13. juli 2019

Tom Jensen om venstrefløjens socialkonstruktivisme: “… symbolpolitik findes ikke kun på højrefløjen”

Fredagens sene Deadline var ret langt angreb på amerikanske Foxnews, der ikke bare er højreorienterede, men ligefrem går i rette med venstrefløjen. DR behøver ikke angribe Jyllands-Posten eller Berlingske, for det eneste borgerligt ved dagbladene er enkeltstående opinion. En leder i Jyllands-Posten om muslimers manglende integration, eller et angreb på socialkonstruktivismen. Leder i Berlingske af Tom Jensen – Nej, ord skaber ikke bare virkeligheden.

“Diskussionen om, hvad man skal kalde dette eller hint, herunder boligområder med mange indvandrere, muslimske borgere, parallelsamfund og mange på overførselsindkomst, bliver først et problem, hvis man bilder sig ind, at det er ordene, der skaber virkeligheden.

Det er en omsiggribende forestilling på den identitetspolitiske venstrefløj, at det forholder sig således. Det ser man ikke kun på udlændingeområdet, men i lige så høj grad i kønsdebatten. Hvis man således identificerer sig som kvinde, da kan det overtrumfe den biologiske kendsgerning, at man fysisk set er en mand.

… Hvis vi taler om tingene på en anden måde, så forandrer de sig alene derved. Alt er en konstruktion. Alt er kulturelt og socialt skabt og betinget og kan derfor ændres kulturelt og socialt – herunder gennem sproget.

Det er vigtigt at holde sig for øje, hvis man drømmer om, at ghettoernes problemer forsvinder, hvis vi holder op med at kalde disse boligområder for ghettoer.

Det er ikke sådan, at problemerne med parallelsamfund forsvinder, blot vi taler om dem på en anden måde. Havde det været sådan, ville integrationsudfordringerne i de udsatte boligområder i Sverige, hvor udlændingedebatten gennem årtier har haft en helt anderledes forsigtig for ikke at sige berøringsangst karakter end i Danmark, vel være betydeligt mindre. Det er ikke tilfældet. Spørg blot i Malmø eller i adskillige bydele rundt om Stockholm.

symbolpolitik findes ikke kun på højrefløjen. Venstrefløjsudgaven kommer indsvøbt i den illusion, at blot vi ikke taler for grimt om alt det besværlige og grumme, så går det nok væk af sig selv.”

(En boligblok i Linköping, Sverige, 7. juni 2019; Foto: Quillette)



4. december 2016

Tom Jensen om et EBU-arrangement med Nigel Farage, og en politiserende nyhedsredaktør for ZDF

Berlingskes Tom Jensen giver et godt eksempel på problemet med MSM. Som chefredaktør skal han tro på det er muligt at genvinde den tabte tillid, og sende “fake news og fringe-medier tilbage til obskuriteten”. Han burde dog være klog nok til at vide, at det ikke kommer til at ske. Man kan ikke producere objektive medier for læsere med modsatrettede verdensbilleder, og så længe borgerlige medier reproducerer venstrefløjens dogmer, så er ‘fringe-medier’ klart at foretrække. Fløjmedier er i det mindste ærlige omkring det ideologiske udgangspunkt.

God blogpost af Tom Jensen på B.dk – ‘Løgnepressens’ ansvar.

“… Farage en af den slags politikere, der siger tingene uden omsvøb. Det gælder også om medierne, og det var netop derfor, Farage var inviteret med til den EBU-arrangerede News Xchange-konference, som i denne uge blev afviklet i DR Byen. Her gav Farage de klassiske medier en opsang. Han anklagede dem for at have mistet forbindelsen til den brede befolkning og de bekymringer og dagsordener, der betyder noget for de fleste. Han gav et eksempel: Mange mediers begejstrede beskrivelser af vindenergi på den ene side. Og manglende interesse for folks bekymring over stigende elregninger på den anden side.

Undervejs i debatten var der noget, som slog mig. I den store koncertsal i DR Byen sad vel 600 mediefolk fra mange lande. Man var ikke i tvivl om, hvor størstedelen af sympatien i salen lå. Den lå ikke hos Farage. Når han blev angrebet af andre paneldeltagere, blev der flere gange klappet. Bifaldet var derimod aldeles sporadisk, når Nigel Farage leverede sine skarpeste pointer. Helt påfaldende blev det, da en konferencedeltager på første række fik ordet. Han hedder Elmar Thevessen og er en fremtrædende person i tysk presse: Vicechefredaktør og nyhedsdirektør på den store tyske TV-kanal ZDF.

Thevessen fik mikrofonen og gav først en indrømmelse: ZDF havde ikke været gode nok i deres dækning af det nye tyske protestparti AFD (Alternative Für Deutschland) og flygtninge- & migrantkrisen. Man ville fremover, oplyste Thevessen, dække AFD på samme måde, som man dækker andre politiske partier. Alene den erkendelse burde jo få en og anden til at tabe undermunden i forbløffelse, for det må jo betyde, at man indtil nu har dækket AFD anderledes end andre partier. Men ikke desto mindre: En erkendelse var det da. Også Nigel Farage nikkede anerkendende.

Men så kom det: Beslutningen om at justere dækningen havde skam en målsætning. For ZDF er åbenbart nået frem til, at en ‘normaliseret’ dækning af Alternative Für Deutschland vil være det bedste redskab til bekæmpelse af den populistiske bevægelse over Europa, som AFD – og Nigel Farage i øvrigt – er udtryk for, mente Thevessen. Så burde kæben være helt nede ved gulvet. Sagde han virkelig det? Ja, det gjorde han – for derefter at anklage Nigel Farage for fremmedhad…

(Nigel Farage i debat med Elmar Theveßen fra ZDF, København, 30. november 2016; Foto: Twitter)

“Vi er også nødt til at se os selv i spejlet.” (Tom Jensen, Berlingske)

Oploadet Kl. 10:22 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


24. august 2016

Tom Jensen blotlægger Enhedslistens kommunistiske basis: Uligheden skal væk, alle skal være fattige…

“… nævn altid, at de er nynazister.”, skrev David Trads forleden om Danskernes Parti, og brugte således partiformandens fortid til at angribe hans nuværende parti, der vel retteligt er et moderne nationalistisk parti. Der er ingen drømme om Auschwitz-Birkenau i partiprogrammet, men en masse om danskernes hævdvundne fortrinsret til Danmark. 17-årige Daniel Carlsen meldte sig ind i Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, og ud igen tre år senere. Det ville være rimeligt, at medierne konfronterede partilederen med fortiden, men det foregår desværre altid på Trads’ etiket-niveau. Han er nynazist, fordi han har været medlem af et nationalsocialistisk parti.

Det giver faktisk mere mening, at kalde Enhedslisten for kommunistisk end Danskernes Parti for ‘nynazistisk’. Den etikette skal man dog være læser af nærværende blog, for at støde på. Enhedslisten er en fællesliste for tre kommunistiske partier, og intet i programskriftet indikerer, at de er blevet klogere af historien. Det drejer sig stadig om maksimalstaten.

Tom Jensen har skrevet en lang tekst om Pelle Dragsted og Pernille Skippers reaktion på en nylig CEPOS-udgivelse. Fra Berlingske – Da Pernille Skipper og Pelle Dragsted afslørede sig selv.

“I søndags bragte Berlingske en artikel som optakt til de kommende ugers skattereformforhandlinger. Den viste via en beregning fra Cepos noget opsigtsvækkende: De 10 procent rigeste danskere betaler i alt 214 milliarder kroner i skat, og det er 30 procent af de samlede skatteindbetalinger.

Nøjes man med at se på de berømte 1 procent rigeste, så bidrager de til de fælles kasser med 60 milliarder kroner svarende til 8,6 procent af det samlede beløb, der indkræves i skat. … Den virkelige bombe, den for denne verdens Pernille Skipper’e og Pelle Dragsted’ere så afslørende djævelske detalje, lå et anden sted. Den lå i udviklingen siden 2001. Lad mig kort citere fra artiklen:

”Top 1-procent’ har ifølge Cepos-beregningerne oplevet en reduceret skattebyrde siden 2001 som følge af flere skattereformer. Alligevel er de rigestes skatteandel vokset fra 7,4 pct. i 2001 til 8,6 pct. i dag. Det skyldes, at man sammenlagt har øget indkomsterne betragteligt. Den gennemsnitlige skatte- og afgiftsbetaling for en ‘Top 1-procent’-dansker er 1,4 millioner kr. En gennemsnitlig dansk lønmodtager betaler til sammenligning lige godt 150.000 kroner i skat om året.’

Læs gerne dette afsnit et par gange. Hvad står der her, hvis man går det minutiøst igennem?

Jo, der står:

at skattebyrden for de rigeste procentvis er blevet mindre siden 2001. Flere skattereformer har lettet eksempelvis topskatten.
at de rigeste ikke desto mindre bidrager med flere penge til de fælles velfærdskasser nu i forhold til 2001, også forholdsmæssigt i forhold til andre mindre velhavende danskere
årsagen til det er, at de er blevet temmelig meget mere velhavende. Uligheden er altså steget, og denne stigende ulighed er den direkte årsag til, at de rigeste nu bidrager med langt mere til den fælles velfærd, end de gjorde i 2001.
Der er altså sket det, at de mest velhavende både har fået mere til sig selv – og mere til samfundet. Kan det overhovedet være skønnere?

Det er nu, vi kommer til Pernille Skippers og Pelle Dragsteds selvafsløringer.

For som besyngere af en moderne velfærdsmytologi, hvor ulighed altid er af det onde, og hvor omfordeling af en given mængde velstand er svaret på alle problemer, så er ingen af de to parate til at skrive under på, at noget er skønt.

Der udvises ingen taknemmelighed over de mange milliarder mere, som er kommet ind i skatter til fælles velfærd, fordi de rigeste er blevet rigere. Tværtimod. Søndag og mandag lød det tværtimod igen fra Pernille Skipper som en optakt til Enhedslistens sommergruppemøde og samtidig en slet skjult trussel mod Mette Frederiksen: Uligheden er steget i de senere år, de rige er blevet rigere – på bekostning af de fattige og de svage. Derfor stiller partiet et slags ultimatum til Socialdemokratiet. Blandt andet skal skatterne for de rigeste danskere sættes op med 10 procent.

Hvilket sikkert for mange lyder forjættende; der er bare lige den detalje, at det ikke vil give meget mere til velfærd. Tværtimod. Den økonomiske aktivitet i samfundet ville blive mindre, hvis man satte skatterne op. Og så ville der blive skabt mindre velstand. Og dermed mindre at kræve skatter op af.

Vi har jo således netop konstateret, at man kan få de rigeste til at bidrage mere til velfærden ved at sætte skatten ned og tillade, at deres gennemsnitlige velstand stiger. Det er det, der er sket siden 2001. Enhedslisten vil nu gå den modsatte vej. Enhedslisten vil skabe mere lighed ved at strafbeskatte velstand.

Det vil de gøre, uagtet at de ikke vil få mere velfærd ud af det. For finansieringen af fremtidens velfærd kræver ikke mere lighed i verdens mest lige samfund. Tværtimod kræver finansieringen af fremtidens velfærd, som regnestykket 2001-16 viser det, en vis grad af ulighed i samfundet.

(Pelle Dragsted på Twitter, 22. august 2016)

Det er derfor man ‘giver’ skattelettelser ‘ned i foret’ til de rige, som Pelle Dragsted udtrykte det forleden på Facebook i forhold til diskussionen om topskattelettelser. Når man gør det, forudsætter man, at alle midler i samfundet tilhører de offentlige kasser, som så derefter deler ud af dem afhængig af den politiske vilje hertil. Som en slags lommepenge til de hårdtarbejdende undersåtter derude.

‘Øh ja, for de rigeste 1% har i samme periode tilegnet sig en betydelig større del af samfundets samlede velstand’, skrev Dragsted i aftes, et udsagn der blotlægger nogle karakteristika ved hans verdensbillede:

For det første, at han anser velstand for at tilhøre samfundet, hvorfor enhver øget velstand er noget, nogen ‘tilegner sig’, hvilket ifølge Den Danske Ordbog er et udtryk, der definerer det at ’skaffe sig, komme i besiddelse af eller få råderet over noget; gøre til ens eget ofte på en lyssky eller ulovlig måde’.

For det andet, at han anser ‘velstand’ for at være en konstant, der skal fordeles af. Velstand er ikke noget, man ved aktivitet og initiativ i det civile samfund kan skabe mere af i morgen, end der var i går. Når nogen er blevet rigere, er de blevet det på bekostning af andre. På bekostning af ’samfundets samlede velstand’, som de har ‘tilegnet sig en betydeligt større del af’.”



20. april 2016

Forskningschef Vibeke Borberg, : “… et medieetisk problem”, at Berlingske giver talerør til højrefløjen

“Half The French Army Is Now Deployed On French Streets”, skrev Breitbart fornyligt, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at det er det land i Vesteuropa med det største muslimske mindretal. Dem der har flere er autoritære stater. Dem der har flest er flygtningeproducerende lande.

Vi kan ikke helt følge med Sverige, men Danmark er godt på vej. Vi har måttet forskanse parlamentet, og har nu kampklædt politi med automatvåben flere steder i hovedstaden. Jov, nøgternt betragtet, så er fjenden i landet.

Vibeke Borberg, der mener det presseetisk er problematisk med bloggende indvandringsmodstandere, er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor den journalistiske filosof Ejvind Hansen også huserer. Han mener ikke at ytringsfriheden er truet, og her er han sikkert på linje med Rasmus Preston, der studerer samme sted, når han ikke lige foto-registrerer de ikke-truede på gadeplan.

Fra Berlingske – Mediejurist langer ud efter Berlingske og dens bloggere.

“Vibeke Borberg skød debatten i gang fredag med disse ord på Twitter: ‘Igen et indlæg, som det kan undre, at @Berlingske vil lægge spalteplads til,’ skrev hun om et Indspark fra sognepræst Marie Høgh med overskriften ‘Fjenden er i landet, smilende går han rundt iblandt os.’

Ifølge Vibeke Borberg er det blot et af mange indlæg fra faste Berlingske-bloggere, også bl.a. psykiater Henrik Day Poulsen og sognepræst Sørine Gotfredsen, som formuleres på en måde, der er ’stigmatiserende over for visse befolkningsgrupper, agiterer for forskelsbehandling, anvender grove generaliseringer og bidrager til at skabe splid mellem befolkningsgrupper.’

‘Pressenævnet fastslog i en meget klar kendelse tilbage i 2013… at blogindlæg, som er skrevet af journalister og andre professionelle til brug for et professionelt blogsite, skal betragtes som redigerede debatindlæg og dermed leve op til de samme medieetiske standarder som avisen øvrige indhold,’ siger Vibeke Borberg. …

Og det er et medieetisk problem, som Berlingske bør forholde sig til, mener hun.

(Vibeke Borberg på Twitter, 15. april 2016; Uriasposten)

“Det, jeg finder problematisk, er, hvis man som mediejuridisk forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole bruger sine egne holdninger som målestok for, hvad der er presseetisk korrekt at bringe på mediernes debatsider eller i kommentarform eller på blogs.” (Tom Jensen, chefredaktør Berlingske)

Oploadet Kl. 12:07 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


11. september 2015

Venstrefløjens kampagner skræmmer udlændinge væk: Tom Jensen om den uvirksomme symbolpolitik

Mediernes mange kampagner mod den højrefløjens udlændingepolitik preller af på de fleste danskere, men virker tilsyneladende ganske godt på udlændinge. Poetisk retfærdighed, kan man sige. Flygtninge fortæller at danskere spytter på dem, at danske betjente tæsker dem, og Padborg-Frøslev Skole er ganske enkelt et sønderjysk Guantanamo. Danskerne er probably det mest onde folkefærd på planeten Jorden.

Tom Jensen folder sig ud i Berlingske – Til dig der hjælper flygtninge til Sverige: Ved du hvad du gør?

“Før folketingsvalget og hen over sommeren er den danske udlændingepolitik blevet kritiseret for at være forfærdelig, ikke mindst fordi den også var uvirksom: Uanset hvor meget man strammede det ene eller det anden sted, ville det ikke få nogen betydning, når man står midt i katastrofen med en borgerkrig i Syrien.

Nu bliver den danske udlændingepolitik kritiseret for at være forfærdelig, ikke mindst fordi den er virksom: De fleste der i disse dage ankommer til Danmark, vil ikke søge asyl her. De vil hellere til Sverige.

Det skriver jeg uden nogen ironisk pointe eller for at advokere hverken for eller imod stramninger, men alene for at nå frem til denne logiske slutning:

I en situation, hvor de eksisterende internationale aftaler på flygtningeområdet, herunder Dublin-forordningen, for længst er under sammenbrud, og hvor Europas ydre grænser er kollapset, samtidig med at de indre grænser takket være Schengen er åbne, så er det klart, at det enkelte lands politik betyder noget for tilstrømningen af flygtninge og migranter.”

(Syrisk flygtningedreng som statist i den danske venstrefløjs maniske hetz; Foto: Facebook)



25. november 2014

Tom Jensen tager Yahya Hassan på ordet: Han dyrker konspirationsteorier på niveau med islamister

Yahya Hassan er interviewet til seneste nummer af Euroman, og gør sig her sine spekulationer om hvorvidt Islamisk Stat er marionetter for “USA, Israel eller andre lande” der har en interesse i at få muslimer til at fremstå som vanvittige mordere. Berlingskes Tom Jensen kommenterer Yahya Hassans optræden i søndagens Deadline – Hvis Yahya Hassan vil befri os fra de ekstreme, hvorfor lyder han så selv så ekstrem? Læs det hele.

“Er man træt af, at det er perceptionerne og forestillingen om, hvad eller hvem Yahya Hassan mon er, der har domineret debatten om ham og hans budskaber, så er der jo kun ét logisk modtræk: At tage ham på ordet. Lytte til hvad han siger. … Derfor vælger jeg at tage Yahya Hassan alvorligt. Det gør man som nævnt bedst ved at beskæftige sig konkret med det, han siger. Jeg satte mig derfor i dag og streamede Deadline 2. sektion-programmet og skrev ned, hvad han sagde. Så kan man forholde sig til dét – og intet andet.

Hans udsagn her har i dag fået masser af medvind. Herunder fra respektable meningsdannere på de sociale medier og andre steder. Rosende ord er strømmet Yahya Hassan i møde. Her eksempelvis – men blot som et enkelt, tilfældigt eksempel – Stine Bosse: ‘Holdninger i superliga for unge’.

[…]

… derefter kaster han sig ud i det, der vel endte med at være hans centrale budskab i interviewet med Deadline 2. sektions-værten Adam Holm. Nemlig det synspunkt, at der er brug for at ekskludere de ekstremistiske fløje (i dette konkrete tilfælde: højrefløje) fra integrationsdebatten i Danmark for at finde et nyt rum – et samtalerum, en ‘tredje vej’, som det også formuleres – hvor almindelige danskere og almindelige nydanskere, arabere, muslimer kan finde sammen på fornuftig vis.

Det lyder jo som udgangspunkt som en sympatisk vision. … Også dette lyder jo i sit udgangspunkt helt rigtigt.

Problemet for Yahya Hassan er hans efterfølgende definition af de højreorienterede danskere og de højreorienterede muslimer. Dem der ifølge Hassan hele tiden er i medierne, hvor 3-4 stykker fra hver fløj altid og evindeligt sidder og skændes:

‘Vi skal finde vores repræsentanter med omhu. Og det skal danskerne også. Jeg har en venneskare, hvor man kan sige at halvdelen er arabere og muslimer, og hvor den anden halvdel er danskere, men der er ikke nogen af mine danske venner, som kan identificere sig med den danske højrefløj, og der er heller ikke nogen af mine arabiske venner, som kan identificere sig med den muslimske højrefløj. Det der er med dét er, at det er en lille gruppe på hver sin side, som sætter dagsordenen. Ved hjælp af jer som medier. Så I skal jo tænke over – hvem er det vi inviterer ind? Okay, vi har hørt at Inger Støjberg hun har noget imod islam og muslimer. Vi har også hørt at Pia Kjærsgaard har noget imod islam og muslimer. Og vi har hørt at salafisten han har noget imod Danmark og danskerne. Skal vi høre det igen? Skal vi blive ved med at høre på dem?’

Man må sige, at det er noget af et lighedstegn, Yahya Hassan her får sat. Mellem Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg, som jo repræsenterer to partier, der ifølge meningsmålingerne står til støtte fra henved 45 procent af den samlede danske befolkning (nydanskerne inklusive) – og ’salafisten’.

Mener Yahya Hassan i fuld alvor, at man kan sætte dette lighedstegn? Et direkte lig med mellem eksempelvis radikaliserede imamer og deres sympatisører, Islamisk Stat-følgere, Hizb-ut-Tahrir, salafister og hvad vi i øvrigt har af ekstreme grupperinger blandt den muslimske befolkning – og det meste af den helt almindeligt borgerlige politiske fløj i Danmark, repræsenteret ved f.eks. Dansk Folkeparti og Venstre? Åbenbart.

Det er her kæden første gang hopper af. For hvis vi nu accepterer den rimelige dagsorden, at den ekstreme og radikaliserede del af den danske muslimske befolkning udgør en absolut minoritet i minoriteten, så at sige – hvorfor pokker er det så OK at udnævne henved halvdelen af den samlede danske befolkning til ekstremiststøtter, der kan sammenlignes direkte med salafister? Det er ikke desto mindre, hvad Yahya Hassan reelt gør:

‘Man skal stoppe. Man skal stoppe med at invitere ekstremister ind. Vi kan ikke bruge ekstremisterne til noget. De er en del af virkeligheden, men vi har jo hørt på dem i 20 år. Hvorfor skal vi høre mere på dem? De skaber kun had. De skaber kun splid, hvadenten det er danske højreorienterede eller det er muslimske højreorienterede. Vi kan ikke bruge dem til noget.

[…]

Adam Holm spørger stilfærdigt, hvad der mon skal til, før ‘vi’ forstår muslimernes situation bedre?

Yahya Hassan svarer:

‘… Samtidig med at vi ser, hvad er det lige der foregår i Mellemøsten, hvad er det der er foregået i Mellemøsten i rigtig lang tid. Vi må jo også forstå, at det tænker muslimerne også over. Den danske regering har jo nærmest udviklet sig til ét stort udenrigsministerium som varetager forbryderiske og udemokratiske regimers interesser, ik’…’

Det var alligevel ikke så lidt, tænker man. Men hvem er så mon disse forbryderiske og udemokratiske regimer? Er det Saudi-Arabien, Syrien, det Hamas-kontrollerede Gaza? Nej, naturligvis ikke. De forbryderiske og udemokratiske regimer, viser det sig umiddelbart derefter, er USA og Israel.

Jamen, spørger Adam Holm, vi har vel deltaget i de militære aktioner i Mellemøsten for at skabe bedre vilkår, så folk bliver?:

‘Jaja, det er påskudet, det er propagandaen, det er det vores politikere fortæller os, men det de i virkeligheden laver… det er – danskerne de deltog i besættelsen af Irak og i krigen derovre. Man dræbte flere hundrede tusinde civile. Og man fordrev millioner af mennesker. Tror I ikke også at det er en grund til, at der kommer flygtninge til Danmark?’.

… til sidst sætter Yahya Hassan trumf på. Også det danske militære engagement i Mellemøsten – herunder, må man forstå, de igangværende togter vendt mod Islamisk Stat – er reelt et overgreb på danske muslimer:

‘Hvordan tror I muslimerne de har det med at statsministeren hun ikke engang kan finde ud af at anerkende et undertrykt folk, men samtidig så sender de bare bombefly afsted? Altså, hvis man erkender at USA er den store rocker, jamen så er danske ministre at betragte som små supportere, der sender bombefly og soldater afsted, når de får besked på det. Og vi prøver at give muslimerne skylden for ALT i vores samfund.’

Med al respekt for Yahya Hassans palæstinensiske baggrund og familiehistorik og de følelser og den identitet, der forståeligt nok må være forbundet hermed: Ved at udnævne USA og Israel til ondskabens forbryderiske regimer, ikke områdets mere eller mindre islamistiske regimer og bevægelser, og ved at gøre det til et overgreb på muslimer og indirekte et angreb på danske muslimer at indlede en militær aktion med bombefly mod Islamisk Stat – hvor er det så Yahya Hassan ender med at placere sig selv i forhold til den nye samtale mellem fornuftige nydanskere og fornuftige danskere?

For mig at desværre også i dette tilfælde – i iveren efter at pege anklagende fingre mod den danske regering, mod USA og mod Israel – i bekymrende grad tæt på de højre-islamiske kræfter, han ellers startede med at lægge afstand til.

Men det bliver faktisk endnu grellere endnu. …

‘Og vi prøver at give muslimerne skylden for ALT i vores samfund. Men er det muslimernes skyld, at Danmark ikke længere har national selvstændighed? Er det muslimernes skyld, at Danmark ikke længere har noget til fælles med sine skandinaviske nabolande, politisk eller etisk? Er det muslimernes skyld, at vi har udsultet den offentlige sektor, således at de svageste i vores samfund de får det dårligere og dårligere? Og at uligheden er steget fuldstændig grotesk…’

Altsammen er ifølge Yahya Hassan udtryk for en strategi, hvor den danske underklasse af politikerne og medierne manipuleres til at hade de fremmede. Og omvendt. Det er en fantastisk konspirationsteori. Som i virkeligheden minder lidt om den, dokumentaristen Michael Moore lagde for dagen i sin film Fahrenheit 911, hvor hans budskab slutteligt var, at den amerikanske regering lokkede den amerikanske underklasse til at føre sin krig mod islam for sig.

I sin afsluttende tirade kører Yahya Hassan sig ikke alene ud på den yderste politiske venstrefløj, på Enhedslistens mest forbenede venstreflanke, hvor man anser verdens største offentlige sektor for udsultet…

Men han gør sig også til politisk konspirationsteoretiker. Det hele er et led i én stor, strategisk plan, som går ud på at spille fattige danskere ud mod fattige indvandrere.

Hvorved Yahya Hassan ikke alene udelukker den danske politiske højrefløj fra den ‘nye samtale’, han ellers gerne vil etablere. Han udelukker hele det mainstream-politiske danske spektrum og vel rundt regnet partier, som 85-90 procent af den danske befolkning (inklusive nydanskerne) stemmer på.

Der er følgelig ikke mange ‘danskere’ tilbage i det samtalerum, Yahya Hassan ellers gerne ville skabe.”

Oploadet Kl. 04:29 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


22. august 2012

Dansk venstremand til muslimer: Det er ikke mit land – Tyrkisk socialist: Parallelsamfund er vejen frem

Det har været interessant at følge Ramadan-debatten, særligt efter EID-festen i Vollsmose, men hånden på hjertet, debatten rykker ikke for alvor – fremtiden vil blive mere af det samme. Det skorter ikke med bastante udmeldinger, men det afgørende er ikke hvorvidt politikere er imod arabisering af Danmark, men hvorvidt de politisk tager konsekvensen i forhold til de tre I’er, Indvandring, Integration og Islam. Det gør de ikke.

Multikultur er hjerteblod for den værdipolitiske venstrefløj, men bekæmpelse af multikultur er på ingen måde hjerteblod for flertallet af de folkevalgte politikere, der mere eller mindre frivilligt faciliterer en demografisk udvikling meget få danskere ønsker. Den politiske ubalance har konkrete konsekvenser. Sådan er det.

Den ofte fremragende Tom Jensen har selvfølgelig en pointe i, at det er nødvendigt med en form for konstruktiv dialog med herboende muslimer om fremtidens Danmark, men det løb er forlængst kørt. Kompromisser giver ikke mening i en tid hvor det demografiske udgangspunkt år for år rykkes i retning af Kabul, Beirut og Ramallah. Dominer, eller bliv domineret, som Huntington ville have formuleret det.

De fleste liberale, for ikke at sige de fleste danskere vil have et inkluderende fællesskab (bestemt, ental), og hvor enkelte socialister taler om fællesskaber (ubestemt, flertal), så er enhver form for konservatisme sparket til hjørne og forsøger at vinde debatten på kulturmarxistiske præmisser. Det skal nok passe, at bramfri tale om Islam hæmmer integrationen, men omvendt, så er det vel heller ikke alle former for kultur vi ønsker integreret i den danske. Diverse citater der hænger sammen på kryds og tværs.

Den liberale multikulturalist.

Kristan Jensen, Næstformand Venstre: Uanset hvilken religion eller hvilken kulturel baggrund vi kommer med, så har vi også brug for et fællesskab. Og jeg ønsker, at det danske fællesskab skal være åbent. … Danmark er vores land. Det er ikke mit land, eller jeres land. Danmark er det land, vi har sammen og det sted, hvor vi skal bygge vores fremtid sammen. I fællesskab – i mangfoldighed… (JP.dk, 18. august 2012)

(Mød Kristian Jensen, Youtube)

Den folkesocialistiske multikulturalist.

Özlem Cekic, tidl. ordfører Socialistisk Folkeparti: … det siger rigtigt meget om en kommune, der inviterer ind i et fællesskab. Og inviterer hinanden ind i hinandens fællesskaber… Man kan være dansk på forskellige måder… Du sagde, at ‘man er nødt til at respektere de regler der er, når man bor i Danmark’, altså, det det jeg opponerer imod. … Når man hele tiden puster til det med ‘parallelsamfundet’, jeg kan ikke forstå, at det skulle være så farligt… … Jeg ser faktisk forskellighed som en styrke. … Inklusion er vigtigere end integration… (P1 debat, 20. august 2012)

Den konservative multikulturalist (ramt af retorisk selvcensur).

Rasmus Jarlov, De Konservative: Det jeg siger er ikke at dansk kultur er bedre, eller mere moderne end andre kulturer. Dansk kultur er ikke overlegen i forhold til alle andre kulturer overhovedet. Det er bare vores. … det er det der er synspunktet, ikke at dansk kultur er bedre end alle mulige andre kulturer, selvfølgelig er den ikke det. (P1 debat, 20. august 2012)

Den socialdemokratiske multikulturalist (ramt af virkeligheden).

Trine Bramsen, Integrationsordfører Socialdemokraterne: Jeg siger, at de bør overveje, om de vil være en del af det danske fællesskab, eller om de vil finde et andet samfund at leve i. … Hvis de vil ud og slås med køller, så er der steder i verden, hvor man kan slås med køller. Det er bare ikke noget, vi kan håndtere på skadestuer, at der kommer mindre hære og angriber skadestuer på den måde. Så må de finde et andet sted, hvor de kan udøve det. (Politiken, 21. august 2012)

(Valgkamp anno 2011: “Jeg vil have et samfund med plads til alle…”; Trinebramsen.dk)

Den radikale multikulturalist.

Zenia Stampe, Det Radikale Venstre: … det er altså ikke noget, de har lært et fremmed land. Det er noget, de har lært her i Danmark. Det er udtryk for en syg voldskultur, men det er altså ikke sådan, at man render rundt og angriber sygehuse i de lande, som deres forældre eller bedsteforældre kommer fra. (BT, 22. august 2012)

Problemets kerne.

26-årig araber, Vollsmose: Det er ham, der har stukket din onkel, skyd ham! (Politiken, 22. august 2012)



22. januar 2012

“Der er åbenbart horder af unge, som i lighed med Kidd gerne så konkrete politikere dræbt.”

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har slettet det foto, der blev taget af hende og ‘Kidd’, da de mødtes i DR Byen for et par uger siden. Ikke at det rører den unge rapper, der ikke har taget afstand fra sin udtalelse, og på Twitter rask væk forsvarer sig ved at linke til en artikel med overskriften ‘Pia K. kåret til Europas største racist’.

Jeg tror Berlingskes Tom Jensen er inde på noget af det rigtige, når han til dels ser musikerens holdning, som udtryk for manglende på demokratisk dannelse og et symptom på tidens konsekvensløshed. Fra – Rapperen Kidd står ikke alene i ønsket om at se DF-toppen dræbt.

“Til Kidd: Du bor i et frit land. Du har lov til at foragte Dansk Folkeparti. Der kan være gode grunde til at kritisere Dansk Folkepartis politik. Det står heldigvis dig og mig og alle andre frit for. Men uanset omstændighederne, så har du her overtrådt enhver grænse for, hvad vi som samfund skal acceptere. Du har bidraget til en trusselskultur, der plager politikere på alle fløje – også dem, du måtte støtte. Du har understøttet en forråelse, der er en ægte byld på vores demokrati. …

Og det er her, vi kommer til det virkeligt bekymrende i denne sag. For ét er, hvad en tåbelig rapper udgyder. Noget andet er, hvor megen støtte han får, når han ønsker konkrete politikere dræbt. Siden i går har jeg fulgt debatten på Twitter, hvor Kidd går under navnet @ungekidd. Han har nu måttet lukke sin Twitter-profil af – sikkert af gode grunde. Men debatten kører videre. Og det er rystende at opleve, hvor stor og uforfalsket støtte, Kidd modtager via de sociale netværk. Der er åbenbart horder af unge, som i lighed med Kidd gerne så konkrete politikere dræbt. Eller som i hvert fald ikke kan se noget galt i at sige det.

Jeg har børn i teenagealderen. Jeg er selv aktiv på de sociale medier. Jeg kan følge, hvordan en bieffekt af dem er en afstumpethed i den verbale omgang med hinanden, som er uden sidestykke i historien. “Jeg smadrer dig!” er ved at være et standardudtryk af de mildere. Som oftest kun afsendt som udtryk for en personlig afstandtagen.

(flere eksempler under Tom Jensens blogpost; se evt. ‘Kidd’ på Twitter)



22. september 2011

Tom Jensen om DF-bashingen: “Det er dig, der er blevet radikaliseret, Carsten Jensen”

I mandagens udgave af Ekstra Bladet frydede den tidligere DR-vært Karen Thisted sig over Dansk Folkepartis tilbagegang. Det var ikke en konsekvens af partiets tilslutning til tilbagetræknings- reformen og et mindstemål af økonomisk ansvarlighed, men derimod et bevis for at “danskerne heller ikke kan holde alt det had ud længere”.

Had er der nok af, og Tom Jensens gennemgang af Carsten Jensens retorik illustrerer fint hvor grotesk DF-kritikken har været. Fra Det er dig, der er blevet radikaliseret, Carsten Jensen.

“Kære Carsten Jensen. Jeg læste dit gravskrift over ti år med borgerlige regeringer i Danmark i Politiken i lørdags. Med plaster for munden, lød overskriften. …

Ordene her er betydningsfulde. For de udgør essensen af den radikalisering, der skete i de ti år under Fogh, Løkke – og med Pia Kjærsgaard som kongemageren. Det er blot ikke Fogh, Løkke og Kjærsgaard, som repræsenterede radikaliseringen. Det er dig og dine, Carsten Jensen. Du og dine åndsfæller i godhedens fundamentalistiske armé mødte synspunkter, I ikke kunne lide, og I reagerede ved at fremstille jeres politiske modstandere som umennesker og under-mennesker, hvilket jeg om lidt vil dokumentere. Du og dine førte an i grøftegravningen. Hvis du vil se hadet, skal du derfor ikke kigge på Pia Kjærsgaard. Du skal se dig selv i spejlet.

I lørdags betegnede du eksempelvis Dansk Folkepartis vælgere – og det er immervæk hver ottende af os danskere – som ”Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker”. Men ikke nok med det. Du gør et flertal af alle danskere, minus de der stemte på den ærværdige Vestager og den flinke Johanne Schmidt-Nielsen med det stalinistiske bagland, til en del af den samme ”skimlede sekt”, når du konkluderer, at Kjærsgaards ”infame tankegang og menneskesyn har sat sig i rygmarven på politikere fra begge fløje”.

Det er dette at forvandle en uenighed til en sygdom, der har sat sig i kroppen på ens politiske modstandere, som er selve forudsætningen for en radikalisering af tanken. For hvis modstanderen er et sygt umenneske forstummer den demokratiske samtale naturligvis. Man diskuterer ikke med det sygelige moralske forfald. …

Det var dig, der i en klumme i Politiken i 2002, hvor du sammenlignede Pia Kjærsgaard med den myrdede Pim Fortuyn, indledte med at spørge:

”Går Pia Kjærsgaard i seng med marokkanere? Kan hun smage på en mands sæd, hvad han har drukket dagen før? Foretrækker hun at bruge kirketiden til gruppesex frem for at drage til Seem og høre pastor Søren Krarup prædike? På alle disse tre spørgsmål kan vi svare nej, også selv om vi ikke kender noget til Pia Kjærsgaards privatliv. Hendes surt sammensnerpede mund er svar nok. I valget mellem fellatio og Søren vil lederen af Dansk Folkeparti altid fortrække pilgrimsrejsen til Seem.”

[…]

Især to begivenheder blev omdrejningspunkter for det utilgivelige skred, du og dine mener at have diagnosticeret og symboler på det, du og I betragtede som jeres moralske overlegenhed. Den ene er krigen i Irak. Den anden er politiets rydning af Brorsons Kirke… hvor en gruppe afviste irakiske asylsøgere i august 2009 havde søgt tilflugt med det åbenbare sigte at få omgjort deres afslag på asyl. Irakerne i kirken blev hurtigt symbol på den moralske kamp mellem det gode Danmark og det onde Danmark. …

Jeg vil gerne fortælle om en episode, jeg selv var ude for som et resultat af, at jeg i Berlingske skrev, at støtten til irakerne i virkeligheden indebærer accepten af en kortslutning af hele asylsystemet. Til syvende og sidst til skade for andre, der måtte søge tilflugt i et Danmark, som jo aldrig i praksis vil kunne fungere som ”Asyl for alle”.

Jeg blev inviteret i radioen til en debat med en repræsentant for den støtteforening, der med moralen placeret højt i hatten kaldte sig for ”Et anstændigt Danmark”. Debatten forløb godt, sagligt, uden stort drama. Men i dét øjeblik mikrofonen var slukket, brød min opponent sammen i gråd. Hun havde haft en slægtning, der omkom i de tyske koncentrationslejre, sagde hun. Og den holdning, jeg gav udtryk for, var det tætteste man siden dengang var kommet på Hitler og hans nazistiske rædsler, fortsatte hun, sitrende af bevægelse. Ja, selv studieværten forekom mig at fælde en tåre, og jeg måtte blive i tyve minutter efter udsendelsen for at kunne forlade seancen på nogenlunde værdig vis.

Dette verdensbillede, at fortalerne for ikke at lade en gruppe afviste asylsøgere få særophold var moralsk korrumperede væsener, købte du ind på. Vi ”gjorde vold på det bedste i os selv”, som du udtrykte det. Men denne opdeling i onde og gode på baggrund af holdningen til de afviste asylsøgere i Brorsons Kirke var jo falsk. Snarere kan man påstå, at du og de andre, der plæderede for ”Asyl til alle”, skubbede nogle stakkels folk i en dybt ulykkelig situation foran jer til glæde kun for selvfølelsen i jeres eget moralske korstog.

Så forblændede var I af egen godhed, at I slet ikke kunne begribe perspektiverne i betingelsesløst at give asyl til alle…



31. januar 2010

Lars Hedegaard: “… hvis staten svigter… må civilsamfundet træde i karakter. Hvad ellers?”

Debatten om Lars Hedegaard fortsætter. Tidligere på ugen gentog Berlingske Tidendes Tom Jensen, beskyldninger baseret på grovtolkning af en tale Hedegaard holdt i 2007. I den henseende, er det interessant, at forargelsen er størst hos humanister og liberalister, der ofte går imod staten når talen går på abstrakte menneskerettigheder eller individuelle frihedsrettigheder. To eksempler fra debattens primus motorer.

Det er umoderne. Det må vige for fremskridtet.” (Lars Pilegård, adspurgt om det var ekstremistisk af afvise multikultur; 180 Grader, 18/1-10)

“Selv hvis du skulle have ret i, at truslen er overvældende – hvilket jeg ikke mener, at den er – så er selvopholdelsesdrift for mig ikke et mål, der retfærdiggør alle midler.” (Ole Birk Olesen om minaretforbud; 180 Grader, 2/12-09)

Lars Hedegaard tager til genmæle i Berlingske Tidende – Som ordene faldt i Bruxelles.

“En storm af forargelse har ramt min ringhed siden offentliggørelse af det famøse »dogmeinterview«, jeg 17. december gav til Snaphanen. På Deadline 21. december fremdrog Ole Birk Olesen pludselig et løsrevet citat fra en tale, som jeg i 2007 havde holdt i Bruxelles, og hvoraf det skulle fremgå, at jeg var modstander af demokratiet og retsstaten og derfor pønsede på at oprette ulovlige, parallelle institutioner.

Men Olesens stunt har åbenbart ikke haft den ønskede effekt, så nu rykker Tom Jensen i Berlingeren (28. januar) ud med atter en gang suppe kogt på de indtørrede ben. Den sag må sandelig ikke glemmes, meddeler Jensen, for den er udtryk for, at jeg »åbenbart er villig til at suspendere vores demokratiske frihedsrettigheder i kampen mod islam«.

Desværre har Tom Jensen glemt at læse talen, der ellers har været tilgængelig på nettet siden november 2007. Eller svigter engelskkundskaberne? Talen hedder »The Resilience of the Commoners« (på dansk: »Menigmands standhaftighed«). Hvis man læser den, vil man bemærke, at mit ærinde er præcis det modsatte af det, som Tom Jensen prøver at bilde Berlingske Tidendes læsere ind. Jeg gør mig overvejelser over, hvordan vi bevarer frihedsrettighederne i en situation, hvor den grundlovssikrede, demokratiske orden allerede er undermineret – ikke af os og ikke af mig, men af islamiske kræfter, der i århundreder har set skævt til vores frihed og gerne vil have den ekspederet ud på historiens mødding, så de i stedet kan få indført en islamisk retsorden, shariaen.

Skræller man udenværkerne væk, forlanger mine kritikere, at jeg undlader at tage islams selvforståelse alvorligt. Jeg må ikke gentage, hvad islams kanoniske skrifter og autoritative talsmænd siger om deres egen ideologi, om deres egne politiske planer…

Det forekommer mig, at islams autoritative talsmænd kunne undgå enhver mistænkeliggørelse (hvis det er sådan, de opfatter det), hvis de simpelthen ville gå ud og sige, at jihad ikke længere er nogen betingelse for at en muslim kan komme i himlen. Det har jeg ikke hørt nogen gøre. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at de mange, der på det seneste er faldet over mig, heller ikke har stillet et sådant krav til imamer og ulema (islams retslærde). Tom Jensen gør det heller ikke. Han mener tydeligvis ikke, at der er et problem.

Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at ingen imam eller muslimsk retslærd har anklaget mig for at misrepræsentere islams mål…
Den debat, vi står midt i, drejer sig med andre ord ikke om, hvad der bliver sagt, men om, hvem der har lov til at sige det. Foreløbig må vi konkludere, at islams talsmænd har lov at sige lige, hvad de har lyst til, men at andre ikke må tage deres udsagn for pålydende.

Mine kritikere er frygteligt oprørte over, at jeg i min Bruxelles-tale – og i øvrigt talrige andre steder – har beskæftiget mig med begrebet parallelsamfund, hvormed jeg forstår enklaver, der er unddraget den demokratiske retsstats faktiske kontrol. At jeg dog kunne få mig til det, når vi lige havde det så hyggeligt!

… da retsstatens og demokratiets begyndende opløsning er et fænomen, der kan lokaliseres til mine tvangsneuroser, gælder det blot om at få mig til at tie stille. Når det er sket, findes der ingen planer om muslimske parallelsamfund, ingen stenkast mod brandfolk, ingen no-go areas, ingen jihad, ingen sharia. Med et snuptag ville Qaradawi, Pedersen og deres ligesindede blive forvandlet til Mahatma Gandhi’er…

Jeg mener altså ikke, at det er for tidligt at spekulere over, hvad fredelige og demokratiske vesterlændinge skal gøre, når opløsningen har taget et nyt kvantespring. Det var det, min tale i Bruxelles handlede om.

Lad mig oversætte noget fra talens slutning:

»Hvis det sandsynlige skulle ske, at dele af Europa – og sandsynligvis dele af andre vestlige lande så som USA, Canada og Australien – går tabt til parallelsamfund uden for vores politiske og juridiske kontrol …, bliver vi nødt til at opstille opnåelige mål for vores forsvarsstrategi. Det er tydeligvis ikke nok, at vælgerne i de demokratiske lande vælger nye regeringer, selv om disse skulle love at dæmme op for strømmen af umma-medlemmer eller at modstå vore landes islamisering. Mange af vore institutioner er allerede blevet så undermineret, at de i praksis er omdannet til bastioner for vore fjender, og der er ikke meget, som selv velmenende regeringer kan gøre for at modvirke denne ødelæggende indflydelse i fraværet af en selvstændig og beslutsom folkelig modstand.«

Altså, hvis staten svigter eller mangler kræfter til at forsvare friheden, må civilsamfundet træde i karakter. Hvad ellers?

Mere.

  • 18/10-07 – Counterjihad.org – Lars Hedegaard: The Resilience of the Commoners (pdf, 5 s.).
  • 19/12-09 180 Grader – Lars Pilegård: Lars Hedegaard opfordrer til oprør, lynchninger og krig.
  • 19/12-09 Uriasposten – Fra Hedegaard til Huntington via Støvring.
  • “Da Samuel P. Huntington udgav Clash of Civilizations i 1996, blev han mødt af hård kritik, selv efter den geopolitiske udvikling gav ham oprejsning. Danske Brian Arly Jacobsen, der tilhører Edward Said-fløjen, pointerede eksempelvis kort efter 9/11-angrebet, at tesen ligeså meget var udtryk for ideologi som en egentligt analyse, for “…. italesætter [man] sådanne arbitrære modsætningsforhold, så får man også en sådan konflikt”. Med andre ord: der findes ikke negative fremtidsscenarier, blot dårlig intention.”

  • 21/12-09 Metacafe – Lars Hedegaard Og Ole Birk Olesen I Debat På Deadline (Del I).
  • 22/12-09 Uriasposten – Lars Hedegaard og den liberale citatjagt (flere links).
  • 27/1-10 Berlingske Tidende – Tom Jensen: En dobbelt Langballe der er blevet glemt.
  • Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper