25. april 2017

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen af Erik Høgh-Sørensen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.



12. oktober 2016

New York Times om bilbrande i København: Måske udført af en vred dansk (far-right) underklasse…

Den fremhævede formulering er tvetydig, og det må være bevidst. Dan Bilefsky var ikke blevet korrespondent for New York Times, hvis ikke han kunne formulere sig præcist. Politikens manglende lyst til at fortælle sandheden er velkendt. Hvide løgne i New York Times – Car Attacks in Denmark Spread ‘Like an Infection’.

“At least 185 cars have been set ablaze in Copenhagen, the Danish capital, so far this year, the police say, with a sudden and mysterious increase over the past two months or so, when about 80 automobiles were burned. …

Car burning has long been a potent and extreme example of urban revolt in some countries — France in 2005, in particular. But it is particularly jarring for Danes, who have long taken pride in their country’s social harmony and in being ranked among the happiest people on the planet.

It is a mystery why this is happening, and there has been a big increase over the last few months and that is worrying,’ said Jens Moller Jensen, a detective inspector with the Copenhagen police, charged with investigating the attacks. … ‘I am working on several hypotheses,’ he added. …

As the motives and identities of the attackers remain a mystery, speculation is growing. Violent nihilism or rage? Immigrant angst? Simple boredom or, perhaps, large-scale insurance fraud?

One theory is that cars in Denmark are being burned by individuals from an angry underclass in a country where far-right groups have organized bitter protests against immigration, calling it a threat to the nation’s identity.

‘It is a bit like an infection that has spread,’ said Frank Hvilsom, a crime reporter for Politiken, a leading Danish newspaper. ‘At a time when we have a toxic debate about immigration in this country and immigrants are being told, ‘You are not Danish,’ this could be the work of attention seekers who are trying to disturb society and are saying, ‘Let us show you what we can do.'”

(New York Times, All the News That’s Fit to Print; Se evt. Snaphanen)



2. juli 2015

Mohamed med Politikens ord: “Hvis det her er en måde at fortælle os, at I ikke kan lide flygtninge, så…”

Pengene betyder intet for os, sagde den syriske familiefar, hvorefter konen forklarede at de lavere ydelser ville gå ud over ‘børnenes ernæring’. Det er noget Politiken kan lide, og det lykkedes da også journalist Frank Hvilsom at få et citat der reduceret tyve års politisk debat om indvandring til et spørgsmål om god eller ond. Som om det var en naturlov at flygtninge fra Mellemøsten skal integreres i Danmark. Fra Politiken – ‘Hvis I ikke kan lide flygtninge, så sig det ligeud’.

“Den syriske familiefar Fadi Haj Mohamed klør sig lidt i håret.

‘Altså, da jeg flygtede fra Syrien, havde jeg ingen anelse om, hvorvidt der var nogen form for kontanthjælp i Danmark’, siger han.

Så når den nye minister for udlændinge, integration og bolig, Inger Støjberg (V), begrunder regeringen og blå bloks nye lovforslag til lavere integrationsydelser for flygtninge med, at ‘ydelserne skal gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark’, rammer hun forbi målet, mener Fadi Haj Mohamed.

Det er irrelevant. Pengene betød ikke noget. Det eneste, jeg vidste om Danmark, var, at det er et fredeligt land, hvor der er mulighed for familiesammenføring. Det vigtigste for mig var at komme hurtigt ud af Syrien og få min kone og børn med’, siger han.

[…]

Forældrene modtager hver 14.000 kroner om måneden i starthjælp, og når skat, husleje, el og gas, børnehave, internet og transport er betalt, har familien et rådighedsbeløb på godt og vel 11.000 kroner.

‘Det er godt. Det er nok, og hvis man planlægger sin måned, så rækker det’, siger Fadi Haj Mohamed. …

‘Hvis du så gav mig mindre end 10.000 kroner om måneden, ville jeg hellere have et job til 8.000 og tjene mine egne penge. Syrere kalkulerer ikke med, hvad de kan opnå, når de når frem til et land. Vi vil klare os selv og arbejde’. …

Der er ingen computere i huset. Den er skåret fra. …

‘Vi har mindre at leve for end i Syrien, hvor vi kunne lægge penge til side til ture eller rejser. Det kan vi ikke her, men ellers er vores livsstil nogenlunde den samme. Jeg vil dog nødig skære ned på maden, for det kommer til at gå ud over børnenes ernæring‘, siger hustruen.

(Politiken, 2. juli 2015, s. 6)

Men hvis det her er en måde at fortælle os, at I ikke kan lide flygtninge, så vil jeg foretrække, at I siger det ligeud. Så kan I løse os fra vores tilknytning her til landet via vores fingeraftryk, så vi kan rejse et andet sted hen’.

Ville I rent faktisk rejse?

‘Med det samme. Måske til Canada eller Tyskland’, siger han.”



14. november 2012

Brandstifterbanden & den græske forbindelse – Apologetisk interview med terrorsigtede i Politiken

I forbindelse med den igangværende retsag mod Brandstifterbanden kom det forleden frem, at der under brandangrebet mod den græske ambassade den 6. april sidste år, blev malet et logo for den græske terrororganisationen ‘Conspiracy of Fire Cells’ (CCF). Under ransagningerne fandt PET spraydåsen, og en computer der havde været anvendt til talrige søgninger på græske anarkistgrupper. Den hjemmelavede napalm som gruppen ifølge politiet antændte ved ambassadens hoveddør, gav ikke helt den ønskede effekt, men var ifølge anklagemyndigheden potentiel livsfarlig for 32 beboere i naboejendommen.

(En af Conspiracy of Fire Cells’ 14 brevbomber, sendt til ambassader; E-PI.gr)

I anklageskriftet omtales kommende mål, herunder flere ministerier og Christiansborg, og det hører med til historien, at ‘Conspiracy of Fire Cells’ september sidste år henviste til fængslede brødre og søstre i blandt andet Danmark, og opfordrede til at gøre den kommende retsag mod de græske terrorister til ‘a trial of the system’. Et anden samtidig støtteerklæring er mere direkte – ‘Not 1 milimetre back – 9mm in cop’s heads’, men foreløbigt er det dog kun blevet til støtte-graffiti på Nørrebro.

Støtteerklæringerne med den danske vinkel kan læses på 325.Nostate, der tidligere har offentliggjort danske Thomas Blaks støttebrev til ‘Revolutionary Struggle’ – En anden græsk terrorgruppe, der i sommers fik en støttefest i AFA-kollektivet Bumzen.

To af de fem terrortiltalte i Brandstifterbanden er stadig fængslet, men minsanten om ikke Politiken i søndags gav de resterende tre taletid i et stort opsat interview, hvor de får lejlighed til at afpolitisere brandstiftelserne. De ville blot tage hævn over politiet, der efter gruppens opfattelse systematisk knægtede deres rettigheder.

Ser man mere nøgternt på de oplysninger om gruppens aktiviteter der er kommet frem, så fremstår de som fuldfede venstreradikale med alt hvad dertil hører. De var aktive i kampen for Ungdomshuset og klimabevægelsen, men også i Kirkeasyl-regi, ved aktioner mod udvisninger af afviste asylansøgere, og deltog sågar i den rutinemæssigede mødeterror mod ‘Stop Islamiseringen af Danmark’ og nationalsocialisterne i DNSB. Selvfølgelig frustrerer det revolutionære, at politiet garanterer andres ejendomsret og forsamlingsfrihed, men det gør ikke nødvendigvis politiet til problemets kerne.

Bandens første aktion fandt sted i april 2010 og i løbet af året fulgte yderligere seks aktioner. Samme år var de græske meningsfæller yderst aktive, og detonerede blandt andet bomber foran det græske parlament, ved en politistation, og det lykkedes sågar at bombe Athen-hovedkvarteret for højreradikale ‘Golden Dawn’.

Fra Politiken – Anklaget for terror (af Frank Hvilsom, ikke online).

“For to uger siden, mandag 29. oktober, indledte vicestatsadvokat Bo Bjerregaard sagen mod de i alt fem tiltalte mænd i alderen 21 til 24 år i byrettens lokaler på Rådhuspladsen i København. Her er de tiltalt for ildspåsættelse og planlægning af brandattentater, som anklageren mener er et venstreradikalt motiveret forsøg på at skræmme befolkningen og omvælte samfundet, hvorfor de tiltalte kræves dømt efter straffelovens strenge terrorparagraffer. …

Det har fået den 24-årige Anders Christtreu og de medtiltalte 22-årige Daniel Holst og 21-årige Tobias Melsted til at stå frem og fortælle baggrunden for, hvorfor de en sen aften cyklede af sted for at brænde politiskolens gymnastiksal af, og hvorfor de fabrikerede 21 molotovcocktail, som politiet fandt, da mændenes tilholdssted på Christiania blev ransaget efter anholdelsen i april sidste år. …

Rejsestalden er et centralt omdrejningspunkt i sagerne mod Anders Christtreu, Tobias Melsted, Daniel Holst og PJ. Det var her, PET opsnappede, hvad der i anklageskriftet er fremlagt som planer om ved hjælp af opskrifter på hjemmelavet napalm, rekognoscering og ved fremstilling af molotovcocktail at forberede terrorhandlinger rettet mod politifolk, virksomheder og ministerier.”

(Domstolen i Athen efter CCF-bombe, 30. december 2010; E-PI.gr)

»Vi talte også i timevis om, hvordan vi kunne brænde politiets parkerede biler af med molotovcocktail, når politiet var på ransagning på Christiania. Eller vi diskuterede, hvordan vi kunne etablere en maskingeværrede på taget af loftet og skyde. Der var en af os, som gik i skole over for Livgardens kaserne ved Rosenborg, så vi talte også om at sætte bomber på deres militærbiler og om at ramme tamburkorpset. …

»Men det var machosnak, og det var pinligt. Det hele blev jo sagt i et privat rum, hvor vi konstant har været skæve. …«, siger Anders Christtreu.

Nogle af planerne blev dog konkrete. I byretten har anklagemyndigheden fremlagt de første af PET’s overvågede samtaler, hvor de fire mænd taler om at fremstille molotovcocktail med en blanding af benzin og flamingoplader. Ifølge optagelserne taler PJ om, at han før har prøvet at fremstille molotovcocktail, så det skal han nok tage sig af. På båndet taler Tobias Melsted endvidere om, at han har søgt på nettet, hvordan blandingen kunne blive til en form for napalm, fordi flamingoen ville opløse sig og blive til en klistret masse i benzinen.

»Så laver vi den ondeste blanding«, siger Daniel Holst begejstret på optagelserne. … PJ, Anders Christtreu og Tobias Melsted har købt flamingo og benzin og fylder en balje med benzinen og brækker flamingostykker ned i det.

[…]

Et par år før anholdelsen ved Politiskolen havde Tobias Melsted, 17 år gammel, forladt sit hjem… Nogle måneder var han hjemløs. Af og til blev natten tilbragt udendørs. … Da gruppen fandt loftet på Christiania, levede Tobias Melsted af kontanthjælp. …

Da de tre mænd rykker ind på Christiania, er de alle sammen droppet ud af deres uddannelser. Ingen af dem husker nøjagtigt, hvornår de begyndte at søge sammen som gruppe, men de begyndte at møde hinanden ved forskellige klimademonstrationer i 2009 og i demonstrationerne ved Brorsons Kirke i august 2010, da irakiske asylansøgere havde forskanset sig i kirken.

Anders Christtreu kan huske, at han stødte på Daniel Holst i det nye ungdomshus i Københavns Nordvestkvarter i 2009. Hans lillebror havde introduceret ham til stedet, og det blev hans vej ind i det venstreorienterede miljø i København, efter han havde været soldat i Livgarden. Han er opvokset i en velhavende familie… Den afsluttende studentereksamen tog han på Sorø Akademi. …

Daniel Holst er vokset op på en stille villavej i Næstved. Forældrene er veluddannede og havde råd til at sende ham i en katolsk privatskole. … Han betegner sig selv som socialistiskanarkistisk i sin politiske opfattelse. De tre mænd engagerer sig fortrinsvis i klimaspørgsmål og asylpolitik.

»… jeg vil betegne mig selv som en retfærdighedssøgende mand«, siger Tobias Melsted.

Både han og Daniel Holst har deltaget i de såkaldte torsdagsdemonstrationer mod rydningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69. I 2009 blev Daniel Holst engageret i klimabevægelsen og var med til at arrangere sin første civile ulydighedsdemonstration i maj 2009.

[…]

De nævner PET-overvågningerne, politiets håndtering af klimademonstrationerne, masseanholdelserne, de voldsomme sammenstød ved Brorsons Kirke og rydningen af Ungdomshuset i 2007.

»Tre dage efter sammenstødet ved Brorsons Kirke brød jeg helt sammen. Alle de prygl, folk fik, sad i mig. Alle klimademonstrationerne i 2009 blev lukket ned af politiet. Vi følte, at politiet kriminaliserede alle, som var på gaden. Det var chokerende og krænkende, at man konstant risikerede at blive anholdt. Vi føler, at politiet har lagt hele protestmiljøet ned. Ingen tør rigtig at gå på gaden mere«, siger Anders Christtreu.”



25. juni 2010

Dialogmøde mellem Nettos ledelse og Blågårdsgruppen ved ‘Lille A’ og Abdul Wahid Pedersen

En succeshistorie for Politiken, demokratisk kapitulation for alle andre. Fra Blågårdsgruppen: Vi har talt dunder til stenkasterne mod Netto.

“Miljøet omkring Blågårds Plads har tilsyneladende selv taget affære i sagen om den nu lukkede Nettoforretningen i Blågårdsgade på indre Nørrebro i København. Det oplyser miljøets uformelle talsmand Abde Benarabe, som også går under navnet ’Lille A’ til politiken.dk…

Samtidig har den danske, muslimske imam, Abdul Wahid Pedersen, taget initiativ til et møde mellem ham selv, ’Lille A’ og Nettos ledelse.

»Jeg mener, at hvis forretningen skal i gang igen, så er det også vigtigt at involvere folk fra gaden, og derfor har jeg talt med nogle af drengene, om de var friske på at tage med til et møde. De er jo også trætte af det«, siger Abdul Wahid Pedersen…

Talsmanden fra Blågårds Plads, Abde, siger, at han gerne vil deltage i et møde med Nettos ledelse.

[…]

Hvad har I gjort ved de unge?

»Vi har givet dem en verbal skideballe«

Hvorfor?

»Det er ikke i nogens interesse, at Netto lukker butikken. Den er en del af lokalområdet, hvor familier, forældre, søstre og brødre handler ind, så hærværket skal selvfølgelig stoppes, og personalet skal være i fred«.”

Mere.

  • 12/3-09 BT – Barske Blågårds-brødre (foto: ‘Lille A’ til Hizb ut-Tahrir demonstration).
  • “… Københavns Politi anser ‘Lille A’ for at være en af hovedkræfterne i bandekrigen og i Nørrebros kriminelle virksomhed.”

    Oploadet Kl. 16:26 af Kim Møller — Direkte link86 kommentarer
    

    17. oktober 2009

    “Unge i hårdt belastede områder som Tingbjerg mister håbet alt for tidligt”, sagde gangsteren

    Kun Politiken kan interviewe ghetto-gangstere, og få dem til at lyde som antropologi-studerende. Fra Unge i Tingbjerg: Politikerne bruger os til at score stemmer (af Frank Hvilsom).

    “»Unge i hårdt belastede områder som Tingbjerg mister håbet alt for tidligt. Vi har ikke samme muligheder som unge i Hellerup«, siger en stor, mørk fyr med hætten trukket godt op om ørerne.

    … de vil gerne fortælle om deres kvarter, og politiken.dk har valgt at lægge et øre til. Så stemmerne forbliver anonyme, men politiken.dk kender de interviewede.

    »Når man hører om kriminalitet i Tingbjerg, tænker folk altid på indvandrere. Men der er altså 86 procent indvandrere herude«, siger fyren i den blå vindjakke…

    »Politikerne siger, at de unge ikke kan finde ud af at integrere sig. Det er dét, som det hele kommer til at handle om. Ingen lytter til os«, siger en fyr, der gerne vil kaldes John. Han stammer fra Nordafrika, forklarer han.

    »Men når dagen er omme, hvilke konkrete tiltag har man så lavet over for de unge«, spørger han…

    »Man udstiller de unge på en dyrisk og barbarisk måde, så Pia Kjærsgaard kan score vælgerne. Men vi har boet i Danmark hele vort liv«, siger en anden.

    Hættefyren siger, at det er problemet under hele diskussionen.

    »Politikerne bruger os som platform til at lefle for deres vælgere. Den skjulte dagsorden er, at de hellere vil gøre de unge kriminelle end at løse kriminaliteten«, siger han…

    »Enten hjælper de os med at få en uddannelse, en fremtid, nogle faciliteter og aktiviteter. Eller også lade de os sejle…«, forklarer hættefyren. John blander sig.

    »Vi er blevet en del af en værdikamp. En kulturkamp. Som Pia Kjærsgaard siger det«.

    »Kan du se pointen? Problemerne har strakt sig fra at være lokale til at blive en del af en værdikamp. Alle de juridiske stramninger sker over for os. Og hvis man er muslim, betaler man prisen for det«, siger John.”

    Oploadet Kl. 00:52 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper