17. april 2007

Jakob Andersen om ‘foragtelige’ Lasse Ellegaard

Fra dagens Jyllandsposten. En rammende kronik af Jakob Andersen – Journalistik, der sejrede.

“For nylig udgav forfatteren Peter Øvig Knudsen første bind af et værk om Blekingegadebanden den danske gangsterbande, der bestod af fanatiske marxister, som var trådt i tjeneste hos den berygtede palæstinensiske terrororganisation PFLP (Folkefronten til Palæstinas Befrielse). I den anledning bragte Berlingske Tidende en artikel, hvori Bent Blüdnikow interviewede journalisten Lars Villemoes, som i sin tid havde skrevet en serie artikler i dagbladet Information, der banede vejen for en bredere forståelse af, hvad det var for forbrydere, samfundet havde med at gøre.

Af interviewet fremgik det, at Lasse Ellegaard, der var chefredaktør på Information, i en bestemt fase havde fjernet Villemoes fra sagen og sat en anden i sammenligning forudsætningsløs – journalist til at dække den. En horribel disposition, skulle man mene.

Lasse Ellegaard besvarede interviewet med at bekræfte, at han havde forbudt Villemoes at dække retssagen mod Blekingegadebanden, fordi han »havde demonstreret et frådende personligt engagement mod de tiltalte, som han kendte fra tidligere«. Ak, ja. Ellegaard selv havde ikke et sådant engagement, og derfor kvalte han sagens vigtigste journalist.

Den frontale afsløring af gangsterbandens virksomhed faldt sammen, og Information faldt til patten, da yderligtgående venstreorienterede demonstrerede mod Villemoes og avisen. »Politistikkere,« havde man skreget, og selv lang tid senere hylede de: »Villemoes, din svindler du hænger snart og dingler.« På Villemoes gadedør blev der malet ordene »Nazi Dø,« og man prøvede at sparke den ind.

Det var chefredaktør Lars Hedegaard, der modigt havde stået for avisen, da Lars Villemoes skrev sine banebrydende artikler, men han gik af, og Lasse Ellegaard kom i stedet. Professionalisme blev afløst af politisk korrekthed og knæfald over for Informations venstreorienterede kernelæsere.

Dette skete på et tidspunkt, da Danmark oplevede sin hidtil værste terrorsag, og hvor offentlighedens forståelse af terrorens indre mekanik var forsvindende lille. Som en af dem, der beskæftigede sig intenst med Blekingegadesagen, husker jeg, hvilken åbenbaring det var at læse Lars Villemoes artikler om bandens baggrund. Banden var opstået i det betændte miljø omkring maoisten Gotfred Appel og hans fordækte organisation Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), og Villemoes kunne detaljeret skildre miljøet, fordi han selv havde været med i det. Det er uden for al diskussion, at Villemoes-artiklerne ikke blot informerede læserne men i endnu højere grad andre journalister, politikerne og politiet, inklusive Politiets Efterretningstjeneste (PET). Selv under den efterfølgende straffesag fik man ikke nær det samme indblik i gangstermiljøet, som Villemoes-artiklerne havde befordret. KAK havde eksisteret som en lille fanatisk gruppe, der ville revolutionen med vold, og hvis medlemmer var pålagt streng tavshedspligt. Derfor vidste omverdenen så at sige intet om den.

Det er vanskeligt at forestille sig en situation, hvor afslørende journalistik er mere på sin plads, og det er vanskeligt at forestille sig en så foragtelig chefredaktør som Lasse Ellegaard var, da han stækkede Villemoes.

[…]

Lars Villemoes fik ikke Cavling Prisen for sin indsats i 1989, men det var heller ikke at forvente.

Dansk Journalistforbund, der uddeler prisen, var nemlig befolket af venstreorienterede snoaber.”

PS: Lasse Ellegaard blev sidste år indstillet til Cavlingprisen af Berlingske Tidendes Udlandsredaktør og Nyhedschef. To der idag rangerer lige under Lisbeth Knudsen…

Oploadet Kl. 20:05 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


15. januar 2007

PET: Set med KGB-briller har Dragsdahls position… været ualmindelig nyttig

Orienterings Jørgen Dragsdahl samarbejdede under den kolde krig med KGB, men Ekstra Bladet måtte i 1992 betale erstatning til ham, da avisen ikke kunne bevise en række beskyldninger. PETs arkiver er nu åbnet, og Jyllandsposten giver idag en fornem gennemgang af sagen med udgangspunkt i de nye oplysninger frembragt af professor Bent Jensen.

Her lidt fra De kaldte ham nr. 1.

Den 5. januar 1992 hævdede Ekstra Bladet, at udenrigsredaktør på dagbladet Information, Jørgen Dragsdahl, havde været ”KGB-spion”. Den afhoppede, tidligere KGB-officer Oleg Gordijevskij var hovedkilden til bladets påstand, men det hed i artiklen, at Gordijevskijs oplysninger var blevet »bekræftet andre steder,« og at både den britiske og den danske efterretningstjeneste var i besiddelse af oplysningerne. Dragsdahl skulle ifølge bladet i begyndelsen af 1980’erne have holdt konspiratoriske møder med KGB-officerer bl.a. i Budapest og Wien og fået penge for sit arbejde. Artiklerne var konkrete og detaljerede med hensyn til mødesteder og navne på sovjetiske føringsofficerer. Ud over Gordijevskijs udsagn blev der ikke fremlagt dokumentation for oplysningerne. Bladet synes at have forventet, at Dragsdahl efter afsløringen ville vedgå sit samarbejde med KGB.

[…]

Jørgen Dragsdahl havde under Den kolde Krigs sidste og afgørende fase været meget aktiv både som journalist og fredsaktivist med tætte kontakter til medarbejdere på den sovjetiske ambassade og det sovjetiske nyhedsbureau APN (Novosti) siden 1970erne. Han havde i talrige artikler og i stærke vendinger kritiseret USA, NATO og den danske sikkerhedspolitik. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste havde han i 1979 bragt en artikelserie med udgangspunkt i falske dokumenter og med det formål at mistænkeliggøre USA. Hans synspunkter havde haft stor indflydelse på ledende socialdemokrater som Kjeld Olesen og Lasse Budtz. Dragsdahl havde også tætte forbindelser til ledende politikere fra Socialistisk Folkeparti, bl.a. Gert Petersen og Margrethe Auken.

[…]

Ekstra Bladets beskyldninger vakte voldsomt røre, ikke mindst i journalistkredse. Information, der tidligere havde benyttet Oleg Gordijevskij som sandhedsvidne, forsøgte nu at uskadeliggøre den tidligere KGB-officer. Chefredaktør Lasse Ellegaard stemplede Gordijevskij som landsforræder, og en af bladets medarbejdere, kaldte ham »en kriminel russer« og »en landsforræderisk opportunist.«… Informations tidligere chefredaktør Torben Krogh kom Dragsdahl til undsætning ved at hævde, at enhver redaktør kunne stemples som indflydelsesagent, fordi det hørte med til jobbet at lade sig bespise af udenlandske diplomater. Krogh mente, at han selv havde fået »et usædvanligt godt indblik i de overvejelser og motiver,« der prægede Kremls politik. Hverken Krogh eller andre KGB-kontaktpersoner har dog kunnet påvise en eneste lille oplysning som resultat af kontakterne. Oplysningerne gik den anden vej.

[…]

På det tidspunkt [1985] havde PET for længst fundet ud af, at Dragsdahl gennemførte konspirative møder med en KGB-officer i Danmark. Det fremgår af PET’s papirer, at man allerede i 1982 havde opdaget, at KGB-agenten Vjateslav Katerinkin regelmæssigt mødtes hemmeligt uden for København med en ukendt person. Da Katerinkin meget professionelt var i stand til at “afryste” PETs observatører, måtte kontaktpersonen ifølge PET være en agent. I marts 1983 lykkedes afrystningen ikke, og kontaktpersonen blev identificeret som Jørgen Dragsdahl. Han gennemførte et konspirativt møde med sin føringsofficer først på Farum station og derpå i et tog på strækningen Farum-København.

Tre måneder senere, i juni 1983, skulle et nyt møde finde sted. Dragsdahl tog regionaltoget fra København til Holbæk og var på vejen til toget meget opmærksom på sine omgivelser, vendte sig flere gange om og kiggede bagud. I Holbæk var han igen meget opmærksom på sine omgivelser og spejdede omkring ved et værtshus, en parkeringsplads og på stationen. Efter to timers forgæves venten kørte han tilbage til København. KGB-officeren dukkede ikke op. En uge senere var han til frokost på den sovjetiske ambassade. Mod sædvane kørte hans føringsofficer ikke hjem fra ambassaden til frokost denne dag. Senest i oktober 1983 var “Dragsdahl-sagen” kendt på højeste niveau i regeringsapparatet.

[…]

PETs fortrolige konklusion til eget brug lød således: »Set med KGB-briller har D[ragsdahl]s position […] været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i Centret blev benævnt som “nr. 1” i Danmark, men hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om.« Dragsdahl var altså ifølge både KGB og PET KGB-agent.

[…]

DIIS-udredningens billede af Dragsdahls meriter er så tilslørende, at det må betegnes som vildledende… det forties, at PET karakteriserede Dragsdahl som agent. Selv om de danske efterretningstjenester via Gordijevskij fik »en enestående indsigt« i Sovjetunionens operationer i Danmark, er hans oplysninger ikke anvendt, og han er heller ikke som Dragsdahl blevet interviewet i forbindelse med udredningen. DIIS-udrederne har set det samme materiale i PET’s arkiv, som denne artikel bygger på, og må derfor vide, at PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent. Alligevel har man valgt at fortie dette forhold.

Det er i øvrigt ikke kun Dragsdahl-sagen, som mildt sagt er mangelfuldt belyst i DIIS-udredningen Danmark under Den Kolde Krig. Det samme gør sig gældende for adskillige andre af KGBs danske agenter, villige hjælpere, meddelere og samtalepartnere.”

Blandt de mange der holdt hånden over Jørgen Dragsdahl nævnes specifikt Lasse Ellegaard og Torben Krogh. Sidstnævnte var dengang chefredaktør på Information, og er idag fastansat på Orientering. Kroghs medredaktør på Information var dengang Vibeke Sperling, og det oplyses at hun var bisidder ved et møde Dragsdahl havde med PET i 1985. Hun blev senere ansat af Orientering, men selvom hun idag arbejder for Politiken optræder hun stadig hyppigt som ekspert. Hendes datter Ruth Sperling er idag fast medarbejder på Orientering. Jørgen Dragsdahl selv blev i en årrække brugt som sikkerhedspolitisk ekspert i Orientering, men er idag fastansat.

Suppler evt. med An Example of “Black” Active Measures: Alleged Soviet Agents of Influence and Covertly Sponsored Publications in Denmark [via Observant].

“Dragsdahl worked together actively with the KGB to undermine Western viewpoints. It was very goal-oriented disinformation.

Opdate 15/1-07. Mediedækningen af Jyllandspostens afsløringer illustrerer hvor galt det står til med medierne herhjemme. Jyllandsposten dokumenterer at en kendt dansk journalist under den kolde krig var agent for KGB, og bekræfter hermed Ekstra Bladets meget omtalte 1992-historie. Flere politikere dækkede over Dragsdahl, herunder en af fodnote-politikkens ophavsmænd. Ud fra alle betragtninger en væsentligt historie.

Ritzaus Bureau ignorerer Jyllandspostens historie, og vælger istedet at optage Informations modhistorie, der retter kritik af en juridisk detalje. Uanset det formelle ved arkivindsigten, så citerer professor Bent Jensen kilderne ordret, og historien skal selvfølgelig lanceres som afsløring, ikke som anklager/beskyldninger.

En del aviser bringer notitserne fra Ritzaus Bureau, der blot citerer og refererer Informations modhistorie. DR holder lav profil, men i det omfang de overhovedet nævner Dragsdahl følger de Information/Ritzaus Bureau hele vejen. TV2 Online har ikke bragt et ord om sagen.

  • 14/1-07 (22.17) Ritzaus Bureau, citathistorie fra Information) – Politisk flertal kræver større PET-åbenhed.
  • “Det politiske krav opstår i kølvandet på professor Bent Jensens spionanklager mod journalisten Jørgen Dragsdahl. I en omfattende artikel i Jylland-Posten bliver Dragsdahl betegnet som KGB-agent under Den Kolde Krig.”

  • 15/1-07 (02.30, 08.40) DR Online – Vil have åbnet PETs koldkrigsarkiver.
  • 15/1-07 (07.09) – P1 Morgen – Ny debat om PET-arkiver.
  • 15/1-07 (09.02) Ritzaus Bureau – Slagsmål om agentbeskyldning.
  • “Netop som historikeren Bent Jensen er udnævnt som leder af koldkrigscenter, rejser sig en storm omkring hans beskyldninger om, at en journalist var KGB-agent. Det er noget “svineri”, mener Ole Sohn (SF), at en journalist ikke selv kan få lov at se dokumenter, som en historiker bruger som bevis for, at journalisten var agent for den tidligere sovjetiske efterretningstjeneste KGB.”

    Opdate 18/1-07.

  • 17/1-07 (21.00) TVavisen – Portræt af Bent Jensen (forsøg på karaktermord).
  • 18/1-07 (08.24) DR Online – PET-Kommission for længe om arbejdet (klassisk spin-off).
  • 17/1-07 P1debat – Er Dragsdahl offer for heksejagt?
  • Opdate 22/1-07. Debatten om Dragsdahl er reelt blevet til en debat om Bent Jensen, og fylder godt i medierne.

  • 15/1-07 Dragsdahl.dk – Jørgen Dragsdahl: Reaktion på anklager i Jyllands-Posten.
  • 19/1-07 Jyllandsposten – Bent Jensen: Mens jeg venter på politiet.
  • 20/1-07 Jyllandsposten – Lasse Ellegaard: Man kan ikke tinge om sin ære.
  • 

    3. januar 2007

    Hvis Clement Kjersgaard er DR’s mest højreorienterede, så står det skidt til…

    Hvorvidt DR er objektive eller ikke afhænger selvfølgelig af øjnene der ser, men det er da tankevækkende at venstrefløjen sjældent finder anledning til at kritisere DR. Et af de få eksempler jeg i skrivende stund kan komme i tanke om, er Henning Prins’ kommentar til DR2-værten Clement Kjersgaard.

    “Jeg er ikke i tvivl om, at den personlige stemme på nettet har en stor fremtid for sig. Læg bare mærke til, hvad det betød for vores nye medieidol Clement Kjersgaard, at han lavede webmagasinet Ræson. Det bragte ham lynhurtigt videre i verden, og selv om jeg ikke billiger hans brug af DR 2 som politisk talerør for Venstre, så er han da en personlig stemme, hvad der ikke kan siges om ret mange journalister.” (Hvad hjertet er fuldt af, Politiken 16/6-06)

    Ovenstående kritik relaterer til Clement Direkte. Clement Kjersgaard er for tiden vært på DR2’s lørdagsmagasin Chefredaktørernes klub, hvor fire tidligere eller nuværende chefredaktører diskuterer ugens største begivenheder. Sidste lørdag, d. 30. december var en speciel nytårsudgave, og de inviterede skulle således give deres fortolkning af de vigtigste begivenheder i 2006. [tip: AndreasBN, der nu skriver Biasedblog]

    

    18. oktober 2006

    P1 om frihedskæmpende Hizbollah og Blair der er i armene på neokonservative fantaster

    Esmanns Verden er et af de magasinprogrammer på P1 jeg burde gøre mere ud af. Næsten hver uge doceres middelsvær lyrik i 1,5 time…

    Den 21. september var emnet Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah, og med Jørgen Bæk Simonsen i studiet var der lagt op til den helt store terror-apologi. Allerede i den officielle præsentation går det galt.

    Hassan Nasrallah (86 min.; 21/9-06)

    Hizbollah – et libanesisk frihedskæmpende parti med en kalashnikov i sit flag. Lederen hedder Hassan Nasrallah, og han har haft succes med noget som meget få andre har gjort ham efter: at besejre Israel både militært og diplomatisk. Situationen mellem de to naboer er lige nu meget kritisk. Professor Jørgen Bæk Simonsen er i studiet og med på telefonen er den svenske Hizbollah-ekspert Magnus Ranstorp fra Centre for the Study of Terrorism and Political Violence på St. Andrews Universitet i Skotland og den Libanon-kyndige Sune Haugbølle fra St. Antony Universitet i Oxford.

    Hizbollah er selvfølgelig ikke ‘frihedskæmpere’ med mindre man betragter et Koranbaseret diktatur som et frihedsideal. At Nasrallah skulle have besejret Israel militært er en myte som trives fint på P1, men at Israel internt efterrationaliserer ift. krigen, mens Nasrallah fejrer sejren i sønderbombede hovedkvarterer – siger jo mere om den irrationelle islamistiske mentalitet end om Israels militære nederlag.

    Jørgen Bæk Simonsen talte i sit vanlige uldne sprog om at Nasrallah havde antasterne til “at blive betragtet som en folkehelt”, og eufemismer er i det hele taget aldrig en mangelvare når han folder sig ud. Nyd blot denne formulering…

    Bæk Simonsen: Sådan som forløbet har været i juli-august, der har det været komplekst og en smule vanskeligt, at vi har en milits der agerer på vegne af en stat.

    I forrige uge var emnet Tony Blair, i studiet var Mads Qvortrup, og der blev suppleret med kommentarer fra Lasse Ellegaard. Det var om muligt endnu ringere – her lidt fra dialogen.

    Esmann: Han er ikke så blatant i sin religiøsitet som George Bush.

    Ellegaard: Nej, der er de der historier om at Bush har knælet sammen i den ovale kontor i det hvide hus, og bedt sammen og så videre. Jeg skal ikke kunne sige om det er rigtigt eller forkert, men det har været fremme i aviserne her. Men han er på en helt anden måde sofistikeret i sit politiske budskab til offentligheden – altså Bush er, og det er jo meget interessant at iagttage, hvordan den britiske presse kigger på Bush, som en primitiv sådan lidt intellektuelt underfrankeret politisk leder, hvor man ser Blair som en intellektuel overlegen, men politisk underlegen, det har givet Blair et tilnavn som Bushs puddel for eksempel.

    […]

    Qvortrup: Der er jo ingen der kan komme uden om, at han i 1997 da han kom til magten, blev båret ind på en vælgertilslutning der på et tidspunkt var helt på på 97 pct. Det er så gået noget ned, idag er hans popularitetskurve nede på 23 pct., men det er klart han har skibbet socialismen, han har skibbet venstrefløjen, men han har også leveret en økonomi, nogle resultater, og en multikulturalisme, som har vist sig at være en fordel for samfundet. Den multikulturalisme er han så nu ved at forlade, for så sent som fjorten dage siden var regeringen ude med en ny kommission der skal fastsætte hvilke værdier alle kan slutte op om.

    […]

    Ellegaard: Lavpunktet er uden tvivl Irak-krigen og de løgne der førte frem til det militære engagement.

    […]

    Esmann: Han har også travlt med nogle andre ting, f.eks. at prøve på at bilde os ind der kun var 45 sekunder til Saddam Hussein han kunne bruge sine såkaldte masseødelæggelsesvåben. Du har skrevet en biografi, og nu kommer 150.000 kroners spørgsmålet: Var han fyldt med løgn?

    Qvortrup: Løgn er jo altid et vanskeligt ord i politik…

    Esmann: He, he.

    Qvortrup: Jeg ved ikke om han vil indrømme det på samme måde som den ungarnske udenrigsminister gjorde det fornyligt – jeg tror ikke Blair troede han løj. Problemet er, at på det tidspunkt han sagde det her, havde han fået at vide, at sådan var fakta – jeg nævnte tidligere en briefing, hvor han havde sagt at der ikke er noget der ikke kan siges på 30 sekunder eller tre stikord. Når det drejer sig om masseødelæggelsesvåben, så er det jo altså ret kompliceret at have med at gøre – hvad vil det sige, hvor kan man angribe, hvordan skal tropperne flyttes derhen hvor de skal, og det jeg tror der er sket, hvad man kan konstatere der er sket, det er at der er en enkelt kilde i efterretningsvæsenet, som har sagt at man godt kunne få monteret nogle våben på en eller anden måde inden for 45 sekunder, og det er ikke noget der er blevet bekræftet på nogen måder. Det kommer så i en briefing, så en af de mange mennesker der kommer ind og briefer Blair, som så får sine 30 sekunder og sine tre stikord, får så sagt – vi tror iøvrigt det og det. Så finder Blair jo som den mediemæssige begavelse han jo også er, det der har mest slagkraft, det der med de 45 sekunder det lyder godt, det er godt til en tale i parlamentet.

    […]

    Qvortrup: … det er overvejende sandsynligt – nu skal jeg skal prøve at formulere mig diplomatisk.

    Esmann: Nej, det behøver du såmen ikke. Ha ha.

    Qvortrup: Nej, men det har jeg en interesse i på længere sigt. Øhm…

    [… om machiavellisk ledelse]

    Qvortrup: Uden vi skal drage den parallel, det vil jeg nødigt gøre – men nogle af lytterne har måske set filmen for et års tid siden, der hed Die Untergang, som handlede om Hitlers sidste dage i bunkeren, og det interessante er at russerne stod for døren, men stadigvæk var der rådgivere der sagde at nu marcherer vi mod Stalingrad, nu vender det hele.

    […]

    Esmann: Vi sluttede Ellegaard-citatet, med at han sagde at Blairs Irak-krig byggede på løgne, og her er fortsættelsen af Ellegaards vurdering af hvordan engagementet i Irak har påvirket synet på Blair.

    Ellegaard: Det vil for altid klæbe til hans eftermæle, og her har vi altså at gøre med hans messianske side – hans særlige storhedsvanvid om man, om du vil. Han er overbevist om at Storbritannien og hermed også ham selv, er udset til at spille en international rolle til at lede andre nationer, som han har udtrykt det. Den lancerede han, den ide, den ideologi, endnu før han kom til magten i 1997. Det er så også den ide der har ført ham lige i armene på USAs administration af neo-konservative fantaster der tror de kan gennemføre demokrati med kampvogne. Og der er både Blair og George Bush jo ægte overbeviste om at doktrinen om forebyggende intervention, altså forebyggende angreb i lande der ikke opfører sig ordentligt efter deres mening. At den kan retfærdiggøres, også i forhold til vælgerbefolkningen.

    Esmann: Du kaldte det løgnen om Irak. Lad os lige få det præciseret. Spørgsmålet er jo – kan vi tillade os at bruge ordet løgn af hans behandling, af hans fremstilling af den der trussel om masseødelæggelsesvåben.

    Ellegaard: Ja, det kan vi fordi han tog jo den påstand om at Saddam Hussein kunne mobilisere sine masseødelæggelsesvåben med 45 minutters varsel. Det valgte han at tage alvorligt, det valgte han at bruge som argument, selvom det hverken var sandsynligt eller på nogen som helst måde bevist at det kunne lade sig gøre. Og der er der flere engelske journalister som har skrevet bøger om i hvor høj grad armene blev vredet om på regeringens juridiske rådgivere blandt andet Goldschmidt, som svarer til kammeradvokaten, som kom med det ene memorandum efter det andet der advarede imod lovligheden, også efter international lov, om at gå ind i Irak, men til sidst leverede de et stykke papir der på en eller anden måde legaliserede, ud fra en FN-resolution, 1441 som iøvrigt danskerne også har brugt som begrundelse.

    Esmann: Jamen Lasse, er det ikke mere præcist at sige at han løj måske, men ikke direkte, han var jo faktisk fanget af sit eget spind.

    Ellegaard: Jov, men man kan spørge hvad er forskellen på at lyve indirekte eller direkte. Altså det der står fast, det er at hele beslutningsgrundlaget om det britiske engagement i Irak byggede på forkerte og muligvis bevidst løgnagtige oplysninger, om hvad Saddam Hussein og hans regering og hans militær kunne og hvad de ikke kunne.

    Esmann: Allright, det er jo helt klart at det der blev sagt, blev ihvertfald sagt på et overordentligt mangelfuldt grundlag, den store diskusion det er selvfølgelig om der blev løjet bevidst eller ubevidst. Hvad har du at sige til det?

    Ellegaard: Jamen det interessante er jo at de fire jurister som var indblandet i begrundelsen, altså legitimeringen af det britiske engagement. Den jurist, en kvinde, der var ekspert i international ret, hun sagde simpelthen sit job op – jeg tror den 10. marts 2003, altså forud, altså ganske kort før angrebet Irak fandt sted. Og hun sagde op i protest mod de juridiske begrundelser regeringen valgte at bruge, dem kunne hun simpelthen ikke lægge navn til.

    […]

    Ellegaard: … man kan ikke Blairs periode uden at hæfte sig ved beslutningen om at følge Bush, næsten blindt ind i Irak.

    […]

    Qvortrup: Det er meget interessant hvad Lasse siger, og jeg er i store træk enige. Det der er det vigtigste når vi taler om løgn, det er hvad vi kalder ministeransvar, i Danmark har vi noget der hedder ministeransvarlighedsloven, og det betyder blandt andet som jeg har forstået det, at ministeren også er pligtig til at stille nærgående spørgsmål om de beslutninger der skal tages. Det har Blair ikke gjort, og derfor kan man sige, der er han skyldig på det plan. Måske tror jeg ikke han har løjet direkte og bevidst, men han har ikke rigtigt, han har sådan været lidt Lord Nelson der har sat kikkerten for det blinde øje, og sagt at han ikke helt har brug for at se det der, måske er det ikke helt som det passer, og så fordi han vidste at han var nødt til at overbevise sin parlamentsgruppe om at få dem med, så har han spillet på det her – mange var jo imod inden.

    […]

    Qvortrup: … i britisk historisk perspektiv, så er Gladstone og Churchill nogle der huskes for mange af deres succeser, så måske vil Blair også på lidt længere sigt blive husket for sine succeser.

    Flere eksempler på klassisk eftersnakkeri. Politikens Lasse Ellegaard konstaterer eksempelvis indledningsvist at Tony Blair løj om irakiske masseødelæggelsesvåben, og så kan de to andre bruge tid på at debattere hvorvidt han løj bevidst eller ubevidst. Man kan altså ikke lyve ubevidst, det kaldes at tale usandt, og er ikke helt det samme – selvom Ellegaard kreativt forsøger at redde den.

    

    7. marts 2005

    Lasse Ellegaard om Bertel Haarder og dansk udlændingepolitik

    Danmark har måske nok to store borgerlige aviser, men det vil være synd at sige at aviserne ligefrem er spækket med spidse borgerlige penne. Tag en journalist som Lasse Ellegaard, Jyllands-Postens udsending i Ankara – som nu har fået fast klumme i Ekstra Bladets søndagsudgave. Et par citater fra seneste udgave:

    Undervisningsminister Bertel Haarder er ikke racist, han er ikke heller ikke sindsyg i klinisk forstand, men det er svært at forklare i Tyrkiet.”

    “Det er op ad bakke-pædagogik at skildre hans reputation som næstekærlig kristen, ægte idealistisk og intellektuelt kapabel overfor kendskabet til, at han indtil for nylig administrerede Europas mest infame og inhumane fremmedlov. Og dertil fik problemer med politisk korrekte danskere som for sine uheldige ytringer om muslimske indvandrere, hvis tørklæde-tildækkede døtre han nærmest kaldte ludere i en festsang til en regeringsmiddag.?”

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige side

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper