14. september 2005

Er Jørgen Flindt Pedersens Socialdemokratisme et bolværk mod kommunisme?

Fra lørdagens Politiken, tre pluk fra Jørgen Flindt Pedersens kronik Socialdemokrat? Selvfølgelig – som meget godt illustrerer sindelaget hos filminstruktøren.

“Per Hækkerup, pragmatikeren over alle, var nok den mand i Socialdemokratiet, vi havde det sværest med. Derfor inviterede vi ham til en holmgang på Aarhus Universitet med Aksel Larsen, som havde stiftet SF efter at være blevet smidt ud af DKP. Vi ønskede, at Socialdemokratiet skulle være åbent for parlamentarisk samarbejde med det nye parti på venstrefløjen i stedet for at søge flertal ind over midten…”

“Og der står jeg stadig i dag, 46 år senere. Ikke mindst efter læsningen af min gamle ven og kollega Kjeld Koplevs Kronik om Socialdemokratiets selvudslettelse…”

“Han ser med historikeren Eric Hobsbawm ved hånden socialdemokraternes indsats som »en garant for en fredelig kapitalistisk udvikling…”

Jørgen Flindt Pedersen er en del af problemet – ikke løsningen.



25. maj 2005

Jørgen Flindt Pedersen fuldførte sin anti-israelske trilogi med ‘Tortur – en tikkende bombe’

TV2 sendte igår den danskproducerede dokumentar Tortur – en tikkende bombe, og da jeg ikke først bemærkede titlen – så gik mine tanker på hvorvidt det her var et program om de israelske ofre for palæstinensisk terror.

Mine forhåbninger blev dog hurtigt bragt til skamme, for emnet var som titlen indikerer tortur – der i producerens (Jørgen Flindt Pedersens) forvredne optik er langt mere foragteligt end selvmordsbombende palæstinensere.

Blandt de hidkaldte eksperter var erklærede pacifister, og venstreradikale ikoner såsom Gideon Levy – og det siger sig selv, at ‘dokumentaren’ var et frontalangreb mod Israel og Sharon-regeringen.

Det bedste i udsendelsen var uden tvivl den israelske afhørningsofficer Michael Khoubi, som mente Israel agerede pragmatisk i forhold til truslerne. Herom kunne man kune give ham ret. Såfremt Israel af humanistiske årsager undlod at anvende ‘moderat fysisk pres’ mod terrormistænkte, så ville det betyde flere uskyldiges dødsfald. Det er trods alt bedre at terrorister får rettigheder (de ikke selv anerkender) krænket – end at uskyldige teenagere dør på et tilfældigt pizzaria i Tel Aviv.

Overordnet må man, på trods af en mere fair priotering, konstatere at Jørgen Flindt Pedersen med denne dokumentar har fuldført tredie og sidste del i hans anti-israelske trilogi. Fokus var godt nok også rettet på israelske ofre, men det var kun for at understrege baggrunden for det Flindt Pedersen vel kunne kalde for ‘israelernes irrationelle handlinger.’ Foromtalen lader ikke megen tvivl tilbage om dokumentarens tendens:

“I Israel anvender myndighederne “moderat fysisk pres” ved afhøring af fanger i forbindelse med mistanke om terroraktioner. Reportage fra landet, hvor regeringen mener man kan gradbøje tortur.

Selvfølgelig kan man gradbøje tortur – definitionen er skrevet af mennesker, og det springende punkt, ikke mindst for israelerne må være om målet helliger midlet. Alt andet er lyrik fra den yderste venstrefløj grundet i en bizar empati for simple mordere, en genre få danskere mestrer bedre end Jørgen Flindt Pedersen.



29. december 2004

Ulrik Høy om DRs politiseren ved Christian S. Nissen – “dæmme op for højrebølgen”

P1 satte i Dagens Spids for nogle uger siden over flere dage spot på DRs public service-rolle, og minsanten om ikke man d. 13. december kunne høre Ulrik Høy fortælle sandheder om Danmarks Radio i fem minutter. [Hør indslaget]

Ulrik Høy fokuserede på Christian Nissens rolle for DRs politiske bias, og på onlinedebatten har Nissen efterfølgende forsøgt at demontere en del af kritikken, ved at påstå at Høy (og Michael Pihl) citerede ham udenfor kontekst.

Nissens svar i fuld længde:

Misforstået sludder og vrøvl – eller det der er værre!

Er der virkelig nogen, der i ramme alvor tror, at jeg som DRs generaldirektør skulle have opfordret DRs medarbejdere til at ”..dæmme op for højrebølgen i indvandrerspørgsmålet”, som Ulrik Høy påstår i sin spids? Det ville i givet fald have været en grov embedsforsømmelse. Og det har jeg da heller ikke gjort. Det er det rene sludder og vrøvl.

Ulrik Høy bygger i sin spids på et stærkt fordrejet indlæg af Michael Pihl i Berlingske Tidende den 30. november i år, hvor der er sakset og skåret i et interview med mig fra 1997 i Jyllands Posten. Her illustrerede jeg (med indvandrerspørgsmålet som eksempel) et dilemma i relation til DRs idegrundlag.

På den ene side kan og skal DR ikke forholde sig (værdi-)neutralt til brud mod de demokratiske grundprincipper og diverse former for fundamentalisme. På den anden side vil DR miste sin troværdighed, hvis man lader andre hensyn end de klassiske nyhedskriterier om neutralitet og alsidighed indgå i redigeringen af nyhedsudsendelserne. Hele pointen var at belyse et dilemma, som nødvendiggør en redaktionel bevidsthed og en åben og uhildet debat. Og interviewet i JP udsprang netop af en sådan debat om DRs idegrundlag på et lytter- og seermøde i Århus i efteråret 1997.

Der var altså ikke tale om hemmelig, politiserende dagsbefaling til medarbejderne om at dæmme op for noget som helst. Min udtalelse blev fremsat på et møde med flere hundrede deltagere repræsenterende hele det danske politiske spektrum. Og i det gamle JP-interview er begge sider af dilemmaet fuldt belyst. Michael Pihl (og med ham også Ulrik Høy) har så haft saksen fremme og omhyggeligt valgt nogle enkelte sætninger ud til almindelig spot og spe. På et enkelt punkt må jeg medgive en forsyndelse. Jeg havde i debatten brugt ordet ”højrebølgen”, men det åd jeg med en beklagelse i mig igen i interviewet.

Ulrik Høys spids og Michael Pihls bagvedliggende artikel er altså noget værre sludder. Eller også er det endnu værre – en bevidst og ondsindet fordrejning med det formål at få DR til at fremstå i et ugunstigt politisk lys.

Et ret så selvmodsigende indlæg, af en veluddannet mand som i årevis har forvaltet et ni-cifret beløb i skattekroner (tvungen licens er skat). Nissen erkender at have udtalt den famøse bemærkning, antyder at han var blevet lagt ordene i munden – og slutter således at Høy og Pihl misbruger et citat, hvis ordvalg han senere beklagede.

Lad os se lidt på kilderne – altså, debatten som den verserede i Jyllands-Posten for lidt mere end syv år siden.

JP 12/11-97 – DR i splid med sig selv. Preben Sepstrup, som er medlem af DRs bestyrelse betragtede Nissens kommentar som værende udtryk for politiseren:

“DR skal slet ikke bekymre sig om, hvorvidt vi er på vej mod en kløft eller en bro mellem danskere og indvandrere, men fortælle væsentlige, aktuelle historier og så lade seerne dømme.”

JP 13/11-97 – Medie-selvkritik. TV2’s daværende direktør Jørgen Flindt Pedersen mener at medierne har en forpligtelse til at bringe flere succeshistorier om indvandrere/indvandringen. Men modsiger samtidig sig selv med følgende kommentar til kritikken af Nissen:

Jeg lægger afstand til Christian Nissen. Hans udtalelser har chokeret mig. Vi har ingen særlig pligt til at gøre noget for flygtninge og indvandrere og deres integration i det danske samfund. Vi har kun pligt til at være 100 procent sikre på, at det, vi viser på skærmen, er så tæt på virkeligheden som overhovedet muligt.”

JP 14/11-97 – Jørgen Flindt Pedersen i et læserbrev: Neutralitet i højsædet på TV 2. Flindt Pedersen afviser kritikken af hans ‘ønske’ om flere succeshistorier, og opsummerer kort den oprindelige debat på Odense Universitet som fremkaldte kritikken af Nissen:

Sagen er, at Chr. Nissen og undertegnede deltog i et offentligt møde på Odense Universitet. Der blev vi, som refereret i dagspressen, spurgt, om vi følte et medansvar for “højrebølgen” på grund af vores dækning af flygtninge-/indvandrerspørgsmålet. Jeg sagde ved den lejlighed, som jeg senere skrev til mine medarbejdere, at intet skulle bekymre TV 2 mindre, end om vi bidrog til den ene eller den anden politiske bølge. TV 2 skal være aldeles neutral over for alle demokratiske politiske synspunkter.

Som det fremgår af reportagen 13/11 i Jyllands-Posten, var jeg faktisk lidt chokeret over, at Chr. Nissen ikke var enig i dette principielle synspunkt, men mente, at DR ud fra sit idegrundlag skulle tage særlige hensyn for at dæmme op for højrebølgen og fremme integrationen.

JP 15/11-97 – DR’s løftede pegefinger. Sagen opsummeres af journalist Orla Borg, som bl.a. skrev:

“Det startede på et debatmøde om medier i Odense, og tog for alvor fart efter en paneldiskussion om Danmarks Radios idegrundlag i Århus i søndags. I Odense kom DR-generaldirektøren med følgende udsagn, som illustrerer hans udgangspunkt: “Hvis Danmarks Radio skal tage sit idegrundlag alvorligt, så bør vi bevidst i den samlede sendeflade forsøge at dæmme op over for den højrebølge i indvandrerspørgsmålet, der strømmer igennem landet.”… Selv om Nissen i dag siger, at han fortryder brugen af ordet “højrebølge”, så står han ved den udtalelse, som har været med til at rejse kritik af generaldirektøren.

“Hun [Fru Jensen i Ishøj] har fået præsenteret et billede af flygtninge og indvandrere på TV, som hun ikke kan kende. Og det har muligvis fremmedgjort hende fra denne problemstilling, så der over en periode er opbygget indestængte aggressioner. Og så kommer Pia Kjærsgaard og bliver den forløsende gnist. Det bør vi overveje i en selvransagelse på DR.(Nissens selvkritik, som egentligt gentager bemærkningen han beklagede)

Christian S. Nisssens mange bortforklaringer rækker som en skrædder i helvede, og Ulrik Høy og Michael Pihl har ikke citeret udenfor kontekst. Nissen udtalte de bevingede ord, de blev ikke lagt ham i munden – og ikke bare Jylland-Postens journalist Morten Frich forstod det som det blev sagt, men også Tv2s Jørgen Flindt Pedersen, der ligefrem blev chokeret over Nissens kommentar.

Efterfølgende blev Nissen kritiseret af flere mediepersoner, herunder fra officielt hold af Jyllands-Posten og Ekstra Bladet, samt medieanalytiker Preben Sepstrup som allerede citeret. At Nissen senere forsøgte at udglatte kommentaren forstår man såmen godt, men hvor dybt kan han have angret udtalelsen, når han i samme interview kritiserer DR for måske at have givet stemmer til Pia Kjærsgaard. Hvorfor giver dette behov for ’selvransagelse’?

Ærgeligt at det først fornyligt lykkedes at få afsat Nissen, for selvfølgelig burde han have mistet jobbet på baggrund af ovenciterede udtalelser i 1997. Public service-loven som DR er underlagt siger ordret, at “ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed”. Hvis generaldirektøren ikke er 100 pct. enig er det problematisk, men når man som Nissen er decideret uenig – så har man fundet det forkerte job.



12. september 2004

‘En familie i krig’ – Flindt Pedersens politiserende dokumentar

Onsdag aften sendte DR Jørgen Flindt Pedersens dokumentar En familie i krig, omhandlende Irak-krigen og ikke mindst følgerne for familien Kaylor der mistede sin søn i Irak. Man følger familien overalt igennem flere måneder, og det er tydeligt at forældrene har et noget ambivalent forhold til krigen – forståeligt nok når man lige har mistet en søn.

Faderen som er pensioneret soldat mener han betaler en høj pris, men er ikke blind for det forhold at krigen var nødvendig og at sønnen i det mindste døde i en god sags tjeneste. Her er moderen helt uenig, og der fokuseres derfor intens på hende. Hun er tydeligvis stadig i følelsernes vold, og tackler sin sorg ved at rette sin vrede mod Bush-regeringen. Mellem tårerne aflirer hun de sædvanlige floskler, såsom: Krigen skulle aldrig være indledt…

For det handler jo bare om olie…

I politisk propaganda appelleres til laveste fællesnævner, og intet overlades til fantasien, her i en grad man kunne kalde følelsesporno. Pointen var forventelig, og klart inspireret af Michael Moore – og bestemt ikke ikke til at misforstå…

Dokumentaren er at betragte som endnu et angreb mod Bush og Irak-krigen fra den yderste venstrefløj – som udfra bizarre motivanalyser ser konspirationsteorier overalt. En letkøbt, banal og nemt produceret udsendelse – som ville være uhyre uinteressant, hvis ikke der var politiske undertoner. Tårer var der ihvertfald rigeligt af.

Det værste af det hele er dog at filmen er produceret med støtte fra Det Danske Filminstitut, en institution under Kulturministeriet, og dermed i realiteten finansieret eller medfinansieret af os alle. Personligt føler jeg ikke trang til at sponsorere et afsnit af Robinson, og En familie i krig lignede faktisk et realityshow – hvor Bush og Irak-krigen udgjorde eneste samtaleemne.

Oploadet Kl. 12:57 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar


9. september 2004

DR forsøger at sælge Flindt Pedersens propaganda

Dødstallet for amerikanske soldater i Irak oversteg forleden 1000, og samtlige danske medier, med oppositionskanalerne i spidsen har betonet det de betragter som værende store tabstal. Antal døde amerikanske soldater siden krigens start er (på trods af den intense mediedækning) stadig under 1,8 om dagen, hvad krigsmodstanderne før krigen uden tvivl ville have betragtet som urealistisk scenario. USA har en befolkning på 293 mio., godt 54 gange flere end Danmark og dødstallet svarer til at der i Danmark ved krigsindsats døde 0,033 pr. dag – eller blot 1 soldat om måneden. Det kræver sine medier at problematisere dette, men forsøget bliver gjort.

En af måderne er at ligestille islamistiske terroristers liv med irakiske regeringsstyrker og koalitionssoldater. Fra DR Online idag: 03.28 Igen amerikanske angreb på Falluja, 08.28 17 dræbt ved angreb i Nordirak og mon ikke der er basis for mere ‘nyt’ fra Irak senere i dag.

Man kan også vælge at opblæse problemet ved at fokusere på enkelttilfælde – såsom Jørgen Flindt Pedersens seneste produktion En familie i krig, der naturligvis får massiv omtale. I P1 Eftermiddag fik han snakket lidt om Hitler og Bush, mens hans film i i DRs nye Nyhedsmagasinet først blev beskrevet som en dokumentar, hvorefter han gav en meget Flindt’sk virkelighedsfortolkning på det groteske spørgsmål: Hvorfor taler vi ikke mere om ofrene? – Jeg citerer:

“I USA er det meget de fattige, det er minoriteterne, som ikke kan klare sig på anden måde, som går ind i militæret for at få en eller andet erhverv eller form for uddannelse.” [En af Moores myter som flere har aflivet – eks. Lars Hvidberg]

Det lød jo til forveksling som Michael Moore, og så fik Nyhedsmagasinet lejlighed til at vise lidt fra Fahrenheit 9/11 og dens “holdningsmættede journalistik”.. host. Slutteligt afviste Flindt’en at han var en Moore. Det har han ret i. Men Flindt Pedersen er såmen slem nok.

Oploadet Kl. 14:02 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!


8. september 2004

Flindt Pedersen præsenterer anti-Bush-film – “og derfor kom en mand som Hitler til magten”

Jørgen Flindt Pedersen har begået endnu en politiserende pseudo-dokumentar, denne gang omhandlende Irak-krigen under arbejdstitlen – En familie i krig. Som alt andet fra hans hånd, er programmet (uvist af hvilken årsag) solgt på forhånd til enten DR eller TV2. I anledningen af TV-premieren på DR idag, præsenterede han selv på P1 Eftermiddag [29.30-]. Ingen overraskelser her:

“Jeg er meget optaget af at læse for eksempel om hvad der skete under nazismen i Tyskland, og der er en mand der hedder Hafner der har skrevet en bog om hvordan – han har skrevet sin dagbog dengang, og når man læser den kan man egentligt ikke forstå at folk ikke vågnede op, men samtidig kan man også godt forstå at hver enkelt sad alene med det, og ikke gik til modstand alene. Og derfor kom en mand som Hitler til magten i Tyskland.

Måske lød det lidt for vanvittigt for filminstruktøren selv, for han trak omgående i land:

“Nu vil jeg ikke sammenligne Hitler med Bush, men vil bare sige at vi hele tiden som borgere er i situationer hvor der er nogle magthavere der føler de skal træffe beslutninger…”

Oploadet Kl. 20:24 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper