11. november 2021

Venstrefløjen kritiserer Polen for at beskytte EU’s grænse: Ignorerer, at Hviderusland er kommunistisk

Så kører showet igen. ‘I skoven finder vi familien. Drengen på 6 år er spastisk lammet, og kan ikke gå. I 3 døgn har de levet af regnvand’, skriver Politiken (Martin Bjørck), og beretter om en syrisk familie, der forgæves har forsøgt at søge asyl i Polen. På lederplads i samme avis får den fuld skrue: Polen har forsøgt at ‘dehumanisere migranterne’, og EU må belære Polen om ‘begrebet retsstat’ (Michael Jarlner).

Det er forlængst kommet frem, at den nuværende migrantstrøm er orkestreret af Hviderusland, og Polen gør det eneste rigtige – på vegne af EU. Den ansvarlige må i sagens natur være præsident Alexander Lukasjenko – en af klodens sidste kommunistiske diktatorer. Her lidt af hans cv.

“I 1979, da han var 24-25 år, meldte han sig ind i Communist Part of Soviet Union (CPSU). På daværende tidspunkt var han leder af en lokalafdeling af All-Union Leninist Young Communist League (Komsomol), og i årene der fulgte gjorde han karriere i kolkhoz-systemet. Muren faldt, og i 1991 var Lukasjenko, som medlem af Communists for Democracy eneste parlamentsmedlem der stemte imod traktaten der opløste Sovjetunionen. I 1994 blev han valgt på en anti-korruptionsdagsorden, og siden har han konsolideret magten med socialistisk politik i den populistiske ende, blandt andet med modstand mod privatiseringer. Han er stadig kommunisternes foretrukne.” (Uriasposten, 2020)

(Polen afviser illegale indvandrere ved grænsen til Hviderusland, 2021; Foto: Wion)

(Migranter på vej mod Polen/EU, 2021; Foto: Notes from Poland)



16. juli 2013

Uskyldig mand frikendt: Om mediernes anti-racistiske diskurs og den politisk ubrugelige statistik

Selvom øjenvidner fortæller, at vagtmanden George Zimmerman skød gangsterspiren Trayvon Martin i selvforsvar, så har de danske medier været præget af en besynderlig antiracisme-diskurs, der gjorde at Zimmermans frifindelse kom som en stor overraskelse. Helt vanvittigt i lyset af det kendte materiale.

(17-årige Trayvon Martin & George Zimmerman, der skød i selvforsvar)

“Hver dag dræbes fire sorte unge i USA”, skriver Politikens udlandsredaktør Michael Jarler, og fortæller samtidigt at 45 pct. af mordofrene i USA tilhører det sorte mindretal, der blot udgør 15 pct. af befolkningen. Diskret antydes, at medierne er ligeglade med sorte mordofre, og mediedækningen af ‘drabet’ på Trayvon Martin ses som en kærkommen undtagelse. Jarlner mangler kun lige at henvise til Ku Klux Klan og brændende kors.

Flere kommentatorer påpeger problemet ved Jarlners analyse. Her lidt fra rapporten Homicide Trends in the United States, 1980-2008, udgivet U.S. Department of Justice i 2011. Det essentielle opridses allerede i Tabel 1.

(sorte er overrepræsenterede som gerningsmænd – hvide er overrepræsenterede som ofre)

Langt de fleste mordofre har en relation til gerningsmanden, og de fleste mord finder sted indenfor egen race (intrarace). Sorte myrdes og myrder langt hyppigere end hvide, men – og det er væsentligt, når nu racekortet skal spilles: – det er langt mere sandsynligt at en hvid myrdes af sort end omvendt. Særligt ved ’stranger homicides’, som racistiske drab jo bør henregnes. Flere detaljer.

(de fleste mord begås indenfor egen race; s. 11)

“In 2008, the homicide victimization rate for blacks (19.6 homicides per 100,000) was 6 times higher than the rate for whites (3.3 homicides per 100,000). … In 2008, the offending rate for blacks (24.7 offenders per 100,000) was 7 times higher than the rate for whites (3.4 offenders per 100,000). (s. 11)

“Stranger homicides were more likely to cross racial lines than homicides involving friends or acquaintances” (s. 13)

“From 1980 through 2008 – 84% of white victims were killed by whites… 93% of black victims were killed by blacks.” (s. 13)

“Young males (14 to 24 years-old), particularly young black males, were disproportionately involved in homicide compared to their proportion of the population.” (s. 17)

(hvide myrder sjældent sorte de ikke kender – unge sorte er ofte mordere; s. 13, 16)

Dokumenterer statistikken noget om ‘racismen i USA’, så må det være racistiske mord begået af det sorte mindretal mod det hvide flertal. Det er ikke ligefrem det indtryk medierne giver, og læser man de mange analyser der behændigt inddrager gældende lovgivning, herunder våbenlove, så får man næsten det indtryk, at medierne helst så Zimmerman ikke haft en pistol på sig den pågældende dag.

At Trayvon Martin-sagen har fået så meget omtale, skyldes udelukkende mediernes forsøg på at politisere sagen. Hvor mange danskere har hørt om Nkosi Thandiwe, der en sommerdag i 2011 (ugen før Breivik) umotiveret skød Brittney Watts, Lauren Garcia og Tiffany Ferenczy på åben gade. Den ene dødeligt.

Detaljer kom frem i forbindelse med retsagen tidligere på året, her citeret fra Atlanta Journal-Constitution.

“During his testimony Wednesday, Thandiwe suggested that his reason for even purchasing the gun he used in the shootings was to enforce beliefs he’d developed about white people during his later years as an anthropology major at the University of West Georgia.

‘I was trying to prove a point that Europeans had colonized the world, and as a result of that, we see a lot of evil today,’ he said. ‘In terms of slavery, it was something that needed to be answered for. I was trying to spread the message of making white people mend.

He said the night before the shooting, he attended a so-called ‘Peace Party’ intended to address his concerns about helping the black community find equal footing, but two white people were there.

‘I was upset,’ Thandiwe said. ‘I was still upset Friday. I took the gun to work because I was still upset from Thursday night.'”

(21-årige Nkosi Thandiwe & afdøde Brittney Watts, sårede Lauren Garcia og Tiffany Ferenczy)

Oploadet Kl. 16:24 af Kim Møller — Direkte link46 kommentarer


22. maj 2013

Politiken-redaktør Michael Jarlner om 18. maj-urolighederne: ‘Folket’ havde en ‘enorm frustration’

Michael Jarler er redaktør for Politiken, Danmarks største betalingsavis. Her lidt fra hans analyse af optøjerne på Nørrebro 18. maj 1993, der næsten er en opvisning i ‘passiv agens’. Ingen venstreradikale der iscenesatte gadekampe, det hele var blot et resultat af ‘folkelige frustrationer’. Brostenene fløj helt af sig selv.

Fra Politiken TV – Redaktør om 18. maj: Følelsen af afstand mellem folket og politikerne findes endnu.

Michaer Jarlner, International redaktør: Utilfredsheden for tyve år siden handlede meget om en del af vælgerkorpset, som var dybt utilfredse med at man gentog, eller sådan så det ud, gentog en folkeafstemning fra 1992. Det var nemlig sådan, at i 1992 havde danskerne stemt nej til Maastricht-traktaten og det var en traktat der åbnede for mere union, åbnede for den fælles mønt Euroen, og på mange måder førte til mere EU-demokrati, altså mere, en højere grad af føderalisme end det vi havde været vant til tidligere. …

Det der langsomt skete ude på Nørrebro den aften for tyve år siden, det var en stigende frustration over nogle politikere som man følte, man faktisk havde sagt ned ‘vi vil ikke videre i Unionsvejen’, og så gjorde de alligevel det, … Det var i hvert fald det, der førte til den enorme frustration, der fik trykket til at gå af på en meget meget dramatisk måde.

For nogen har det her bekræftet afstanden mellem folk og politikere. Vi kan også taler om en elite af embedsmænd, politikere og andre magthavere. Nogle der vil en vej, og folket der ikke er blevet overbevist om at Europa er et folkeligt projekt, simpelthen. Den udvikling er jo sådan set fortsat – big time. … Følelsen af afstand mellem folk og politikere den er blevet udvidet uanset om man mener det er rimeligt eller ej, det er bare et faktum.

Oploadet Kl. 15:45 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper