16. oktober 2014

Tidligere DR-ansat: Vi skulle lave ‘konstruktive nyheder’, der kunne anvise en ‘løsning på et eller andet’

Ideen om ‘konstruktiv nyhedsdækning’ forklarer indirekte hvorfor DR holder sig langt væk fra kriminalhistorier, og eksempelvis undlader at gå tæt på ideologien bag Islamisk Stat. Man skal ikke spørge, hvis svaret ikke kan løses (indenfor den herskende venstreorienterethed). Mens jeg har siddet ved pc’en her til formiddag, har P1 serveret tre konstruktive nyheder om henholdsvis Gyldent Daggry, registreringsafgift på biler og faldende fertilitet. Langt interview med Mette Fugl i tirsdagens Jyllands-Posten – ‘Nå. Men verden er ond’ (ikke online).

“Mette Fugl sidder i sin stue på Frederiksberg og griner. DR’s tidligere europakorrespondent har ellers ikke haft meget at grine af, siden hun opsagde sit job for et år siden. Hun savner Bruxelles, hun savner at være der, hvor tingene sker, og mest af alt savner hun god journalistik i tv.

… Hendes fratrædelsesordning forhindrer hende i at nævne navne, men en overordnet kritik kan hun ikke holde tilbage.

Engang var det en del af DR’s formålsparagraf at informere borgerne i et deltagende demokrati, men ifølge Mette Fugl er denne flotte tanke fuldstændig druknet i koncepter, segmenter og formidling, og nu er DR havnet der, hvor journalister interviewer hinanden. Det er blevet vigtigere, at folk ser med, end at give dem noget væsentligt at se på. …

Så kom de såkaldt konstruktive nyheder. Pludselig skulle journalistikken også anvise løsninger på problemer, og nyheder, som kun omtalte samfundsproblemer uden at anvise løsninger, var ukonstruktive.

‘Jeg synes, at det er noget vås at tale om positive nyheder, og jeg synes, at det er farligt for DR’s troværdighed. Det er fint nok, hvis man reelt kan anvise en løsning på et eller andet, men denne verden er jo ikke så yndigt indrettet, at vi kan sige: ‘Nu skal I høre, når det gælder Islamisk Stat, vil TV Avisen fremover behandle det konstruktivt.’ Det kan vi jo ikke,’ siger Mette Fugl.

‘Og det stammer vist nok fra en chef, der har talt med sin nabos datter, der har sagt, at der er alt for meget uhyggeligt i TV Avisen. Nå. Men verden er ond. Jeg bliver bekymret, når man vil lave principper om konstruktive og positive nyheder i en public service-institution. Det konstruktive kan blive lovlig kreativt. DR skal vel informere borgerne i et deltagende demokrati.'”

Oploadet Kl. 11:50 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


19. december 2009

Christian Have på trommer – Politiken på bas

Myten om at Danmark skulle have et dårligt rygte i udlandet, dukker op med jævne mellemrum, og argumentationen er altid skræddersyet af centrum/venstre. Her fra torsdagens Metroxpress – Danmark har fået ridser i lakken (E-page; se evt. her).

Danmark har fået et dårligt rygte fordi…

Vi opretholder ytringsfrihed (trods muslimsk pression ift. deres religiøse tabuer)…
Vi forsøger at skabe demokrati i Afghanistan (efter landet understøttede angreb på allierede)…
Vi tror på nationalstatens berettigelse (og sender afviste asylansøgere hjem)…
Vi er et retssamfund (og ryddede Jagtvej 69 for besættere)…

Kilderne er de sædvanlige. Christian Have (der aktionerede mod udlændingepolitikken med de autonome i Kirkeasyl for få måneder siden); Mette Fugl (eks-kommunist, der kun taler om sine erfaringer med islamiske lande); Lena Sundström (svensk journalist, der gør karriere på foragt for VK og ikke mindst DF); Voxpop med tre tilfældige som understøtter pointen… ja, og så lige Wonderful Copenhagen, der halalslagter de øvrige.

“Vi får utroligt flotte tilbagemeldinger på, hvad folk synes om danskerne generelt. Det gælder hele verden – også fra det svenske marked.” (Ole Andersen, Wonderful Copenhagen)

(Peter Mogensen og Christian Have; Politiken TV, 21. august 2009)



21. juni 2008

TVavisen: “… irske vælgere erkender, at de ikke har forstået hvad afstemingen gik ud på.”

Fra 18.30-TVavisen sidste lørdag. To dage efter irerne sagde nej til Lissabon-traktaten.

Indslag I: Dagen derpå i irland

Lillian Gjerulf, DR-vært: I Irland er det dagen derpå. EU-politikerne taler om et mareridt, de irske vælgere erkender, at de ikke har forstået hvad afstemingen gik ud på. Mette Fugl har sendt dette postkort fra Irland.

(melankolsk irsk folkemusik: The water is wide)

Indslag II: Europæiske borgere om EUs krise

Indslag III: Interview med Charlotte Harder, Korrespondent – DR Nyheder

Emneskift: Den danske sælbestand har nået nye højder

Lillian Gjerulf: – og så til en rigtig glædelig nyhed.

Apropos.

  • 20/6-08 TV2 Online – EU-møde: Irland får sin tænkepause (nej til traktat = debatoplæg).
  • Oploadet Kl. 16:56 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer
    

    28. april 2008

    Bo Bjørnvig om Dagbladet Information, januar 1976

    Debatten om Dagbladet Informations venstreradikale fortid fortsætter sikkert, men et foreløbigt punktum satte Bo Bjørnvig i forrige nummer af Weekendavisen. Han har gennemgået et par måneders udgaver, og det er ikke småting han fandt. Herfra udelukkende citeret fra hans gennemgang af januar 1976 – »Det rene vås« (kræver login).

    “Information satte sig selv på anklagebænken og bad Bent Blüdnikow om at komme med sine anklager om ideologisk ensretning i 1970erne, så skulle avisen nok selv undersøge dem… Hvorefter den dybdeborende journalist og bladets chefredaktør i en leder kunne konstatere:

    »Intet ville være lettere nu end at pege fingre ad Blüdnikow og affærdige hans anklager om fortidige fejl som det rene vås. Trods Blüdnikows stort anlagte madding har ’fangsten’ i det store og hele været minimal, måske på grund af hans løse håndtering af kilderne til de angivelige fakta bag hans kritik … Selv om tidsånden har bevæget sig voldsomt de forløbne snart 63 år, har Information aldrig været præget af politisk ensretning endsige udraderet retten til at have en anden mening.«

    Det er så skamløs en frikendelse, at den selvfølgelig må udfordres….

    Det blev nogle måneder midt i 70erne, dét årti det gik hedest til. Januar og begyndelsen af april.

    Det viste sig, at avisen de første 14 dage af januar var præget af den kinesiske leder Chou En-Lais død 8. januar 1976. Chou havde gennem årtier været Maos trofaste politiske hjælper og støtte, men i de sidste år blev han beskyldt for vestlig tankegang. Den seneste kinesiske biografi skildrer ham som en mere moderat mand end Mao, men ikke en, der gjorde modstand mod den katastrofale undertrykkelse i landet, heller ikke under Kulturrevolutionen.

    Chous død satte gang i januar måneds skriverier i Information. Få dage efter hans død bragte bladet en forsideleder med titlen »Efter Chou En-Lai.« Det var en overvældende hyldest til Chou, der sluttede med ordene: »Det Kina som Chou-En-Lai har været med til at skabe, bliver ikke rystet af hans død. For i sidste instans er det bønderne og arbejderne, der har hovedæren for de opnåede resultater. Sammen med Mao har Chou været i spidsen for at slå dette fast igen og igen… Det er deres særlige fortjeneste, at det ikke blot var en pragmatisk indordnen sig under realiteterne, der lå bag denne konstatering, men at det udtrykte en grundlæggende respekt, ja kærlighed til mennesker, på hvilken de byggede deres revolutionære socialisme. Den de håbede og håber engang af deres efterfølgere kan kæmpes frem til kommunisme. Men kæmpes skal der.« Lederen var skrevet af Ejvind Larsen.

    Men det var ikke nok, inde i bladet er der 3 digte af Mao og lederskribenten spekulerede over, om Mao mon havde tænkt på Chou i digtet om fuglen Peng, som lyder: »På sine vældige vinger løftes fuglen Peng/ halvfemsindstyve tusind mile op i vejret/ der rejser sig en rasende orkan/Bærende den blå himmel på ryggen skuer han/ud over menneskenes byer og lande.« Der var også en rørstrømsk artikel af journalisten Poul E. Svejstrup »Chou En-Lais ukendte tanker«, der lovede, at hvis disse ukendte tanker var nedfældet i en lille rød bog, så ville den have fået lige så stor udbredelse som Maos lille Røde, for hans viden kendte ingen grænser og alle havde respekt for ham. Og der blev også plads til en lang artikel af Peter Neersø, som begejstret beskrev det socialistiske samfund, hvor man nu udlignede forskellen mellem rige og fattige i de fattige folkekommuner. Det hele var præget af en troskyldig tro på Kina som et idealsamfund og der var ikke et ord om ofrene og lidelserne.

    Det var dog blot opvarmningen, for nogle dage senere ryddede man flere sider for en større gennemgang af Chous tanker og storladne gøren og laden. Man skrev i følgeteksten beundrende: »Karakteristisk for Chou En-Lais udtalelser er deres enkelhed og ligefremhed og karakteristisk for hans synspunkter og vurderinger er deres afbalancerede realisme.«

    Og sandelig så fremkaldte den elskede leder Chou atter en refleksion denne januar 1976 i form af en forsideleder under titlen »Proletariatets diktatur«. Grunden var at en læser, Steen Achton, i en helsides kronik havde brokket sig over, at DKP nu opgav begrebet »proletariatets diktatur«… Dette fik lederskribenten til at belære om, at også i Danmark var det nødvendigt med konkrete anskuelige forsøg: »For de praktiske forsøg må i en lang periode foregå på delvis kapitalistiske betingelser og er derfor truede af alle mulige misbrug. Den risiko er nødvendig at løbe, hvis kritikken af de vestlige kommunistpartiers udvikling ikke skal ende i gold bogdyrkelse.«

    Man skrev også om Sydkorea, for nu at blive i Asien. Det var nu ikke sulten i fangelejren Nordkorea, der havde avisens interesse, men derimod Sydkorea, hvor man bragte kritiske artikler om demokratiets tilstand…

    En hyppig skribent var bladets sikkerhedspolitiske skribent Jørgen Dragsdahl, som blot her i januar optrådte med flere store artikler… De handlede alle om USA og CIA og det var ikke noget hyggeligt syn, der mødte læserne… Han citerede en tidligere CIA agent Philip Agee for at sige, at CIA var en kriminel organisation på linie med mafiaen.

    Information havde også en kommentator fra Sovjetunionen tilknyttet, nemlig en vis Spartak Beglov fra nyhedsbureauet APN i Moskva. Han var statsansat nyhedsformidler, eller rettere propagandist, og han fulgte hurtigt op på Dragsdahls oplysninger. Han kunne nemlig fortælle om »CIAs tyste intervention med dollars«… Et rædselsscenario blev rullet ud af denne herre fra det russiske nyhedsbureau, der viste, at amerikanere brugte bestikkelser og meget andet for at skabe et ny-fascistisk Europa, der vendte sig mod Sovjetunionen og kommunisterne…

    Der var i Information i denne måned ingen kritik af forholdene i Sovjetunionen…

    Et af de helt store slagnumre i denne måned var et ofte tilbagevendende tema i Information og i det hele taget på venstrefløjen, nemlig Berufsverbot. Unge mennesker nu vil næppe vide, hvad dette Berufsverbot stod for, men det blev et velkendt begreb i 1970erne. Det var den tyske stats forbud mod, at kommunister og andre der blev vurderet som en sikkerhedsfare kunne få arbejde i det offentlige. På samtidens venstrefløj viste dette Berufsverbot det tyske samfunds sande karakter, nemlig et kryptofascistisk samfund. Og det skortede da heller ikke på artikler i Information om emnet, blot for denne korte tidsepoke i januar 1976. En stor forsideleder hed sigende »Vesttysk demokrati?«…

    Efter nok en række artikler om misèren satte man trumf på med en lang kommentar af Anders Stig Møller fra Danske Studerendes Fællesråd, der skrev om »undertrykkelsesmaskinen« i Vesttyskland, som var udtænkt for at »smadre al politisk opposition«. Han udmalede i sit indlæg et rædselssamfund med undertrykkelse og censur. Og så nåede han til pointen, nemlig at det danske uddannelsessystem lagde op til selv samme disciplineringstortur…

    Inde i bladet fulgte man op: »På tema-siden side 4 giver Mette Fugl eksempler på, hvilke uhyrligheder, dette vesttyske fænomen kan føre til.« I artiklen blev en juraprofessors angreb mod venstreorienterede studenter sammenlignet med SS-fører Stroops ord under nedkæmpelsen af Warszawa-ghettoen i april 1943: »I løbet af dagen brændte flere husblokke ned. Det er efter min mening den eneste og letteste måde, når man vil fjerne denne pøbel og disse undermennesker fra Jordens overflade.«

    Vesttyskland var i en vanskelig situation midt i Den kolde Krig. Stasi fra Østtyskland havde deres spioner i det vesttyske samfund og Rote Armee Fraktion udgjorde en konstant fare. Myndighederne var presset og forsøgte at gardere sig. Afvisningen af at ansætte folk, der var en sikkerhedsrisiko, var selvfølgelig problematisk i en demokratisk stat, når disse mennesker ikke var dømt, men det interessante er, at Information i denne måned ikke med et ord nævnte undertrykkelsen i Østtyskland, men altså gang efter gang langede ud efter Vesttyskland og indblandede nazismen i denne kritik…

    Et andet af tidens temaer var Angola, der under Den kolde Krig var stedet, hvor Cuba, Sovjetunionen og vestmagterne blev konfronteret. Information havde en balanceret dækning af konflikten ved Jan Stage. Desværre var Stage ikke alene om dækningen og Afrika-opgøret blev snart sovset ind i avisens ideologiske medløberi. Journalist Tyge Petersen roste Jugoslaviens, Sovjetunionens og Cubas indsats til støtte for MPLA og var også positiv, fordi den ifølge Tyge Petersen hvilede på erfaringerne fra deres egne »autentiske revolutioner«. Og Jørgen Dragsdahl var som altid parat til at give USA skylden for konflikten i en kommentar senere i januar.

    Det var en ganske almindelig januar måned i 1976, hvor der ingen tvivl herskede om at revolutionen lå lige om hjørnet…

    Så chefredaktør Palle Weiss & Co. burde sætte sig og læse deres egen avis fra dengang. Og blive røde i hovederne, ikke så meget over hvad de skrev dengang – dét har de lissom ikke ansvaret for – men over hvad de selv tillod sig at skrive i sidste uge, da de pure frikendte avisen.”

    Oploadet Kl. 15:08 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
    

    4. december 2007

    Mette Fugl: “Hvad er det for et samfund, der presser unge ud i et afmægtigt raseri…”

    Ræverøde journalister er ikke vilde med Sarkozy, men mangler til gengæld ikke sympati for hærgende indvandrerunge. Fra fredagens 24 timer – Mette Fugl.

    “Det foregår i en forstad til Paris. Gaden brænder. To teenagere blev dræbt, da de på deres motorcykler blev kørt ned af en politibil. En juridisk undersøgelse vil afgøre skyldsspørgsmålet. Men der er så mange flere spørgsmål, der trænger til et svar. Man kan med god ret spørge: Hvordan er vi nået dertil? Og hvis man er venlig: Hvad er det for et samfund, der presser unge ud i et afmægtigt raseri, hvor de ødelægger egne livsvilkår? Måske er der ingen livsvilkår at ødelægge? Måske er det bare noget lort, Monsieur le Président Sarkozy?… Jeg føler ikke med de forældre, der ikke påtager sig at ansvar. Jeg føler med de politifolk, der bare passer deres arbejde. Jeg føler ikke med de politifolk, der går over stregen. Det ender galt? Det er allerede sket.”

    Orientering satte i søndagens lange udgave spot på Frankrig her et halvt år efter Sarkozys indsættelse, og den lå lige til venstrebenet, ihukommende at emnet også var sociale uroligheder (indvandrerunges vold) og arbejdsnedlæggelser (fagforeningsvold). Niels Lindvig og hans hidkaldte eksperter var enige i alt væsentligt. Sarkozy forførte den bange middelklasse, og selv seniorforsker Ulla Holm talte om “forføreren Sarkozy”. Værst var som altid Orienternings egne Jørgen E. Petersen, der gjorde fagforeningskampen til sin egen, og så ellers rask væk talte om våbenlobbyens journalistiske kamp for Sarkozy og afslutningsvis – behændigt serveret – den jødiske lobbys medvirken i Sarkozys valgsejr.

    Mit kendskab til Sarkozys første halve år ikke fremragende, men jeg kender Orientering og P1, og et klart mønster viser sig: Ikke-socialistiske kandidater gør pr definition alt forkert, og er kun blevet valg, enten på grund af valgsvindel, pressedominans, demagogiske evner eller en kombination af det hele.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper