15. april 2017

Minister i skjult optagelse: “Jeg har ikke opfattelsen af, at der er nogen viden, der kan skade nogen.”

Tirsdag kunne Politiken på baggrund af en hemmelig lydoptagelse afsløre, at Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sidste år under et møde i Miljøstyrelsen, omtalte aktindsigter som værende ‘en sygdom i samfundet’. Hører man udtalelserne i sin helhed er der intet odiøst i udmeldingen, og kioskbaskeren var ret beset ‘fake news’.

Fra Den Offentlige – Minister får tæsk for udtalelser om aktindsigt: Du gætter ikke hvad han faktisk sagde.

“Her følger en udskrift af ministerens udtalelser:

– Som forsker er jeg selv enormt optaget af, at der er åbenhed om de metoder, man anvender – og om de resultater, man når. Derfor har jeg lanceret et helt nyt setup for den forskningsbaserede myndighedsbetjening. I de kontrakter, vi indgår med universiteterne, skal der ikke være dobbelt lukketheds-klausuler eller noget som helst.

– Jeg har ikke opfattelsen af, at der er nogen viden, der kan skade nogen. Derfor skal den viden være tilgængelig. Men – og der er et vigtigt men – der skal være mulighed for, at man politisk kan arbejde med noget af den viden i en kort periode.

– Der kan være forhandlingspositioner, der ikke skal ud i verden og være kendt, inden man har en endelig aftale. Hvis vi for eksempel arbejder med udvikling af store arealer, og folk spekulerer i at få dem solgt, inden en aftale var indgået…

– Men ellers er jeg meget optaget af den åbenhed, der skal være omkring det forskningsbaserede.

– Jeg mener, det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord – og at man ikke har mulighed for i en arbejdsproces at kunne passe ting til, uden at det skulle opfattes som, at nu vil man skjule noget – eller at man vil ødelægge noget eller vil det ene eller det andet. …

– Bare man kan finde et lille hjørne, man kan puste op med en ikke-faktuel viden – eller på baggrund af en aktindsigt med et eller andet dokument – så har man straks en kæmpe opmærksomhed i pressen. Så er der samråd, og så skal vi handle på baggrund af det – frem for, at vi havde tid til at tilvejebringe information og tilrettelægge de processer, der skal være.”

Oploadet Kl. 12:58 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


28. februar 2017

Politiken: Tre forskere undsiger East StratCom-konklusion : “… er på grænsen til desinformation.”

Forleden blev jeg kontaktet af en universitetsunderviser, der ville høre hvorvidt jeg kendte bloggeren Jesper Larsen, der blev betegnet som en russisk påvirkningsagent. Hans ‘omfattende researchmateriale’ er grunden til at Politiken i dag kan rette hård kritik af East StratCom med disclaimeren: “Alle oplysninger i artiklen er kontrolleret af Politiken, som også har foretaget egen research.” Intet er sandt før det har stået i Politiken, som man siger.

Blandt East StratComs kilder er ukrainske ‘InformNapalm’ (‘Vi brænder fjenden med informations-napalm!’), der samarbejder tæt med ‘Myrotvorets’, som sidste år offentliggjorde en liste over 4.500 ‘terroristkollaboratører’, udenlandske journalister. På anden liste figurerer mere end 100.000 pro-russiske landsforrædere og terrorister.

Fra Politiken – EU er fanget i propaganda-krigens tåger (af John Hansen og Thomas Heine).

“For en lille måned siden var der pludselig krig igen i det østlige Ukraine. Ikke blot de daglige skudvekslinger, der er fortsat trods en nu to år gammel våbenhvileaftale mellem Kijev-regeringen og de Moskva-støttede separatister. Men rigtig krig, frem for alt omkring byen Avdijivka, der ligger på den Kijev-kontrollerede side tæt på frontlinjen. …

Efter 6 dage faldt tingene omtrent lige så pludseligt til ro igen, tilbage til de rutinemæssige krænkelser af våbenhvilen fra begge sider. Imens beskyldte man vanen tro hinanden for at være skurken.

En række vestlige medier rapporterede, at det var separatisterne, der introducerede det tunge skyts mod beboede områder. Men modsat fortalte en række vestlige og ukrainske medier om måneder med ’snigende ukrainsk offensiv’ frem mod den såkaldte kontaktlinje mellem parterne – blandt dem den statsfinansierede amerikanske Radio Free Europe og den engelsksprogede ukrainske Kyiv Post.

OSCE-observatørerne dokumenterede, hvad de kunne i deres daglige rapporter. Uden at placere skylden hos én af parterne.

(Avdiivka-konklusion i Disinformation Review, 9. februar 2017; Grafik: East StratCom)

East StratCom Task Force – et EU-kontor med 11 ansatte, hvis hovedopgave er at bekæmpe russiske myter og desinformation – var imidlertid ikke i tvivl.

I sit ugentlige Disinformation Review 9. februar havde man Avdijivka som tophistorie og oplyste i en infografik: ‘Hvad pro-Kreml-medier sagde: Der er ingen russiske styrker på landjorden. Hvad der faktisk skete: Russisk-støttede militante begyndte at beskyde ukrainske positioner’.

I det følgende Disinformation Review 16. februar henviste East StratCom fire gange til det foregående ugebrev for at affærdige russiske påstande om, at Ukraine fremprovokerede volden i Avdijivka. ‘Ikke Ukraine, men Rusland og russiskstøttede militante har forværret situationen i Avdijivka’, hed det.

Tre forskere, der følger udviklingen i det østlige Ukraine tæt, afviser over for Politiken, at man med nogen rimelighed kan udpege én af parterne som ansvarlig for Avdijivka-optrapningen: Balazs Jarabik, en Ukraine-ekspert tilknyttet den amerikanske tænketank Carnegie Endowment for International Peace, Flemming Splidsboel Hansen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, og Claus Mathiesen, lektor ved Forsvarsakademiet.

‘Det er så forenklet i forhold til realiteterne, at det mindst er på grænsen til desinformation’, siger Balazs Jarabik om East StratComs infografik.

‘East StratCom udelader, hvad ukrainerne foretager sig. Så enkelt er det. Det virker, som om mange af folkene bag dette Disinformation Review føler, at det er deres mission at støtte de ukrainske magthavere’, mener Jarabik, der ellers som udgangspunkt ser EU-kontoret som »et nyttigt initiativ’.”

Oploadet Kl. 10:05 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


8. september 2014

Politiken bekræfter Redox-link: JKT delte adresse med ‘ledende skikkelse på den yderste venstrefløj’

I sidste uge bloggede jeg om den tiltalte i Danmarkshistoriens største hackersag, og gav en række indicier på at manden plejede omgang med den yderste venstrefløj. Jeg overså at Politiken, et par dage forinden bragte en længere redegørelse om sagen, og her bekræftede mistanken. Graverchef John Hansen (og Jakob Sorgenfri Kjær) eufemiserer, og foregiver at tiltalte ikke er venstreradikal, men med Politikens rolle i den samtidige ORG-sag forstår man godt de nedtoner det politiske aspekt.

Fra Politiken.dk – Knægt tiltalt for det største hackerangreb på Danmark (1. september 2014).

“Da betjente erklærede ham anholdt i Thomas Laubs Gade på Østerbro i København, havde han computeren under den ene arm. Siden den dag har den nu 21-årige it-konsulent siddet varetægtsfængslet i Arresthuset i Ringsted, adskilt fra sin Lenovo Thinkpad-computer. …

Den unge mand i arresten beskrives af sin omgangskreds som et computergeni med fotografisk hukommelse. …

Indtil han blev sat bag tremmer, holdt han til i venstreradikale – også kaldet autonome – kredse på Nørrebro i København uden dog selv at være specielt politisk interesseret. Han kom ind i centrum af miljøet, da han i slutningen af 2010 flyttede ind i et kollektiv nær Blågårdsgade, hvor også en ledende skikkelse på den yderste venstrefløj havde adresse. En daværende beboer i kollektivet fortæller, at den nu hackertiltalte mand var anderledes:

‘Vi holdt et brag af en indflytterfest, og jeg havde inviteret alle mine autonome venner. Jeg blev meget forbavset, efterhånden som hans gæster dukkede op: Han havde venner i alle mulige forskellige miljøer og havde let ved at omgås alle slags mennesker. Han er en ordentlig og behagelig fyr, simpelthen’.

… kort efter sin 18-års fødselsdag i foråret 2011 fortalte han sine omgivelser om et usædvanligt påtrængende jobtilbud: Politiets Efterretningstjeneste ville gerne gøre brug af hans it-talenter. Mange omkring ham hørte historierne om, hvordan agenter fra PET passede ham op, når han forlod sin arbejdsplads, eller ventede på ham uden for hans bopæl. Inviterede ham på hotel. Smigrede ham og lovede, at de ikke ville have ham til at spionere mod sine venstrefløjsvenner.

Kilder i hans omgangskreds siger også, at han til sidst følte sig under pres fra PET, fordi han afviste de insisterende tilbud.

‘Han følte det ubehageligt, at de overvågede ham’, fortæller en ven.

Om presset var årsagen, er uvist, men på et tidspunkt i 2011 rejste den da 18-årige mand til Brisbane i Australien, hvor han arbejdede for et it-sikkerhedsfirma. … Det billede, som kan stykkes sammen fra kilderne omkring den unge it-specialist, fortæller, at han vendte tilbage til Danmark fra Australien i efteråret 2012, og at han da lagde afstand til i hvert fald en del af sin tidligere vennekreds.”

(Politiken kalder beboer i AFA-kollektiv for ‘Knægt’; Politiken.dk, 1. september 2014)

“Politisk ligger JKT til venstre, og ifølge vennen har han altid haft det lidt svært med autoriteter… var ikke begejstret for højreorienterede, tilføjer vennen.” (BT, 9. juni 2013)

“På de ukrypterede dele blev fundet videoer og billeder fra venstreorienterede demonstrationer…” (Computerworld, 2. september 2014)



18. juli 2014

Mosbjerg Folkefest 2014: Professor Ole Hasselbalch – Om venstreekstreme overfald i Danmark

Professor Ole Hasselbalchs tale til Mosbjerg Folkefest 2014 var et overflødighedshorn af anekdoter om Den Danske Forenings mange oplevelser med den ekstreme venstrefløj, herunder journalister. Talen er nu online.

“Det var ude i Gentofte Hovedbibliotek, hvor foreningen havde inviteret den gamle norske frihedskæmper Jan Høgh. – Rejs dig op Jan, så vi kan se dig. (bifald) – Som skulle tale i Hovedbiblioteket, men det kom han ikke til fordi der var nogle der havde fortalt bibliotekets personale, at han var nazist, og så måtte biblioteket jo lukke, så kunne han jo ikke holde talen der. Så han holdt så sin tale udenfor istedet, uden for biblioteket, stående på en trappestige. Nazisten Jan Høgh, rundt om Jan Høgh, som krigspensionist i kraft af de skader han fik i frihedskampen, der færdedes et stykke ude nogle mærkelige væsener med fakler i hænderne og tårer i øjnene og råbte ‘Ned med fascismen’, ‘Ned med nazismen og racismen’, ‘Racister skal hakkes til medister’, og hvis man ikke hopper så er man racist, og sådan noget mærkeligt noget. Det afficerede ikke vor ven Jan Høgh.

En anden gang, nogle år efter, der var jeg formand. Det var et møde ude i et medborgerhus, jeg tror det var Medborgerhuset Sydvest i København. Den gang vidste man ikke meget om Islam, og hvad gør man så, hvis man vil hitte ud af hvordan verden ser ud. Foreningen inviterede en muslimsk imam til at fortælle hvad Islam egentligt var. Og den lille man han mødte altså i hvidt tøj, kalot og så videre – pænt og ordentligt, der var ikke noget der. Men pludselig kommer der styrtende en person ind. En kendt kulturperson og bongospiller, han havde åbenbart haft held til trods for sit lidt laskede ydre, af snige sig ind ad bagdøren, et vindue, et tagvindue eller på en eller anden måde. Han var tilhænger af Mao og Albanien, det vidste alle, og i den egenskab, så styrter han op til imamen, og så siger han: ‘Nazisvin!’ Og så styrter han ud igen, og vi tilhørere, vi tænkte, at han måtte være være fra den ekstreme venstrefløj, han kunne bare ikke rigtig kunne orientere sig derinde, og kunne ikke omstille sig til tanken om at det var en muslimsk imam der stod deroppe. Imamen tog det meget pænt. Han spurgte mig, hvad det var for en mærkelig mand…

… vi har stadigvæk den folkelige magt, vi har magten til at sætte et kryds i stemmeboksen. Og der må vi bare konstatere, at hvis et folk som har muligheden for – Kan man tie stille ovre bagved! Ja, jeg er jo også lærer, engang imellem må man tysse lidt på studenterne, det gør jeg altså. Hvis man har et folk som har muligheden for at skille sig af med idioterne ved simpelthen at sætte krydset et andet sted, og som ikke kan tage sig sammen til at gøre det, så er der ikke nogen der kan redde dem. De kan ikke reddes. … Jeg kan ikke se der er anden mulighed. Et folk der ikke kan redde sig selv ved at flytte krydset i valgboksen, kan ikke reddes med andre midler.

(Ole Hasselbalch, Mosbjerg Folkefest 2014)

“Professor Ole Hasselbalch fra Den Danske Forening fortalte i sin tale på Mosbjerg Folkefest om venstreekstremisters politisk motiverede overfald i Danmark, og om en presse, der enten fortiede eller direkte medvirkede til deres politiske kriminalitet.”



10. november 2011

TV2 Lorry lod dømt venstreekstremist agere ekspert i forhold til den demokratiske højrefløj

Når man tænker på de gode juridiske kontakter den yderste venstrefløj har, så skulle man umiddelbart tro borgerlige medier gang på gang blev irettesat af Pressenævnet for urimelig omtale af venstreradikale. Men nej, hvor Pressenævnet flere gange i år har kritiseret medier for sin omtale af højreradikale, senest i forbindelse med ORG-sagen, så husker jeg ikke venstreradikale nogensinde har klaget.

Med de dobbelte standarder medierne praktiserer, så har venstrefløjen sjældent grund til at klage. TV2 Lorry gav et fint eksempel på den skæve mediedækning i går, i et indslag med titlen Højreekstremisme i vækst. Med udgangspunkt i en uakademisk Facebook-baseret undersøgelse rettet mod Dansk Folkepartis tilhængere, tales der om højreekstremisme, og associeres med alt fra nazisme til Anders Breivik.

Blandt indslagets eksperter var Rune Eltard-Sørensen, der gav sin analyse af problemet med ‘højreekstremisterne’. Han er ikke hvem som helst, men en kendt venstreradikal der flere gange fysisk har antastet folkevalgte politikere. Tilbage i 2001 gik det ud Farum-borgmester Peter Brixtofte, og i 2003 blev han landskendt, da han sammen med kommunistvennen Lars Grenå overfaldt henholdsvis udenrigs- og statsministeren, hvad gav dem begge fængselsdomme.

TV2 Lorry brugte således en ekstremist til at vurdere størrelsen af det samfundsmæssige problem, med det der for ikke-kommunister er en demokratisk højrefløj.

Line Baun Danielsen, TV2 Lorry: Mange unge er tiltrukket af fremmedfjendske holdninger, det viser en ny undersøgelse. Den peger blandt andet på internettet, som en af de steder hvor højreekstreme bliver rekrutteret.

Johanne Niegaard, TV2 Lorry: Markering af Krystalnatten på Kongens Nytorv i København. Den 9. november 1938 dræbte nazister jøder, ødelagde deres forretninger og synagoger i Tyskland. Men også i dag spiller de fremmedfjendske holdninger en stor rolle. En ny britisk undersøgelse viser, at der er hele tiden rekrutteres nye medlemmer til højreekstremistiske bevægelser. Ifølge den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen er det i høj grad stadig vigtigt at holde øje med.

Hans Jørgen Bonnichsen, tidl. PET: Det er det i allerhøjeste grad, ikke mindst fordi de danner et vækstpotentiale i forhold til vold og måske det der er værre.

Johanne Niegaard: Ifølge Information kortlægger den britiske undersøgelse, at der er 436.000 støtter på Facebook til højreekstremistiske grupper og partier i 12 forskellige europæiske lande. Også her i hovedstadsområdet er der folk med tilknytning til til højreekstremistiske grupper.

(Demos, The New Face of Digital Populism, 2011, s. 75; Uriasposten)

Rune Eltard-Sørensen, Modkraft: Den har været voksende de sidste ti år.

Hans Jørgen Bonnichsen: Man skal ikke tro det er forvildede unge båtnakker, som ikke rigtigt ved hvilket ben de skal stå på. Det repræsenterer faktisk alle lag i samfundet.

Johannes Niegaard: Den venstreorienterede forlagsvirksomhed Modkraft har også beskæftiget sig med emnet, og mener internettet spiller en vigtig rolle.

Rune Eltard-Sørensen: Internettet er helt afgørende for at den højreekstreme bevægelse fortsat kan udvikle sig og knytte nye kontakter til sympatisører.

(TV2 Lorry, 9. november 2011)

Johanne Niegaard: Politiken afslørede for nyligt en hemmelig gruppe i Danmark, der kalder sig ORG, med fremmedfjendske holdninger.

John Hansen, Politiken: Det var pæne folk i baggrunden som organiserede det, pæne ordentlige mennesker med helt almindelige karriere som embedsmænd eller ejer af virksomheder.

Johannes Niegaard: Blandt de mange højresympatisører på internettet kan der være potentielt farlige ekstremister, sådan som Norge oplevede det i sommer.

Hans Jørgen Bonnichsen: Vi skal være klar over, at det danner et vækstgrundlag for udvikling af personer som Anders Breivik.

Johannes Niegaard: Så selvom Krystalnatten altså markerer nazisternes forfølgelse af jøderne i 1938, så er ekstremisme, så er ekstremisme i allerhøjeste grad stadig et problem.

Finn Schwarz, Mosaisk Trossamfund: Vi har jo set det i Oslo, som det seneste eksempel på hvad ekstremisme kan medføre.



31. august 2011

Politiken: Leder af militante AFA var samtidig “drivende kraft i Redox-gruppens arbejde”

For tre uger siden anvendte Politiken med ‘Gravechef’ John Hansen i spidsen, venstreekstreme Redox som kilde til en historie om den yderste højrefløj. Selvom avisen med næb og klør forsvarede sine dispositioner, prellede kritikken tilsyneladende ikke af. I dag har Politiken sat spot på Redox, og det er ikke helt uinteressant.

(Politiken, 31. august 2011. Udsnit af forsiden)

Fra Redox knyttes til terror og grov vold.

“Venstrefløjsgruppen Redox, som arbejder for at afsløre udemokratiske elementer hos den yderste højrefløj, er selv mistænkt for ulovlig overvågning af politiske modstandere og grov vold i et omfang, som har ført til sigtelser efter den milde terrorparagraf.

Politiets Efterretningstjeneste har afsluttet mere end halvandet års efterforskning i sagskomplekset, som ifølge politiassessor Maria Cingari omfatter »fem-seks« sigtede. Mindst en af dem – en 25-årig mand – er en hovedkraft i Redox’ årelange research af højrefløjen.

Researchgruppen, som senest var omtalt i forbindelse med Politikens artikler om det hemmelige højrefløjsnetværk ORG, lægger selv vægt på ikke at være knyttet til den yderste venstrefløj.

Men terrorsagen viser personsammenfald mellem Redox og den radikale venstrefløjsorganisation Antifascistisk Aktion, som flere gange har brugt vold for at forhindre eller forstyrre møder og demonstrationer på den yderste højrefløj. …

For Dan Jensen fik overvågningen følger: Han blev fyret fra sit job i Danske Bank og ekskluderet fra Dansk Folkeparti, som han var lokalformand for, efter at Ekstra Bladet havde oplyst, at Dan Jensen også var aktiv i højrefløjsbevægelsen Dansk Front. Kilden var Redox, og Ekstra Bladets journalist bekræftede under en efterfølgende retssag, at han havde overværet, hvordan Redox skaffede oplysningerne ved hjælp af computerhacking. …

Den 25-årige hovedsigtede i sagen, som ifølge Politikens oplysninger nægter sig skyldig, er en drivende kraft i Redox-gruppens arbejde, og Politiken er bekendt med, at han samtidig er medlem af AFA.”

(Politiken TV, 12. august 2011: Graverchefen: Redox-dokumenterne kommer fra en insider)

Politikens oprids af sagen er baseret på retsdokumenter og interviews med tre vidner. Her lidt fra ‘Deres hensigt er at ødelægge folk, der mener som jeg (s. 8).

“Philip Traulsens postkasse havde været tom i flere uger, før han fandt ud af hvorfor: Uden at han selv vidste det, havde nogen meldt til Post Danmark, at hans adresse var flyttet fra Københavns Nordvestkvarter til Østergade 23 A i Taulov ved Fredericia. I ugevis havde ‘nogen’ modtaget al Philip Traulsens post…

Han er nu et af politiets vidner i en sag mod fem-seks personer med tilknytning til to grupper på den yderste venstrefløj: Antifascistisk Aktion og researchkollektivet Redox. De er sigtet efter alvorlige paragraffer om computerhacking, grov vold og terror…

Dan Jochumsen, familiefar med villa, kæreste, to børn og et tredje på vej, mistede sit job i banken og blev smidt ud af Dansk Folkeparti. ‘Det er mine øjne det, der er Redox’ formål, at folk skal udstødes og udsættes for social deroute, hvis de har holdninger, som de ikke kan lide. Det er urimeligt, for jeg har intet ulovligt gjort, men blot brugt min demokratiske ret til at ytre mig politisk, siger Dan Jensen. …

I volds- og terrorsagen mener politiet, at overvågningen og registreringen af højrefløjsaktivisternee bl.a. blev brugt til at planlægge voldelige overfald på dem. Af de ‘fem-seks’ sigtede kender Politiken identiteten på to. Politiet forbinder dem begge med gruppen Antifascistisk Aktion (AFA). Den hovedsigtede, en 25-årig mand, kalder politiet leder af AFA.

Selv om Redox kalder sig ‘en journalistisk researchgruppe’ og benyttes som kilde af mange medier, viser terrorsagen, at der er personforbindelser mellem Redox og AFA – en gruppe, som adskillige gange er sat i forbindelse med voldelige overfald…”

Oploadet Kl. 08:03 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


12. august 2011

Ole Hasselbalch: Politiken viderebringer materiale i strid med straffelovens § 264 c

Netværket ORG har anmeldt Politiken til politiet, og i Radioavisen kunne man sent torsdag aften høre Politikens John Hansen hælde vand ud af ørerne, for at redde den sidste rest af journalistisk integritet. En graverchef der bruger nettets overdrev som kilde, har ingen troværdighed, og når John Hansen forklarer, at han stoler på Redox’s forsikringer, så gør han vold på sit fag.

Fra anmeldelsen, der er sendt til Rigspolitiets afdeling for IT-kriminalitet.

“Foreningen blev opmærksom på, at hackere var kommet ind, og at de uberettiget havde kopieret hele internetsiden/debatforummet. Der henvises til vedlagte tekniske dokumentation herfor som udarbejdet af min klient, og som efter min klients opfattelse dokumentere hackerangrebet. … Som det fremgår af vedlagte artikler fra Politiken af den 10. august har gruppen Redox foretaget hacker-angrebet.”

Ole Hasselbalch kommenterer på Den Danske Forenings hjemmeside.

“Jeg er i anledning af Politikens sensationelle afsløring af en hemmelig organisation i Århus, som skulle have infiltreret bl.a. Den Danske Forening, blevet anmodet om en indstilling til foreningen mht., hvad den bør foretage sig.

Svaret er indtil nu: Ingenting.

Det foreligger i skrivende stund et spændende dokumentarium om omtalte Århus-organisation. Dette har Politiken fået overdraget af personer, hvis navne ikke kan fås oplyst, men som ifølge Politiken er tilknyttet det venstreekstreme såkaldte Redox-foretagende.

Her er det så vidt vides fremskaffet ved ulovlig hacking af en privat hjemmeside eller på anden ulovlig vis. Materialet er med en enkelt undtagelse sendt til alle de store medier. Bortset fra Politiken, har ingen villet have med det at gøre. Sagen begynder dermed at tage en ny drejning.

Dette sandsynligvis ved ulovlige midler tilvejebragte, tvivlsomme materiale, som i al fald ifølge det referat, de berørte – og jeg – har fået forelagt, faktisk ser ud til at være manipuleret, viderebringer Politiken i strid med straffelovens § 264 c. Her står der, at den, der uden at have medvirket til gerningen (altså den ulovligt hackning) skaffer sig eller uberettiget udnytter oplysninger, som er fremkommet ved lovovertrædelsen, handler ulovligt.

Uden ekspertise i strafferet er det nok svært at sige, hvad straffen vil blive udmålt til i et sådant tilfælde. Men forholdet ser jo altså ud til at være begået i vindingsøjemed, nemlig for at sælge aviser. Og hvem ved, tja, bum, bum – måske kan en dansk dommer kigge lidt på, hvad der nu sker i det nyligt oprullede paralleltilfælde i England (News of the World). Måske kan han også se lidt på behovet for at få visse mediers arbejdsmetoder justeret, så at de kommer i bedre trit med det, der er passende i et frit samfund, hvor enhver, inklusive organisationer, har ret til et privatliv, og hver der intet dubiøst i er at organisere sig i en kreds, andre ikke bare kan forlange sig optaget i.

Hvad skal man i øvrigt sige til det hele?

Politiken lægger meget vægt på, at der er tale om et ”hemmeligt” netværk… Den Danske Forening er stort set blevet udsat for hvad som helst: Manipulerede dokumenter, provokatørers forsøg på indtrængen, pressehetz, ja ligefrem sprængbomber og giftgas. Det opfordrer ikke til åbenhed, når man beskæftiger sig med nationale- og indvandringsforhold, men i øvrigt gerne vil leve et normalt liv.

I det aktuelle tilfælde har personer i Jespers Kaffeklub – eller ORG, hvis vi nu i et anfald af hang til det mystiske skal følge Politikens præsentation – i årevis været i kontakt med Den Danske Forening, ja, et par stykker sidder endog i foreningens styrelse. Dette er vel nogenlunde det mest åndssvage sted, man kan slå sig ned, hvis man har planer om at begå ulovligheder. Det har nemlig – i al fald uden for pressen – også været kendt i årevis, at i Den Danske Forening sidder politiet med ved bordet. …

Hvad er egentlig Politikens arbejdsmetoder og moralske habitus? Enten må Politiken se snarest at komme op med noget bedre. Eller også må jeg have lov til at give udtryk for den overvældende følelse af væmmelse og modbydelighed ved at opleve et stort dagblad slå plat på de helt forfærdelige begivenheder i Oslo.”

(Politiken, 10. juli 2011. S. 6)



10. august 2011

Shansen i BT: “Med min falske profil… blev jeg ven med Anders Behring Breivik på Facebook”

Politikens John Hansen, der forleden hævdede, at jeg var medlem af et internationalt Counterjihad-netværk, kan i dag med venstreradikale Redox som kilde, afsløre eksistensen af et dansk anti-indvandringsnetværk kaldet ‘ORG’. “Artikler om højrefløjens hemmelige netværk er blevet til under usædvanlige betingelser”, forklarer journalisten, og har om ikke andet, så i det mindste overbevist sig selv om, at Redox har fået dokumentationen på lovlig vis.

Kilden til den fejlbehæftede Counterjihad-artikel var efter alt at dømme Margrethe Monika S. Hansen (Shansen), der i dag er på forsiden af norske Dagbladet og danske BT, fordi hun efter eget udsagn har haft kontakt til den norske massemorder.

Urias-læsere vil huske, at Shansen dagen efter massakren agerede ekspert i Deadline, og her erklærede, at Anders Breivik “helt sikkert, også har haft kontakt til danske bloggere og debattører”.

Som blogger med en vis viden om den danske bloggosfære, kunne det selvfølgelig være interessant at vide hvilke ‘danske bloggere’ der har haft personlig kontakt til den norske massemorder, men heller ikke denne gang kom der navne på. Skærer man fyldet fra, så står man tilbage med udokumenterede postulater og dårligt underbyggede vurderinger.

Fra Hun holdt øje med Breivik, der er oversat fra Dagbladets Hun spionerte på Breivik på nett.

“I 2009 gik den danske blogger Margrethe Monika S. Hansen undercover på internettet. Hun lavede en ny identitet som højreekstrem og har siden fulgt det islamfjendtlige miljø på Facebook…

Med min falske profil, som jeg brugte til at holde øje med netværket, blev jeg ven med Anders Behring Breivik på Facebook, siger hun til Dagbladet. …

Margrethe Hansen kommunikerede aldrig direkte med den terrorsigtede nordmand, men overvågede hans profil tæt. …

Margrethe Hansen hævder, at Breivik også var i kontakt med medlemmer af Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD). Organisationens leder, folketingskandidat Anders Gravers, siger, at de ‘ved med 100 procents sikkerhed’, at Breivik aldrig har været med i deres Facebook-gruppe. …

Margrethe Hansen mener imidlertid, at gruppen i 2010 opfordrede til en selvforsvarsgruppe mod muslimer…

Breivik forsøgte at oprette en norsk modstandsgruppe af samme type og havde kontakt med danskerne, hævder hun. Dette er ifølge Anders Gravers helt usandt.

– Margrethe Hansen er den mest utroværdige blogger i Danmark.

[…]

Hun mener, at tonen i miljøerne på Facebook er langt mere ekstrem, end mange tror…

– Jeg har selv modtaget dødstrusler, efter at jeg offentliggjorde mine artikler – og jeg lever i dag på en beskyttet adresse sammen med min familie, siger Margrethe Hansen.”

Margrethe Monika S. Hansen.

Tilbage i 2007 bloggede Shansen på Nyhedsavisen (avisen.dk), og blev hurtigt berygtet for sin særlige latrinære stil. For hende var nationalkonservative, nazister der ikke var afsløret, og dagligt pumpede hun injurierende associationer ud, indtil avisen kort før jul 2008 bannede hende.

Fire måneder tidligere, i slutningen af august 2008, opstod en blog kaldet ‘Urius Oregon’ (kendantimuslimerne.blogspot.com; se eks. Youtube). En anonym hadeside, der med militant retorik og grafiske associationer gik efter undertegnede, og uden blusel gjorde min familie til en del af kampen. Siden var anonym, men jeg googlede navnet, og fandt kommentarer med links til siden på tre højreblogs. De to første var skrevet i umiddelbar forlængelse af sidens første post.

Jeg bad de tre bloggere om at sende mig kommentatorens IP-adresse, og det var ikke overraskende den samme. IP-adressen kørte jeg så igennem Uriaspostens store kommentar-database, og minsanten om ikke eneste kommentar fra den pågældende IP-adresse var skrevet af Margrethe Monika S. Hansen i eget navn.

(IP-adresse 90.134.184.205: Urius Oregon & Margrethe Monika S. Hansen; Dokumentation)

Shansen har til dato ikke kunne redegøre for sammenhængen, men afviste flere gange i løbet af 2008, at hun skulle have en aktie i den anonyme blog. Hun afviste ligeledes, at hun skulle have været aktiv på nettet under falsk navn. Noget hun fraveg sidste år, da hun oprettede en (midlertidig) falsk Facebook-profil, angiveligt for at modvirke net-chikane.

“Efter måneders chikane beslutter jeg at de ikke skal slippe afsted med det. I stedet for at vende ryggen til beslutter jeg mig for at give igen ved at infiltrere deres grupper på Facebook for at få information om dem, og finde ud af hvem der er onde nok til at gøre den slags ting.” (Margrethe Monika S. Hansen på P77.dk, 19. maj 2011: Forklædt som Racist…)

Nu står det så i BT, at hun året før den pågældende chikane, allerede var ‘undercover’ på internettet med “en ny identitet”. ‘Bjarke WP Jensen‘ var således ikke hendes første falske alias. Jeg tænker mit…

(Margrethe Monika S. Hansen som ‘Bjarke WP Jensen’, maj 2010)

(Margrethe Monika S. Hansen som ‘Bjarke WP Jensen’, 16. maj 2010)

Oploadet Kl. 15:38 af Kim Møller — Direkte link83 kommentarer


29. juli 2011

Politiken trykker vagt dementi: Uriaspostens redaktør ‘afviser’ at være en del af netværket

Jeg kontaktede onsdag Politiken, med henblik på at få dem til at dementere min påståede rolle i et netværk, hvis blogs efter Politikens overbevisning havde “fortalt den norske massemorder, at han er i krig, og de har udpeget fjenden”. Jeg har ikke udpeget nogen fjende, og jeg har derfor ikke “Børns blod på hænderne”, som artiklen diskret antydede.

Dementiet kom i dag, og det er lige efter bogen: Jeg er ond, de kan bare ikke bevise det. Culpa!

“Jeg kiggede lige på Viking Observer. Sidste indlæg er fra marts 2006 – 13 måneder FØR “netværket” ifølge Politiken blev stiftet i København.” (Tilsendt)

(Politiken, 29. juli 2011, s. 2: Fejl og Fakta; collage)

Gennem årene har jeg optrådt på en del blogrolls, og husker hvor harm jeg blev tilbage i 2004-05, da linket til Uriasposten på en for mig ukendt side, stod side om side med links til white supremacist-sider og Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse. Et par år senere, fandt en analysebureau frem til, at jeg var den mest linkede politiske blog herhjemme. Jeg kan ikke bruge min tid på at redigere andre folks blogrolls, og kan i sagtens natur heller ikke stå til ansvar, for hvad eventuelle læsere af de pågældende sider begår af uhyrligheder.

Oploadet Kl. 10:13 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper