11. september 2013

P1 om Allende, Pinochet og Castro – Torben Mark Pedersen om ‘Friedman og Chiles økonomiske mirakel’

Hvis man tænder for P1 i disse dage kan man ikke undgå at høre indslag om 40-året for kuppet imod Allende i Chile. Mandag kom jeg uforvarende ind i et længere fortælling om sangeren Victor Jara, og hans musikalske kamp mod Pinochet. Det blev nævnt, at han tog afstand fra den højreorienteret katolske kirke, men havde havde åbenbart ikke en politisk holdning selv.

Jeg kender lusen på travet, og lidt googling bekræfter at denne her idealistiske frihedsforkæmper, skrev hyldstdigte til stalinisten Che Guevara og tilfældigvis var aktiv i Partido Comunista de Chile. Lidt senere var der beretning ved Dines Boertmann, DR’s tillidsmand, med en fortid Danmarks Kommunistiske Ungdom, og en nutid i Dansk-Cubansk Venskabsforening.

Chile spiller en stor rolle for selvforståelsen på den yderste venstrefløj, og det handler ret beset mere om ideologi end historie. Her har vi den fæle diktator der indførte et økonomisk-liberalt regime med hjælp fra USA. Vi er nogen der mindes DR’s fejring af 50-året for den kommunistiske revolution i Cuba under Fidel Castro, og der hersker tydeligvis dobbelte standarder. Alt negativt om Pinochet kunne kopieres lige over i artiklen om Castro og ganges med ti. Det positive ved førstnævnte ignoreres systematisk.

Tung men aldeles fremragende baggrundsartikel om Chile set på 180 grader – 40 år efter kuppet mod Allende: Friedman og Chiles økonomiske mirakel (af Sasha Renate Bermann og Torben Mark Pedersen; opr. trykt i Libertas 53/2013).

“Milton Friedman var en af det 20. århundredes største økonomer og en af de mest indflydelsesrige, og han har mere end nogen anden populariseret idéen om ‘free enterprise’ kapitalisme. Friedman blev af den grund en vigtig inspirator for markedsøkonomiske reformer overalt på kloden, og ingen steder mere end i Chile efter 1975.

Chile har været den hurtigst voksende økonomi i Sydamerika siden 1975. Med en gennemsnitlig årlig vækst i real BNP på 4,5 pct. siden 1975 pct. og på 7,3 pct. siden 1984 er Chile et eksempel på et økonomisk mirakel.

Frem til 1970 skilte Chile sig ikke positivt ud fra de andre lande i regionen. Måske tværtimod. Chiles økonomi var gennempolitiseret med en stor offentlig sektor, kroniske inflationsproblemer og tilbagevendende betalingsbalancekriser. Og efter Allendes katastrofesocialisme i 1970-73 lå den chilenske økonomi i ruiner.

Chiles økonomiske mirakel adskiller sig fra andre økonomiske mirakler ved, at der lå en bevidst strategi bag. Strategien var udarbejdet af de såkaldte Chicago boys, der var chilenske økonomer, der var uddannet på University of Chicago, og på det idémæssige plan kan Chiles økonomiske succes tilskrives Friedman og Chicagoskolens økonomiske idéer. …

Udvekslingsprogrammet blev en stor succes. Selv om det intellektuelle klima i Chile var mere fremmed end fremmende over for Chicagoskolens økonomiske teorier, vendte de Chicagouddannede økonomer tilbage til Chile og fik i mange tilfælde fast ansættelse som forskere. Allerede fra 1964 dominerede Chicago boys det katolske universitet, og De Castro blev dekan i 1965.

[…]

Da militærjuntaen tog magten, lå den chilenske økonomi i ruiner. Det var ikke bare Salvador Allende, der med sin katastrofesocialisme havde kørt økonomien i sænk. Chiles økonomi led under årtiers fejlslagen udviklingspolitik og protektionisme. …

Økonomisk politik i Latinamerika var domineret af den såkaldte afhængighedsteori. Kort fortalt er verden inddelt i et industrielt center (USA og Europa) og en råvareproducerende periferi (udviklingslandene), og bytteforholdet i udenrigshandlen skulle udvikle sig til de rige landes fordel. På den måde udbytter centeret periferien. International handel er altså ikke en kilde til velstand, men til udbytning. …

Før 1970 var Chile et klassisk eksempel på, hvad Anne O. Krueger (1974) kalder et ‘rent-seeking society’ – et samfund, hvor det drejer sig om at benytte sig af forbindelser til politikere og bureaukrater for at opnå gevinster frem for selv at skabe noget af værdi. Med de rette forbindelser kostede det ikke mere end et brev at opnå beskyttelse mod udenlandsk konkurrence, få skatteprivilegier, subsidierede lån eller særlig let adgang til valutareserver.

Både de strukturelle problemer og den makroøkonomiske populisme blev ført ud i det ekstreme under socialisten Salvador Allende, der blev udpeget til præsident efter valget i 1970, hvor han havde fået 36,3 pct. af stemmerne.

Allende nationaliserede størstedelen af erhvervslivet, den makroøkonomiske politik var indbegrebet af, hvad Dornbusch and Edwards (1990, 1991) kalder for ‘makroøkonomisk populisme’: (1) høje nominelle lønstigninger til arbejdere og funktionærer: Den reale minimumsløn for arbejdere steg med 56 pct. i første kvartal af 1971 og med 23 pct. for funktionærer, og den gennemsnitlige realløn for arbejdere steg med 20,3 pct. i 1971. (2) Priskontrol skulle holde inflationen nede. (3) En ekspansiv finanspolitik skulle sætte gang i økonomien, og (4) pengepolitikken skulle finansiere de offentlige underskud. (5) En fast nominel valutakurs, Larraín and Meller (1991).

For enhver økonom er det opskriften på økonomisk katastrofe: Store reallønsstigninger vil kun midlertidigt øge efterspørgslen, indtil højere lønomkostninger fører til virksomhedslukninger og massefyringer, og hvis virksomhederne endelig skulle kunne bære de høje lønomkostninger, måtte de omgå priskontrollen ved at sælge deres produkter på det sorte marked. Også de nationaliserede selskaber vil få underskud, der skal dækkes af staten, hvilket vil øge underskuddet på statsfinanserne og forøge pengemængden, hvilket først vil føre til undertrykt inflation og derefter til en høj, åben inflation. Endelig vil valutaen appreciere realt med betalingsbalanceunderskud til følge.

Og det var præcist, hvad der skete. Den ekspansive finans- og pengepolitik skabte en vækst på 8,5 pct. i 1971, men allerede i slutningen af 1971 viste udviklingen sig uholdbar. Der opstod fødevaremangel og lange køer foran forretningerne, og et stort sort marked voksede frem. Økonomien lignede mere og mere en østeuropæisk eller cubansk centralstyret økonomi, og graden af ‘rent-seeking’ nåede sit højdepunkt, Chumacero et al (2005).

Efter mindre end tre år var Chile på randen af et økonomisk sammenbrud. Real BNP faldt med 0,9 pct. i 1972 og med 4,9 pct. i 1973. Inflationen steg til 323 pct. i juli 1973, og tidligere store overskud på betalingsbalancen vendte til store underskud. Underskuddet på de offentlige finanser nåede 24,5 pct. i 1972 og 30,5 pct. i 1973, Larraín and Meller (1991, 200). …

Allendes katastrofesocialisme var en eklatant fiasko for idéen om, at man kan styre økonomien uden hensyntagen til markedsmekanismen alene ved at besidde den politiske magt.

Også demokratiet styrede mod sammenbrud. Allende havde gennemført en stor del af nationaliseringerne på et tvivlsomt juridisk grundlag med et dekret DFL 520, der var udstedt under den kortvarige ‘Socialistiske Republik’ i 1932, og som aldrig var benyttet før. Og hvor det ikke slog til, benyttedes statslige mafia- og bøllemetoder. …

Den politiske modstand mod Allende regimet tog til, demonstrationer og strejker blev hyppigere, og regimet reagerede ved at fængsle fagforenings- og strejkeledere, og i juni 1973 skød Allendetilhængere på strejkende i Santiago. Chile havde kurs mod et marxistisk diktatur efter cubansk forbillede.

Den 11. september 1973 tog en enig militær ledelse med general Augusto Pinochet i spidsen magten i Chile, og samme nat begik Allende selvmord. Selve kuppet forløb relativt fredeligt, men de efterfølgende måneder blev blodige. Mindst 7.000 blev interneret på det nationale stadium til afhøring, mange blev udsat for tortur og dræbt. …

Militæret havde tradition for at forsvare forfatningen, og de sad i lang tid opfordringer om at gribe ind fra de politiske partier i Kongressen overhørig. Da militæret endelig handlede, var det ud fra en overbevisning om national nødvendighed og for at hindre Chile i at udvikle sig til et marxistisk diktatur.

Det var ikke et ønske om politisk magt, der drev militæret til at gribe ind, og efter magtovertagelsen vidste Pinochet ikke, hvad han skulle stille op med magten. Militærjuntaen havde ikke noget politisk projekt ud over at redde Chile fra diktaturet og genoprette økonomien. …

Pinochet indrømmede åbent, at Chiles økonomi måtte genoprettes, men at han som simpel militærmand ikke anede, hvordan dette skulle gøres. Allerede på dette tidspunkt agerede Pinochet anderledes end normen for diktatorer. … I april udnævnte Pinochet lederen af Chicago boys og dekan for det økonomiske institut, De Castro, til økonomiminister, og vejen var nu banet for påbegyndelsen af en markedsøkonomisk reformproces.

[…]

Allerede i juli 1977 havde Pinochet annonceret offentligt, at det var hans hensigt at genindføre en form for begrænset demokrati, og der blev vedtaget en ny forfatning i 1980, som skulle bane vejen. Den nye forfatning indeholdt fire vigtige institutionelle ændringer. For det første styrkedes den private ejendomsret. For det andet etableredes en uafhængig centralbank, der fik forbud mod at finansiere offentlige udgifter eller lån monetært. Den blev dog først etableret i slutningen af 1989, kort tid før demokratiets genindførelse. For det tredje blev nye budgetregler indskrevet i forfatningen, der styrkede præsidentens og begrænsede Kongressen kontrol med økonomien. Den udøvende magt blev ansvarlig for både udgifter og indtægter og alene regeringen kunne fremsætte lovforslag på det økonomiske område. Budgetreglerne var beregnet på at tøjle de offentlige udgifter. Endelig blev der indført et nyt valgsystem og en styrkelse af præsidentembedet, der skulle gøre det vanskeligt at gennemføre større ændringer af forfatningen, Pastor (2004). Der har været adskillige forfatningsændringer siden, men de demokratiske valgte regeringer efter 1990 har accepteret forfatningen på trods af, at den blev vedtaget ved en folkeafstemning, der ikke var fri. På den måde fik Pinochet lagt hindringer ud for en gentagelse af Allendes katastrofesocialisme.

… Kombinationen af udefrakommende chok til økonomien, olieprisstigninger, faldende kobberpriser, offentlige besparelser, stramningen af pengepolitikken og åbningen af økonomien resulterede i en dyb recession i 1975 med en ledighed på 14,9 pct.

Reformerne begyndte imidlertid at vise positive resultater allerede i slutningen af 1975. Betalingsbalancen forbedredes, inflationen faldt, underskuddet på de offentlige finanser vendte til et overskud på 4 pct. i 1976, og real BNP voksende med 6,8 pct. om året mellem 1976 og 1981, figur 2. …

I årene 1984 til 1989 oplevede Chile en periode med høj økonomisk vækst, og der blev skabt 239.000 ekstra jobs årligt i perioden fra 1984 og frem til 1990, hvilket reducerede arbejdsløsheden fra omkring 20 pct. til 5 pct. Der var overskud på statsfinanserne, inflationen var blevet nedbragt, men stadig høj, og der var en udbredt tilslutning til markedsøkonomien i middelklassen, Chumacero (2005). Yderligere var antallet af chilenere, der lever under fattigdomsgrænsen, reduceret fra 45 til 15 pct. …

Den nye økonomiske frihed havde skabt et økonomisk mirakel, der blev fulgt af en fredelig overgang til demokrati.

[…]

Pinochet har på det økonomiske område efterladt en arv til Chile, som de efterfølgende demokratiske regeringer har fundet det værdifuldt at bygge videre på. Derimod har Allendes største bidrag bestået i effektivt at vaccinere chilenerne mod mere revolutionær marxisme, og det har såmænd også bidraget til at videreudvikle de liberale reformer.

Dertil kommer, at chilenerne faktisk har kunnet mærke på deres levestandard, at kapitalisme og markedsøkonomi virker.

De 20 år med Allende og Pinochet har skabt et mentalitetsskifte i Chile. Chilenernes måde at tænke på ændrede sig, Rabkin (1993), Büchi (2006), og det er tydeligt, at chilensk politik havde flyttet sig markant i liberal retning i 1990 sammenlignet med 1970. Kristendemokraterne, der før var et halvsocialistisk parti, var næsten blevet liberale, og selv Allendes gamle socialistparti bakkede aktivt op om markedsøkonomi med lidt social glasur.

Bag hele den udvikling ligger et sæt økonomiske idéer, der virker, fordi de baserer sig på det enkelte menneskes naturlige stræben efter at få det bedste ud af den tilstand han befinder sig i. Det er Chicagoskolens og ikke mindst Milton Friedmans arv:

‘What is required in the underdeveloped countries is the release of the energies of millions of able, active, and vigorous people… an atmosphere of freedom, of maximum opportunity for individuals to experiment, and of incentive for them to do so in an environment in which there are objective tests of success and failure – in short a vigorous, free capitalistic market. Friedman (1958).´”



11. april 2009

“I virkeligheden har det ikke betydet så forfærdeligt meget, for jeg kom hurtigt i gang igen.”

Fra Mikael Jalvings JP blog – Esmanns bedrageriske verden.

“Hvis du enten ikke kender Frank Esmann – eller bare synes, han er en hyggeonkel iført fiskejakke… så hør her, hvad han har at sige om det faktum, at han for snart fem år siden blev taget med fingrene nede i kagedåsen efter at have skrevet af efter en bog, som han fejlagtigt troede, alle andre havde glemt. 374 gange, for at være helt præcis.

“Det var mit mål med hele diskussionen at få slået fast, at der var en usikkerhed om, hvordan man citerer (…) Vi skulle have en løsning, og den fik vi så ved hjælp af Kulturministeriets pjece om citater.”

374 var det antal gange, som den kulturministerielt udpegede embedsmand nåede frem til under sin undersøgelse af, hvor meget Frank Esmann egentlig havde plagieret en 12 år ældre biografi om Henry Kissinger. 374 afsnit. Ord for ord, hele sætninger, metaforer osv…

Er han så lidt flov over dette – direkte adspurgt i Weekendavisen? Næ, nej, hvorfor skulle han være det? I stedet udtaler han frejdigt: “I virkeligheden har det ikke betydet så forfærdeligt meget, for jeg kom hurtigt i gang igen.”

Bl.a. med radioprogrammet “Esmanns verden” på DR og udenrigspolitiske klummer til Kristeligt Dagblad. Og ganske uimodsagt i et mikrofonholderinterview i seneste nummer af selveste Weekendavisen, der burde vide bedre, fordi en stor del af debatten om Esmanns plagiat udfoldede sig der.”

Oploadet Kl. 15:33 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


23. september 2008

Ekstra Bladet: Racisme kan knuse Obama

De fleste sorte amerikanere foretrak Barack Obama fremfor hvide alternativer, og stort set alle vil den 4. november stemme på Barack Obama, og det kunne danske aviser ikke drømme om at problematisere. Fra Ekstra Bladet – Racisme kan knuse Obama.

“… en undersøgelse viser, at Obamas mørke hudfarve vil koste ham cirka seks procentpoint opbakning ved stemmeurnerne til november – nok til at vende en jordskredssejr til nederlag.

Det kan være med til at forklare, hvorfor Obama – i et valgår, hvor alle ydre faktorer peger i retning af en demokratisk sejr – har svært ved at trække fra John McCain i meningsmålingerne…

Den bekymrende undersøgelse viser, at fire ud af ti hvide amerikanere har svært ved at sige noget pænt om deres afroamerikanske landsmænd: ‘Dovne’, ‘voldelige’ og ‘pralende’, hører blandt de dominerende fordomme.

De republikanske vælgere har flest fordomme, men også hos demokraterne er de fremtrædende. Hver fjerde hvide demokratiske vælger har ifølge undersøgelsen fordomme over for sorte…

Paul Sniderman fra Stanford University står bag undersøgelsen og frygter, at racisme vil afgøre præsidentvalget.

  • Sep. 2008 Political Pulse – Poll: Racial views steer some white Dems away from Obama (EBs kilde).
  • Den oversete vinkel.

  • 15/7-08 Quinnipiac University Polling Institute – Women, Blacks Give Obama 9 – Point Lead Over McCain.. (“black voters back Sen. Obama 94 – 1 percent”).
  • Opdate 24/9-08. 24timer refererer historien under overskriften…men Obama har stigende problemer med sin baggrund.

    “Og netop hvide arbejderes modvilje mod at stemme på en sort kandidat er et spørgsmål, som bekymrer demokraterne. En undersøgelse fra Stanford University viser, at Obamas hudfarve har negativ betydning for 10 procent af de hvide vælgere, og at det kan koste helt op til seks procent af stemmerne.”

    Opdate 9/10-08. DR2 Udland havde Informations USA-korrespondent Martin Burcharth i studiet til en snak om præsidentvalgkampen og hans netop udgivne bog Kometen.

    Martin Breum, DR2: Men vi ved også, at der er rigtig mange hvide vælgere i de her svingstater… Er der nogen som helst udsigt til at de her mennesker vil stemme på en sort mand…? Jamen, er det ikke rigtigt, at der er rigtig mange undersøgelser nu som tyder på at fem-seks, otte-ti procent af vælgerne faktisk ikke vil stemme på en sort mand.

    Martin Burcharth, Information: – af de hvide vælgere. Der er lige kommet en undersøgelse ud fra Stanford University i San Francisco, som hævder at op imod seks procent af den hvide befolkning vil gå ind i de her stemmebokse, og så sige – nul, han er sort. Det kan vi ikke leve med…

    Opdate 16/10-08. Fra Deadline på DR2 17.00.

    Eva Jørgensen, Deadline: Den faktor, det må jeg også lige have med – det faktum at Obama er sort. Hvor tungt tror du det vejer når alle meningsmålinger har kørt og alt er sagt og så videre og så videre – hvor tungt vejer den så?

    Frank Esmann, USA-korrespondent: Det spiller en rolle. Vi kalder det elefanten – den usynlige elefant i det politiske rum. Vi kan ikke vide om de sidste otte procent der ikke har besluttet sig for hvem de vil stemme på, når de går ind i stemmeboksen. Min vurdering er, at der er nogen i det miljø – der siger i sidste ende, at ‘Nej, vi kan ikke stemme på en sort’.

    

    20. september 2007

    Danmarks Radios forlag udgiver bog om Hillary Clinton…

    Fra dagens Berlingske Tidende. Bent Blüdnikow anmelder en bog om Hillary Clinton skrevet af Sarah von Essen med bidrag fra en række DR-journalister – udgivet på Danmarks Radios forlag. Fra Når DR-skærmtrolde vejer deres ord på en guldvægt.

    “Forholdet til USA vækker heftige følelser hos os. Anti-amerikanismen og specielt anti-Bushismen har kronede dage, hvilket vi har set talende eksempler på i de seneste dage. Danmarks Radio er sårbar, og medarbejdernes udsagn om amerikanske forhold vejes nu på en guldvægt. Det er derfor med en vis spænding, at man åbner en ny bog om Hillary Rodham Clinton udsendt af Danmarks Radio under medvirken af institutionens egne journalistiske medarbejdere som Steffen Gram, Frank Esmann, Torsten Jansen, Kim Bildsøe Lassen og Thomas Falbe, og spændingen bliver ikke mindre af, at sidstnævnte i denne uge var ude med en kronik i Politiken, hvor præsident George Bush og hans tidligere strateg Karl Rove blev beskrevet som politikere med en kynisk og anløben politik.

    […]

    Der er generelt tale om en nuanceret og hovedsagelig beskrivende behandling… Der tegnes ikke et utvetydigt positivt billede af den lidt »kolde og reserverede« politiker, og man føler, at bogen gør en hel del ud af ikke at beskrive Bush-regeringen og det konservative USA i for mørke eller dæmoniske farver.

    Danmarks Radios egne journalisters vurderinger er flettet ind i teksten, og også her gælder det, at de hovedsagelig er beskrivende og forsigtige, og når man tænker på bl.a. Thomas Falbes seneste kronik føler man, at der måske har været tale om en redaktionel henstilling: »For Guds skyld sig ikke noget for væmmeligt, som vi kan hænges op på.«

    Selvfølgelig er der nogle enkelte udslip. Frank Esmann citeres for at ønske, at Hillary Clinton burde have stået stærkere vedrørende børns vilkår, sundhedsreformen og uddannelse:

    »Og på netop de punkter, hvor Frank Esmann mener, der er meget at lave om, synes han ikke, at ‘Hillary har bevæget sig så fandens meget’«.

    Esmann citeres også for denne sammenligning af Bush- og Clinton-dynastiet:

    »For mig at se er der mere kynisme i Bush-dynastiet, end der er i Clinton-dynastiet. At George W. Bush blev omvendt til genfødt kristen og pludselig appellerede til kristne værdier er lige så – hvis ikke mere – beregnende end en manøvre som Hillarys omvendelse fra glødende socialdemokrat, eller hvad du vil kalde det, til at være midtsøgende og moderat«.

    Hvor Esmann ved fra, at Bushs kristne værdier skulle være beregnende, forbliver helt udokumenteret.

    Det er også en subjektiv værdidom, når Torsten Jansen, der i øvrigt er gået fra Danmarks Radio, påstår, at Bill Clintons genvalg i 1996 skete, fordi han havde gjort det »ret forrygende«. Men det er småting i en bog, der faktisk forsøger at give et afbalanceret billede af amerikansk politik og ikke forfalder til hurtig Bush-hadske tilbøjeligheder eller ahistoriske angreb på udenrigspolitikken. Alt i alt ikke nogen dårlig bog, men om det så er Danmarks Radios opgave at udsende bøger om demokratiske præsidentkandidater må man spørge. Kommer der også en om republikaneren Rudy Giuliani?

    

    19. september 2007

    Niels Lindvig vært for udsendelse om ‘De frie mediers forfald’, hyklere alle til hobe

    Det virker næsten som en magtdemonstration. Fra foromtalen til Søndagsorientering på P1.

    De frie mediers forfald (Niels Lindvig)
    Nogle bed nervøst negle, andre slog sig i tøjret på det velrenommerede dagblad The Wall Street Journal, da mediemogulen Rupert Murdoch sagde, at han ville købe avisen. Men om de peb eller sang, lige meget hjalp det. Murdoch fik sin vilje. I USA så mange det som endnu et eksempel på et omsiggribende forfald i medieverdenen.

    Der har næppe nogen sinde været et større behov for uafhængig, original, troværdig information om samfundet og verden i det hele taget. Og aldrig har de tekniske muligheder været bedre for øjeblikkelig transmission af tekst, lyd og billeder verden rundt.

    Alligevel bliver rapporteringen med få undtagelser mere overfladisk. Redaktionerne udhules mandskabsmæssigt, mens de moderne mediers sædvanligvis fraværende ejere vil se ordentlige afkast af deres investeringer samtidig med, at de i nogle tilfælde dikterer den journalistiske linie.

    […]

    De nordamerikanske mediers dækning af forløbet op til invasionen i Irak er blevet et skoleeksempel på følgagtig, ukritisk medløberjournalistik. Den blev klædt af til skindet af ikke-profit-organisationen Public Broadcasting Service i en TV-dokumentar tidligere i år, hvor Bill Moyers blotlagde dårligdommen. Men det har ikke hjulpet. Der er gået lidt bodsgang fra nogle mediers side, men redaktionelt er intet ændret.

    Der tales om de frie medier og om ytringsfrihed, men for hvem? Stadigt færre multinationale selskaber og stenrige enkeltpersoner sidder på medieudbudet i vesten. De vil se overskud frem for kritisk, undersøgende og dermed dyr journalistik og har ingen kvababbelser i den anledning.

    Men hvor bliver presse og mediers rolle som medvogtere af demokratiet af i det forløb?

    Medvirkende: Marcus Rubin, journalist ved Dagbladet Politiken, Stig Hjarvard, professor, PhD i Film- og medievidenskab ved Københavns Universitet og DRs Frank Esmann, tidligere korrespondent i blandt andet Storbritannien og USA.”

    Den ene uge fryder Niels Lindvig sig over at Hugo Chavez’ lukker en oppositionskanal i Venezuela. Den næste uge erklærer han pressefriheden død, fordi en konservativ opkøber et konservativt medie. Gæsterne er velcastede. Monopolmediets garderhusar, professor Stig Hjarvard, Frank Esmann (ham der skriver af fra andre), og så lige den journalist fra Politiken, der lige havde tid – Marcus Rubin.

    Så er der lige emnet. Murdoch, Irak-krigen, og kritikken fra Bill Moyers. Sidstnævnte er tidligere pressesekretær for en demokratisk præsident, og ivrig foretaler for den amerikanske public service-station NPS. En kanal, hvorpå han tidligere var vært for magasinet NOW, hvorom en rapport konkluderede.

    The report took in 136 segments on the PBS show NOW. Ninety-two were found to oppose the Bush administration. There were 67 guests deemed to be liberal or Democrats; only 23 as conservatives. And most of those conservatives were seen to be opposed to Bush policies.”

    Rapporten er egenhændigt bestilt af republikanske Kenneth Tomlinsen, tidligere formand for Corporation for Public Broadcasting, og det hører selvfølgelig også med. I USA er der utallige mediekritiske NGO’er, nogle af dem demokratiske, andre konservative, og de er selvfølgelig uenige om hvor snittet skal sættes. Bill Moyers er ‘liberal’, og har derfor noget nær kultstatus for de venstreorienterede Bush-basher-sites, såsom DemocracyNow, CommonDreams og TruthOut.

    Hvorfor skal venstreorienteret mediekritik serveres på en bakke som den absolutte sandhed…

    Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.” (Luk, 6:41-42)

    

    1. marts 2005

    Peter La Cour om journalisternes arrogance – eksemplet Frank Esmann Jensen

    Fra lørdagens Jyllands-Posten, en interessant kommentar af Peter La Cour – Magtens arrogance:

    “I 1980 havde Socialistisk Folkeparti 11 og Det Konservative Folkeparti 22 mandater i Folketinget.Tilfældet ville, at partiernes ledere – henholdsvis Gert Petersen og Poul Schlüter – omtrent samtidig fik udgivet en bog med deres taler og artikler. Gert Petersens bog hed “Om socialismens nødvendighed” og Poul Schlüters “Den lange vej – fra nederlag til fremgang”.

    Niels Helveg Petersen anmeldte Schlüters bog positivt i det konservative partiblad Vor tid – og det blev faktisk begyndelsen til en tilnærmelse mellem Schlüter og Helveg og deres to partier, der ellers havde stået langt fra hinanden i et stykke tid. Hermed blev skabt en vigtig forudsætning for, at Schlüter to år senere kunne blive statsminister.

    I dagspressen blev de to bogudgivelser udsat for en påfaldende forskelsbehandling. F.eks. gjorde Weekendavisen Berlingske Aften et stort nummer ud af Gert Petersens bog med forsidehenvisning og en omtale, der fyldte hele forsiden af avisens anden sektion. Men Poul Schlüters bog måtte nøjes med en lille forkølet note øverst på en venstreside langt inde i Weekendavisen.

    Som udgiver af sidstnævnte bog blev jeg naturligvis harm over denne grove forskelsbehandling og henvendte mig til Weekendavisens daværende chefredaktør Frank Esmann Jensen.

    Til min store overraskelse – og til lang tids eftertanke – belærte Frank Esmann Jensen mig om, at ud fra en journalistisk betragtning var Gert Petersen meget mere interessant end Poul Schlüter.

    Oploadet Kl. 19:27 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    9. november 2004

    Frank Esmann om “amerikansk politiks grå eminence” og Bushs kernevælgere

    Frank Esmanns klumme i weekendens Kristeligt Dagblad fortjener lidt fokus. Hvor Dick Cheney tidligere i DRs programudbud er blevet betegnet som ‘Skyggen bag Bush’, Richard Perle for ‘Mørkets fyrste’ – så er turen nu kommet til Bushs politiske rådgiver Karl Rove. Han er ifølge Esmann ‘amerikansk politiks grå eminence’

    Mest underholdende er dog hans karakteristik af det kristne højre, ikke fordi det er udtalt negativt – men mere fordi det illustrerer hvorledes det pludselig er blevet legalt at generalisere:

    “De er ansvarsbevidste individualister, fortrinsvis hvide, gifte mænd uden akademisk uddannelse. De er patrioter, forsvarsvenlige og så glade for våben, at de ejer indtil flere af dem. De støtter Israel og et udelt Jerusalem. De tager Bibelen temmelig bogstaveligt, går også i kirke hver søndag og er indbegrebet af gæstfrihed. De arbejder hårdt, men bevæger sig fortrinsvis i små lastbiler kaldet trucks og med et amerikansk flag i bagvinduet. Med andre ord: stovte og overordentlig livsduelige eksemplarer af homo sapiens, hvis største problem synes at være overvægt og mangel på motion.”

    Oploadet Kl. 10:57 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper