31. maj 2010

Støt Bent Jensen!

Fint initiativ som fortjener støtte.

Støt Bent Jensen!
Offentlig indsamling til Bent Jensens appelsag

Byretsdommen over professor, dr. phil. Bent Jensen i injuriesagen med rekordhøj bøde og erstatning til journalist Jørgen Dragsdahl er ikke Bent Jensens private anliggende. Dommen har et perspektiv, som vedrører os alle.

Hvis dommen får lov til at stå ved magt, vil den skade og begrænse historikernes mulighed for at give et retvisende billede af, hvad Danmark var oppe imod under Den Kolde Krig.

Skal det virkelig være strafbart på grundlag af afklassificerede, autentiske kilder i Politiets Efterretningstjenestes arkiv og andre arkiver samt troværdige oplysninger fra den afhoppede KGB-officer Oleg Gordijevskij at omtale de totalitære regimers medløbere i Danmark – i øvrigt uden at tage stilling til om deres tætte omgang med KGB- og STASI-officerer indebar en overtrædelse af straffeloven?

Hvis svaret er ja, vil det så overhovedet i fremtiden være muligt at forske i og skrive sandfærdigt og uden tilsløring om Den Kolde Krigs historie på de indre linjer? Det er med andre ord den samtidshistoriske forskningsfrihed, der er i fare…

Vi er en kreds af interesserede, der nu starter en offentlig indsamling til Bent Jensens appelsag. Vi forudser, at det bliver meget dyrt at føre sag ved landsretten. Omkostningerne kan blive så store, at det kan blive svært at få dem betalt, uanset hvem der vinder i landsretten.

Derfor har vi stiftet Bent Jensen-Foreningen til at forestå en pengeindsamling og opfordrer hermed alle til at bidrage. Som sagt vil pengene gå til at betale Bent Jensens udgifter til appelsagen – om nødvendigt helt til højesteret…

Bidrag kan indbetales til Bent Jensen-Foreningen, der har bankkonto hos Nordea Bank med reg. nr. 2266 og kontonr. 0712 980 141, eller sendes i check til:

Bent Jensen-Foreningen, c/o Peter la Cour, Alfred Christensensvej 13 A, 2850 Nærum.
Vi opfordrer alle, der giver et beløb, til på indbetalingen at anføre navn og adresse. Oplys også gerne e-mail adresse til ét af bestyrelsesmedlemmerne nedenfor, så vi løbende kan informere om foreningens aktiviteter. På forhånd tak!

Oploadet Kl. 14:34 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


17. maj 2010

Svend Ove Gade: PET-kommissionens kildefravalg gav juridisk hvidvaskning af Dragsdahl

I naturlig forlængelse af forrige indlæg om Dragsdahl-sagen. Kommentar af Svend Ove Gade i søndagens Jyllandsposten – Den uskyldige skal være skyldig

“Krarup har selvfølgelig ret. Ingen jordiske skabninger, end ikke de ophøjede skikkelser på en dommerbænk, kan frigøre sig fra deres sympatier og fordomme. I dette tilfælde havde dommeren allerede besluttet sig to dage før, retssagen var slut. Altså en slags kafkask verden, hvor den uskyldige skal være skyldig. Når dommeren ydermere følte sig kaldet til at belære en af Danmarks dygtigste historikere om kildekritikkens væsen og til at lade omfanget af hans forskningsmæssige ytringsfrihed bero på valget af medie, dvs. udelukkelse af noget så profant som en avis, kunne ingen være i tvivl om, at her havde man at gøre med en virkelig forbryder.

Intet kunne bekymre socialdemokratiske og SF-politikere mindre… Disse efterkommere af fodnotepolitikerne fra 1980’erne kan nu fryde sig over, at det tiårige arbejde i PET-kommissionen ikke har været forgæves. Gennem fravalg af afgørende oplysninger banede kommissionen vejen for en juridisk hvidvaskning af Dragsdahl, så dommeren i Svendborg frimodigt kunne fastslå, at det er utilstedeligt at rubricere dette, ifølge indkaldte venner, i enhver henseende sanddruelige og idealistiske menneske under kategorien fhv. KGB-agent.

På den baggrund må det vel nærmest anses for anstødeligt, at Jensen har besluttet at anke dommen. Uanset hvad landsretten måtte finde frem til, bør fodnotepolitikkens medløbere og intellektuelle fantaster a la Dragsdahl gøre sig klart, at domstolene modsat frie historiske forskere – i den udstrækning dommerne ikke stiller sig i vejen -er ude af stand til at finde frem til den historiske sandhed.”

Oploadet Kl. 03:36 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer


12. maj 2010

Injuriedomme- og frifindelser

Når en medarbejder hos PET i 1986, noterede at Jørgen Dragsdahl set med KGB’s øjne havde “været ualmindelig nyttig”, og fortæller, at det “ikke (er) uden grund, at han på et tidspunkt i centret blev benævnt som nr. 1 i Danmark”, så vil han for mig altid være KGB-agent, og så gør det hverken fra eller til, at Bent Jensen i sidste uge fik dom for lignende vurdering.

Junikredsen har set på en række injuriedomme, og der tegner sig et klart mønster – Ret og vrang.

“Vi ved ikke, hvad der har bevæget dommer Mette Langborg til at dømme Bent Jensen for at citere, hvad PET skrev om Jørgen Dragsdahl. Vi kan blot konstatere, at hendes kendelse er i tråd med en række injuriedomme de seneste år. Blandt eksemplerne kan nævnes:

2000: Københavns Byret frikender René Karpantschof, en berygtet tidligere voldsautonom, for at kalde Dansk Form for nazister (sagen forliges i Østre Landsret 2001).

2001: Københavns Byret frikender den venstreekstreme skribent Jan Sonnergaard for at have kaldt Pia Kjærsgaard og Mogens Camre fra Dansk Folkeparti for landsforrædere.

2003: Højesteret frikender kommunisten Karen Sunds fra DKP/ml for at have kaldt Pia Kjærsgaard racist.

2006: Fredericia Byret dømmer Jørgen Røjel, tidligere leder af modstandsgruppen Holger Danske, for at have kaldt den tidligere DKPer Frank Aaen for landsforræder (efter Røjels død i 2007 indrømmer Frank Aaen i et interview, at han stadig er kommunist.)

I dagens Danmark tillader domstolene altså f.eks., at medlemmer af Dansk Folkeparti, men ikke medlemmer af Enhedslisten, kaldes landsforrædere. Set i det lys er kendelsen fra Svendborg for så vidt ikke overraskende.”

Mere.

  • 7/5-10 Berlingske Tidende – Dragsdahl vandt slaget om den kolde krig.
  • 9/5-10 Jyllandsposten – Søren Krarup blæser på dommerkritik (klassisk Ritzau-ordvalg).
  • Oploadet Kl. 19:27 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
    

    25. april 2010

    Bo Bjørnvig: Jørgen Dragsdahl “gik russernes ærinde” og hans eftermæle kan ikke reddes

    Injuriesagen mod historiker Bent Jensen anlagt af journalist Jørgen Dragsdahl bliver en større sag de kommende uger, hvor sagen endelig når sin afslutning. Godt oprids af Bo Bjørnvig i seneste udgave af Weekendavisen – Jensen contra Dragsdahl : Det kan kun gå galt (ikke online).

    “En nærlæsning af Dragsdahl -afsnittet i bind 13 afslører, at det i forbavsende grad er et partsindlæg:

    Kommissionens sprogbrug er afslørende i sig selv. Efter hver fremlæggelse af Dragsdahls ikke så fine meritter følger en undskyldende forklaring, og mens der tages forbehold over for troværdigheden hos de personer, der ikke kan lide Dragsdahl , gælder det ikke de folk, der er positive over for Dragsdahl: Vicepolitimester Mikael Lyngbo er helt fin, han kommer godt ud af det med Dragsdahl, mens en kriminalassistent, der går for hårdt til ham, undsiges. Som bevis citeres Dragsdahls egen nedrakning af assistenten!

    Mærkeligt er det mildest talt også, at PET-kommissionen kun beskæftiger sig med, at Dragsdahl havde ét møde med en KGB-officer i Wien og ét i et S-tog. Når det af andre PET-dokumenter fremgår, at Dragsdahl mødte sin KGB-føringsofficer hele fire gange i Wien. Med rejsen fra og til USA betalt af KGB. Og havde flere møder med KGB-agenter rundt i Danmark, i Næstved, Holbæk og Roskilde. Det fremgår af det forsvarsskrift, som Bent Jensen har forfattet til retten…

    Og det er afgørende for retssagens udfald, derfor skriver kommissionen: »Dertil kommer, at PET’s ansatte, som allerede anført, udlagde agentbegrebet forskelligt. Når en PET-medarbejder i dette eller andre tilfælde omtalte Dragsdahl som agent, var der typisk tale om en personlig vurdering, eller en henvisning til Dragsdahls status i Gordijevskij- materialet. Oplysningen kan således ikke siges at være et udtryk for PET-ledelsens strafferetlige opfattelse.«

    Hermed har kommissionen så at sige dementeret alle PET-agenternes argumenter for at Dragen var agent. Abrakadabra! Men at kommissionen alligevel – for en sikkerheds skyld – har fravalgt en række belastende PET-dokumenter om Dragsdahl er der vist ingen tvivl om. PET-kommissionen har måske nogen ære af, hvad den ellers har lavet – selv om det tog tid – men den har ingen ære af sin måde at tackle Dragsdahl-sagen på.

    Det samme kan siges om hovedpersonen Dragsdahl. Han var i midten af 1980erne den vigtigste rådgiver for det såkaldt alternative sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget – der gennemførte fodnotepolitikken m.m. – og var desuden i nogle år medlem af SNU, et sikkerhedspolitisk udvalg, der skulle rådgive regeringen. Her fik han fortrolige oplysninger, bl.a. om NATO fra en officer, som siden blev forflyttet. At Dragsdahl var en lidt tvivlsom person at have siddende lige dér, fremgår af denne udtalelse fra ham i 1986, refereret af PET, hvor han forklarer, hvorfor KGB ikke behøvede at hverve ham: »Ingen behøvede at overbevise ham om, at Sovjetunionens synspunkter var korrekte. I forvejen kunne han jo følge dem et langt stykke.«

    Når PET afsætter så mange kræfter på i flere år at aflytte og følge Dragsdahl – hans møder med KGB-folk etc. – er det selvfølgelig, fordi man anså ham for en alvorlig sikkerhedsrisiko. Når nu PET og PET-kommissionen siger, at man ikke havde nok på ham til en straffesag, så ændrer det ikke billedet af Dragsdahl som en mand, der gik russernes ærinde. En mand, der i den grad tog fejl. Så Dragsdahls eftermæle er svært at rense, også selv om han skulle vinde injurie-sagen.

    (Jørgen Dragsdahl, 1969 – dansk repræsentant for Black Panther Party)

    Mere.

  • PET Kommisionen – KGB’s kontakt- og agentnet i Danmark (pdf 188 sider; foto: s. 143).
  • 22/4-10 Jyllandsposten – Sagen: Dragsdahl vs. Jensen.
  • Oploadet Kl. 00:12 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
    

    1. september 2009

    Blüdnikow: Generelt var DR ikke nogen voldsom støtte for forståelsen af kommunismens fare

    Kommentar af Bent Blüdnikow i mandagens Berlingske Tidende – Dette er et programforslag!

    “Jyllands-Postens Ralf Pittelkow har flere gange påpeget, at Danmarks Radio i sin politiske nyhedsreportage er tendentiøs og ofte udtrykker tankegods fra venstrefløjens for længst forældede varelager. Hans kritik synes velargumenteret, men skjuler dog det forhold, at DR er blevet mindre ensrettet – ja, til tider nærmer DRs udsendelser sig ægte pluralisme. Hvis man i tankerne lader sig teleportere tilbage til årene før og såmænd også en hel del år efter Murens fald, var situationen, at Danmarks Radio var meget mere ensrettet end nu.

    En generation af yngre journalister dominerede dengang radio-og TVmediet med tidstypiske flosker og fordomme. Radioens program 1 var langt det værste. Her kunne man i programmet Orientering Udefra høre radioværterne invitere deres venner ind til udenrigspolitiske samtaler, hvor der herskede enighed… venstreorienterede journalister som Vibeke Sperling og Jørgen Dragsdahl og hvad pokker de nu alle sammen hed, havde noget, der lignede fri adgang til mikrofonerne.

    Danmarks Radios journalister havde frit slag til politisk propaganda uden at nogen redaktører greb ind. Radioens Birgitte Rahbek, der nu optræder i føljetonen om enkefru Plums fond, sendte kommunistisk partiskoleradio med hyppige mellemrum. En af hendes stunts var en serie om den norske spion Arne Treholt, hvor han blev beskrevet som den rene uskyldighed, selv om han havde dom for spionage for Sovjetunionen.

    Et andet nummer var Ole Sippels vrængende anti-israelitisme, som både radio-lyttere og tv-kiggere måtte finde sig i år efter år, og som var konsekvent negativ over for det demokratiske Israel.

    Ingen greb ind. Radiodirektør Leif Lønsmann var totalt fraværende, eller også var han i virkeligheden ganske godt tilfreds med ensidigheden, og han fik ingen modstand fra DRs redaktionsledelse, hvor en ikke ringe andel var rekrutteret fra VS og maoisterne eller blot var blege medløbere. Journalisterne brugte deres uhindrede adgang til mikrofonerne ikke til at sørge for alsidighed, men til at propagandere for egne synspunkter, der generelt lignede tidens venstrefløjsflosker til forveksling.

    Der var også hæderlige undtagelser, men generelt var Danmarks Radio ikke nogen voldsom støtte for forståelsen af kommunismens og venstreradikalismens trusler i en tid, hvor hver eneste demokratiske sjæl med forståelse for totalitarismens farer var guld værd.”

    

    21. maj 2009

    Black Power to black people, “… alla borde beväpne sig i självförsvar.”

    Nordiska museet i Stockholm har lagt 319 venstrefløjsplakater på nettet, og der er masser af rammende tidsbilleder. Herunder en plakat fra 1968 med mottoet “Black Power to black people”, og opfordringen: “… alla borde beväpne sig i självförsvar”. Black Panther Party’s danske talsmand hed dengang Jørgen Dragsdahl – idag er han sikkerhedspolitisk medarbejder for Orientering på P1.

    “Vi er blevet hjernevasket til at tro, at vi er magtesløse, og at der ikke er noget, vi selv kan gøre for at fremkalde en hurtig befrielse af vort folk”, skrev Black Panther Partys ene leder, Huey P. Newton, i 1967. ”Vi har lært, at vi skal behage vore undertrykkere, at vi kun udgør ti procent af befolkningen, og at vi derfor bør afpasse vore metoder, så de ikke forstyrrer vore bødlers søvn”.

    “Hvis de sorte tager fat på deres befrielseskamp på den måde, som undertrykkeren dikterer og støtter, så vil vi være degenereret til krybende lakajer for undertrykkeren selv”, fortsatte Newton. ”Når undertrykkeren foretager et ondskabsfuldt angreb på frihedskæmpere på grund af den måde, de arbejder for deres befrielse, da ved vi, at vi bevæger os i den rigtige retning. De racistiske feje undertrykkere har ingen rettigheder, som undertrykte sorte folk behøver respektere”.

    Huey P. Newton og hans læremester Franz Fanon afviser dialog med undertrykkeren, og de taler direkte til de undertrykte. Modstandshandlingen har i sig selv befriende virkning, fordi man forkaster undertrykkerens regler. Den, som kæmper for sin frihed, er ikke længere undertrykt.

    Det er en tankegang, som er dansk mentalitet fremmed, når den opleves på nærmeste hold, og en dansk domstol frikender næppe den ”fejlfarvede”, som endelig gør oprør imod omgivelsernes konstante pres. Det gør imidlertid ikke selvforsvaret mindre retfærdigt.” (Jørgen Dragsdahl, Forsvar for selvforsvar, 1982)

    Oploadet Kl. 09:32 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    

    13. maj 2009

    DR-journalister gav i maj 1973 “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”

    Idag er venstrefløjens støtte til marxistiske terrorister sekterisk, men det har den ikke altid været. Den 4. november 1994 gennemgik Bent Blüdnikow og Arne Notkin i Weekendavisen det de kaldte Terrorismens danske heppekor. Artiklen er bestemt et gensyn værd, ikke mindst fordi de under den efterfølgende debat fremlagde navnene på 72 danske mediepersonligheder, der i maj 1973 underskrev et dokument om “Ubetinget støtte til Folkefronten For Palæstinas Befrielse”. Støtte til en terrorgruppe der begik drab på civile og og ikke slørede sin hensigt, hverken før eller efter.

    Navnelisten røber flere markante DR-journalister (fremhævet herunder), men også historieprofessor Claus Bryld, og andre fra DR’s ekspertpanel.

    Kjeld Ammundsen, Niels Andersen, Gunvor Auken, Grith Backer, Dola Bonfils, Lars Bonnevie, Niels Henning Borup, Jan Bredsdorff, Ellen Brun, Birgit Brüel, Claus Bryld, Tine Bryld, Jens Brøndum, Else Brønnum-Hansen, Hans Henrik Clemensen, Jørgen Dragsdahl, Gunhild Due, Peter Ege, Steen Folke, Uffe Geertsen, Aase Hansen, Bente Hansen, Litten Hansen, Jannik Hastrup, Ingo Henningsen, Jacques Hersh, Kaj Himmelstrup, Ingrid Hind, Tage Hind, Anders Holm-Nielsen, Gertrud Holm-Nielsen, Karen Holm-Nielsen, Svend Holm-Nielsen, Søren Højmark, Mogens Høver, Jesper Jensen, Lone Lyk Jensen, Per Lyk Jensen, Magnus Johansen, Minnie Johansen, Jan Leon Katlev, Poul Koch, Per Kongsted, Kjeld Koplev, Mogens Krustrup, Ejvind Larsen, Lone Lindorff, O. H. Lundberg, Søren Søltoft Madsen, Ivan Malinovski, Henrik Moltzen, Jens Nauntofte, Gregers Nielsen, Kirsten Nielsen, Ray Nusselein, Torben Kjeld Pedersen, Birgitte Rahbek, Lasse Rathnov, Anders Refn, Christine Schultz, Per Schultz, Erik Sigsgaard, Arne Skovhus, Svend Skovmand, Finn Slumstrup, Ruth Sperling, Inger Stender, Erik Stinus, Niels Thomsen, Nils Vest, Wibeke Winding og Svend Erik Øhlenschlæger.

    (Weekendavisen, 16. december 1994)

    Artiklen mødte voldsom kritik fra flere af personerne på listen. Svend Erik Øhlensclæger betegnede artiklen som “udokumenteret tilsvining” (25/11-94), og Claus Bryld gik til angreb på det han så som “beskyldninger… uden gnist af bevismateriale” (16/12-94). Kjeld Koplev mindes ikke nogensinde at have underskrevet dokumentet, og pointerede, at det hele var skrevet “uden ringeste form for dokumentation” (16/12-94). Det viste sig senere, at han selv var en del af VS’ arbejdsgruppe der tog initiativet til PFLP-resolutionen.

    Der var dog visse dokumentationsproblemer, og dem hæftede kritikerne sig selvfølgelig ved, men udover fejlagtig læsning af årstallet (1979 istedet for 1974, håndskrevet) på det oprindelige løsark (vedlagt Kolding Højskoles blad Tryk, primo 1973), som Blüdnikow og Notkin lod gengive i Weekendavisen d. 25. november 1994 (->), er der ikke meget at komme efter.

    Dokumentets autencitet kan ikke bestrides, dateringen er præcis, og det hele understøttes af Falastin Bulletin (nr. 6, maj 1973, Palæstinakomiteen) og VS/Bulletin (nr. 101, 25. maj 1973), der refererer resolutionens ordlyd og henviser til underskrifterne med ordene “er underskrevet af 72 personer” (F/B) og “72 underskrifter er udeladt af pladshensyn” (VS/B).

    Fra den indledende artikel – Terrorismens danske heppekor (4/11-94).

    “Blekingegadebandens forbrydelser er ved at fortone sig i journalistisk inkompetence og dansk hygge. Politiken og månedsbladet Press har ført kampagne for den fængslede terrorist Marc Rudin, og Danmarks Radios TV-avis lod to af de fængslede danskere fortælle en rørende historie om deres solidaritetsarbejde for deres medfanger. I sidste uge udkom så en bog af journalisterne Betina Bendix og Lene Løvschall om Blekingegadebanden, som Weekendavisens anmelder, Lars Villemoes, betegnede som et festskrift til forbryderne og et glansbillede af deres terroristiske aktiviteter. Inden heltedyrkelsen når uanede højder, er det værd at præcisere, hvad banden egentlig stod for, og hvilken tidsånd der herskede, da den tilsluttede sig den terroristiske kamp i tæt samarbejde med PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse).

    Palæstinensernes selvstændighedskamp fostrede i 1967 en rabiat terroristisk gruppering, hvis væsentligste eksponent var PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) under ledelse af George Habash. Organisationen bekendte sig til marxismen og den voldelige revolution, og den angreb israelske og jødiske mål overalt i verden. Dens aktiviteter var specielt blodige op til 1980. PFLP afviste dengang som nu, at en jødisk stat kunne eksistere i Mellemøsten. Også jøder og ikke-jøder uden for Israel blev angrebet af gruppen, som anså jøder for potentielle zionistiske fjender. PFLP samarbejdede med flere af de kendte terroristorganisationer som Rote Arme Fraktion, Revolutionäre Zellen, Action Directe og Den Røde Japanske Hær.

    […]

    Der var mange årsager til, at holdningerne blev så ekstreme. Der var en forståelig solidaritet med det undertrykte palæstinensiske folk. Venstrefløjens bastante opdeling af verdens befolkning og lande i undertrykte og undertrykkere spillede en rolle for synet på Israel og zionismen som det onde selv. Israel og zionismen blev identificeret med imperialisme, undertrykkelse og kapitalistisk udbytning, ja til sidst nærmest symboler på disse forhold…

    Ved netop at gøre radikalt op med den jødiske stat ramte venstrefløjen effektivt en særdeles sårbar nerve i forældregenerationens og den vestlige verdens værdipræmisser. Samtidig befriede man Europa for skyld: Nu var de tidligere ofre bødler. Uanset de komplicerede årsagsfaktorer foregik der allerede fra slutningen af 1960erne en kampagne mod Israel og zionismen. Der kunne være grund til at kritisere den israelske politik, men det interessante i denne forbindelse er, at kampagnen var så hadefuld og ekstrem, at den ikke lader sig forklare rationelt. Lad os fremdrage et symptomatisk eksempel fra tiden. Journalist Lars Møller-Rasmussen dækkede Mellemøsten i dagbladet Information, der i denne periode var venstrefløjens vigtigste forum. Lars Møller-Rasmussen erklærede sig i sin avis for anti-zionist (14.-15. september 1974). I hans kampagne mod zionismen gjaldt alle kneb. Således gjorde han zionisterne medansvarlige for drabet på seks millioner jøder under 2. verdenskrig. Således skrev Lars Møller Rasmussen 5.september 1974: “Hvad er de israelske lederes største forbrydelse? Fordrivelsen af palæstinensiske arabere fra Israel i 1948?… Forkert gættet… Ofrene for zionist-ledernes – de senere israelske ledere – største synd var ironisk nok ikke arabere, men jøder… Og de seks millioner bliver i dag direkte eller indirekte brugt som et af de stærkeste argumenter for Israels politik. Derfor er det fristende at spørge, hvorfor zionisterne under krigen ikke pressede briterne hårdere for at få dem til fx at bombe jernbanelinierne til KZ- lejrene eller krematorieovnene for derved i hvert fald at redde nogle af ofrene… Man kan spørge… om den berømte mangel på jødisk modstand mod udryddelsen mindre skyldtes ‘jødiske egenskaber’ end, at zionistledelsen havde undladt at informere ofrene om, hvad der ventede dem”. Denne beskyldning blev snart efter koblet sammmen med konspirationsteorien om jødernes overvældende magt…

    […]

    Når den “legale” venstrefløj uhæmmet og uden offentlighedens protester kunne gøre Det mosaiske Troessamfund medansvarlig for Israels gerninger, er det ikke besynderligt, at den endnu mere naive og illegale del af venstrefløjen kunne finde på at rette sine aktiviteter mod et “zionistisk” plejehjem.

    Ingen danske jøder faldt som ofre for den pro-palæstinensiske terror. Men i andre lande blev jødiske menigheder, synagoger og skoler angrebet. Jødiske skolebørn og bedende blev dræbt. For at legitimere disse angreb blev alle jøder gjort ansvarlige for zionismens gerninger. Zionismen har indrulleret jøderne, og så længe de ikke frigør sig fra zionismen, kan de rammes. En af dem, der deltog i denne legitimering var Anne Grete Holmsgård. I dag er hun af statsministeren udnævnt til formand for Ligestillingsrådet. Dengang var hun formand for Venstresocialisternes Internationale Udvalg og en af nøglepersonerne i udformingen af den antizionistiske kampagne…

    Den legale del af venstrefløjen banede også vejen og legitimerede samarbejdet med PFLP og terror mod civile. Således skrev VS’ bladet International Bulletin nr. 14 1978, da Anne Grete Holmsgård var ansvarlig for partiets internationele udvalg: “Vi afviser, at den palæstinensiske befrielsesbevægelses flykapringer og aktioner i Israel er terrorisme. Det palæstinensiske folk står bag disse kampformer, og dette er for os det afgørende”. Og i Information d. 12. juli 1978 skriver medlem af VS’ internationale udvalg Lone Johnsen: “den israelske stat skal knuses. Palæstinensernes befrielseskamp kan ikke undgå at få civile konsekvenser”. Og i 1980 skrev Kit Broholm og Niels Hermind, begge fra VS’ Mellemøstgruppe: “Den kamp, der nødvendigvis altid vil blive rettet mod en sådan undertrykkende kolonistat (Israel red.), vil også blive rettet mod jøderne verden over, for så vidt det lykkes zionisterne at få jøderne til at identificere sig med zionismen og forsvare Israel”.

    Terrorismen mod Israel og jøder, der ikke tog afstand fra Israel, blev således legitimeret af VS og andre venstrefløjsgrupper, og netop PFLP, der stod bag nogle af datidens mest blodige terroraktioner, blev den danske venstrefløjs yndling. I 1979 skrev 72 mere eller mindre kendte danskere under på en appel, der hed: “Støt indsamlingen til PFLP. Ubetinget støtte til Folkefronten for Palæstinas Befrielse”.

    … at PFLP gennem sine aktioner havde ramt snesevis af uskyldige civile, kunne ingen af dem være i tvivl om. I 1970 bortførte PFLP fire internationale rutefly til den nedlagte flyveplads Dawson’s Field i Jordan og sprang flyene i luften. I 1972 nedslagtede terrorister under PFLPs ledelse 27 civile mennesker i Lod Lufthavn i Israel. I 1973 nedskød Carlos under ledelse af PFLP den jødiske forretningsmand Josef Sieff i London. I 1974 kastede PFLP-folk 3 håndgranater i et teater i Tel Aviv. 3 døde og 54 blev såret. I juni 1976 fandt flybortførelsen til Entebbe i Uganda sted. Her døde 4 civile i forbindelse med redningsaktionen. En flybortførelse til Mogadishu i oktober 1977 krævede 4 sårede, og 5 blev såret under en aktion i Bruxelles i april 1979.

    De fleste af de 72 underskrivere var oplyste mennesker, der intenst fulgte udviklingen. Dengang som nu. På listen finder man flere mennesker, der i dag er fremtrædende medarbejdere i Danmarks Radios P1: Kanalens chef Finn Slumstrup, leder af Orientering Ruth Sperling, Kjeld Koplev og Birgitte Rahbek. TV-siden er repræsenteret af blandt andre Jens Nauntofte, Per Schultz og Svend Erik Øhlenschlæger. Fra Information finder vi Jørgen Dragsdahl og Ejvind Larsen. Af andre notabiliteter kan nævnes socialrådgiver Gunvor Auken, filmkvinden Dola Bonfils, forfatteren Jan Bredsdorff, historikeren Claus Bryld, socialrådgiver Tine Bryld, læge Peter Ege, tidligere folketingsmedlem Steen Folke, folkeoplyseren Uffe Geertsen, forfatteren Bente Hansen, skuespilleren Litten Hansen, højskolemanden Søren Højmark, forfatteren Jesper Jensen, filmmanden Anders Refn, tidligere folketingsmedlem Erik Sigsgaard, forfatteren Erik Stinus og filminstruktøren Nils Vest.

    Relateret.

  • 25/3-09 Højesteret – ”Fighters and Lovers-sag”.
  • (PFLP-støttesalg, DKP’s stand, 1. maj-arrangement 2009 i Botanisk Have, Århus)

    

    16. juli 2008

    Dragsdahl causerer: “Det er min erfaring, at nydanskere foretrækker deres egne…”

    Man kan se det som tiltagende erkendelse, men også som Dragsdahls andet forsøg på utopia. Fra Information sidste mandag – Kultursammenstød på højskolerne.

    Det er min erfaring, at nydanskere foretrækker deres egne under opholdet.

    Grønlænderne, som sendes til Danmark i betydeligt omfang, har et lignende adfærdsmønster. Er vi gode nok, når vi skal fremme det ‘unikke møde’ på tværs af alle skel? Og hvorfor danner mindretallene grupper?

    Den sikre vej til blokering af samtale med etniske danskere er blot antydning af, at der også er et danskerproblem, som har rodfæste i racisme. Måske kan forståelsen fremmes, hvis vi undgår brugen af ordet ‘racistisk’ i debatten.

    Det er trods alt et ord, som først kom i folkemunde i 1930’erne og er knyttet til teorier, der er bragt i dyb miskredit. Men forskere diskuterer, hvad de af mangel på bedre kalder ‘den nye racisme’, og som har rodfæste i kulturelle modsætninger.

    Det særligt ondartede ved traditionel racisme er, at ofrene ikke har noget valg, fordi mennesket ikke kan ændre sin hudfarve.

    Når problemet er undertrykkelse af religiøse eller kulturelle årsager, kan ofrene undslippe gennem omstilling.

    Hvis flertallet mener, at de fremmedartede ikke kan eller vil omstille sig, opstår en situation, som kommer i betænkelig nærhed af den historiske definition på racisme…

    Desværre beskriver denne tilstand rimeligt præcist forholdene i Danmark. Faren er, at kulturelle modsætninger giver næring til nye teorier, som knytter en opfattelse af overhøjhed til brug af magt, og at man i kampen for magten slipper dem-og-os-kræfter løs med destruktive følger for alle parter…

    Nydanskere kan i dag få et højskoleophold betalt, men få søger ind. Hvorfor? Adskillige anekdoter tyder på, at en del ‘danske’ elever fravælger højskoler, hvor de kan møde unge fra Østeuropa eller nydanskere. Hvordan håndterer vi samtidigt den udfordring?”

    Oploadet Kl. 12:12 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
    

    28. april 2008

    Bo Bjørnvig om Dagbladet Information, januar 1976

    Debatten om Dagbladet Informations venstreradikale fortid fortsætter sikkert, men et foreløbigt punktum satte Bo Bjørnvig i forrige nummer af Weekendavisen. Han har gennemgået et par måneders udgaver, og det er ikke småting han fandt. Herfra udelukkende citeret fra hans gennemgang af januar 1976 – »Det rene vås« (kræver login).

    “Information satte sig selv på anklagebænken og bad Bent Blüdnikow om at komme med sine anklager om ideologisk ensretning i 1970erne, så skulle avisen nok selv undersøge dem… Hvorefter den dybdeborende journalist og bladets chefredaktør i en leder kunne konstatere:

    »Intet ville være lettere nu end at pege fingre ad Blüdnikow og affærdige hans anklager om fortidige fejl som det rene vås. Trods Blüdnikows stort anlagte madding har ’fangsten’ i det store og hele været minimal, måske på grund af hans løse håndtering af kilderne til de angivelige fakta bag hans kritik … Selv om tidsånden har bevæget sig voldsomt de forløbne snart 63 år, har Information aldrig været præget af politisk ensretning endsige udraderet retten til at have en anden mening.«

    Det er så skamløs en frikendelse, at den selvfølgelig må udfordres….

    Det blev nogle måneder midt i 70erne, dét årti det gik hedest til. Januar og begyndelsen af april.

    Det viste sig, at avisen de første 14 dage af januar var præget af den kinesiske leder Chou En-Lais død 8. januar 1976. Chou havde gennem årtier været Maos trofaste politiske hjælper og støtte, men i de sidste år blev han beskyldt for vestlig tankegang. Den seneste kinesiske biografi skildrer ham som en mere moderat mand end Mao, men ikke en, der gjorde modstand mod den katastrofale undertrykkelse i landet, heller ikke under Kulturrevolutionen.

    Chous død satte gang i januar måneds skriverier i Information. Få dage efter hans død bragte bladet en forsideleder med titlen »Efter Chou En-Lai.« Det var en overvældende hyldest til Chou, der sluttede med ordene: »Det Kina som Chou-En-Lai har været med til at skabe, bliver ikke rystet af hans død. For i sidste instans er det bønderne og arbejderne, der har hovedæren for de opnåede resultater. Sammen med Mao har Chou været i spidsen for at slå dette fast igen og igen… Det er deres særlige fortjeneste, at det ikke blot var en pragmatisk indordnen sig under realiteterne, der lå bag denne konstatering, men at det udtrykte en grundlæggende respekt, ja kærlighed til mennesker, på hvilken de byggede deres revolutionære socialisme. Den de håbede og håber engang af deres efterfølgere kan kæmpes frem til kommunisme. Men kæmpes skal der.« Lederen var skrevet af Ejvind Larsen.

    Men det var ikke nok, inde i bladet er der 3 digte af Mao og lederskribenten spekulerede over, om Mao mon havde tænkt på Chou i digtet om fuglen Peng, som lyder: »På sine vældige vinger løftes fuglen Peng/ halvfemsindstyve tusind mile op i vejret/ der rejser sig en rasende orkan/Bærende den blå himmel på ryggen skuer han/ud over menneskenes byer og lande.« Der var også en rørstrømsk artikel af journalisten Poul E. Svejstrup »Chou En-Lais ukendte tanker«, der lovede, at hvis disse ukendte tanker var nedfældet i en lille rød bog, så ville den have fået lige så stor udbredelse som Maos lille Røde, for hans viden kendte ingen grænser og alle havde respekt for ham. Og der blev også plads til en lang artikel af Peter Neersø, som begejstret beskrev det socialistiske samfund, hvor man nu udlignede forskellen mellem rige og fattige i de fattige folkekommuner. Det hele var præget af en troskyldig tro på Kina som et idealsamfund og der var ikke et ord om ofrene og lidelserne.

    Det var dog blot opvarmningen, for nogle dage senere ryddede man flere sider for en større gennemgang af Chous tanker og storladne gøren og laden. Man skrev i følgeteksten beundrende: »Karakteristisk for Chou En-Lais udtalelser er deres enkelhed og ligefremhed og karakteristisk for hans synspunkter og vurderinger er deres afbalancerede realisme.«

    Og sandelig så fremkaldte den elskede leder Chou atter en refleksion denne januar 1976 i form af en forsideleder under titlen »Proletariatets diktatur«. Grunden var at en læser, Steen Achton, i en helsides kronik havde brokket sig over, at DKP nu opgav begrebet »proletariatets diktatur«… Dette fik lederskribenten til at belære om, at også i Danmark var det nødvendigt med konkrete anskuelige forsøg: »For de praktiske forsøg må i en lang periode foregå på delvis kapitalistiske betingelser og er derfor truede af alle mulige misbrug. Den risiko er nødvendig at løbe, hvis kritikken af de vestlige kommunistpartiers udvikling ikke skal ende i gold bogdyrkelse.«

    Man skrev også om Sydkorea, for nu at blive i Asien. Det var nu ikke sulten i fangelejren Nordkorea, der havde avisens interesse, men derimod Sydkorea, hvor man bragte kritiske artikler om demokratiets tilstand…

    En hyppig skribent var bladets sikkerhedspolitiske skribent Jørgen Dragsdahl, som blot her i januar optrådte med flere store artikler… De handlede alle om USA og CIA og det var ikke noget hyggeligt syn, der mødte læserne… Han citerede en tidligere CIA agent Philip Agee for at sige, at CIA var en kriminel organisation på linie med mafiaen.

    Information havde også en kommentator fra Sovjetunionen tilknyttet, nemlig en vis Spartak Beglov fra nyhedsbureauet APN i Moskva. Han var statsansat nyhedsformidler, eller rettere propagandist, og han fulgte hurtigt op på Dragsdahls oplysninger. Han kunne nemlig fortælle om »CIAs tyste intervention med dollars«… Et rædselsscenario blev rullet ud af denne herre fra det russiske nyhedsbureau, der viste, at amerikanere brugte bestikkelser og meget andet for at skabe et ny-fascistisk Europa, der vendte sig mod Sovjetunionen og kommunisterne…

    Der var i Information i denne måned ingen kritik af forholdene i Sovjetunionen…

    Et af de helt store slagnumre i denne måned var et ofte tilbagevendende tema i Information og i det hele taget på venstrefløjen, nemlig Berufsverbot. Unge mennesker nu vil næppe vide, hvad dette Berufsverbot stod for, men det blev et velkendt begreb i 1970erne. Det var den tyske stats forbud mod, at kommunister og andre der blev vurderet som en sikkerhedsfare kunne få arbejde i det offentlige. På samtidens venstrefløj viste dette Berufsverbot det tyske samfunds sande karakter, nemlig et kryptofascistisk samfund. Og det skortede da heller ikke på artikler i Information om emnet, blot for denne korte tidsepoke i januar 1976. En stor forsideleder hed sigende »Vesttysk demokrati?«…

    Efter nok en række artikler om misèren satte man trumf på med en lang kommentar af Anders Stig Møller fra Danske Studerendes Fællesråd, der skrev om »undertrykkelsesmaskinen« i Vesttyskland, som var udtænkt for at »smadre al politisk opposition«. Han udmalede i sit indlæg et rædselssamfund med undertrykkelse og censur. Og så nåede han til pointen, nemlig at det danske uddannelsessystem lagde op til selv samme disciplineringstortur…

    Inde i bladet fulgte man op: »På tema-siden side 4 giver Mette Fugl eksempler på, hvilke uhyrligheder, dette vesttyske fænomen kan føre til.« I artiklen blev en juraprofessors angreb mod venstreorienterede studenter sammenlignet med SS-fører Stroops ord under nedkæmpelsen af Warszawa-ghettoen i april 1943: »I løbet af dagen brændte flere husblokke ned. Det er efter min mening den eneste og letteste måde, når man vil fjerne denne pøbel og disse undermennesker fra Jordens overflade.«

    Vesttyskland var i en vanskelig situation midt i Den kolde Krig. Stasi fra Østtyskland havde deres spioner i det vesttyske samfund og Rote Armee Fraktion udgjorde en konstant fare. Myndighederne var presset og forsøgte at gardere sig. Afvisningen af at ansætte folk, der var en sikkerhedsrisiko, var selvfølgelig problematisk i en demokratisk stat, når disse mennesker ikke var dømt, men det interessante er, at Information i denne måned ikke med et ord nævnte undertrykkelsen i Østtyskland, men altså gang efter gang langede ud efter Vesttyskland og indblandede nazismen i denne kritik…

    Et andet af tidens temaer var Angola, der under Den kolde Krig var stedet, hvor Cuba, Sovjetunionen og vestmagterne blev konfronteret. Information havde en balanceret dækning af konflikten ved Jan Stage. Desværre var Stage ikke alene om dækningen og Afrika-opgøret blev snart sovset ind i avisens ideologiske medløberi. Journalist Tyge Petersen roste Jugoslaviens, Sovjetunionens og Cubas indsats til støtte for MPLA og var også positiv, fordi den ifølge Tyge Petersen hvilede på erfaringerne fra deres egne »autentiske revolutioner«. Og Jørgen Dragsdahl var som altid parat til at give USA skylden for konflikten i en kommentar senere i januar.

    Det var en ganske almindelig januar måned i 1976, hvor der ingen tvivl herskede om at revolutionen lå lige om hjørnet…

    Så chefredaktør Palle Weiss & Co. burde sætte sig og læse deres egen avis fra dengang. Og blive røde i hovederne, ikke så meget over hvad de skrev dengang – dét har de lissom ikke ansvaret for – men over hvad de selv tillod sig at skrive i sidste uge, da de pure frikendte avisen.”

    Oploadet Kl. 15:08 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
    

    23. februar 2008

    Orienterings Niels Lindvig: Cuba er ikke et diktatur

    Fra 180 grader – DR-journalist i ny hvidvaskning af venstreorienteret despot.

    “”I cubanernes øjne er præsident Fidel Castro ikke en diktator, for de kan godt lide ham. Sådan lød argumentationen fra Danmarks Radios Sydamerika-ekspert, journalist Niels Lindvig fra P1’s Orientering, da i går han skulle karakterisere Fidel Castro i radioen.

    Adspurgt hvilken slags leder, den afgående Fidel Castro opfattes som af cubanerne, svarede Niels Lindvig således:

    Det er ikke en diktator, altså. Det er meget få cubanere, der vil opfatte Fidel Castro som en diktator. Det betyder ikke, at de ikke kan se, at der er problemer i Cuba, og der er et stort mål af irritation over de ting, der halter i landet, men Fidel Castro er stadigvæk meget afholdt af rigtig mange cubanere, til trods for de kalamiteter der er i Cuba,” lød det fra Niels Lindvig.

    Udtalelsen undrer journalisten og Cuba-kenderen Øjvind Kyrø. Han mener ikke, at der kan herske tvivl om, at Fidel Castro er en diktator, og hvad cubanerne mener om ham, kan man kun vanskeligt sige noget fornuftigt om.

    “Han har jo enevældig magt, og der er ikke noget demokrati, ingen pressefrihed, ingen ytringsfrihed, ingen forsamlingsfrihed. Så det må man da kalde et vaskeægte diktatur. Klinisk og objektivt set er han en dikator, fordi han opfylder alle de karakteristika, som definerer en diktator,” siger Øjvind Kyrø til 180Grader.dk.

    Han vil ikke udelukke, at Castro blandt mange cubanere stadig er populær, men siger også at han helt er holdt op med at gætte på, hvad undersåtter i et diktatur i virkeligheden mener. For når de udtaler sig om deres synspunkter, sker det med den viden i baghovedet, at de af regimer som det cubanske kan blive straffet for deres meninger, hvis de opfattes som afvigende…

    Samtidig pointerer Øjvind Kyrø, at cubanerne ikke har andre medier at orientere sig hos, end dem der er styret af Fidel Castro, og at Castro på eminent vis formår at bruge sin mediekontrol til at fremstille sig selv som nationens ansvarlige og omsorgsfulde leder.”

    Når jeg ikke har tid til at blogge holder jeg mig helt fra P1, men igår var det igen tid til en portion køkken-propaganda. Værst var Jørgen Dragsdahls beretning om et igangværende rumkapløb. En amerikansk satellit-nedskydning blev betragtet som en magtdemonstration, hvorimod kinesisk mobilisering blev betragtet som en høflig anmodning om dialog. Ensidige motivanalyse er ren rutine for Dragsdahl.

  • 22/2-08 Orientering – USA skyder spion-sattelit ned.
  • Oploadet Kl. 10:20 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper