27. januar 2008

Ugens bogdebat i Information: Vejen til Damaskus

Når man som højreorienteret blogger bliver interviewet til Information om en bog der retter kritik af den etablerede islamforskning, så forventer man ikke fairness, og guderne skal vide at det fik jeg ikke i lørdagens udgave, hvor journalist Tobias Havmand under overskriften Ugens bogdebat giver en opvisning i vinklet journalistik.

Nu er jeg jo part i sagen, så meget desto bedre – det gør det hele mere gennemskuelig.

  • 26/1-08 Information – Tobias Havmand: En forsker under anklage.
  • Jeg talte med journalisten i tordags, og han havde ikke sagt meget, før jeg fornemmede, at det blot var et alibi-interview. Vinklen var fastlagt på forhånd, og da det ikke virkede som om han havde læst bogen (hvad han påstod), så blev jeg nødt til at korrigere hans stråmandsargumentation helt ned i detaljer. Intet jeg sagde kom med i artiklen, der nøjagtig som spået fik følgende tendens.

    1) Objektivitet eksisterer ikke (og derfor kan man ikke sige Bæk Simonsen politiserer)
    2) Frants Buhl var kristen (og hans bedømmelse af islam hermed subjektiv)

    Enhver der har læst Vejen til Damaskus vil vide, at ovenstående er helt i hundene. Selvom objektivitet ikke eksisterer, så er alt ikke jo ikke lige gyldigt, og i bogen citerer jeg eksempelvis professor Jeppe Sinding Jensen for den holdning, at forskning i religiøse fænomener nødvendigvis må tage udgangspunkt i “generalized interpretations”. Hvor Edward Said (og hans danske discliple) reelt afviser at man kan beskrive islam uden at tage vidtgående hensyn til religionens selvforståelse, så hævder jeg og andre, at hvis man som (som Said anbefaler) emanciperer beskrivelsen af islam fra et kulturelt forankret udgangspunkt, så ryger man i relativismens faldgrupper. Det manifesterer sig i Bæk Simonsens nyere forfatterskab med vidtgående accept af islamisk ontologi og epistemologi – reelt en islamisering af islamforskningen. Det dokumenterer jeg i bogen med eksempler på Bæk Simonsens brug af begreberne jihad, dhimma og din wa dawla. Jeg hævder på intet tidspunkt, at objektivitet eksisterer, men mener selvfølgelig ikke at studier af menneskeskabte fænomener skal godtage trosbaserede dogmer. Vil muslimer anskue Muhammeds angrebskrige som forsvarskrige (for islam), så dem om det, men forskere må nødvendigvis se det hele lidt fra oven.

    Fra artiklen:

    “… Her har Danmark haft en markant position siden Niebuhr-ekspeditionen – særligt med trekløveret Frants Buhl, Johannes Østrup og Johannes Pedersen, som fra slutningen af 1880’erne og frem til Anden Verdenskrig overlappede hinanden som markante skikkelser – og for de første tos vedkommende også var dybt forudindfattede fra et kristent synspunkt og generaliserende i et omfang, der sine steder var decideret racistisk i Møllers fremstilling. Bagsideteksten til bogen konstaterer, at Frants Buhl og de andre store islamforskere afkristnede dansk orientalistik, men det er et noget andet budskab Kim Møller når frem til inde i bogen, hvor han blandt andet om lutheraneren Frants Buhl konstaterer, at han var præget af en “udpræget kristen religiøs antipati” mod Muhammed og om Østrup, at han om islam som religion “på alle måder anså den for at være den kristne underlegen”.

    I forhold til Frants Buhl lød journalisten helt og aldeles uvidende. Han skøjtede henover det overordnede – det forhold at Buhl qua sin videnskabelighed undsagde den kristen-fundamentalistiske tilgang til sit fag, og som jeg fortalte ham, blot beholdte en tidstypisk antipati for islam. Med andre ord: Frants Buhl var tro mod videnskaben – det er Jørgen Bæk Simonsen ikke.

    Da Frants Buhl var ung, var selv videnskabelige beskrivelser af islam stærkt præget af kristne dogmer. Islam var en falsk religion fordi Kristendommen var sand, så at sige. Det udgangspunkt tog Buhl et opgør med omkring 1880, med sine gradvise anerkendelse af Julius Wellhausens dekonstruktive arbejde med Det Gamle Testamente i Geschichtes Israel (1878). At han stadig var præget af tidens kristen-kulturelle opfattelse og sprogbrug er ganske vist, men som enhver der har læst Buhl vil vide, så formåede han bedre end andre i sin samtid at skelne mellem religiøs og videnskabelig kritik. Førstnævnte gav ham en årelang disput med kristen-fundamentalistiske C.H. Scharling, sidstnævnte foranledigede oversættelse af hans hovedværker til verdenssprog. Sidst udgivet på dansk i 1998 (Johannes Pedersen læses stadig på Teologisk Institut i Århus siges det).

    Tobias Havmand tager enkelte ord ud af sin sammenhæng, og undlader helt at forholde sig til det overordnede. At Buhl – i modsætning til Bæk Simonsen bragte forskningen væk fra religiøse dogmer.

    Som artiklen fremstår i avisen, er der noget som springer i øjnene. En stort opsat artikel om en bog, kritiserer bogen – uden på noget tidspunkt at eksemplificere kritikken. Ingen citater der viser Bæk Simonsens paradigmeskifte, og ikke et ord fra det interview han havde med mig. Logisk nok – det er jo nemmere at kritisere et synspunkt man selv formulerer, men fair er det altså ikke.

    Mere fra artiklen.

    “Den fløj bestod blandt andet af en række debattører, der dannede foreningen Trykkefrihedsselskabet med bl.a Lars Hedegaard i spidsen, og det er et slagsmål, som foreningen nu igen forsøger at revitalisere med et direkte angreb på Jørgen Bæk Simonsen med bogen Vejen til Damaskus – dansk islamforskning 1995-2005. Bogen, der er et omskrevet speciale af en anden profil fra Danmarks nye ideologiske højre, Kim Møller – manden bag Danmarks mest læste højreorienterede blog ‘Uriasposten’, anklager Bæk Simonsen for at have skiftet markant holdning i forhold til en række af islams mere kontroversielle områder: sharia, islamisme, islams generelle forenelighed med demokrati. Og for at være kulturrelativist…”

    En bog der tekstnært går i dybden med fire islamforskere baseret på et historiografisk historiespeciale om dansk islamforskning 1885 til 2005… betragtes som ‘et direkte angreb på Jørgen Bæk Simonsen’. Tænk lidt over det.

    Møllers centrale indvending er, at Simonsen ukritisk har overtaget det radikalt forandrede syn på islamforskningen, som Edward Saids afgørende bog Orientalism fra 1978 bragte på banen. Said indvendte mod hele den vestlige orientalisme-forskning, at den hovedsaligt havde til hensigt at bekræfte egne stereotypier og verdenssyn, og at den praktiserede en kolonialistisk kulturchauvinisme, der havde til hensigt at bekræfte vestlig kulturs overlegenhed over for den arabiske, og at forskningen derfor i vid udstrækning var akademisk upålidelig.”

    På ingen måde korrekt. Selvom Bæk Simonsen som socialist i et marxistisk forskermiljø i sit tidlige forfatterskab er kraftigt præget af Saids tanker, så er det ikke min ‘centrale indvending’. Når man som borgerlig har en tidligere DKP’er som vejleder, og kender den polariserede islamdebat, så nedtoner man selvfølgelig det ideologiske aspekt og gør specialet mere dokumentarisk. Det blev jeg kritiseret for, men jeg opsøger altså ikke luftige motivanalyser af politiske modpoler hvis jeg kan undgå det. Der stod også cyanid på den anden pille.

    Jeg daterer Bæk Simonsens paradigmeskifte til 1988-1990, og motivationen er ganske tydeligt ikke Orientalism (fra 1978), men den politiske debat om multikultur herhjemme, foranlediget af 1980’ernes flygtningestrømme fra islamiske lande.

    Et synspunkt, Kim Møller har et mærkeligt ambivalent forhold til, idet han på den på den ene side kalder det en “overreaktion” – og på den anden selv dokumenterer, at Said faktisk ikke ramte helt ved siden af – i hvert fald ikke når det kommer til dansk islamforskning.”

    En overreaktion, fordi Said drager vidtgående slutninger på basis af forskernes sprogbrug. Han pointerer eksempelvis at de var lakajer for en racistisk imperialisme, at de ikke handlede i god tro. Johannes Østrup var den danske hardliner, men intet han skrev tyder på, at han ikke handlede i god tro. Det springende punkt her (sågar fremhævet i bagsideteksten) – som journalisten helt overser, er det forhold at forskere til alle tider er barn af deres tid.

    Det er imidlertid ikke de gamle forskeres forudindtagethed, Møller og Trykkefrihedsselskabet er ude efter. Det er Jørgen Bæk Simonsens, og her er den centrale anke, at han på en række punkter har ændret indstilling til, hvor dogmatisk islam er, og hvor defineret en størrelse, religion er i hver eneste muslim…”

    Havde journalisten læst bogen (som han hævdede), så ville han vide at de fem overordnede analysepunkter er tilrettet således, at der kommer fokus på de videnskabelige mangler ved både den tidlige (kulturchauvinisme) og den nyere (kulturrelativisme) forskning. Hermed kommer der både fokus på Edward Saids kritikpunkter (racisme) og nutidens stridspunkter (eks. islam og demokrati). Det længste kapitel bærer overskriften Tendens og terminologi, og stiller skarpt på Brugen af stereotyper. Uden at tælle efter, så vil jeg tro kritikken af Johannes Østrup samlet set får mere plads end kritikken af Jørgen Bæk Simonsen.

    Hvor ‘defineret en størrelse’, islam er i ‘hver eneste muslim’ forholder jeg mig slet ikke til, og det undrede mig da også at journalisten i interviewet gjorde mig til talsmand for den ‘fordomsfulde’ fløj i forskningen. Udgangspunktet for journalisten (og Edward Said, Bæk Simonsen mfl.) er tilsyneladende, at kritik af islam som religiøs konstruktion også medfører en ‘fordomsfuld’ tilgang til den enkelte muslim. Jeg fastholder (som Bæk Simonsen pre-1990), at Islam foruden at være en religion også er politik og ideologi, og ligesom det ikke giver mening at studere marxisme uden at læse Marx, så kan islam ikke forstås uafhængigt af kilderne. En islamforsker må selvfølgelig gå tekstnært til helligteksterne.

    Frants Buhl blev i slutningen af 1800-tallet kritiseret af kristne fundamentalister for sine dekonstruktioner. Idag kommer modstanden mod den dekonstruktive tilgang til islam ikke så meget fra islamiske fundamentalister som fra ateistiske forskere. Tankevækkende.

    Hvor man kan sige Tobias Havmand og Information begår ringe og/eller tendensiøs journalistik, så er sidste halvdel af artiklen isoleret set interessant nok.

    “… Jørgen Bæk Simonsen serverer en islampakke, der er fordøjelig for danske ganer… han lader den [danske debat] påvirke sin forskning.

    Det er et synspunkt, Jørgen Bæk Simonsen er uenig i:

    “En humanistisk forsker kan ikke arbejde ud fra antagelsen om, at der findes en neutral grund, et værdifrit rum. Forskeren træder ind i en historiografisk kontekst, forholder sig til konteksten og udfordrer den. Forestillinger om, at noget sådant er værdifrit, må afvises,” siger han.

    “Af samme grund er det helt afgørende for debatten, at konteksten er klar. Islam og muslimer har været i feltet hele tiden, men den kontekst islam og muslimer i den aktuelle debat sættes i, skyldes ikke kun islam og muslimer, men også en lang række andre forhold. Det gør ikke studiet af islam og muslimer mindre interessant, men det betyder, at forskningsresultater kan bruges og misbruges i et utal af sammenhænge, der er studiet af islam og muslimer aldeles uvedkommende.”

    Når Bæk Simonsen folder sig ud, så er ikke et øje tørt, men hvad er det egentligt han siger. Forskningsresultater kan misbruges; forskning må tilrettes den politiske debat; forskningen skal gøde jorden for multikulturalisme. Jeg ved godt hvad jeg mener.

    “Anklagen om akademisk underlødighed kan umiddelbart heller ikke genkendes i andre dele af islamforskningsmiljøet, hvor billedet af en objektiv islamforskning ses som en illusion:

    “Det er et område, der i høj grad er en del af den offentlige diskussion, og der kommer da også personlige holdninger til udtryk. Vi er ikke så naive, at vi tror, at vi kan levere et helt objektivt syn. Men så længe man er klar over sine holdninger og kan forholde sig akademisk til dem, kan jeg ikke se et problem, og jeg er i mit arbejde med Jørgen Bæk Simonsens tekster ikke stødt på noget, jeg ikke mente var akademisk lødigt,” siger Peter Seeberg, Centerleder for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.”

    Et kunstigt opstillet paradoks, men Peter Seeberg bliver aldrig et sandhedsvidne ift. politiserende islamforskning.

    “… Der er intet nyt i, at forskning er i interaktion med de brede politiske og ideologiske strømninger i samfundet. Jeg har endnu ikke læst Kim Møllers bog, men problemet med den overordnede debat er, at visse debattører, der ikke selv bedriver forskning, ikke har evnet at skelne mellem engageret samfundsdebat og akademisk forskning

    “Mens det er positivt, at vi har en samfundsdebat, hvor intellektuelle af forskellig observans sætter spørgsmålstegn ved hinandens politiske analyser, gås der galt i byen, når man forsøger at overføre kritikken til en kriminalisering af forskerens akademiske meritter. Den type kritik er både akademisk og samfundsmæssigt uniteressant. Og det er en skam,” siger Rasmus Alenius Boserup.”

    Ja klart, det er mig der ikke evner at skelne mellem forskeren og aktivisten Jørgen Bæk Simonsen. Han gør sig virkelig umage for at skelne… Men iøvrigt – først Peter Seeberg, så Rasmus Boserup. Der spilles ikke hasard med konklusionerne.

    “Neden under konflikten løber der imidlertid også ifølge flere forskere en mere grundlæggende uenighed. Eller som én, der som flere andre helst ikke vil have sit navn frem i diskussionen, formulerer det: “Der findes to essentialistiske lejre: En, der mener, at koranen er rigid og gør muslimer disponible for fundamentalisme, og en, der mener, at koranen indeholder både tolerance, respekt og fleksibilitet. Møller og Hedegaard tilhører den første gruppe, og nogen mener, Bæk Simonsen tilhører den anden”.”

    Anonym forsker – den danske islamdebat anno 2008.

    Sætningen “koranen… gør muslimer disponible for fundamentalisme” er bizar. Der er næppe en islamforsker i dette land der mener andet… når kameraet ikke lyser og mikrofonen er slukket. Når nu journalisten ikke gider, så lad mig citere min bog – citerende Jørgen Bæk Simonsen anno 1983: “der findes i Koranen en række bestemmelser, der har naturlige politiske og samfundsmæssige konsekvenser”, og den nutidige apologi anno 2004: “fundamentalisme er ikke per definition problematisk”.

    At Bæk Simonsen tilhører en fløj der mener “koranen indeholder både tolerance, respekt og fleksibilitet” er ganske vist, men selv apologien har sin begrænsning, og derfor må Bæk Simonsen da også kombinere det videnskabelige studie af kilderne med ønsketæ… noget andet. Her om islam og menneskerettigheder i Det retfærdige samfund fra 2001.

    “… den islamiske tradition rummer et rettighedsperspektiv… Derfor er det principielt muligt at tilvejebringe en afklaring af menneskerettigheder i islam, men det vil efter min bedste overbevisning være halsløs gerning at gøre det på baggrund af en gennemlæsning af Koranen.” (Vejen til Damaskus, s. 121)

    – og islam er fredens religion, hvis blot man ikke læser Koranen…

    “… Spørgsmålet er ifølge Møller, hvad der fungerer bedst, når man skal forstå islam: Kulturchauvinisme eller kulturrelativisme. Er min bedst, eller er de lige gode? Der er nok ikke nogen tvivl om, hvilken vej Kim Møller, Lars Hedegaard og kompagni hælder – og nok heller ingen tvivl om, hvilken vej Jørgen Bæk Simonsen gør. Og de bliver næppe enige lige foreløbig.”

    En opsummering der på overfladen virker rimelig, men egentligt blot er med til at fastholde polariseringen. En rød tråd i bogen er således, at Bæk Simonsen nye og mere venlige syn på ‘islam’, i høj grad skyldes et paradigmeskifte. Hvor islam frem til 1988-1990 var identisk med kilderne udsat for sprogvidenskabelig behandling (i lighed med Buhl, Østrup og Pedersen), så er kilden til forståelse af islam fra 1988-1990 og frem muslimer i en dansk kontekst. Hvor kilderne til islam tidligere gav sig selv, så er kilderne idag mundtlige og der er frit valg på alle hylder: Find en demokratisk muslim, og islam er demokrati.

    Problematikken bør også vendes om: Hvor er islam i Demokratiske Muslimer?

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper