26. oktober 2009

“Problemet er bare, at de råber om hjælp på en måde, som gør andre mennesker bange.”

Politiken har sendt Olav Hergel til Tingbjerg, og da virkeligheden ikke helt kan ignoreres, pakkes den godt ind. Han interviewer præsten Ulrich Vogel, som afviser homo-teorien, da ikke alle overfaldne i Tingbjerg har været lesbiske eller homoseksuelle. Der berettes om kioskejeren Emrah Uzuner, der har været udsat for vold og hærværk, og punchline er en ‘anonym ung mand’, der citeres for ordene: “Vi vil ikke finde os i at blive kaldt racister, når vi ikke er det.” En velskrivende journalist – en stor apologet.

Her lidt af det øvrige fra Præst på flugt fra Tingbjerg: »Folk er bange«.

“Alle taler de om det sted, de gerne vil have. Et sted, hvor de kunne være om aftenen, så de ikke skulle stå og kede sig ude på gaden. De synes ikke, det er for meget at bede om, og hvis man lytter rigtig godt efter, lyder de som nogle unge mænd, der står og råber om hjælp fra et samfund, som de ikke forstår, og som ikke forstår dem.

Problemet er bare, at de råber om hjælp på en måde, som gør andre mennesker bange. Ulrich Vogel tror ikke længere på, at de vil hjælpes. Han tror heller ikke på, at nogen projekter kan forvandle de unge til »bløde og dejlige samfundsborgere«…

»Så længe det stadig drejer sig om børn, skal der være al den nænsomhed og ømhed, man overhovedet kan udvise over for dem, fordi der stadig er et langt liv, som ligger foran dem. Men den gruppe er unge voksne. De kan sagtens tage ansvar for deres liv. Du kan ikke bilde mig ind, at de ikke ville kunne finde nogle åbne døre, hvis de ville. Ikke mindst i en bydel som Tingbjerg, hvor alle har forståelse for, at det kan være svært at komme fra en anden kultur og sidde mellem alle mulige stole«.

»Der er virkelig en kæmpe forståelse for, at livet ikke er sort eller hvidt derude… Jeg har også mødt forståelse og stor rummelighed. Men den vil de ikke benytte sig af«.

[…]

Den 57 år gamle søn af en klunser Allan Jensen husker i hvert fald sin barndom som en drøm.

»Jeg havde en vidunderlig barndom herude. Vi byggede huler og sejlede på tømmerflåder ovre i mosen«, fortæller Allan, som har boet her, siden han var 4 år… Han er selv blevet truet, og en aften ringede det på hos ham derhjemme.

»Jeg sad inde i min stue, og så går min samlever ud og åbner døren. Så står der en flok drenge på 12 år og truer med at skære halsen over på hele min familie«, siger Allan, der ikke aner, hvorfor de stod der. Han har rigtig mange venner blandt dem, som stammer fra andre lande, men varmen ved venskaberne fryses ned af den kulde, som hænger over bydelen. Han har været med til meget, set utallige integrationsprojekter vokse forgæves frem, bygget lejepladser for at gøre miljøet bedre, men han føler, at de gode viljer er oppe mod kræfter, som er uden for pædagogisk rækkevidde, og han tror ikke, der er noget at gøre.

»Det er, som om det er håbløst herude på en eller anden måde. Der er nogle grupper herude, som har en meget dårlig holdning til danskerne«, siger Allan, der adskiller sig fra store dele af den resterende befolkning i bydelen ved, at han tør stå frem med navn.

For selv om Tingbjerg er et sted, hvor det er let at finde nogen, som er blevet forulempet, så er det også et sted, hvor det er svært at finde nogen, der vil stå frem og fortælle.

[…]

En midaldrende mand, som Politiken møder, fortæller om et familiemedlem, der har været udsat for røveri. Han fortæller i detaljer, hvad der sket, men han vil ikke have detaljerne i avisen, for tænk nu, hvis han kunne genkendes. Han og hans kone er flyttet fra Tingbjerg på grund af overfaldet, men han kommer her stadig, så han har det bedst med at være anonym.

»Jeg vil karakterisere stemningen herude som ond…«, siger han… Han savner noget mere synligt politi, men erkender også, at politiet har vanskelige arbejdsvilkår herude. Både han og andre fortæller, hvordan de lidt større drenge og unge mænd har placeret de mindre som vagter ved indkørslen til Tingbjerg.

Mere.

Vi er to danskere i min klasse, og på hele skolen kender jeg fem danskere. Jeg bliver mobbet hver dag, for eksempel fordi jeg interesserer mig for heste. Nu tænker jeg alvorligt på at flytte skole, men jeg ved ikke, hvorhen det skal være endnu.” (Jeanie; Kristeligt Dagblad, 26/10-09)



14. oktober 2009

“Istedet for at skrive om problemer, skriver man nu om positive nyheder.”

Den altid velinformerede Mediawatch, kan i dag fortælle, at Politikens Olav Hergel har fået den danske udgave af EU-kommissionens journalistiske integrationspris, for en artikel om Børnene fra Blågård (Politiken, 12/4-09). Umiddelbart vil jeg dog mene, at det bliver en svensk journalist der løber med den internationale pris. Det kan godt være Olav Hergel er Danmarks Zlatan, men taler vi politisk korrekthed, så er bundniveauet væsentligt højere i Sverige.

Snaphanen illustrerer fænomenet med et indslag fra gårsdagens Aktuellt på SVT2. Her forklarer en tidligere redaktør for Leicester Mercury, at dækningen bliver “much more accurate, much more precise”, hvis man ikke skriver om multikulturens bagside. Hvordan holder han masken?

Indslaget kan ses her (18.17-25.27 min).

Oploadet Kl. 13:35 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


12. juni 2009

Rønn Hornbech: “Hvis der ikke stod tvang, var der jo ikke nogen grund til at lave en aftale.”

Asylfarcen fortsætter, og fortsætter – Politiken åbner hver anden dag en ny front. Idag er det historien om at det irakiske udenrigsministerium på sin hjemmeside, på “lidt uklart engelsk” bringer en “kryptisk meddelse”, som fortæller, at Irak vil modtage irakere i udlandet, “og lette deres tilbagevenden til landet frivilligt og uden tvang”. Artiklen er lang og uinteressant, men Birthe Rønn Hornbech er sin opgave voksen.

“… den nye tolkning af aftalen er ikke fremført på officielt niveau over for de danske myndigheder.

»Vi er derfor nødt til at henholde os til den hjemsendelsesaftale, vi har lavet med Irak. Jeg har en aftale i hånden, som vi har indgået med Irak. I aftalen står, at der er mulighed for at benytte tvang som sidste udvej. Det er derfor, vi har lavet en aftale. Hvis der ikke stod tvang, var der jo ikke nogen grund til at lave en aftale. De har altid kunnet rejse frivilligt hjem«, siger integrationsminister Birte Rønn Hornbech (V).”

(Memorandum of Understanding between Ministry of Foreign Affairs of the Kingdom of Denmark and Ministry of Foreign Affairs of the Republic of Iraq; Modalities of Return; pdf, s. 2)

Oploadet Kl. 13:41 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


6. maj 2007

Politiken og Pim Fortuyns morder

Fra Politiken Online. Et citat fra en artikel om Pim Fortuyn, hvor journalist Flemming Ytzen sætter kikkerten for det blinde øje.

“Pim Fortuyn blev i maj 2002 myrdet på åben gade af en dyreværnsaktivist, der muligvis var sindsforvirret i gerningsøjeblikket.”

Tøger Seidenfaden har tidligere betegnet morderen som “en miljøaktivist med kristne rødder, der havde “provokerende synspunkter på dyrevelfærd”.

Årets Cavlingprisvinder – Politikens Olav Hergel har ligeledes beskrevet Volkert van der Graaf som en hvid, hollandsk dyreværnsaktivist”, og det var sågar på den borgerlige avis han forlod, fordi han ikke kunne skrive om flygtninge og indvandrere på den måde han ønskede.

Hvorfor så mange omveje, når venstreradikal dækker så fint. Fra Daily Telegraph (28/3-03) – Fortuyn killed ‘to protect Muslims’.

“Facing a raucous court on the first day of his murder trial, he said his goal was to stop Mr Fortuyn exploiting Muslims as “scapegoats” and targeting “the weak parts of society to score points” to try to gain political power.”



4. januar 2007

Om Cavlingvinderen 2006: “Man kan diskutere, om det overhovedet er journalistik.”

Årets Cavlingpris gik som ventet til Politikens Olav Hergel og Miriam Dalsgaard for deres bidrag til kampen imod den danske udlændingepolitik (blev formuleret anderledes).

Nyhedsavisens Simon Andersen giver en kritisk kommentar på sin blog – Cavling til de forkerte.

“Cavling-prisen 2006 – den mest prestigefyldte journalistpris i Danmark – blev i aftes givet til en af de mest flittige, sympatiske og dygtige jounalister, jeg kender, nemlig dagbladet Politikens Olav Hergel.

Men han fortjente den ikke.

Han – og hans fotografkollega Miriam Dalsgaard – skulle ikke have haft prisen. Deres præstationer er ikke en pris værdig. De to blev desværre, hvis jeg skal sige det meget direkte, desværre belønnet for ensidig kampagnejournalistik, der ikke lever op til de basale journalistiske krav om alsidighed og upartiskhed. Man kan diskutere, om det overhovedet er journalistik.

[…]

Beslutningen om at belønne Politiken kan desværre kun – og med en vis ret – af kritikere opleves som komiteens grænseløse angst for at belønne dén eneste person, der for alvor fortjente årets Cavling-pris, nemlig Jyllands-Postens Flemming Rose. Og som endnu et tegn på at hovedparten af landets journalister er kedsommeligt politiske korrekte mennesker, der ikke kan står for fristelsen til at belønne reportere, der skriver om hvor synd det er for flygtninge.

I samme klumme skriver han iøvrigt også at Danmark måske har verdens “strammeste flygtningelovgivning”, så det bedste sandhedsvidne er han ikke… for nu at sige det pænt.

Oploadet Kl. 21:30 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


15. maj 2005

Berlingskes Olav Hergel vinkler som P1 – hvilken borgerlig presse?

Venstrefløjen klynker ofte over den åhh så borgerlige danske presse. Men læs blot hvorledes Olav Hergel i Berlingske Tidende idag indleder artiklen Tiden åbner alle sår:

“7.000 tyske flygtningebørn døde i danske lejre efter krigen. I dag fordømmer vi behandlingen af børnene, men samtidig lader vi teenagere bo i årevis i flygtningecentre for så at udsende dem til tvangsægteskab. Golsang er en af disse teenagere, men hun er mere end det. Hun er en del af nutidens danmarkshistorie. Hvad siger vi til den om 50 år?

Oploadet Kl. 18:51 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige side



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper