29. oktober 2007

“… det upolitiske menneske er katalysator for det 20. århundredes blodige historie.”

Claes Kastholm i topform. Fra lørdagens Berlingske Tidende.

“»I klassesamfundets tid vidste menneskene, hvor de hørte til. I det moderne, meget ensartede og meget rige samfund er det langt sværere at tage politisk stilling. Det giver muligheder for i grunden upolitiske politikere som Naser Khader og Helle Thorning-Schmidt.«

Naser Khader derimod er slet ikke politiker. Når han udtaler sig politisk, virker det, som om han efterligner en rigtig politiker eller har lært en rolle udenad. Men han bruger ret få ord og virker derfor mere troværdig. Desuden har han en vaskebjørnsagtig charme, som får en del vælgeres hjerte til at banke ømt, og hans kandidatliste vil med politiske badegæster som den koleriske Lars Kolind og den fantasifulde Jørgen Poulsen også være en sikker stemmemagnet…

Dengang [i Liberalt Centrum] forstod jeg ikke dette. Jeg var et upolitisk menneske. Jeg burde have vidst, at det upolitiske menneske er katalysator for det 20. århundredes blodige historie. Men jeg var altså kun 18 år og havde ikke læst filosoffen Adornos præcise iagttagelse, at Hitler lavede politik for de upolitiske, ligesom Wagner skabte musik for de umusikalske!”

Oploadet Kl. 14:41 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


7. oktober 2007

“Jeg undrer mig over vores flegmatiske holdning til overfald på folkevalgte politikere.”

Via Snaphanen. Skøn kommentar af Claes Kastholm Hansen – Læst og påskrevet.

Reaktionerne på pøbelchikanen af formanden for Dansk Folkeparti har været bemærkelsesværdigt afdæmpede. Har der overhovedet været nogle? Der var andre medlemmer af Folketinget, som ligeledes aflagde demonstrationen et besøg. Helle Thorning-Schmidt benyttede lejligheden til at promenere sin efterårskollektion, uden at der blev krummet et hår på hendes hoved. Men Pia Kjærsgaard kunne altså ikke få lov at være der. Over de senere år er der etableret en ganske særlig tradition. Den lyder, at når Pia Kjærsgaard går ud et sted, hvor hun kan risikere at møde mennesker, der ikke kan lide hendes politiske synspunkter, så er hun selv ude om det, hvis hun bliver chikaneret. Der har etableret sig en alternativ moral, en lex Pia…

Jeg undrer mig over vores flegmatiske holdning til overfald på folkevalgte politikere. At bruge vold mod en folkevalgt politiker – uanset hvad vedkommende mener – er at bruge vold mod demokratiet, og det er en grov forbrydelse. Ingen slog eller truede Pia Kjærsgaard. Men når en politiker bliver presset væk fra et sted, hvor man har lov til at være, så er det at betragte som vold. Jeg synes, at vi har en oplagt politisag. Det skulle være ret enkelt for politiet at finde i hvert fald en del af de skyldige via billederne. Jeg tilhører ikke ubetinget justitsminister Lene Espersens fanskare, når hun konsekvent svarer på ethvert problem med mere fængsel, men jeg mener, at man bør se på disse antidemokratiske handlinger med meget stor alvor.

Nogle anonyme personer fra Enhedslisten har »taget ansvaret« for chikanen mod Pia Kjærsgaard. Hvis vi nu lægger til, at overfaldet på statsministeren i sin tid heller ikke kunne have ladet sig gøre uden Enhedslistens medvirken, så tegner det til, at Enhedslisten styrer mod et sammenstød med Grundlovens paragraf 78, stk. 2: »Foreninger, der virker ved eller søger at opnå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom«. Det ville selvfølgelig være synd for Frank Aaen og kompagni, og det går næppe så galt, men det er nu vigtigt at erindre sig, at i det danske politiske landskab finder vi voldelig adfærd udelukkende blandt elementer, der definerer sig som tilhørende venstrefløjen, mens der slet ikke eksisterer en tilsvarende højrefløj. For ingen, der vil tages alvorligt, kan vel mene, at den netop løsladte Johnny Hansen og hans fritidsklub af mavesvære og derfor gangbesværede nazister, repræsenterer en trussel mod andre end sig selv, og anden aktiv højrefløj findes ikke andre steder i Danmark end i hovederne på de sidste rester af det kulturradikale establishment, der imidlertid er nødt til at dæmonisere Pia Kjærsgaard, Søren Krarup, Jesper Langballe og mange flere respektable mennesker for at få deres forældede verdensbillede til at passe.”



9. juni 2007

Når venstreradikale hærger og truer med terror skabes der et ‘radikalisme-problem’

En venstreradikal aktivist citeres i dagens Politiken , for at de fremover måske vil benytte sige af “personoverfald, brandattentater eller kidnapninger”. Kommentaren fra PET’s Jakob Scharf er lige efter bogen…

“»Efter PET’s opfattelse er ekstremistiske miljøer både på højre- og venstrefløjen blevet mere militante, og den udvikling kan føre til egentlig terrorisme. Det er PET’s vurdering, at man i visse kredse tilsyneladende er indstillet på at tage mere voldelige metoder i brug«.”

Helt i samme ånd må Orienterings Tage Baumann siges at være, når han beretter om Rostock-urolighederne…

“… der er nogle der vil påvirke mødet, der er andre som vil komme med et statement, og så er der også nogle som simpelthen vil forhindre mødet af ideologiske grunde – hvad kan man sige, og så er der endelig ballademagerne fra det yderste høje og det yderste venstre…” (5/6-07, G8-mødet starter i morgen)

Godt Claes Kastholm Hansen har en klumme i Berlingske Tidende.

“Som det tyske politi optræder det danske som en meget venlig ordensmagt. Hver gang der er voldelige optøjer bliver det danske politi ikke desto mindre af demonstrationens arrangører beskyldt for at have fremprovokeret balladen. De absurde påstande bliver yderligere krydret af nogle sammenbidte forældre, der har tydelige problemer med at blive voksne og følgelig har viet deres liv til kampen mod »politivold«, skønt der var større brug for en behjertet indsats mod »demonstrantvold«. Igen ser vi det samme mønster ved demonstrationerne i egnen omkring Heiligendamm. Forbitrede midaldrende oplever deres anden ungdom i aggressionerne mod politiet. Og efter blodsudgydelserne i Rostock, iværksat af professionelle »autonome«, lagde arrangørerne af den officielle demonstration ikke afstand til den kriminelle bande, men underrettede tværtimod den undrende offentlighed om, at konflikten begyndte, fordi der stod to politibiler på havnekajen – bag demonstrationsområdet. Sandelig en grov provokation! Den pågældende talsmand var én af de mange fra antiglobaliseringsbevægelsen Attac, der har gjort protesten til sin levevej. En af de store vanskeligheder, når det gælder bekæmpelse af terrorisme, er jo professionaliseringen. Forstået på den måde, at for de fleste i de små og større terrorbevægelser er det en profession, en levevej, en livsstil at være medlem af bevægelsen. Det er i øvrigt også én af de ting, der ikke gør det nemmere at stifte fred i eksempelvis Mellemøsten: Mange har overhovedet ingen interesse i, at der bliver fred, krigen er deres profession.”



31. maj 2007

Nyt nummer af Budstikken på gaden…

Det nye nummer af Modersmålskredsens tidsskrift Budstikken er på gaden. Herfra et par citater.

Det må også ses som camouflage, når man undgår at sige tingene direkte, at kalde en spade for en spade. Hermed er vi ovre i politisk korrekthed, som man vist kan kalde vor tids værste svøbe inden for sproget. Det begyndte jo på amerikanske universiteters campus, men har hurtigt bredt sig inden for alle områder, der blot tangerer politik, og har sin oprindelse i frygten for at støde såkaldt sårbare grupper. Det har i USA udartet til det helt groteske, som når man ikke må bruge ord som ”negro”, der tidligere var et ganske uskyldigt ord. Man skal også undgå at nævne handicap ved deres egentlige navn.

Fællesbetegnelsen for at lide af et handicap er at være ”challenged”, egentlig ”udfordret”, men måske bedre gengivet ved ”belastet” med tilføjelse af belastningens art, fx visuelt eller auditivt, evt. højdemæssigt (hvis man er lille) osv. Man skal altså sætte sig ind i en hel kode for ikke at støde an. Blinde eller svagtseende skal således kaldes for ”optisk defavoriserede”. En handicappet kan herefter bedst kaldes for ”differently abled”, da ”disabled” er stødende efter den gængse opfattelse. Som modstykke til ”negro” har man mødt følgende politisk korrekte definition af hvide: ”Mutant albino genetic-recessive global minority”. Men vi kan nok ikke helt afvise medansvar for disse sproglige udskejelser. Det er som bekendt upassende at tale om indvandrere; de omtales altid – især i forbindelse med lovovertrædelser – som ”personer af anden etnisk baggrund end dansk”. Så det gælder om at passe på, hvad man siger. Man kan uafvidende let komme til at støde an over for nærtagende personer, især når de altid er på udkig efter tegn på manglende respekt. (Gunner Pedersen: Sprogets forsimpling, s. 3f)

“Der er sket noget med de fleste af os, unge som ældre; vi er blevet løsere i vores sprog. Og i vores tanke. Til syvende og sidst hænger det sammen med et større skred, der som en stadigt voksende lavastrøm løber gennem hele forrige århundrede og fortsat accelererer. Vi kan jo kalde foreteelsen for globaliseringen. Hvorfor ikke? Så vidt jeg forstår, dækker begrebet »globaliseringen« alt muligt. Om det så er parkeringspladser foran Fakta i midtjyske stationsbyer, så skyldes de »globaliseringen«. Engang var Gud altings årsag og mål. I dag er det »globaliseringen«. Altså må globaliseringen være Gud…(Claes Kastholm Hansen: Andre lande kæmper for deres sprog, s. 10)

Oploadet Kl. 19:26 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
Arkiveret under:


18. marts 2007

Mere om Christian S. Nissens hævn…

Louise Frevert talte frit for leveren i fredagens sene Deadline, men selvom DR’s tidligere nyhedschef Lisbeth Knudsen i lighed med hendes mand er troende socialdemokrat, så har hun ikke været med til at udarbejde partiprogrammet. Det ville da også være dumt – hun må have gjort langt mere ‘gavn’ for partiet som chef for DR Nyheder.

En af Lisbeth Knudsens tidligere kollegeer er chefredaktør David Trads. I lørdagens udgave af Nyhedsavisen kommenterede han sagen med disse ord.

Oppositionens leflen for DR
Inden den skinhellige opposition får pudset glorien skinnende blank, tillader jeg mig at minde om virkeligheden for Danmarks Radio, inden den onde VK-regering tog over: Da jeg i efteråret 2000 under euro-afstemingen var indlandsredaktør i DR Nyheder, blev jeg gentagne gange opsøgt eller ringet op af socialdemokratiske og radikale ministre, som var rasende over, at Radioavisen næsten hver morgen kunne berette om ny rutsjetur for euroen over for dollaren. Det gavnede ikke ja´et, lod de forstå.

Jeg var ligeglad – lod dem snakke og ignorerede det øjeblikket efter.

Spillet er velkendt: De, der har den politiske magt, prøver at tryne alle omkring sig – og de, som modtager de slet skjulte trusler, verfer det bort. Især som redaktør må man leve med den slags – og man vænner sig så meget til det, at man nærmest slet ikke opdager, når det sker.

Mails, som den kulturminister Brian Mikkelsen under Irak-krigen afsendte til Danmarks Radio – hvor han orienterede om regeringens holdning til Irak-dækningen – har enhver redaktør modtaget mange gange. I min mailboks har jeg eksempelvis et par stykker gemt fra såvel nuværende ministre som top-socialdemokrater – alle afsendt i år.

Når oppositionen nu råber så meget op om Mikkelsens afgang, ja, så burde de ærligt talt minde sig selv om, hvor lille en sag, vi taler om, og hvor ofte de selv gør det samme.

At der er sandhed bag, dokumenteres af hovedpersonen selv i gårsdagens Jyllandsposten – Nissens bog om DR: Det er et kraftigt styringssignal.

Mener du, at den borgerlige regering er mere efter DR?
»Nej, det mener jeg ikke. Det har jeg allerede sagt offentligt, og det er mere udførligt omtalt i bogen: At det ikke er noget, der er specifikt for den borgerlige regering. Omvendt så oplevede vi i DR en stigende intensitet i påvirkningsforsøg – eller i kritikken – i 2003 og 2004.«

Har andre ministre end Brian Mikkelsen øvet pression mod dig?
»Jeg har ikke sagt, at Brian Mikkelsen har øvet pression mod mig, men jeg kan sige, at ministre i både den nuværende og forrige regering selvfølgelig en gang imellem har forsøgt at påvirke DR.«

Det har været i mails, interviews osv.?
»Én yderlighed var at ændre medielovgivningen, så regeringen og Folketinget kunne få en strammere styring af DR’s programpolitik – de ændringer, der skete i medielovgivningen gav en tættere statslig styring af DR’s programpolitik i den periode, jeg sad i DR. Og det begyndte allerede i (socialdemokraten, red.) Jytte Hildens tid som kulturminister. En anden yderlighed kunne være en sur bemærkning i en pause ved en teaterforestilling.«

Den altid gode Claes Kastholm Hansen kommenterede ligeledes historien i gårsdagens Berlingske Tidende. Her lidt fra klummen.

“I dansk politik er der efterhånden intet, der bør forbavse os. Når en groft manipulerende såkaldt dokumentarfilm som Danmarks Radios »Den hemmelige krig« (ja, netop: DRs, for det er DR, der har ansvaret for den) om nogle i den større sammenhæng fuldstændig ligegyldige detaljer, kan fremkalde månedlange slagsmål og veritable forsøg på ministerstorm, så er alt muligt. Der er således ingen grund til at undre sig over, at en uskyldig mail fra kulturminister Brian Mikkelsen til daværende formand for DRs bestyrelse, Jørgen Kleener, i går fik andedammen til at gå over sine bredder…

Hvis nu kulturministerens mail fra den 25. marts 2003 skulle leve op til alle de beskyldninger, der rettes mod den, så skulle der jo i løbet af de sidste fire år være sket noget synligt politisk med Danmarks Radio. Men det er der ikke. Ole Sippel er still going strong. TV-avisen bringer stadig udelukkende kritiske indslag om krigen i Irak, og den har for nylig demonstreret, at dens kærlighed til terrorist-pøblen (der romantisk af alle medier kaldes »de unge«) bag optøjerne på Nørrebro er betydelig større end dens kærlighed til myndighederne. De politisk holdningsbærende programmer på P1 er stadig regeringskritiske, USA-kritiske, Israel-kritiske, socialistiske eller såkaldt kulturradikale (konkret: staten kan aldrig blive for stor, enhver begrænsning af statens udgifter er et onde, enhver forøgelse et vidnesbyrd om sand humanitet) i deres forståelse af verden og i deres prioritering og vinkling af emnerne. Dansk Folkeparti betragtes stadig som værre end pesten, den danske udlændingepolitik mistænkeliggøres konsekvent, alle problemer, der opstår (eller fremelskes!) i landets brogede liv, betragtes stadig som politiske anliggender, der skal løses af regering og folketing. Og aldrig oplever man på DR-TV eller i DR-radioen, at der sættes spørgsmålstegn ved den enorme rolle, staten spiller i det private liv som følge af mange årtiers tætte samspil mellem socialdemokratisk samfundsforståelse, den herskende klasse (afdøde professor Jørgen Dichs betegnelse for de akademiske eksperter) og hovedsagelig offentligt finansierede interessesammenslutninger, bl.a. den såkaldte godhedsindustri. Danmarks Radio har ligesom månen den farve, den nu engang har. Altså har regeringen ikke haft nogen redaktionel indflydelse. Altså har Brian Mikkelsen ret: det handler om ytringsfrihed. Selvfølgelig har ministre da lov til at kritisere DR. De er politikere, ikke embedsmænd. Og DR har lige så meget ret til at lade være med at lytte til kritikken. Og den ret benytter den suverænt. Selv om det måske ikke altid er klogt. Der kunne jo være et eller andet, som man kunne lære af.”

Egon Balsby løfter i samme avis lidt af sløret.

Tak for sidst I
DRs tidligere generaldirektør, Chr. S. Nissen, er lille af vækst, stor i kæften og har en selvbevisthed på størrelse med Rundetårn. Han er en institutionernes mand og søger nu – år efter sit mismanagement af DR – at komme samme til hjælp ved at påtage sig ansvaret for DRs underskud og dermed reelt fyringen af 300 medarbejdere. Dette er naturligvis ganske så ædelt. Groft sagt vil dog have haft betydelig større respekt for den tidligere generaldirektør, hvis han havde påtaget sig ansvaret, mens han var i embedet. I stedet førte han systematisk medarbejderne, DR-bestyrelsen, regeringen og Folketinget bag lyset og endte med – helt fortjent – at blive fyret.

Men nu er hævnens time kommet for den lille, store general. Derfor kan han triumferende – i en kommende ny bog – afsløre en mail, hvor kulturminister Brian Mikkelsen søger at informere DRs daværende bestyrelsesformand, Jørgen Kleener, om regeringens opfattelse af DRs journalistiske linje i dækningen af Irak-krigen. De to stod bag fyringen af Chr. S. Nissen, og at denne nu ved hjælp af Socialdemokraterne og SF søger at skubbe kulturministeren ud af embedet som tak for sidst, er vel egentlig en smule patetisk.

Generaler er jo egentlig mest værd, når de stadig bærer deres stjerner. Og når fodfolket befinder sig i en – næsten evig – opposition, skal man virkelig skue langt for at ane det punkt, hvor krigslykken måske vender.
Men Nissen skal dog have ros for endelig at bekende sin politiske kulør. Groft sagt er dog ikke spor overrasket over kuløren!

Vinden blæser om DR-træet i disse dage, og nedfaldsfrugterne understreger blot problemet. Istedet for at sende Kleener emails skulle kulturministeren tage et åbent opgør. DR er ganske enkelt kulturkampens naturlige prolog. Samme undersøgelse – Gallup for Berlingske Tidende. To vinklinger…

  • 17/3-07 DR Online – Danskerne er imod fyringer i DR.
  • 17/3-07 Newspaq – Danskerne: DR må klare sig selv.
  • PS: DR forsøger i disse dage at frikende sin dækning af Irak-krigen med Stig Hjarvads rapport om Mediernes dækning af krigen i Irak. Jeg har tidligere kommenteret med udgangspunkt i den påtagede naivitet rapporten blotlægger ved sit fokus på kilderne.

    PPS: Omnial gennemgår Lisbeth Knudsens 1998-interview med Journalisten.

    

    11. marts 2007

    “Her bør ikke grines. Her bør grædes!”

    God klumme af Claes Kastholm Hansen i gårsdagens Berlingske Tidende omhandlende dele af den nuværende opposition. Et citat.

    “Hvad skulle en arme gymnasielektor i dansk stille op over for en opgave, hvori der står: »Vi tror på individet. Og personligt kan vi finde en række muslimer, kinesere og afrikanere, som vi har mere politisk og kulturelt til fælles med end George W. Bush, Karen Jespersen eller den franske nationalistleder Jean-Marie le Pen. Der er derfor ikke tale om en konfrontation mellem kulturer, men mellem individer og politiske holdninger«? Det er virkelig en pædagogisk udfordring. Hvordan skal man bære sig ad med at forklare sådan en elev, at det, han skriver, giver lige så lidt mening, som hvis han skrev: »Vi tror på Bjarne Riis. Og personligt kan vi finde en række golfspillere, børsanalytikere og stegte fasaner, som vi har mere politisk og kulturelt til fælles med end med Bruun Rasmussens auktioner, Hanne-Vibeke Holst og et antikt sludrechatol. Der er derfor ikke tale om en konfrontation mellem sportsfolk, men mellem cyklister og højresvingende bilister.« At lære en sådan elev at tænke repræsenterer en lige så stor pædagogisk udfordring som den, min sanglærer i femte klasse, den kære hr. Rommer, blev konfronteret med, da han hørte mig synge solo. De øvrige 35 individer i klassen brød ud i skånselsløs latter, men hr. Rommer rystede bedrøvet på hovedet og sagde: »Det er hans øre! Her bør ikke grines. Her bør grædes!«

  • 6/3-07 Uriasposten – Socialdemokraten Johannes Lundsfryd Jensen om den helt vildt onde højrefløj.
  • Oploadet Kl. 21:48 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer
    

    12. januar 2007

    Tidl. PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen tog til Guantanamo og så ondskaben…

    Igår var det fem år siden de første terror-mistænkte ankom til Guantanamo-lejren, og TVavisen valgte næsten at gengive Amnesty Internationals kritik ord for ord. “Sort jubilæum”, stod der på skiltet, der introducerede et indslag helt blottet for konkrete informationer om konventioner og baggrunden for interneringen.

    Han var næsten selvskrevet til det efterfølgende interview. Tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, nu åbenbart på fornavn med terrorist/terror-sympatisør, i et af de mest groteske eksempler på proportionsforvrængning jeg har set på tv. Den rene ondskab er ikke at bombe en markedsplads med civile – nej, den reneste form for ondskab er en orange kedeldragt og et par plastikhandsker.

    Mette Walsted Vestergaard, TVavisen: Hans Jørgen Bonnichsen. Du er en af de få danskere der har været i Guantanamo-lejren, fordi du som chefkriminalinspektør i Politiets Efterretningstjeneste var med til afhøringerne af den danske fange i lejren Slimane Abder- Ramane. Hvordan foregik de her afhøringer?

    Hans Jørgen Bonnichsen, tidl. PET-chef: Jeg må sige, at jeg har 41 års erfaring fra dansk politi og jeg har mødt benhårde oplevelser med ondskaben, men Guantanamo-lejren adskiller ganske specifikt. Alene det at blive konfronteret med et hul midt i en stenørken, hvor man ser mennesker placeret i bure, og reduceret til genstande, netop ved at anonymisere dem, og iføre dem de orange dragter. Men det var såmænd ikke det værste. Det allerværste var selve mødet med Slimane. Han bliver fremført i lænker, lænker på både hænder og fødder, og på en sådan måde, at det er vel nok noget af det mest ydmygende man overhovedet kan se, og bliver fremført af tre hårdtpumpede militærpolitifolk med pumpguns. Og hvis de skulle røre ham, så tog man plastikhandsker på, som om det var et slimet kryb som ikke vi ikke skulle inficere deres rene hænder. Så det var en noget barsk oplevelse.

    MWV: Hvorfor gør man det så?

    HJB: Jamen det er da helt klart et led i en systematiseret dehumaniseringsproces – sådan ser jeg da i hvert fald på det. Det øjeblik du fratager folk identitet. I det øjeblik du gør dem til genstande. I det øjeblik du gør dem til kryb, jamen så er vejen faktisk banet for tortur, og det giver den direkte forbindelse til Abu Ghraib og andre ting, som har foregået i kampen mod terror.

    MWV: Hvilken forskel gjorde det at I var der?

    HJB: Jamen jeg er da ikke et øjeblik i tvivl om at Udenrigsministeriets ihærdige insisterende indsats og vores tilstedeværelse, vi var der trods alt fire gange, at det i hvert fald har været medvirkende til at Slimane er kommet meget fint igennem hans ophold på Guantanamo-basen.

    MWV: Tak.

    Modgiften følger herunder. Først en Gorm Strandvang [via Snaphanen]…

    “Amnesty International er på glatis med fordømmelsen af Guantánamo. Den situation, som førte til oprettelse af fangelejren, har intet at gøre med de konventioner, moderne stater har underskrevet.

    – D. 11. september 2001 USA blev som bekendt angrebet af en terrorbevægelse, ikke en stat. Konventioner – d.v.s. “sædvaner” – er et moderne, vestligt fænomen. Repræsentanter for forskellige regeringer aftaler at følge visse bestemmelser i fred og krig.

    -Denne praksis bygger på det westfalske system, der siden fredsslutningen efter Trediveårskrigen i 1648 har været rammen om politik i den europæiske civilisation.

    – Al Qaeda og andre religiøse terrorbevægelser er ikke regeringer i suveræne stater, og de har aldrig underskrevet dokumenter om folkeretten ellermenneskerettighederne. Hvordan kan AI sætte den slags europæiske luksusprodukter i forbindelse med forhistoriske ritualmordere?

    – Fangerne i Guantánamo får samme type forplejning som USA’s soldater og har derfor taget på i vægt. De har desuden adgang til andre faciliteter, som er ukendte i orientalske fængsler.

    – Amnesty International kunne passende bruge krudtet på alvorligere sager. Hvornår arrangerer organisationen en demonstration mod Hamas eller Saudiarabiens sharia-domstole, der foretager offentlig henrettelse af personer, som anklages for “hor”?Pakistans fængsler er et andet emne, AI kunne kaste lys på. Denne stat er medlem af FN og desuden allieret med USA. Her gælder altså menneskerettighederne formelt. Men alligevel er ca. 75 procent af de kvindelige fanger voldtægtsofre, som er fængslet for “hor” og står til dødsstraf. Hvad vil AI gøre for disse kvinders menneskerettigheder?”

    Herefter Claes Kastholm Hansen i dagens Berlingske Tidende…

    Ingen slapsvans
    I anledning af femåret for etableringen af Guantánamo-lejren har Politiken talt med den tidligere danske fange Slimane Hadj Abderrahmane. Det var ham, bladet i sin tid optrådte som PR-agent og omsorgsfuld protektor for. Avisens protegé oplyser beredvilligt, at han fortsat er en varm tilhænger af hellig krig, sharialovgivning og islamisk stat. I øvrigt har han droppet et universitetsstudium, men er til gengæld blevet gift, har gennemført tre marathonløb, beder fem gange om dagen, kommer fast hos imam Abdul Pedersen på Nørrebro og bruger derudover sin tid på at se BBC World og læse om den seneste udvikling i det afskyelige USAs luftangreb på al-Qaeda-baser i Somalien. Det sker også, siger han, at han længes tilbage til livet i Guantánamo, »hvor der var god tid til at læse Koranen og tale med de øvrige fanger«. Groft sagt forstår ham. Det er hårdt at have travlt, og hr. Abderrahmane er åbenbart hængt op i en sådan grad, at han end ikke har tid til almindeligt lønarbejde. Men hermed har vi også et kvalificeret svar på det spørgsmål, den radikale Elisabeth Geday stillede i Berlingske Opinion, torsdag: »Er man en doven slapsvans, fordi man er på kontanthjælp?« – det mente hun absolut ikke, og hvor har hun ret.

    

    8. januar 2007

    Claes Kastholm Hansen: Hvorfor anmelder Tøger Seidenfaden ikke selv Ondskabets ikon…

    Fra dagens Berlingske Tidende. Claes Kastholm Hansen om en bog der ikke er blevet anmeldt af Politiken.

    Tonen
    Professor Elisabeth Bock indvier Weekendavisens læsere i, at hun har fået Geoffrey Cains lille bog »Gensyn med ondskabens ikon« i julegave og således stiftede bekendtskab med, hvordan man her i landet omtaler Pia Kjærsgaard. Professor Bock konstaterer, at det er den mest uhyrlige tilsvining, hun i sit liv har set. Pia Kjærsgaard »er blevet fremstillet som en heks, en fækalie, et lokum, en luder, en dræbersnegl, en hund, et svin, en slange, et monster, en snavset og ildelugtende person et cetera. Det hjemlige parnas har sandelig ikke holdt sig tilbage«. Elisabeth Bock opfordrer alle, der interesserer sig for tonen i debatten, til at anskaffe sig og læse denne lille bog. Den opfordring kan Groft sagt kun støtte. En af dem, der har viet tonen i debatten den allerstørste interesse, er Politikens Tøger Seidenfaden. Han vil kunne læse bogen med en ganske særlig indleven. Langt de fleste af de nævnte fremstillinger af Pia Kjærsgaard har nemlig været at finde i organet for den højeste tone, Politiken, hvor Cains bog mærkværdigt nok ikke har været omtalt, skønt det burde falde en avis naturligt at beskæftige sig med det, der ligger den mest på sinde. Hvorfor ikke lade tonens ypperste vogter, Seidenfaden selv, anmelde bogen?

    Oploadet Kl. 20:26 af Kim Møller — Direkte linkEn kommentar
    

    21. oktober 2006

    Claes Kastholm Hansen om Martin Lidegaards radikale udenrigspolitik…

    Fra dagens Berlingske Tidende – Claes Kastholm Hansen om Martin Lidegaards radikale udenrigspolitik.

    Dr. Hansen mod terror
    I Opinion peger direktør Nikolaj Bøgh helt korrekt på, at TV-serien Matador leverer et groft forvrænget stykke danmarkshistorie, idet seriens største helt er den radikale læge, dr. Hansen: »En radikal provinsbylæge, der bedriver modstandskamp med maskinpistol er og bliver et umuligt fantasiprodukt«. Denne præcise iagttagelse randt Groft sagt i hu, da vi kæmpede os igennem en kommentar i Information, skrevet af en af tidens største udenrigspolitiske kapaciteter, den radikale Martin Lidegaard, der har mange læste årgange af dagbladet Politiken og flere møder i Udenrigspolitisk Nævn bag sig. Af kommentaren fremgår, at præsident Bush’ udenrigspolitik er en total fiasko. De penge, Bush bruger på Irak-krigen, burde han i stedet have brugt på udvikling af alternative energikilder samt det palæstinensiske flygtningeproblem og bekæmpelse af fattigdommen i verden. Med andre ord: Hvis Bush førte radikal politik, ville verden få det meget bedre. Tanken er fornøjelig. Især for verdens terrorister. Og hvis de ikke holder sig i skindet, kan man bare vise dem det afsnit af Matador, hvor dr. Hansen optræder med sin maskinpistol.

    Det ville blive for omfattende at citere Martin Lidegaards loonismer her, men han kolporterer blandt andet tallene fra den seneste Lancet-undersøgelse som om det var den skinbarlige sandhed. Citatet er medtaget her.

    

    7. juli 2006

    Uriasposten var offline en uges tid – her link til Nødblog’en

    Det blev til 19 posteringer på min Nødblog i denne omgang, men Uriasposten er atter online, og tro ikke jeg er blevet mildere blot fordi solen skinner. Den irriterer mig også. 

    Følgende posteringer findes på Nødblog’en – to genposter jeg enkeltvis senere idag. 

    Claes Kastholm Hansen om “det selvplageriske Europa”

    Politiet diskriminerer indvandrere… eller flere indvandrere har kriminel fortid…

    “Det glædelige budskab er dog, at de syge fordomme kan behandles”

    DR Online: “Israel afviser at løslade 1.000 fanger”

    Søren Pind om 68’erne der satte abstraktionen over det nære

    Mens han venter på revolutionen – et læserbrev om den terror Bush og Fogh spreder

    Det skabte paradoks – den halve sandhed

    Kristne ingen adgang – her integreres muslimer…

    Kommunismen forsøges rehabliteret (og lidt om Cuba og Nordkorea)

    Iranske Chahdortt Djavann: Tørklædet er symbolet på kvindernes underkastelse

    Jacob Holdt om nazister, Ku Klux Klan og DF-vælgere…

    Thorleif Jonasson fra FN-forbundet eftersnakkes i P1 Eftermiddag…

    Susanne Giese: Asmaa Abdol Hamid repræsenterer et tilbageslag for bekæmpelsen af fundamentalismen

    Forskningschef Torben Tranæs: Folk ved ikke hvilken baggrund indvandrerne har…

    Forbundssekretær i HK om den danske smålighed…

    Dagbladet Information om Hommelsagen – 24 måneder med antikrigs-spin

    Arne Hardis om Anne Marie Helger: Ingen ville diskutere med et barn, som argumenterer på denne måde”

    P1 lægger bolden til rette for Fatuma Ali

    Mogens Camre undrer sig over Gitte Seebergs ‘konservatisme’

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper