21. september 2015

Om fortalere for indvandring: De kan ikke tales til fornuft, “.. de skal se sammenbruddet, før de tror det”

Twitter egner sig bedst til onelinere, og hermed som skabt til tomme floskler såsom ‘realisme uden humanisme mister sin værdi’. “En realistisk tilgang til virkeligheden er ikke nødvendigvis human.”, svarede jeg Yildiz Akdogan, der forsvandt, da jeg tørt proklamerede at velfærdsstaten vil forsvinde helt af sig selv. Claes Kastholm Hansen kommenterer i Berlingske – ‘Hvis den aktuelle indvandring fortsætter, vil velfærdsstaten temmelig hurtigt bryde sammen’.

“Deutschland geht auf dem Zahnfleisch. Tyskland kører på fælgene. Selv Europas største land, en af verdens stærkeste økonomier, er en udmattelse nær, efter at forbundskansler Angela Merkel i begyndelsen af denne måned bredte armene ud og ønskede alle asylsøgere velkommen i Tyskland.

… I glædesrusen har The Economist-folkene ligesom så mange andre glemt at kigge ud af vinduet. Hvad ville de have set derude? De ville have set, at flygtninge og migranter fra de muslimske lande aldeles ikke er netto-bidragydere til den offentlige pung. Tværtimod. Uden for vinduet ligger de europæiske velfærdsstater, og de har uden undtagelse et meget stort underskud på indvandringen fra ikke-vestlige lande. Man hører folk, som man ellers gerne vil regne for ansvarlige og tænksomme mennesker, alvorligt argumentere med, at flygtninge- og migrantinvasionen er en velsignelse, for vi europæere føder for få børn og kommer til at mangle aktive hænder. …

Hvis den nuværende indvandring fortsætter, vil velfærdsstaten temmelig hurtigt bryde sammen og med den formentlig vore politiske institutioner. Det er, hvad der står på spil i Europa. Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig det politiske konfliktpotentiale, når vi skal til at droppe dyr medicin i sundhedsvæsenet. Ofte – tror jeg – er de, der bebrejder os, at vi ikke er endnu mere åbne over for indvandring, de samme som dem, der kræver mere og mere af den offentlige sektor og ser sort borgerlighed spøge bag ethvert forsøg på at tøjle udgifterne.

Jeg tror ikke, at disse mennesker er til at tale til fornuft. Jeg tror, de skal se sammenbruddet, før de tror det.

(Tovarnik, Kroatien, 19. september 2015)

“Der er totalt kaos. Vi er på byens togstation, hvor folk kæmper om billetter og om at komme ombord på togene. Flere har været oppe at slås. Afghanere kæmper mod syrere, og nu er politiet rykket ind.” (Ekstra Bladets Mette Pedersen i Beli Manastir, Kroatien, 18. september 2015)



30. august 2015

Claes Kastholm: “… der er ikke noget humanistisk i denne nødvendighed, den er simpelt selvforsvar”

Det burde efterhånden være tydelig for enhver, at hovedparten af dem der ankommer til Europa i disse måneder mere er ‘flytninge’ end egentlige flygtninge. I praksis er det umuligt at skelne, og der er ingen grund til at bilde det halve Afrika og Mellemøsten ind, at de muligvis har en fremtid i Europa. Det har de ikke. Claes Kastholm Hansen i Berlingske – ‘Forsvarer vi os ikke mod folkevandring til Europa, går vores samfund i stykker’.

“Hvordan skal man forholde sig til et forfærdelig alvorligt problem af tragiske dimensioner: folkevandringspresset mod vores rige lande? … En nær ven, jeg diskuterede sagen med, sagde: Hvordan kan man på en humanistisk måde formulere nødvendigheden af at stoppe denne folkevandring?

Det er et spørgsmål, der rammer lige ind i den moderne nordeuropæers hjerte. Vi har fået ind med modermælken, at man er forpligtet til at hjælpe dem, der ikke kan hjælpe sig selv.

Min ven og jeg tav længe. Så sagde jeg de tunge ord: Det kan man ikke, for der er ikke noget humanistisk i denne nødvendighed, den er simpelt selvforsvar. Og indser vi ikke, at vi er nødt til at forsvare os, sprænges Europa, det bliver alles kamp mod alle.

Så enkelt er det, og så barsk er det. Forsvarer vi os ikke mod folkevandringen til Europa, går vores egne samfund i stykker. Jo før vi indser det jo bedre. Jo længere stormen på Europa får lov at fortsætte, jo kraftigere bliver den.

Den selvforstærkende folkevandring kan kun standses med et fuldstændigt stop for asyltildelinger og familiesammenføringer.

(Makedonien, aug. 2015: Syriske flygtninge afviser nødhjælpspakker, da maden ikke er halal; Youtube)

Er der så alligevel et tilfredsstillende svar på spørgsmålet: Hvordan kan man formulere selvforsvarets nødvendighed på en humanistisk måde?

I hvert fald er det ikke humanistisk at lade sit samfund gå til grunde. Jeg har fem børnebørn, det yngste er kun tre år. Jeg ønsker og er parat til at slås for, at dette barn kan blive voksen i et samfund, der har de samme grundkvaliteter som dem, jeg selv er vokset op med. Derfor.”



14. juni 2015

Claes Kastholm Hansen: “Hvilket Danmark ønsker du, at dine børn og børnebørn skal vokse op i?”

Socialistisk Folkeparti vil investere i mennesker, De Konservative vil sætte mennesket i centrum. Socialdemokraterne vil stille krav til indvandrere, det samme vil Det Liberale Venstre. ‘Billigere bacon med Bitzow’, så jeg på en plakat tidligere i dag. Godt tænkt, for når nu alt væsentligt ikke er til debat, så er da rart med utilsløret valgflæsk. Claes Kastholm Hansen renser luften i dagens Berlingske – ‘Mange mener, at det er hip som hap, om vi får en V-ledet eller en S-ledet regering.’.

“Efterhånden som valgdatoen nærmer sig, tiltager strømmen af såkaldte ‘udspil’, dvs. en slags tekstreklamer, fra de konkurrerende parter. … Hvilket Danmark ønsker du, at dine børn og børnebørn skal vokse op i? Svaret på det spørgsmål må være ledetråden i ethvert ansvarligt politisk valg.

Mange mener, at det er hip som hap, om vi får en V-ledet eller en S-ledet regering. Jeg er ikke enig. Problemet kan illustreres med to rette linier, der tilsyneladende er parallelle, men hvis retning i udgangspunktet afviger fra hinanden med en lille bitte forskel. Afstanden mellem linierne vil blive større og større. Dette illustrerer forskellen på, om man vil indføre udgiftsstop i den offentlige sektors vækst, som Venstre ønsker, eller man ønsker 0,6 procent vækst, som socialdemokraterne gør. Følger man Venstre, vil det være den private sektor, især eksporterhvervene, som skal skaffe os indtægterne, vokse forholdsvis mere end den offentlige, og det er den simple forudsætning for, at vi kan bevare vores velstandsniveau.

De Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, fortjener en stor hyldest for at have introduceret rimelighedsbetragtningen, respekten for de arbejdende, i den politiske debat. Argumentet for at nedsætte kontanthjælpen og genindføre startydelsen for asylansøgere har hidtil altid været, at det skaffer flere i arbejde/begrænser asyltilstrømningen, og det skændes politikerne så om. Hidtil har ingen spurgt, hvad der er rimeligt set fra borgernes synspunkt. Er det rimeligt, at en asylansøger får mere end en dansk folkepensionist? Er det rimeligt, at en kontanthjælpsmodtager, der intet laver, modtager mere, end en borger, der har arbejdet hele sit liv?

Det er evident, at vi er nødt til at begrænse tilstrømningen af flygtninge, hvis vi ønsker at bevare vores land i en genkendelig form, og det er statistisk evident, at de borgerlige er bedst til at begrænse asylansøgertallet.”

(Jonathan Bitzow Pedersen på Facebook, 12. juni 2015)

Oploadet Kl. 20:30 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


22. april 2015

Historiker Michael Böss: Et folk har “… ikke kun juridisk, men også etisk ret til sit land”

Kronikken er som sådan god nok, men som Claes Kastholm påpeger, så burde den gode Michael Böss skrue ned for de etiske rationaler, når det i virkeligheden først og fremmest mere banalt handler om ’selvforsvar’. Historiker Michael Böss i Berlingske – Vi har ret til at begrænse indvandringen.

“Sidste efterår besøgte den canadiske politolog Joseph Carens Københavns Universitet. Ved den lejlighed udtalte han til Weekendavisen, at det er uetisk af rige lande at begrænse indvandringen, også den illegale. Han mente nemlig, at åbne grænser er en mere etisk måde at indrette verden på; for det kan vel ikke anses for retfærdigt, at nogle mennesker tilfældigvis er født til fattigdom og andre til rigdom?

Fra den enkeltes synsvinkel kan det forekomme sådan. Alligevel er det en forenklet måde at anskue tingene på. Men hvis man skal formulere nogle etiske principper for håndteringen af nutidens massive strømme af migranter og flygtninge, kan man ikke tillade sig blot at tage hensyn til individer. Så kommer man ikke uden om at overveje konsekvenserne af åbne grænser for befolkninger og lande i både den fattige og rige verden.

… et lands rigdom skyldes ikke tilfældigheder. Rigdom er et resultat af bestemte samfundsmodeller, som i Vesten især har været kendetegnet af en høj grad af samarbejde, tillid og respekt for kontrakter og love. Den skyldes en lykkelig kombination af institutioner, nationale fortællinger, normer og organisationsformer. I 1700-tallet blev først Storbritannien og siden mange andre europæiske lande løftet ud af den fattigdom, de havde levet under i århundreder, i kraft af de samfundsmodeller, som de udviklede. Selvfølgelig betød koloniale besiddelser dengang også noget, men det er langtfra den afgørende grund til nutidens globale ulighed, som man ofte påstår på den yderste venstrefløj. Hovedårsagen er dysfunktionelle samfund.

Da funktionsduelige modeller er resultater af årtiers og århundreders sociale fremskridt, kan nutidens samfund med stor rimelighed betragtes som en nations fælles ejendom. Derfor har et folk ikke kun juridisk, men også etisk ret til sit land, og dermed også til at begrænse indvandringen, så det bliver muligt at integrere indvandrere fra ofte udemokratiske lande præget af lav tillid, korruption og mangel på respekt for rettigheder, pligter og love.”

Oploadet Kl. 16:45 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


7. april 2015

Kastholm: “Militærfagligt var Tysklands angreb et… marginalangreb. Det kunne have været stoppet.”

God klumme om samarbejdspolitikken af Claes Kastholm Hansen i Berlingske – ‘9. april – en utrolig myte: Ene af alle lande på denne jord kunne Danmark ikke forsvares’.

“På torsdag, den 9. april, er det 75 år siden, Danmark blev overfaldet af Hitlers Tyskland. Som den 18. april 1864, slaget ved Dybbøl, er den 9. april 1940, den tyske besættelse, datoer, der har sat sig som mønsterskabende kraftfelter i den danske bevidsthed. Uden det chokerende nederlag til Preussen i 1864, og den reduktion med 30 procent af landets størrelse, der var konsekvensen, ville danskere i almindelighed næppe bære rundt på den blanding af lidenhedskompleks og mereværdsfølelse, der er så karakteristisk for nationen, og som udmønter sig i den ustandselige konstatering, at Danmark kun er et lille land, underforstået: Men se, hvor vi kan! Og uden den 9. april 1940 ville vi næppe være ofre for den myte, som den daværende socialdemokratiske statsminister Th. Stauning allerede formulerede i radioen i sin nytårstale den 1. januar 1940:

‘Vi kan på grund af landets karakter ikke skabe et forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje til krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om et effektivt kampberedskab.’

En utrolig myte: Ene af alle lande på denne jord kunne Danmark ikke forsvares, og ene af alle folk ville danskerne ikke forsvare deres fædreland! For politikerne, der gik ind i samarbejdet med nazi-Tyskland, var det en bekvem myte, som efter krigen kunne tjene til at undskylde dem.

I en særsektion af Berlingske i anledning af 60-året for Danmarks befrielse skrev jeg i en stor oversigtsartikel (‘Den virkelige historie om Danmarks frihedskamp’, Berlingske 5.5 2005): ‘At et veludbygget dansk forsvar til ingen nytte ville være, er en myte. Operation Weserübung var yderst risikabel, og der var grænser for, hvor mange styrker tyskerne kunne bruge på den.’ Man fik kun med besvær samlet de nødvendige styrker…

Generalmajor Ahnfeldt-Mollerup påpeger… med tørre tal og militærfaglig ekspertise, at selv med den til rådighed stående styrke på 54.000 mand kunne Danmark formentlig have afværget det tyske angreb, og under alle omstændigheder have forsinket det betydeligt. …

Militærfagligt var Tysklands angreb et såkaldt marginalangreb. Det kunne have været stoppet. Den enorme operation Weserübung, der forudsatte samtidige angreb over en 1.600 km lang front og brug af 1.000 fly, 125.000 soldater og næsten hele den tyske flåde på én gang, tålte ingen forsinkelse og blev kun iværksat under store betænkeligheder. Den overmægtige britiske atlanterhavsflåde, der lå ved Pentland Firth, kunne med kort varsel have tilintetgjort hele den tyske krigsmarine. Krigens forløb ville være blevet et andet, og jeg synes, at det er på tide, vi befrier os for det mytologiske, sært provinsielle, selvhævdende-defaitistiske spind, som Bo Lidegaard og andre radikale historikere vedvarende væver os ind i.”

Oploadet Kl. 11:52 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


22. december 2014

Tyskland: ‘Løgnerpressen’ interviewede sig selv om PEGIDAs sande jeg – “… der er for mange tyrkere”

I aften afholder PEGIDA sin 10. demonstration i Dresden, og selvom det her kort før jul blot handler om fællessang og julesalmer, så er medierne i højeste alarmberedskab. Blandt de tyske medier der forarges over PEGIDA-udtrykket ‘Lügenpresse’ er ARD, der torsdag i sidste uge lod PEGIDA-demonstranter forklare hvad der er omdrejningspunktet for bevægelsen, når nu de ifølge dem selv ikke er nazister i nålestriber.

Det kan umiddelbart lyde sobert at spørge demonstanterne på gaden, men PEGIDAs officielle 19-punktsprogram er online, og Vox Populi PEGIDA-interviews giver journalister lidt for gode kort på hånden. Hvem blandt 15.000 kan tale på vegne af organisationen? Blandt de interviewede denne gang, var en undercover-journalist for RTL. Han sagde ikke noget der chokerer undertegnede, men alligevel nok til at blive framet som halv-racistisk PEGIDA-repræsentant. Løgnerpressen løj. Også for dem selv.

RTL-journalist (undercover som PEGIDA-demonstrant): Die Islamisierung macht sich schon breit in unserem Alltag… auf der Straße, im Wohnviertel. … Manchmal denk ich schon: Sind wir eigentlich noch in Deutschland? … Wenn man rausgeht, ganz viele Türken. Ich komme mit vielen gut klar, aber es ist doch zunehmend so, dass man denkt: Sind wir eigentlich noch deutsch in Deutschland.

(ARD, Panorama, 18. december 2014: Kontaktversuch: ‘Lügenpresse’ trifft Pegida; Der Spiegel)

Diverse.

“I det hele taget så virker ‘Pegida’-demonstrationen som et samlingspunkt for mennesker fra det yderste højre til mennesker, der kunne have sympatiseret med det tidligere østtyske regime. … På et tidspunkt fik vi et par unge fyre i tale, med korthårs-frisurer, hals-tatoveringer og næsepiercinger lignede de folk fra det nynazistiske miljø.” (Uffe Dreesen, TV2.dk, 18. december 2014)

“Der er ingen undersøgelser, der viser, at Pegidas demonstranter er højreekstremister… påstandene er ude på tynd is, og man behøver ingen nye undersøgelser for at vide, at de ikke vil gøre indtryk på demonstranterne, lige så lidt som det vil gøre indtryk at få at vide, at man er grebet af ‘diffus angst’, fordi man tilhører gruppen af tabere.” (Jan Bo Hansen, Weekendavisen, 19. december 2014)

“Det, vi har været vidne til i Tyskland i nogle måneder, er en festival for vanvittige, hvis vigtigste kendetegn ikke er vanvittige småborgere, ikke nationalister og ikke racister, bestemt ikke nazister i nålestriber, men alvorlige og statsmandsagtige politikere, der ligesom feudalherrer i slutningen af det 18 århundrede ikke ønsker at dele deres magt og privilegier med nogen. Den demokratiforståelse, de lægger for dagen er ikke dynamisk, men statisk. Demokrati, ikke som ‘work in progress,’ men som en endelig tilstand.” (Henryk M. Broder, Die Welt, 20. december 2014)

“Min uvidenskabelige opfattelse efter mange års beskæftigelse med tysk og europæisk historie er, at Tyskland er som et prisme, hvori fælleseuropæiske grundstemninger og konflikter, konsekvenser af opbrud i livsformer og forestillinger, samles og brydes i et koncentrat og derfor er særlig tydelige og særlig kraftige i virkning. Sat på spidsen: Vil du vide, hvad der går i svang i Europa, så se på Tyskland. Der kommer aldrig noget godt ud af at undertrykke folkets bekymringer. Reaktionen er først lige begyndt. (Claes Kastholm Hansen, Berlingske, 20. december 2014)



10. oktober 2012

Ondskabsfuld magtkamp i eks-kommunistisk folkeparti…

Den 17-årige SF’er Thomas Korsgaard undrer sig over, at folk han har kendt i flere år pludselig ikke vil hilse på ham mere, “fordi vi støtter forskellige kandidater”. Claes Kastholm Hansen kommenterer i Berlingske – I unåde (ikke online).

“Det er tydeligt, at den stakkels Thomas har mere god vilje end solidt kendskab til historien med fra skolen. Det kan ikke undre, når man ved, at de fleste lærere er venstreorienterede, og at være venstreorienteret kan beskrives som den særlige kunst at se bort fra eller være helt uvidende om en række grundlæggende forhold og alligevel tro, at man ved bedre. Måske ved Thomas ikke engang, at hans parti er vokset ud af Danmarks Kommunistiske Parti, der efter leninistisk og stalinistisk tradition betragtede folk med en afvigende mening som skadedyr. Han skulle læse Niels Barfoeds fremragende »I unåde« om Peter P. Rohdes opgør med kommunismen, så vil han se, at den holdning, der møder ham hos nogle af hans partifæller, er ligesom bondegrillerne hos Jeppe i baronens seng: ikke til at udrydde.”

Oploadet Kl. 17:05 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


9. april 2012

“Havde de radikale fået… deres udlændingepolitik, ville… landet stå på randen af en borgerkrig.”

Claes Kastholm Hansen sætter skabet på plads i gårsdagens Berlingske Tidende – Læst og påskrevet (via Snaphanen).

“Det var vel Poul Nyrup, der i sine sidste regeringsår startede den skik at bruge sammensætningen af ministerlisten som et udstillingsvindue, altså at udnævne ministre, hvis eneste kvalifikation var deres signaleffekt. Men de har dog alle haft et vist mål af intelligens, og de fleste af dem har haft selvindsigt nok til at gå stille med dørene, så de undgik at demonstrere deres inkompetence alt for tydeligt.

Men Manu Sareen er et braldrehoved, en tom tønde, der buldrer ustandselig. At sætte dette menneske, hvis uvidenhed om kristendommen og dens historie, dansk kirke, dansk ånd, dansk tradition, skriger til himlen, ind som kirkeminister, er en foragtelig handling.

De Radikale lever højt på et image af ansvarlighed og seriøsitet, der ikke længere er dækning for. … I det hele taget er det radikale register over fejltagelser imponerende. Havde de Radikale fået gennemført deres udlændingepolitik, ville vores socialsystem være brudt sammen og landet stå på randen af en borgerkrig. Havde de Radikale fået gennemført deres uddannelsespolitik, ville ingen kunne læse og ingen ane, om Danmark var et land med en historie eller en sygeforsikring. Havde de Radikale fået gennemført deres ide om, at for fremtiden skulle vi leve af den kreative klasse, var Danmark endt som et gadeteater. Havde de Radikale fået gennemført deres vision om, at Danmark skulle være et rent videnssamfund, ville vi være på vej til at blive et u-land, der måtte satse på nødhjælp fra FN. Og hvis de Radikale virkelig får gennemført deres plan om, at i 2020 skal over halvdelen af vores energibehov dækkes af vindkraft, så bliver Danmark det land i verden, som betaler mest for elektricitet, samtidig med at vi bliver et af de lande, der importerer mest gas, kul og – elektricitet !

Egentlig er det fantastisk, et rent eventyr, at et parti, der i de seneste år har taget så grundigt fejl og været til fals for hver eneste modebølge, fortsat står som et monument over politisk seriøsitet. Hvis partiet også overlever, at Margrethe Vestager har indsat en reklamefigur som statsminister og en kirkeminister, der ved sin dagligt demonstrerede uduelighed er en hån mod folkestyret, kan det overleve alt. Selv syndfloden.”



12. august 2010

“… en slags Sibirien, når man er vant til at arbejde for hele menneskeheden.”

Claes Kastholm Hansen folder sig ud i Berlingske Tidende.

Krysterne i SF
Kun få mener det. »Generelt er der i gruppen en holdning om, at den måde, SF har rykket sig på, er til at brække sig over«, siger et gruppemedlem, der ønsker at være anonym »af frygt for konsekvensen af at lægge sig ud med partiledelsen«. Sikke nogle krystere! Ganske vist ligner Villy Søvndal Stalin derved, at han virker vældig hyggelig og faderlig, men han har jo slet ikke Stalins blodtørst og har desuden uhyre svært ved at huske. Og ganske vist ved Ole Sohn alt om de klassiske kommunistiske metoder til likvidering af obsternasige partimedlemmer, men modsat Berija råder han jo hverken over et NKVD, der kan hente folk på Hotel Lux ved nat og kaste dem i Burtyrka-fængslet, eller agenter, der kan lempe dem over i evigheden med en issyl. Det værste, der kan ske for et SF-folketingsmedlem, er, at han mister sin taburet og må gå ud og arbejde igen ligesom alle andre mennesker. Men det er selvfølgelig også en slags Sibirien, når man er vant til at arbejde for hele menneskeheden.

Oploadet Kl. 08:29 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


26. juli 2010

Claes Kastholm: “For de kulturradikale var realismen en tendens, en politisk retning…”

Claes Kastholm Hansen anmelder en Vilhelm Topsøe-udgivelse i fredagens Berlingske Tidende – Rehabilitering af en klassiker.

“Da Venstre og Konservative sidst i 2001 med Dansk Folkepartis støtte dannede regering under Anders Fogh Rasmussens ledelse, gik der et chok af raseri gennem de toneangivende kredse i det danske kulturliv…

En udenforstående iagttager måtte undre sig over den konformitet, der prægede kulturens folk. Uden at være politisk og samfundsmæssigt særlig velorienteret hentede man sin identitet i et indforstået fællesskab, hvis ideologiske kendetegn var en blanding af marxistiske brokker, kulturradikale overleveringer og identifikation med den socialdemokratiske klientstat. I toneangivende kulturkredse bliver der ikke set med milde øjne på forfattere og skribenter af borgerlig observans…

For Herman Bang drejede det sig om at skildre menneskene og deres liv i hele dets omfang så sandfærdigt, så realistisk som muligt. For ham var realismen en stil og en metode. For de kulturradikale var realismen en tendens, en politisk retning, der skulle bryde konservatismens og kirkens magt over samfundet til fordel for en materialistisk, på naturvidenskaben byggende livsopfattelse.

Og så drejede det sig ikke mindst for brødrene Brandes om magt. Magt over åndslivet. Magt i det politiske liv. Det er dem, der indstifter klikevæsenet, partigængeriet i det danske åndsliv. Partigængeriet er radikalismens triste gave til eftertiden. En gave, der ikke befrier, men indskrænker. De, der ikke er med os, er imod os, et neutralt sted, et tredje standpunkt gives ikke. Radikalismen er en totalanskuelse. Den hævder at have friheden og fremskridtet på sin side. Den anerkender ikke diskussion på andre præmisser end sine egne.”

Oploadet Kl. 13:46 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper