10. december 2020

Otte AEH’ere angreb dansk 8. klasses elev: “… vi tramper på ham, tramper på ham, tramper på ham.”

Endnu et AEH-portræt i Berlingske. Man er vant til lidt af hvert, men det er alligevel hårde ord fra 18-årige ‘Arben’ fra Albertslund. ‘Sjakaler’ jager danskere i flok, og er relativt ærlige omkring det. Fra Berlingske.dk – ‘I togene, når folk er stive, kan vi godt blive provokerede, hvis folk siger noget mærkeligt til os’ (kræver login).

“18-årige Arben er en af de unge mænd med dunjakker, han sætter sig på en bænk med mig, mens han fortæller om sit liv. Arben er ikke hans rigtige navn, han vil gerne være anonym. Han er født og opvokset i Danmark, men hans forældre kom hertil i 1980erne fra Albanien. De ville finde et bedre liv, job, flere muligheder for deres fremtidige børn.

…Arben siger, han altid har været let at tirre. Og måske var det hans hidsige temperament, der var årsag til det voldsomme overfald, han begynder at fortælle om. Han kan faktisk ikke huske årsagen. …

Arben gik i 8. klasse, han var 14 år. Han stod i et klasseværelse, og foran ham lå en anden dreng fra klassen med etnisk dansk baggrund. Arben sparkede drengen. Igen. Igen. Og igen. Han var ikke alene om volden. Flere drenge fra klassen var med. …

‘Jeg havde været med i tusind slåskampe på det tidspunkt. Jeg kommer let op at slås. Helt ærligt, så kan jeg ikke huske hele forløbet. Jeg kan bare huske, at vi tramper på ham, tramper på ham, tramper på ham. Vi var måske otte drenge om det. Han fik knytnæveslag i hovedet.

På et tidspunkt kigger jeg ned, og jeg kan bare se, at han ligger helt stille. Jeg bliver bange for, at han er død. Jeg håber, at han er besvimet.’ …

‘Jeg har også lavet vold på gaden, inde i København og her i Albertslund. I togene, når folk er stive, kan vi godt blive provokerede, hvis folk siger noget mærkeligt til os.’ Kan du huske første gang, du overfaldt en, du ikke kendte? ‘Der har været rigtig mange små episoder. Det har været i byen, til en fest, på et diskotek. Hvis jeg går forbi en, der siger, ‘fuck dig, din perker’, så smadrer jeg ham, det er klart.'”

(Opgang i Albertslund, 2015: “… gem jer danskersvin i er færdige”; Foto: KKB)



6. december 2020

‘Achmed’ solgte sin sjæl: “.. jeg var aldrig en af dem. Jeg var noget udefra, som fik lov til at være med.’

Det er sjældent der kommer modsatrettede nuancer med i de store dagbladets Hergel-agtige portrætter af indvandrere, men Berlingskes fire sider lange portræt af 25-årige ‘Achmed’ giver begge sider af historien, og blotlægger kulturforskellene. Han har altid været fuldt bevidst om, at han ikke var dansker, og selv når han gjorde sit bedste, skulle der små episoder til, før han vendte tilbage til det trygge indvandrermiljø med kriminalitet og Koran. Et usynligt elastik trak ham tilbage til det kulturelle udgangspunkt.

‘Achmed’ dyrker offerrollen, men indrømmer også at det for 90 procents vedkommende er hans egen skyld. Selvom han var god i skolen og taler godt dansk, så kunne han ikke stå imod provokationer, og vold var for ham den naturlige løsning. Han brokker sig over at politiet tit stopper ham i bilen, og ser ikke det i sammenhæng med det faktum at han er kriminel, og sådan er der flere eksempler på manglende evne til at se sagen udefra.

Der er flere centrale afsnit i interviewet. Eksempelvis da han malende beskriver sin fordanskning på universitetet, som værende at ’sælge min sjæl’. Samuel P. Huntington satte ord på kulturens betydning i 1990’erne, og analysen holder stadig. Kultur har afgørende betydning, og ‘dem & os’-tænkning er et grundvilkår: “Vi ved kun, hvem vi er, når vi ved, hvem vi ikke er, og ofte kun når vi ved, hvem vi er imod.”

Det skal nok passe at ‘Achmed’ blev drillet af danskere i folkeskolen, men det meste handler om hans upassende opførsel. Da han fandt en dansk kæreste blev han vel modtaget af hendes familie. Det eneste eksempel på racisme i fortællingen er i forhold til et muligt ægteskab med en araber: Begge parter var imod. ‘Min mor hader arabere’, og pigens familie ’satte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet var muslim’, og så var ‘Achmed’ i øvrigt “… for brun. De var lidt lysere, og de ville ikke have deres hudfarve forurenet.”

Langt interview med 25-årige ‘Achmed’ i Berlingske, som burde læses i sin helhed – Achmed følte sig hjemme blandt de danske venner på studiet. Men én episode ændrede alt og ledte ham ind i det radikaliserede miljø (kræver login).

“Hele livet har han søgt efter et fællesskab. Først var det hos de andre indvandrerdrenge i skolen, siden blandt de danske medstuderende på universitetet. Men her blev én særlig episode afgørende for, at han helt skiftede spor og bevægede sig dybt ind i det radikaliserede miljø og siden også den kriminelle verden. …

Hvorfor blev I ikke inviteret med?

‘Fordi vi ikke kunne finde ud af at opføre os ordentligt, jo,’ siger han og trækker undskyldende på skuldrene.

‘Så vi crashede festen. Det var ikke, fordi vi ville drikke. Vi drak kun sodavand dengang, danskerne drak sig i hegnet. Men vi blev sure over, at vi ikke blev inviteret med. Faren til ham, der holdt festen, så os ankomme, og han kom ned og gav os en kasse sodavand og sagde, vi skulle gå om i teltet og sige farvel. Han var faktisk fin nok og fik sagt farvel på en god måde.’

Men en af drengene havde drukket sig fuld og sagde til Achmed og hans venner: ‘Fuck jeres mødre på stribe.’

‘Vi tog ham med om bagved og bankede ham. …’

… Det var også i 3. g, at Achmed fik sin første kæreste.

Jeg troede, vi skulle giftes. Men hun var araber. Min mor hader arabere, og hendes forældre mente ikke, at vi skulle være sammen, så til sidst gik vi fra hinanden. Hendes familie satte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet var muslim. Og så var jeg for brun. De var lidt lysere, og de ville ikke have deres hudfarve forurenet.

Efter gymnasiet begyndte han på sin bachelor og i modsætning til gymnasiet og folkeskolen, var han nu den eneste tosprogede på semestret. Det var her, han skulle opleve noget, han aldrig havde prøvet før. … Achmed tog i byen med de danske studiekammerater. Festede med dem og hang ud med dem. Tog med til julefrokost. …

‘På et tidspunkt siger en af mine studiekammerater, en af mine venner, til mig, at jeg er en af de få, der nok skal klare sig. Og jeg spørger, hvad han mener med det. Måske havde han fået for meget at drikke, men han siger til mig;

‘Achmed, du er jo lidt af en præmieperker. Du går på universitetet, du er sammen med danskere’.’

Achmed havde i det øjeblik flashback tilbage til folkeskolen.

De prøvede igen at skabe den der ‘os og dem’-mentalitet i stedet for bare at acceptere mig for, hvem jeg er. …'”

(Collage: Samuel P. Huntington & P.S. Krøyers ‘Hip, hip, hurra!’)

Citater

“I kan ikke lide mig, når jeg laver ballade, og I kunne heller ikke lide mig, da jeg prøvede at sælge min sjæl på universitet og blive en af jer, hvad skal jeg så gøre? Mine universitetsvenner kunne lide mig på overfladen, men jeg var aldrig en af dem. Jeg var noget udefra, som fik lov til at være med.” (‘Achmed’, Berlingske, 2020)

“Blood, language, religion, way of life, were what the Greeks had in common and what distinguished them from the Persians an other non-Greeks.” (Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996, s. 42)



20. april 2020

Nørrebro: Nationale aktivister overfaldet under klistermærkeopsætning – Kølleslag, spark, peberspray

Søndag bragte Berlingske en portrætartikel af Generation Identitær, hvor det fortælles at de to interviewede aktivister af hensyn til egen sikkerhed, ikke gad ‘mødes på Blågårdsgade’. Intet konkret om tidligere overfald, men lidt om Christchurch-massakren, om hvorvidt Hella Joof er dansker, og følgnede spørgsmål relateret til gruppens fredelige aktivisme: “Kan du forestille dig, at den type aktiviteter tiltrækker voldsparate?”

Lørdag aften, nogenlunde samtidig med at Berlingske gik i trykken, blev tre nationale aktivister overfaldet på Nørrebro, da de var i færd med at opsætte klistermærker – blandt andet fra Generation Identitær. De blev angrebet af omkring otte personer. En blev slået med kølle, anden sparket liggende på hoved og krop, og fik slutteligt en gang peberspray i øjnene. Ingen fik alvorlige skader, men de blev dog tjekket på Bispebjerg Hospital. Overfaldet er anmeldt til politiet, der tog DNA-prøver fra AFA’ernes medbragte flasker.

Den 50 minutter lange samtale kan høres hos Nordens Grænse.

(Nørrebro, 18. April 2020; Fotos: Tilsendt)

Oploadet Kl. 23:56 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


1. marts 2020

Rødradikale revser ‘Berliner Zeitung’: “Helt irrelevant at lege Sherlock Holmes i sådan en situation.”

Berlingskes punktum over begravelsessagen vækker forargelse i rødradikale kredse, hvor flere åbent indrømmer at de er ligeglade med sandheden i forhold til forløbet. En del har tydeligvis ikke læst artiklen. Andre vælger som forfatter Flemming Christian Nielsen, at kritisere Berlingskes islamofobiske rekonstruktion af ‘et barns begravelse’. Hvis sagen kommer op i Presselogen (TV2 News), Mennesker og Medier (P1) eller Mediemøllen (Radio4), så kender vi nu vinklen: Gik Berlingske for tæt på en sørgende muslimsk familie?

(Flemming Christian Nielsen på Facebook, 28. februar 2020)

Rødradikale uden filter

“Noget af det mest uanstændige ‘journalistik’ jeg endnu har set fra Berlingske…” (Betina Zachariasen)

“Den Danske Hverdagsfascismemodel, i fuldt flor!!” (Christian Juel Ditlefsen)

“Skamløsheden og fraværet af medfølelse og empati over for vore muslimske medborgere er uhyggelig, er der da slet ingen nedre grænser for journalistisk afstumpethed?” (Leif Henningsen)

“Faktum er at der var begravelses cermoni og at familie og pårørende var i sorg, tog imod kondoloncer og at det i, og for sig, er nok. Helt irrelevant at lege Sherlock Holmes i sådan en situation. ..At barnet var ved at blive gjort klar til begravelse, taler vel for det faktum, at man ikke ikke forstyrrer familien eller forfølger denne sag mere end hvad man allerede har gjort. Det er mangel på empati og sympati, hvad man har gang i overfor vores muslimske medborgere. Ville du acceptere sådan et gøgleri foran dine egne du en dag kommer til at miste?” (Sarah Bennet)

“Hvad er det så for en sandhed, du tilsyneladende har fundet? – At muslimerne holder deres begravelser i omvendt rækkefølge ifht kristne? Det gør det vel ikke til fake begravelser? … Hvad jeg simpelthen ikke fatter er, at der i Danmark findes nogen så hjerteløse og afstumpede, at de vil kalde til politisk happening oveni en begravelse. Og bagefter begiver sig ud i spekulationer om begravelsen nu virkelig var ægte; om der nu virkelig også var tale om sørgende… helt igennem usympatisk at spekulere i hvorfor rustvognen holdt parkeret udenfor deres hellige hus, efter barnet var begravet… (Trine Bisgaard)

“din argumentation virker ganske søgt. Hvis et trossamfund holder en ceremoni for et afdødt barn, så er det vel relativt ligegyldigt om barnet ligger i kisten.” (Henrik JN)

“Når man ummenskeliggøre muslimer så kan den sidste dråbe menneskelighed forsvinde. Som jeg engang sagde til et DF/ Ny borgerlige medlem. Hvis i eksisterede under anden verdenskrig så har i stået for ansvaret for gaskamrene.” (Abu Abderrahman)

“Altså er det iorden at påstå, der ingen begravelse var, bare man er uden moral og skrupler…? Eller hvad.. Det er flintrende ligegyldig om der var et barn i kisten eller ej… Man kan ikke forsvare, at man har gjort noget så udansk… Heller ikke med Berliner Zeitungs hjælp… Jeg har sat mig ind i at der er dansk kultur og etik for, at man behandler ligbiler, kister, og søgende med respekt, og det gør man uden at chikanere dem… At den rablende sagfører bagefter råber op, og får sin logrende journalist til at fremstille en tidsliste, kommer slet ikke sagen ved… Det handler om en respekt, der ikke er blevet udvist… Længere er den ikke…” (Mogens Øgendahl)

“… jeg har læst artiklen, og opfatter indholdet på samme måde som opslagsskriver og mange her i tråden.
SK-demonstranterne troede at der var et dødt barn i kisten. Det er mere end rigeligt for mig. Og at opsøge de arme forældre der begravede deres barn den pågældende dag og efterfølgende plaske det op på forsiden, synes jeg oprigtig talt er uværdigt og unødvendigt.”
(Charlotte Birk)

Oploadet Kl. 14:29 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


28. februar 2020

Solidt håndværk, men Berlingske drukner entydig konklusion i ord: SK forstyrrede ikke en begravelse!

Det hele startede med en artikel på Dinby.dk, der var vinklet imod Stram Kurs, selvom den næsten to timer lange video dokumenterede et væsensforskelligt forløb. Jeg påpegede i min oprindelige post, at det til forveksling lignede en happening: “Et skuespil til ære for medierne.” I en senere post blev jeg mere konkret i forhold til den ikke særligt bedemandsagtige chauffør, og slutter: “Intet indikerer, at der var et dødt barn i kisten…”

I tirsdags skrev jeg i overensstemmelse med observationerne, at der sikkert har været ‘en begravelse… tidligere på dagen’. Hvor andre angreb medierne, var jeg mere positiv: “Begravelsessagen skal nok blive endevendt, men lur mig om ikke konklusionen bliver en blød mellemvare såfremt SK har helt eller delvis ret.”

‘Mysteriet om den hvide kiste’, står der med store typer på forsiden af Berlingske i dag, som jeg undtagelsesvis købte på papir, da artiklen kun er tilgængeligt for abonnenter online. I modsætning til den oprindelige ‘En muslimsk barnebegravelse stoppede ikke Stram Kurs-demonstration’.

(Berlingske, 29. februar 2020, forside: Mysteriet om den hvide kiste)

Det afgørende må være om de to-tre Stram Kurs-demonstranter forstyrrede en begravelse eller ikke, men det bliver ikke afklaret på forsiden. En masse spørgsmål, der afsluttes: ‘Berlingske har afdækket sagen’. Billedet der fylder den halve forside viser et formelt dokument fra Herlev Sygehus, med aftryk af Abdul Momins fødder – afdøde. Læser man kun overskrifter, så får man bekræftet eventuel antipati for Stram Kurs.

Berlingske har givet Helene Kristine Holst opgaven. En relativ nyuddannet journalist, der at dømme efter Linkedin ligner en vaskeægte ‘verdensredder’: Unicef, Greenpeace, følelsesmættede artikler om indvandrere. Historien fylder hele fire sider (s. 18-21) under overskriften: ‘Demonstrationen og barnekisten – det skete der ved moskeen på Dortheavej’.

Under det store foto af den sørgende far Diaa Almasris begynder artiklen…

32 små sten ligger i en kreds om graven. Flere er der ikke brug for; det lille gravsted er end ikke én meter lang.

Faderen, Diaa Almasri, og moderen, Ola Sbai, har sat små kviste og blomsten ‘brændende kærlighed’ i den bløde jord.

Det er deres dødfødte søn, Abdul Momin, der ligger i graven. Fredag den 14. februar blev han ved en lille ceremoni svøbt i et klæde og lagt i jorden på den muslimske gravplads i Brøndby vest for København.

Et liv var slut, før det var begyndt.” (s. 18)

(Demonstrationen og barnekisten – det skete der ved moskeen på Dortheavej, s. 18)

Historien starter med den sørgende far, og langsomt oprulles historien. Nærværende blog nævnes blandt flere…

“… i nettets hjørner er vokset en underskov af hjemmesider frem, der foragter de gængse medier. Disse indvandrerkritiske sider som Uriasposten og Snaphanen hævder at fortælle den virkelige sandhed om indvandring – i modsætning til de almindelige ‘mainstreammedier’.

På kunstner og Stram Kurs-kandidats Uwe Max Jensens blog, Ballet Magnifique, blev der med stigende styrke stillet ét spørgsmål: Var det hele fake news?” (s. 19)

Artiklen er i journalistisk henseende et solidt stykke håndværk, men som blogger føler man journalisten forsøger at drukne sandheden i ord. Det er ikke en faktatjek-artikel, men en fortælling om en sørgende flygtningefamilie der tilfældigvis bliver centrum for en politisk strid. Her et citat fra faderen, der fremhæves med store typer.

“‘Da jeg fandt ud af det, blev jeg meget ked af det. Jeg er et godt menneske, jeg har arbejde, lært sproget, jeg gør, hvad jeg kan, for at være en god ægtemand og en god person. Alligevel mister jeg først min søn, og nu er hans begravelse blevet et samtaleemne i hele Danmark. Politikere betvivler, om jeg overhovedet har mistet min søn. Om der overhovedet var et dødt barn den dag, demonstrationen fandt sted. Det er meget svært for mig.'” (s. 20)

(Fremhævelse, s. 20)

Først på sidste side afsløres det essentielle: Stram Kurs forstyrrede ikke en begravelse!

Faderen til det døde barn, Diaa Almasri, siger, at han ikke så demonstranterne fra Stram Kurs, da han forlod moskeen for at begrave sin søn. Han har kun læst om det efterfølgende… Men noget ved tidspunkterne stemmer heller ikke.

Diaa Almasri begravede sin søn klokken cirka 14 – måske nogle minutter før – og begravelsen var overstået senest 14.16.

… nogle af demonstranterne forlader Svanevej klokken ca. 14.12 for at gå mod Dortheavej. Det står også fuldstændigt klart, at den lille gruppe Stram Kurs-demonstranter ankom til moskeen klokken 14.31. …

Efter yderligere ti minutter – klokken 14.40 – ankommer rustvognen og parkerer foran moskeen, viser optagelsen.

Men på det tidspunkt er begravelsen i Brøndby jo overstået. Vi ved, at barnet lå tildækket i jorden senest klokken 14.16.

… det står klart, at rustvognen afleverede barnet på gravpladsen og efterfølgende vendte tilbage til Dortheavej. Det betyder, at kisten efter al sandsynlighed var tom og begravelsen overstået, da Stram Kurs demonstrerede tæt ved rustvognen.

Da der teoretisk set kunne være to børnebegravelser samme dag, forsøger journalisten at finde navnet på den anden, men der er ingen hjælp at hente fra Islamisk Trossamfund og den aggressive chauffør.

“Berlingske har opsøgt rustvognens chauffør for at spørge, hvorfor han åbnede bagsmækken og viste den tomme kiste.

Han afviser at svare på Berlingskes spørgsmål og henviser til sin chef, Kasem Said Ahmad fra Dansk Islamisk Begravelsesfond, som vi kontakter igen:

‘Jeg vil ikke svare på spørgsmål.’

Men vi kommer til at skrive, at kisten var tom?

‘Du kan skrive, hvad du vil.‘” (s. 21)

Afslutningen er meget langt for skiven, og helt på Olav Hergels niveau, der gav en Cavling til Politiken.

“Tilbage hos Diaa Almasri og Ola Sbai er der ikke meget forståelse. De forstår ikke, hvorfor alt dette skulle overskygge deres lille søns begravelse. Uanset om barnet lå i kisten på tidspunktet for demonstrationen, siger Diaa Almasri:

‘Jeg forstår ikke, hvorfor de skal sige den slags ting om vores religion og om os. Min søn er død. Hvorfor sætter de spørgsmålstegn ved det?‘”

(Afsluttende sentens. s. 21: “Min søn er død. Hvorfor sætter de spørgsmålstegn ved det?”)

Sandheden kom frem, da alle andre muligheder var afprøvet, og så blev det belejligt pakket ind i irrelevant patos om et sørgende syrisk flygtningepar. Man kan ikke gøre alle tilfredse, men når nu konklusionen er entydig, så ville det være rart med en skarp skåret gennemgang uden sidehistorier, uden fokusflytten.

Reaktioner

“Så stopper festen. Har ingen ord for hvor usmageligt og modbydeligt dette er. Det er bindegalt, der bruges 119 mio. årligt på dette Cirkus Paludan.” (kristian Hegaard, Twitter, 17. februar 2020)

“Det her, det er så gennemført afskyeligt, afstumpet og umenneskeligt, at jeg ikke kan finde ord for det.” (Jakob Ellemann-Jensen, Twitter, 17. februar 2020)

“Tænk sig at miste sit barn, og Rasmus Paludans lakajer så står og råber efter dig til begravelsen…” (Søren Pape Poulsen, Facebook. 17. februar 2020)

“Jeg har også prøvet at begrave et barn. Bare tanken om, at nogen kunne finde på at stå og råbe politiske slagord ind over min datters kiste, får alt til at vende sig i mig. Men det, der for alvor får mit hoved til at eksplodere, det er tanken om, at det ikke er de sørgende forældre, der nyder samfundets beskyttelse, men derimod dem, der kaster smuds på deres afdøde barns minde. Ingen skal bilde mig ind, at det er en beskyttelsesværdig del af ytringsfriheden at håne, spotte og latterliggøre forældre, der har mistet deres barn. Der her er grænsen.” (Zenia Stampe, Facebook, 18. februar 2020)

“Ekstremt smagløs demonstration af Paludans flok. Der ER ting, som mennesker (såfremt de ønsker at bevare benævnelsen) bare ikke gør. #dkpol” (Søren Espersen, Twitter, 18. februar 2020)

“Stram Kurs demonstrede midt i en barnebegravelse. Selv synet af en lille kiste og knuste forældre stoppede dem ikke. Sygt og bizart!Hadet mod muslimer i bestemte kredse er blevet så farlig at #dkpol burde også tale om en handlingsplan mod islamofobi” (Özlem Sara Cekic, Twitter, 18. februar 2020)

“Kan man ikke sige, at Paludan udøver psykisk vold mod andre og er det ikke lige blevet forbudt? Kan forældrene til det døde barn anmelde ham for det? Så kan man da prøve grænserne af gennem retten, nu da politiet ikke finder hjemmel til at standse hans psykiske overgreb” (Paula Larrain, Twitter, 18. februar 2020)

“Understreger kun min pointe om, at man skal være forsigtig med ukritisk at lukke op for islamkritik.” (Jakob Thiemann, Facebook, 18. februar 2020)

“Svin. Forbandede svin. Intet mindre.” (Peter Hummelgaard, Twitter, 18. februar 2020)

“Umenneskelighed. Når mennesker bliver så afstumpet, at man end ikke kan respektere en barnebegravelse, så er der lang vej igen. Alle andre må rykke tættere sammen og ikke lade ondskab splitte os. Sammen er vi bedre og stærkere.” (Kashif Ahmad, Twitter. 18. februar 2020)

“Hvis mit barn blev begravet, og myndighederne ikke sikrede at det kunne foregå værdigt, fordi der stod gale mennesker og optrådte helt utilbørligt, kan jeg ikke love det ikke ville ende fysisk. Jeg kan nærmest garantere det. Nok er nok ift Paludan.” (Søren Pind, Twitter, 18. februar 2020)

“Det her er langt over grænsen. Mangel på empati og medmenneskelighed. Jeg er rystet over, at demonstranterne ikke udviser den respekt, det kræver, når en familie står i den allersværeste situation: At skulle tage afsked med deres barn. Mine varmeste tanker til familien og de pårørende.” (Mette Frederiksen, Facebook, 18. februar 2020)

“Så snart en muslim går over for rødt lys er Støjberg og Vermund de første til at kræve at andre muslimer tager afstand. Når Paludans folk håner en begravelse af et BARN, er højreekstremisterne til gengæld musestille. Hvor er I, Inger og Vermund?” (Petar Socevic, 18. februar 2020)

“Nej! Forestil dig et 11 måneder gammelt, lille menneske, som ligger fuldstændig stille. Der er hverken lys i øjnene eller farver på kinderne. Huden er kold og hænderne slappe. Sådan et barn lå i en kiste i en rustvogn foran Islamisk Trossamfund på Dortheavej i København. … Det eneste, vi ved, er, at en flok hjerteløse mænd fra Stram Kurs dukkede op til begravelsen. Uden at vise den mindste pli og anstændighed begyndte de at sabotere en barnebegravelse. … Uden at vise tegn på medmenneskelighed og empati fortsatte de deres råberi til trods for, at forældrene var knuste over tabet af deres barn. … Barnets forældre og meningheden i Islamisk Trossamfund er rollemodeller. Sikke et overskud og ordentlighed. “ (Özlem Cekic, Ekstra Bladet, 19. februar 2020)

“… hvor et sørgende optog var i færd med en begravelse af et barn. Konfronteret med den åbenbare kendsgerning, at der lå en barnekiste i en rustvogn, fik dog ikke Stram Kurs til at afbryde demonstrationen af respekt for ceremonien, det døde barn og de sørgende forældre. Tværtimod forsøgte partileder Paludan, der ikke deltog i løjerne, siden at brygge en konspirationsteori om, at kisten var tom. Mere usselt bliver det ikke.” (Jarl Cordua, Berlingske, 20. februar 2020)

“… den her happening Stram Kurs laver til den her begravelse” (Nima Zamani, Debatten, 21. februar 2020)

“Man benægter, hvad de fleste andre ser som fakta. … I dette højreorienterede informationsøkosystem etableres en alternativ virkelighed. (Silas Lischang Marker, Tjekdet.dk, 24. februar 2020)

Mere: Poya Pakzad

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper