27. december 2018

Poul Høi i podcast: Kun tilfældigheder gør, at vi ikke i dag taler om ‘røde Adolf istedet for brune Adolf’

Da jeg hørte, at Berlingskes Poul Høi havde lavet en podcast-serie med titlen ‘Da Adolf blev Hitler’ forventede jeg det værste. Som journalist er han dybt tendentiøs, og det kunne næsten kun ende med en solid omgang Trump-analogi. Foromtalen så dog lovende ud. At de historiske detaljer var nødvendige at få frem, da ‘Hitler er blevet trivialiseret’. Faghistorikeren var måske alligevel bedre end journalisten.

Første afsnit afdækker myter om nazismens fødsel, som Hitler satte ord på i ‘Mein Kampf’, skrevet i fængslet efter det mislykkede ølstuekup i 1923. Særligt den sidste er interessant. Myten om at Hitler blev opvakt nationalsocialist, fordi de etablerede politikere havde svigten nationen under 1. Verdenskrig. Via Spotify.

Poul Høi, historiker: Efter han blev udskrevet fra sygehuset i Pasewalk vendte han tilbage til München, og han vendte tilbage til München af en simpel grund, og det var fordi han skulle demobiliseres som soldat. Altså, en forholdsvis administrativ forteelse. Og der lå hans regiment, her havde hans regiment hovedkvarter. Han vender tilbage til et München, som er helt anderledes, end det München han tog afsted fra i 1914.

Der havde været revolution i München. Socialisterne havde taget magten, og en Kurt Eisner havde udråbt sig selv som statens premierminister. Staten hed nu Folkestaten Bayern (Volksstaat Bayern, Kim). Eisner, han var socialist, han var teateranmelder, han var journalist, og så var han også jøde. Så hvad gjorde Adolf Hitler, da han vendte tilbage? Den angiveligt vakte Hitler, nazisten Hitler, hvad gjorde han? Han gik vel ind i et højreorienteret frikorps, for at bekæmpe socialisten og jøden Eisner. Gjorde han ikke? Det ville da være helt oplagt at gøre for en mand der var så politisk vakt, som han angiveligt var. Ikke?

Nej, det gjorde han ikke. Han gik i stedet for i Eisners tjeneste. Han forlængede sin kontrakt med den bayerske hær, der nu var en del af Folkestaten Bayern, og han og hans kollegaer i regimentet, de gjorde hvad Folkestaten bad dem om. Det er også et interessant billede, for revolutionen udviklede sig som den slags altid gør – den begynder at æde sine egne. Eisner bliver dræbt, og ved hans bisættelse, der kan man se hans ligfølge, og ifølge mange historikere kan man lige præcis i følget se ingen ringere end Adolf Hitler. Den angivelige nazist Adolf Hitler, som går bag ved socialisten og jøden Kurt Eisners kiste. Der er noget der ikke stemmer her, og det bliver værre. For i 1919 tog bolsjevikkerne så magten, altså de sovjet-tro bolsjevikker, tog magten i München. De udråbte nu Sovjetstaten Bayern (Bayerische Räterepublik, Kim). Hæren, den bayerske hær, blev omdøbt til den røde hær, og soldaterne gik med rødt armbind.

Det må være det. Hertil og ikke længere. Han kan vel ikke være en del af Sovjetstaten Bayern, kan han? Jov, det kunne Adolf Hitler. Han fortsatte. Han puttede det røde armbind på sin uniform, og ikke nok med det. Hans kammerater valgte ham også i 1919 til det nye sovjetiske soldaterråd. Han var nu ‘Vertrauensmann’ i Sovjetstaten Bayern. De valgte ham formentligt ikke fordi han var en antisemitisk nazist, for vi ved, fra et valg i 1919, at 72,5 procent af soldaterne i Hitlers regiment, de var enten socialister eller socialdemokrater. Så hvis han havde været en glødende antisemit, sådan en glødende nationalist eller nazist, så havde de formentligt ikke valgt ham. Det er ikke sikkert, at han var socialist eller kommunist, det er ikke sikkert at han fulgte Sovjetstaten Bayern og troede på alt de troede på, men han var åbenbart heller ikke så meget imod, at hans kammerater ikke kunne vælge ham som ‘Vertrauensmann’. Den bayerske sovjetrepublik, den faldt i maj 1919. …

Han blev ikke nazist i 1918 i Pasewalk. Det blev han først efter en meget omskiftelig politisk tilværelse i sommeren 1919. Og det pudsige er jo, at hvis tilfældighederne havde villet det bare en lille bitte smule anderledes, så kunne vi i dag havde talt om røde Adolf istedet for brune Adolf.

(Adolf Hitler til Kurt Eisners begravelse, 26. februar 1919; Foto: Reddit)

Oploadet Kl. 23:17 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer


25. september 2018

Lidt om højrefløjens problematiske ytringsfrihed : Mand chikanerer Rasmus Paludan under Ikast-demo

Fredag bragte Berlingske en artikel om den engelske islamkritiker Katie Hopkins. Hun er med Poul Høis ord ‘den største bitch’ i Storbritannien, og er så forhadt, “at et teater i sommer satte en musical op med titlen ‘Attentatet på Katie Hopkins'”. Hvis venstrefløjen hader dig, er man en suspekt person.

Meget apropos så kunne JyskeVestkysten søndag fortælle, at Stram Kurs’ demonstration i Kolding forløb ’stille og roligt’. Det nævnes godt nok, at Rasmus Paludan var blevet spytte efter, at politiet måtte trække et par vrede voksne mænd til side, og at en gruppe af de store drenge fra Skovparken i dagens anledning var blevet sendt på en ‘betalt udflugt til København’. Lidt vold er acceptabelt, hvis blot den er målrettet højrefløjen.

Journalister har det generelt svært med højrefløjens ytringsfrihed, og det minder ikke så lidt om venstrefløjens holdning til meningsmodstandere. Et godt eksempel så man i lørdags, da Paludan og Stram Kurs demonstrerede i Ikast. Manden med dynejakken er anmeldt til politiet jf. Straffelovens § 81,7: “… at gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat”. Det holder ham næppe vågen om natten, men så er det gjort.

(Mand ‘tapper’ Rasmus Paludan i hovedet med mobiltelefon, Ikast, 22. september 2018; Se evt. YT)



1. marts 2018

Definitionsmagt: De røde er ‘indignerede’ (berettiget harme) – De blå er ‘vrede’ (politisk populisme)

Når man hører Lars Trier Mogensen på Radio24syv, så går der sjældent længe før han fortæller at han er ‘indigneret’ over et eller andet. Levevilkårene for arbejdsløse, behandlingen af nytilkomne flygtninge, eller enhver form for borgerlig ideologi. ‘Indignation’ kan defineres som ‘berettiget harme’, men er blot et andet ord for vrede. Socialister er vrede, men på den gode måde. Væsensforskellig fra den berettigede harme blandt borgerlige.

Herunder, pudsigt nok, eksemplificeret med lidt fra en artikel af Poul Høi fra nominelt borgerlige Berlingske – Hvor kommer alle de vrede mennesker fra? Forsker har ny overraskende teori (19. februar 2018).

“Professor Andrés Rodriguez-Pose har i et fagtidsskrift offentliggjort sin 21-sider lange tese og givet den en provokerende overskrift: ‘Hævnen fra de steder, som ikke betyder noget’.

Det er, hvad vi oplever, siger han. Fra Brexit til Trump, fra AfD i Tyskland til PiS i Polen, fra Orban i Ungarn til Zeman i Tjekkiet. Det er forklaringen på tidens – som han kalder den – ‘politiske populisme’.

Indtil nu har vi været meget fokuserede på uligheden mellem mennesker som forklaring på udviklingen – det var f.eks. hele kernen i den franske økonom Thomas Pikettys argument. Men det er ikke, hvad vi ser, siger Rodriguez-Pose, for vi ser ikke fattige i politisk kamp mod rige. Tag f.eks. den britiske Brexit-afstemning. I hovedstaden, London, stemte både rige og fattige imod Brexit, og i den landlige region Lincolnshire stemte både rige og fattige for Brexit. I Los Angeles stemte både rige og fattige på Hillary Clinton, i Kentucky stemte både rige og fattige på Trump.

Det er ikke personer, men regioner, som driver den politiske udvikling, og ‘populismen’ kommer fra marginaliserede regioner, som hævner sig, skriver professoren i Cambridge Journal of Regions, Economy and Society. …

Reaktionen ser vi nu, og det er den gennemgående faktor fra land til land: Den ‘politiske populisme’ har stærkest fat i ‘områder, som har gennemgået lang tids deroute og/eller afspejler en stigende kløft mellem land og by,’ skriver Rodriguez-Pose. Eller igen med Brexit som eksempel: Langt de fleste større britiske byer stemte imod Brexit, men undtagelserne var byer som Sunderland, Sheffield og Hull, der ligger midt i bæltet af slukkede skorstene.

Det samme skete ved det seneste tyske forbundsdagsvalg, hvor det højreorienterede parti AfD blev tredjestørst. På overfladen handlede resultatet om indvandrere, men som den bulgarske politolog Ivan Krastev skriver i New Statesman, AfD hentede især sin støtte i det østlige Tyskland, som har modtaget langt færrest indvandrere. Derimod handler det om, at det østlige Tyskland er sat af udviklingen, og at de mest driftige beboere er flyttet til det vestlige Tyskland.”



27. december 2017

Poul Høi om baggrund for højrepartiers succes: “… Nedskæringspolitik kan give os nazisterne tilbage.”

Hvis man skal have en grund til ikke at købe Berlingske, så er det bare at tænke på Poul Høi. Når europæere stemmer på indvandringsmodstandere, så handler det ikke om masseindvandringens konsekvenser, nej, de gør det i protest over gamle partiers ‘nedskæringspolitik’. Helt som i 30’erne, hvor frustrationerne endte med at give Hitler magten. Den demokratiske socialisme taber terræn, fordi den ikke kæmper for maksimalstaten.

Søgte bortforklaringer sakset fra B.dk – Hvor kom alle nazisterne fra? Ny undersøgelse har overraskende svar.

“… som den tyske chefredaktør, Josef Joffe, spurgte i Guardian: ‘Højre vinder frem, og socialdemokratierne dør over hele Europa – men hvorfor?’

En række økonomer giver i en ny undersøgelse et svar, som er værd at bide mærke i, og svaret er: Nedskæringspolitik. Undersøgelsen hedder ‘Austerity and the rise of the Nazi party’ og er offentliggjort af det amerikanske National Bureau of Economic Research. Forfatterne går tilbage til de skæbneår, hvor Adolf Hitler vandt magten. De knuser de økonomiske nøgletal og valgtal og dokumenterer, hvordan den tyske nedskæringspolitik i begyndelsen af 1930erne gav Hitler og nazisterne sejren.

‘For hver procent, som kansleren beskar statsbudgettet, steg tilslutningen til nazisterne med 1,85 point’

Og de advarer nutidens vestlige politikere mod at gentage fejlen og give plads til det yderste højre. Det er ikke en tilfældighed – skriver de – at vi på én og samme tid har fået Brexit, Donald Trump, AfD i Tyskland, Front National i Frankrig, Gyldent Daggry i Grækenland og Jobbik i Ungarn. Det er derimod resultatet af en nedskæringspolitik, som har medført ‘en intens afvisning af de etablerede politiske partier og en dramatisk omkalfatring af den politiske orden’. Og det er udtryk for en udvikling, som – hvis den fortsætter – ‘kan udløse en række uønskede politiske konsekvenser med helt igennem uforudsigelige og potentielt tragiske resultater.’

Eller med andre ord: Nedskæringspolitik kan give os nazisterne tilbage.

… for hver procent, som Brüning beskar de offentlig udgifter, steg støtten til nazipartiet med 1,825 point. Og med alle forbehold for kontrafaktuel historieskrivning fastslår de: Hvis han ikke havde gjort det, ville nazisterne ikke have fået stemmer nok til at afskaffe det tyske demokrati.”

Oploadet Kl. 10:23 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


1. september 2017

De Radikales globalistiske ideolog har ændret opfattelse: “Jeg erkender, at jeg var alt for optimistisk..”

“Mens Richard Florida og hans danske disciple vrøvler om nødvendigheden af indvandring, så fortsætter virkeligheden med at modarbejde utopien.” Sådan skrev jeg her på siden for mere end tolv år siden, for intet indikerede, dengang som nu, at kombinationen af rengbuefarvede bøssemiljøer og minaretklædte moskéer ville fremme andet end overvågning og ambulancedrift. Koranklodser og natlige politihelikoptere, hedder det i 2017.

Poul Høi fortæller i Berlingske, at De Radikales chefideolog har fortrudt. En artikel som bør læses i sin helhed på B.dk – Manden bag ‘den kreative klasse’ siger undskyld: Caffe latte-lykken er død.

“Richard Florida har noget at sige, og det lyder mistænkeligt som ‘undskyld’. Det er muligt, at du aldrig har hørt om ham, men du lever på en eller anden måde i hans verden. For det er Richard Florida, som i 2002 lancerede en besnærende teori, som snart lød som et ekkodrøn fra titusindvis af politikere, kommentatorer, forskere og byplanlæggere verden over.

I Danmark gik Det Radikale Venstre f. eks. i 2005 til valg på en ‘politisk fremtidsvision () med en lige linje tilbage til Floridas analyse’, som partiets leder, Marianne Jelved, dengang sagde. Ideen var kort og groft fortalt at skabe vækst i storbyerne ved at gøre dem til en makroversion af Googles kantine.

Ind med caffe latte, bøsser, kantet kunst, røde Converse-sko, ildslugere, elbycykler, multikultur, hipstere og en ustoppelig brainstorm af ideer, som skød frem og tilbage mellem det hele. …

Hvis hele ideen kunne krystalliseres i et menneske, ville det være et menneske som Uffe Elbæk, som Weekendavisen i 2003 også konkluderede: ‘Den gamle rebel og kommunist er skyllet i land som Ridder af Dannebrog og radikalt byrådsmedlem i Århus’, og her kræver han ‘bedre bøssemiljøer og flere moskeer i Aarhus Midtby,’ fordi den slags ‘tiltrækker den kreative klasse og dermed gavner væksten’, skrev avisen.

… i et fyldigt uddrag på sit website Citylab kommer han med et mea culpa.

Han forklarer, hvordan hans bog ‘The New Creative Class’ var forsimplet, og hvordan han siden har ‘gennemlevet en periode med gentænkning og selvransagelse’, og hans opfattelse af byudvikling ‘har siden udviklet sig’. ‘Jeg erkender, at jeg var alt for optimistisk ved at tro, at byerne og den kreative klasse i sig selv kunne føre til en bedre og mere inkluderende urbanisme,’ skriver han.

… det føles lidt som, hvis Lenin efter 1917 havde skrevet en bog og erkendt, at det hele var noget fis, og at markedskræfterne virkede fint.

(‘Det Kreative Danmark’, Det Radikale Venstre, 2005: Foto: DRV.dk)



8. maj 2017

Professor Foss: Diversitet er godt – Det medierne kalder ‘fake news’ er ofte blot alternative vinklinger

God kronik af professor Nicolai Foss i Børsen – Der er fake news – og så er der vinkling.

“Enhver der har fulgt minimalt med i emner som den amerikanske valgkamp, Brexit, og pressedækningen af kriminalitet begået af immigranter vil kende begrebet ‘fake news’—altså nyhedshistorier der er grundede i fantasi, løgn og bias, snarere end fakta og information.

Det fyger nu gennem luften med beskyldninger om fake news. De der beskyldes for at kolportere fake news – fra Trump til NewSpeek – retter det samme skyts mod de der anklager.

Diskussionen, eller snarere skænderierne, har imidlertid lidt under et grundlæggende problem: De nødvendige sondringer mellem 1) de egentlige løgne, 2) de rene fejltagelser, og 3) de forskellige vinklinger er ikke blevet tilstrækkeligt fremhævede og anerkendte. Reelt handler mange af anklagerne om fake news om forskellige vinklinger.

Berlingskes Poul Høi vinkler for eksempel systematisk stort set al dækning af Trump på èn måde, en måde der sikkert er konsistent med hvordan flertallet af danske avislæsere ser Trump.

… Med andre ord kommer nyhedsdækningen til at afspejle journalistens egen confirmation bias–det vil sige den tendens vi alle har til at lede efter den information der bekræfter vores holdninger, og afvise eller undertrykke den information der ikke gør. Den kommer også til at dække de typiske, dominerende holdninger, der er oppe i tiden, ‘tidsånden’ om man vil.

Der er intet mærkeligt eller endda fordægt i dette. Der er ikke nødvendigvis tale om at spinne historier mod bedre vidende. … Alle griber til fortolkninger, tommelfinger-regler, etc. når de står overfor kompleksitet. Det gælder også journalister.

Problemet er, at journalister er meget lidt villige til at acceptere dette.Det strider fundamentalt mod deres selvopfattelse som unbiased formidlere af fakta. Og derfor raser de mod ‘alternative medier’.

Men i en situation, hvor vi ofte reelt ikke ved hvad der er op og ned i en given sag, er der et stærkt argument for at forskellige vinklinger, fortolkninger, etc. er en nødvendig del af en informeret diskussion, og måske endda at de skarp-vinkles. Det kræver at vi anerkender diversitet hvad angår vinklinger som en vigtig del af mediebilledet.

Oploadet Kl. 01:03 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


16. januar 2017

Trump hånede handikappet journalist, berettede de danske medier: En politiserende vandrehistorie

Etablerede medier såsom Berlingske og Politiken kører hårdt på ‘fake news’ i disse dage, og løsningen er altid mere af det samme: Flere skattekroner til den trykte presse og public service-medierne.

I forhold til amerikansk indenrigspolitik er de danske medier helt håbløse, og afspejler basalt set blot Demokraternes venstrefløj. Fra den vinkel er Donald Trump ondskaben selv, og alt kan bruges til at bekræfte narrativet. Meryl Streep Golden Globe-tale illustrerer problemets karakter med henvisning til vandrehistorien om at Trump skulle have hånet en handikappet journalist. Der er kun et problem ved fortællingen. Den er ikke sand.

(Kommende præsident Donald Trump & journalist Serge Kovaleski)

Historien kort. I november 2015 holdt Trump et valgmøde i South Carolina, og nævnte her hvordan medierne havde kritiseret hans påstand om at muslimer fejrede World Trade Center-angrebet fra en taglejlighed i New Jersey. Han henviste til en artikel skrevet af Serge Kovaleski, der ikke ville bruges i Trump-kampagnen, og kun modstræbende stod ved sin 2001-artikel. Talen var klassisk Trump. Med et levende sprog, herunder formuleringen ‘You should have seen this guy’ ledsages af håndfagter gengiver han Kovaleskis bekvemme hukommelsestab.

Det viser sig at journalisten er handikappet, og Trumps fagter blev derfor tolket som værende hån. De Trump-hadende medier gav den fuld skrue, og historien nåede de fleste større danske medier, og er siden blevet brugt som en eksempel på Trumps slette karakter. At Trump ikke vidste at den pågældende journalist var handikappet, og han i øvrigt ofte bruger lignende fagter når han gengiver ikke-handikappede – ja, det fandt medierne ikke værd at nævne.

Herunder et oprids fra Catholics 4 Trump, der har adskillige eksempler.

“During the rally Trump pointed all of this out and paraphrased Kovaleski’s backtracking as he impersonated a groveling reporter changing his story under pressure. While he did this, Trump moved his hands around quickly, acting flustered.

Soon thereafter, the media revealed still photos of Kovaleski with his right hand in a permanently flexed position downward announcing that he was disabled. The media then shifted from trying to defend their oversight of the 9/11 Post article and instead, with disapproving shocked outrage, accused Trump of mocking a reporter’s disability. Some liberals went even further and freeze-framed a millisecond of the Trump video at the exact moment when his hand went into a flexed posture. Then they dishonestly put this screen capture side by side with a picture of Kovaleski’s flexed hand. Thus, you saw the following photo spread like wildfire over social media with commentary condescendingly and horrifyingly excoriating trump as a monster…

Thus, Trump’s impersonations of a flustered reporter several months ago was turned into a left-wing and Establishment GOP narrative whereby Trump somehow hates the disabled. This despite the fact that Trump has given millions to charities that help the disabled including raising nearly six million dollars for Wounded Warriors just recently…”

(DR Online, 27. november 2015: Donald Trump skaber debat igen: Gør nar af handicappet journalist)

Dokumentation.

“Det er lykkedes den republikanske præsidentkandidat Donald Trump at overgå sig selv – og det siger ellers ikke så lidt. I 2001 skrev journalisten Serge Kovaleski en artikel i Washington Post, som Trump nu bruger til at forsvare sin omstridte påstand om, at tusindvis af muslimer i New Jersey fejrede terrorangrebene 11. september. … Det fik Trump til at gøre grin med Kovaleski, der er fysisk handicappet med en ledsygdom, som bla. medfører, at han holder sin højre arm og hånd i atypiske vinkler. ‘Den her stakkels fyr – I bliver nødt til at se den her fyr,’ sagde Trump, inden han begyndte at parodiere Kovaleski. ‘Øøøøeh, jeg ved ikke, hvad jeg sagde før. Øøøeh, jeg husker det ikke,’ sagde Trump til et valgmøde, mens han gestikulerede vildt med arme og hænder.” (Karl Kühlman Sellike, Berlingske, 27. november 2015: … pinlige optrin)

“Under en valgtale i South Carolina i tirsdags gjorde den 69-årige mangemillionær nemlig nar ad en handicappet journalist. Det skriver The Independent. … – Stakkels fyr. I er nødt til at se denne mand. ‘Ah, jeg kan ikke huske, hvad jeg sagde! Jeg kan ikke huske det!’, grimasserede Trump, mens kan viftede med armene for at demonstrere Kovaleskis handicap.” (Sabrina Uldbæk Skjødt, DR Online, 27. november 2015: Donald Trump skaber debat igen: Gør nar af handicappet journalist)

“Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump er blevet stærk kritiseret i amerikanske medier, efter han gjorde grin med en journalists handikap i en tale tirsdag i denne uge. Det skriver Mashable. … I talen gjorde Donald Trump grin med Serge Kovaleski… Under talen efterlignede Trump med armene Serge Kovaleskis handikap; arthrogryposis. En kronisk sygdom, der begrænser personens muligheder for at bevæge armene.” (Lasse Koldkjær Kristoffersen, TV2 Online, 27. november 2015: Donald Trump i modvind: Her gør han grin med handikappet journalist)

“Meningsmålinger vil i de kommende uger fortælle, om Donald Trump overskred en usynlig grænse for det tilladelige, da han forleden på et valgmøde gjorde grin med en fysisk handicappet journalist, der nu arbejder for New York Times. … ‘Nu siger den stakkels fyr, I skulle se denne fyr, åh, jeg ved ikke, hvad jeg sagde. Jeg kan ikke huske det,’ sagde Trump til sine fans akkompagneret af armbevægelser, der vanskeligt kunne tolkes som andet end en parodi på en handicappet person. Kovaleski lider af den medfødte sygdom arthrogryposis eller AMC.” (Jørgen Ullerup, Jyllands-Posten, 28. november 2015: Findes der en grænse for Donald Trump?)

“På et tidspunkt måtte det vise sig i målingerne, at Donald Trump ikke kan slippe af sted med hvad som helst. Det tidspunkt er kommet… Senest har det skabt polemik, at Trump under et vælgermøde i tirsdags gjorde grin med en handikappet journalist. Der er tale om New York Timesjournalisten Serge Kovaleski, hvis hånd på grund af en kronisk lidelse er kroget og svært bevægelig. ‘I skulle se den her fyr’, sagde Trump fra scenen med forvrænget stemme og håndleddene rystende løst foran sig: ‘Jeg ved ikke, hvad jeg har sagt. Jeg kan ikke huske det’, parodierede Trump…” (Politiken, 29. november 2015: Trump rasler ned i meningsmåling)

“Det er ikke længere bare post-faktuelt – det er u-faktuelt. … Det er, når han siger, at han aldrig har gjort nar ad en handicappet journalist, og alle kan se TV-optagelserne, hvor han taler om journalisten og samtidigt gør spastiske armbevægelser. Det er ikke bare løgn, det er en patologisk ubekymrethed om sandheden, som Tony Schwartz har beskrevet i New Yorker.” (Poul Høi, Berlingske, 6. august 2016: Hvorfor lyver han?)



20. december 2016

Replik til Mikkel Andersson

Gårsdagens hurtige post om Berlingskes oprids af Alt-Right, blev ikke vel modtaget af journalist Mikkel Andersson, der på Facebook antyder jeg ikke ‘kan/vil’ researche ordentligt desangående, og beder mig uddybe hvor han ‘tager fejl’.

Det blev en længere smøre. Here goes.

Jeg har ingen særlig holdning til den amerikanske højrefløj, og Alt-Right interesserer mig udelukkende i det omfang fænomenet indgår i den danske debat. Uriaspostens fokus er medierne, og det er i den kontekst kritikken skal ses. At Berlingske dedikerer fire sider til omtale af Alt-Right, skyldes udelukkende et forhold – Trumps relation til Steve Bannon, redaktør for Breitbart, der ifølge eget udsagn er en del af Alt-Right-bevægelsen. Fire sider om Alt-Right, blandt andet med foto af Donald Trump, men ikke et ord om Breitbart.

MSM og ikke mindst Berlingske har omtalt Breitbart utallige gange under valgkampen. Washington-korrespondenten Kristian Mouritzen betegnede eksempelvis siden som værende “den yderligtgående højrefløjs foretrukne medie…” (20. august 2016). USA-korrespondent Poul Høi påpegede blandt andet at Alt-Rights “tanker kan findes hos bl.a. websitet Breitbart.com” (11. september 2016), ledet af Bannon, der ” efter sin overtagelse af Breitbart News drejede sitet skarpt til højre og gjorde det til – som Bannon selv udtrykte det – ‘hjemsted for alt-right'” (16. november 2016). Breitbart var ‘dyret i kælderen’, ‘drivkraften’ bag Trump.

Poul Høi noterer i et af sine bedre øjeblikke, at det er svært at definere Alt-Right, og Wikipedia afspejler samme opfattelse: ‘A loose group’, ‘no formal ideology’. I det omfang Berlingske har defineret Alt-Right er det via Steve Bannon og Breitbart, og postulater om antisemitisme, racisme, fascisme etc. ‘Han er ikke Goebbels, men…’, som man kunne læse i avisen om ‘repræsentanten’ for en af ‘de grimmeste politiske bevægelser i amerikansk historie’.

(Berlingskes Poul Høi om Breitbarts Steve Bannon, 16. november 2016)

Berlingske stod ikke alene, de fleste danske aviser kastede nazi-kortet efter Bannon – på grund af hans rolle i Breitbart. Alt-Righternes platform, den yderste højrefløjs foretrukne medie. Trods kampagnen mod Steve Bannon og Breitbart, stod det hurtigt klart, at der ikke var meget hold i kritikken. Eksempelvis var postulatet om jødehad baseret på en artikel skrevet af den homoseksuelle jøde Milo Yiannopoulos, der før MSM gjorde Breitbart verdenskendt gav en længere indføring i Alt-Right som fænomen. Han skrev blandt andet, at der var flere forskellige opfattelser, og noterede specifikt om 1488’erne.

“Anything associated as closely with racism and bigotry as the alternative right will inevitably attract real racists and bigots. Calmer members of the alternative right refer darkly to these people as the ‘1488ers,’ and for all their talk of there being ‘no enemies to the right,’ it’s clear from the many conversations we’ve had with alt-righters that many would rather the 1488ers didn’t exist.

These are the people that the alt-right’s opponents wish constituted the entire movement.” (Milo Yiannopoulos, 29. marts 2016)

Breitbart-redaktør Milo Yiannopoulos har siden distanceret sig fra Alt-Right, formentligt for at lægge afstand til 1488’erne, der for få uger siden med Richard Spencer blev verdenskendt. Min anke mod Mikkels artikel var i al sin enkelthed baseret på nedenciterede formulering.

“… internt i bevægelsen, der udgøres af et vidt forgrenet netværk af blogs og enkeltindivider, er der megen lidt uenighed om de centrale værdier. Her er det gennemgående troen på biologisk racisme og drømmen om et racerent USA…” (Mikkel Andersson, Berlingske, 16. december 2016)

(Berlingskes Mikkel Andersson om Alt-Rights centrale dogmer, 18. december 2016)

Journalistik skrives ikke et lufttomt rum. Enhver forsøg på at definere en fjern bevægelse, må i sagens natur tage udgangspunkt i læserens udgangspunkt. Her er vi tilbage til Trump og valgkampen. Anderssons artikel nævner som nævnt hverken Steve Bannon eller Breitbart, og enhver der læser avisen med ukritiske øjne, må tro at Breitbart er på linje med Spencer jf. foregående artikler om fænomenet.

Da jeg førte gang hørte om Richard Spencer, tænkte jeg straks på Jihadwatchs Robert Spencer, og Mikkel nævner indledningsvis, at etno-nationalisten Richard Spencer var ukendt før den 21. november i år. Det er blot fire uger siden! Trekvart år med heftig debat om Alt-Right’erne i Trumps bagland, men stort set intet om Richard Spencer. Det er omdrejningspunktet for min kritik.

Steve Bannon nærer næppe sympati for Spencer (vice versa), og bevægelsen har tydeligvis flere uforenelige kanter. Det gør begrebet ubrugeligt i praksis, og decideret fordummende, når ikke der sættes ord på de forskellige udlægninger. Hvis medier i månedsvis lader Bannons Breitbart tegne Alt-Right, så kan de selvfølgelig ikke efterfølgende, foregive at bevægelsen er halv-nazistisk. Holocaustbenægtere deler ikke ideologi med zionister, og SF’ere bliver ikke til stalinister, fordi Kommunistisk Arbejderparti har sat ord på den sande socialisme.

‘Alt-Right’ er et diffust begreb, og det siger meget lidt om noget, at Spencer og 1488’erne brugte begrebet før Breitbart. Man kan altid diskutere hvem der er toneangivende, men jeg vover den påstand, at Breitbart er det største enkelte medie. Muslimer slår hinanden ihjel for den sande udlægning af Islam, men i forhold til Alt-Right, så er der altså ingen hellig Koran. Hvis en artikel skal gøre folk klogere, så er det ikke nok med gold information, der formelt set ikke er ukorrekt. Porsche, Ferrari og Lamborghini er navne på traktorproducenter, men det er ikke hele historien.

Den oplagte analogi er fra musikkens verden. Grunge som begreb blev første gang brugt om guitarrock i 1978, men genren blev først populariseret i starten af 90’erne. Jeg mener Mikkel Andersson i overført betydning definerer grungebølgen uden Kurt Cobain og Nirvana.

Well whatever. Nevermind.

(‘Lamborghini’)



9. november 2016

Medie-orakler: Vi bevæger os længere væk fra ‘dybere indsigt og forståelse af virkelighedens nuancer’

Mediernes eksperter tog fundamental fejl om ‘Det Arabiske Forår’ uden det fik videre betydning for deres karriere, og lur om mig om ikke gårsdagens USA-eksperter også er morgendagens USA-eksperter. Ph.d. Mirco Reimer-Elster kaldte sig selv for ‘et idiot’ på TV2 News, og det burde de faktisk alle gøre, mens de går den lange vej ned til arbejdsformidlingen.

For nogle uger siden bragte Dagbladet Information et skarpt angreb på ’selvbestaltede orakler’, og det er meget præcist, hvis blot man udskifter de tre navngivne borgerlige meningsdannere med de 100+ centrum/venstreorienterede af slagsen. Jonathan Løw i Information – Selvbestaltede orakler gør os alle dummere (18. oktober 2016).

“Det er en besynderlig debatkultur, vi efterhånden har udviklet i Danmark. Noget af det mest opsigtsvækkende ved debatterne… er de selvudnævnte, alvidende orakler, der præger dem. …

I stedet for fakta og ekspertviden har vi fået en debat, der lægger større vægt på tilfældige følelser end realiteter; bygger på, at min virkelighed altid er lige så rigtig som din; understreger, at intet er givet, og alting er flydende og formbart og alene opfatter data og fakta som et magtredskab i hænderne på onde eksperter og faktanørder.

Fortsætter den udvikling, ender vi med en debat, hvor de selvudnævnte orakler deler deres uvidenhed med masserne, så vi sammen bevæger os længere og længere væk fra dybere indsigt og forståelse af virkelighedens nuancer.

(Tine Toft revser medierne for at fastholde Trumps chance, Information, 2. november 2016)

“Tirsdag viderebragte flere danske medier en historie om, at Donald Trump fører over Hillary Clinton i valgkampen. Det er bare ikke rigtigt ifølge det amerikanske valgsystem, og medierne får nu kritik for at skabe en misvisende fremstilling for at fastholde spændingen frem til valget (Tine Toft, 2. november 2016)

Mere.

‘Nu går gassen af Trump’ (Poul Høi, Berlingske, 3. august 2016)

‘Trump står til tæsk i vigtige svingstater’ (Børsen, 5. september 2016)

‘Måling: Clinton vil knuse Trump ved valget’ (Poul Høi, Berlingske, 11. oktober 2016)

‘De forlader den synkende skude’ (Henning Høeg, BT, 16. oktober 2016)

“Det bliver først rigtig grimt, når Donald Trump taber præsidentvalget. Og det gør han.” (NBC’s Chuck Todd, BT, 19. oktober 2016)

‘Det ser stort ud for tabermændene’ (Jakob Elkjær, Politiken, 23. oktober 2016)

‘Hillary Clinton marcherer mod Det Hvide Hus’ (Martin Burcharth, Dagbladet Information, 26. oktober 2016)



29. marts 2016

Irrelevant jf. Poul Høi: Multietnicitet er unaturligt, “Hvide identificerer sig med hvide, sorte med sorte..”

“Hon kallas Danmarks Donald Trump”, skrev Dagens Nyheter i forrige uge, og ‘The Donald’ er ondskabens ikon anno 2016. Det siger sig selv, at Poul Høi kun har foragt for fænomenet, der angribes fra alle vinkler. Når Høi læser en forskningsbaseret artikel der påpeger, at sorte har mere sympati med sorte (og hvide med hvide), så associeres Trump med islamistiske massemordere såsom Ibrahim el-Bakraoui og Omar Abdel Hamid El-Hussein.

Poul Høi kunne have rettet opmærksomhed mod det faktum at 92-94 procent af sorte vælgere i USA stemte på Barack Obama, men nej – Trump er en hvid pendant til Koran-tro mordere. Helt i ånden fra mediedækningen af valgene i 2008 og 2012, hvor det blev problematiseret at hvide vælgere foretrak henholdsvis John McCain og Mitt Romney. At sorte stemmer på Barack Obama blev ikke problematiseret.

Den refererede forskning er ganske oplysende, selvom konklusionen er ligeså ubrugelig som Høis personlige afrunding – Ny forskning forklarer: Derfor kan hvide ikke bo med sorte – og omvendt.

Vores hjerne er en monohjerne, siger forskere, og hvide føler f.eks. mere empati over for hvide og sorte over for sorte. Er ideen om et multietnisk Bruxelles eller København dermed en umulighed? … Racisme er en urmenneskelig egenskab, og vores hjerne er en rigtig monohjerne.

Konklusionen fremgår af en nylig artikel i det videnskabelige og digitale magasin Aeon. ‘Er vi alle racister,’ spørger artiklen, som gennemgår den relevante forskning siden 2009 og besvarer sit eget spørgsmål med et rungende ‘ja.’ Forskerne har brugt enhver neurovidenskabelig teknik til at måle racisme, og de når hver gang til det samme svar: Vi tænker i racer. Hvide identificerer sig med hvide, sorte med sorte, asiater med asiater, og vi identificerer os også i modsætning til de andre racer, skriver forfatteren, den amerikanske hjerneforsker og journalist, Princess Ojiaku.

… ‘Når vores hjerner ubevidst er racistiske, kan vi så overhovedet skabe et multietnisk samfund?’ … Hvad vi gør ved den slags urracistiske instinkter? … Men det oplagte svar forsøger at besvare et spørgsmål anno 2016 med et svar anno 1956, for den vestlige verden er allerede en multi-verden. … Vores monohjerne befinder sig i en multi-tid, og hverken bomber, tortur eller tæppebomber kan lave om på det, og derfor er de neurologiske og psykologiske undersøgelser på én gang oplysende og irrelevante.”

(Princess Ojiaku i Aeon, 21. marts 2016: Is everybody a racist?)

Perhaps the most insidious form of undercover racism is the racial empathy gap, a phenomenon backed by a massive amount of scientific evidence showing that all of us see other races as less sensitive to pain than ourselves. … Aided by my background in neuroscience, I looked to the brain for answers on this strange phenomenon. As I drilled into the scientific literature, I found that researchers had used just about every neuroscience technique developed to detect emotion to also detect implicit (or unconscious) racial bias in the deepest parts of the body and brain. …

We often have these ideas that children are colour blind and that they love everyone and that they don’t see race and that if you don’t talk to them about it, maybe they won’t notice it and everything will be okay,’ Dore told me in a phone interview. ‘But that’s clearly not the case. …

The studies are numerous and conclusive – we have a significant race problem in empathy. While it will be hard for most of us to know whether or not our brains are reacting equitably in situations that call for empathy, it should be easier to build concern and care for people of other races on a conscious level.” (Princess Ojiaku)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper