forlod AFA, helligede han sig sit nye livsprojekt – Modkraft.dk…

    Helt op til sin død var Martin en nær ven og samarbejdspartner for os i Antifascistisk Aktion. Han stillede altid op. Uanset om vi havde brug for råd, for at diskutere nye ideer eller blot godt selskab, så har Martin været et fristed for os, og mange af de projekter vi i den seneste tid har lanceret, er blandt andet blevet til efter diskussion med ham.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper