7. juli 2020

Om drabssigtet og afdøde, døgnet forinden: “… de sad og talte om, hvor meget de elskede hinanden.”

Der begås i gennemsnit et drab om ugen i Danmark, og langt de fleste giver kun overfladisk omtale. Med Rønne-drabet er det anderledes. Alle store aviser har bragt fyldige reportager, og da det trods alt ikke er amerikansk indenrigspolitik, så blev racisme-vinklen researchet ihjel. Sandheden er dog som altid til forhandling hos Politiken, der sendte Cavlingvinder Olav Hergel til Bornholm. Overskriften blev ‘Da stanken af racisme bredte sig fra et brutalt drab i Nordskoven’, og de fandt også frem til det plausible motiv, hvad ignoreres, alt imens de giver plads til forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som holder liv i spekulationerne med en smart helgardering.

“… selv om dele af historien kan være med til at forklare, hvorfor der ikke er nogen blandt alle, vi taler med, der tror, at der er tale om en hadforbrydelse, har Politiken valgt ikke at bringe den.”

“Hvis man bare ukritisk citerer en politianklager for at sige, at det ikke er racisme, og ikke borer videre, risikerer det at blive en meget snæver målestok for, hvad racisme er, hvor det begrænses til, at motivet udelukkende skal være racisme, før der er tale om en hadforbrydelse…. Der kan sagtens være et åbenlyst motiv, samtidig med der er en racistisk overbygning. At drabet ikke kun handler om racisme, betyder jo ikke, at racisme ikke kan have spillet en rolle. “ (Anne Lise Marstrand-Jørgensen, skønlitterær forfatter)

De øvrige Politiken taler med afviser at racisme skulle været motivet, herunder 21-årige Emma Saksaa, lokalt kaldet ‘yndlingspaki’, da hun har en pakistansk far. Hun blev også interviewet til Weekendavisen – Den farvede sandhed< .

“På en grillbar på Store Torv står en nær ven af afdøde bag disken.

‘Vi betragtede hinanden som søskende,’ siger Emma Saksaa, der er en del af en vennegruppe, som både talte de drabssigtede brødre og den dræbte. …

M og afdøde var virkelig gode venner,’ fortæller hun over en cola i gårdhaven. ‘M’ er den drabssigtede med tatoveringen.

Søndag nat var vi til morgenfest sammen, hvor de sad og talte om, hvor meget de elskede hinanden.‘ Stemmen bæver. ‘Jeg forstår godt, folk tænker, det er racisme. M er fremmedfjendsk i den forstand, at han er imod dem, der kommer hertil og ikke integrerer sig. Men ikke dem, der er født her. Jeg er selv halvt pakistaner. Ham, der blev slået ihjel, var halvt afrikaner, vennegruppen består af folk i alle farver. Og han har aldrig sagt så meget som ét grimt ord til os. Spørg hvem som helst på øen. Det her er ikke racisme.

… I P1 Morgen mener tidligere radiovært Jens Philip Yazdani, at der er tale om en fejlslutning hos politiet: ‘Bare fordi motivet ikke er racistisk, vil jeg insistere på, at der stadig kan være en racistisk dimension.’ Offerets hudfarve må have spillet ind, uanset hvad politiet siger.”

(21-årige Emma Saksaa, ven af afdøde og de to sigtede)

“Det er ikke svært at forstå, at Black Lives Matter har lagt kort og blomster her. Det, som fandt sted her, lugter ikke af racisme. Det stinker.” (Politiken, Olav Hergel, 6. juli 2020)

“Hvis jeg snakkede med en fyr i byen, kunne han godt komme hen til mig og sige at ‘hvis der bliver problemer med ham der, så er jeg der for dig’. Han er meget beskyttende. Han var min ven og et godt menneske, ville jeg sige. For det er han ikke mere’.” (Emma Saksaa, Politiken, 6. juli 2020)

De ville da ikke have været venner med os, hvis de var racister. Storebroren kunne godt sige mærkelige racistiske ting, men han opførte sig ikke sådan. Der kom også mange fra asylcenteret på barerne. Dem snakkede han også med. (Emma Saksaa, Politiken, 6. juli 2020)

(Politiken, forside, 6. juli 2020)

Oploadet Kl. 03:08 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


10. januar 2019

Broccoli-drengens far uden Cavling-filteret: Nu ‘tolererer’ jeg ikke længere danskere, en slags ‘grise’

Videoen optaget af broccoli-drengens far, der via ‘Sjælsmarks Venner’ blev en landsdækkende mediehistorie, siger en hel del om den journalistiske virkelighed her i landet. Danmark har givet ham og hans børn kost og logi i årevis, og efter han nu er blevet udvist, iscenesætter han en konfrontation baseret på hans fem-årige drengs behov for kartofler og broccoli.

I det oprindelige opslag fortæller han (som kalder sig ‘Sirag Hamhdu’), at han nu ikke længere ‘tolererer’ danskere, ligesom han pointerer, at dem der arbejder på udrejsecenteret er en slags ‘grise’. Han forklarer også, at han ikke har slået nogen, men på videoen hører man ham faktisk true personalet: “Hvis han ikke får… Jeg smadrer alt?!?”

Politikens Cavlingprisvindende Olav Hergel hørte også truslen, men hører det som, at den udviste truer med at ’smide al maden på gulvet’. Efter Politiken gjorde videoen til deres egen, har ‘Sjælmarks Venner’ erstattet linket fra Sirag Hamhdus Facebook-profil til et neutralt Youtube-opload. Skal mediestuntet have gennemslagskraft, så skal historien helst være clean-cut – uden forstyrrende dansker-had…

Alt foregår afdæmpet. Mohammed Amin beder pænt, og medarbejderen svarer roligt, men konflikten er tydelig. Amin bliver ked af det, og scenen ender med, at han græder, mens faren tilkalder en vagt fra Kriminalforsorgen, der bekræfter, at medarbejderne ikke må give broccoli og kartofler til drengen. Herefter bliver faren vred og truer med at smide al maden på gulvet, uden at det dog sker.” (‘Video med dreng på fem år, der nægtes mad på Sjælsmark forarger: Kun små børn må få broccoli og kogte kartofler’, Olav Hergel, Politiken, 3. januar 2019)

Er en truende araber, en dømt menneskesmugler, virkelig det bedste Venligbo-segmentet og den journalistiske klasse kan opdrive? Desuagtet, så er maden der serveres gratis til udviste udlændinge på landets udrejsecentre, næppe ringere end den danske pensionister betaler for. Samme leverandør i øvrigt – ‘Det danske madhus’, og menuen bestod nytårsdag, ifølge TjekDet, blandt andet af ‘en marrokansk kikærtesuppe og ‘en nordafrikansk ovnret’. Menuen på udrejsecenteret er utvivlsom bedre end kantinemaden på min arbejdsplads.

(Sirag Hamhdu på Facebook, 1. januar 2019)

“Efter denne video tolererer jeg ikke længere dansker”

“Disse former for grise ses De arbejder I Cjælsmark”

(Menuen på Udrejsecenter Sjælsmark, de tre første dage i januar 2019′; Foto: TjekDet)



29. oktober 2018

JyskeVestkysten om NB-årsmøde: Gæstetaler begejstrede salen med ‘maskingeværssalver af n-ordet’

Nogle gange er det svært at finde ud af, hvorvidt vi har at gøre med en journalistisk artikel eller redaktionel opinion. En tidligere musikanmelder ved navn Kasper Løvkvist, dækkede Nye Borgerliges årsmøde for JyskeVestkysten, og hyldes på Facebook af meningsfæller for ‘følelser, der sniger sig ud mellem ordene’. Klassisk sammenblanding af ‘news & views’, hvad skamroses af Politikens cavlingvinder Olav Hergel.

Det gør ondt på status quo’erne, at Neger Tom-Andkjær under årsmødet stod frem som sympatisør af et parti, de forsøger at frame som racistisk. Tilbage i 2016 skrev Andkjær let-kritisk om Nye Borgerlige, og det blev så journalistens fikspunkt. Fra JV.dk – Gæstetaler på Nye Borgerliges årsmøde advarede mod … Nye Borgerlige.

“Der har næppe nogensinde været holdt et årsmøde i dansk politik, hvor n-ordet blev brugt så flittigt, som på lørdagens forsamling for Nye Borgerlige i Vejle.

Sidst undertegnede hørte den gamle børnesang ‘Jeg har set en rigtig negermand’ blive afsunget, var i Thomas Vinterbergs film ‘Festen’, hvor den blev brugt til at skildre gennemført bøvet racisme. I virkeligheden er sangens budskab nøjagtig det modsatte, men efterhånden som n-ordet er blevet gravet dybt ned i sprogets mødding, er den for mange blevet noget akavet at lytte til.

På Nye Borgerliges årsmøde lørdag i Vejle bragede den ud af højtalerne, da årets gæstetaler Tom Andkjær gik på scenen, mens hovedparten af salen storgrinende klappede i takt.

Tom Andkjær er motivationstaler og forfatter (til bogen ‘Jeg er neger – hvad er din undskyldning’), kalder sig selv Neger Tom… og er arg kritiker af det begreb og den omgangsform, der bliver kaldt politisk korrekthed. …

Alligevel elskede Nye Borgerlige ham i Vejle. Han snakkede om, hvor sejt han som barn syntes, at det var at noget så lækkert som flødeboller, dengang blev kaldt negerboller. Hvor stolt han blev, når hans mor fortalte om, at negere er store, stærke mænd, der nogle gange slår vilde dyr ihjel. Og at han kalder sorte, som gemmer sig bag deres hudfarve og hyler om racisme, for pive-negere. …

Tom Andkjær, der begejstrede salen med børnesang og maskingeværssalver af n-ordet, gik hjem med to flasker rødvin, et honorar på kontoen og utallige opfordringer til at stille op for Nye Borgerlige.”

“En mand hugget i granit og med en tætklippet grå frisure som en amerikansk general.” (om Jesper Hammer, organisatorisk næstformand)

“Med det blonde hår, det konstante smil og en knaldrød kjole var hun et omvandrende Dannebrog.” (om Pernille Vermund, partiformand)

“Hurtigt gik der Jehovas Vidner og ‘Vågn op’ i retorikken…” (om byrådsmedlem Mette Thiesens tale)

Oploadet Kl. 02:35 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


26. august 2017

Undgik hjemsendelse: Ven købte billet til samme fly, og nægtede at ‘flyve med en, der skulle udvises’

Afghanske Fawad sprang ud som ateist i Danmark, og mener det i sig selv skulle give opholdstilladelse. I Politiken kan man læse, at han fik hjælp til at blive i landet af Ahmad Mahmoud, manden bag ‘Sort Land’, tidligere omtalt her på siden. Fra Politiken – 20-årig Fawad får udskudt hjemsendelse efter modstand ved flyet.

“Fawad skulle klokken 18.40 føres om bord på et fly til Istanbul og derfra sendes videre til hans oprindelsesland, Afghanistan. Han gjorde så meget modstand, da fem betjente forsøgte at få ham op ad trappen til flyet, at projektet efter få minutter blev droppet.

Ahmad Mahmoud, der er forfatter og maskinmester og ven af Fawad, havde købt en billet til første klasse på samme fly. Han ville forsøge at hindre afgangen ved at protestere mod at flyve med en, der skulle udvises, og stod derfor i gangen mellem gaten og flyet, hvor han kunne overvære hele optrinnet.

[…]

Han har oplyst til nævnet, at han er blevet truet på livet af en tidligere værelseskammerat på asylcentret, fordi han på Facebook har erklæret sig som værende ateist. Alligevel er hans asylansøgning blevet afvist.

Oploadet Kl. 10:00 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


11. juli 2017

Lotte Dalgaard om Politikens følelsesporno: “Artiklen fremstiller det som om, det er synd for børnene”

“Mindst 120 børn har levet mellem 4 og 12 år i det danske asylsystem”, skrev Politiken i søndags, i en stort opsat artikel af Olav Hergel ledsaget af fotografens bedste. Han fik Cavlingprisen for lignende artikler i 2007, men man skal langt ind i brødteksten før man forstår, at vi taler om afviste asylansøgere, der nægter at rejse hjem.

Lotte Dalgaard fra Uafhængige Demokrater kommenterer på Facebook.

“Dette er et strålende eksempel på et stykke makværk-journalistik.

Det danske asylsystem er fuldstændig vanvittigt skruet sammen. Denne familie er afviste asylansøgere. Det er forældrene ligeglade med, de vil ikke rejse hjem. Og hvorfor skulle de også det? Her bliver hele familien forsørget, den har tag over hovedet, og børnene går i skole. Alt sammen noget der koster det danske samfund millioner af kroner på bekostning af vores egne børn, ledige, syge, ældre og andre samfundsgrupper, der ikke får den hjælp, de har brug for.

Den irakiske familie vil heller ikke flytte til et hus i Jelling, fordi børnene går i skole i Blovstrød. Danske familier rykkes op med rode og flyttes til den anden ende af landet, fordi regeringen flytter statslige arbejdspladser. De kan ikke sige: ‘Det vil vi ikke’ og samtidig forvente at blive forsørget resten af livet.

Artiklen fremstiller det som om, det er synd for børnene, at de har boet i et hus i Allerød (betalt af kommunen) i otte år og nu bor på asylcenter. Men det er altså deres forældre, der har truffet det valg. Det danske samfund har stillet bolig, forsørgelse, skole, aktiviteter de ikke deltager i mm. til rådighed i årevis – også selv om familien ikke er berettiget til at være her. Det ville klæde både Politiken og asylansøgerne at lave interviews om, hvor taknemlige de tilrejsende er og ikke altid medvirke til at bringe disse offerhistorier. Og det ville klæde journalisten og avisen at grave et spadestik dybere en gang i mellem.

Vi skal lukke for asylbehandling i Danmark, så vi ikke giver hundredetusindvis af mennesker et incitament til at rejse herop og bo i det danske asylsystem i årevis. Så kunne vi både hjælpe langt flere af vores egne borgere samt de mennesker, der lever i flygtningelejre – de mennesker, der virkelig har brug for hjælp – langt mere end vi gør i dag.”



10. september 2013

Rollemodel varetægtsfængslet – var del af gruppe der overfaldt to unge med kniv og truede med pistol

“Engang var Subhi Hassan kriminel og en del af problemet med banderne. Nu er han måske en del af løsningen”, skrev Olav Hergel tidligere på året i Politiken, godt seks år efter han fik Cavlingprisen for ‘fornem dokumentarjournalistik’ om flygtninge. Fra TV2 Online – Bande-rollemodel fængslet for vold og trusler

“Han har stået frem i adskillige medier – herunder Politiken og TV 2 – som rollemodel for unge, der vil ud af kriminalitet og bandemiljø. … Nu er rollemodellen fra Taastrup, Subhi Hassan, blevet fængslet for grov knivvold og trusler med pistol ved Retten i Glostrup.
Han nægter sig skyldig.

Subhi Hassan har flere gange trådt frem i medierne. I marts skete det i Politiken, der med overskriften ‘Subhi viser vejen væk fra banderne’ skød en serie i gang om projektet U-turn.

– Jeg er en god rollemodel, fordi jeg ser ud, som jeg gør, fordi jeg er stærk, fordi jeg spiser godt, fordi jeg har den personlighed, jeg har, fordi jeg har den fortid, jeg har. Jeg har en god fortid og en dårlig fortid og en gangsterfortid. En fortid som ham, der sloges mod nogle af de sejeste i Taastrup og vandt. Jeg er loyal, jeg hjælper alle, der har brug for hjælp, og jeg har det navn, jeg har. Alle kender Subhi. Jeg hjælper rigtigt. Derfor ser drengene op til mig, sagde Subhi Hassan i den forbindelse. …

I dag blev Subhi Hassan så fængslet indtil 20. september. … Ifølge sigtelsen har rollemodellen været en del af en større gruppe, der lørdag overfaldt to unge med kniv ved et pizzeria i Taastrup. Ifølge sigtelsen truede gruppen også med en pistol.

(U-turn med Subhi Hassan yderst til højre; Se Den Korte Avis for flere rollemodeller)

“Subhi Hassan er gået fra at være en rod i indvandrer-miljøet til at være rollemodel for nydanskere. Som teenager deltog han i flere voldelige demonstrationer for Jihad (hellig krig, red.) mod Israel i København. Demonstrationer, der mest af alt mindede om optøjer på gaderne på Vestbredden – og ikke gaderne i København.

Demonstrationer, hvor flag blev brændt af og sten, jernrør og stænger blev smidt efter politiet og uskyldige forbipasserende.

– Men det er fortid, fortæller den 25-årige skuespiller-debutant Subhi Hassan.” (BT, 2006)

Oploadet Kl. 11:44 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


13. juni 2010

Kriminelle muslimer skriger efter anerkendelse: “vi skal blive bedre til at inkludere”

Jo flere sten de kaster mod os, jo mere har vi svigtet dem. Fra Politiken – Unge i fængsel søger accept (ikke online).

Vi skal blive bedre til at inkludere unge kriminelle andengenerationsindvandrere i samfundet.Ellers går det galt, konkluderer ny og meget grundig rapport…

Unge kriminelle fra etniske minoriteter i de københavnske fængsler ønsker mere end noget andet at blive en del af samfundet. Men de bærer på byrder som manglende omsorg, hyppige institutionsophold og fædre, der er døde, forsvundne eller har forsøgt at kompensere for deres egen fiasko ved at banke deres drenge til orden.

Det fortæller en ny og meget omfattende rapport, som med støtte fra Trygfonden er skrevet af dr. theol. Lissi Rasmussen.

Hun er præst og leder af Islamisk-Kristent Studiecenter. I de seneste to år har hun læst 500 journaler og talt med knap 200 indsatte, og rapporten fortæller, at især børn af flygtningeforældre har lidt under manglende voksenomsorg…

»Et af de mest overraskende resultater for mig er, at der er så megen opløsning i familierne med de kriminelle unge. De etniske familier er her ikke karakteriseret ved et stærkt og sundt familiesammenhold.

[…]

Samtidig med at rapporten er et indblik i en verden, der på mange måder er faldet sammen, er den et råb om anerkendelse, og de unges vanskeligheder med at gøre comeback til samfundet har også rod i den sociale opdeling mellem ‘ dem og os’, som langsomt er kommet til at gennemsyre vort samfund, mener Lissi Rasmussen.

»Det er denne tankegang, der skaber så stor vrede hos unge med muslimsk baggrund, der i forvejen ikke føler sig anerkendt, og som forhindrer en stolthed ved borgerskabet. De er ikke stolte over at være danske borgere, tværtimod…«.

[…]

At det er nødvendigt med en tilnærmelse fra både samfundets og de unges side, er Lissi Rasmussen ikke i tvivl om. For, som hun konkluderer til sidst i rapporten: »Kun en overordnet ændring i vores måde at forholde os til vores etniske minoriteter på, der modvirker den følelse af social udstødelse, som gør rekruttering til kriminelle grupper mulig, vil radikalt ændre noget og få de unge til at føle, de er en del af samfundet, er ligeværdige medborgere og dermed også har ansvar for dette samfund. De unge er også vores ansvar.

Vore politikere, medier og andre meningsdannere bør gå foran i denne proces, så vi kan udfordre vores egen selvforståelse og besinde os på, hvordan vi lever som danske medborgere i et inkluderende VI. Der er ingen anden vej. Fortsætter vi som hidtil, vil problemerne vokse – lillebrødrene står klar«.”

Mere.

  • 20/11-07 INIF – Carsten Breengaard: En doktorgrad forpligter (bl.a. om Lissi Rasmussen).
  • 13/6-10 DR Online – Unge i fængsel søger accept (Ritzaus Bureau).
  • 

    28. marts 2010

    Danmark ifølge Olav Hergel

    En kommentator hævder Uriasposten nævnes i Olav Hergels nye roman. Mon ikke beskrivelsen i så fald er negativ – alternativt, vil jeg tage mit blogvirke op til overvejelse. Anmeldelse af bogen i Weekendavisen – Knaldroman: Det var Dansk Folkeparti , der gjorde det (ikke online).

    “Bogens spinkle spændingsplot – en flok indvandrerunges indblanding i drabet på en dørmand med racistiske tilbøjeligheder – er kun en kickstarter for Hergels egentlige ærinde, nemlig at beskrive hvor fejt og opportunistisk politikere og presse håndterer indvandring og integration i Danmark efter 2001. Herunder hvordan den værdipolitiske dagsorden er blevet gidseltaget af Dansk Folkeparti – partiet nævnes 64 gange – samt af velskrivende, neokonservative præstedøtre med teologisk embedseksamen og tilknytning til Trykkefrihedsselskabet.

    Olav Hergel, der som journalist på Berlingske Tidende og siden Politiken, har opbygget et ry som en af Danmarks mest ihærdige forkæmpere for en mere lempelig politik over for udlændinge, giver sig, som det fremgår, hjertens gerne til kende. Hvad enten han agerer den alvidende fortæller, der sætter tingene på plads med pegepind, staveplade og pædagogiske, men spage modargumenter.
    Eller når han tydeligvis taler gennem sine personer, fx førnævnte muslimske Rabia, der angiveligt provokeres til at beholde sit tørklæde på, af de »seksuelt tørlagte feminister med ansigter som rynkede rosiner, der talte om tørklædet som et symbol på undertrykkelse og fanatisme.«

    Forfatteren har i det hele taget konstrueret denne superheltinde – ja hele hendes familie – i sit eget billede; hun har kun to børn, bor i villa i Hvidovre og bærer sit tørklæde – fra Yves Saint Laurent – bundet bag i nakken, så man ser hendes perleørering. Og så har hun og hendes marokkanske mand et forrygende sexliv, for hun »tog kun på dér, hvor mænd helst vil have det.« De nipper endda til et glas rødvin indimellem, for det mener de, at Allah sagtens kan klare…

    Trods alle de gode bestræbelser bliver hendes søn, der lige har fået et snit på 9,1 til studentereksamenen, afvist ved et diskotek og siden varetægtsfængslet for medvirken ved et mord. Mens resten af Danmark er ved at gå amok i racistisk had, og statsministeren, der omtrent er en 1:1 version af Lars Løkke Rasmussen…”

    Oploadet Kl. 15:41 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
    

    27. januar 2010

    “… når de er i flok, er de nogle ulve, der ikke kender grænserne.” (Birgitte Karlsson, Etnika)

    Artikel af Olav Hergel i tirsdagens Politiken – Fyrene kræver sex for en drink (ikke online).

    “Bahar, Yousra og deres veninde, der ønsker at være anonym, og som derfor hedder ‘ Fatima’ i denne artikel, har det som de fleste piger omkring 20 år. De kan lide at tage pænt tøj på og gå i byen for at danse. Men på det seneste er de holdt op. Risikoen for at blive chikaneret, forulempet og truet med et seksuelt overgreb af jævnaldrende drenge er for stor. Muslimske piger på diskotek bliver af mange drenge betragtet som fredløse…

    Alle tre piger er blevet chikaneret, og selv om ingen af dem har været ude for fysiske overgreb, lægger de ikke skjul på, hvem det er, der overskrider grænserne. Det er en gruppe på omkring 40-50 andengenerationsindvandrere. De holder til på Vestegnen; de har ikke noget at lave, og ofte er de på vej ud i kriminalitet eller har allerede været i fængsel. Pigerne kender drengene og kan godt lide nogle af dem. Men i modsætning til etnisk danske drenge og de pæne indvandrerdrenge, der har arbejde eller går i gymnasiet, respekterer mange af de drenge, der hænger ud på gaderne, ikke et nej…

    Millioner af drenge og mænd har i tidens løb fået et nej, men har alligevel overtalt pigen, så det er et endt med frivillig sex fra begges side. Sådan forholder det sig sjældent med muslimske piger. Her er et nej næsten altid et nej, for skulle de miste deres mødom, har ikke bare de selv, men også deres familie mistet æren, og intet kan genoprette den. På spørgsmålet om, hvad mødommen betyder for dem og deres veninder, svarer alle tre med en stemme. »Alt«…

    De drenge, der ikke kender grænserne, kommer ifølge pigerne fra hjem, hvor faderen arbejder, moderen serverer, og hvor drenge forkæles, og piger er tjenende ånder. Her er der ikke meget at gøre, mener pigerne. Birgitte Karlsson har dog et bud.

    »Pigerne skal lære at sige ordentligt fra. Mange af de drenge er søde, når man har dem på tomandshånd, men når de er i flok, er de nogle ulve, der ikke kender grænserne.«”

    Mere.

  • 18/1-10 Uriasposten – Voldtaget: “De ville ikke spørge, hvorfor han gjorde det, men hvorfor…”.
  • Oploadet Kl. 04:26 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
    

    18. januar 2010

    Voldtaget: “De ville ikke spørge, hvorfor han gjorde det, men hvorfor jeg ikke sagde stop.”

    Artikel dedikeret dem, som ikke mener noget er sandt før det har stået i Politiken. To artikler af Olav Hergel og Sosun Sendi om voldtægter blandt herboende muslimer i gårsdagens Politiken.

    Fra Sexovergreb kommer aldrig frem i lyset (ikke online).

    Seksuelle overgreb mod unge kvinder med indvandrerbaggrund er et overset problem. Sådan lyder advarslen fra en række fagfolk, Politiken har talt med… Også for danske kvinder har voldtægtstallet altid været et mørketal, fordi der foregår flere, end der bliver anmeldt. Men når der er tale om en målgruppe, som aldrig går til politiet, som har svært ved at henvende sig, som ikke vil have, at familien får at vide, hvad der ser sket, så kan man antage, at det mørketal er større, end vi kan se, mener Kristina Abu-Khader Aamand…

    Hverken hun eller en række andre kilder, Politiken har talt med, kan huske, at de har mødt en pige, der har meldt overgrebet til politiet.”

    Fra Måske, når han engang er død, kan jeg få fred i min sjæl (ikke online).

    “Siham, der hedder noget andet, har det ikke godt, når hun fortæller. Skammen sidder stadig i hende og frygten for, at det der skete dengang i sofaen, skal blive opdaget, vil aldrig forlade hende. For skulle det ske, vil hun og hendes familie for altid være brændemærket med den skam, der følger med, når jomfruhinden er blevet brudt, før ægteskabet er indgået.

    … Hun er i dag 24 år, er gift og har børn, men dengang var hun kun 12 år, og selv om hun skammer sig over det, så nød hun opmærksomheden fra den venlige onkel… Midt i voldtægten var der en ved hoveddøren…

    »Jeg følte mig beskidt og flov. Jeg var rigtig bange for, at jeg ikke var jomfru mere. Jeg kunne ikke snakke med nogen – det eneste, jeg vidste, var, at hvis det blev opdaget, så var jeg færdig. Lige så snart det har noget med sex at gøre, så er det aldrig mandens skyld. Det er altid kvinden det går ud over i vores kultur«.

    […]

    Siham meldte heller ikke sin onkel til politiet. Hun tænkte ikke engang over at sige det til nogen.

    »Familiens ære var i mine hænder. De ville ikke spørge, hvorfor han gjorde det, men hvorfor jeg ikke sagde stop«. Hendes frygt var, at hun havde mistet sin mødom, og hun skammede sig…«.

    Da Kristina Aamand arbejdede på Center for Voldtægtsofre, oplevede hun, at blandt kvinderne med anden etnisk baggrund, var familierne faktisk den største trussel.

    »Jeg siger ikke, at familien er en reel trussel, for familier er forskellige. Men meget handler om, at kvinderne frygter familiernes reaktioner. Det hører jeg ofte. At konsekvenserne er værre end selve overgrebet. Det er, som om den sætning rummer det hele«, siger hun

    […]

    Nogle af drengene føler ikke engang, at de gør noget galt. Så snart de ser en muslimsk pige gå i byen, anser de hende for billig, alene fordi hun er gået i byen. Over for den type piger kan man tillade sig alt..”.

    Mere.

  • 17/1-10 Berlingske blogs – Mads Kastrup: Lars Hedegaard havde (delvist) ret.
  • 18/1-10 Snaphanen – Hedegaardsagens hegnspæle.
  • Oploadet Kl. 16:00 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper