28. september 2015

Mikael Jalving: Fremtiden er ikke en akademisk Deadline-debat – “Jeg frygter et kontinentalt Bosnien..”

Kjeld Hybel interviewer Mikael Jalving om masseindvandringens konsekvenser, og lader herefter kulturmarxisten Rasmus Boserup forklare at frygten for et borgerkrigsscenario objektivt er falsk, og at problemet i sidste ende er ‘meningsdannere’ der føler sig truet på et løst grundlag. En meget svensk artikel i Politiken – ‘Det er muslimerne mod danskerne … Det er potentiel borgerkrig’ (let ændret opsætning).

Hvad er det, du frygter? Hvad er du bange for?
‘Jeg er bange for, at vi får et Danmark og et Vesteuropa præget af endnu flere spændinger. At der bliver en etnisk dansk befolkning, som har en vis kultur, og så er der i stadig større grad en muslimsk kultur, en muslimsk koloni, som lever efter helt andre vaner, sæder, skikke, normer …’.

Hvad er problemet med de anderledes sæder, skikke og normer? … Hvad er det for en kernekultur? … Indtil videre taler vi trods alt stadig dansk?
‘Ja, Ja, hovedsagligt. Men det er den akkumulerede vækst, der bekymrer mig. For hver gang der er en, der får statsborgerskab, så skal man gange med tre eller fire i familiesammenføring over tid … Det interessante er jo, at folk på din egen avis og Klaus Rifbjerg i sin tid sagde, at indvandringen bare er et krydderi, der spicer det hele op. Det er en god kaffe med kardemommesmag. Det er fest i gaden …’.

‘Nu siger de samme mennesker, at det multikulturelle er en skæbne, det er enbølge, som har forandret Europa, og vi kan lige så godt vænne os til det. Fra at det var et krydderi, så er det blevet til en naturkraft, noget apolitisk, som vi bare skal lære at leve med’.

‘Det er blevet umuligt at gennemføre en undervisning, fordi lærerkorpset er rundet af en pædagogisk tradition, hvor det at sætte grænser er gammeldags: Det at skælde ud. Det at finde den skyldige, hvis nogen har lavet ballade, det er omgærdet med så meget tabuisering …’.

Er muslimske børn mere urolige end danske børn?
‘De kommer med en anden kultur, for nu at sige det pænt. Samtidig er den danske kultur undergravet, truet indefra af en opløsningspædagogik, et had til faste former, et had til, at de, der ikke kan sidde stille, de skal uden for døren, at de skyldige skal stilles til ansvar. …’.

[…]

Har det noget at gøre med, at de er muslimer? … Er der en særlig ondskab indbygget i islam?
Nej, det har ikke en skid at gøre med ondskab. Det er hinsides godt og ondt, du må ikke misforstå mig. Det er Kultur med stort K. Problemet med islam er, at det ikke bare er en religion, men at det også er politik, og det er eksistens. Det er et konglomerat af meget stærke elementer i et menneskes liv, det er en gruppefølelse, som både i det religiøse, det eksistentielle og politiske bliver forstærket af faren, af moren, af imamen …’.

Okay, lad os prøve at gå ind i det der fremtidsscenarie, som du frygter. Hvor ender det henne?
Jeg frygter et kontinentalt Bosnien, et segregeret og etnisk opdelt Danmark, hvor det i den grad bliver ‘dem og os’. Ikke forstået som sådan en teoretisk diskussion, hvor akademikere sidder og slår på hinanden i Deadline. Men et praktiseret ‘dem og os’ mellem danskere og muslimer’…

Du mener seriøst, at vi risikerer borgerkrig?
‘Ja, i sidste ende, lad os sige om 50-60 år… den demografiske udvikling er ikke til at tage fejl af …’.

[…]

Er der noget kulturelt, religiøst, genetisk i dem, som forhindrer dem i at blive integreret?
‘Der er ikke noget genetisk. Men der er en kolossal kulturbarriere’.

Er den barriere uoverstigelig?
‘Nej, men den er meget, meget højere end vi har troet i al vores universelle naivitet. Mennesker er ikke bare mennesker. Mennesker har noget med hjemmefra, uanset hvor langt de rejser. …’.

Det er, som om du finder glæde ved at se alt ekstremt sort/hvidt?
‘Nej, det er sorg, du. Det her det tynger mig jo hver eneste dag. …’.

Frygter du, at vi ender som en islamisk stat?
‘… Vi taler ikke borgerkrig lige her og nu. Før borgerkrigen kommer noget andet, et interregnum, hvor politiske grupper mere eller mindre opportunt vil se en interesse i at samarbejde med et moderat islamisk parti. Og det er første skridt mod et mere muslimsk Europa’.

(Politiken.dk, 24. september 2015: FAKTATJEK: Stemmer det, at vi bevæger os i retning af en borgerkrig?)

“Seniorforsker Rasmus Alenius Boserup fra Dansk Institut for Internationale Studier siger om teorien:

»Det er ikke muligt at forudsige en borgerkrig om 50-60 år. De forskningscentre, der arbejder seriøst med at forudsige og forhindre voldelige konflikter som f.eks. EU’s Center for Tidlig Konfliktvarsling, arbejder typisk med et perspektiv, der rækker 5 til 10 år ud i fremtiden. … Konfliktstudier viser også, at voldelige konflikter forudsætter en forestilling om fjender og trusler. Borgerkrige er altså afhængige af, at meningsdannere, demagoger eller populister aktivt identificerer ‘noget’, der skal forsvares, og ‘nogen’, der truer dette. … Løse, uunderbyggede påstande om, at Danmark er ‘truet’, og at det er ‘muslimerne’, der står bag denne trussel, hører til i den kategori.

På den baggrund vil Politiken rubricere udsagnet som værende: Falsk”



6. juli 2015

Undertegnede i Politiken om ‘Mossø for Mangfoldighed’: “Vores ideologier kan ikke mødes på midten.”

Politikens reportage fra Mosbjerg Folkefest er på forsiden af Kultursektionen i dag, og selvom vinklen og fokus er rygmassage for kernelæserne, så er den vel relativ fair. Detaljen med flagalléen gav mig et godt morgengrin. Fra Det splittede paradis (online som Højrefløjen splitter paradiset ved Mossø).

Det begyndte med en isfugl, siger Svend Flemming Andersen, mens han leder mig ned mod søbredden. Han forstår at fortælle historier, det er helt sikkert, for nu er jeg selvfølgelig nødt til at høre, hvad pokker en isfugl har at gøre med den sammenkomst for højrefløjen, som næste dag skal finde sted lige her i Svend Flemmings baghave.

… Kim Møller manglede den i sin samling. Kim Møller er omdrejningspunktet for dette arrangement på kanten af Mossø. Han er historiker og bestyrer af en blog ved navn Uriasposten, som er et sted, hvor den mere uforsonlige del af højrefløjen kan lukke damp ud. Kim Møller er også ivrig amatørornitolog, og på et tidspunkt fik han nævnt i sin blog, at han aldrig havde fotograferet en isfugl.

‘Dem findes der masser af i min baghave’, skrev Svend Flemming til Uriasposten, og så var kontakten etableret. …

Svend Flemming Andersen og Kim Møller lærte hinanden at kende. Og da Uriasposten i 2013 skulle fejre 10-års fødselsdag, tilbød Svend Flemming sin baghave. Festen blev så stor en succes, at man besluttede at gøre det til en årlig begivenhed under navnet Mosbjerg Folkefest.

I øvrigt er det nok mere passende at kalde den her baghave for en park. En vældig græsplæne bølger sig ind og ud mellem grupper af træer, og det hele er omkranset af sø, sump, bakker og skov. Lige nu er Svend Flemming og en håndfuld hjælpere i gang med at installere pavilloner, øltelt, talerstol og nogle store griller til de tre hele pattegrise, som skal steges i morgen.

[…]

Nogle af initiativtagerne til Mossø for Mangfoldighed er journalisten Knud Abildtrup og hans kone Sanne Dudoret. … En tredje af byens aktive borgere er her også, Berit Werner Hansen. Ingen af de tre hører til i blå blok, det lægger de ikke skjul på.

Det er ikke fordi, højrefløjen ikke må mødes og lufte deres holdninger i søhøjlandet. De skal bare ikke have lov at gøre det uimodsagt, mener de tre på terrassen. Samtidig er det hele lidt indviklet, fordi de ikke ønsker at rage uklar med Svend Flemming. …

En kvinde dukker op. Jeg genkender hende som en af dem, der dagen før satte flagstænger op i hele hovedgaden. Nu oplyser hun, at de har pillet flagalleen ned igen, selv om bryllupsfesten ikke er begyndt endnu. De har kun ladet et par flag stå ved brudeparrets hus.

‘Dem ude i skoven skal jo ikke tro, at byen tager hjerteligt imod dem’, som kvinden forklarer.

[…]

Så er det tid til festens hovedtaler, Paul Weston, der er leder af det hårdkogte britiske Liberty-parti. Og den mand forstår at tale.

Paul Weston fortæller, at han gang spurgte tre skoleelever fra henholdsvis Pakistan, Barbados og Storbritannien, hvor de kom fra, og hvad de tænkte om det. De to udefra fortalte med stolthed, hvor de kom fra, mens den britiske dreng sagde: Jeg ved det ikke.

‘Jeg kommer sådan set ikke nogen steder fra, svarede drengen. Han var blevet ødelagt! Den lille dreng var kun fem år gammel, og han havde allerede lært, at han var andenrangs og skulle skamme sig over sit land og sin kultur’, siger Weston. Og så råber han: ‘HVORDAN VOVER DE AT GØRE DETTE VED VORES BØRN!’.

Bagefter fanger jeg Kim Møller og spørger, hvordan han vil betegne deltagerne i den her fest. Det tætteste, man kommer på et samlende begreb, er nok ‘nationalkonservative’, mener han. …

Hvordan har du med den modstand, I møder fra borgere her på egnen? ‘Den er jeg fuldstændig ligeglad med. Modstanden kommer fra en lille klike omkring mejeriet’, svarer Kim Møller.

De siger, de godt kunne tænke sig at få en dialog med jer?

Jeg kan ikke se nogen grund til at komme i debat med gamle kommunister. Vores ideologier kan ikke mødes på midten. Det er naivt og åndssvagt at tale om dialog. Og jeg har ingen interesse i at mødes med nogen, der hader mig’.

Så det er nok der, den står.”



8. december 2012

Multikulturen fungerer, men det “er ikke sjovt, når de følger efter dig og skyder hardballkugler efter dig”

Ambitionsniveauet var højere i 1990’erne. I dag kan alt tilsyneladende ende som en multikulturel succeshistorie i Politiken – Jul i Egedalsvænge: »Jeg er meget bred, men kan bare ikke lide Dorthes Elvis«.

“Nede i den tidligere vaskekælder i Egedalsvænge havde man helgarderet sig, når det drejede sig om julen. Alle vegne var der engle og julebukke og julestjerner og kravlenisser. I baggrunden spillede en jule-cd med Boney M. Og bagerst i lokalet, ved siden af dartskiverne, stod et juletræ. …

Praktikanten spurgte de tre kvindelige klubmedlemmer, hvordan det var at bo i Egedalsvænge. De svarede, at de rigtig godt kunne lide det. Al den ballade med juletræet, det var bare en misforståelse, som medierne kørte op til hysteriske højder, var de enige om. Det eneste problem var den flok rødder, der hang ud henne i centret.

»Det er ikke sjovt, når de følger efter dig og skyder hardballkugler efter dig«, sagde Komikeren.

»Jeg har fået sprængt min altan med sådan en rørbombe«, sagde Dorthe.

»Men jeg synes ikke, det er så voldsomt mere. Det er mere fredeligt«, sagde Connie.”

Oploadet Kl. 06:43 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


14. august 2010

Ritt Bjerregaard med i netværk der iscenesatte 9/11: “… nu bobler det i gryden, ikke?”

Politiken kalder dem berømtheder, men venstreorienterede berømtheder er nok mere præcist. Jeg bloggede historien om 9/11-loonierne for et lille år siden, men det er i Politiken den slags gør gavn. Fra lørdagens udgave – Kendte danskere tvivler på angrebet 11. september 2001.

“Da jeg klikker mig videre, ender jeg på en lang liste over film. En broget samling. De fleste er af den slags, der forsøger at afsløre sandheden om 11. september…

Hvorfor stiller en flok berømtheder op som reklamesøjler for en teori om, at det nok var George W. Bush og andre i inderkredsen af den amerikanske statsmagt, som med koldt overlæg myrdede 3.000 landsmænd i New York?

Videoen med de kendte er et par år gammel. Så jeg beslutter mig for at finde ud af, om de stadig er oppe at køre over 11. september…

Ivan Pedersen har det fint nok med at optræde i den lange video, hvor det især er Niels Harrit, der forklarer, hvor mystisk det er, at den tredje skyskraber i World Trade Center – Bygning 7 – styrtede sammen syv timer efter, at to fly bragede ind i tvillingetårnene.

Niels Harrit spiller en stor rolle blandt 11. september-skeptikerne, som ikke mindst er samlet i den amerikanske bevægelse 9/11 Truth…

9/11 Truth mistænker Bush for at have fundet på det hele, så han havde en god grund til at drage i krig mod Irak og Afghanistan, få fingre i noget olie og skærpe alverdens sikkerhedsregler. Og mysteriet om Bygning 7 er et kernepunkt for 11. september-skeptikerne,

»Jeg synes stadig, det er fantastisk uforklaret, hvordan det der hus falder sammen. Det forstår jeg simpelthen ikke«, siger Ivan Pedersen… Han er på det rene med, at teorierne kun kan ende ét sted: at det var Bush, der stod bag katastrofen.

»Kan du rumme sådan en tanke?«, spørger jeg.

»Nu er jeg snart i bund med at læse stort set samtlige biografier og historiske værker om Anden Verdenskrig, og jeg kan tiltro store nationers ledere snart sagt hvilket som helst suspekt synspunkt for at gøre dette eller hint«, svarer Ivan Pedersen.

Han blev dog en anelse skeptisk, da manden, som interviewede ham til videoen på nettet, begyndte at udvikle sine egne teorier om, at det her ikke endte med George Bush.

Bag ham stod to rige amerikanske familiedynastier, der styrede hele verden ved hjælp af et intelligent sammenstrikket netværk, som i Danmark skulle omfatte blandt andre Ritt Bjerregaard.

»Så tænkte jeg: Hold kæft, mand, nu bobler det i gryden, ikke?«.



31. januar 2008

Vejen til Damaskus – status her på udgivelsesdagen

Mediedækningen af Vejen til Damaskus har været omfattende, og jeg er blevet interviewet til adskillige medier. Igår blev jeg vækket af DR2’s Adam Holm, der ville briefe mig omkring min deltagelse i Deadline nu på lørdag (22.30-23.00). Nu hvor jeg var oppe gik jeg i bad, og med håret vådt talte jeg med en journalist fra Politiken. Jeg fik tøjet på og cyklede i Netto for at handle ind, da jeg stod og baksede med låsen ringede en journalist fra Jyllandsposten for at høre hvornår fotografen kunne komme og tage et foto til et interview de bringer i weekenden.

Når jeg får tid opridser jeg diverse omtaler i en særskilt side, men dagen har dog bragt nyt.

Berlingske Tidendes Michael Jalving anmelder bogen (kun online): Islam og fejhed.

“Kapitlerne om de danske orientalister 1850-1950 er slet og ret folkeoplysning. Møller fokuserer på Frants Buhl, Johannes Østrup og Johannes Pedersen, som alle bestred embeder ved Københavns Universitet og grundlagde den danske islamforskning. Deres værker havde international standard og blev oversat til flere europæiske sprog. Men omkring 1950 går forskningen i stå og bliver stedse mere politiseret, sådan som Kim Møller dokumenterer med zoom på Jørgen Bæk Simonsen. Som eksempelvis i 2004 afviser, at islamisk fundamentalisme er et problem, eftersom de fundamentale trossætninger kan “gøres til genstand for nye fortolkninger og formuleringer, og det er de blevet op gennem historien – den ene gang efter den anden.” Kort sagt: Det er bare ord. Islam er “kultur” ligesom så meget andet; islam er ikke et samfundssystem; ikke et universelt, politisk, socialt og økonomisk regelsæt; ikke en bestræbelse på at blive den herskende orden; ikke en totalitær fristelse.”

Jyllandsposten lader historieprofessor Bent Jensen anmelde – Retten til at blive klogere (kræver login).

“Alt dette minder i beklemmende grad om noget, som vi har oplevet tidligere. En gruppe af “kvasi-konverterede” universitetsansatte gør gældende, at islam kun må beskrives med udgangspunkt i dens egen selvforståelse. For 30 år siden, da marxismen-leninismen hærgede på danske universiteter, hævdede andre universitetslærere, at denne ideologi og dens virkeliggjorte verden skulle beskrives med udgangspunkt i dens egen selvforståelse. Det blev til selvcensur, ukritisk overtagelse af KGB-terminologi og orwellsk newspeak, hvor krig betød fred, og diktatur var demokrati. Dette farlige nonsens hørte op, da de marxistisk-leninistiske diktaturer brød sammen.

Nu oplever vi samme degenerationsproces i forhold til en anden totalitær ideologi. Nogle vil gerne se kritikken af vrøvlet som højreorienterede mod venstreorienterede. Det er endnu mere vrøvl. Kim Møller er en begavet og uforfærdet fri ånd. Han skal nok klare sig.”

Politikens interview med undertegnede i dag blev som ventet et frontalangreb, ikke helt så underlødigt som i Informations bogdebat i lørdags, men tæt på. Journalist Kjeld Hybel (apropos) havde i det mindste læst og forstået bogen, men selvom jeg gentagne gange klart og tydeligt pointerede at bogen omhandlede Jørgen Bæk Simonsens metodiske skift væk fra filologien mod antropologien, så blev vinklen alt andet – Hellig krig i forskerverdenen. Fra underoverskriften.

“Ny bog anklager fremtrædende islamforsker for at holde for meget af muslimer. Hans hensigt er at afkristne Danmark, lyder forfatterens bandbulle.”

Første sætning er et klassisk associationstrick, ikke mindst fordi jeg netop i interviewet forklarede ham at man måtte skelne mellem islam som religiøs konstruktion og muslimer som individer – ikke kun, men også for muslimernes skyld. Problemet er ikke som det så følelsesmæssigt postuleres, at Bæk Simonsen “holder for meget af muslimer”, men at han gradvist siden 1988-1990 overtager muslimernes syn på deres religion. Kritik af islam er hermed identisk med hetz mod den enkelte muslim, og kritik af ideologien et udslag af manglende kærlighed til herboende muslimer.

Anden sætning er ret beset uvæsentlig for bogen som helhed. I en note (#259) pointerer jeg at Bæk Simonsen qua en bestyrelsespost i en Nævnet for Etnisk Ligestilling, arbejdede som aktivist for en total adskillelse af kirke og stat. Det nævner jeg kort, fordi Bæk Simonsen samtidig har taget ikke-sekulære Minhaj ul-Quran i forsvar. En gruppe grundlagt af en islamist, der i Pakistan under militærdiktaturet i 1980’erne var ansvarlig for islamisering af det juridiske system. I bogen har jeg meget lidt om Bæk Simonsens forhold til Kristendommen som religion, men fremlægger enkelte eksempler på at han grundet sit ønske om et multikulturelt Danmark ønsker det kristen-kulturelle nedtonet. Måske er det titlerne Uriasposten og Vejen til Damaskus som narrer ham, eller også vil Politiken gerne se bogens kritik, ikke som videnskabelig kritik, men som et kristen korstog. Sandheden er at jeg slet ikke er kristen. Jeg meldte mig ud af Folkekirken som 18-årig, og betragter den dag i dag enhver form for religion som overtro – Vejen til Damaskus er da heller ikke på nogen måde et kristen stridsskrift. Islam har som en ikke-sekulariseret stærk monoteisme alle problemer trosbaserede forestillinger kan give et velfungerende demokrati, og hvis man som Jørgen Bæk Simonsen, Information og Politiken allerede i definitionen sidestiller kritik af ideologiske aspekter med hetz mod muslimerne, så er man ude på et skråplan, ikke mindst i videnskabelig henseende.

Men ellers må man sige bogen er kommet godt af vejen. Officielt udkommer den først idag, men mig bekendt er der kun få eksemplarer tilbage af første oplag, og kun ved bestilling via boghandlerne. Pladserne til paneldebatten den 19. februar har været udsolgt længe, og adskillige er på venteliste.

I bogens kapitel to refererer jeg fire forfatteres afklaring af centrale problematikker i religionsforskningen med udgangspunkt i begreberne ‘kulturchauvinisme’ og ‘kulturrelativisme’. Her citerer jeg blandt andet professor Jeppe Sinding Jensen, der i sin disputats taler om faren for at forskere i sit studie af religiøse fænomener ender med det antropologen Merryl Davies betegner som “pseudo-cognition or quasi-religious truth-claims”. Således forsvarer Jørgen Bæk Simonsens sig selv i dagens Politiken.

“Jeg er gået fra at arbejde med teksterne fra den tidlige islamiske historie til at arbejde med levende muslimer i et moderne samfund under forandring. Det har ikke givet mig et andet syn på islam. Men det har givet mig et personligt møde med en forandring af islam, som jeg allerede havde mødt i teksterne. Det er blevet mere sociologisk levende. Min måde at gå til islam på tager udgangspunkt i, at islam kan forandres og er afhængig af tid og sted. Ligesom tolkningen af alle andre religioner eller politiske ideologier. Det, at muslimer er ankommet til et andet samfund og skal tolke sig selv i en anden sammenhæng, giver nogle andre svar.”



11. juni 2005

Politikens Kjeld Hybel i absurd associationstrick – 1995 eller 2005?

Jeg har en kraftig mistanke om at Politiken i disse dage genudgiver aviser fra forrige årti. Et citat fra søndagsavisen i sidste uge, hvor journalist Kjeld Hybel bl.a. skrev:

“Noglelunde på samme tid sad Pia Kjærsgaard og hældte en sjat af sin hjernebetændelse ned på noget papir… Jeg vil foreslå, at nogen straks udfører en dna-test på Pia Kjærsgaard, således at vi kan få kontrolleret, om hun skulle nedstamme direkte fra Benito Mussolini.

Oploadet Kl. 19:03 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper