14. februar 2010

Claes Kastholm Hansen om Auschwitz-dagen

Kronik af Claes Kastholm Hansen om Auschwitz-dagen i Berlingske Tidende – Brug og misbrug af historien.

“… man kan kun lære noget af Holocaust, hvis man har en dybtgående viden om baggrunden og omstændighederne. Har man ikke det, bliver den lære, man uddrager, kun til flad moraliseren, misbrug af historien, ubevidst historieforfalskning.

Valget af temaet »Farlige forestillinger« indbyder til en sådan flad moraliseren. Sagt på en anden måde: På Auschwitz-dagen talte Georg Metz i Odense, der var en af de kun seks byer, hvor der var større officielle arrangementer. Jeg behøver ikke have hørt Georg Metz’ tale for at vide, at den har indeholdt fordømmende referencer til følgende nøgleord: Jesper Langballe, Søren Krarup, Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti, regeringens udlændingepolitik, fremmedhadet i Danmark.

Valget af Auschwitz-temaet »Farlige forestillinger« indbyder til, at man trækker eller antyder en parallel mellem nazisternes politik over for jøderne og en nutidig dansk udlændingepolitik, som man er uenig i. Man dæmoniserer sine modstandere og dramatiserer konsekvenserne af en demokratisk legal udlændinge- og integrationspolitik. Dette sker næsten hver dag i aviser som Politiken og Information. Det er dette lave niveau, DIIS understøtter med sit tema.

Efter at jeg havde skrevet ovenstående, gik jeg ind på Infomedia og kunne konstatere af pressereferaterne, at Georg Metz den aften på rådhuset i Odense havde talt ganske, som jeg forudså.

[…]

Det, man kan bruge Auschwitz-dagen til, er derfor at stille spørgsmålet: Hvordan kunne en sådan morderbande erobre den totale magt i Europas største land? Hvad sker der, hvis man går på kompromis med retsstaten? Hvad kan der ske, hvis man lader parallelsamfund (nazistpartiet dannede med bl.a. SA et parallelsamfund med egen retsorden) vokse sig for store? Hvordan skal vi forholde os til udenomsparlamentarisk aktivitet, og er civil ulydighed virkelig så romantisk og humant et fænomen, som det gøres til i disse år? Eller mulige konsekvenser af ungdomsdominans (gennemsnitsalderen i SS var under 30 år!).”

Grafik fra DIIS-folder om Auschwitz-dagen. Se evt. her.



20. september 2009

Kastholm: “… diskrimination forekommer som bekendt først, når der er muslimer til stede.”

Claes Kastholm Hansen i gårsdagens Berlingske Tidende.

Begrebet diskrimination
Som den ærede Groft sagt Peter Kurrild-Klitgaard har peget på efter det norske valg, så har de borgerlige partier ved de sidste to stortingsvalg fået flere stemmer end venstrefløjen, men venstrefløjen flest mandater på grund af det særlige norske valgsystem, der tilgodeser det tyndt befolkede såkaldte distrikts-Norge , et helligt begreb i norsk politik. Hidtil har der været politisk enighed om dette system, forklarer dagbladet Politikens norske korrespondent Björn Lindahl: »Men da indvandrerne overvejende bor i de større byer, betyder det, at de bliver diskrimineret som gruppe«. I Lindahls terminologi er ‘ indvandrerne’ synonym for muslimer, selv om de største indvandrergrupper er svenskere og polakker. Bemærk også, at når Lindahl skriver, at »de bliver diskrimineret som gruppe«, så er det ikke noget, han citerer nogen for, det er hans egne ord. Både Politikens norske og svenske korrespondenter ved skam godt, hvad deres danske arbejdsgiver foretrækker at høre, så nu er det norske valgsystem pludselig diskriminerende, skønt det har været sådan i umindelige tider. De fleste sporvognskonduktører og de fleste akademikere bor også i de større byer. I det hele taget bor de fleste mennesker i de større byer. Så man skulle tro, at de også var diskriminerede, men diskrimination forekommer som bekendt først, når der er muslimer til stede.

Oploadet Kl. 15:29 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


31. januar 2009

Moralsk panik i Danevang

Anne Knudsen-leder i Weekendavisen – Fra Himmerige (ikke online).

“Tortur er modbydeligt og forbudt i alle civiliserede, det vil i denne sammenhæng sige europæiske eller europæiserede, stater. Desværre er det ikke gået så godt med kulturimperialismen i tidens løb, at alle verdens stater har tilegnet sig det syn på tortur, vi i Danmark og resten af civilisationen holder for det rigtige…

Er mindst halvdelen af verdens befolkning således uheldig nok til at høre hjemme i lande, hvor man ganske rutinemæssigt får slået tænderne ud, hvis man kommer i politiets klør, må man glæde sig desto mere over at leve i Danmark. Her er endog politiets eventuelle ubehagelige tiltale over for voldelige demonstranter et emne, der kræver undersøgelser og disciplinærstraffe. Og sådan skal dét jo være.

Kun den øvrige virkeligheds indretning sætter faktisk grænser for, hvor godt vi i Danmark kunne have det med vores samvittighed. Senest viser det sig, at vi vistnok er kommet til at gøre noget forkert ved at løslade de somaliske pirater, vi havde fanget. Det skandaløse viser sig ikke at være, at vi efter at have fanget nogle pirater ikke lige kunne finde et sted at retsforfølge dem. Nej, nej, nej. Det angribelige var, at vi løslod dem på deres hjemlands kyst uden at kunne være helt, helt sikre på, at de ikke ville kunne komme i fortræd. Man ved jo, at der ikke er nogen regering i Somalia og derfor ingen, der kan garantere, at man overholder internationale aftaler om europæiske normer for voldsanvendelse, frihedsberøvelse og den slags. Der er endog en vis sammenhæng mellem fraværet af lov og ret og sørøveriet, idet den slags normalt er forbudt selv i lande, der ellers ser overlegent på menneskerettighederne. Men fraværet af en regering med videre gør det altså svært at garantere sørøvernes menneskerettigheder i de stunder, hvor de ikke er i færd med at krænke andre folks.

En problemstilling af denne karakter ville de allerfleste steder i verden kunne gøre glimrende fyldest i en satire over, hvor bizart folk kan finde på at ræsonnere. Men ikke i Danmark; her er denne type problemer noget, der holder politiet og forsvaret vågne om natten og får politikere til at krympe sig under journalisternes forargede spørgsmål: Hvor kunne I?

Blandt journalister og andre offentlige meningsdannere gør der sig sædvanligvis en form for moralsk tyngdekraft gældende. Den moralske tyngdelov lyder noget i denne retning: Hvis et meningsdannende legeme bevæger sig hurtigt og støjende i en retning, der opfattes som moralsk foran gennemsnittet, vil resten af offentlighedens legemer inden for kort tid overhale det første legeme. Det er det fænomen, man også kalder »moralsk panik«; panikken skyldes, at alle er bange for at fremstå som mindre moralsk fortræffelige end de allerbedste. Og som andre former for panik befordrer den allerførst fornuften og den almindelige tænkeevne ud ad vinduet.”

Claes Kastholm i dagens Berlingske Tidende – Læst og påskrevet (ikke online).

“Hvis et menneske fra et af de større lande gennem et længere tidsrum iagttog den danske debat, måtte personen uundgåeligt komme til den konklusion, at danskerne lider af alvorlige mentale forstyrrelser… Vores udenlandske iagttager af den danske debat, der nåede til den konklusion, at danskerne måtte lide af mentale forstyrrelser, ville på det sidste have hæftet sig ved, at debatten for øjeblikket væsentligst drejer sig om, hvorvidt en politibetjent tiltalte en person, der ved en demonstration ikke ville flytte sig, med navneordet »perker« eller navneordet »perle«. Mange har været inddraget i striden, professorer, politikere, myndighedspersoner. Vores udenlandske iagttager vil være af den set med danske øjne bizarre opfattelse, at disse personer i betydningsfulde stillinger havde vigtigere ting at tage sig til end at bruge tid på et ligegyldigt klagemål fra en person, der bryder loven ved ikke at efterkomme politiets henstilling.

Man kan efter min mening slet ikke fortænke vores udenlandske iagttager i at have denne vurdering, og det er forståeligt – han er jo udlænding – at han ikke kan se, at der slet ikke er tale om mental forstyrrelse, men noget meget værre, nemlig et massivt hykleri. Ingen mennesker med virkelighedssans kan se, at der foreligger et problem. Det må være en pine for et realistisk menneske som politidirektør Hanne Bech Hansen at tvinge ansigtet i alvorlige folder, når hun på TV skal forsvare sine medarbejdere mod den latterlige anklage. Som den offentlige stemning er i Danmark kan hun ikke afvise vrøvlet. Hun må hykle.”

Oploadet Kl. 11:12 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


13. december 2008

“Reportagen er det politiske budskab, og det lyder: Hvor er I dog onde og uretfærdige…”

Claes Kastholm Hansen i dagens Berlingske Tidende – Læst og påskrevet.

“Fra 1. januar bortfalder det særlige børnetilskud til kvinder, der har ladet sig kunstigt befrugte, ikke fordi de har en partner, som de ikke kan få børn med, men fordi de slet ingen partner har og dog gerne selv vil føde børn… Men under arbejdet med at sanere tilskudsjunglen, dvs. genoprette Danmark som et oplyst land, hvor sunde og raske borgere tager ansvaret for deres eget liv, vil regeringen støde på en meget stærk politisk modstander: de elektroniske medier. De fungerer på den måde, at så såre der sker en lille begrænsning i en eller anden ydelse, eller nogen nægtes et tilskud, så skal konsekvenserne straks belyses i langt udtrukne reportager, de såkaldte konsekvensreportager. Man kan ikke undvære konsekvensreportagen, men bruges den umådeholdent og ureflekteret, rummer den en fare…

Dens indbyggede budskab er nemlig, at hvis politikerne fjerner tilskud X, så vil det være vældig ondt mod fru Y og hr. Å, og da billeder jo taler til følelserne, gør det selvfølgelig indtryk på offentligheden at se den ulykkelige fru Y, der med tårer på kind må give afkald på tilskud til nye støvsugerposer, og den desperate hr. Å, der nok må se i øjnene, at der i fremtiden kun bliver råd til én rejse om året til De Kanariske Øer. Konsekvensreportagen bidrager således til at fastholde samfundet i et bestemt moralsk-politisk mønster: ondskab er at skære ned, godhed er at give flere penge… der ligger noget i selve den journalistisk-professionelle forståelse af, hvordan man definerer og belyser et problem, som i praksis styrker konserveringen af tilskudsstaten, der jo oprindelig er et socialdemokratisk-venstreorienteret projekt…

Den konsekvensreportage, der blev bragt torsdag aften, og som skulle belyse følgerne af fjernelsen af det særlige børnetilskud til ungkarle-mødre, som har fået deres børn ved kunstig befrugtning, kunne altså lige så godt være bragt på den ene station som den anden. Tilfældigvis så jeg den på Danmarks Radio – i nyhedsudsendelsen kl. 21, der ifølge DR henvender sig »til den globalt interesserede, moderne og krævende seer«, ja, ord kan være taknemmelige. Den handlede om en yngre kvinde, der havde ladet sig kunstigt befrugte og nu havde født to dejlige babyer. Som hun fremstod på dér på skærmen, var hun prototypen på den krævende, forkælede forbruger af velfærdsydelser, som vores tilskudsstat har fremavlet. Hendes historie var ikke, at hun og hendes elskede i årevis havde stræbt efter at få børn og så til sidst havde grebet til kunstig befrugtning. Hendes historie var, at hun slet ikke havde nogen kæreste, hun havde ikke fundet en partner, hun ville have børn med, fortalte hun, men børn ville hun have, det var hendes ret, mente hun, og hun havde så fået sine tvillinger ved videnskabens hjælp.

Jeg ønsker hende og hendes dejlige unger alt godt. Men hvor er vi dog kommet langt ud, når et rimeligt uddannet og, må man formode, ret fornuftigt menneske kan mene, at det er hendes ret at få børn og statens pligt dels at sørge for, at hun får det, dels at betale hende for det bagefter. Reportagen satte ikke den mindste antydning af et spørgsmålstegn ved hendes synspunkt. Det var bare synd for hende. Denne type journalistik er ikke en hovedårsag til, at dette samfund er så vanskeligt at forny. Men den er medskyldig. Nogle vil hævde, at journalistikken bare er budbringeren. Men det er naivt. Reportagen er det politiske budskab, og det lyder: Hvor er I dog onde og uretfærdige, når I fjerner dette tilskud. Ordningen træder først i kraft for børn født efter 1. januar 2009, så den pågældende kvinde berøres ikke af den, men hun har ved sin private disposition sikret sig et ordentligt sug ned i statskassen de næste 18 år. Hvorfor er det aldrig et journalistisk tema?”

  • 11/12-08 (21.00) TVavisen, DR – Regeringen fik i dag flertal for at fratage enlige mødre særligt børnetilskud.
  • Apropos.

  • 12/12-08 Jyllandsposten – Jacob Holdt: Frisindets racisme og homofobi.
  • “… hvor dybt stikker friheden, når han og partifællerne stemmer imod lesbiskes ret til kunstig insemination.”

    Oploadet Kl. 12:37 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer
    

    10. september 2008

    Sarah Palin og “kristen fundamentalistisk gidseltagning”

    Flere danske medier har kaldt hende ‘kontroversiel’, og det vil en konservativ republikaner pr. definition være for skolede journalister, der mener midten i dansk politik er et sted mellem SF og Det Radikale Venstre. På forsiden af fredagens Metroxpress, kunne man læse, at Sarah Palin var “bonderøvenes kæledægge”. Folkelig havde nok været et bedre ord, men den slags kunne forstås positivt, så det blev det ikke.

    Foreløbig bundskraber står Anita Bay Bundegaard for. Som Politiken Kultur- og Opinonsredaktør skrev hun denne kommentar til lørdagsudgaven – Palins gidsel (ikke online).

    Jeg er ikke anti-amerikansk. Der er masser af sider af USA, som jeg både er fascineret af og holder af. Men når det er sagt, så er der en hel del ved USA, som jeg overhovedet ikke kan holde ud…

    Der, hvor det for alvor går galt imellem os, er når amerikanerne blander politik og moral sammen – eller faktisk erstatter politik med moral. Republikanerne er værst, men ingen amerikanere er helt fri for det. Hvilket forklarer, hvorfor så mange nu begejstres af John McCains kvindelige vicepræsidentkandidat Sarah Palin, hvis ‘politiske’ program består af en række moralske og religiøse dyder…

    Et øjeblik efter at Sarah Palin var blevet præsenteret, viste det sig imidlertid, at hendes egen 17-årige datter er et levende bevis på hendes forskruede, fundamentalistiske værdier. Datteren er blevet gravid…

    Det er den slags prøvelser, Gud udsætter én for. Det eneste gode ved det er, at når ens datter kommer galt af sted, får man lejlighed til at demonstrere, at man besidder en anden af Guds gaver, nemlig evnen til at tilgive. Og så har man for alvor krammet på den unge pige. Starten på Sarah Palins valgkamp blev således en ubehagelig smagsprøve på kristen fundamentalistisk gidseltagning. Vel vidende, at datteren kommer til at betale prisen for, at Palin måske kan blive USA’s næste vicepræsident, tog hun for øjnene af hele USA og resten af verden sin egen teenagedatter som moralsk gidsel. I sin tale til det republikanske konvent, blev datteren og hendes ulykke eksplicit nævnt. Findes der tilgivelse for den slags?De medskyldige – McCain og hans kampagnestrateger – kendte til datterens graviditet, inden valget faldt på Palin. Og nu beskylder de samme strateger medierne og kommentatorerne for ikke at respektere Palins privatliv, men for i stedet at politisere det.

    Men hvad skulle de ellers gøre? Når privat moral erstatter politik, er det jo en uundgåelig konsekvens… Hun behøver ikke at sige, at hun er abortmodstander. Hun kan blot vise sin gravide teenagedatter frem, samtidig med at hun holder sin lille pige med Downs Syndrom som et trofæ på armen. Den slags findes ikke kun i USA. Det trivedes også, da jeg var barn på landet her i Danmark. Men manøvren, hvor politik selvfølgeligt erstattes af (dobbelt)moralsk kvababbelse, er på en eller anden måde umiskendeligt amerikansk.”

    For meningsmålinger vil jeg også denne gang henvise til Real Clear Politics: Latest Polls.

    Diverse.

  • 5/2-08 Kristeligt Dagblad – Pedersens USA på vej frem (Carl Pedersen ramt af Obamania).
  • 1/9-08 Metroxpress – McCain på svært salgsjob.
  • “… De vil slå på, at hun er et familiemenneske og en ærkerepublikansk kvinde på vej op. De har ikke andre muligheder. Det er, som om de har været så forhippede på at stjæle overskrifter, at de har glemt at tænke langsigtet. Jeg kan slet ikke se noget positivt i valget. (Carl Pedersen)

  • 1/9-08 – Metroxpress – Kaninen fra Alaska er en vårhare.
  • “For en mand, der har ‘Country First’ som sit slogan og praler af at have en bedre dømmekraft end sin modstander, er det dog uforsvarligt at vælge en person med blot fire år som borgmester og to år som guvernør under spadseredragten, mener kritikere fra begge ender af spektret.

    »Her er sloganet, McCain-lejren i virkeligheden burde bruge: Putting. Country. Last,« skriver den konservative kommentator Andrew Sullivan på sin blog.”

  • 4/9-08 Foxnews – Palin in prime time (Palins meget amerikanske tale).
  • 4/9-08 Real Clear Politics – 37 Million Watched Palin.
  • “Sarah Palin’s speech generated 37.2 million viewers, just a 1.1 million viewers fewer than watch Barack Obama’s Invesco Field acceptance speech. As Nielsen notes, only six networks carried Palin’s speech compared with ten for Obama’s.”

  • 5/9-08 Poul Høi: Historien, som kan vælte Sarah Palin (eufemiserer hetz).
  • 5/9-08 Metroxpress – Den bidske ‘Barracuda’ (Mads Fuglede, Carl Pedersen).
  • 5/9-08 Metroxpress – Nastja Arcel: Nyt håb med The Dream Team.
  • “Hvorfor har vi ikke stemmeret til det amerikanske præsidentvalg her i Danmark?” (Nastja Arcel, skuespiller)

  • 6/9-08 Information – Gennemført gennemsnitlig (af Lasse Lavrsen; “så ufattelig normal”).
  • “Efter rygter blandt liberale bloggere kom det frem, at Palins 17-årige datter Bristol var gravid ved førægteskabelig sex med den lokale ishockeyspiller Levi…”

  • 6/9-08 Berlingske Tidende – Claes Kastholm: Læst og påskrevet.
  • “Torsdag morgen sendte CNN direkte hele Sarah Palins tale på det republikanske partikonvent, og da gik det op for én, hvor genialt et greb – rent valgtaktisk og måske mere end det – John McCain foretog, da han traf sin hurtige beslutning om at vælge hende. Hvad kan vi i dansk presse lære af dette forløb? At interessere os mindre for, hvad de amerikanske kommentatorer mener i det lukkede mediekredsløb, og mere for, hvad der tænkes og føles ude i den brogede amerikanske befolkning.

  • 7/9-08 WSJ – Brian M. Carney: What Sarah Knows .
  • “According to Rasmussen, fully 68% of voters believe that “most reporters try to help the candidate they want to win.” And — no surprise — 49% of those surveyed believe reporters are backing Barack Obama, while just 14% think the media is in the tank for Sen. McCain…

    Perhaps most troubling for the press corps, though, was this finding: “55% said media bias is a bigger problem for the electoral process than large campaign donations.””

  • 9/9-04 BBCnews – World ‘wants Kerry as president’.
  • 9/9-08 Boston Herald – Michael Graham: Front-runner unplugged.
  • 

    27. marts 2008

    Om “disse mærkeligt livsuerfarne mennesker, som sidder og redder verden på cafeerne”

    Via Snaphanen. Vise ord af Claes Kastholm trykt i lørdagens Berlingske Tidende – Det multikulturelle samfund er et glasurbegreb, der dækker over »muslimsk«. De, der ønsker, at Danmark skal blive et multikulturelt land, ønsker i virkeligheden, at nationen bliver opløst (ikke online).

    “Man kan se svimlende langt i Vendsyssel, hvor jeg i denne uge sidder og skriver dagens tekst med udsigt til en landsbykirkes bredskuldrede middelaldertårn fem kilometer borte. En landsbykirke uden landsby. For firehundrede år siden blev landsbyen taget af sandflugten. Yderligere nogle få kilometer fra landsbykirken uden landsby ligger der en kirke uden sikker grund under syldstenene. Mindre end en halv snes meter fra denne kirke går klinten lodret ned i havet. Jeg har et fotografi, der er taget den 23. juni 1973, det ved jeg så præcist…

    På fotografiet kan man se, at der er langt ud til klintens rand. Dengang – for kun 35 år siden, geologisk set meget mindre end et sekund – lå kirken flere hundrede meter fra havet, der æder mange meter af klinten pr. år. I tusinder af år har danskerne levet her til brændingens bas og det flyvende sands diskant. Med og mod naturen. Men naturen tager ikke finere hensyn, og den er også ligeglad med, at vi over de sidste to-tre generationer er blevet mere og mere naturfremmede og ofte taler og opfører os, som om vi betyder mere end den. Naturen arbejder uanfægtet, og selv de små radikale, disse mærkeligt livsuerfarne mennesker, som sidder og redder verden på cafeerne i det indre København, bliver en dag ædt af den.

    Det gælder således også Anne Sophie Callesen, såkaldt integrationsordfører i Radikal Ungdom, og Andreas Steenberg, formand for Radikal Ungdom. Disse to angreb sidste søndag SFs Villy Søvndal i en kommentar i Berlingske, de kaldte ham en farlig mand, og det er måske at gøre lovlig meget stads af ham. De to ungradikale er meget farligere, for så vidt som mennesker, der ikke afstemmer deres drømme med virkeligheden, er farlige, ikke mindst for sig selv. Callesen og Steensberg skrev: »For Radikal Ungdom er det multikulturelle samfund ikke bare en realitet, men også en vision. Udlændingene og deres kultur er ikke en trussel imod, men en mulighed for den danske kultur«. Det er og bliver noget diffust sludder, en slags festtaleretorik. Der lever i Danmark mennesker med vidt forskellig kulturbaggrund. Heri er ikke noget nyt. Det gør ikke Danmark til et multikulturelt samfund. Op igennem historien er mennesker kommet hertil mange steder fra. Det har altid været problemløst. I 1819 var der nogle mindre antisemitiske optøjer. Det er det hele. Men i løbet af de sidste tyve år er der sket det, at nogle – jeg siger udtrykkeligt: nogle – af de udlændinge, der er kommet hertil i meget stort tal på historisk set meget kort tid, ikke optræder som elskværdige gæster, men aggressivt og krævende.

    Aldrig tidligere i vores historie har nogen – hvor de end kom fra – sagt som Güzel Turan, af tyrkisk oprindelse, i en kommentar til integrationsproblemet (Weekendavisen 7.3). Vi skal starte, skriver hun, »med at forlige os med den kendsgerning, at Danmark anno 2008 er delvis brunt og muslimsk. En af de allerstørste hæmsko for integrationen har været og er det den dag i dag, at der stadig sukkes efter de tider, hvor Danmark endnu var beboet af blonde mennesker med blå øjne, og hvis efternavn endte på -sen.« – Udsagnet demonstrerer med stor tydelighed, hvor langt fra virkeligheden snakken om det multikulturelle samfund er. »Det multikulturelle samfund« er et glasurord, der dækker over »muslimsk«. Güzel Turan udtrykker sig utrolig frækt og uvidende om den historie og natur, der har formet dette tusindårige kongerige…

    … aldrig tidligere er indvandrere kommet til landet og har krævet, at nu skal landets kultur ændre sig i deres retning. Danmark anno 2008 er ikke »delvis brunt og muslimsk«, lige så lidt som det er delvis gustenblegt og svensk. Danmark er danskernes land.”

    

    30. december 2007

    Nu må vi ikke mene “… at der er forskel på at være gæst i landet og at have arvet det.”

    Fra lørdagens Berlingske Tidende. Claes Kastholms klumme – Læst og påskrevet.

    “Ikke en dag går hen, uden at en eller anden, der præsenteres som forsker – en betegnelse, der virkelig er gået inflation i – belærer os om, hvordan vi skal leve. Ikke en dag går hen, uden at et eller andet institut belærer os om den rette moralske handlen eller om, hvordan vi bør forstå udviklingen.Og når alle disse som regel statsaflønnede belærere og statsfinansierede private interesseorganisationer fra godhedsindustrien tier, fylder propagandaen fra Sundhedsstyrelsen medie-rummet. Men den værste form for konstant belæring er dog den, der kommer fra de antiborgerlige kredse, der betragter sig selv som særlig fremskridtsvenlige, humane og internationale…

    Med 68ernes marxistiske kulturrevolution begyndte proletariseringen af lærerne. Samtidig kom vi ind i den accelererende belærings epoke, hvis tredje fase vi nu befinder os i. Erfarne lærere som min svigermor blev belært om, at deres metoder (der ikke desto mindre havde lært min generation af skolebørn så enormt meget) ikke duede, at deres insisteren på faglighed og fasthed var sort skole og halvfascistisk, at deres kaldsfølelse var et borgerligt selvbedrag, og at de i øvrigt med deres tro på høflighed, hygiejne og ordentlig påklædning var nogle latterlige julenisser, som ville gøre skolen en tjeneste ved at forsvinde hurtigst muligt.

    I et essay, som Søren Krarup for nogle uger siden offentliggjorde i Jyllands-Postens kulturmagasin, fortalte han, at han i en diskussion med Gitte Seeberg om indvandringsproblematikken havde fremhævet danskernes førstefødselsret til landet, hvortil hun havde svaret, at den slags ikke sagde hende noget. Det blev belæringens anden fase. At vi ikke måtte mene, at der er forskel på at være gæst i landet og at have arvet det. Over hele verden kæmper menneskene for at forsvare retten til deres fædreland. Om nogle uger erklærer Kosovo-albanerne Kosovo for selvstændigt, det går ud over Kosovo-serberne og andre minoriteter, men det er åbenbart helt i orden. Palæstinensernes krav om et selvstændigt land finder helhjertet støtte hos den venstrefløj, der belærer os om, at nationalstaten er håbløst forældet, og at vi, der har rod i dette land, ikke har større ret til det end folk, som lige er landet i Kastrup. Og hermed er vi inde i belæringens tredje fase, der forklarer os, at multikulturalismen ikke blot er det eneste rigtige, den er også det eneste mulige, og hvis vi absolut vil dyrke forskellige nationale, vestlige og kristelige kuriositeter, da har vi værsgo at gå stille med dørene, så vi ikke generer muslimerne. Hvis jeg skal have et ønske for det nye år, så er det, at flere og flere vil melde fra over for dem, der har så travlt med at belære os, og som har to karakteristika til fælles. For det første, at de i det store og hele lønnes af de danskere, som de har så travlt med at nedgøre. For det andet, at hver gang det viser sig, at de har taget fejl, er de vips væk. På vej mod et nyt evangelium. Ansvaret tager de aldrig.”

    

    10. november 2007

    Kastholm om den “politiske venstrefløj… Socialdemokraterne, de Radikale, SF og Enhedslisten.”

    Claes Kastholm er i topform for tiden. Fra dagens Berlingske Tidende – lidt fra Læst og påskrevet (papir).

    “Kun med besvær kunne man holde rørelsens tårer tilbage, da man i denne uge så tusinder af skoleelever samles til demonstrationer for bedre vedligeholdelse af skolerne og fornyelse af undervisningsmaterialerne…

    Skoleelevernes demonstrationer blev begærligt dækket af medier, der ikke gad gøre sig ulejlighed med at forske i, hvem der havde iscenesat dem. De medier, der ikke undersøger tingene ordentligt, bliver redskaber for politiske propagandister. Disse demonstrationer er ikke neutrale eller uafhængige af valgkampen. Skoleelevernes demonstrationer var iscenesat med rent politiske formål af venstrefløjsdominerede organisationer. De mange skoleelever var blot gidsler. Samme politiske ladning har en række sager, der er dukket op i medierne i løbet af denne uge, sidst »afsløringen« af, at jobcentrene pynter på deres egen indsats ved at bogføre møder, der ikke er afholdt. Banalt bedrageri og grov tjenesteforsømmelse. Men det var ikke historiens budskab. Budskabet var, at regeringen har stillet nogle betingelser, som det ikke er muligt at opfylde. Vi kan roligt gå ud fra, at der i de sidste dage af valgkampen »tilfældigt« vil dukke flere historier op, som er til gavn for oppositionen og ubekvemme for regeringen. Selv blev jeg i går ringet op af en journalist fra et af dagbladene, der direkte sagde til mig – egentlig hjertegribende naivt – at hun gerne ville have mig til at sige, at regeringen havde brudt skattestoppet.

    Seks års borgerligt styre har med Dansk Folkepartis konstruktive opbakning gjort Danmark til et økonomisk set enestående stærkt land, bragt udlændingepolitikken ind i realistiske rammer, gennemført et højst nødvendigt opgør med historieløsheden og færdigheds- og kundskabsmanglen i folkeskolen, sat kursen for en række langsigtede reformer, stoppet skatteskruen, ja endda gennemført skattelettelser, genetableret dansk selvrespekt i udenrigspolitikken, men har slet ikke formået at skabe et alternativ til den front af små og større organisationer, foreninger m.v., der breder sig ud i hverdagslivet og er tæt knyttet til den politiske venstrefløj forstået som Socialdemokraterne, de Radikale, SF og Enhedslisten... Ude i marken er den borgerlige kulturkamp langt fra vundet.

    Oploadet Kl. 18:37 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
    

    4. november 2007

    Kastholm: “Det, der karakteriserer valgkampen, er en gennemført principløshed i oppositionen…”

    En god klumme i avisen der der for tiden må betegnes som liberal-borgerlig. Læst og påskrevet ved Claes Kastholm i dagens Berlingske Tidende.

    “Det, der karakteriserer valgkampen, er en gennemført principløshed i oppositionen, og et parti, der formentlig bliver tungen på vægtskålen uden at have en politik.

    Selv om mange mennesker nok har fået sig et godt grin over TV2s afsløring af Villy Søvndals fantasifulde omgang med sine plejehjemsbesøgvirkeligheden, så er tilfældet Søvndal faktisk ikke til at grine af, men snarere til at græde over. Den, der vil gribe SFs formand i en sandhed, skal stå op, før Fanden får sko på. Alt efter politisk holdning har man kunnet være mere eller mindre enig med SF. Jeg har altid respekteret partiet, sådan som jeg respekterer de fleste partier. Den tidligere formand, Holger K. Nielsen, var en gennemført hæderlig og lødig personlighed. Hans efterfølger har fået en meget betydelig succes på grove fordrejninger af virkeligheden og direkte usandheder. Det vidner om et forfald, ikke kun i SFs politiske kultur, men også i en temmelig stor vælgerskare. Et lignende forfald skinner os i øjnene fra de Konservative i København, der pludselig så et nyt politisk lys i den tidligere TV-journalist Paula Larrain.

    […]

    Hun er sikkert et fornuftigt menneske, men hendes politiske lynavancement er politisk fup, og de henvisninger til fortilfælde, som journalister i både den elektroniske og skrevne presse kom med, var langt ude i skoven. Man skulle tro, at disse journalister aldrig har gået i skole. De begår konstant helt elementære fejl, typisk er kategorisammenblandingen, altså at man sammenligner det usammenlignelige (den pædagogiske klassiker: Et tordenskrald og Rundetårn), eller at man klassificerer folk efter helt overfladiske fællestræk. I historierne om Paula Larrain figurerede Uffe Ellemann-Jensen, Ole Andreasen, Bjørn Elmquist, Karen Jespersen som fortilfælde. Disse fire var – inden de startede den politiske karriere – kendte og respekterede for deres politisk-faglige kompetence. Det eneste, de a priori har til fælles med Paula Larrain, er, at de har været ansat på Danmarks Radio.

    I onsdags skrev Politikens Tøger Seidenfaden en leder, som jeg ikke kan dy mig for at citere, for den er et glimrende eksempel på boniteten i hans dømmekraft. Han skrev: »Takket være midteropbruddet i dansk politik er vi ved at få en valgkamp med bid og substans (…) Partierne deler sig efter anskuelser og træder i karakter. På den måde bliver valgkampen for alvor en demokratisk fest.« – Ja, det er festlig læsning. Men hvis denne valgkamp er en fest, så må det da være et tupperware-party. Det, der karakteriserer valgkampen 2007, er den gennemførte principløshed i oppositionen. Alle er rede til at sælge alt, hvad de ejer og har, for at komme til magten. Socialdemokraterne dropper folkeskoleforliget og sin asylpolitik for at tækkes de Radikale og sin modstand mod skattelettelser for at tækkes Ny Alliance, samtidig med at partiet lover ministerposter til højre og venstre. De Radikale dropper modstanden mod 24-års reglen, der ellers er fundamentet for partiets flygtningepolitik og har været en hovedårsag til partiets relative succes ved valget i 2005.

    […]

    I det daglige program »Mød partierne« på DR1 får Steffen Kretz på sin diskrete, meget velforberedte og meget begavede facon gravet nogle væsentlige sandheder om partierne frem. Mit hovedindtryk af hans møde med Ny Alliances Gitte Seeberg og Naser Khader blev, at partiet til syvende og sidst ikke har andet politisk budskab end det uopslidelige om »tonen« i udlændingedebatten, og at partiet har et tvetydigt forhold til den demokratiske parlamentarisme. Det vidner den arrogante og politisk ubegavede Lars Kolinds udtalelser om, men også den måde, Khader i programmet karakteriserede de menige folketingsmedlemmer i de øvrige partier på, nemlig som »partisoldater, der er opdraget i partiet gennem 20 år. Det eneste, de kan, er at læse op af partiprogrammet«. Det er altså et parti med så spinkelt et budskab og så ringe en politisk bevidsthed, der efter alt at dømme bliver tungen på vægtskålen efter valget. Gud bevare Danmark.

    

    30. oktober 2007

    Claes Kastholm og Jarl Cordua om Kaare R. Schou

    Jeg er træt af TV2s Kaare R. Schou, og jeg er ikke alene.

    Jarl Cordua på sin blog.

    “TV2s gamle Jeronimus “Gårdejer Skov” sidder sgu og siger, at Fogh og alle de andre spidskandidater skulle blive hjemme i stedet for at rende rundt ude og vise sig frem for vælgerne. Det er bare så forkert, og det er en mindre skandale, at TV2 ikke har nogen kompetente kommentatorer, der rent faktisk VED en lille smule om moderne politisk kampagne. Kaare R. Schou hold dig dog til det, som du ved lidt om! Er Bendtsen way over the hill så er Schou aldeles pensionsmoden. Så kan han også med de ormstukne tænder gå og sutte på sine gamle sure piper i stedet for at vrøvle løs. Skulle Schous synspunkt være validt, så blev politikerne inde på Christiansborg og drak kaffe med alle journalisterne. Det gjorde store dele af Nyrup-kampagnen i 2001. Resultatet blev en katastrofe. Her er et gratis råd til alle kandidater om, hvad de skal bruge tiden under valgkampen på: Shake hands and dial for dollars. (Mød vælgere og fundrais valgkampsmidler) Det er, hvad I skal koncentrere jer om, og så glem gamle Jeronimus’ ordskvalder. Det var i øvrigt den samme kloge Kaare R. Skov som i sidste uge på TV2s hjemmeside “fuldstændigt udelukkede” et valg nu. Det ville først komme til næste efterår! Yeah right! Af andre mindeværdige udtalelser kan man også fremhæve hans vurdering af de politiske konsekvenser af Hans Engells spirituskørsel i 1997: “Tro mig, dette har vælgerne glemt om to uger!”. Schou kom som bekendt til at tro om igen.”

    Claes Kastholm i dagens Berlingske Tidende.

    Kaare R. Skous sundhed
    Den socialdemokratiske ledelse fører valgkamp med en klar arbejdsdeling: Helle Thorning-Schmidt er talerobotten, der messer budskaber fuldstændig tømt for politisk indhold, Henrik Sass Larsen er den gavmilde onkel, der lokker alle og enhver med ministerposter, Morten Bødskov er den tavse mand med slipset, der signalerer, at på trods af de to andre er Socialdemokraterne kompetente til at danne regering. Endelig er Kaare R. Skou fra TV2 åbenbart indtrådt i ledelsen med den særlige opgave at udsprede det synspunkt, at Socialdemokraternes rundhåndede løfter om minister­biler til alle – snart formentlig også til alle nordatlantiske mandater samt vælgerne – er udtryk for en sund tilbagevenden til det samarbejdende folkestyre. Sådan sagde Skou i TV2 Nyhederne mandag morgen, og hermed fuldender han en udvikling fra dygtig kommenterende reporter til propagandist mod regeringen, en udvikling der er den naturlige konsekvens af hans helt ustyrlige had til Dansk Folkeparti, som har medført, at han, når han omtaler dette – mod hans vilje – demokratisk valgte parti, ruller så voldsomt med øjnene, at de er på nippet til at falde ud, samtidig med at fråden står ham om munden. Groft sagt håber, at Skou efter nu direkte at have bekendt kulør som fanatisk VKO-modstander vil falde til ro og fremtræde mere behersket på skærmen, da dette vil være godt for hans helbred.

    Oploadet Kl. 14:33 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper