14. november 2019

Leder i Dagbladet Information: Når danskere stemmer på Støjberg mfl. “… er der et mentalt problem”

Lasse Ellegaard var chefredaktøren på Dagbladet Information, der stoppede Lars Villemoes’ kritiske dækning af Blekingegadebanden. Villemoes kendte personer i miljøet, og var hermed ifølge Ellegaard inhabil i forhold tidens største terrorsag. Grotesk leder af Lasse Ellegaard i Dagbladet Information, onsdag i sidste uge – Hysteriet omkring en tyrkisk rapport – spis nu brød til.

“Reaktionerne på den tyrkiske tænketank SETA’s rapport om det danske fremmedhad er et drab på budbringeren i stedet for på budskabet… i stedet for at hæfte sig ved indholdet af rapporten – som i øvrigt nævner, at der findes danske politikere og ngo’er, der modarbejder fremmedhad – går de danske protester efter budbringeren.

Og det er da korrekt, at SETA, som ‘tænketanken’ hedder, er et tvivlsomt papir. Etableret af Erdogans chefideolog og rådgiver, Ibrahim Kalin, med opgave at levere ‘politisk-økonomisk samfundsanalyse’, havde SETA fra begyndelsen et respektabelt ry som forskningsplatform, men i dag betragtes den som Erdogans ‘akademiske propagandaben’ også i Tyrkiet. I august omtalte vi her i avisen en SETA-rapport, der hængte danske politikere ud som PKK-agenter uden skygge af dokumentation. …

Opstandelsen omkring de to akademikeres rapport om danskernes ‘etnokrati’ forekommer lovlig hysterisk. Enhver med åbne øren og øjne i hovedet er da på det rene med, at i et samfund, hvor politikere som Pernille Vermund (NB) og Inger Støjberg er folkevalgte, og hvor typer som Martin Henriksen (DF) og Rasmus Paludan (SK) jævnligt har været til stede i de elektroniske og trykte medier, er der et mentalt problem.

Forhåbentlig kan det nye folketingsflertal gøre noget ved problemet ud over de kosmetiske ændringer af den værste idioti, der indtil videre er fjernet. Imens spiser vi brø’ til.”

(Grafik: Facebook)



11. april 2018

Israels ambassadør svarer Information-leder: “… men vores nabolag af verden er et noget andet”

“Hvad syntes du om Israels fremfærd?”, spurgte en politisk interesseret kollega mig henkastet. Jeg mindes ikke der var sket noget som helst, men han færdes i dagtimerne på en VUC-afdeling, hvor de fleste i hans klasse er udlændinge. Han er hverken højre eller venstre, blot præget af den kollektive stemning formidlet af MSM.

Den omtalte leder i Information som Israels viceambassadør Eyal Lampert kommenterer herunder, er skrevet af Lasse Ellegaard, en karriere-venstreorienteret fra øverste hylde. Officiel udtalelse fra Israels ambassade i Danmark – Svar til Informations leder 03.04.2018.

“3. april kørte Information en leder, som fordømte Israel og landets forsvarsminister Avigdor Lieberman, en ‘russisk indvandrer af helt særlig brutal støbning,’ i kølvandet på Israels reaktion på de optøjer, som Hamas og andre islamister orkestrerede på grænsen mellem Israel og Gaza med det formål at forcere den og trænge ind i Israel. Lad os ikke glemme, at Hamas’ erklærede mål er at udslette staten Israel. …

Forfatteren taler om den kynisme, som også har rystet ‘anstændige israelere’. Forfatteren mener altså ikke, at alle israelere er slemme; nogle af dem er så enige med ham, at de kan kategoriseres som ‘anstændige’. Vi behøver ikke at komme nærmere ind på, at denne ‘populære TV-vært’ faktisk er en undseelig radiovært, hvis ‘udtalelse’ var en enkel sætning på Twitter; ej heller, at han faktisk ikke blev fyret. Begynder man at se et mønster?

Ritzau (endelig nogen, som går op i fakta) bliver citeret i forbindelse med de mange sårede, og selv om man ikke kan benægte smerten og ubehaget ved situationen, er det også vigtigt at huske denne skelnen: det israelske svar var ikke så hensynsløst som ‘at spraye mod myg’ men et forsøg på at minimere skaden med meget nøjagtige mål.

Ud af de 16 dræbte ‘demonstranter’ har det vist sig (hvilket Hamas også har erkendt), at mindst 10 var aktive terrorister og medlemmer af islamistiske grupper. Nogle af dem blev skudt, mens de nærmede sig grænsen med improviserede bomber, nogle blev fotograferet med maskingeværer.

Det er også interessant, hvordan forfatteren nævner en ‘blokade’, som begyndte i 2007, men udelader, at blokaden var et resultat af vores allieredes ønske om, at vi forlod Gaza, hvilket indbefattede at fjerne alle jødiske bosættelser såvel som al anden militær tilstedeværelse. Resultatet blev et årtis raketbombardementer udført af det demokratisk valgte Hamas, som også ligger i borgerkrig med deres ‘brødre’ i PLO. Dertil kommer utallige terrorangreb, alle rettet mod civile på den israelske side af grænsen.

Måske er det svært for en dansker at forestille sig, hvad der sker, når en grænse bliver forceret på ulovlig vis, men vores nabolag af verden er et noget andet – noget som de fleste danskere ud over forfatteren godt ved. Dertil kan det nævnes, at der er en grund til, at selv Danmark har grænsekontrol ved landets ellers fredelige grænserovergange.

Gennem nådesløse massakrer på hele familier, kvinder, børn og gamle har vi set, hvad der sker, hvis bare en enkelt islamist krydser grænsen – alt sammen i den hellige krigs navn.

Situationen i Gaza er bekymrende – særligt for Israel som nærmeste nabo.”

(Død ‘demonstrant’ jf. MSM; Foto: Julian Röpcke, se evt. IDF)

Oploadet Kl. 14:00 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


28. oktober 2014

Romantiseret tilgang til venstrefløjsterror: Lasse Ellegaard kalder likvidering for ‘en krigshandling’

Jyllands-Posten konfronterer Jan Stage-vennen Lasse Ellegaard, der springer ud som fuldfed terrorapologet. Fra ‘Det er ikke alt, der skal stå i avisen næste dag’

“Terror: Siden 1970’erne har journalist Lasse Ellegaard kendt til historien om Jan Stages rolle i mordet på den bolivianske generalkonsul i Tyskland. … Sagen er ifølge terrorekspert Magnus Ranstorp, forskningsleder ved Forsvarshøjskolen i Stockholm, et skoleeksempel på den ‘romantiserede tilgang’, vi ifølge ham har til venstrefløjsterrorisme. Han sammenligner Jan Stage med historien om den svenske journalist og forfatter Jan Guilloi, som var dybt engageret i den svenske venstrebevægelse, og som fra 1967 til 1972 lod sig hverve af den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB. …

Der er en romantisk forestilling om, at venstrefløjsterrorisme ikke er lige så slemt, og om, at den bliver udført for en god sag. Det er underdogs, der kæmper, og der er en forestilling om, at det er lidt mindre ondt, hvis det er venstreorienteret,’ fortsætter han…

[…]

Lasse Ellegaard, mener du, at det, Jan Stage gjorde, var forkert?

‘Det får du mig ikke til at tage stilling til. Man kan jo anskue handlingen som en krigshandling. Det var jo ikke hvem som helst, som blev myrdet i Hamborg, det var efterretningschefen for Bolivia, som – så vidt jeg husker – havde tortureret gerningskvindens kæreste og hendes far.’

Men det, Jan Stage medvirkede til, var vel stadig terrorisme. Er nogle slags terrorisme mere acceptable end andre?

Du kan også sige, at han medvirkede til en krigshandling. Der er da forskel på terrorisme vendt mod civile og så en handling, der foregår i et krigsrum, hvor der står én front over for en anden.'”

Oploadet Kl. 07:12 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


26. oktober 2014

Dansk presse: Problematiserer fri folkelig debat, forsvarer venstreradikal terrorists kreative journalistik

For få år tilbage talte danske mediefolk om Facebook-revolutionerne, og sociale mediers demokratiske potentiale. Det er værd at huske på, når samme personkreds i Presselogen på TV2 News tidligere i dag diskuterede ‘hård retorik på sociale medier’. Ekstra Bladets Karen Bro blev angrebet for alle sider på grund af onlinedebatten ‘Nationen’, selvom hun understregede at avisen ofte fjernede kommentarfunktionen på kriminalhistorier. En selvretfærdig redaktør pralede ligefrem med, at kommentarer der inkluderede ord som ‘Islam’ skulle godkendes før de røg online.

Hvis den danske presse vil se kritisk på sig selv, så er der masser af debatter de kunne tages. Eksempelvis om en afdød topjournalists medvirken til terrordrab, og redaktionel accept af skønlitterær journalistik. Historien om Jan Stage (Land & Folk, Information, Politiken, Ekstra Bladet) fortælles af vennen Lassen Ellegaard (Information, Weekendavisen, Jyllands-Posten) i Information – Anm: Med den hemmelige agents indsigt.

“… Her er et kunstnerisk temperament kombineret med den hemmelige agents indsigt bedre egnet til at nå en slags sandhed. Jan Stage besad begge dele, og vidste man det ikke, står det at læse i Morten Hesseldahls nye roman Ernestos hænder, hvis omdrejningspunkt er Stages notoriske rolle i mordet på Roberto Quintanilla Pereira, der som Bolivias efterretningschef gav ordre til at skære hænderne af Ernesto Che Guevara efter hans henrettelse i en skolestue nær Vallegrande i 1967. Pereira blev siden sendt til Hamburg som generalkonsul, hvor han 1. april 1971 blev skudt i sit hjem af en ung tysk kvinde, Monika Ertl, der derefter forsvandt i en flugtbil – ved rattet sad Jan Stage, som Hesseldahls romanfigur Mikkel Fjordager er modelleret over.

Når jeg skriver ‘notorisk’ er det fordi Stage ved adskillige lejligheder fortalte mig om sit chaufførjob i Hamburg, senest da han i 2001 mellemlandede i Istanbul på vej til Afghanistan og boede hos mig en lille uge. Men hvad der var mindst lige så interessant, var hans refleksioner over årene som cubansk agent, samarbejdet med Giangiancomo Feltrinelli, den revolutionære forlægger i Milano, og kontakterne til terroristerne i Brigado Rosso og Rote Armé Fraktion: ‘Vi vidste jo godt, at vi ikke havde folkelig opbakning’, sagde han med sit distinkte spor af barndommens Thisted-dialekt, da vi sad på en café og betragtede Bosporus, ‘men det anfægtede os ikke, vi var overbeviste om, at vi havde patent på folkets sande interesser, uanset at folket ikke var klar over det. Du kan sige, vi led af revolutionært storhedsvanvid’.

(Revolveren som Monika Ertl anvendt til likvideringen, 1. april 1971)

Jan Stage var 34 år, da han en lun forårsdag i 1971 med en hæklet baret på snur og dette svinedyre Rolex om håndleddet smed sin røde Triumph sportsvogn ud for Informations opgang C i Skt. Annæ Passage for at melde sig på redaktionen efter flere år som avisens korrespondent i Caracas, hvor han tillige løste opgaver som hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste. …

Stage var feteret både som manden i brændpunktet og for sit nære venskab med det danske sprog, men også kontroversiel for en lidt nonchalant anvendelse af dette sprog, når det kom til faktuelle kendsgerninger. Han sagde selv: ‘Jeg placerer mig altid administrativt i landskabet.’ Som da han med en kollega var i Pandrup for Information og skildrede ‘majorens kartoffelmarker’, hvor fattige bondekoner lugede ud mellem planterne på deres blødende knæ under tilsyn af en major til hest. Den artikel udløste et flere sider langt læserbrev fra Pandrups kommunaldirektør, hvori han gjorde gældende, at kartoffelavl nu om dage (i 70’erne) var fuldt automatiseret, at egnens bondekoner havde fået arbejde på en lokal fabrik og at den omtalte major, der ganske rigtigt red på en hest i sine marker, var død en gang i 30’erne. Stages socialrealistiske syner var et typisk eksempel på hans ‘administrative placering i landskabet’, i dette tilfælde forskudt 40 år…

Hans journalistik var ikke altid helt a jour med fagets selvforståelse som formidler af konkrete kendsgerninger (som også jeg, syv kors, hylder og respekterer efter bedste evne), og hvis han havde skrevet ringere eller fordrejet og overdrevet for bevidst at vildlede, var karriererne på henholdsvis Information og Politiken blevet af kort varighed.

Men som Herbert Pundik sagde om Stages tekster til bogen Signatur Jan Stage (2007): ‘Jeg kunne jo selv tjekke ham, da han rapporterede fra Libanon og Israel, og kunne se hvordan han nu og da sammenskrev forskellige begivenheder og oplevelser, hentet fra forskellige steder på forskellige tidspunkter. Men det var altid bedre, end det, der ellers blev skrevet. …’ Hvilket netop er pointen: Jan Stage kunne ikke altid klare en tur i Detektor, men han var altid bedre, end noget andet, der blev skrevet på dansk, og det var han, fordi han aldrig spærrede sig selv inde i branchens bogholderoptik, men var formidler og fortolker med det værktøj, jeg kalder ’sansningen’ – altså: hvad er essensen af en begivenhed under alle pressemeddelelserne og propagandaen. …

Jeg skriver ikke dette som et defensorat for unøjagtigheder, skinbarligt digt og den ‘administrative placering i landskabet’, og heller ikke for at forklare hvorfor jeg selv som hans redaktør trykte hans artikler fra Bosnien-krigen i 90′ erne under logo’et: ‘ En forfatter i krig’ – et lidt forkølet forsøg på inddæmme dementier.

Jeg skriver, fordi Stage gjorde journalistik til meget mere end korrekte citater…”



10. august 2012

Chefredaktør om småracistisk OL-dækning: Journalisterne allierer sig ‘ukritisk med de danske aktører’

Jeg hører i disse minutter Anders Lund Madsen kommentere OL i synkronsvømning, og det er virkelig under lavmålet. Hermed ikke sagt, at chefredaktør Øjvind Hesselager (Journalisten.dk, Dansk Journalistforbund) har ret i sin kritik af OL-dækningen. Fra Selvfed OL-journalistik med nationalistisk og småracistisk slagside.

“… når både hår og arme er kommet ned, bør eftertanken indfinde sig:

Aldrig har journalisternes tilbøjelighed til på den ene side at alliere sig ukritisk med de danske aktører været større, samtidig med at tonen over for andre nationers udøvere og deres discipliner omvendt når nye lavpunkter.

Lad os tage danskerne først. Journalistikken er på vej mod en total symbiose med danske idrætsudøvere, der vil skræmme den ægte sportsinteresserede mediebruger væk. Ofte praktiseres der rent kolonihaveempati med dannebrog højt på stangen. …

De nationale skyklapper gør journalistikken blind over for den elementære kritik… Det afsløres rent sprogligt, hver gang en journalist siger “vi” om danskerne. Da jeg praktiserede journalistik om sport på Information i 90’erne… var det ifølge daværende redaktør, Lasse Ellegaard, forbudt at sige “vi” om det danske landshold. Den lektie er åbenbart ikke gyldig i dag. Tværtimod.

… Og så er der de andre nationers sportsfolk. Her fortsætter den nationale selvforherligelse gennem en ofte total journalistisk ignorance. … Det er fint at lave sjov. Men når systematikken er, at det kun er de idrætsgrene, hvor der ikke eksisterer muligheden for et indlevende nationalistisk “vi”… så bliver det i konteksten både småracistisk og umodigt og dermed dumt at høre på. … Småracismen er ikke tilfældig. Den er mere udbredt, end vi lige aner. Den er blevet en del af vores karaktertræk i omgangen med andre nationers sportsfolk. …

Undskyld, men OL handler om, at sportsfolk – ikke nationer! – mødes.”



26. april 2012

Lasse Jensen, tidligere lokalformand for Danmarks Kommunistiske Ungdom – i dag vært på P1

I 1998 udgav Lasse Ellegaard sin selvbiografi, der blandt andet omhandlede hans liv indenfor journalistikken. Et par detaljer fra Eftertryk.

Om Lasse Jensen, tidligere USA-korrespondent for DR, Chef for TV-avisen, Souschef for TV2 Nyhederne og nuværende vært for P1-magasinet Mennesker og medier.

“Lasse Jensen far havde været redaktør af det kritiske 30´er-tidsskrift, Monde, og selv havde han været DKU-formand i Fredericia” (s. 138)

Om Jan Michaelsen, tidligere top-journalist på Ekstra Bladet, Cavlingprisvinder.

“Som type var han ganske interessant derved, at han kom fra ungdomsoprørets yderfløj. Første gang, jeg hørte om ham, var i 1969, da han sammen med andre aktivister stormede fodboldbanen i Københavns Idrætspark under en Europacup-kamp, hvor AB spillede mod et græsk hold. Jeg husker endnu de dusede sort-hvide billeder af Michaelsens platinblonde, lange hår, da han blev sparket rundt af spillerne, der var sure over, at demonstrationen mod det græske oberstdiktatur ødelagde deres kamp. Michaelsen gav i det hele taget partiet som seriøs revolutionær. Jeg huske ham under et studentermøde, hvor Kejsergadeskandalen blev drøftet. Michaelsen mente, at al den snak var unyttig. Studenterne skulle istedet bryde ind i Kejsergadekælderen og smadre inventaret i en ‘direkte aktion’. Han var allerede dengang skrivende og medudgiver af et undergrundsblad, Rotten, der var talerør for hans udgave af den politiske undergrund” (side 149)

Oploadet Kl. 05:34 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


28. november 2011

Moderate muslimer, moderate islamister, moderate salafister – “Jeg kan dufte friheden.”

For nogle uger siden satte Ulrik Høy i Weekendavisen ord på den tendens medierne har til sort/hvid-tænkning i forhold til ‘det arabiske forår’. Det er som han så rigtigt skriver, ren ønsketænkning at tro ‘de hvide’ kommer til syne, blot fordi man vælter ‘de sorte’. ‘Moderat’ islamisk parti vandt valget i Marokko, skrev DR Online i går, men etiketterne bruges i flæng, og eksistensen af ’sorte’ jijadister, gør selvfølgelig ikke islamistiske ekstremister til ‘hvide’ demokrater.

I sidste måned gav Lasse Ellegaard en analyse i Dagbladet Information af det tunesiske valg, der som bekendt også endte med islamistisk valgsejr. Valgresultatet blev som det er gængs tolket ind i en post-kolonial diskurs, og ligesom kalder kaldte Ennahda for et ‘moderate Islamist’-parti, så lod Ellegaard en ekspert forklare, at partiets succes kunne hjælpe moderate muslimer i Egypten til at holde saudiske wahhabister på afstand. Altid en positiv vinkel.

Forleden talte Tunesiens kommende premiereminister Hammadi Jebali ved et større arrangement i middelhavsbyen Sousse. Her havde han inviteret Houda Naïm fra terrororganisationen Hamas.

“Jebali declared that the occasion was “a divine moment in a new state, and in, hopefully, a 6th caliphate,” referring to the historical system of Islamic monarchies. … The general secretary also echoed Naïm’s words, stating, “The liberation of Tunisia will, God willing, bring about the liberation of Jerusalem.””

(Ennahda’s Hammadi Jebali, 13. november 2011; The Elder of Ziyon)

Det er svært for kulturmarxister, at forklare islamisternes succes i muslimske lande, og en af måderne de forsøger at redde æren på, er det man kunne kalde ‘definitionsnuancering’. Et ypperligt eksempel på dette kunne man høre i Orientering på P1 tidligere på måneden, da professor Mark Sedgewick (AU) gav en introduktion til det netop påbegyndte valg i Egypten.

Delvis transskription…

Vært, P1: … det moderate islamiske Ennadah Ennadah fik et kanonvalg, da tunesierne gik til det første frie valg i den arabiske verden. Om få uger følger Egypten efter, og alt tyder på at islamisterne også her klarer sig rigtigt godt.

Mark Sedgewick, profesor: It’s not necessarily a problem that religious forces are gaining strength, the thing in question is what sort of religious forces are gaining strength. It’s not necessarily a problem, because we shouldn’t assume, that religious forces are becoming anti-democratic.

Birgitte Vestermark, P1; Det er ikke nødvendigvis et problem, at religiøse kræfter vokser i styrke, for det det handler om, er hvilken type af religiøse kræfter der vinder frem. Det er heller ikke nødvendigvis et problem, fordi vi ikke per definition skal regne med at religiøse kræfter er anti-demokratiske. Og det har så også forbindelse til hvilke religiøse grupper der bliver styrket, siger han. En af de stærkeste islamiske bevægelser i Egypten er det islamistiske broderskab. Partiet var frem til revolutionen forbudt… 20 procent af stemmerne er på lang sigt det det muslimske broderskab plejer at få i muslimske lande, men for tiden kan den godt være større…

Birgitte Vestermark: Oprindeligt var safafisterne internt splittede om hvorvidt de overhovedet skulle deltage i den politiske proces eller ej. Flertallet var totalt afvisende overfor enhver form for politisk arbejde, mens et mindretal gik helhjertet ind for politisk handling. De var som oftest tilhænger af voldelige politiske handlinger, og derfor sluttede en stor del af dem sig til terrorbevægelsen Al-Qaeda. Men den balance er nu ved at forrykke sig, forklarer Mark Sedgewick, for antallet af politisk aktive salafister vokser og nu er de delt i tre retninger. De voldelige politisk aktive salafister, de ikke-voldelige politisk aktive salafister og de apolitiske salafister. Og det får betydning for det kommende valg mener professoren.

En af de ting salafisterne kommer til at gøre, er at splitte de islamiske stemmer yderligere. Før gik de islamistiske stemmer udelukkende til det muslimske broderskabs kandidat, nu bliver de splittet imellem en lang række grupper med udspring i det muslimske broderskab. Vi kommer måske til at se to salafistpartier, og nu ser vi også sufier, der ellers har været en apolitisk mystifistisk kult indenfor Islam blive interesseret i politik. Og det ser altså ud til at give os seks forskellige politiske partier der alle kæmper imod hinanden, så det begrænser den potentielle magt og indflydelse hver enkelt af dem vil få, siger han.

Men selv om de islamistiske stemmer splittes, så regner Mark Sedgewick alligevel med, at de bliver pænt repræsenteret i det nye parlament. Selv om vi der betragter valget udefra har en tendens til at fokusere på det religiøse aspekt, så kommer den store skillelinie i egyptisk politik næppe til at gå mellem religiøse og sekulære, men mellem de folkevalgte og hæren – vurderer historieprofessoren.

(Maha Abdullah fra Kairo; Politiken, 28. november 2011: Mød de egyptiske vælgere…)

“Jeg er lykkelig i dag. Egypten har ventet længe på at blive frit.” (Maha Abdullah, hjemmegående)



29. november 2009

Lasse Ellegaard træder på kakkelak og tænker på Dansk Folkeparti

Tilfældigt kom jeg til at bladre lidt i oktobernummeret af Illustreret Bunker, Journalisthøjskolens eget tidsskrift. Et langt interview med Clement Kjersgaard om ludo, Georg Metz på bagsiden, en enkelt side med Peter Mogensen, en valgreklame for en radikal byrådskandidat, og to sider med Lasse Ellegaard.

Oploadet Kl. 15:06 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


10. februar 2009

Konfrontation eller eftergivenhed – valget i Israel afgøres nu

valggif 1valggif 2
Dagens hovedbegivenhed er naturligvis valget i Israel. Medierne taler bekymret om højrepopulisten Avidor Lieberman, men glemmer at hverken Kadima eller Ehud Baraks arbejderparti har leveret den primære vare: sikkerhed for den menige israeler.

Berlingske Tidende har oplistet kandidaternes holdning til de centrale sikkerhedspolitiske temaer. Her bemærker man sig, at den mest sandsynlige vinder Benjamin “Bibi” Netanyahu afviser at forhandle med terrororganisationen Hamas, samt afviser at give Golanhøjderne tilbage til Syrien (igen igen). Han har historien og fornuften på sin side. Libanon-affæren er kun 2½ år siden og Hamas’ erklærede ønske om at udslette Israel er ikke forsvundet trods foræringen af Gaza-striben ( hvilket “Bibi” også var imod).

Kadimas Tzipi Livni er derimod villig til at afgive Golanhøjderne og såmænd også til at lade den arabiske del af Jerusalem blive hovedstad i en evt. palæstinensisk stat. Hun er dog ikke parat til at lade de mange efterkommere af de oprindelige arabiske flygtninge komme ind i Israel (“vende tilbage” skriver Berlingske absurd nok).

Ehud Barak er ligeledes villig til at afgive Golanhøjderne, men er tilsyneladende også tosset nok til at se velvilligt på de mange efterkommeres mulighed for at bosætte sig i Israel.

Liebermans position ser lidt anderledes ud, men ligner mere Netanyahus end de andre.

Både Barak og “Bibi” har tidligere haft premierministerposten. Barak afløste i 1999 netop Netanyahu, som ellers havde givet israelerne en relativt fredelig periode.

Israels udenrigsministerium har en opgørelse over terrorangreb gennem årene. Af den kan man se at der var 4 angreb med 25 døde i høgen Netanyahus 3 årige periode, mens der var 9 angreb med 18 døde i duen Baraks knapt 2 årige periode. Sharons periode var fyldt med terror, mens de 3 år år med Olmert har givet 8 angreb med 30 døde.

Gad vide vælgerne kender til denne graf over befolkningsudviklingen hos palæ-araberne?

araberfertilitet

Der er poll-trends på Jerusalem Post

Mere..

Lasse Ellegaard på slap line i Information:

De sidste meningsmålinger (med det nuværende mandattal i parentes), før den israelske valglov lukkede af for dem i fredags, viser, at Likud står til 26-27 (12) pladser, Kadima til 23-25 (29), det ultra-racistiske Yisrael Beiteinu til 18-19 (11) og Arbejderpartiet til 15-16 (19).

opdate:

Exit-polls omkring midnat tyder på dødt løb mellem Kadima + arbejderpartiet og Likud + Yisrael Beiteinu. De religiøse partier burde så give Bibi regeringsmagten. Kadima får dog flest mandater. DR interviewede en kvinde, som stemte på Livni pga. kønnet. Europas dekadence har altså nået Israel.

Hvis man vil vide lidt om Leiberman, kan denne artikel fra 2007 anbefales (via Mikkel )

opdate 2:
Kilden til grafen over palæ-arabernes befolkningsudvikling: palestineremembered.com (med tak til Hodja)

Oploadet Kl. 20:45 af Kim Poulsen — Direkte link21 kommentarer


8. januar 2009

Politisk kirurgi for viderekommende

Israel har mange fjender på den yderste venstrefløj, og det afspejler sig i mediebilledet. I tirsdagens sene udgave af TVavisen var der et godt eksempel på hvad det betyder i praksis – Interview med Erik Fosse, Kirurg.

BT udbygger historien (Kenan Seeberg) – Israel tester ny brutal cancer-bombe mod Gaza.

“En anden norsk læge, der arbejder i Gaza, Mads Gilbert, bekræfter overfor internationale nyhedsmedier, at civile palæstinensere i stor udstrækning rammes af den berygtede bombe…

– Jeg mener det er ulovligt efter international lov, og selv hvis man er i krig med nogen, bør man ikke behandle kvinder og børn på den måde, mener Gilbert, der ligesom kollegaen Fosse har været udstationeret i utallige brændpunkter verden over. Fra Burma over Cambodia, Libanon og Angola.”

Det pågældende våben er ikke forbudt efter international lov, og det at Erik Fosse og Mads Gilbert er medicinsk uddannede, gør dem ikke neutrale aktører.

Fra CAMERA – Norwegian Doctors in Gaza: Objective Observers or Partisan Propagandists? (6/1-09).

“The source of most of the information coming from Gaza thus far has been from Palestinian representatives. One of the only non-Palestinian voices heard has been that of Mads Gilbert, a Norwegian doctor who entered Gaza on December 31 along with his colleague Erik Fosse ostensibly to provide medical assistance to Palestinians at Shifa Hospital…

Gilbert is a radical Marxist and a member of the political Red (Rodt) party, a revolutionary socialist party in Norway. He has been a pro-Palestinian activist since the 1970’s and travelled to Lebanon in support of the Palestinians during the first Lebanon war in 1982. He has long been a vocal opponent of Israel and the U.S. Gilbert has acknowledged that he cannot separate politics from medicine, stating, “there is little in medicine that is not politics.”… The extent of Gilbert’s political agenda and animus toward Israel and the U.S. is best evidenced by his radical support for the 9/11 terrorist attacks against the U.S…

Fosse worked as a doctor for the Palestine Committee in Lebanon in the 1970’s. He now leads NORWAC, the Norwegian Aid Committee. According to Aftenposten, Fosse’s passion to work on behalf of Palestinians was sparked by his time in Lebanon.”

Opdate.

  • 7/1-09 Information – Bruger Israel bandlyste bomber? (af Cavlingprisvinder Lasse Ellegaard).
  • “Den ene af to norske læger, der arbejder i Gaza i disse dage og uger, Mads Gilbert, siger til det palæstinensiske ‘Press TV’: “Vi har klare beviser for, at israelerne anvender en ny type højeksplosiv bombe – DIME – der indeholder tungsten-legeringer (der kan have negativ strålings-effekt, red.).”

    En anden norsk læge i Gaza, Erik Fosse, har beskrevet den nye bombe i Norges Radio: “Vi (har) set skader fra en helt ny type våben, som giver en voldsom trykbølge…”

    En læser kommenterer – spot on.

    “- HVEM kalder DIME-bomberne “bandlyste”? Som Lasse Ellegaard selv skriver, så er de ikke forbudte af internationale konventioner. Er det Lasse Ellegaard, der synes de skal være “bandlyste”, og bør han ikke holde sine personlige meninger for sig selv?

    DIME-bomberne er lavet for at efterkomme et krav om, at tab kun forekommer ved det mål, man skyder efter = sprængstykker ikke må flyve langt fra målet. Den dødelige radius af DIME-bombens sprængkraft er ca 4 meter, mens tungsten-pulveret falder til jorden efter ca 8 meter (mindre, hvis det skal gennem feks en mur)… Helt simpelt: Ingen DIME-bomber = flere uskyldige såret af sprængstykker. Sår tæt på målet bliver til gengæld sværere. Lære: lad være med at opholde dig tæt på HAMAS´ terror-infrastruktur.

    – Der bliver ikke brugt “fosfor-bomber” i Gaza. Hvad der bliver brugt er WP (White Phosphorus) lysgranater. Dem har det danske forsvar også, og de er mere end tilladte.

    – Det er ikke forbudt at bruge noget som helst våben “i civile områder”. Det er forbudt at bruge dem _mod civile mål_. Hvis der ligger et hus som Hamas bruger til at opbevare våben i i et boligområde må man altså gerne bombe det alt man har lyst til. Så længe voldsanvendelse altså er proportionel.

    – …og det bringer os videre til endnu et mode-ord i denne krig: “proportionalitet”. Nogen… lader til at tro, det betyder at man skal lade fjenden slå lige så mange af ens soldater eller civilister ihjel som man selv gør af fjendens, eller at man kun må ramme de onde, men på magisk vis ikke de børn han gemmer sig mellem for at du ikke skal tage skuddet.

    Det er ikke tilfældet.

    “Proportionalitet” betyder, at man må bruge akkurat lige så megen vold (under overholdelse af krigens konventioner) som der skal til for at nedkæmpe fjenden, men ikke mere.”

    Mere.

  • 6/1-09 Wake Up America – Norwegian Doctor in Gaza Supported Terrorist Attacks on the U.S..
  • 6/1-08 Spectator – Melanie Phillips: The Hamas Broadcasting Corporation (ctd).
  • In a longer version of the interview with abu Alouf on the BBC website, Gilbert says he has only seen two Hamas ‘fighters’ in the hospital; all the rest of the casualties have been civilians. Of the 2400-plus people injured, he says, 45 per cent have been women and children; plus civilian men, that means the majority of the wounded have been civilians. But the UN says it estimates that 25 per cent of the dead are civilians, because that’s the number of women and children who have been killed; the Israelis say the proportion of civilians is smaller still. So if 75%-plus of the dead were Hamas terrorists, is it likely that Shifa would only have only seen two terrorists who were wounded? And if 25% of those killed are women and children, how come that total is almost doubled when it comes to the number of wounded?”

  • 7/1-09 TV2 Online – Palæstinenserne begraver deres kære.
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper