4. juli 2018

“Oppe i hovedet på David Trads foregår der tilsyneladende meget, som ikke er sket i virkeligheden”

Det faktum at en personage som David Trads har gjort journalistisk karriere, illustrerer ganske fint hvad der er galt med mediebranchen. Forleden hyldede han sig selv i et essay i Politiken, og beklagede at han ikke var blevet bedt om at skrive et kapitel til Informations jubilæumsbog ‘Hele verden forfra’.

Kommentar af tre Information-ansatte i Politiken (Kristian Villesen, Ulrik Dahlin, Anton Geist) – Ansatte på Information: Meget af det, David Trads husker om sin tid på Information, foregik oppe i hans hoved.

“Da Cavlingkomiteen i januar 2004 skulle uddele den prestigefulde pris, ringede formanden for komiteen, Carsten Ingemann, til daværende chefredaktør på Information David Trads.

‘I får sgu Cavlingprisen – for den fremragende dækning af Irakkrigen. Det er selvfølgelig dine journalister, som får prisen, for vi kan jo ikke give den til dig, men du skal vide, at vi alle er meget begejstrede for din måde at stå på mål for dækningen i tv og radio på,« sagde Carsten Ingemann.

Sådan fortæller David Trads i et såkaldt essay i lørdagens Politiken, hvor han i dag er tilknyttet som kommentator.

Det er imponerende, at han 14 år senere ordret kan huske, hvad komiteens formand sagde. Og endnu mere imponerende, at Cavlingkomiteen mente, det i virkeligheden var ham, der fortjente den prestigefulde pris. Problemet er bare, at det ikke er rigtigt.

‘Det, som David beskriver i sit essay, er aldrig sket,’ konstaterer Carsten Ingemann, da vi spørger ham om episoden.

Oppe i hovedet på David Trads foregår der tilsyneladende meget, som ikke er sket i virkeligheden

[…]

‘Jeg tænkte på Tolstojs skæbne’, skriver David Trads med en ærgerlig forveksling af den store russiske forfatter Lev Tolstoj og den kommunistiske revolutionshelt Lev Trotskij, ‘for præcis som Tolstoj er jeg fjernet fra historien.’

… David Trads beskriver sig selv som Tolstoj omringet af kommunister. Det siger alt om hans forskruede forestillinger om sig selv og Information. Og om hans løsagtige tilgang til fakta. Det eneste, David Trads har til fælles med Tolstoj, er, at han skriver fiktion.



17. november 2014

Selvkritik ala MSM: Vi kom til at bringe en negativ asylhistorie (som asylcenterleder mener er forkert)

Aviserne bringer dagligt masser af historier, der er upræcise, unuancerede eller deciderede forkerte, uden overhovedet at overveje et dementi. Historien om ‘kræsne syriske asylansøgere’ er ikke desto mindre vendt på hovedet, da medierne over en kam godtog centerleder Ulrik Pihls forklaring. Bizart al den stund, at centerlederen jo er direkte part i sagen, og har umiddelbar interesse i at lukke historien.

I lyset af, hvordan dementiet leveres, må det være på plads, at se nærmere på originalkilden – et indslag onsdag morgen i P4 Trekanten (1 time 24 min. inde). Som det klart fremgår af indslaget, er det ikke løse ikke ondsindede rygter der gengives, men ‘en bekendt til nogle af flygtninge’ der fortæller, at flygtningene på centeret er utilfredse med maden. Historien om syriske flygtninge, der ikke vil have ‘anderledes’ mad, er på ingen måde dementeret.

Jeg har i transskriptionen herunder fremhævet det centerlederen mener er problematisk, og en journalist fra Fredericia Avis modbeviser med ordene: “Jeg så med mine egne øje, at de spiste chili con carne til frokost.”. P4 Trekantens brug af ordet ’sultestrejke’ i citathistorien er en opstramning, men virker jo på sin vis blot som et kritikpunkt journalister kan bruge til at bombe historien væk. Lidt som Bakkeskole-glasskårene (2011).

Nyhedsvært, P4 Trekanten: De godt 60 syriske flygtinge, der fornyligt er rykket ind på Bülows kaserne i Fredericia er voldsomt utilfredse med maden på centeret erfaren P4 Trekanten. Ifølge en bekendt til nogle af flygtningene på centeret, som P4 Trekanten har talt med, er flygtningene så lidt begejstrede for maden, at det meste ender med at blive smidt ud. Asbjørn Andersen orienterer.

Asbjørn Andersen, P4 Trekanten: Kilden har venner blandt de syriske flygtninge, men ønsker at være anonym fordi hun er bange for, at skade deres sag for at stå frem. ‘De er meget deprimerede, de vil gerne have lov til at lave maden selv, men de har fået at vide, at det må de ikke’, siger den anonyme kilde til P4 Trekanten. Asylcenteret i Fredericia er drevet af Langelands Kommune. Kommunen driver både Asylcenter Holmegaard på Langeland, og det nye Bülows asylcenter. Den ansvarlige centerleder Ulrik Pihl ønsker ikke at deltage i et interview, men siger i en udtalelse, at der ikke er faciliteter på den gamle kaserne, så syrerne kan lave mad selv, og at catering derfor er eneste mulighed. Ifølge P4 Trekantens kilde er maden der serveres på asylcenteret anderledes, end den mad syrerne er vant til. Hun mener at problemerne er et spørgsmål om madkultur. Centerleder Ulrik Pihl siger at han er lydhør overfor kritikken, og at han løbende, vil tale med cateringfirmaet med henblik på at justere menuen.

Nyhedsvært: – og Udlændingestyrelsen ønsker ikke at udtale sig om kritikken i Fredericia.

(Jyllands-Posten præciserer i faktaboks. Henviser til centerleder Ulrik Pihl; Tidl. post)

Dagbladet Information lader Ulrik Dahlin (eks-Kommunistisk Arbejderparti) gennemgå historien – Medier i selvsving om kræsne syriske flygtninge.

“Også Karina Lorentzen Dehnhardt skiftede position. Og hun kom ikke i TV 2 News tidligt torsdag morgen.

‘Da jeg kom hjem onsdag aften, trak jeg lidt infomedia på sagen, og så kunne jeg bl.a. på Fredericia Dagblad se, at der ikke er noget i historien. Så ringede jeg til TV 2 News, og de lagde så historien ned.’

Hun skrev også til Berlingskes Nyhedsbureau, ligesom hun tweetede og skrev på Facebook om sine betænkeligheder, forklarer hun.

‘Jeg har gjort, hvad jeg kunne, men jeg er rigtig ærgerlig over den historie, fordi det er det sidste, vi har brug for i en tid, hvor opbakningen til asylsøgere ser ud til at forsvinde.’

– Skulle du have været mere kritisk over for journalisten fra Kristeligt Dagblad?

‘Jeg er nødt til at stole på, at de oplysninger var korrekte. …,’ siger Karina Lorentzen Dehnhardt.”

I dag breaker mediernene historien ‘Populært at være frivillige på asylcentre‘. Kilden er to frivilligkonsulenter fra Røde Kors, og… Centerleder Ulrik Pihl fra Langelands Kommune. Man mærker hensigten og bliver forstemt.

Opdate. Et citat fra Lokalavisen.

“… jeg fandt siden ud af, at historien ikke holdt. Jeg beklager mine udtalelser. Det vil være rigtig bittert, hvis Dansk Folkeparti kan bruge historien mod asylansøgerne. (Karina Lorentzen, SF)



19. december 2013

Ulrik Dahlin om angrebet på Shell-tanken i Nærum (1987) – Gerningsmændene kom fra Ryesgade (58)

Lang artikel af Ulrik Dahlin, der en passant fortæller, at han selv har afsonet 50 dages fængsel for politiske aktioner. Interessant, når nu han dækkede Brandstifterbanden for Information, og senere fik Cavlingprisen for sin dækning af Statsløse-sagen, der fældede integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. Dahlin har i øvrigt en fortid i Kommunistisk Arbejder Parti (KAP).

Det ville være fint at få sat navne på ‘Aktivisten’, ‘Eleven’, ‘Nr 2.’ og ‘Nr. 3.’, der deltog i brandaktionen mod Shell i Nærum, men artiklen er absolut læseværdig uden – Shell i flammer.

“‘Vi er ligeglade med, hvor meget Shell fordømmer apartheid. Det er, hvad de gør, der tæller’.

Sådan stod der i en aktionserklæring, som ’UG’, ukendte gerningsmænd, tidligt om morgenen fredag den 1. maj 1987 sendte til bl.a. Ritzaus Bureau. Shell-tankstationen på Skodsborgvej 313 i den velhavende københavnerforstad Nærum blevet angrebet med molotovcocktails, så bygningen brændte ned til grunden. På den anden side af Skodborgvej, knap 50 meter i luftlinje fra tanken, ligger også i dag et stort boligbyggeri. …

Det kunne ‘meget let have kostet menneskeliv’, refererede Ekstra Bladet kilder i politiet, som mente, at konsekvenserne kunne have været ‘uoverskuelige’, hvis jordtankene var eksploderet. Få dage senere mødte Ekstra Bladet i en skov to unge hætteklædte, der hævdede at stå bag angrebet. Trods omfattende efterforskning, inddragelse af PET og nedsættelsen af en særlig landsdækkende efterforskningsgruppe blev gerningsmændene bag brandattentatet aldrig fundet. …

For mig begyndte sagen om den nedbrændte benzintank i et afpillet tv-lokale i B-barakken i Statsfængslet i Gribskov søndag aften den 10. maj. Det var en halv snes dage efter branden. Det forår afsonede jeg 50 dages hæfte i statsfængslet, fordi jeg sammen med aktivister fra Sydafrikakomiteen i København i oktober 1985 var brudt ind i det sydafrikanske generalkonsulat i Møntergade i Københavns indre by.

Aktivisterne ville omdanne apartheidkonsulatet til et kontor for befrielsesbevægelsen ANC. Selv om jeg deltog for at dække aktionen for den venstreorienterede Ugeavisen København, hjalp jeg aktivt til med at hive brædder ind gennem et vindue til konsulatet på 1. sal. Siden da var jeg selv blevet aktivist i komiteen samtidig med arbejdet som journalist. …

Midt i søndags tv-avisen kom der pludselig en nyhed om Shell på tv-stuens gammeldags sorthvid apparat: I et øde landskab blev en hætteklædt person interviewet. Han var, viste et skilt på skærmen, ‘hærværksmand’.

‘Spørgsmålet er, om I overhovedet kan styre det her. Nu siger du, at I er ikke-voldelige, og der bliver ikke slået nogen mennesker ihjel. En dag kan det gå galt og hvad så,’ spurgte TVA-reporteren den hætteklædte unge mand.

‘Hvis det går galt, så må de mennesker, der er impliceret, tage konsekvensen af, at det går galt,’ svarede han.

[…]

Året efter afsoningen i statsfængslet fandt jeg i forbindelse med en artikelserie til Månedsbladet PRESS ud af, at tv’s hætteklædte hærværksmand intet havde at gøre med den nedbrændte benzintank. … Siden har jeg tænkt over, hvem der så stod bag brandattentatet i Nærum. … Ad tilfældige omveje kom jeg i januar til at tale med en tidligere aktivist, der havde været med til brandattentatet i Nærum. Det genoplivede den gamle interesse for den nedbrændte Shell-tank for 26 år siden.

Aktivisten flyttede til København i midten af 1980’erne efter at have været SFU’er i en mindre provinsby. Aktivisten kom snart i kontakt med datidens BZ-miljø, men kun i yderkanten. … Aktivisten er i dag en midaldrende person, der for nogle år siden har boet i længere tid i udlandet. Vedkommende kan ikke huske særlig mange detaljer, kun aktionens hovedtræk.

I 1986 flyttede Aktivisten ind i en lille lejlighed i Ryesgade, hvor 12-14 unge kom og gik. Flere af de unge havde i september 1986 været med til at forsvare det barrikaderede BZ-hus i Ryesgade 58. Det lå i tiden, at mange unge var aktive i politisk arbejde. …

‘Jeg var lidt i kontakt med Sydafrikakomiteen i København og Unge Mod Apartheid, men det var ikke andet end nogle kontakter. Vi havde vores egen ide om at gøre det mere ekstremt.’

Sammen med tre andre unge begyndte Aktivisten i dyb hemmelighed at planlægge en aktion mod Shell. Og det skulle være en voldsom aktion. …

Jeg står fuldt inde for det. Jeg ville aldrig gøre det nu, for jeg er blevet alt, alt for gammel, og mine nerver ville slet ikke kunne holde til det. Men hvis jeg var ung, og man kunne gå tilbage til den tid, så ville jeg gøre det igen.’

[…]

Aktivisten vil ikke fortælle, hvem de andre er. For øvrigt kender Aktivisten kun navnet på to af dem. …

I en bod i nærheden af Pusherstreet på Christiania sidder af og til en langhåret midaldrende mand og sælger cigaretpapir og hashpiber. …

Mens Eleven gik i folkeskole om formidagen, var i fotolære om eftermiddagen… boede han i den lejlighed i Ryesgade, hvor også Aktivisten og en masse andre unge boede. På den måde blev Eleven indblandet i sagen.

‘I den lejlighed var der to fraktioner: Der var os hashrygere, og der var dem, vi kaldte tjekkerne. Deres måde at lave revolution på var alt for voldsom for os. Sumperne, som vi blev kaldt, lavede en masse aktioner, men vi snakkede ikke så meget om det.’ …

Da Eleven ud på efteråret 1987 kom tilbage til København, begyndte han på Christianshavns gymnasium og droppede at være fotografelev. …

Eleven indvilliger i at fortælle navnet på den person, der bad om at få papiret tilbageleveret. Det viser sig at være en anden end Aktivisten, nemlig en person, som var aktiv i Unge Mod Apartheid, og som jeg godt kan huske. Vi kan kalde vedkommende for Nr. 2. …

Ud på efteråret kommer Nr. 3 på banen. Desværre kan jeg ikke udførligt forklare, hvordan jeg får forbindelse til vedkommende og opsporet adressen, men Nr. 3 har været med til Nærum-branden og erindrer en masse detaljer.

Nr. 3 er opvokset i de nordlige forstæder til København. Og i modsætning til Aktivisten har vedkommende været medlem af Sydafrikakomiteen, samtidig med at Nr. 3 også var aktiv i BZ-miljøet.

‘For mig startede det i gymnasietiden, hvor jeg begyndte at gå til demonstrationer mod apartheidstyret i Sydafrika. Jeg blev medlem af Sydafrikakomiteen og lærte en masse andre at kende, der var interesserede dels i anti-apartheid-arbejde, dels i, hvad man kunne kalde ’det sorte miljø’, altså BZ’ere og andre ballademagere,’ siger Nr. 3.

Nr. 3 har siden fået en akademisk uddannelse, men arbejder i dag uden for sit fag i en privat virksomhed et sted i det indre København. …

‘Jeg bidrog med arbejdskraft til forskellige aktioner, som der var mange af dengang, og det spændte lige fra uddeling af løbesedler og plakatopsætning til mere radikale aktioner.’

I foråret 1987 havde Nr. 3 også sin faste gang i den lille lejlighed i Ryesgade, hvor Aktivisten og en masse andre boede.

Oploadet Kl. 08:59 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper