4. januar 2019

DR-koryfæ undsiger sang: Nazisterne var ‘vilde med den blond pige som et symbol på den ariske race’

Forfatteren Egon Clausen er blevet 78 år, men han var i 35 år tilknyttet Danmarks Radio, og vi er nogle der husker hans karikerede form for journalistik på P1. I sine yngre år var han redaktør for den halv-kommunistiske forening ‘Unge Pædagoger’, der ville have et opgør med nationalstaten, og naturligvis har han også undervist på RUC.

Med hans fortid in mente, giver det god mening, at han vil droppe historiske sange der samler danskerne. Læserbrev af Egon Clausen i Kristeligt Dagblad – Forfatter: Drop nu ‘Den danske sang’, som for længst burde have været på skrotkammeret.

“Når ophidselsen over episoden med den danske sang som en ung, blond pige har lagt sig, må det være på sin plads at kigge nærmere på selve teksten og dens definition af det at være dansk. Den har nemlig nogle særdeles problematiske sider. … sangteksten er et patetisk opbud af klichéer og beskrivelser af en danskhed, som vi for længst burde have henvist til skrotkammeret.

Billedet af den blonde pige som noget specielt nordisk var muligvis meget uskyldigt i 1924, da sangen blev skrevet, men siden er dette billede blevet besudlet på det forfærdeligste af nazisterne. De var helt vilde med den blonde pige som et symbol på den ariske race. De var også begejstrede for ‘hedenold’, det vil sige den hedenske oldtid, før kristendommen vandt indpas i Norden.”

(Michael Ancher, Pigen med solsikkerne, 1889; Foto: Wiki, udsnit)

Oploadet Kl. 23:11 af Kim Møller — Direkte link48 kommentarer


29. april 2009

Egon Clausen om Osama bin Ladens danske støttere, de højrenationale

D2R – den anden radio har ingen public service-forpligtelser, og her kan pensionerede DR-journalister rigtigt folde sig ud. Set på Snaphanen.

Egon Clausen: Har Osama bin Laden støttere i Danmark. Findes der virkelig nogle danskere som går hans ærinde. Noget kunne tyde på det…. jeg tænker på mennesker som aktivt bidrager til at nedbryde nogle af samfundets bærende værdier. Det er er heller ikke terrorister i traditionel forstand jeg tænker på, dem tager Politiets Efterretningstjeneste sig forhåbentligt af. Derimod så findes der nogle der er i fuld færd med at ødelægge vitale dele af de bærende værdier i det danske samfund, og som derfor synes at trække på samme hammel som Osama bin Laden og hans kumpaner. De bærer ingen turban, de har ingen planer om at kaste med bomber, nogle af dem sidder sågar på magtfulde poster i dagens Danmark, og opfatter sig som fjender af Osama bin Laden. Men så enkelte er det bare ikke…

Vi har således de nedbrydende politikere i vores egen midte, og det er skræmmende. Perspektivet er et land der ikke kan acceptere menneskerettighederne, som vil lukke munden på kritiske borgere, og som mere og mere kommer til at ligne de ufri despotier, som landet officielt bekæmper.

Apropos. Jeppe Kofod-opdatering på Facebook (28/4-09).

“DF’s angreb på konsulent i udenrigsministeriet Fathi El-Abed (der også er medlem af SF), og gør et fremragende arbejde for at fremme Danmarks standing i verden, er så vil usmagelig, udansk og fascistisk. DF står for Berufsverbot i Danmark… nu må de stikke piben ind!”

Opdate.

  • 29/4-09 Spydpigen – Egon Clausen, hvilken kulturpersonlighed! (inkl. EC-tegninger anno 1974).
  • 

    7. januar 2008

    Multikulturen tilbagedateres (Egon Clausen & Jørgen Bæk Simonsen)

    Knivskarpt læserbrev af Søren Espersen i dagens Jyllandsposten.

    Egon Clausens naive myter
    Myterne I udlændingedebatten er sejlivede. En af de mest seje er, at Danmark altid har været et indvandrerland. En myte, som Egon Clausen bliver ved med at gentage (JP 30/12 2007), hvor han for 119. gang fortæller om roepolakker, jøder, hollændere, kartoffeltyskere og huguenotter.

    Ja, sangen er velkendt. Den er i 25 år som fast rutine blevet sunget af godhedsindustrien og indvandringsmafiaen hver gang, der sattes spørgsmålstegn ved det fornuftige i at lade Danmark løbe over ende.

    Jo, vel er der gennem tiderne kommet fremmede mennesker til Danmark; men det er sket i et så begrænset antal, at de har kunnet opsluges på fornuftig og rimelig måde i den danske kultur og i det danske samfund generelt…

    Men lad os se på tallene for Danmarks indvandring op til 1983, hvor den nye udlændingelov vendte op og ned på alting og åbnede dørene for masseindvandring.

    Jøderne: I løbet af 373 år med jødisk indvandring indvandrede cirka 7.000 jøder i Danmark – svarende til en årlig indvandring på 19 personer.

    Polakkerne: I perioden fra 1893 til 1930 – altså over 37 år – rejste 91.133 polakker ind i Danmark. Heraf var 95 procent sæsonarbejdere og forsvandt igen efter endt arbejde. Eksempelvis blev indrejste i året 1914 14.452, men kun 1.442 blev vinteren over. Facit er, at på 102 år indvandrede cirka 5.000 polakker i Danmark – svarende til en årlig indvandring på 49 personer.

    Hollændere: I alt indvandrede cirka 800 hollændere til Danmark. De kom for 400 år siden – svarende til en årlig indvandring på 1,5 personer.

    Huguenotter: Et andet navn for reformerte franskmænd. 500 af dem endte for 435 år siden i Danmark – svarende til en årlig indvandring på 1,1 personer.

    Tatere og sigøjnere: De første kom til Danmark omkring år 1500. Talmæssigt er det umuligt at sige, om 100 eller måske 500 i løbet af disse 495 år fik endeligt ophold i Danmark.

    På den baggrund er det ikke underligt, at historikeren Georg Nellemann i 1965 i sin afhandling for Nationalmuseet “Polske landarbejdere i Danmark og deres efterkommere” i forordet noterede:

    »Danmark har ikke haft mange minoriteter eller indvandrere, følgelig har vi heller ingen tradition herhjemme for forskning i sådanne befolkningsgrupper.«

    Et bemærkelsesværdigt udsagn fra en anerkendt historiker, set i lyset af de seneste 25 års myter om, at Danmark altid har været et indvandrerland.

    Jørgen Bæk Simonsen gør helt det samme. Beskrevet i Vejen til Damaskus, s. 75. Mere info her.

    “Udgivelserne fra 2001 og 2004 vægter perspektiveringen højt, og Simonsen nøjes ikke med at konstatere, at islam har ændret sig over tid, men argumenterer også for, at det vil ske fremover i en dansk kontekst. I denne forbindelse forekommer der markante brud med hidtidige fremstillinger. Pludselig har islam altid været en del af Danmark, og ’multikulturen’ tilbagedateres så at sige: I 1990 mente han, at »Islam … før 1968 [var] et næsten ukendt fænomen i Danmark.« (1990a:22) Fjorten år senere forfægtede han et ganske andet synspunkt: »Med korstogene blev islam og muslimer derfor en del af offentligheden også i Danmark. At præsentere islam og muslimer som noget nyt i en dansk sammenhæng i dag er derfor historisk ukorrekt og påviseligt forkert.« (2004:54; se også 2004:9f, 184f)”

    

    8. december 2007

    Leif Davidsen om de frelste (Egon Clausen, Klaus Rifbjerg)

    Fra torsdagens Information. Den altid glimrende Leif Davidsen om frelste kunstnere som nægter at tage ansvar – At gå i rette med verden.

    “Af og til dukker et billede eller et udsagn op, som man har svært ved at slippe af med igen. De kan klistre sig irrationelt til hjernen som en af de her klæbrige tingester, som man fangede fluer med i min barndoms kostalde.

    I den seneste tid har jeg været plaget af både et billede og et udsagn. Sætningen, jeg har tænkt på, faldt på det første uformelle møde mellem bestyrelsen for Danske skønlitterære Forfattere – det er den, jeg er medlem af – og Dansk Forfatterforening, som DsF brød ud fra under dramatiske omstændigheder i 1991.

    Vi skulle præsentere os, og en gammel kollega, Egon Clausen fra DR, sagde, at han var formand for den faglitterære gruppe under Dansk Forfatterforbund, og at han stadig brugte sin tid på “at gå i rette med verden, og at verden stadig ikke hørte efter, hvad han sagde”.

    […]

    Så er der billedet! Det er Klaus Rifbjerg, der i Information forleden sad med ryggen til beskueren og kiggede ud over et fredeligt dansk hav. Han sad der, fordi han i årtier har skrevet essays om politiske emner og blandet sig i stort og småt fra sit trygge danske udsigtstårn.

    Rifbjerg, synes jeg, er en af Danmarks største forfattere, og som ung betød hans bøger utroligt meget for mig, men jeg har altid syntes, der var noget ansvarsfrit over hans polemiske indslag i debatten.

    Rifbjerg har aldrig ladet sig påvirke af fakta, når han gennem årene er gået i rette med Danmark og verden i utallige aviskommentarer. Pacifisme var ubetinget godt, krig noget lort, og alle, der mente det modsatte, var nogle vandhoveder fra Møn eller andre steder…

    Historiske eller politiske kendsgerninger ændrede ikke på forfatterens meninger. Det minder om de politikere i SF, der lige i øjeblikket opportunt fører sig frem med, at vi bør forlade Hellmann-provinsen efter de to danske soldaters død og efterlade afghanerne til deres egen skæbne. Der skal findes en ‘politisk’ løsning, som om Taleban er villig til at forhandle om noget som helst…

    Hvorfor gik venstrefløjen forrest, da det i 30’erne med våben i hånd gjaldt om at bekæmpe fascismen i Spanien, mens man ikke vil bruge våben til at bekæmpe Taleban, der er mindst lige så fascistisk som Francos oprørstropper? Og som lod al-Qaeda bruge sit territorium som træningslejre for terrorister.

    Men det er omkostningsfrit at være pacifist i dagens Danmark, fordi man ikke behøver at forholde sig til det faktum, at uden militær er der ingen genopbygning. At uden døden kan livet ikke senere leves under mere normale forhold.

    Må jeg anbefale Drageløberen som godnatlæsning eller Weekendavisen i fredags, hvor en kvindelig dansk officer fortæller i sin dagbog om de små skridts vej for kvinderne i et land, hvor de danske soldater gør en afgørende forskel. Det er godt, at et solidt flertal i Folketinget mener det samme.

    Så jeg endte med at slippe for at spekulere mere over udsagnet og billedet i denne omgang, fordi det er godt, at Egon Clausen og andre bliver ved med at gå i rette med verden, selv om den sjældent hører efter. Selv om det ofte er sværere at forstå, hvorfor verden hænger sammen, som den gør, end at påstå at man har nøglen til dens frelse. Det vigtigste er i virkeligheden konstant at gå i rette mig sig selv, så man ikke sander til, men det er måske også det sværeste? “

    Oploadet Kl. 15:44 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    

    3. december 2006

    Egon Clausen: Dannebrog, et symbol for den hjerteløse kyniske fremmedfjendske danskhed

    Måske er det fordi multikultur som ide er svær at sælge, at en mand som Egon Clausen angriber nationalstatens symboler. Han elsker næppe konkurrende religioner, men såvidt jeg kan vurdere, hader han kun Kristendommen. Fra dagens Jyllandsposten – Dannebrog på juletræet?

    “Det er snart jul. Alle skal have et juletræ og det skal pyntes med kræmmerhuse, flettede hjerter, nissemænd, engle, elektriske lyskæder og en stjerne foroven, men hvad med Dannebrog? Kan man tillade sig at hænge dette symbol på danskhed på juletræet?

    […]

    … i de senere år er flaget desværre blevet politiseret, og fra at være et samlende symbol er Dannebrog ved at blive et splittelsens tegn, og det danske folk er ramt i hjertekulen af en hjerteløs nationalistisk kynisme af samme slags, som den man finder i julens fortælling om kong Herodes, der lod alle drengebørn i Betlehem og omegn massakrere.

    […]

    Andre vil mene, at Dannebrog stadigvæk er vores flag. Derfor hejser de trodsigt flaget på flagstangen, derfor vifter de med det til familiens højtider, og derfor hænger det fortsat på juletræet. De gør det som en slags modstandskamp.

    Med deres brug af flaget siger de: I skal ikke få lov til at tage det fra os. For dem er Dannebrog ikke ensbetydende med fremmedfjendskhed, men er symbolet for folkeligt opgør med arrogant enevælde og for indførelse af det parlamentariske demokrati, og hvad den kristne side af sagen angår, kan det det hvide kors i flaget også stå for budene om næstekærlighed og om at den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke.

    Men nu har Dansk Folkeparti taget flaget til sig, og hvad enten man er enig med partiets politik eller ej, er det en skade for flaget som samlende symbol for alle danskere.

    Bindingen til et bestemt politisk parti indsnævrer nemlig flagets symbolske betydning. Så er det ikke længere et symbol for alt folket, men for en minoritet, der forsøger at slå mønt af det til egen fordel, men sandheden er jo, at den der stemmer på Dansk Folkeparti, hverken er mere eller mindre dansk end den, der stemmer på Enhedslisten.

    Hvad enten man mener det ene eller det andet, er den triste situationen den, at Dannebrog er blevet politiseret. Uskylden er væk. Ingen kan hejse det i haven, sætte det i fødselsdagslagkagen eller hænge det på juletræet uden at tage stilling til hvilken symbolsk betydning, det skal have. Selv ikke den mest hvidhårede, forklædebærende og brunkageduftende bedstemor kan undslå sig. Det er den uafvaskelige plet nationalisterne har sat på det. Det er vores fælles ulykke.”

    

    10. oktober 2005

    Egon Clausen – “en sand mester i at skabe og vedligeholde fjendebilleder”

    Fra lørdagens Jyllandsposten – hårde ord i retning af Egon Clausen fra sygeplejerske Lis Bunch. Her lidt fra En kulturradikal bøhmand:

    “Tilsyneladende har EC intet problem med at udpege de kulturkonservative og de nationale og ej heller med at skyde dem væmmelige hensigter i skoene; EC er nemlig selv en sand mester i at skabe og vedligeholde fjendebilleder, hvilket man kan forvisse sig om, ved at lytte til hans udsendelse “Læst og påtalt.”

    Jeg tror faktisk, at han i omtalen af enhver bog, om den så omhandlede noget så uskyldigt som stramaj, ville kunne få broderet en anke ind enten om den siddende regering, George W. Bush eller om Dansk Folkeparti.

    Eksempler er der nok af.

  • 4/10-05 – Danskhed og Jøder i Danmark (Torben Fledelius og Malene Grøndahl)
  • 13/9-05 – Folkeskolen og respekten (Marie Dam Mortensøn og Pernille Skovgaard Pedersen)
  • 6/9-05 – Protestantisk fundamentalisme i USA (Svend Lindhardt)
  • Oploadet Kl. 18:34 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    19. september 2005

    Karen Jespersen om sine erfaringer med P1

    Karen Jespersen redegjorde i lørdagens Berlingske Tidende for sit syn på P1 og den famøse ‘anmeldelse’ af hendes selvbiografi. Her lidt fra Da P1 sendte mig til psykolog:

    “Der synes at være en virksomhedskultur på P1, hvor man i vid udstrækning tager bestemte meninger for givet – for eksempel at den stramme udlændingepolitik bør fordømmes.

    Onsdag aften hoppede jeg ind i min bil for at køre fra Dragør til København, hvor jeg skulle i biografen med en veninde. Jeg tændte for radioen og slog over på P1, som jeg jævnligt gør, når jeg kører bil. Jeg kan godt lige at lytte til programmer som for eksempel Poul Friis og Lasse Jensens. Men indrømmet: Jævnligt tænder jeg også ud fra en anden form for forventningens glæde. Jeg skal høre, hvilke varianter af politisk korrekthed den står på i dag – leveret af forudsigelige gæster med forudsigelige meninger til en forudsigeligt nikkende interviewer. Med forudsigelig nedrakning af folk, der har forkerte meninger.

    Jeg blev ikke skuffet på min tur til København. Henrik Dahls ugentlige program havde Svend Auken som gæst. Inden du når Rådhuspladsen bliver der talt ilde om dig, tænkte jeg. Ikke fordi jeg har specielt dårlige erfaringer med Henrik Dahl. Men det kom simpelthen over mig som en refleks ud fra mine erfaringer med både P1 og Svend Auken. Den konstellation måtte næsten munde ud i, at der skulle siges noget grimt om Karen Jespersen.

    Ganske rigtigt. Interviewet bevægede sig ind på Aukens erfaringer med venstrefløjen i 1970’erne. Han benyttede lejligheden til at give lytterne det indtryk, at jeg, der i min ungdom befandt mig på venstrefløjen, dengang var en rablende venstreekstremist, der i dag er røget helt ud på højrefløjen. I hans tid som arbejdsminister kaldte jeg ham næsten dagligt for (klasse)forræder, kunne han fortælle P1’s lyttere. Påstanden, som han har fremført ved anden lejlighed, er pure opspind. Heller ikke dengang brugte jeg den slags ord. Formålet med at sige det var let gennemskueligt: Jeg skulle fremstilles som en person med hang til outrerede standpunkter – men pakket ind i en pseudo-jovial form: ”Jeg fortæller jo bare en sjov historie”. Denne tvetydige insinuerende debatform har altid været en Auken-specialitet.

    Opdate.

  • 7/8-08 Jyllandsposten – Læserbrev: Pragtværk eller makværk? (af Herluf Hansen, Kirke Såby).
  • “Ralf Pittelkow underholder. Det er der ikke noget nyt i. Hans og Karen Jespersens bog ”Islamister og Naivister” var et paranoidt pragtværk, eller var det makværk, som højst kunne have interesse for personer, der studerer psykiatri.

    Oploadet Kl. 10:09 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    4. september 2005

    Dokumentation: Egon Clausen & Johanne Bratbo i Læst og påtalt, 3. november 2004

    Det er yderst tidskrævende at dokumentere P1’s politiske tendens, og derfor skal Jyllandsposten have stor ros for til dagens avis, at have transkripere lidt fra en udgave af Læst og påtalt, hvor P1-redaktøren Egon Clausen sammen med psykolog Johanne Bratbo lader en anmeldelse af Karen Jespersens selvbiografi gå til i politiserende absurditeter.

    Afskrift fra programmet Læst og Påtalt på P1 den 3. november 2004.

    EC: På forsiden sidder hun og kigger ud på os. Der er noget ungpigeagtigt over hendes ansigt, men ung er hun jo ikke. Hun ser faktisk både ung og gammel ud, og det virker lidt forvirrende. Hun ligner både en teenager og en bedstemor.

    JB: Det kunne man sige, det afslører jo den dobbelthed, som også kan være i bogen. Hvad har formålet været oprindeligt med at skrive den her bog. At lave en personlig historie? Er det at lave en historie om Karen eller er det, at lave historien om politikeren Karen?

    EC: Det siger Johanne Bratbo. Hun er psykolog. Hun har en fortid som chef i den kommunale verden, og i dag er hun leder af Videnscenter for Socialpsykiatri. Hun har læst bogen om Karen Jespersen. En personlig historie står der på omslaget. Men er den nu også det?

    JB: Nej, det synes jeg ikke den er. Jeg tænkte, da jeg fik bogen i hånden, at jeg ville kunne læse noget om den personlige udvikling. Det politik gør ved en person. Jeg synes, der er nogle afgørende tidspunkter i den personlige politiske karriere for Karen Jespersen, som er værd at reflektere over. Det handler om, at begrunde at det egentlig er gået så galt med hendes politiske karriere, som jeg synes, det er gået de sidste år, efter at hun blev indenrigsminister, og at hun kom i politisk opposition. Karen Jespersen var en populær socialminister, og hun satte klart nogle aftryk på socialpolitikken. Hun var nysgerrig, interesseret og lyttende i forhold til kvalitetsproblemer og indsatsområder. Til en profil som indenrigsminister, hvor hun påtog sig strammerrollen uden virkelig refleksion over konsekvenserne for hendes egen personlige tilgang til mennesker med vanskeligheder.

    EC: Men hun mente jo de ting, som hun lavede som indenrigsminister.

    JB: Det er det, jeg synes er overraskelsen ved at læse bogen. Det er det totale forsvar for den stramningspolitik, som blev indført på det tidspunkt. Jeg synes, at det er en bog som handler om, at det er vigtigt at gøre noget for at begrænse. Men det er ikke en bog, som samtidig redegør ret meget for, hvad er egentlig løsningen på det problem, at man skaber meget stærke konfrontationer mellem befolkningsgrupper. Og hvilket ansvar påtager man sig politisk, når man skaber et fremmedfjendsk kulturklima.

    EC: Men hun mener jo også selv, at hun er den ægte arbejderklasse. Det er ægte arbejderklassebarn.

    JB: Ja, det er rigtigt. Hun redegør i sin bog meget godt for, hvad var det for værdier, man voksede op med. Om det med at være personligt ansvarlig, den sociale justits, det med at kunne hjælpe andre og kunne dele de ting, man har. Jeg tror vi skal vide det, fordi Karen Jespersen gerne vil have, at vi synes, at hun står på en solid og ordentlig bund. Men Karen Jespersen har jo ikke haft en traditionel arbejderbaggrund. Hun er vokset op med en mor, der havde en viktualieforretning, og som alligevel, selv om hun har arbejdet hårdt, har haft et økonomisk underlag. Hun har fået lov til at tage uddannelse. Hun har fået lov at eksperimentere med sin ungdom, som det fremgår. Så hun har jo ikke på den måde levet det rigtigt hårde liv, som man gjorde på Nørrebro. Det tror jeg kommer hende lidt til skade i den videre proces, at hun har den opfattelse, at hun I virkeligheden har haft det her arbejderklasseliv, og at hun er blevet til noget, men når det kommer til stykket, så er hun nok opvokset meget mere med småborgerlige normer. Det slår meget igennem, når man bliver presset. Så træder de grundnormer, man virkelig har, rigtigt i karakter. Det synes jeg også sker, når hun begynder at snakke om indvandring og om det der med at være ordentlige mennesker – hendes begreb om, hvad der gør andre mennesker til ordentlige – der synes jeg, at kæden hopper af.

    […]

    EC: Men du siger, at da hun var socialminister, viste hun nogle af de ting, som du efterlyser her.

    JB: Jeg synes, at hun viste et reelt engagement og en forståelse. Jeg synes, at hun i sin profil som minister viste, at hun havde respekt for mennesker, der havde det svært. En forståelse for, at det var nødvendigt, at de havde liv med andet indhold end økonomisk forsørgelse. Sådan som jeg tænker tilbage på i min periode med at have arbejdet der, så var det spændende, og det var udfordrende. Jeg synes der var for meget fokus på enkeltsager. At engagere sig meget dybt og emotionelt i ting kunne godt forvride den socialpolitiske profil indimellem, men man var jo faktisk aldrig i tvivl om, at hun havde et ægte engagement på det her område.

    […]

    EC: Men hun er så forskrækket for, at det danske skal forsvinde og gå under i en malstrøm af globalisering og islam.

    JB: Det er jo det, der undrer mig, fordi Karen Jespersen har jo haft et godt liv. Hun skildrer et liv, hvor hun kan få lov at udvikle sig og møde forskellige kulturer. Hvor hun får lov at eksperimentere med forskellige tilhørsforhold til politiske partier og til rødstrømpebevægelsen. Normalt vil den form for udvikling jo give en særlig stor form for rummelighed. Den ængstelse over for det fremmede er tit bundet til mennesker, som har meget smallere liv. Det har været min fornemmelse, at da hun skiftede fra socialminister til indenrigsminister, da skete der noget ganske alvorligt med Karen Jespersen. Jeg ville have troet som psykolog, at hun kom ind i en meget stor personlig krise, som hun faktisk aldrig er kommet over. Fordi hun skulle varetage et menneskesyn, og hun skulle varetage store nogle store konflikter mellem politiske partier og i mellem tænkningen, at det kommer man ikke igennem, hvis man ikke tager meget stærkt personlig stilling til det her. Jeg tror, at det, at Karen Jespersen altid har været nysgerrig på nyt, at hun har holdt sammen med grupperinger og har haft opfattelser, men aldrig rigtig har stillet sig i midten, hverken i et politisk parti eller i rødstrømpebevægelsen og ligesom fuldt og helt solidarisk stillet op bag noget, det er et af hendes problemer her. Hun bliver nok meget ensom med den proces, hun er i gang med som indenrigsminister.

    EC: Kan det tænkes, at det er optagethed af enkeltsagen, der ligesom har forført hende? Du sagde, at da hun var socialminister, var der en tendens til at køre på enkeltsager. Det giver jo overskrifter i dele af pressen, og det giver opmærksomhed. At det kan være en frygtelig farlig fristelse at give sig ud i, når man kommer ud i det her spændingsfelt, som indvandrere og integrationspolitikken er. For der er der jo masser af muligheder for enkeltsager. Men hvis man vil forføre dem, så bliver man selv forført?

    JB: Det kan være en forklaring. Den anden kan være, at Karen Jespersen har et meget stort behov for at være populær. Jeg tror ikke er nogen nyhed, men når man læser Karen Jespersens bog, så er det meget tydeligt, at halvdelen af bogen er Karen Jespersens forsøg på at forsvare sine egne handlinger omkring integrationspolitikken. Den bliver næsten et politisk manifest. Det bliver ikke længere en personlig beretning. Hun gennemgår næsten i detaljer, hvad det politiske grundlag var, og hvordan hun tilrettelagde proceduren omkring det her. Så jeg tror i virkeligheden, at det at man ikke kunne gøre sig populær på gode enkeltsager… For Karen Jespersen gjorde sig jo ikke populær på dårlige enkeltsager, hun gjorde sig jo populær på at forsøge at løse enkeltsager, som var gået galt. Men det er jo ikke tilstillet integrationsministre i dag, at arbejde med den dimension.

    EC: Så er der også en tendens i bogen til, at der er nogle mennesker, som hun beundrer og som hun hæver op på en piedestal, men så lige pludselig falder de ned, og så er de altså heller ikke gode nok.

    JB: Nej, og det synes jeg også er meget karakteristisk. Jeg synes også, at det er karakteristisk , at dem vi hører om, det primært er mænd. Når vi samtidig ved, at Karen Jespersen har været aktiv i rødstrømpebevægelsen. Jeg synes også, at det er karakteristisk, at der ikke er ret mange af de markante kvindelige politikere hun har været i regering sammen med, som bliver fremhævet som støtter i de her processer. Man kan sige, at hvis man ikke går dybt og solidarisk ind i forhold til en bevægelse, en holdning eller en person, så er det nemmere at kassere dem, når de ikke lever op til de forventninger, man har. Det kan også være et problem for en selv, fordi man måske på samme måde er angst for at stå på piedestalen, og derefter at blive lukket ude af fællesskabet. Det er jo et tema, som hun har været meget optaget af også i socialpolitik. Det der med at være inde eller være ude af sociale fællesskaber. Jeg synes heller ikke, at Karen Jespersen, i betragtning af at det er en personlig historie, skildrer sig selv særlig meget som kvinde.

    EC: Tror du, at det i virkeligheden, når det kommer til stykket, handler om magt?

    JB: Jeg synes ikke det er rart at tænke på, hvis det er rigtigt. Men jeg må sige at efter læsningen af bogen, så synes jeg i hvert fald, at det handler om magt, man ikke har taget ordentlig stilling til. Og at den dimension og det behov ikke står klart hos én selv. Jeg vil stadigvæk håbe for Karen Jespersen, at hun ville kigge tilbage på det skift, der skete for hende selv personligt mellem at være socialminister og integrationsminister, og overveje om det var der, hvor hun for alvor blev konfronteret med, om hendes egne normer kan holde, når hun kommer under pres.

    EC: Tak til Johanne Bratbo.

    

    30. april 2005

    Egon Clausen og Peter Thielst om kristendommens mangler – og respekten for islam

    Peter Thielst har oversat og udgivet Nietzsches Antikrist fra 1888, og for en mand som Egon Clausen er der således atter engang lejlighed til at diskutere kristendommens mangler – denne gang med udgangspunkt i Nietzsches had mod samme. Her et citat af Peter Thielst fra seneste udgave af Læst og Påtalt :

    “Han ender jo også med i bogen i høj grad at – og det kan jo være meget nutidigt at tage op, at vise respekt for islam i forhold til kristendommen…”

    Oploadet Kl. 18:38 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    2. april 2005

    P1-gæst: Samfundsforskerne er mere troværdige end naturvidenskabernes ditto

    Læst og påtalt på P1 med Egon Clausen, handlede idag om Videnskabsjournalistik med udgangspunkt i en bog af SDUs Gitte Meyer og hendes bog Hvorfor skulle der ikke kunne være en offentlig fornuft?. Et citat som siger alt:

    “Der foregår for øjeblikket virkelig – især indenfor naturvidenskaber og medicinen en omfattende kommercialisering, og privatøkonomiske interesser har betydning for hvilken forskning der bliver udført, hvilke forskningsspørgsmål der bliver undersøgt og så videre, og så videre. På et eller anden tidspunkt forsvinder den ide, at videnskaben er hævet over interesser.”

    Ja, hvor er det da skønt at samfundsvidenskaben har undgået politisering…

    Oploadet Kl. 19:03 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper