24. februar 2020

Tysklandskorrespondent om ‘de her radikaliserede netværk som gerningsmanden har været en del af’

“Vi bliver nødt til at stoppe med at snakke om enlige ulve, og tossede mænd… terrorisme foregår ikke i et vakuum.”, skrev Christian Mogensen fra Center for Digital Pædagogog (CFDP) på Twitter sidste år, og det er tydeligt, at nu hvor vi taler højreekstremisme og ikke Islam, så er der ingen ‘enlige ulve’ mere. Lidt bizart, når nu islamiske terrorister typisk er en del af et netværk, og højrefløjens terrorister typisk er enlige mænd med psykiske problemer, folk som Anders Breivik og Tobias Rathjen.

Muslimer er kun et lille mindretal i europæiske lande, men alligevel har de indtil for nyligt stået for størstedelen af alle terrorangreb. Et stort mindretal eller lille flertal af europæerne er imod islamiske indvandring, og alligevel er modvolden relativt begrænset. Det er kun få isolerede enlige hvide mænd.

I torsdagens Deadline kunne man høre Dagbladet Informations Tysklandskorrespondent Mathias Irminger Sonne fortælle om Alternative für Deutschland, og ‘de her radikaliserede netværk som gerningsmanden har været en del af’. Ingen har været tilbageholdt af politiet (udover hans rødgrønne far), og i skrivende stund er der absolut intet der indikerer en eller flere medskyldige.

(Collage: Mathias Irminger Sonne, Dagbladet Information ; Se evt.Deadline, 20. februar 2020)

Jyllands-Postens Solveig Gram Jensen forklarerede i lørdagens Deadline, at de etablerede partier går efter AfD, fordi der ikke er ’så mange andre steder man kan pege hen’, da partiet er det eneste indvandringskritiske parti med parlamentarisk succes. ‘Tryk avler modtryk’, som hun præcist formulerede det, hvorefter Dr.Phil. Phillip Ostrowicz forsøgte en blød mellemlanding: At det ikke var ‘mono-kausalt, men at ‘AfD selvfølgelig har dannet grobund for det her’, og lidt senere at partiet ‘animerer’… Vært Ole Nørskov refererede den officielle tyske forklaring, at AfD ‘indirekte er medskyldig’.

DR Nyheder citerer Lars Klingbeil fra SPD, der hævder at AfD, har ‘været med til at ‘bevæbne gerningsmanden” (‘munitioniert haben’, FAZ) – et ræsonnement nært beslægtet med Uffe Gardels ‘åndelige brandstifter’ og Adam Holms ‘de, der støber de åndelige kugler’. Her udover kan nævnes liberale Jacob McHangama, der på Facebook kritiserer ‘Tryk avler modtryk’-forklaringer, som han mener ikke er en forklaring, men en form for forståelse – “… 101 i den Volkische radikaliseringsspiral”. At nævne relationen mellem Merkels masseindvandring og Tobias Rathjen er den sikre vej til borgerkrig og en stærk leder, må man forstå.

Jeg forstår fint hvorfor den yderste venstrefløj vil umuliggøre politisk kritik af den af dem ønskede masseindvandring, men jeg forstår ikke hvorfor moderate såsom Gardel og McHangama går med på den galej. De første indvandringsmodstandere (‘højreorienterede’) der griber til våben, vil være freaks fra overdrevet, men uanset den førte politik vil vi se mere i samme stil i årene der kommer. Isolerer man indvandringskritikken politisk, så hælder man benzin på bålet.

Med andre ord. Frygt ikke dem der stemmer på et stop for indvandringen. Frygt dem, der har opgivet parlamentarismen, og bliver hjemme på valgdagen. De findes hovedsageligt i revolutionære nationalsocialistiske kredse, eller blandt højreekstremister, men naturligt nok også blandt nationale konservative, der i stigende grad erklærer sig utilfredse med blot at bevare systemet der har faciliteret masseindvandringen.



21. februar 2020

Tysk terror politiseres: Højrefløjen kaldes ‘åndelige brandstiftere’, muslimer vil forbyde ‘antiislamisme’

Onsdag aften myrdede 43-årige Tobias Rathjen 10 personer, hovedsageligt indvandrere, på to vandpibecaféer i Hanau , lidt øst for Frankfurt. Han afsluttede dagen med at myrde sin 72-årige mor, og begå selvmord. Politiet efterforsker det som terror, og da gerningsmanden er hvid, klistrer medierne som forventeligt både højreekstremisme- og nazi-etiketter på drabene. Der er nu, som Daniel Beattie opridser, blot tale om ‘alment højreorienterede temaer generelt’.

Der er en hel del materiale om gerningsmanden på nettet, herunder videoer og en 24 sider lang bekenderskrivelse. Seneste video, offentliggjort i lørdags, omhandler USA, som han mener er styret af en hemmelig satanistisk organisation, der blandt andet torturerer børn.

(Video af Tobias Rathjen, 15. februar 2020; Foto: Bitchute)

Bekenderskriftet er idioti på et højere plan, og selvom medierne fokuserer på hans (racebaserede) fremmedhad, så fylder det faktisk meget lidt i manifestet. Han vil godt nok udslette befolkningen i islamiske lande, men også Israel, Indien, Vietnam, Laos, Cambodia, samt Afrika, Syd- og Mellemamerika, Caribien og halvdelen af befolkningen i Tyskland. Islam nævnes kun en enkelt gang – det samme gør brystvorter, Jürgen Klinsmann og Sharon Stone.

Han fabler om en ‘Schattenregierung’ og ‘Geheimdienst’, men konkretiser dog, at antipatien til muslimer, kom efter et bankrøveri i 1999, hvor han kunne konstatere, at 90 pct. af de billeder politiet viste ham af mistænkte, enten var tyrkere eller nordafrikanere.

Tobias Rathjens primitive hjemmeside fuldender billedet af den totale konspirationsteoretiker. Han henviser til Emery Smith, en kapacitet indenfor UFO’er og David Paulides, en mand der er kendt for at jagte ‘Bigfoot’, og blandt andet er involveret i Farsigt.org. Vi taler 9/11, Area 51, aliens, JFK, Martin Luther King, og den ufiltrerede looisme fra nettets overdrev. Ikke et højreorienteret overdrev, nærmere et overdrev hinsides ideologi.

Angrebet vil selvfølgelig blive brugt politisk. Tidligere idag kædede journalist Uffe Gardel mordene sammen med AfD, og da jeg høfligt påpegede, at AfD ikke har noget med det at gøre, så fik jeg forklaringen ‘åndelig brandstifter’. Senere på dagen skrev journalist Adam Holm, at det er ‘fristende at afvise ham som mentalt afsporet’, men at det var ‘for enkelt’, hvorefter der sluttes…

“Hans blodige udåd må kalde på en nøjere granskning hos de, der støber de åndelige kugler i diskussionen om ’os’ og ’dem’. Og det må samtidig kalde på fortsat selvransagelse hos de, som ikke kan tilbyde brugbare (og måske ’uprogressive’) løsninger på multikulturalismens problemer.” (Adam Holm, 20. februar 2020)

For et par timer siden indkaldte organisationen ‘Ord har konsekvenser’ (40 muslimske og venstreradikale grupper) til demonstrationforan Christiansborg med krav om ‘et forbud ved lov mod antiislamisme’.

(‘Ord har konsekvenser’ på Facebook, Mindehøjtidelighed for massakren i Tyskland, 2020)

Muslimer vil forbyde kritik af Islam, venstreradikale samtykker, alt imens toneangivende journalister associerer indvandringsmodstand med drab, og kræver en løsningsorienteret retorik fra multikulturens modstandere. Hvis jeg så en mulig løsning på den akkumulerede indvandring fra kulturfjerne lande, så brugte jeg ikke min sparsomme fritid på at blogge. Muslimerne får næppe held med at forbyde islamkritik her og nu, men hvis man ikke må være ‘uprogressiv’ i forhold til multikultur, så kan vi ligeså godt indføre etpartistaten med det samme.

Citater

“… in his rambling statement, the Hanau attacker also claims to have invented the slogan ‘America First’ and predicted the plots of numerous Hollywood movies, as well as the career of Liverpool FC’s coach, Jürgen Klopp.” (The Guardian, 20. februar 2020)

“I FAZ kalder retspsykiateren Nahlah Saimeh terroristen for ’svært sindssyg og hallucineret.’ ‘Der er derfor meget, der taler for diagnosen paranoid-hallucinerende skizofreni. Der vil også være klare beviser for en alvorlig narsissistisk personlighedsforstyrrelse, der forstærkes af højreekstreme overbevisninger.'” (Snaphanen, 20. februar 2020)

“Når allahu-akbar terrorister myrder, bliver de betegnet som sindsforvirrede. Når sindsforvirrede myrder, bliver de betegnet som højreekstreme.” (Hodjas Blog, 20. februar 2020)

“Der er ingen sammenhæng mellem psykopatiske, morderiske terrorister på den yderste højrefløj og mine og andres ønsker om at føre en helt anden politik. Hvis man mener noget andet, må man jo logisk arbejde for, at jeg og andre kritikere af den førte udlændingepolitik skal have frataget vores borgerlige rettigheder, ikke mindst vores ytringsfrihed.” (Morten Uhrskov, 20. februar 2020)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper