15. februar 2018

“… højreorienteret, ikke af billig overbevisning eller med nedrige hensigter, men af hele sit væsen”

Det er 25 år siden Botho Strauss rystede Tyskland, og nu gør hans søn det samme. Jesper Vind præsenterer forfatterne i eneste udgave af Weekendavisen. Herunder en kortfattet præsentation af ‘Tiltagende bukkesang’, udgivet i 1993, oversat og trykt på dansk i Nomos (1993:1) – Faderen, sønnen og tidsånden (kræver login).

“… her omkring 25-årsdagen er der i tilgift sket noget, som Glotz ikke kunne forudsige: I disse uger udspænder der sig en hidsig debat om Botho Strauss’ søn, 29-årige Simon Strauss. Hans melankolske og radikal-romantiske debutroman, Sieben Nächte, har skabt så meget opmærksomhed, at det minder lidt om striden i 1993. Sieben Nächte er nemlig en roman, som på den ene siden roses for litterære kvaliteter, men samtidig skoses for at støtte den tyske højrefløj. …

Som titlen Tiltagende bukkesang antydede, spåede Strauss en kommende tragedie, et forestående sammenbrud. Hans lidt kryptiske forudsigelse var, at der ville ‘udbryde krig’ mellem den eksisterende verden og den nye verdens ‘afrydnings-og udslettelseskræfter’. Han hånede medierne og revsede den politiske korrekthed hos den godhedsindustri, der var opstået i kølvandet på det multikulturelle samfund: ‘Vi bliver udfordret til at være medfølende og hjælpsomme over for hærskaren af fordrevne og hjemløse. Vi er forpligtet til godhed ved lov.’ Denne humanisme var, ifølge Strauss, et udtryk for ‘det forkrampede tyske selvhad’, som især prægede meningsdannerne: ‘Intellektuelle er glade for det fremmede, ikke for det fremmedes egen skyld, men fordi de hader vores eget og hilser alt velkomment, som ødelægger det.’ Teksten var skrevet i Strauss’ typiske elegiske skrivestil, men den politiske substans var ny. Han hævdede, at vesteuropæerne var blevet ’selvtilfredse’ og ikke mere forstod de nationalistiske strømninger, der i begyndelsen af 90erne fik en renæssance.

Essayet rettede tirader mod op levelsessamfundet, trivialkulturen, historieløsheden samt den materielle overflod, der svækker befolkningen i mødet med ‘fjendtlige erobrere’. …

Botho Strauss greb også fat på det betændte ord ‘højreorienteret’: ‘At være højreorienteret, ikke af billig overbevisning eller med nedrige hensigter, men af hele sit væsen, det er at opleve erindringens overmagt.’ Han anførte, at højreorienteret vil sige at gøre oprør ‘mod nutidens totale overherredømme, som vil udradere og frarøve individet hver eneste tilstedeværelse af uoplyst fortid, af det historisk tilblevne, af mytisk tid’. Det var hans profeti, at vesteuropæernes historieløshed ville hævne sig: ‘Moderniteten vil ikke blive afsluttet med sine milde postmoderne udløbere, men vil blive afbrudt brat af kulturchokket.

Kulturchokket, som ikke rammer de vilde, men som raserer de glemsomme.’ Essayet skabte forargelse og fordømmelse. …

Men den langtrækkende betydning af Tiltagende bukkesang er svær at overdrive. I 2007 udtalte en af landets største forfattere, Martin Walser, til ugeavisen Die Zeit, at Strauss-essayet ‘måske er den klogeste, mest klarsynede, mest vidtrækkende tekst publiceret af en tysk intellektuel siden 1945′. …

Også her i 2018 bliver Bukkesangen hyldet af flere borgerlige skribenter. Forfatteren og filosoffen Alexander Grau skrev forleden i det liberalt-konservative magasin Cicero, at Strauss’ tekst var ‘et melankolsk veto imod forhånelsen af en rig fortid til fordel for en steril morgendag. Selv om det ikke er en trøst: Strauss’ tekst rummer i dag en vital, ja, en brutal tilstedeværelse, mens kritikernes indvendinger kun fremstår som udvandede og udlevede.'”

(Botho Strauss, forfatter; Foto: Münchner Merkur)

Oploadet Kl. 10:53 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


18. august 2017

Tysk professor: Mainstreammedier & mainstreampartier holder udlændingepolitik ‘ude af valgkampen’

Jesper Vind skriver i Weekendavisen om den igangværende tyske valgkamp, og det er en lidt anden historie end den man hører hos de merkel-tro. Fra Vindstille valgkamp (ikke online).

“Professor Priester skrev forleden et indlæg i Die Zeit, hvori hun påpegede, at der i tysk politik er opstået et decideret ‘tavshedens system’, hvor den politiske elite er enige om at tie om de emner, der kan skabe konflikter i samfundet. Men det er desværre også et system, som mainstreammedierne aktivt deltager i, uddyber hun over for Weekendavisen.

‘I Tyskland har de offentlige public servicekanaler i høj grad udviklet sig til informationskanaler for statens politik,’ fremhæver hun.

‘Forleden blev der offentliggjort en større undersøgelse fra den uafhængige Otto-Brenner- Stiftung, der viste, at både aviser og tv generelt havde været meget ukritiske over for regeringens politik og den såkaldte Willkommenskultur under flygtningekrisen 2015-16. Dækningen var ensidig og fremstillede primært flygtningene som syriske krigsofre, bestående af familier med små børn. Man viste sjældent billeder af de unge mænd fra Afrika, der søgte til Tyskland som fattigdomsflygtninge.’

Karin Priester fortæller, at medierne i nogen grad gjorde op med den ukritiske dækning, da indvandrergrupper i Køln begik seksuelle over- greb på kvinder nytårsaften og -nat 2015/16.
‘Her var der mange pressefolk, der tog sig sammen og begyndte at berette mere nøgternt om de negative sider af indvandringen. Men på trods af det fremskridt kunne det godt under den verserende tyske valgkamp se ud, som om flere mainstreammedier er enige med mainstreampartierne i, at man skal holde flygtninge- og indvandrerpolitikken ude af valgkampen. …,’ vurderer Karin Priester.

Hun forudser, at medmindre flygtningekrisen vender stærkt tilbage forinden, vil det konfliktladede spørgsmål om indvandring først komme på dagsordenen igen den 25. september – dagen efter det tyske valg.

… hvad er forklaringen på den mærkelige valgkamp? Karin Priester, professor i politisk sociologi fra Universität Münster, finder årsagen i den kendsgerning, at Tyskland i de seneste fire år har været regeret af den såkaldt Store Koalition mellem det konservative CDU/CSU og det socialdemokratiske SPD. Det betyder, at det i tysk politik er blevet svært at øjne nogle grundlæggende uenigheder om de store spørgsmål. …

‘Den Store Koalition har fyldt billedet, mens De Grønne og Die Linke ikke har spillet nogen større rolle. Faktisk har de to små partier også bakket op om flygtningepolitikken, så tysk politik har på afgørende punkter været ren mainstream. Tyskland har været uden nævneværdig opposition i parlamentet, og nu står vi i en situation, hvor Merkel tydeligvis ikke behøver at frygte større kritik fra sin hovedudfordrer, fordi SPD selv har haft medansvar for politikken.'”

Oploadet Kl. 10:57 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


15. december 2015

“Pointen er faktisk lige præcis, at disse lande i øst ikke har glemt, hvor fragil historiens gang kan være.”

Professor Jörg Baberowski var maoist som ung, men selvom han har drukket lidt for meget af kulturmarxistiske kilder, så han har alligevel et par klare pointer. Interview i seneste udgave af Weekendavisen – Voldens væsen (ved Jesper Vind).

“‘Vi står i Europa ualmindelig dårligt rustet til at håndtere volden. Problemet er kort sagt, at vores kultur de seneste årtier har glemt og fortrængt, hvad det er, og hvordan det er at leve i samfund med meget vold. Vi har simpelt hen alt for længe haft kultur med for mange illusioner om civilisationens fremskridt. Men i det øjeblik volden igen bliver præsent, er vi også nødt til at begynde at reflektere nærmere over dens væsen – og det er så her Europa står nu.’ Det siger professor Jörg Baberowski fra Humboldt-Universitetet i Berlin.

‘… Historien viser, at krig og vold i større stil er fænomener, der kan bryde ud når som helst og hvor som helst. Det kan også ske her i Tyskland, hvis befolkningen en dag begynder at tvivle på, om staten sørger for dens sikkerhed,’ lyder det eftertænksomt fra den 54-årige forsker…

Historikeren peger dermed på en af de helt centrale problemstillinger, der bekymrer ham: hvad sker der i disse år med statens voldsmonopol? Dette kunne man i ugens løb læse om i tysk presse: ‘Myndighederne har tabt kontrollen over berlinske kvarterer: Dele af Neukölln, Wedding, Moabit, Kreuzberg og Charlottenburg er i hænderne på voldelige bander,’ lød overskriften i Berliner Zeitung, der ikke er en sensationsavis.

Jörg Baberowskis vurdering af den udvikling har samme farve som hans skjorte og bukser, det vil sige rimelig sort: ‘Det er slemt, hvad der sker i Tyskland, hvor ingen politikere forstår, hvor vigtigt voldsmonopolet er. Det er noget, man har glemt, men det kan være meget vanskeligt at genoprette, når man først har mistet det, og kriminelle har vænnet sig til, at ingen hindrer dem i deres handlinger. Ud af vane opstår ret. …’

‘Habermas personificerer efterkrigstiden og tror, at der kun eksisterer fred og fremgang. Han tror, at verden er som Vesttyskland var. Han overser, at hvor mere end tre mennesker mødes, er det ikke det bedste argument, der vinder, men den med størst gennemslagskraft. Det sikrer gruppedynamikken. Og i den terrortid, vi lever i, er hans forestillinger fuldstændig meningsløse. … den herredømmefri kommunikation er en illusion.’. …

‘Alle mennesker kommer formentlig til verden med muligheden for at elske, men også med muligheden for at blive voldelig. På den måde ligner kærlighed og vold hinanden – ligesom begge fænomener faktisk er et rige af dunkelhed, som aldrig er til at forklare fuldstændigt. Jeg siger ikke, at alle mennesker behøver at slå ihjel, men jeg siger, at alle vil være i stand til det. ‘Katte kradser, hunde bider, mennesker slår ihjel’ – som en kz-lejr-fange formulerede det.’

[…]

I stedet for at man drømmer om en fred, der ikke kommer tilbage, og om at væk-civilisere volden ud af samfundet, skal man ifølge Baberowski tænke over, hvordan man inddæmmer volden og konstruerer rum, hvor sandsynligheden for vold er mindst. … Baberowski fremhæver, at eksistensen af komplekse forbindelser mellem mennesker også gør det sværere for volden at opstå. Nærhed og tilliden mellem mennesker er vigtig, viser de historiske erfaringer. Men eftersom tillid traditionelt er større i kulturelt homogene samfund, så står man i dag med en stor udfordring, når samfundet bliver stadig mere multikulturelt.

Hvis man har samfund med meget stor indvandring er tilliden normalt relativt lav og volden bliver sværere at inddæmme. …’ Men Baberowski betoner, at disse problemer ser man i mange europæiske lande: ‘Det ser ret dårligt ud, fordi de politiske eliter, der nu tillader indvandringen, har glemt, hvordan det er at leve i samfund med meget vold.

‘I øst er de mere realistiske. De har ikke glemt historien og husker alt for godt, hvad vold var. Disse lande var altid ofre for deres naboers interesser… Pointen er faktisk lige præcis, at disse lande i øst ikke har glemt, hvor fragil historiens gang kan være.‘.”



10. marts 2014

Bo Lidegaard anno 1982: Bidragyder til USA-kritisk ‘freds-antologi’, redigerede ‘militærkritisk magasin’

Bent Jensens ‘Ulve, får og vogtere. Den kolde krig i Danmark 1945-1991’ fik en hård bedømmelse i Politiken af ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard, der betragtede værket som et polemisk anklageskrift fra højre flanke. At Lidegaard selv, ikke er den mest objektive, har de fleste forstået. Jesper Vind kommenterer Bo Lidegaards kritik af Bent Jensen i Weekendavisen – Jensen vs. Lidegaard.

“Som nævnt anklages Jensen for at gå ‘efter revl og krat’ i Ulvebogen, men gør Jensen nu også det? Selvfølgelig ikke. Jensen har eksempelvis undladt at nævne sin allierede fra Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaards trotskistiske udskejelser i tresserne og marxistiske skolebøger i halvfjerdserne. Denne undladelse stemmer godt overens med Lidegaards pointe om, at Jensen går efter ‘modparten’.

Men faktisk fortæller koldkrigsværket heller intet om, at Lidegaard tilsyneladende selv flettede tæer med ‘fodnote-forræderne’ i begyndelsen af 80erne. Lidegaard bidrog nemlig til den USA-kritiske freds-antologi Grønland – Middelhavets perle: et indblik i amerikansk atomkrigsforberedelse (1983).

Derudover finder koldkrigsværket det heller ikke værd at nævne, at Lidegaard i 1982 blev medlem af redaktionen på ‘Forsvar – Militærkritisk Magasin’. Et magasin som delte ideer og adresse med fredsgruppen Nej til Atomvåben (stiftet af bl.a. Jørgen Dragsdahl). Magasinet havde i 1981 bragt flere artikler om Forsvarets Efterretningstjenestes lytteanlæg, hvilket gav redaktøren en sigtelse for spionage, som dog blev frafaldet.

Redaktøren af det hedengangne militærkritiske tidsskrift Søren Møller Chistensen er i øvrigt i dag formand for Jørgen Dragsdahls indsamlingsforening. Den forening, som chefredaktør Lidegaard netop har givet gratis annonceplads i Politiken, så Dragsdahl kan få indsamlet penge til at føre sin injuriesag i Højesteret. Mod professor Bent Jensen.”

Oploadet Kl. 14:12 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


29. maj 2011

Tysk Kunstner håner den frie verden med støtte fra Statens Kunstråd på Biennalen i Venedig

Lang artikel af Jesper Vind Jensen i Weekendavisen om Biennalen i Venedig – Den revolutionære pavillon (ikke online).

“I stedet for at anvende økse eller bombe kan man på mere fredelig manér vise vrede over for Flemming Rose og Kurt Westergaard. Man kan besøge Venedig og træde på d’herrer ved Biennalens danske pavillon, når den åbner 4. juni. Her bliver der lejlighed til at betræde ikke bare Roses og Westergaards portrætter, men også kontrafejet af Pia Kjærsgaard, Anders Fogh Rasmussen, plus kendte islamkritikere som hollænderen Geert Wilders, italieneren Roberto Calderoli eller tyskeren Thilo Sarrazin.

Portrætter af disse folk i gulvniveau indgår i tyske Thomas Kilppers installation på Biennalens danske pavillon… Statens Kunstråd står bag fremvisningen, og rådet har valgt, at den danske pavillons tema skal være ytringsfriheden, herunder dens grænser og gråzoner.

… tyske Thomas Kilpper tager en pause i de travle forberedelser inden åbningen, så han over telefonen kan fortælle Weekendavisen, hvad publikum kan vente fra ham i Venedig. Han fortæller, at han er ved at opføre en såkaldt Pavilion for Revolutionary Free Speech i haven uden for den paladsagtige danske pavillon fra 1931. …

»Jeg har portrætteret fortalere for de samfundskræfter, jeg gerne vil overvinde. Det gælder også Jyllands-Postens Flemming Rose, som jeg kritiserer, fordi han var ansvarlig for disse angreb på verdens muslimer. Nogle af Muhammed-karikaturerne var godt nok vittige, men Kurt Westergaards indgår i en generaliserende kritik af islam. I denne generaliserende kritik af andre kulturer ser jeg en forbindelse til kolonihistorien, og til de skæve magtforhold mellem den 1. og den 3. verden. Muhammedtegningerne maskerer den tilknytning, men jeg ser dem som et synonym for nedgørelse af andre, herunder hån af verdens muslimer. Det var ikke noget frigørelsesprojekt.« …

Tilbage i 2004 lavede han en kontroversiel Ulrike Meinhofudstilling, som pointerede terroristens angiveligt gode, revolutionære sider. Nu sætter Kippler så, med støtte fra Statens Kunstråd, kritisk lys på den danske ytringsfrihedsdebat. …

Kilpper vender sig også mod Merkel, fordi hun på et pressemøde for nylig udtrykte glæde over, at Osama bin Laden var blevet skudt.
»Det er problematisk, at hun udtrykker det i en officiel regeringserklæring, hvormed hun også sætter spørgsmålstegn ved Tysklands holdning til dødsstraf,« siger Thomas Kilpper.

– Hun bruger vel bare sin ytringsfrihed? »Ideen om ytringsfrihed er altid kun en tilnærmelse. Det er vigtigt at kæmpe for ideen, men samtidig må man se på, om den undertrykker andre friheder. Jeg vil ikke kæmpe for friheden til at forhåne andre kulturer…«.”

(Thomas Kilpper hylder Rote Armee Fraktion & Ho Che Minh; The Ring, 2000)

Oploadet Kl. 16:28 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


15. december 2010

Weekendavisen om Wikileaks, Julian Assange, neo-marxistisk filosofi og politisk apokalyptik

Det er meget lidt der har været fremme om Wikileaks ideologiske udgangspunkt. I seneste nummer af Weekendavisen har Jesper Vind Jensen set nærmere på Julian Assange, og det er artige sager – Bæstet i åbenbaringen (ikke online).

“Wikileaks-stifteren Julian Assange ville næppe føle sig stødt, hvis man kom til at antyde, at han havde et lidt nonchalant forhold til artikel 12 i FNs Menneskerettighedsdeklaration. Det er den, der siger, at brevhemmeligheden er en universel menneskeret.

Wikileaks har offentliggjort titusindvis af hemmelige og halvhemmelige dokumenter og breve fra Pentagon om Afghanistan-og Irakkrigene. Ydermere er der en lind strøm af diplomatisk post til det amerikanske udenrigsministerium, der er ved at blive lagt ud på internettet. Bl. a. lister over mulige terrormål i Europa og USA, hvilket kunne være en julegave til folk på udkig efter nye bombelokaliteter…

Hvad vil den nu fængslede australske hacker Assange egentlig? Skabe åbenhed og transparens i informationssamfundet? Give kvalificeret modspil til generaler, ambassadører, direktører og politiske beslutningstagere? Være den sandhedssøgende 4. statsmagt, der kigger supermagten USA efter i sømmene? Det er alt sammen noget, han selv gør gældende.

Men en læsning af Assanges Wikileaks Manifesto fra august 2010 viser også, at han politisk er stærkt inspireret af bogen Imperiet (2000) forfattet af de neomarxistiske filosoffer Michael Hardt og Antonio Negri. De beskrev, hvordan verden i dag er domineret af en autoritær »global netværksmagt« – et såkaldt »imperium«, der er amerikansk domineret, men dog ikke har et enkelt center.

Assange skriver således i sit manifest, at der er brug for modkræfter til at angribe den nuværende »neokorporatistiske« og »autoritære konspiration« – læs: det amerikansk-dominerede imperium. Det undertrykker nemlig »den individuelle og kollektive vilje til frihed, sandhed og selvrealisering«. Assange vil i bund og grund afsløre imperiets skjulte dagsordener, misinformation, hykleri og løgne. Her lægger han ikke spor skjul på, at han er en dedikeret konspirationsteoretiker. Det imperie-kritiske manifest eksisterer nemlig i en tidligere version – fra december 2006 – der har titlen Konspiration som styreform.

Hans målsætning er, at Wikileaks skal blive en global udfordrer af imperiet og afsløre dets konspirative netværk, informationer og kommunikation, så friheden kan genskabes. Manifestet indledes således med dette krasse citat, der taler om »den usynlige regering«, som skal ødelægges…

Der er imidlertid et meget bemærkelsesværdigt og stærkt radikalt element i Wikileaks-stifterens tænkning. Det drejer sig om Julian Assanges religiøst inspirerede dommedagstænkning – en regulær politisk apokalyptik. Den fremgår af den ovenover nævnte tidligere version af Wikileaksmanifestet, Konspiration som styreform.

Det offentliggør Assange i december 2006, da Wikileaks bliver lanceret på cyperspace. Budskabet er her, at det USA-dominerede imperium er som et glubsk »bæst«, der til sidst skal »forstene« – ligesom det store dyr i åbenbaringen. Julian Assanges skriver, at den »autoritære konspiration« (det USA-dominerede imperium) er »et system af interagerende organer, et bæst med blodårer og vener, hvis blod kunne blive fortyknet og bremset indtil bæstet falder om – som forstenet; ude af stand til i tilstrækkelig grad at
forstå og kontrollere kræfterne i sine omgivelser.«

… Metaforen med bæstet, der skal forstene, er fjernet i det seneste 2010-manifest fra Julian Assange.

Her taler han i stedet lidt diffust om et »legeme« som skal »falde«, men ændringen må antages at være af taktisk art. Assange har i forbindelse med den stærkt forøgede opmærksomhed omkring Wikileaks naturligvis ønsket at fremstå mindre radikal…

Den politiske apokalyptik hos Wikileaks-stifteren viser sig da også i hele den underliggende tankegang i Wikileaks-manifestet, forklarer Peter Fibiger Bang. Man vil bringe det USA-dominerede imperium til fald som en nykolos på lerfødder, en anden metafor, der netop stammer fra Daniels Bog…

I Wikileaks-manifestet er det nuværende imperium også en slags kolos på lerfødder, som kan miste evnen til at tænke og handle, hvis dens konspirative hemmeligheder bliver afsløret. Den er netop den opskrift – eller skrift på væggen – som Wikileaks vil levere. I Julian Assanges manifest står der: »Vi kan narre eller forblinde en konspiration ved at forvrænge eller indskrænke den information, den råder over. Vi kan mindske den totale konspiratoriske magt ved ustrukturerede angreb på dens led eller ved kvælning eller opsplitning.

En konspiration, hvis ressourcer holdes tilstrækkeligt beskæftiget på denne måde, er ikke længere i stand til at forstå sit miljø eller lægge planer for robuste handlinger.« Med andre ord: Det er muligt at USA-imperiet er verdens økonomiske og militære supermagt, men hvis supermagtens hemmelighedskræmmeri med informationer bliver brudt, vil dens magt ikke kunne lave »robuste
handlinger«, dvs. kolossen vil blive handlingslammet.

Oploadet Kl. 05:24 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
Arkiveret under:


21. august 2010

Afdød tysk dommer: Sidste udkald hvis den demokratiske retsstat skal overleve multikulturen

Når Weekendavisen er bedst er den alle pengene værd. Historien om ungdomsdommer Kirsten Heisig i seneste udgave – Dommer nådesløs (ikke online).

“Hun havde i flere år været en ligefrem samfundsdebattør, når hun udtalte sig om den voksende kriminalitet i mange af de bydele, som er domineret af unge med anden etnisk baggrund end tysk. Heisig vidste mere om problemerne end de fleste. Hun var dommer ved hovedstaden Berlins ungdomsdomstol, der tager sig af 14-21-åriges forbrydelser. Heisig dømte i sagerne fra bydelen Neukölln, hvor cirka en tredjedel af bydelens 300.000 beboere har indvandrerbaggrund.

Hun fortalte gerne til medierne, at det var hendes erfaring, at familier med arabisk og tyrkisk baggrund ofte modarbejdede integrationen og alt, hvad der var tysk. I store dele af Neukölln havde der »fundet en islamisering sted« og udviklet sig »et parallelsamfund«, der omfattede sharia. Heisig mente, at det nu var sidste udkald, hvis den demokratiske retsstat skulle forblive intakt. Hvis ikke problemerne blev løst, »ville hele byen være ødelagt om ti år«.

Sidste år gik Kirsten Heisig i gang med at skrive en bog om sine erfaringer som ungdomsdommer. Hun blev færdig denne sommer, og forlaget regnede med at udgive bogen til efteråret. Den 28. juni, et par dage efter at hun havde sat sidste punktum, forsvandt hun imidlertid. Nogle dage senere fandt politiet hende hængt i Tegel-skoven i Berlins udkant… Politiet fastslog hurtigt, at der var tale om selvmord.

[…]

Bogen er et opgør med den tyske justits-og udlændingepolitik. Anklagen baserer Heisig på, hvad hun har set gennem 20 år som dommer i Berlin… Her taler tallene for Neukölln deres klare sprog. I de seneste to årtier er ungdomskriminalitet med alvorlig kropsbeskadigelse steget med 274 procent, mens antallet af røverier er steget med 144 procent. Det er sket samtidig med, at der er blevet færre unge mennesker i den store bydel, der ligger i Berlins sydlige ende.

[…]

Heisig beskriver, hvordan der blandt venstreradikale i Berlin og Hamburg findes et stort aggressionspotentiale, som er i hastig stigning.
Alene 1. maj 2009 blev 440 politibetjente såret i Berlin, mange af dem blev det helt bevidst, fremgår det af vidneudsagn. Det er desuden blev en modedille at brænde tilfældige dyre biler af i Berlins bydele Friedrichshain, Prenzlauer Berg og Kreuzberg. Det siger en del om den blindgyde, den politiske venstrefløj står i. Før i tiden havde man det ambitiøse mål at overtage magten og produktionsmidlerne; i dag tæver man tilfældige politifolk og brænder transportmidler af.

Venstrefløjsekstremisterne iklæder sig gerne betegnelser som »antifascister« og »antinazister«. Heisig beretter, at de siger, at de har erklæret højrefløjen krig, men at de reelt betragter den demokratiske retsstat som fjenden. »Efter min vurdering,« skriver hun, »bliver vi i de næste år nødt til at reagere lige så konsekvent her, som man har reageret over for de højreradikale.«.

[…]

Men de største ændringer i statistikkerne med ungdomskriminalitet handler først og fremmest om mislykket integration… Hun fremhæver, at man i Berlin har registreret 550 såkaldte »Intensivtäter«, som er defineret som ungdomskriminelle, der inden for det seneste år har begået mindst ti alvorlige forbrydelser. Af disse 550 vaneforbrydere bor halvdelen i Neukölln. Når man studerer dem nærmere, tegner der sig et skræmmende billede: 90 procent af disse kriminelle gengangere har indvandrerbaggrund. Og mere udspecificeret viser det sig, at 45 procent har arabisk baggrund, mens 34 har tyrkisk.

Det skal ses på baggrund af, at der blandt de 300.000 beboere i Neukölln endnu blot er 10.000 med arabisk baggrund, mens der bor godt 40.000 tysk-tyrkere i bydelen. I forhold til befolkningsandelen er den arabiske minoritet (der stammer fra bl. a. Nordafrika, Libanon, Palæstina, Syrien, Irak, Somalia, Yemen) altså noget af en hovedpine for »dommer nådesløs« og hendes kolleger.
Når Heisig så åbent udstiller, at den mislykkede integration især handler om den arabiske minoritet, er det ikke hverdagskost i den tyske udlændingedebat…

Dommer Heisig fortæller om en voldtægtsmand, der i retten udtalte: »Jeg ville ikke have gjort det, hvis det var i Libanon, for så havde jeg fået pikken skåret af.« Heisig pointerer: »Det bliver ofte fremført i debatten om disse emner, at kriminaliteten skyldes, at de unge oplever diskrimination og derfor sætter sig til modværge. Det kan jeg ikke modbevise, at der er noget om, men det er uforståeligt for mig, hvorfor det netop er piger og kvinder, der grundet deres køn skal bøde for det.«

… Heisig konkluderer, at det tyske samfund i dag står ved en skillevej. »Det vil kunne spalte sig i rig og fattig, i højre og venstre, i muslimsk og ikke-muslimsk.« Hun skriver også, at vi har fået skabt nogle »komplekse problemer i storbyernes sociale brændpunkter, og der er kun kort tid til at løse problemerne.« “

Oploadet Kl. 14:23 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


19. marts 2010

“…et stykke politisk teater, der bliver opført til ære for offentligheden og pressen.”

Længere gennemgang af Enhedslistens forhold til Antifascistisk Aktion i denne uges udgave af Weekendavisen. Den bør læses i fuld længde, så her blot en smagsprøve – AFA: Knokkelhæren.

“»Jeg personligt ville ikke have nogen skrupler ved at gøre en fysisk ende på Kim Møllers klynkeri for bestandig… Men aktiv dødshjælp er desværre jo forbudt i Danmark.« Sådan lød det forleden fra Enhedslistens Per Jensen. Kommentaren faldt efter 8-10 bøllers overfald 6. februar på blogredaktør for Uriasposten, Kim Møller , mens denne var ved at filme en såkaldt »antifascistisk« demonstration i Århus.

Udtalelsen fra Per Jensen, der i 2009 var partiets kandidat ved kommunalvalget i Sønderborg, bekræftede dermed, at også Enhedslisten har sine landsbytosser. Nogle kan måske huske Enhedslistens hovedbestyrelsesmedlem Claus Svendsen, der på partiets årsmøde – efter de autonomes overfald i 1998 på Pia Kjærsgaard på Nørrebro – åbent kritiserede partiets afstandtagen fra den voldelige aktion: »Når vi tager afstand fra overfaldet på Pia Kjærsgaard, træder vi en masse folk i bevægelsen over tæerne. Jeg har ingen problemer med direkte politiske aktioner.«

Og ligesom daværende folketingsmedlem Jette Gottlieb dengang straks gik på talerstolen og meddelte, at Enhedslisten ikke tolererer overfald på enkeltpersoner, var meldingen den samme i februar i år. Her tog gruppeformand Per Clausen afstand fra kammerat Jensens skriverier om at gøre en fysisk ende på Kim Møller…

Partiledelsens gentagne afvisninger af voldsdyrkelsen kunne minde om et stykke politisk teater, der bliver opført til ære for offentligheden og pressen:

Hver gang offentligheden får kendskab til voldelig ekstremisme, tager venstrefløjens ansvarlige ledelse rutinemæssigt afstand fra ekstremisterne. I dagligdagen er de imidlertid accepterede og spiller en rolle i bevægelsens arbejdsdeling.

[…]

AFA har også vist, at man gerne sætter handling bag parolerne om at være venstrefløjens militante arm…

I de senere år har AFA forsøgt i offentligheden at modificere den stærke retorik. Men intet tyder på, at det er lykkedes at skrue ned for voldsdyrkelsen… I AFAs nyeste manifest fra 26. februar 2010 understreger man også fortsat, at i kampen imod »fascisterne« er mere hårdføre metoder både nødvendige og legitime: »Uanset hvor de prøver at forsamle sig, skal de jages væk. Uanset hvordan de forsøger at organisere sig, skal deres strukturer angribes og knuses med ord og handling.«”



11. januar 2010

Claes Kastholm: “Men det, der især minder om 1970erne, er trangen til at se spøgelser.”

Jeg har gudskelov ikke tid til at dække pæne bedsteborgeres kamp mod det onde Trykkefrihedsselskab. Jeg undrer mig dog alligevel over flere ting i den forbindelse, og det mest overraskende er ikke massemediernes overfladiske dækning (eller Ole Birk Olesens perfide tilgang), men derimod en journalist som Weekendavisens Jesper Vind Jensen. For et par uger siden angreb han Nicolai Sennels med pinlige associationstrick, og i denne uge bruger han Charles Johnson (lgf) som kilde til Lars Hedegaard og et Counterjihadmøde i 2007 – en mand Johnson ikke vidste hvem var, et møde han ikke deltog i.

Jeg var inviteret til mødet, og når nu bænkede fodboldspillere også får medaljer om halsen efter vundne mesterskaber, så må jeg vel være en slags næsten-næsten-fascist. Couldn’t care less.

Claes Kastholm i gårsdagens Berlingske Tidende.

“I de ustandselige krav om, at der skal tages afstand fra et eller andet, specielt når det kommer fra Dansk Folkeparti eller nærmeste omegn, ligger der et kunstigt hysteri, et stadigt forsøg på at pumpe debatten op, så det ser ud, som om vi lever i et land med uhyre farlige modsætninger, sådan noget à la Tyskland i 1930erne. De, der husker 1970erne, vil nikke genkendende. Dengang satte nymarxismen dagsordenen, og hvad man end kunne sige om den, så var den mere intelligent, mere inspirerende at slås med, end den idéforladte farisæisme, der nu sætter dagsordenen. Men det, der især minder om 1970erne, er trangen til at se spøgelser. Dengang advarede marxister dagligt om, at en ny Hitler var lige på trapperne. En demokratisk lederskikkelse som Willy Brandt, der indførte berufsverbot for at beskytte staten mod den afsindige terrorisme, blev skildret som fascist.

CSU-lederen Franz Josef Strauss, den farverige og vittige bayrer, blev opfattet som en potentiel Hitler, og i Danmark udpegede venstrefløjen en ægte demokrat som Erhard Jakobsen, socialdemokrat af den klassiske skole, og den kreative anarkist Mogens Glistrup til nye stærke mænd, som inden længe ville omdanne det danske velfærdssamfund til et fascistisk diktatur.

Ja, man skulle tro, det var løgn. Ligesom når nogle bemærkninger fra Lars Hedegaard eller nogle fyndige formuleringer af Mogens Camre får hønsene til at flyve op og gokke opskræmt om risikoen for et nyt holocaust, denne gang for muslimer.

Disse hysteriske og forudsigelige forløb, der gentager sig gang på gang, skyldes vel først og fremmest, at vi mangler alvorlige udfordringer her i landet. Kritikere plejer at sige, at vi er meget provinsielle. Det er både rigtigt og forkert. Hvis man som undertegnede tillader sig at være nogenlunde orienteret om debatten i nogle af de større lande, bemærker man, at i hvert fald førende danske aviser har en langt videre horisont end pressen i de større lande. Og vel også befolkningerne.

De fleste amerikaneres horisont går ikke længere end til delstatsgrænsen. Tysk, fransk og britisk presse er monomant optaget af hjemlige forhold. Den danske provinsialisme kommer ikke til udtryk i et manglende engagement i forhold til omverdenen.

Den danske provinsialismes udtryk er proportionsforvrængning.”

Mere.

  • 10/1-10 Snaphanen – Anklagerens vidne mod Hedegaard: Photoshopperen* Charles Johnson.
  • 11/1-10 Snaphanen – Med Weekendavisen som fødselshjælper.
  • 11/1-10 180 Grader – Lars Hedegaard: Fascisme-ekspressen bruser frem.
  • “Så håber jeg i øvrigt, at de jødiske medlemmer af min familie – heriblandt min smukke og kloge datter og mine to jødiske børnebørn – ikke får et alt for stort chok, når de nu skal høre deres far og farfar omtalt som ven med antisemitter og fascister. De vil utvivlsomt spørge sig selv, hvilken interesse jeg dog skulle have i at bidrage til forfølgelsen af min egen familie, men jeg er sikker på, at Weekendavisens skrivere nok skal finde et svar også på dette mysterium.”

  • 14/1-10 Snaphanen – Så lyver 180 Grader om Robert Spencer (Raapil gengiver lgf-usandhed om mød med EDL).
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper