Folketinget bevilligede 1 mio. til at undersøge muligheden for etablering af et nyt kolonitidsmuseum i Vestindisk Pakhus. I referencegruppen er blandt andet Nationalmuseet og Rigsarkivet, der hurtigt røg i clinch. Weekendavisens Arne Hardis har gennemgået korrespondence mellem aktørerne, og fremlægger historien i seneste udgave af Weekendavisen.

Det viser sig at Nationalmuseet mfl. har en woke-tilgang til emnet, og er mere interesseret i hvid bodsgang, end den faktiske historie – den der lader sig dokumentere. Fra Weekendavisen, der har lagt den online i fuld længde – Slaver af historien. Læs det hele!

“Kogt ned er uenighedens kerne, om et udstillingssted alene skal lade sig styre af kendsgerninger, der kan dokumenteres skriftligt, eller om viljen til at gå en form for dialogisk bodsgang for kolonitiden og sige undskyld til efterkommere af dengangs slaver også kan være en ledestjerne for et videnskabeligt baseret museum. Rigsarkivet står for det første standpunkt. Nationalmuseet, som leder arbejdet i referencegruppen, har ladet bodsgangen erobre dagsordenen.

Det er i hvert fald vurderingen fra Rigsarkivet, som de facto har truet med at forlade arbejdet med henvisning til, at ‘aktivisterne styrer arbejdet i dette udvalg (referencegruppen, red.), og der er behov for et fagligt fokus i det videre arbejde’, som seniorforsker, historiker Steen Andersen skriver i en mail til referencegruppens formand, Jakob Høgel, chef ved Nationalmuseets afdeling Indholdsudvikling og Samskabelse.

Rigsarkivets mand betegner det ligeledes som ‘et kæmpe problem’, at to navngivne medlemmer af referencegruppen ‘ikke har fagpersonens tilgang til historien, men derimod aktivismens’. Den ene angivelige aktivist er museumsinspektør Henrik Holm fra Statens Museum for Kunsts afstøbningssamling, som i øvrigt holder til i Vestindisk Pakhus på Toldbodgade i København. Den anden er formand Anders Juhl fra foreningen Kolonihistorisk Center, en privat organisation…”

(Vestindisk Pakhus, Toldbodgade, København K; Foto: Wikipedia)

Arne Hardis har talt med sognepræst Henrik Gade Jensen, der de senere år har bevæget sig længere væk fra den borgerlige parti-liberalisme. Jeg er helt på linje. Hellere en Mette Frederiksen-regering der holder venstrenihilismen på afstand, end en Ellemann-regering, der turnerer med tomme slogans om ‘frihed’. Læseværdigt interview i Weekendavisen – Blå blok har de bedste hjerner (kræver login).

“For Henrik Gade Jensen er blokkene altså tæt på ligegyldige… Det vigtigste i politik er i dag noget andet og dybere.

Dagen før mit besøg har Henrik Gade Jensen sendt et par tætskrevne ark med sine overvejelser: Her skriver han bekymret om identitetspolitikkens nedbrydning af personlighed og ansvar, om akademiske miljøers normative tilgang til sandheden og om kontroltabet: Vestlige regeringer risikerer at miste kontrollen med indvandring og kriminalitet, så der opstår ‘konkurrerende jurisdiktioner’. Aldrig må det glemmes, at ’statens vigtigste opgave er at undgå at forfalde, opløses, fejle’, skriver han og opfordrer til at genlæse Thomas Hobbes: Den idémæssige opgave er at gentænke det politiske rationale og fastslå, at politik handler om at udøve suverænitet.

Hvad mener han? ‘Alternativet til suverænitet er anarki, og al junglelov er altid værre end en dårlig suveræn. Når politiet forsvinder, hærger banderne. Du kan se det meget mere udtalt i Tyskland end i Danmark. Der har du konkurrerende jurisdiktion, hvor narkomarkedet og bandekriminaliteten reguleres af en alternativ retspleje. Du kan sikkert også se det i Sverige, men nu læser jeg mest tyske aviser,’ smiler Henrik Gade Jensen…

Når forsvaret for statens suverænitet er hovedopgaven, bliver det blå Danmarks insisteren på frihed politisk fattig, mener Henrik Gade Jensen.

‘Jeg så Venstres Jakob Ellemann udtale, at den blå blok skal samles om friheden. Det er en kæmpe fejl at se sådan på det, friheden er stærkt overvurderet. Det er ikke frihed, men meget mere kontrol, der er brug for, så vi kan få styr på kriminalitet og bander og den slags.’. …

‘Staten har sluppet grebet om socialpolitikken ved at opgive at skelne mellem værdigt og uværdigt trængende.

Det skulle man ikke have gjort, man skulle have holdt administrationen af hjælpen tættere på borgeren, anvendt skøn og konduite mere. Hvis vi ikke skelner mellem værdige og uværdige, får vi offergørelsen som livsstil. Rettighedstænkning er noget, Fanden har skabt, når bortses fra de grundlæggende frihedsrettigheder.’ …

‘Som jeg sagde tidligere, mener jeg, at velfærdsstaten må skelne mellem værdigt og uværdigt trængende. Men jeg indrømmer gerne, at jeg har skiftet holdning. Jeg har overvurderet individets formåen. Der er en liberalistisk illusion om det protestantiske menneske. Mennesket er autonomt og kan kontrollere sig selv og behovsudsætte og være indrestyret. Men det passer ikke. Vi har ladet det være risikofrit at ødelægge sit eget og andres liv.‘”

(Thomas Hobbes, 1588-1679; Grafik: History Today)

Historiker Søren Mørch er 86 år, og stadig en forbenet venstrefløjssocialdemokrat. Arne Hardis har interviewet ham til Weekendavisen om seneste udgivelse, hvor han i en kamp for det overnationale håner Winston Churchill, der i modsætning til Neville Chamberlain, ikke forstod fornuften i ’seperatfred’ med Hitler-Tyskland. Fra Weekendavisen.dk – Et ganske almindeligt land.

“‘Jeg synes ikke, Churchills fortjenester var store,’ siger Søren Mørch og smiler.

– Han gjorde op med Chamberlain og dennes tro på fred i vor tid.

‘Chamberlain var jo en fornuftig mand. Hvorfor skulle britiske borgere bære gasmasker for lande langt væk, som de ikke vidste alverden om? Chamberlain var på linje med befolkningen. Og hvis Storbritannien havde indgået en separatfred med Tyskland, ville Hitler jo stadig være gået i krig med Sovjetunionen, og det ville være gået, som det gik, fordi landet er så helvedes stort.’ …

Hvorfor nyvurderingen af Churhill er vigtig i dag, giver Søren Mørch et ligefremt bud på i bogen:

‘Churchill var genial og ufejlbarlig. Basta! Hvis der blev pillet ved den konstatering, ville den næsten religiøse tro på Storbritanniens stormagtsstatus også falde sammen. Det forenede kongerige ville derefter så bare være et ganske almindeligt, halvstort vesteuropæisk land, mindre betydningsfuldt end Forbundsrepublikken Tyskland, på linje med Frankrig og for eksempel – oh gys! – Italien.’

Og så står vi endelig foran dagens udgave af det nedskalerede Britiske Imperium, som har været igennem så urolige tider de seneste tre år. Ifølge Søren Mørch går der en lige linje fra Churchill-myten til det bøvl, Storbritannien i dag har med at finde sig til rette i Europa. I sin sammenfatning af den britiske militærindsats under Anden Verdenskrig skriver han:

‘Set på den baggrund bliver det klart, hvor usædvanlig godt Winston Leonard Spencer-Churchills snakketøj og skrivefærdighed samt en pæn portion held har virket, siden det lykkedes at få det lille Storbritannien med den beskedne krigsindsats til ligefrem at fremstå som en af Anden Verdenskrigs sejrherrer, næsten på linje med USA og Sovjetunionen. Helt uden omkostninger kan et sådant kæmpe fupnummer/illusion (det ikke ønskede udtryk kan overstreges) selvfølgelig ikke gennemføres i det lange løb. Indvandringsproblemer, national og social splittelse og forvirring og i det 21. århundrede Brexit- og generationsopdeling må vel siges at være beskedne omkostninger for mere end et halvt århundredes spillen kong Gulerod.’ …

‘På et tidspunkt må man jo finde jordforbindelsen. De, der går ind for Brexit, troede, at Storbritannien sagtens kan klare sig uden EU, og det kan man jo ikke vide, om de kan. Men det er tydeligt, at den oppustethed, der præger den britiske debat, hænger sammen med Mellemkrigstiden og med Churchills fortælling om Anden Verdenskrig. Det, vi ser i Storbritannien, er et land, som omsider er i færd med en brutal kommen til sig selv,’ siger han, som om at det kan alle vel se.”

(Winston Churchills begravelse,. 30. januar 1965)

“Mørchs kritik af Churchill er respektløs, plat, dum og ahistorisk. Beundringen for Scavenius er baseret på en forenklet og derfor mangelfuld analyse. Churchill var nok alligevel en større statsmand end Scavenius.” (Fhv. professor Ole P. Kristensen, Berlingske, 10. maj 2020)

TV-værten Jes Dorph-Petersen går under navnet ‘Mr. News’, og er flere gange kåret som den mest troværdige danske journalist. Forleden berettede han henkastet i en BT-klumme, at han på gymnasiet som ung ikke bare var langhåret, men også ‘let venstreorienteret’. Intet usædvanligt i det, samtidige Arne Hardis, der i dag skriver for Weekendavisen, startede eksempelvis sin journalistiske karriere på DKP-avisen ‘Land og Folk’.

En god ven fortalte mig engang, at vort bedste våben imod Islam er den danske alkoholkultur. Det kom jeg til at tænke på, da jeg forleden hørte ‘Protestsangerne’ på Radio24asyv, hvor ‘Mr. News’ var gæst. Som tørlagt alkoholiker, skulle han med hjælp fra sangerinden Annika Aakjær forfatte en protestsang imod den danske alkoholkultur. Isoleret set ikke en dårlig ide, men det ville jo nok være bedre for danskerne hvis venstrefløjen udviklede sig væk fra planøkonomien, og bevarede det danske alkohol-frisind.

Teamet lagde blødt ud. Det var problematisk at alkoholfrit samvær var ‘undtagelsen’, og ikke normen. Det var blot en ‘tradition’, og hvad er det i øvrigt for en ‘frihed’ man dyrker. Inspirationen kom fra Jes Dorph yndlingsmusiker CV Jørgensen, og nummeret ‘Det Rene Hetleri’. Et nummer omhandlende ‘ultra-højreorienterede’ Hans Hetler, som symbol på ‘borgerligheden’. Det endelige slutprodukt blev som følger…

“Jeg var aldrig på Masterbrew,
ude i en Underberg,
men der var dage hvor livet var,
et ubestigeligt bjerg.

Og jeg kunne drikke alene,
jeg kunne sagtens blive ved.
Jeg faldt i,
bare for at falde ned.

For vi er verdensmester,
i at drikke til fester.
Al den frihed vi henter,
i promille og procenter.

For at være pinlig ædru,
er som fodbold uden sko…

Jeg er ikke ude på at frelse nogen,
bare rykke lidt ved troen.
Du kan sagtens gi’ den gas,
uden sprut i alle glas.”

“Så jeg pakker mit gear
jeg pakker mit grej
vi havde det okay sammen
men måske bedre hver for sig”
(CV Jørgensen, Det rene hetleri, Vild i varmen, 1978)