3. august 2017

“‘Kære onkel Hitler’, kære præsident Trump”, skrev Jyllands-Postens internationale korrespondent

Jeg er ingen fan af venstreorienterede Seymour Hersh, som P1 Orientering plejer at præsentere som Pullitzerprisvinder, men han plejer at trække overskrifter, når han bider sig fast. I et længere interview offentliggjort på Big League Politics, forklarer Hersh, at en højtplaceret kilde hos FBI har fortalt ham, at Wikileaks afsløringer om Demokraterne op til præsidentvalget, kom fra IT-manden Seth Rich. Breaking: Ikke fra Trump-støttende hackere i Putins Rusland, hvad alle store medier i månedsvis har postuleret.

Her lidt fra en kommentar af Jyllands-Postens internationale korrespondent Jette Elbæk Maressa, der har gravet i kilderne, for at kunne associere Trump med Hitler. Fra JP.dk – Debat: Brev til en elsket leder: ‘Kære onkel Hitler’, kære præsident Trump (1. august 2017, kræver login).

“Forleden udnyttede præsident Trumps nye talsmand, Sarah Huckabee Sanders, på en briefing med journalisterne i Det Hvide Hus, taletiden i direkte tv til at aflede opmærksomheden fra præsidentens aktuelle problemer. Hun ville fortælle seerne, hvor populær præsidenten er. Til formålet havde hun medbragt et brev fra den niårige Dylan. ‘Kære præsident Trump.. du er min yndlingspræsident,’ skrev drengen bl. a. med sine lidt kluntede bogstaver i det personlige brev, som blev vist frem.

Et kvalificeret gæt er, at den til enhver tid siddende præsident får tusindvis af lignende breve, men at de fleste undlader at bruge dem som propaganda. Et blik ned i den enorme samling af almindelige tyskeres breve til Adolf Hitler, som blev fundet i KGB’s arkiver, viser, at selv Hitler modtog ganske mange af sådanne slags breve. Nogle af dem var udstillet på udstillingen ‘Hitler og tyskerne’ i Tysklands historiske museum i Berlin for en del år siden.

Her kunne man læse, hvordan Erika i 1932 bad ‘kære onkel Hitler’ om at modtage en blomsterbuket, eller hvordan otteårige Klaus lykønskede ‘min kære ven Hitler’ med fødselsdagen.

Det er til at forstå, at Trumps talsmand må have haft et behov for at fortælle en positiv historie om præsidenten, og det er også ganske forståeligt, at hun udnytter den direkte taletid til kameraerne.

Men at vælge et håndskrevet brev fra en niårig skoledreng som middel til at opnå målet, tangerer metoder, som er set før, og det vidner måske mest af alt om, at USA’s præsident ikke har meget andet at byde på end dyrkelsen af sig selv.”

(9-årige Dylan, er skrev brev til Donald Trump: Hitler fik også breve…)



11. november 2008

Journalistisk Fagfestival 2008: Thorning-Schmidt, Krasnik & Seymour Hersh

I Odense Congress Center blev der i weekenden afholdt en to dage lang Journalistisk fagfestival. Tilsendt undertegnede…

Særligt Helle Thorning-Schmidt kom med en række tåbelige udtalelser i løbet af den time der egentlig var sat af til, at hun skulle tale om medierne:

“Fogh og Bush har været glade for krigen i Irak”, “De bruger begge det at dele mennesker op (her rundede hun lige Foghs tale om får og bukke – så hun kunne retfærdiggøre den tåbelige sammenligning) … Enten er man med os eller imod os”, “Som opposition er det svært at vinde et valg … Vi har ikke en avis som støtter os (og her mente hun altså ikke “vi har ikke kun én avis som støtter os”).

Derudover overværede jeg en debat imellem et par forskere fra CBS og Martin Krasnik. Det drejede sig om det amerikanske valg. Krasnik præsterede både at kalde Obama for Messias (to gange) og Jesus på den time oplægget varede. Kun den ene forsker var meget bedre og bragte nogle seriøse pointer på banen.”

Kendisserne var blandt andet kommet for at se og høre Bush-bashernes ukronede konge – Seymour Hersh: Obama er bare en frø.

“Han skrev verdenshistorie, da han i 1969 afslørede den amerikanske hærs massakre i Vietnam. Den dag i dag er Seymour Hersh et journalistisk forbillede. På Fagfestival advarede han mod forherligelsen af Barack Obama.

“Da jeg gik i seng på valgaftenen, tænkte jeg, vi havde fået en ny prinsesse. Men da jeg vågnede næste morgen opdagede jeg, at det bare var en frø.”

Seymour Hersh refererer til det amerikanske præsidentvalg og Obamas sejr. Som så mange andre journalister var han på valgaftenen stærkt berørt og opløftet af begivenheden, men næste dag meldte den første skepsis sig.”

(Seymour Hersh i Deadline 8/11-08 om Bush og Cheney: “wicked witches”)

“Den anerkendte amerikanske journalist Seymour Hersh besøger Danmark… En af USAs mest respekterede og berygtede journalister hedder Seymour Hersh.” (programomtale, Deadline)

Mere.

  • 10/11-08 Journalisten – Fagfestival 2008 (tema).
  • 11/11-08 Mediawatch – Journalistforbundets fagfestival var større end nogensinde.
  • Opdate 12/11-08. Kulturnyt på P1 bragte tirsdag et længere indslag om filmfestivalen Cph:Dox, og præsenterede Errol Morris’ Standard Operating Procedure, der fra ende til anden lød som en filmatisering af Seymour Hershs Abu Ghraib-tese – at overgrebene skyldes Bush-administrationen, ikke de nu dømte soldater. Der trækkes tråde til nazismen.

  • 11/11-08 Kulturnyt, P1 – Dinosaurer, dokumentarer og danskerbiografier.
  • 

    7. december 2007

    Det lykkedes Bush-administrationen at true Iran til fornuft (NIE-rapporten)

    Mandag offentliggjorde amerikanske efterretningstjenester en fælles rapport, der bekendtgjorde at Iran med stor sandsynlighed stoppede sit atomvåbenprogram i efteråret 2003. For Bush og andre frihedselskende demokrater i Vesten er det selvfølgelig en god nyhed, men som så mange gange før, lykkedes det alligevel at dreje historien mod Bush. Tre vinkler…

    Bush tog fejl med hensyn til Iran (Iran tog Bushs krigstrussel seriøst og ændrede kurs).

    Bush er heldig, Politiken 4/12-07 (nu slipper han for at bekrige Iran; en blød variant af Robert Baer-motivanalyse: Was Bush behind the Iran report?, Time 4/12-07).

    Bush løj om sin viden, Politiken 6/12-07 (Bush skulle have troet på indicier om Ahmedinejads fredsommelighed på et tidligere tidspunkt; Seymour Hersh-motivanalyse – manden der i 2002 talte om Iran-krig inden seks måneder).

    Lad os se lidt på kronologien.

    2002, januar 29 – Bush presser Iran i den berømte Axis of Evil-tale: “Iran aggressively pursues these weapons… I will not wait on events, while dangers gather. I will not stand by, as peril draws closer and closer.”.

    2005 – Rapport fastslår at Iran er ved at udvikle atomvåben.

    2005, oktober – Iran afholder konferencen World without zionism.

    2007, november 7 – Irans præsident Ahmedinejad: Iran har 3000 fungerende uran-centrifuger.

    2007, november 15 – FN fastslår at Iran har 3000 fungerende uran-centrifuger.

    2007, december – Rapport (NIE) fastslår at Iran formentligt stoppede sit atomvåbenprogram i efteråret 2003.

    At man kan læse rapportens konklusioner forskeligt, er ganske vist.

  • 4/12-07 Berlingske Tidende – Eksperter uenige om Iran-rapport.
  • Det er det bedste argument i verden for at fortsætte sanktionerne. For ifølge rapporten fortsætter Iran jo med at berige uran, og sanktionerne hjælper åbenbart. Så på den måde støtter rapporten ret håndfast den førte politik.” (Mikkel Vedby Rasmussen, seniorforsker DIIS)

    “Rapporten går jo stik imod den amerikanske regerings retorik. Det bliver nu umådelig vanskeligt at argumentere for yderligere sanktioner mod Iran og helt umulig at argumentere for en krig mod Iran.” (Bjørn Møller, seniorforsker DIIS)

    Bush kommenterede rapporten i en tale onsdag – en tale som TV2news sendte direkte – kommenteret af Jørgen Dragsdahl, der ligesom Bjørn Møller, rent analytisk, ikke gør andet end at binde enderne sammen på diverse venstreloonistiske motivanalyser fra det amerikanske overdrev.

    De danske medier får deres vinkel fra de Bush-kritiske demokratiske aviser, ofte via Reuters, der leverer til Ritzaus Bureau og hermed til samtlige landets nyhedsmedier, og her fastlægges linien – ikke mindst på grund af DR og de mange gratisaviser. Reuters…

  • 3/12-07 Reuters – Report contradicts Bush on Iran nuclear program.
  • 

    4. september 2007

    Iran-krigen er nært forestående…

    Iran har forsøgt at udnytte USA’s engagement i Irak til at styrke sin regionale position, og det siger sig selv Lars Møller-Rasmussen og Orientering ikke har svært ved at vælge side.

    Gennem de senere år har Orientering måske bragt 30-40 indslag om problemet, typisk kredsende omkring risikoen for et amerikansk angreb mod landet. Når Iran fortæller de vil udvinde Uran, så graver Lars Møller-Rasmussen enten en ekspert frem der mener det er tvivlsomt, eller også interviewer han en analytiker der mener iranske a-våben ville kunne skabe stabilitet i regionen.

    Når USA så vil sanktionere Iran via FN-systemet, så finder han en ekspert der fortæller, at det vil have store civile omkostninger og iøvrigt ikke påvirke regimet. Ligeledes når USA påstår at Iran samarbejder med irakiske terrorister, så passer det ikke. Omvendt stoler han blindt på venstreradikale Seymour Hershs udlægning af stort set alt, selvom han systematisk baserer sine artikler på anonyme kilder.

    – Krigen er nært forestående, sagde han i januar 2005 – og det har den så været lige siden…

    Ti eksempler.

  • 19/01-05 – Nye tegn på, at USA forbereder angreb på Iran
  • 21/01-05 – USA truer igen Iran – denne gang med Israel.
  • 08/07-05 – USA lægger op til opgør med Iran….
  • 09/03-06 – Militær indgriben over for Iran .
  • 19/09-06 – Nye signaler om angreb på Iran.
  • 27/12-06 – Iran-resolution: Et skridt mod krig eller fred?.
  • 05/02-07 – Israel vigtig brik i Bush’s Iran-planer.
  • 14/02-05 – Iran-kritik trækker på historien.
  • 08/05-07 – Angriber USA Iran?.
  • 24/05-07 – Grebet strammes om Iran.
  • 

    23. maj 2007

    USA har (altid) skylden

    Uanset hvilken geopolitisk problemstilling der er til debat, så er det altid USA’s skyld. Ligenu er der interne uroligheder i Libanon, og Orientering’s Lars Møller-Rasmussen aflirede trofast Seymour Hersh seneste fantasi desangående. USA svingede selvfølgelig taktstokken. Mogens Rukov er spot on i et godt læserbrev i dagens Jyllandsposten.

    Det er utroligt, hvad journalister, ikke mindst DR-journalister kan komme op med.

    Det skriger til himlen af uoprigtighed og mangel på realitet. Det er en slags forførelseskunst, som skridt for skridt fører os ud i et fantasiland. Jeg forstår godt, at Harry Potter og Tolkien og sådan noget nyder så stor opmærksomhed. Fantasy er vores oplysningshorisont.

    Lige for øjeblikket næsten tvinges vore journalister til at omtale mordene mellem de store fraktioner i de palæstinensiske områder, Hamas og Fatah. Den tvang varer ikke længe. Kun så længe, som visse udenlandske medier, der er knapt så fantasy-prægede, fastholder deres bundethed til realiteterne…

    Nu har de hjemlige journalister fundet deres nøgle til begivenhederne. USA er nøglen til, at Hamas og Fatah slår hinanden ihjel.

    Det har i hvert fald den dybt mistænkelige, DR-udsendte medarbejder, Steffen Kretz, fundet ud af.

    Nu er myrderierne spiselige for vores journalister. Nu har de ligesom fundet den rygende pistol.

    Den ligger i Washington. Washington er arnestedet for alt ondt i verden. Også når det aktuelle mord sker i Gaza. Hvis man er dansk journalist.

    I 21-TV Avisen 15/5 bliver Kretz spurgt fra studiet i København, hvad der sker dernede. Studiet har allerede lagt op til svaret.

    Kretz begynder med at sige, at USA har givet Fatah 50 mio. dollars til at styrke sine soldater, så de kunne gå imod Hamas. Nu ser man altså resultatet af denne støtte. 500 Fatah-folk er vendt hjem fra træning i Egypten.

    Derfor slår Fatah og Hamas hinanden ihjel i Gaza.

    Under den første intifada hørte jeg igen og igen og læste i aviserne, at over 2.000 palæstinensere er blevet slået ihjel.

    Man fortalte ikke, hvem der havde slået dem ihjel. Man lod folk tro, hvad de ikke kunne lade være med at tro, at det var israelerne, der stod bag.

    Henimod slutningen af intifadaen var tallene flg.:

    Stort set ligeligt fordelt mellem israelere og palæstinensere som årsag til drab. Ca. 1.220 palæstinensere var slået ihjel af israelere. Næsten lige så mange, nemlig 1.130, var slået ihjel i indre opgør af palæstinensere, strækkende sig fra fraktionskampe til æresdrab (hvem tvivler i dag på, at sådanne finder sted?) til afskæring af bryster på kvinder, der anklages for at være prostituerede (horer, som det nu lyder i det danske offentlige rum)…

    Nu gentager journalisterne stuntet med at vende kanonen den modsatte vej af, hvor de skyldige står.

    Jeg anbefaler, at man nægter at betale licens til den slags.

    Jeg anbefaler også, at man allerede nu samler data ind til et kommende retsopgør med journalister og ligesindede fantasy-magere.

    For man skal ikke være sikker på, at der ikke kommer et opgør eller en sandhedskommission efter den igangværende krig mellem Europa/USA og islamisterne.

    

    9. april 2006

    DR Online (Ritzaus Bureau) skamroser Seymour Hersh (og lidt om Cynthia McKinney)

    Seymour Hersh, der skriver for det venstreorienterede The New Yorker, har i årevis skrevet om hvorledes et amerikansk angreb på Iran er umiddeltbart forestående, altid baseret på enten anonyme kilder eller særdeles subjektive fortolkninger af kendte informationer. I går kunne man på DR Online læse seneste fund fra den kant, der basalt set blot fortæller at USA (også) har et offensivt scenario i forhold til den iranske atomtrussel. Alt andet må siges at være uansvarligt.

    Fra DR Online USA planlægger små atom-angreb mod Iran, der aflirer en yderst tendensiøs artikel fra Ritzaus Bureau.

    “Historien, som er skrevet af den velrenommerede journalistiske sporhund Seymour Hersh, påpeger, at Bush og andre i Det Hvide Hus er begyndt at opfatte Irans præsident Mahmoud Ahmadinejad som en potentiel Adolf Hitler. […]

    Respekteret journalist
    Simon Hersh regnes for en af USA’s mest respekterede journalister.”

    Hersh har medvirket i flere Udefra-dokumentarer. Det samme har demokrat-loonien Cynthia McKinney, der sideløbende med sin kamp imod Patriot Act-lovgivningen, ikke spilder tiden. Fra

    Cynthia McKinney havde forleden travlt med at komme tilbage til sin plads i Repræsentanternes Hus, men en betjent ville ikke lade hende smutte uden om den obligatoriske kontrol med metaldetektor. Da den demokratiske politiker nægtede at stoppe, tog betjenten mere håndfaste metoder i brug. Fru McKinney, der havde glemt sit identifikationsmærke, blev så vred over ikke at blive genkendt, at hun langede ud efter den formastelige lovens håndhæver og ramte ham med sin mobiltelefon. Den slags gør end ikke en politiker ustraffet i USA, så nu overvejer statsanklageren, om der skal rejses tiltale for vold mod embedsmand i funktion.

    Imens har politikeren, der er sort, i stedet for at give en undskyldning forsøgt at bortforklare sin håndfaste optræden med beskyldninger om, at betjenten rørte hende på upassende måde, og at hun i virkeligheden er et offer for racistisk forskelsbehandling.

    Oploadet Kl. 19:24 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    3. december 2005

    Lars Møller-Rasmussen – en utroværdig Seymour Hersh-klon

    Torsdag aften kom jeg for skade at tænde for Orientering.

  • 1/12-05 P1 Orientering – Lars Møller-Rasmussen: Bush: Det går godt i Irak, men ingen tidsfrister.
  • Bush vil trække soldater hjem fra Irak når forholdene bedres og irakiske soldater kan overtage styringen. Det kan betyde irakiske dødspatruljer der myrder i flæng, og er iøvrigt kun noget Bush gør pga. meningsmålingerne. En slags neo-vietnamisering

    Den kendte journalist Seymour Hersh skriver i magasinet The New Yorker, at mange amerikanske militærfolk frygter at det kan betyde at USA overlader udvælgelsen af målene til irakiske soldater.”

    Oploadet Kl. 20:24 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    28. november 2005

    Lars Møller-Rasmussen: Irak-krigen er en jødisk konspiration

    Orientering på P1 er gået i selvsving med hensyn til USA og præsident Bush, og det kunne være interessant at smide journalister såsom Lindvig, Dragsdahl og Møller-Rasmussen ind i et regneark – og lave en slavisk optælling af indlæg udfra tendens og emne fra 20. marts 2003 frem til idag. Da jeg udsatte Orientering for en stikprøvekontrol idag, var sidstnævnte igang med en længere udredning om (olie-) “røveriet af Irak”. Eksemplerne er mange…

  • 2/11-05 – Plame-sagen sætter fokus på Irak-lobby (Lars Møller-Rasmussen).
  • Alt ufordelagtigt for Bush blæses op, og historien om Valerie Plame, som der tydeligvis ikke er fugls føde på bliver i Orientering introduceret med følgende citat:

    “Som Churchill sagde efter slaget ved El Alamein i 1942, så var det ikke begyndelsen til enden, men enden på begyndelsen – måske kan man sige noget lignende om udviklingen i Washington…”

    Lidt senere refereres til loonie-journalisten Seymour Hersh, og pludselig handler det hele om Irak-krigen som værende en neokonservativ jødisk konspiration.

    De fleste, men ikke alle neo-konservative er jøder. Mange af dem er iøvrigt gamle venner. De fleste af dem sympatiserer med det israelske højreparti Likud, fremfor med Arbejderpartiet…”

    – og lidt senere:

    “Men selvom der er tyndet lidt ud i toppen, er der stadig neo-konservative tilbage på vigtige poster, og USAs problemer i Irak, først med at finde masseødelæggelsesvåben, siden med at få fred, har sammen med den fortsatte konfrontation med lande som Syrien og Iran givet anledning til en voksende mistanke. Den går på at hele Irak-krigen kan være iværksat af en lille gruppe radikale Israel-sympatisører med det formål at gøre Mellemøsten sikker for det Israelske Likudpartis vildeste ambitioner.

    Det sidste er baseret på George Packers The Assasin’s Gate, og i næste uge kommer der sikkert endnu en udgivelse, der kan bruges i bashingen. Det handler ikke om at tolke divergerende information – det handler om at blæse bobler af alt der kan bruges mod Bush. Googler man forfatteren og bogen ender man på venstreradikale The Nation – det gør man ofte når man graver lidt i bøgerne Lindvig/Dragsdahl/Møller-Rasmussen henviser til i sine indslag.

    

    27. april 2005

    Pigen fra Abu Ghraib – Udefra-dokumentar med Seymour Hersh som kilde

    Udefra havde den 5. april Pigen fra Abu Ghraib som titel, og den indkøbte dokumentar var en hollandsk-produceret Sabine Baak-produktion med originaltitlen Het verhaal van soldaat Lynndie England.

    Allerede i introduktionen gik det helt galt for Tyge Petersen der med vanlig disrespekt for virkeligheden frikendte hovedpersonerne: “… men Forsvarsministeriet fik travlt med at fralægge sig ethvert ansvar, og placere det hos nogle få uansvarlige soldater.”. Pigen fra Abu Ghraib var naturligvis Lynndie England, som lød mere uintelligent end man kunne have forventet. Hun var tydeligvis en lille usikker pige, som fulgte sin ældre kæreste Charles Graner i tykt og tyndt.

    På trods af at såvel Graner som England ikke var mønstersoldater, og det faktum at Lynndie England slet ikke måtte være i Blok 1A hvor billederne blev taget, så måtte man høre leftloonie Seymour Hersh fremsætte følgende ‘analyse’:

    Hersh tror ikke England og Graner handlede på egen hånd, baseret på den påstand at ydmygelserne af de irakiske fanger krævede en indsigt i arabisk kultur – som reservatisterne ikke havde. Et langt ude argument, for det kræver vel ikke den store intelligens at forstå at blufærdige homofobiske muslimer helst ikke vil placeres nøgne i noget der ligner bunkepul. Hersh er utroværdig når han udtaler sig skråsikkert – og i dette tilfælde ‘tror’ han kun:

    For Hersh, der er dokumentarens hovedkilde er den skyldige naturligvis George W. Bush, som han forsøger at ramme med let-maniske alt for personlige angreb på Rumsfeldt og General Ricardo Sanchez.

    Eensidigheden var iøvrigt total, og sandhedsvidnerne omfattede såvel hovedpersonens mor som hendes advokat. Her et cap med førstnævnte, der ikke overraskende mener at hendes datter er aldeles uskyldig:

    Slutteligt var der debat, og hidkaldt var Poul Dahl fra Jægerkorpset og Sten Martini, chefpsykolog fra Forsvarsakademiet. Debatten kom således mere til at handle om soldaternes psykologi end ‘dokumentarens’ mange påstande, hvad jeg kun kan beklage – ‘dokumentaren’ næsten bad om kvalificeret kritik. Tyges rolle, jov, han forsøgte naturligvis at presse lyrik frem med påstande såsom “Systemet opfordrer til…” og mere i den stil.

    Lynndie Englands groteske posering for kameraet har iøvrigt givet genlyd i blogverdenen – hvor Doing a Lynndie nu er noget nær en disciplin for amatørfotografer.

    Links:

    Jacob Laksin: Lynndie and the left (Frontpage Mag.)

    Lowell Ponte: A Ghost In The Iraqi Prison (Frontpage Mag.)

    Jesper Lau Hansen: Abu Ghraib (Punditokraterne)

    Oploadet Kl. 20:07 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    

    23. januar 2005

    Rael Jean Isaac om The New Yorkers Seymour Hersh

    To gode artikler af Rael Jean Isaac om Seymour Hersh.

    Fra Intellectual Conservative (26/7-04) – The Cult of Seymour Hersh.

    “Columnist John Lofton quotes Hersh in a 1984 interview with the University of Chicago magazine: ‘I‘m not interested in history because I’m trying to change things.’ This may explain Hersh’s contempt for mere historical truth.”

    Fra New York Post (22/1-05) – Unreliable sources.

    “But if Hersh’s informant feeds him fiction on something as straightforward as the occurrence of a meeting, what credit can be given to the rest of his “disclosures”? Of one thing we can be sure: while Hersh may be able to get people to talk, he does not know how to evaluate what they say. His method is to hurl all the mud he can pick up, hoping at least some of it will stick.

    Oploadet Kl. 00:01 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper