9. august 2011

“What appears unthinkable today will appear natural or inevitable twenty years from now…”

Fremskrittspartiets Siv Jensen blev søndag aften interviewet til Deadline, og her forklarede hun ganske fornuftigt, at Breiviks massakre, ikke måtte påvirke den politiske debat, da proble… udfordringerne var de samme, som tidligere. Hun undlod behændigt, at nævne multikultur og Islam, selvom det selvfølgelig var hele udgangspunktet.

(Siv Jensen i Deadline, 7. august 2011; Uriasposten)

Dagen forinden startede det de engelske medier inklusiv BBC betegner som ‘London Riots’, og her tirsdag er det ‘Day 4’. Dele af Tottenham ligner Coventry efter Hitlers bombninger i november 1940, og flere medier associerer udviklingen med krig. Det gør eksempelvis CNN, der citerer den tidligere journalist Graciela Watson – “It seemed like a war zone”, hvorefter hun uddyber “they were like animals”.

London-optøjerne var naturligt nok tophistorie i den tidlige udgave af TV-avisen, hvor Mette Walsted Vestergaard på samme måde, indledte med at fortælle, at “hele bydele ligner krigszoner”. London-korrespondenten Jakob Illeborg var dog mand for opgaven, og gav en tour-de-force i politisk korrekt journalistik.

De interviewede på gaden var ualmindeligt godt castede. Først (sorte) Dion, der kunne fortælle, at de havde fået nok af ‘politiets brutalitet’. Herefter intellektuelle (hvide) Alison, der mente det hele var tegn på ‘fattigdom, moralsk forfald og manglende uddannelse’. Slutteligt (sorte) Nigel der forklarede, at det hele skyldtes, at ‘regeringen ikke forstår hvad der foregå, med den politik de har gennemført, de penge de fjerner fra samfundet’. Ofre for racisme, send flere penge…

(TV-avisen, 9. august 2011 Kl. 18.30)

Direkte adspurgt om hvem ballademagerne var, svarede Illeborg undvigende. ‘Det er svært helt at sige’, ‘mange af dem er ret unge’, og det var efter hans mening heller ikke interessant: “Det er dog det mindste problem lige nu, at finde ud af hvem de er”.

(TV-avisen, 9. august 2011 Kl. 18.30)

Her på sidelinjen, må jeg konstatere, at de medier der i sidste uge beskrev Peder ‘Fjordman’ Jensen som en alarmistisk højreekstremist, i denne uge dokumenterer det problem han har brugt år af sit liv på at beskrive. Der er ikke noget galt med politiske analyser om årene der kommer, som Kirsten Sarauw så rigtigt skriver i Kristeligt Dagblad.

“Tensions have been building slowly beneath the surface for many years and sooner or later these forces will be released in the form of a series of devastating earthquakes, followed by some secondary political and economic tsunamis. Some of the structures that currently appear to be rock solid will collapse like a house of cards during this period and the political landscape will change considerably. What appears unthinkable today will appear natural or inevitable twenty years from now… I would rank Britain as the Western European country most likely to first get a civil war caused by mass immigration and Multiculturalism. (Peder ‘Fjordman’ Jensen, 2009: The Coming Crash)

Når nu TV-avisen ikke vil fortælle hvem ballademagerne er, så vil jeg da gerne fastslå at ‘de’ mere end alt andet, er et produkt af det multikulturelle samfund. Det er ikke tilfældigt, at optøjerne startede i Tottenham, en multikulturel bydel, hvis sydlige distrikt “is reported to be the most ethnically-diverse area in Europe” (Wikipedia, Tottenham).

I en båndet sekvens, ser man Illeborg følge urobetjente på arbejde i Hackney, og her taler han om unge der har terroriseret gaderne. Han fortalte ikke at området grænser op til Newham, Waltham og Tower Hamlets, de tre valgkredse i England med den højeste koncentration af muslimer, og selvfølgelig områder der hurtigt blev en del af urolighederne.

Man kan måle multikultur på mange måder, og ifølge det såkaldte ‘Simpsons Diversity Index’ var Newham (der er et af områderne med færrest ‘hvide englændere’), “the most ethnically diverse district in England and Wales” (Wikipedia, Newham). I umiddelbar nærhed er Barking, hvor højreradikale British National Party har sin højborg (Wikipedia, British National Party).

Det multikulturelle nord-østlige London er i det hele taget en tikkende bombe.

Problemet er selvfølgelig ikke kun indvandrere fra islamiske lande, men også afro-caribianere, og de områder hvor urolighederne knopskyder, er generelt kendetegnet ved en høj andel af indvandrere fra ikke-vestlige lande. I disse bydele er der i sagens natur også en del underklasse-englændere, fuldt integreret i rodløs multikulturalisme, og en naturlig komponent i ‘Broken Britain’.

For et par år siden kritiserede Jakob Illeborg den danske nationalisme, og betegnede multikulturelle London, som værende ‘en ledestjerne’, et eksempel til efterfølgelse. For dem der vil have brand i gaderne, så er det bare at vente – det kommer formentligt helt af sig selv.

Tilbage i 2005 udgav den kristne missionær Peter Hammond et værk der blandt andet omhandlede, det han betegnede som demografiske lovmæssigheder. Hans fokus var de afrikanske lande, men hvis man betragter ghettoisering som en form for vestlig separatisme, så holder det et godt stykke af vejen.

Når vi taler demografi må der derfor være omvendt bevisbyrde. Dem der vil have det multikulturelle samfund, må sandsynliggøre, at Danmark formår at bryde mønsteret. Hvis Peter Hammond tager fejl, er han en middelmådig tænker, der får et dårligt eftermæle. Hvis Jakob Illeborg tager fejl, så har konsekvenserne en anden karakter.

Fra Peter Hammond: Slavery, Terrorism and Islam: The Historical Roots and Contemporary Threat.

“As long as the Muslim population remains around or under 2% in any given country, they will be for the most part be regarded as a peace-loving minority, and not as a threat to other citizens…

At 2% to 5%, they begin to proselytize from other ethnic minorities and disaffected groups, often with major recruiting from the jails and among street gangs…

From 5% on, they exercise an inordinate influence in proportion to their percentage of the population. For example, they will push for the introduction of halal (clean by Islamic standards) food, thereby securing food preparation jobs for Muslims. They will increase pressure on supermarket chains to feature halal on their shelves — along with threats for failure to comply. …

When Muslims approach 10% of the population, they tend to increase lawlessness as a means of complaint about their conditions. In Paris, we are already seeing car-burnings. Any non-Muslim action offends Islam, and results in uprisings and threats, such as in Amsterdam, with opposition to Mohammed cartoons and films about Islam. Such tensions are seen daily…

After reaching 20%, nations can expect hair-trigger rioting, jihad militia formations, sporadic killings, and the burnings of Christian churches and Jewish synagogues

At 40%, nations experience widespread massacres, chronic terror attacks, and ongoing militia warfare…

From 60%, nations experience unfettered persecution of non-believers of all other religions (including non-conforming Muslims), sporadic ethnic cleansing (genocide), use of Sharia Law as a weapon, and Jizya, the tax placed on infidels…

After 80%, expect daily intimidation and violent jihad, some State-run ethnic cleansing, and even some genocide, as these nations drive out the infidels, and move toward 100% Muslim…

100% will usher in the peace of ‘Dar-es-Salaam’ — the Islamic House of Peace. Here there’s supposed to be peace, because everybody is a Muslim, the Madrasses are the only schools, and the Koran is the only word…

Unfortunately, peace is never achieved, as in these 100% states the most radical Muslims intimidate and spew hatred, and satisfy their blood lust by killing less radical Muslims, for a variety of reasons.

Oploadet Kl. 23:21 af Kim Møller — Direkte link67 kommentarer


13. oktober 2010

“Der er rigtige mange der bruger den her service”, sagde Jakob Illeborg om sharia-råd

Med udgangspunkt i danske imamers konfliktmægling i ghettoerne, bragte TV-avisen mandag et længere indslag om sharia-råd i England. På trods af korrespondenten Jakob Illeborg, var indslaget isoleret set slet ikke så slemt, men det at emnet introduceres uden den mest basale kritik, indikerer at islamiseringen har nået en ny fase.

Gellerup-imamen Abu Bilal Ismail mente selvfølgelig han med sin konfliktmægling gjorde samfundet en tjeneste, men vi har at gøre med en religiøs ekstremist der afviser ligeværd mellem kønnene, og han skal selvfølgelig ikke have nogen officiel anerkendelse, og da slet ikke i forhold til kvinders ageren i det offentlige rum, skilsmisser og den slags. Om ti år kan det åbne samfund være sat 100 år tilbage.

Fra indslaget – Serie: Det Andet Danmark

Kurt Strand, TV-avisen: Som 21-Søndag fortalte i aftes, så har en imam godkendt en ulovlig låneaftale i Gellerupparken uden for Århus. Og det sker jævnligt, at imamer påtager sig rollen som konfliktmægler i landets største ghettoer…

Kristian Leider, DR: Abul Bilal Ismails telefon ringer. Som en af imamerne i Gellerupparken, er det ham områdets beboere kontakter når de har konflikter og kontroverser mellem familierne.

Abu Bilal Ismail, imam: Det er på grund, at de respekterer mig. De er stolt af os, og det vil lytte til os.

Kristian Leider: Eksempelvis har imamerne mægler, når to familier er røget i totterne på hinanden, fordi en pige har følt, at en dreng fra en anden familie havde været for nærgående… beboerne i Gellerupparken vil tilsyneladende hellere have imamer end myndighederne til at løse deres problemer, fortæller en af dem, der til dagligt rådgiver indvandrere om juridiske spørgsmål.

Leif Randeris, Indvandrerrådgivningen: Det sker hele tiden. Det er jo en helt anden måde at fungere på, hvis man er muslim, og man er troende muslim…

[…]

Kurt Strand: I Storbritannien er det normalt praksis, at religiøse trossamfund spiller en rolle i at rådgive og mægle mellem stridende parter i et lokalsamfund. For eksempel afgør imamer og såkaldte sharia-råd løbende stridigheder mellem muslimer uden om retssystemet. Sålænge der altså ikke er tale om kriminalitet. TV-avisen har besøgt en af de religiøse rådgivere.

Jakob Illeborg, DR: … som imam i Storbritannien ligger der også et stor arbejde med at rådgive lokale muslimer efter sharia-principper… og sagerne der rådgives om i moskeer, og i de såkaldte sharia-råd strækker sig fra skilsmisser til stridigheder om penge… De fleste af Storbritanniens mere end 2 mio. muslimer er glade for sharia-rådgivning… Der er mere end 700 moskeer i det centrale London, og lederen af den anglosaksiske kirke og det britiske retsvæsen har sagt at sharia-principper og sharia-råd er fint kompatible med moderne britisk liv. Det er faktisk ikke kun muslimerne der har en sådan anordning – jøderne har noget lignende, og den politiske holdning er, at trossamfund kan være med til at knytte lokale kvarterer sammen. Spare det offentlige en masse resourcer, og faktisk en masse penge.

Kurt Strand: Den her britiske imam-model, den stammer helt tilbage fra 1980’erne. Her tredive år senere, hvad siger kritikerne så om den model.

Jakob Illeborg: Kritikerne, og dem er der mange af herovre, de stiller spørgsmålstegn ved om religion overhovedet skal spille så stor en rolle, som vi taler om her. Og måske i særdeleshed når vi taler om fundamentalistisk Islam skal have mulighed for at spille en rolle. Er imamer for eksempel i stand til, med deres syn på kvinder, at varetage moderne kvinders rolle eller muligheder i samfundet. Så kritikerne stiller spørgsmålstegn ved, om det her er up-to-date.

(Ajmal Masroor, imam)

Kurt Strand: Så kan man vende den om. Det kan man altid. Hvorfor har det så trods alt kunne fungere, trods den her kritik.

Jakob Illeborg: Fordi der har været et stort behov for det. Der er rigtig rigtig mange der bruger den her service. Det er på sin vis udtryk for klassisk britisk tilgang til sådan noget her… man vil gerne have at religionen spiller en rolle, og man vil gerne tilgodese minoriteterne. Så det er typisk klassisk britisk pragmatisme, så længe det ikke er ulovligt, så længe det fungerer, så lad os have det.



19. april 2009

Adam Holms problematiske kronik & Jakob Illeborgs uproblematiske bog

Katrine Winkel Holm i dagens Jyllandsposten.

DR’s blinde øje
For tiden kan man hver lørdag gense DR’s Krøniken.

Endnu engang møde den hjerteløse, konservative patriark Kai Holger, der plager livet af sin familie – sådan er kapitalismen – og den politisk forvirrede, men ejegode kommunist Karen Jensen, altid klar til at trøste en skilsmisseramt kvinde – de mente det jo godt, kommunisterne. Med sine fasttømrede stereotyper leverer Krøniken en præcis kommentar til den aktuelle diskussion om politisk skævhed i DR’s dramaserier.

Dramaserierne er kunst og har intet med politik at gøre, lyder modargumentet. Og kritiserer man DR’s journalister og kommentatorer for at hælde til venstre, får man tilsvarende at vide, at de hverken er venstreorienterede eller højreorienterede, nej, de er neutrale, blanke lærreder. Og er de det ikke, skal de se at blive det.

Det var argumentationen bag den offentlige røffel, som blev deadlinevært Adam Holm til del, da han skrev en pro-israelsk kronik. Det var imod DRs etiske reglement, lød det fra hans chef, der var utilfreds med, at en DR-person bragte den slags synspunkter på bane. Fejlen var, hed det, at Adam Holm præsenterede sig som DR-ansat i kronikken.

Var det virkelig bare det? Havde kronikken været i orden, hvis Adam Holm lige havde undladt at fortælle om sin tilknytning til DR. Det fik vi aldrig rigtigt svar på.

Jeg kom til at tænke på DR-chefens kryptiske begrundelse, da jeg forleden læste Jakob Illeborgs bog ”Danmark set udefra”. Illeborg præsenterer sig omhyggeligt som »Radioavisens og TVAvisens mand i London«, og så går det ellers derudad med, lad os sige, ret subjektive vurderinger af den danske islamdebat, der mildt sagt ikke behager TVAvisens mand i London.

Debatten lugter »af hengemt leverpostej og rødgrød med sur fløde«, danskerne er »islamofober«, vi lider af en problematisk »tørklædeangst« og »fremmedfjendskheden lurer i øjenkrogen« på Ralf Pittelkow og Karen Jespersen – kik nu godt efter, næste gang du ser et billede af dem. TVAvisens mand i London kan også oplyse, at ytringsfrihed slet ikke er truet i Danmark – husk det nu Kurt Westergaard – ligesom han ytrer sympati for den engelske ærkebiskop Rowan Williams opfordring til at oprette særlige shariadomstole. Ærkebiskoppens »forslag om bedre betingelser for medborgere af anden religiøs overbevisning (?) er svær at forestille sig i et samfund, der åndeligt er i defensiven« som det danske. Det danske samfund kommer altså først i offensiven, den dag vi får oprettet shariadomstole?

Der er flere betragtninger i samme dur, men én ting mangler. Den offentlige DR-reprimande til manden, der præsenterer sig som DR-person forrest i bogen. Som altså gør lige præcis det, Adam Holm fik en røffel for at gøre. Er det fordi han bringer synspunkter på bane, som hans chefer er tilfredse med at TV-Avisens mand i London bringer frem? Smukke, progressive og langt fra islamofobe synspunkter, milevidt fra Holms mere dubiøse pro-israelske holdninger? Svaret blæser i vinden.

Sagen afdækker to problemer i DR.

For det første DRs strukturelle, politiske skævhed, der hænger sammen med, at journaliststanden generelt er mere venstreorienteret end resten af vælgerbefolkningen.

For det andet, at den nuværende DR-ledelse tilsyneladende mangler vilje til at gøre noget aktivt for at rette op skævheden. Man prøver at lukke debatten ved at henvise til neutralitet og upartiskhed, men Illeborgs bog viser, hvor halvhjertet det håbløse krav om neutralitet administreres.

DR’s ledelse må skifte kurs og begynde selv at tage bias-diskussionen alvorligt. Det er alvor, dette her. For det er DR’s troværdighed, der står på spil.

Oploadet Kl. 16:18 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


18. februar 2009

Hørt på P1: Jødehad – “konsekvensen af finanskrisen”

P1 Morgen havde idag et indslag om Anti-semtisme i UK, og det ville have været et interessant, hvis ikke Jakob Illeborg havde sat kikkerten for det blinde øje.

  • 18/2-09 P1 Morgen – Anti-semtisme i UK (6 min. inde).
  • Dorthe Krogsgaard, P1: De seneste dage har de i London diskuteret en tendens der begynder at bekymre mange europæiske statsledere. Anti-semitisme, eller jødehad bliver mere og mere udbredt, og det skyldes især store internationale kriser, som for eksempel krigen i Gaza…

    Jakob Illeborg, DR: Golders Green er normalt et … men den jødiske Michael Burcharth fik sig forleden en alvorlig forskrækkelse…

    ‘På vej ud af mit hus opdagede jeg en mand der kom gående imod mig – pludselig satte han farten op og slog mig hårdt i ansigtet. Bare sådan – uden nogen varsel, og jeg faldt omkuld’’

    … Men Michael Burcharths trængsler var ikke overstået endnu. En gruppe mænd fra den anden side af vejen kom over hvor han lå, og begyndte at sparke til ham… Det er blot et eksempel på den forråelse og stigende racisme og anti-semitisme, som premierminister Gordon Brown allerede sidste år advarede imod, kunne blive konsekvensen af finanskrisen.

    Umiddelbart efter et lille interview med den britiske overrabbiner Sir Jonathan Sacks, der talte om diskrimination og racisme i hverdagen, i form af “anti-semitism or islamophobia”. Bizart, og hykleriet har i det hele taget nåede uanede højder. Herom velvalgte ord fra Jyllandsposten – De egentlige islamofober (14/2-09).

    “… lad os stoppe ved ordet. Islamofobi. Ordret oversat betyder det frygt for islam, og hvem er det egentligt, der i disse dage er mest bange for islam:

    Den dødstruede Geert Wilders eller den engelske regering? Wilders erklærer åbent sin frygt for ortodoks islam og opfordrer muslimerne til at rive de voldsopfordrende koranvers ud af helligteksten. Han indrømmer, han er bange, men giver ikke efter for sin frygt.

    Den engelske regering derimod indrømmer på intet tidspunkt, at frygt for islam skulle ligge bag indrejseforbuddet mod Wilders. Alligevel er det lige præcis frygt, der pibler ud mellem linjerne i begrundelsen for indrejseforbuddet: Hensynet til den offentlige sikkerhed, hedder det, nødvendiggør det uhørte indgreb mod Wilders.

    Kommer Wilders, opstår der usikkerhed, så vil, må man formode, visse muslimer skabe ballade. Det er altså frygt for optøjer, der ligger bag suspensionen af frihedsrettighederne. Frygt, lad os nu bare sige det ligeud, for islamiske trusler. Men lige præcis dét siger den engelske regering ikke, ikke åbent.

    Det kunne nemlig i sig selv tænkes at virke provokerende.

    Intet gør jo voldelige ægtemænd så edderspændte som antydningen af, at de er voldelige.

    Ang. Jødehad.

    Det er påfaldende, at en forsker som Sofie Lene Bak, der for et par år siden postulerede anti-semitisme i Dansk Folkepartis bagland, ligenu er totalt fraværende i mediebilledet. Ligeledes undrer man sig over, at danske islamforskere totalt ignorerer al-Qaradawis hitleriske tanker. Han er ikke en tilfældig kuwaitisk mufti eller radikal tysk islamist, men for nogen manifestationen af den europæiske muslim: “Moderat, rational og realistisk”, så at sige.

    “Den mest populære satellitkanal blandt arabisktalende muslimer i København og Malmö er al-Jazeera, som er kendt for at være den mest progressive arabiske satellitkanal med ca. 38 millioner seere på verdensplan. 90% af svarpersonerne i Roalds undersøgelse oplyser, at de jævnligt ser denne kanal (Roald 2001). Det religiøse program ’sharî’a’ og livet’ med al-Qaradawi blev sendt på al-Jeezera første gang i efteråret 1998. Det er ikke kun et populært program i den arabiske verden. Ifølge Roalds undersøgelse svarer 45% af de adspurgte, at de ser ’sharî’a’ og livet’ jævnligt, mens 35% siger, at de nogle gange ser det. 20% ser det aldrig. De skandinaviske seere betegner al-Qaradawi som moderat, rationel og realistisk. Også kritikerne af hans program bruger betegnelserne moderat og rationel, men som en kritik af at han er for moderat og rationel (Roald 2001). (Ehab Galal: Islam via satellit I: At være muslim i Danmark, 2003. S. 99).

    Oploadet Kl. 17:31 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer
    

    22. november 2008

    “Tror I, Illeborg var imod Muhammedtegningerne? Der er ingen præmie for at svare rigtigt.”

    Hans Hauge anmelder Jakob Illeborgs Danmark set udefra i Weekendavisen – Storbritannien som skildpadde.

    “At læse Jakob Illeborgs bog er lige så kedeligt og forudsigeligt som at læse flere hundrede læserbreve til Politiken, der alle handler om, at Danmark er fremmedfjendsk, lukket, hvidt, kristent, voldeligt og intolerant. Om at DR kun sender X-faktor; om at vi er nationalister, selviske, usolidariske og imod multikulturalisme. Vi kan desuden ikke lide økologi og muslimer. Enhver kan fortsætte. Jeg kunne lave en lille quiz her: Tror I, Illeborg var imod Muhammedtegningerne? Der er ingen præmie for at svare rigtigt. Det er en klassisk forfaldshistorie, der fortælles. Engang var Danmark godt, men nu er det bare skidt…

    Titlens »set udefra« skal illudere, at Illeborg er en iagttager. Det kan man åbenbart blive, blot man bor i London. Han er rockmusiker og har læst på universitetet, og han benyttes åbenbart af DR som ekspert. Hans budskab er, at England – eller Storbritannien? – er langt bedre end Danmark. Han kan ikke udstå dansk nationalisme, men hvad med den skotske? Den hører vi intet til.

    Illeborgs Storbritannien er London, og denne by er, siger han, »en ledestjerne«… Behøver jeg at sige, at Illeborg ikke fortæller om 7/7-bombningerne? Det kunne jo ødelægge idyllen. Illeborg er positiv over for ideen om at indføre sharia, sådan som ærkebispen har foreslået. Han priser Overhuset og mener, vi burde have et. Han kalder med en af sine utallige kluntede metaforer Overhuset en »fornuftens checkpost«. Bogen vrimler med den slags… Han spiller også aristokrat, og for en aristokrat bliver alt det, man er uenig med, populisme. Populismen har bredt sig fra Glistrup til Villy Søvndal. »Stort set alle danske partier er nu hoppet med på symbol/populisme galejen.« Det lyder ret klogt, ikke?

    Han har så mange meninger, at de tre vidner, som han interviewer, næsten helt forsvinder… Det synes ikke at gøre indtryk på Illeborg, at Lord Giddens – der hedder Lord Anthony Giddens i bogen – udtaler, at velfærdsstaten er død, og at man ikke bør bruge ordet velfærd mere… Økologen, den konservative anti-globalist, millionæren Zac Goldsmith bliver også interviewet. Han siger intet om Danmark – bortset fra kritik af Bjørn Lomborg. Illeborg er ofte upræcis og sjusket. Det faktuelle i bogen er på Wikipedia-light niveau. Den engelske, økologiske bevægelse har altid været på venstrefløjen, misinformerer han. Det passer ikke. Går vi tilbage til førkrigstidens naturforkæmpere, var de på den yderste højrefløj – for eksempel A. Orage og The New English Weekly.

    Når Danmark er bagefter med hensyn til den grønne »bevidsthed«, skyldes det ifølge journalisten Illeborg, at medierne ikke »havde følerne ude«! At tænke sig, at det er mediernes skyld, at England er blevet et »green and pleasant land« i modsætning til Danmark, og jeg ved godt, at disse ord fra Blake nu ikke må synges, fordi de er nationalistiske. Illeborg er helt med på ideen om, at Den sidste Promenadekoncert er styg nationalisme, der bør forbydes. Musikken har en »em af gammel hvid postimperialistisk engelskhed over sig.« Hvad skal man sige til den slags?

    

    2. november 2008

    DRs Jakob Illeborg om Danmark: “Vi ser populismen helt ude på venstrefløjen…”

    Europaklip på P1 havde i sidste uge DRs London-korrespondent Jakob Illeborg i studiet, til en debat om hans nyudgivne Danmark set udefra. Illeborg har talt med tre kendte engelske tænkere om hver sit emne, og her var ingen overraskelser.

  • 25/10-08 Europaklip, P1 – … Danmark set fra Storbritannien (cirka 26 min. inde).
  • Det 17 minutter indslag gik hurtigt hen over første del – interviewet med den konservative miljøforkæmper Zac Goldsmith. Illeborgs pointe var dog klar nok.

    Jakob Illeborg: Han er meget sigende for Storbritannien, hvor miljø ikke længere er en venstrefløjssag, for det handler ikke om du er venstreorienteret eller højreorienteret, men måske bare om du er orienteret.

    Dernæst videre til Anthony Giddens, der beklagede Danmark ikke fortsatte udbygningen af velfærdsstaten.

    Jakob Illeborg: Giddens syn på Danmark, som vi jo også hører i det klip der bliver spillet – er jo en smule ambivalent, som mange andre briter, så ser han på os, med måske, hvad skal man sige, en storebrors velmenende adressering, men han ser også på os med nogen bekymring – han mener, at danskerne er gået i stå. Han mener vi har nået langt… Han siger det har været utroligt lærerigt, at se på danskerne, men her taler han i virkeligheden meget om det Danmark der var. Måske knap så meget om det Danmark der er i dag.

    Jørgen Johansen, P1-vært: Ja, for et af dine udgangspunkter for bogen, det er jo så også, at de to lande på mange måder har nærmet sig hinanden. Altså Storbritannien har udviklet noget vi havde engang, og vi har måske til en vis grad afviklet noget af det.

    […]

    Jakob Illeborg: Jeg synes det er bekymrende, at vi ser et Danmark med en stigende underklasse…

    Slutteligt Timothy Gahrton Ash, der beklagede Danmark ikke accepterede multikulturalismen.

    Jakob Illeborg: Her synes jeg i allerhøjeste grad, at danskerne bør kigge til Storbritannien når vi skal prøve at definere fremtidens samfund… Her (-hjemme) slås vi stadig om vi skal være monokultur eller multikultur, da jeg talte med Timothy Garton Ash… talte vi meget om multikulturens mange facetter… Jeg kigger på Danmark, jeg kigger på den politiske tone i Danmark… Vilkårene for at være ung muslimsk mand i eksempel London er bedre end her – det er meget meget vanskeligt at være ung muslimsk mand i Danmark. Du er voldsomt stigmatiseret. London er verdens mest multikulturelle storby, og derfor er det ikke så bemærkelsesværdigt om du kommer med slør, med anden klædedragt eller med religiøse symboler eller de mener noget særligt… Der er en anden ‘Live and let live’-kultur. Man arbejder meget med ‘common sense’, om at få tingene til at smelte sammen, og her har vi virkeligt meget at lære i Danmark… Hvis man ser en ung etnisk dansker på gaden, så tror man at han vil en noget dårligt. Det er vi selv skyld i – vi har skabt en debattone som er afsindig hård… Der er kommet en tone…

    Jørgen Johansen: Forholder Timothy Gahrton Ash sig også til tonen i den danske debat?

    Jakob Illeborg: Ja, det gør han… Timothy Gahrton Ash siger, at vi skal kunne kapere islam, vi skal kunne kapere Scientology, alle mulige former for kristendom eller for den sags skyld – ateisme… Han siger, det skal vi, og det kan vi. Han siger det er bydende nødvendigt, at de vestlige samfund i det 21. århundrede er i stand til det. Og her har Timothy Gahrton Ash fat i den meget lange ende…

    Han mener, at selvfølgelig skal vi have ytringsfrihed… men vi skal også stille os selv spørgsmålet – har vi overhovedet været presset på ytringsfriheden. Gahrton Ash var selv med på The Guardian, da man skulle tage stilling til, om man skulle trykke Muhammedtegningerne dengang. Da valgte man altså ikke at gøre det… man mente det var en unødig provokation. Og det er måske meget sigende for den ramme jeg taler om – den der med at man kan sige mange ting, men indenfor en ramme hvor vi alle sammen kan være her. Jeg så iøvrigt i sommers i Politiken, at Inge Eriksen talte om kinesisk vandtortur i forhold til den danske debat, og der synes jeg hun har fat i en god pointe… debatten flyder ud i ekstremerne, og når man ser Danmark udefra, så ser man altså et samfund som i debatten har presset sig selv op på et felt, hvor det er svært at være andet end populistisk. Vi ser populismen helt ude på venstrefløjen – vi ser SF pludselig begynde på nogle ret rabiate standpunkter om mørkemænd og andet, ting man aldrig ville sige i Storbritannien, fordi det er dybt stigmatiserende, og der tror jeg vi har noget at lære af Storbritannien, og af en meget begavet mand som Gahrton Ash.

    Mere.

  • 22/5-07 The Guardian – Jakob Illeborg: New liberalism, new populism.
  • 4/6-08 The Guardian – Jakob Illeborg: Denmark loses tolerance.
  • 23/10-08 Politiken – Ny bog beskriver Danmark set udefra.
  • 28/10-08 Horisont, P1 – Interview med Jakob Illeborg (dd. ikke online).
  • 1/11-08 Information – Vi kan lære af de britiske paradokser (kræver login).
  • “Labour kiggede længselsfuldt mod det danske velfærdssamfund i 1990’erne, men nu er det os, som har noget at lære af briterne, mener journalist og korrespondent for DR Jakob Illeborg…”

    

    23. februar 2006

    DR og Politiken til kamp mod det danske demokrati med hjælp fra vennerne

    DR overtog fra starten af Muhammedsagen Politikens vinkel på sagen, og en banal sag omhandlende islamistisk pres på den danske ytringsfrihed, er pludselig blevet til en spørgsmål om tonen i den danske debat, og den danske udlændingepolitik mere generelt. Et eksempel på dette var mandagens 25 minutter lange Horisont, der ikke adskilte sig synderligt fra Seidenfadens mange ledere desangående. Titlen var Hvordan verden ser på Danmark – fra programomtalen.

    “Danmarks omdømme i verden har forandret sig med Muhammed-tegningerne, men allerede inden var udlandets syn på Danmark ved at skifte.”

    Udsendelsens formål var tilsyneladende at lade Politikens politiske kampfæller i udlandet udtrykke deres foragt for det danske demokrati. Det blev en bizar oplevelse. Først til Malmø hvor kulturredaktøren for Sydsvenskan Cecilia Bornäs kørte rutinen…

    “Tonen er er blevet meget hadsk og hård overfor indvandrere.”

    Herefter til Stockholm, hvor Aftonpostens notoriske danskhader Olle Svenning blev præsenteret som “en god ven af Danmark”. Han erklærede først at vi var kritiske overfor det multikulturelle samfund (tror han mente det negativt), og fandt så rillen…

    Hvorefter en falleret socialdemokrat gav en håndsrækning til Helle Thorning-Schmidt.

    “På grund af Dansk Folkeparti og dets uhyre stærke stilling i politik…”

    Derudover gav han også mediernes ‘tone’ skylden, mens han rask væk anbefalede selvcensur i multikulturens navn.

    Så gav DRs Jan Ewans en Tøger-analyse:

    Det svenske broderfolk ved godt at danskerne er nogle flinke mennesker, men de har deres forbehold når det drejer sig om vores fremmedpolitik. Det har de haft i årevis.”

    Så gav en tilfældig kontorassistent sin svenskificerede udlægning. Enhver stramning af udlændingelovgivningen er ‘fremmedfjendtlighed’. Godt opdraget.

    Efter hende, sagde en mand det samme med andre ord.

    “Danmark er ude på tynd is [men…] der er også indvandrerfjendtlige strømninger i Sverige…”

    På bedste Tøger-vis kunne speakeren opsummere:

    “Sverige og Norge har haft de samme debatter, men har valgt en anden vej.”

    Man kan altså ikke både anbefale undertrykkelse af debatten som i Sverige, og bagefter eufemisk slutte at svenskerne har valgt en anden vej.

    I 1980erne var vi kendt for at have en “progressiv” udlændingepolitik, det har vi ikke mere, og vores ry er i fare. Jøsses.

    Så blev der vist en kort sekvens med Søren Jessen-Petersen (højtstående FN-figur) fra 2001, som tilsyneladende mente hans holdning om danske partier havde almen interesse.

    “Jeg syntes de sidste to-tre år har været meget triste at følge. At et parti som Dansk Folkeparti kan nå så langt frem på en decideret indvandrer- og fremmedfjendtlig politik.

    Så var DRs hold kommet til Genéve, hvor Rifah Odeh kassis fra Kirkernes Verdensråd mente at udviklingen i det danske demokrati var problematisk.

    Bemærk skredet. Det at en dansk avis ikke underkaster sig islamiske dogmer betragtes nu som problematisk i forhold til ‘menneskerettigheder’ og ‘frihed’. Odeh Kassis fortalte endvidere at det vil tage år at genopbygge forholdet til den arabiske verden. Danmark var skurken her, islamisterne var ofre. Absurd.

    Herefter talte han lidt om Politikens mærkesag.

    Alt andet end åbne grænser er en forbrydelse mod fattige islamiske lande… Arghh.

    En bærende tanke ikke bare for ovenstående, men også for DRs udsendte, var at danskerne skulle være udpræget selvtilstrækkelige og provensielle. Han fortsatte:

    Jeres politik med at begrænse folks ret til at opnå flygtningestatus i Danmark, det er meget foruroligende, men især jeres udenrigspolitik.”

    Bemærk brugen af ‘ret’ (“right“) – hvad er der i vejen med det gode gamle ord ‘mulighed’. Men iøvrigt underligt at høre en kristen palæstinenser repræsenterende flere bistandsorganisationer beklage sig over Danmarks manglende accept af islamistiske dogmer. Mens palæstinensiske islamister påtænker religiøs apartheid i Betlehem, så beklager han sig over tonen i et af de lande der giver mest i ulandsbistand.

    Så var det tid til lederen af menneskerettighedsorganisation International Service for Human Rights. Han indledte med rose asylpolitikken i 80erne, og tolkede ændringen som et resultat af racisme.

    “Jeg har i stigende omfang set racisme blive brugt som et politisk kneb i valgkampe i Danmark… Der er politikere, der bruger ‘racisme-kortet.”

    Han fortsætter:

    “… så sagen med tegningerne er ikke noget helt enkeltståendede, der kommer uventet.”

    Danskerne har fået en hård attitude overfor indvandrerne, og det er i det lys tegningerne skal ses… Som Politiken ville have skrevet det.

    Så til Bruxelles, hvor Lotte Leich fra Human Rights Watch kunne fortælle at det så skidt ud med Danmark.

    “Danmark er ikke længere førende inden for EU, når det gælder om at støtte op om menneskerettigheder, og for at få nye tiltag for at beskytte menneskerettighederne…. Man er ikke længere en del af en gruppe, hvor særligt Sverige spiller en ledende rolle…

    Her gik man rundt og troede at ytringsfrihed var en menneskeret, men nej. Hun håbede dog at Danmark ville komme tilbage i folden. Men det ser ud til at lade vente på sig – Tøger har kun en stemme.

    Hun fortalte iøvrigt også at organisationen ville holde øje med Danmark, og minsanten om ikke DR Nyheder i eftermiddags smed den på som en selvstændig nyhed.

    Så videre til Strasbourg, hvor Politikens darling – Alvaro Gil-Robles talte lidt om det problematiske i at afskære muslimer fra kolonisering via tvangsægteskab.

    Han mente istedet Danmark “burde føre en mere generøs politik” og satse på integration. Godt ti minutter forinden havde en svensker fortalt at vi stillede urealistiske høje krav om integration.

    Så til Paris, hvor Mogens Schmidt, chef for UNESCOs afdeling for ytringsfrihed blev præsenteret som en mand der ikke mente at “Danmarks renome havde taget ubrydelig skade”. Paradokset skal man nok have gået på journalisthøjskole for at kunne se.

    Så var det tid til manden på gaden, som mente tegningerne var led i en højreradikal konspiration. En anden (journalist, sjovt nok) startede fornuftigt nok, men gik så helt galt.

    Danskerne og Danmark er ikke onde – Kun Flemming Rose og Jyllandsposten…

    Et par minutter senere gav udlandsredaktøren for Libération en opvisning i dobbeltmoral. Han ville aldrig have trykt det han betegnede som “anti-muslimske karikaturer”, måske anti-katolske, men ikke ‘anti-muslimske’, for som han sagde…

    “Hvorfor provokere folk?”

    Der er altså ifølge ham principielt ingen grund til at håne håne ‘folk’, med mindre de er katolikker…

    Så var turen kommet til Berlin, hvor Berliner Zeitungs redaktør ikke var nærrig med underlødige associationer. Kunsthistorie har han næppe læst. Men brugbar var det jo for vennerne i Danmark…

    Slutteligt et beklageligt gensyn med Sydsvenskans Cecilia Bornäs, som argumenterede for at…

    “debatten skal holdes på et vist niveau”

    Hun så tegningerne “som en slags mobning”, men herom intet nyt, det har Tøger sagt i månedsvis. På det forrykte spørgsmål: “Tror du det her kan blive en lærestreg for Danmark?”, svarede hun…

     “Nej, det tror jeg desværre ikke…”

    – og fortsatte…

    Til allersidst en kort sekvens med Odeh Kassis, som mente vi skulle opføre os “anstændigt” og ellers gå ind for “medmenneskelighed” mellem syd og nord. Ufatteligt der findes højtuddannede mennesker som mener Danmark er skurken i den her sag.

    Indslaget varede godt 25 minutter, og ovenstående gennemgang dækker 21-22 minutter heraf. Udeladt er lidt med Jyllandspostens Frankrig-korrespondent Jørgen Ullerup, en fransk tegner, en redaktør for en fransk avis som trykkede enkelte af tegningerne, samt en mand på gaden der ikke var decideret imod Danmark.

    Man må desværre konstatere at Politiken har haft held til at markedsføre sin næsten kontrafaktiske udlægning af sagen. Denne udsendelse var slem, men samme udgave er P1s sendeflade tapeseret med, og for at det ikke skal være løgn, så bragte den venstredrejede amerikanske tv-kanal CBS i deres nyhedsmagasin i søndags et indslag under overskriften The State of Denmark. CBS’ Bob Simon gav Danmark grovfilen, men han havde havde jo også snakket med dem der virkelig besad overblikket – Tøger Seidenfaden, Uffe Ellemann-Jensen etc. Det var naturligvis guf for Orientering, der så kunne lave et 11-12 minutter langt indslag med Bob Simonsen, der henviste til samtale med Seidenfaden, der også medvirkede i indslaget.

    Vælgerne flest læser ikke Politiken, men ser istedet den islamistiske trussel, og søger naturligt nok mod Dansk Folkeparti – partiet der altid får skylden. Enten direkte, ved at være onde, eller indirekte ved at inspirere VK-regeringen til ondskab. Samtidig malkes en historie om hvorvidt Fogh Rasmussen skulle have svaret mere imødekommende på et uvenligt brev fra elleve ambassører fra islamiske lande. Udenrigsministeren har talt med otte af dem i anden forbindelse, så nu rettes der kommaer for at holde liv i ’sagen’. Enhedslisten og SF vil have høring, og det kan næppe overraske at DR kæmper intens for at vende meningsmålingerne med pludseligt aktuelle tudehistorier.

    Det meste af oppositionen og oppositionsmedierne fatter som sædvanligt meget lidt. De tror stadig de kan italesætte en virkelighed forskellig fra hvordan folk flest opfatter situationen, men intet tyder på at Dansk Folkeparti mister stemmer fordi en tysk avisredaktør gør sig selv til grin med groteske associationer.

    Opdate 23/2-05. Mens jeg sad og skrev ovenstående kan Politiken & DR med få minutters mellemrum fortælle at Egypten gav Fogh forsoningsmulighed – pludselig kan Egypten tale på vegne af 57 islamiske lande. De har endog formalia iorden:

    Seniorforsker Bjørn Møller ved Dansk Institut for Internationale Studier kalder brevet en »åben kattelem« for den danske regering.”

    DR Online har stadig intet skrevet om Politikens kendskab (meddelagtighed) til ambassadørbrevet allerede før afsendelsen til Fogh.  

    Opdate 24/2-05. Her til morgen kunne Politiken & DR med 11 minutters mellemrum fortælle at Nye udvisningsregler kritiseres hårdt. Weekendavisen bringer idag en længere artikel af Jacob Illeborg om CBS-udsendelsen. Bob Simon talte med Uffe Ellemann Jensen, Abu Laban, Kamal Quereshi, Tøger Seidenfaden og Carsten Jensen!!!

    Opdate 26/2-05. Igår kunne Politiken & DR med en times mellemrum fortælle – Eksperter: Kun mindre fejl i Muhammed-mappe. Artiklerne indledes af følgende sentens: “Man kan diskutere vinklen, men der står ikke noget, der er decideret forkert, lyder én ekspertvurdering.”. Da Ekstra Bladet d. 15. januar  offentliggjorde en oversættelse af Muhammed-mappen var der ellers rigeligt med løgne. To citater fra Imamens vantro Danmark:

    “Befolkningen i Danmark er vantro, der hader islam. Vi, alle muslimer i Danmark, angribes af dem, danskerne. I Danmark taler man om de sygdomme, muslimers bøn forårsager. Forholdet mellem Vesten og islam er på vej ind i en mørk tunnel. Og Jyllands-Posten ville i virkeligheden begrænse muslimers meninger og protester, da avisen i september optrykte 12 tegninger af profeten Muhamed.

    “‘Blandt disse forhold findes en atmosfære, som nærer en voksende racisme, hvis udtryk blev kraftigere efter hændelserne d. 11 september. Og den (racismen) har fået mange forskellige udtryk, fællesnævneren for dem er den dårlige omtale af islam. (Nogle gange taler de om sløret, andre gange om spørgsmålet om omskæring, eller om de sygdomme, som bønnen forårsager… osv.).'”

    Opdate 28/2-06. Igår kunne Politiken & DR med kort tids mellemrum fortælle – Desmond Tutu: Fogh var arrogant.

    Supplerende links.

    

    16. november 2005

    Europaklip på P1: Man kunne ønske flere aviser var som The Guardian

    Fra Europaklip på P1 (29/10-5) – et indslag om den venstreorienterede engelske avis The Guardian. Her kan man høre chefredaktøren Chris Elliot prale med at avisen bragte en anti-Bushforside istedet for islamistisk terror i Beslan… For avisen er med hans ord: “A bit more complex”. Den er iøvrigt ikke venstre-orienteret – men blot ‘liberal’…

    Således afsluttedes indslaget:

    “Chris Elliot er en god gammeldags Liberaler med stort L, ligesom Guardians skytsengel C. P. Scott. The Guardians Berliner-udgave er fulgt med tiden, men avisens særlige privilegier gør det muligt at fastholde nogle essentielle principper. Man kunne ønske at flere aviser havde disse privilegier.”

    Programomtalen:

    Historien om ‘The Guardian’

    Hvorfor siger den engelske avis The Guardian nej til tabloid-formatet?

    Her kan du sammen med Jakob Illeborg møde Chris Elliot, chefredaktøren fra The Guardian, der fortæller om tidens trend i form af omlægninger af avisformater, om The Guardians historie og kampen for kvaliteten i de daglige avisspalter – også i fremtiden.

    Oploadet Kl. 22:59 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper