21. januar 2010

Lene Kühle om ‘ikke-radikale’ anti-demokrater der bifalder terror og drømmer om sharia-stat

Sidste fredag bloggede jeg et indslag fra Orientering med seniorforsker Manni Crone. Indslaget blev senere fulgt op af et ligeså absurd interview med lektor Lene Kühle, der ligeledes gik direkte efter definitionerne.

For et par år siden spurgte jeg let polemisk en kendt professor, hvorfor han betragtede det højreorienterede bloggermiljø (herunder Uriasposten), som værende radikal. Han svarede pænt og uddybende, at det skyldes den kompromisløse retorik. Ord alene var altså nok til at få etiketten radikal – ikke ‘radikaliseret’ – højrefløjens radikalisme var ikke andres skyld.

  • 11/1-10 Orientering, P1 – Radikale muslimer under lup (10 min).
  • Herunder fuld transkription, der fint sætter de dobbelte standarder i relief.

    P1-Vært: Man kan godt som ung muslim mene at det er legitimt at tage på jihad i Afghanistan, eller drømme om at leve i en islamisk stat, snarer end i et demokrati, uden at være radikaliseret. Uden at være en trussel mod samfundet. Det siger to forskere fra Århus, der vil gøre op med den gængse forståelse af, hvornår man er radikaliseret. Forskerne har interviewet unge stærkt religiøse muslimer, muslimske ledere og socialarbejdere i Århus, og har netop offentliggjort en rapport om det på center for forskning i islamisme og radikaliseringsprocesser. Orienterings integrationsmedarbejder Astrid Fischer, har talt med en af forskerne, lektor i religionssociologi Lene Kühle, og spurgt først, hvad der var ideen med forskningsprojektet.

    Lene Kühle, lektor: Jamen, det var egentligt ud fra den følelse, at der egentligt var ret langt fra den forståelse af radikalisering, som danske myndigheder bruger, og den måde, som danske muslimer tænker om verdenen. At de distinktioner som myndighederne bruger, de måske ikke passer særligt godt på den virkelighed vi møder.

    Astrid Fischer, P1: Lene Kuhle og hendes medforsker Lasse Lindekilde, tog derfor ud og spørge de unge selv. Unge muslimer med arabiske eller somaliske rødder, eller konvertitter, i de miljøer som oftest betegnes som radikaliserede, og er i myndighedernes søgelys.

    Lene Kühle: Det var et meget forskelligartet miljø. Der fandtes mange forskellige typer af muslimer i det her miljø, og mange var jo på ingen måde radikaliserede. Og der er et meget religiøst miljø, et vækkelsesmiljø, altså baggrunden for mange af de her diskussioner er jo den her muslimske vækkelse vi har set i den muslimske verden, men også i Europa siden 1970’erne. Og det der var karakteristisk for de unge i det her miljø, det var, først og fremmest det der samlede dem var, at de søger at leve et religiøst liv, og søger at leve på den måde som de mener Gud ønsker det.

    Astrid Fischer: Men når du så siger, at de ikke var radikaliserede, hvad er det så du lægger i at være radikaliseret.

    Lene Kühle: Vi forstår radikalisering, som en proces hvor igennem grupper i det danske samfund kommer til at opfatte det danske samfund som illegitim, og at den her illegitimitet kan lede til at det jo så er legitimt at bekæmpe det. Når vi kigger på for eksempel holdningen til demokrati, så burde der i det danske samfund være plads til folk som ikke ønsker at deltage i demokratiet af religiøse årsager. men i det øjeblik, at den her position, hvor man altså ikke ønsker at deltage i demokratiet, bliver vendt imod det danske samfund, bliver vendt til noget – at man vil bekæmpe demokratiet, jo så mener vi at man kan tale om radikalisering.

    Astrid Fischer: Den definition på radikalisering, som Politiets Efteretningstjeneste har udarbejdet, og som ligger til grund for regeringens handlingsplan mod radikalisering, er noget bredere. Her hedder det, at radikalisering, er når man i stigende grad accepterer, at der anvendes udemokratiske eller voldelige midler, herunder terror for at opnå et ideologisk eller politisk mål. Forskernes undersøgelse viste, at mange af de unge, også de der blev interviewet uden for det stærkt religiøse miljø, kan siges at acceptere voldelige midler. På den måde, at de for eksempel synes det er legitimt, at tage på jihad i Afghanistan eller Somalia, eller at de støtter den palæstinensiske Hamas-bevægelse, eller den somaliske al-Shabaak, som i Vesten betragtes som terrorgrupper. Men det gør ikke nødvendigvis de unge radikaliserede, mener Lene Kühle.

    Lene Kühle: Der er en tendens, når man taler om radikalisering, at man ser ret unuancerede på de her opfattelser og forståelser, der er i de her bevægelser. Når man opfatter det som legitimt, at tage på jihad til for eksempel Afghanistan, så er det ikke fordi man egentligt mener, at det generelt er acceptabelt at bruge vold. Man opfatter det som en legitim modstandskamp. Man ser det som en krig, og at brugen af vold selvfølgelig er legitimt i krig, men at man har nogle forståelser af, hvornår der er en krig, hvornår det er legitimt at tage på jihad.

    Astrid Fischer: Men i taler rent faktisk om unge der kunne finde på selv at tage afsted og bruge vold.

    Lene Kühle: Jeg ved ikke om de kunne finde på at tage afsted, der er jo altid langt fra ord til handling, men der er i hvert fald nogle unge, nogle i det her miljø, som mener det er legitimt at tage afsted, simpelthen fordi man opfatter det som en krig. Man kan måske sammenligne nogle af dem, eller den forståelse de har af det, med den forståelse, der var nogle der havde i 30’ernes Danmark, når man tog til Spanien for at bekæmpe fascismen. Altså at man simpelthen ser, at der er nogle, sådan ser man det i Afghanistan, for eksempel, som er blevet invaderet, og som har behov for hjælp i den kamp her.

    Astrid Fischer: Men hvorfor er det så i mener, at de her unge, som altså kan acceptere brugen af vold i nogen sammenhænge, ikke potentielt kunne blive nogle, der også accepterer vold, og kunne begå terror her i Vesten, i Danmark.

    Lene Kühle: Det var noget af det, som jo blev meget meget tydeligt i de interviews vi lavede, at der er et meget stort skel mellem man ser på deltagelse i krigen i den muslimske verden, og i Danmark. Selvom man opfatter det som legitimt, at tage til Afghanistan eller til Somalia og kæmpe, medfører det langt langt fra, at man synes det er legitimt at lave tilsvarende handlinger i Danmark. Og det er et eksempel på et af de her skel, som slet ikke kommer frem i de her definitioner på radikalisering. For det er klart, selvfølgelig, at hvis man er villig til at lave en terroraktion i Danmark, jamen, så er man selvfølgelig i en helt anden situation.

    Astrid Fischer: Et andet punkt, hvor i også mener den officielle definition er for unuancerede, det er når man siger, at unge er radikaliserede, hvis de accepterer anvendelsen af udemokratiske midler for at opnå et bestemt mål. Hvad er problemet med det her udemokratiske midler.

    Lene Kühle: Det største problem er måske i virkeligheden, at det er meget uklart, hvad er udemokratiske midler. Det som er karakteristisk for det her vækkelsesmiljø, vi har kigget på, det er at nogen – ikke alle, men nogle i miljøet afviser demokrati, simpelthen fordi de mener, at de som muslimer skal leve under guds love og ikke under verdslige love. Og det der i og for sig, efter vores opfattelse, ikke noget problematisk i. Man har tidligere set religiøse bevægelser, som har problemer med demokratiet. Altså Jehovas Vidner er et eksempel. Det er selvfølgelig ikke attraktivt for et samfund, at have store grupper af folk, som har de her opfattelser, men det er klart, det må ligge inde for religionsfriheden, at man selvfølgelig har lov til at mene, at man ikke af religiøse grunde mener man bør deltage i demokratiet. Der hvor der mangler en distinktion i de her definitioner af radikalisering, det er den distinktion der ligger mellem at man ligesom afviser demokratiet for sig selv, at man ligesom ikke mener det er rigtigt for en selv at stemme ved valget, og så aktivt går ind og bekæmper demokratiet. Der er vi igen i en helt anden situation.

    Astrid Fischer: Hvad var det så i så hos de unge?

    Lene Kühle: Som sagt, der var en del, som uden problemer følte, at de kunne deltage i demokratiet, men dem som følte der var problemer med at deltage i demokratiet, de havde måske et ønske om at leve i en islamisk stat, men det var ikke noget der medførte, at de skulle bekæmpe demokratiet.

    Astrid Fischer: Det i siger, det er så, som jeg hører det. Der kan findes nogle grupper her i vores samfund, som er stærkt religiøse, de har sympati for det vi opfatter som terrorgrupper, men som de har en anden opfattelse af. De kan drømme om en islamisk stat, og i et vist omfang, i hvert fald for nogens vedkommende, så trækker de sig også lidt tilbage fra samfundet og demokratiet, men det mener i ikke at man behøver opfatte som en trussel. Men den gængse teori er vel at, det er i de miljøer, at terrorister kan avles, og at det er derfor vi ikke bare kan lade dem i fred med den måde at leve på. Er det så en forkert slutning, at tro, at det er i de miljøer, de faktisk kan opstå.

    Lene Kühle: Jeg mener at de her miljøer, er måske vigtigt for at forstå nogle af de her ting, men jeg vil godt stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det egentligt er de her miljøer der avler terrorister. Vi har jo set i de andre terrorsager, der har været i Danmark, at de her folk har skulle omkring de her miljøer, men vist man nu tager en sammenligning, for eksempel med de venstreorienterede miljøer i 70’erne, jamen – var det de venstreorienterede miljøer generelt, som skabte Blekingegadebanden, altså, på hvilke måder kan de her bredere miljøer gøres ansvarlig for sådan nogle ting. Det er klart, der er en relation, men helt præcist hvordan man skal forstå det her, det synes jeg ikke er helt entydigt.

    Astrid Fischer: Men hvad er det så i synes, kan være problematisk, ved at sige at de her grupper er radikaliserede og en potentiel trussel.

    Lene Kühle: Noget af det som var ret forekommende i vores interviews, var en frustration blandt de interviewede i forhold til at man følte sig stemplet af samfundet. I kalder os terrorister, i kalder os ekstremister, i kalder os islamister, men der var ikke nogle af de her begreber som man egentligt forbandt noget med. Lige sådan, man bliver kaldt radikaliseret, jamen, hvad er det andet endt et forsøg på at ekskludere mig fra samfundet, og ikke vil høre på hvad jeg siger. Og man kan jo sige, at det måske netop er nogle af de her folk i det her miljø, som kan være med til at hjælpe med at løse de her problemer. Fordi de er tæt på, hvor tingene sker, og kan være meget konstruktive på mange måder. Nogle i miljøet, så sig selv meget, som nogle der kunne hjælpe med at løse de problemer, som de anså for de virkelige problemer, nemlig at indvandrere med muslimsk baggrund har en større risiko for at komme ud i kriminalitet og stofmisbrug. Der så nogle, af de personer vi snakkede med, sig selv som havende en stor rolle i forhold til at få folk på rette vej. At få dem ind og få en uddannelse, og få et ordentligt liv.

    Astrid Fischer: – og ved at man så stempler dem som radikaliserede, så udnytter man så ikke det potentiale. Det er det i siger.

    Lene Kühle: Ja, og netop ved at man har de her definitioner om radikalisering, hvor det egentligt er lidt uklart, hvem er det egentligt der er radikaliserede. Så er det klart, at de her personer, har jo ikke lyst til at gå ind i den her debat, når der er en risko for at de faktisk selv ender med at have det her stempel på, at det er dem som er radikaliserede.

    P1-vært: Og det var lektor i religionssociologi Lene Kühle. Hun er en af forskerne bag den nye rapport om radikalisering blandt unge muslimer i Århus. Det er den første forskningsrapport der er udgivet ved Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser. Centeret hører under Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Det er en uafhængig forskningsinstitution, der ledes af professor Mehdi Mozzafari. Den er oprettet af Forsvarsministeriet efter en særlig bevilling på finansloven – en bevilling på 10 mio. kroner, over tre år.

    Mere.

  • 2010, Jan. Kühle, Lene og Lindekilde, Lasse: Radicalization among Young Muslims in Aarhus (148 s., pdf).
  • Oploadet Kl. 18:00 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
    

    15. januar 2010

    Ikke islam der radikaliserer, men folk der er “interesseret i ekstremisme”, der søger islam

    Seniorforsker Manni Crone var gæst i Orientering sidste fredag, og selvom man kunne frygte det værste fra en kvinde som redigerer tidsskriftet Dansk Sociologi, så blev det hele en tand mere virkelighedsfjern end Jørgen Bæk Simonsen på en dårlig dag.

    Selvfølgelig sker der nogle sociologiske processer i forbindelse med islamisk terrorisme, der er mennesker involveret, men at tale om, at ekstremisterne tilfældigvis er muslimer er absurd, ligesom overskriften på hele indslaget: ‘Det er ønsket om vold som radikaliserer’. Hvis man ønsker vold er man i forvejen ‘radikaliseret’, og der går en lige linie fra rettroenhed til accepten af vold. Koranen er ganske enkelt en glimrende voldsmanual.

    “Teksterne i islam adskiller sig klart fra de øvrige religioners tekster ved i højere grad at opfordre til vold og aggression over for anderledes troende… Det er indiskutabelt, at teksterne opfordrer til vold og terror.” (Tina Magaard, phd: Jyllandsposten, 11/9-05: Islam er den mest krigeriske religion)

    Den slags kan man ikke ytre uden at ramme fredelige muslimer, men hvor min generalisering sårer følelser, så kommer Manni Crones manglende forståelse til at koste afrevne lemmer i gadebilledet.

    For år tilbage, forklarede forskere, at det ikke var et problem at fundamentalisterne tolkede Koranen bogstavtro, for det handlede jo kun om ord der skulle forstås i en særlig religiøs kontekst. 11. september 2001 gjorde nye begreber nødvendige, og for at afgrænse de moderate fra de rabiate, blev man nødt til at hente ‘islamisme’-begrebet frem, for at kunne forklare eksistensen af politisk islam. Senere fandt forskerne ud af, at mainstream-islam ikke anerkendte denne skelnen, og de måtte herefter forklare bekymrede danskere, at islamisme ikke var et problem i sig selv. Fra de islamistiske miljøer knopskød ikke desto mindre voldsparate Koran-læsere, og vi er således nået til næste nuanceringstrin: salafisme.

    Om et par år vil forskere forklare, at ikke alle salafister er uforenelig med vestlig demokrati, og når de til sidst opdager de også her tog fejl, så vil de opfinde nye ikke-belastede begreber. Ligesom forskerne for ti år siden var imod brugen af islamisme-begrebet (fordi det associerede islam med politik/ideologi), så kommer de også her til at gå baglæns ind i brugen af jihadisme-begrebet (der associerer muslimernes ‘indre kamp for fred’ med bombebælter og øksekast). Vil man løse problemet, må man først forstå det, og Manni Crone er ikke en del af løsningen.

  • 8/1-10 Orientering, P1 – Det er ønsket om vold som radikaliserer (Astrid Fischer, 13 min).
  • Delvis transkription.

    P1-vært: Terrorister og unge der er på vej til at kunne blive det, beskrives ofte som stærkt religiøst motiverede, men det mener seniorforsker Manni Crone fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), ikke er rigtigt. Hun forsker i radikaliserede miljøer, og mener, at selvom en religiøs ideologi spiller en rolle for de stærkt radikaliserede, er det ikke den religiøse tilknytning eller følelse, der får dem til at gribe til vold. Astrid Fischer har talt med Manni Crone, om hvad det så er der driver dem…

    Manni Crone, DIIS: Der har været lidt en tendens til, at vi efter 11. september har forstået islam eller islamisme, som det der i en eller anden forstand udløste terror eller førte til terror. Vi har for eksempel forstået radikalisering, som det at komme under indflydelse af en radikal religiøs ideologi, altså i takt med at man blev mere og mere religiøs, så blev man også mere og mere radikal. Det tror jeg, jo mere jeg kender til det her – jeg tror jeg egentligt ikke, det er det der er på spil. Jeg tror religion betyder flere forskellige ting. For det første kan man sige, at det, er det der i en eller anden forstand strukturerer de her miljøer, hvor der er personer, som gerne vil begå terror. Den her religiøse ideologi udgør i øjeblikket sådan den mest provokerende modstandsideologi, der er på markedet i øjeblikket, altså mod det materialistiske samfund, mod det etablerede politiske system, mod uretfærdighed, mod imperialisme og så videre og så videre. Så hvis man er sådan lidt interesseret i ekstremisme, så er det her helt klart det mest oplagte sted at gå hen.

    […]

    Manni Crone: Normalt, så taler vi meget om islamisme, om militant islamisme, men hvis man går lidt mere ned og ser på nuancerne i det her, så kan man godt skelne mellem islamisme og salafisme. Islamisme er sådan en ideologi, en politisk ideologi, som går ind på, at man vil indføre en islamisk stat, og som går tilbage til det muslimske broderskab i Egypten. Det der karakteriserer islamismen, det er at man i høj grad forsøger at fortolke islam ind i nutiden, i den konkrete kontekst, man befinder sig. Hvis man er i i Europa, så ser vi at islamisterne forsøger at definere en europæisk islam, de forsøger at lave en minoritets-sharia, hvor man tager højde for at muslimerne er i mindretal og man derfor ikke kan have en islamisk stat. Salafismen, som de her lidt mere radikale grupper tilslutter sig – det er en lidt anden form for islam, som kommer, sådan i teologisk forstand fra Saudi-Arabien, Jordan, Yemen, og det der er kernen i det her salafisme, det er ligesom mere, det der med at man vil leve fuldstændigt som Profeten og hans [muslimernes profet Muhammed, red.] umiddelbare efterkommere, det er det der er kernen. Det er ikke sådan i udgangspunktet et politisk projekt, det er snarere den individuelle etik, om hvordan vi skal leve. Så er der så nogle salafister, som tilslutter sig sådan en voldelig gren af salafisme, som man kalder jihadisme, hvor det drejer sig om, ja hele diskussionen om selvmord, om selvmord er tilladt, at vold er tilladt, hvor jeg vil sige det politiske forbillede nok mere er noget i retning af det Talibanregime vi så i Afghanistan, eller hen i den retning.

    Astrid Fischer: Men hvorfor er det, så her, lige præcis i denne her ideologi, at de unge samles, hvis du siger, at det måske ikke er ideologien i sig selv, der egentligt er den vigtigste?

    Manni Crone: Når jeg siger at religion ikke er det vigtigste, eller det der udløser det her engagement, så er det fordi, at hvis man går ned og ser på det lidt mere empirisk, hvad er det egentligt der foregår i de her processer hvor folk tilslutter sig de her miljøer, så er der ikke noget der tyder på, at der sidder nogle unge mennesker derhjemme og sidder og studerer Koranen eller ideologiske tekster og så videre og så videre, og så en dag pludselig finder ud af, at nu er de klar til at skride til handling. Man ser faktisk mere det modsatte. Man ser nogle unge mennesker, som er tiltrukket, de er politisk indignerede, de vil ikke bare sidde og tale om de her ting, de vil ud og gøre noget, og derfor så opsøger de simpelthen de miljøer, som er kendt for at have militante synspunkter.

    […]

    Manni Crone: Det vi ser er nogle som søger et militant engagement, som så søger disse her ideologier. Hvis jeg lige må tilføje en ting, så kan man også se, at vi ser lidt at folk krydser over fra andre ekstremistiske miljøer, altså fra venstrefløjsmiljøer omkring Ungdomshuset, autonome, og kommer ind i de her salafistiske miljøer. Eller vi kender også fra Sverige, at personer på den ekstreme højrefløj for eksempel, konverterer til islam, fordi denne her al-Qaeda relaterede ideologi i dag er her hvor det foregår, hvis man er i opposition, hvis man vil provokere, hvis man vil ud og have en militant erfaring.

    Astrid Fischer: … salafistiske miljøer… Hvorfor lige der?

    Manni Crone: Altså salafist, hvis man er mere militant eller ekstremistisk, så kan man sige at de islamistiske grupper i Europa er blevet meget mere bløde, og går meget mere i dialog med myndigheder og så videre, så de er sådan lidt soft. Det er ikke særligt provokerende at tilslutte sig dem. Der skal man over i de her salafistiske miljøer. Det er også her, at man helt konkret har mulighed for at få adgang til, hvis man nu – og det ser man jo ved nogle af de her unge, de vil gerne ud og have noget konkret militant erfaring ved at tilslutte sig nogle grupper i udlandet, hvor man kan komme lidt tættere på det, som nogle af de her vil, og gerne hænge ud med nogle af de store, eller komme i nærheden af nogle våben, spænding, og så videre, og så videre. Der er ikke noget at hente der, i de mere islamistiske grupper, eller for så vidt en gruppe som Hitz ut-Tarir. Der skal man over til de her salafistiske grupper.

    Astrid Fischer: Nu taler du hele tiden om, at de finder et sted at være, eller at de opsøger nogle grupper i udlandet, men er det sådan det foregår, eller ser man også at salafistiske grupperinger i udlandet, for eksempel kunne det jo være Somalia og al-Shabaak-bevægelsen eller al-Qaeda, at de sådan fisker efter unge i de her miljøer, for at få dem over i en mere voldelig retning.

    Manni Crone: … de gerne vil have fat i nogle folk med et europæisk pas dansk… men det er ikke mit indtryk, at det er sådan, at der er en eller anden al-Qaeda person, der rekrutterer decideret, jeg tror mere, man ser i dag, at de her processer går nedefra og op. Altså at unge mennesker, som bor i vestlige lande opsøger de her grupperinger i udlandet. Simpelthen fordi, det er det man ligesom kan gøre, det er det der er det hotte, og så er det jo meget muligt, at når de så har været her ude i nogle lande, og måske har været så heldige, i gåseøjne, at få kontakt med nogle af de her grupperinger, at de så bliver sendt tilbage, og bliver bedt om enten at samle penge, eller sendte flere folk ned, eller hvordan det er. Men det er lidt mit indtryk, at selvom al-Qaeda selvfølgelig gerne vil rekruttere, at det mere i dag er at dynamikkerne går nedefra.

    Astrid Fischer: Men hvis du siger, at det ikke er ideologien, som er den vigtigste drivkraft, så er det jo stadig svært at forstå – hvad er det som de her unge mennesker vil, udover bare handling og spænding. Altså hvad er det der kan få en mand til at bryde ind i Kurt Westergaards hjem, og måske risikere, at, som det nu er sket, at han ender i fængsel, eller selvmordsterrorister, der giver livet for et eller andet. Hvad er det så de vil med det?

    Manni Crone: I stigende grad tror jeg, at man kan forstå det her som en slags ungdomsfænomen, altså det er jo, hvis man ser på de her miljøer, primært unge mennesker, der er i de her miljøer, og vi ved jo at unge i højere grad, måske, flirter lidt med ekstremistiske ideologier, det ved vi jo, hvis vi ser på 30’erne, var der jo unge danskere som flirtede med nazismen. Vi ved fra 60’erne, 70’erne, at mange flirtede med ekstremistiske venstreorienterede og voldelige ideologier. Altså, det er unge mennesker, der kaster sig lidt ud i de her ideologier, og så kommer de ind i nogle miljøer, hvor de får anerkendelse, unge mennesker, og det er især unge mænd, søger også i høj grad, i højere grad, end andre grupper, spænding og udfordrer sig selv, sådan på en lidt ekstrem måde. Enten fysisk eller psykisk. En af de dømte i den der Glasvej-sag, sagde også, at det han havde søgt ved det her, det var blandt andet våben og spænding. Så man kan sige, det har også noget at gøre med, at det her er et ungdomsfænomen. Plus man selvfølgelig får en masse ved at være i de her miljøer, man kommer jo ind i et miljø, hvor der er en meget klar sandhed, nogle meget enkle svar, et godt sammenhold.

    Astrid Fischer: Ud fra så din beskrivelse af, hvad der er der driver de her radikaliserede unge, og kan gøre nogle af de unge til terrorister, og til nogle der begår vold, hvor det ikke er ideologien der ligesom er den udløsende faktor. Hvad er det så man skal gøre for at sætte imod, så de ikke ender med at gribe til vold.

    Manni Crone: Kernen i det her arbejde, det ser jeg egentligt, som sådan et lidt traditionelt politiarbejde. Altså med politi og efterretningstjeneste, og de arbejder jo også præventivt. Hvis man så skal ud og lave nogle sådan lidt mere langsigtede præventive ting, så tror jeg egentligt, at man i høj grad kan bruge nogle af de instrumenter som man allerede har. Altså hvis det her ikke dybest set er et problem, der handler om religion, og det tror jeg ikke det egentligt er, ja, alle de mennesker, som ved noget om unge mennesker – som arbejder professionelt med unge mennesker, som har en faglighed. Jeg tror de er meget godt udstyret til at takle det her problem, langt hen ad vejen.

    

    19. maj 2008

    Den stramme danske udlændingepolitik…?

    Nu har jeg i adskillige år hørt Orientering på P1, og den danske udlændingepolitik er konsekvent blevet beskrevet med subjektive etiketter såsom ’stram’, ‘hård’ eller ‘kontroversiel’. Emnet for de mange indslag er ofte Danmarks påståede konflikt med diverse flygtningekonventioner.

    Forrige torsdag blev det hele vendt på hovedet. Dvs, Danmark havde stadig skurkerollen, men denne gang fordi vi i henhold til Dublin-konventionen sendte asylansøgere tilbage til første modtagerland. Grækenland overtrådte konventioner, og sendte vi eksempelvis en irakisk asylansøgere tilbage dertil, kunne han/hun risikere at få afvist sin asylansøgning på et forkert grundlag, og herfra sendt videre til Tyrkiet – og eventuelt ende i Irak igen. Klart… det må være vores ansvar.

    Så meget for myten om den stramme danske udlændingepolitik.

    Astrid Fischer, P1: “… sidste år kom over 25.000 asylansøgere til Grækenland – otte fik asyl i første instans, det er 0,04 procent, og yderligere to procent fik asyl efter at have appelleret deres sag … Til sammenligning er anerkendelsesprocenten i Sverige der modtager betydeligt flere asylansøgere 56 procent, alene i første instans sidste år – i Danmark var den 30 procent.”

  • 8/5-08 Orientering, P1 – Grækenlands asylpolitik under kritik.
  • 

    27. juni 2005

    Fejlslagen svensk integration – WA’s Frede Vestergaard & Orienterings Astrid Fischer

    Super artikel om politiserende svensk integrationsforskning af Frede Vestergaard i Weekendavisen. Fokus er rettet mod Mona Sahlin, sociologiprof. Massoud Kameli og rapporterne Bortom vi och dom og Det blågula Glashuset. Her et citat fra Svenske tilstande, som fint dokumenterer dennes afhængighed af Edward Said:

    “Om man har intentioner om at diskriminere eller ikke, spiller ingen rolle for, om der sker strukturel/institutionel diskriminering. Konsekvenserne af en organisations eller en persons handling er vigtigere, ikke intentionerne. Diskriminering i den forstand, som vi skriver om i antologien, bygger på en vi-og-dem tænkning. Dette vi-og-dem er noget europæisk, noget som er skabt med moderniteten. Faktisk var den første, som delte menneskeheden i fire forskellige racer, Carl von Linné, som dermed – utilsigtet – tildelte kolonialismen et ideologisk grundlag. Det er vigtigt at huske på, at vi-og-dem-tænkningen er en fælles europæisk arv. Derfor kalder jeg også mit bidrag til antologien et europæisk dilemma med undertitlen strukturel/institutionel diskriminering. Racismen er en integreret del også i den demokratiske udvikling.«”

    Orientering har bragt tre indslag med samme emne – bemærk hvorledes offerrolle-tænkningen dominerer alle indslag.

    17/6-05 Ny svensk udredning om integration flytter fokus


    Astrid Fisher. Mens politikerne herhjemme diskuterer, hvordan indvandrerne kan hjælpes, eller straffes, til at blive integreret, så lyder der andre toner i Sverige: Fokus skal flyttes fra indvandrernes mangler til magthavernes fejl, lyder konklusionen i en helt ny regeringsbestilt udredning.

    Betænkningen Det blågula glashuset – strukturell diskriminering i Sverige

    Rapporten Bortom Vi och Dom – Teoretiska reflektioner om makt, integration och strukturell diskriminering

    Ombudsmanden mod etnisk diskrimination

    22/6-05 Årsager til fejlslagen integration

    Astrid Fischer. Mere konsekvens og flere skrappe krav til indvandrerne. Det er en væsentlig del af indholdet i den integrationsaftale, som regeringen har fået på plads. Indvandrerne skal også hjælpes og motiveres, men det står klart, at det er hos indvandrerne, at årsagen til den dårlige integration skal findes. Også i Sverige erkender man, at integrationen har slået fejl, men der søger man årsagen et helt andet sted, nemlig i de barrierer, som samfundet rejser for indvandrerne. Medvirkende: Ulf Hedetoft, leder af Akademiet for Integrationsstudier i Danmark, AMID, og professor ved Ålborg Universitet.

    Læs her om den danske integrationsaftale på www.inm.dk

    23/6-05 Indvandrere arbejder selv om det ikke kan betale sig

    Astrid Fischer. Mange indvandrere udviser stor vilje til at blive integreret. Det gør de ved at arbejde selv om det reelt ikke kan betale sig for dem, – noget indvandrere gør langt hyppigere end danskere. Det bekræftes af nye beregninger fra Rockwool Fondens Forskningsenhed. Interview med forskningschef Torben Tranæs Rockwool Fondens Forskningsenhed. [sjovt Rockwoolfonden og Tranæs kan bruges nu: forhistorien]

    Rockwool Fondens Forskningsenhed

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper