3. september 2017

Mads Kastrup: Det er en ‘omfangsdiskussion’, DR må gøre hvad de kan ‘med de tilbageværende midler’

Intet tyder på at medielandskabet vil blive væsentligt forbedret, hvis DR forsvandt, men i det mindste ville det værdipolitiske højre slippe for at betale søm til egen kiste. Ekstra Bladets opionionsredaktør Mads Kastrup kommenterer på EB.dk – DR er Danmarks Versailles.

“DR-ansatte og sympatisører synger stadig omkvædet om, at den nuværende kritik af Danmarks Radios toplønninger har en kedelige konsekvens: Den ødelægger den rigtige diskussion, den om indholdet.

Men modsat årtiers overlevering er det også godtgjort, at det ikke er en fordom, når nogen snakker om, at DR først og fremmest er en omfangsdiskussion, og så må DR siden finde ud af, hvad de kan med de tilbageværende midler. …

Det er netop, fordi Danmarks Radio er blevet frataget parykken og sminken, at man er begyndt at se på, hvem de i virkeligheden er. Ikke omvendt. Jeg taler ikke om at hakke hovedet af nogen, blot om at få styr på proportionerne, finde lugtesaltet frem og vågne til en ydmyghed, licensbetalerne vil finde klædelig.”

Oploadet Kl. 10:15 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Arkiveret under:


18. maj 2017

Mads Kastrup: ‘Konstruktiv journalistik’-leder Haagerup spreder ‘fake news’ om kommercielle medier

Det bliver spændende at følge Ulrik Haagerup som institutleder, men det kan næsten kun ende skidt. Konstruktive nyheder har et element af folkeopdragelse, og som Bent Winther forleden pointerede i Berlingske, så har DR udspillet sin rolle: “… danskerne vil ikke længere opdrages.”

Mads Kastrup kommenterer Ulrik Haagerups journalistiske karriere på EB.dk – DR’s nyhedsdirektør laver fake news.

“DR’s afgående nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, er en mageløs figur.

Netop som han skal tiltræde som leder af det angiveligt fremmeste institut i hjemlig journalistik, har han nu sat et stykke ‘fake news’ i omløb.

… på Altinget.dk barsler nyhedsdirektøren med følgende påstand: Der findes i Danmark en ‘kollektiv, kommerciel mediestrategi forklædt som journalistik, som handler om at gøde jorden for politikerne, der helst skal påvirkes til at tro, at det vil løse dagbladenes uomtvistelige problemer, hvis heller ikke DR i fremtiden vil være i stand til at levere ordentligt indhold til hele befolkningen’.

… hvis Haagerup ikke kan godtgøre sin påstand om en sammensværgelse mod DR, svarer påstanden nogenlunde til, at Kim Jong-Un hævder, at Nordkoreas værdighed krænkes af vestlig filmindustri, fordi han, den suveræne leder samt hans regime, ikke tages alvorligt i Hollywood.

Vi må således konstatere, at når ‘Constructive Institute’ åbner til efteråret for at højne journalistikken, er det med en direktør, hvis forhold til faglighed synes tvivlsom.

Dette fremgik dog i forvejen på mange måder af hele projektets mangel på faglig integritet.

‘Konstruktiv journalistik’ indebærer åbenbart, at journalistikken aktivt skal deltage i at løse samfundets problemer i stedet for at påpege og beskrive problemer hele tiden. Det forklarer måske, at det er lykkedes Haagerup og instituttet at samle pænt mange penge ind fra fonde til instituttet. …

Pengene betyder, at instituttet kan tilknytte folk fra medierne til en fyrstelig gage. Hvis altså disse i stedet for at udføre rigtig journalistik holder workshops og seminarer, hvor de siger lange sætninger om ‘constructive journalism’ til hinanden.

Ja, og hvis disse folk vel at mærke ikke har noget imod at være Haagerups plysdyr mod en 60-70.000 kroner om måneden.

Spørgsmålet journalister bør stille sig selv, inden de eventuelt bliver ‘constructive fellows’ er imidlertid, hvordan de ville have reageret, hvis journalister i andre lande blev opfordret til at koncentrere sig om ‘konstruktive historier’ – lad os sige menige journalister ansat på et statsligt medie.

Og lad mig bare være konkret: Lad os sige i Tyrkiet?

Oploadet Kl. 20:49 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


25. februar 2015

Filosof: “For mig at se er der tale om kriminalitet… Omar El-Hussein har ikke formuleret et politisk mål”

Tilbage i 2001 fik professor Ole Thyssen tildelt livsvarig ydelse fra Statens Kunstfond, men det var ikke ligefrem dybe tanker han diskede op med tirsdag aften i Deadline. Udgangspunktet var Thyssens påstand, om at Omar Husseins mord ikke var terror, men blot kriminalitet. Opponenten Mads Kastrup havde det nemt, for filosofiprofessoren havde givet sig selv en umulig opgave. Han virkede ikke opdateret om sagen, og det var tydeligvis ‘terror’ som begreb han havde et problem med. Debatten kan ses her.

Ole Thyssen, professor: Jeg synes at man skal sætte en lidt højere barriere for hvornår noget er terror, og jeg synes at det vi ser her, det er en ung mand der har forvildet sig. Som har baggrund i bandemiljøet, som ryger og drikker og gør ved, og som er vant til vold, og at han så hen mod slutningen siger nogle ord, det gør ham ikke, for mig at se, til en kvalificeret terrorist. For mig at se er der tale om kriminalitet. Der er tale om et had-mord, altså han er palæstinenser, og han har noget imod Israel. Og det er lidt vigtigt hvilke ord man bruger. Ord er vigtige fordi de har konsekvenser. Hvis man kalder det en forbrydelse, det er det også, så kan man sige okay – så er det politiet og forsorgen der skal til. Kalder man det terrorisme, så er det ganske andre ting. Så er det PET, og hele den bande, havde jeg nær sagt, som skal aktiveres. …

Omar El-Hussein har ikke formuleret et politisk mål, og jeg vil tvivle på at han er i stand til at lave et sammenhængende program. Det virker ikke som en person der intellektuelt er helt fremme i skoene, og som er artikuleret på den måde der. … Jeg mener ikke, for mig at se er det ikke et led i en politisk strategi… det er ikke en politisk handling. … Jeg mener at terror er en politisk handling, og jeg ser ikke en klar politisk handling med et program. … det er en handling, som jeg ikke klart ser som politisk. …

Man kan aldrig forhindre at unge mennesker med al for meget energi og mærkelige tanker går til angreb, men Danmark er ikke angrebet, og på samme måde som arabiske lande brugte Muhammedtegninger til at skabe sammenhold, så laver vi en omvendt – vi bruger angrebet på dem der går i gang med Muhammedtegningerne til at skabe sammenhold. … Et dobbeltmord udløser en enorm effekt, pludselig er hele Danmark truet. … Vi bruger samme taktik som dem, vi skaber et symbolsk sammenhold ved at bruge en lille hændelse, en tegning. Nej, et dobbeltmord er ikke en lille hændelsen, men trods alt en beskeden hændelse til at skabe en enorm trussel om at Danmark er angrebet. … Vi har et dobbeltmord, som kunne have udviklet sig – indrømmet, som beskrives som terrorisme, men hvor det nok havde været klogere ikke at bruge den anledning til at skabe et sammenhold… Nu er det ikke længere en hypotese, at det er terror – alle tager som kendsgerning at dette er terror. Det vil jeg godt sætte spørgsmålstegn ved.

Jeg vil mene at terror handler om, at du laver en forbrydelse, det er vi enig om ik’, men sætter den i en politisk eller religiøs sammenhæng, der gør at det ikke bare er et nålestik, en forvildelse, det er simpelthen en bevidst erklæring.

Oploadet Kl. 06:48 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


8. september 2014

Fisfis’ søn sigtet for 40 forhold, begået siden maj: “… en halv snes om grov personfarlig kriminalitet”

Ungdomskriminaliteten ‘falder og falder’, skrev Berlingskes Mads Kastrup forleden, og det redaktionelle fokus lader sig naturligvis ikke anfægte af virkeligheden – at der ikke er et fald i personfarlig kriminalitet på landsplan, og at der siden 2011 har været “en markant stigning i røverier begået af unge: 13 pct. på Fyn, 16 pct. i Århus og ikke mindst 22 pct. i København.”. Fra Fyens Stiftstidende – Fisfis’ søn følger i sin fars fodspor (se evt. Online-udgave)

Kun fire dage efter, at han i maj var fyldt 15 år, overfaldt han en mand med slag og spark, ligesom han snittede manden tre centimeter i nakken med en hobbykniv. Det skete onsdag den 28. maj i Eventyrhaven, hvor den netop fyldte 15-årige dreng opholdt sig og af ukendte årsager røg i klammeri med én, som efter overfaldet også blev truet med yderligere knivstik. …

Den sag skulle i sidste uge have været i Retten i Odense, men retsmødet blev i stedet en fristforlængelse. Forrige weekend var Fisfis’ søn nemlig blevet anholdt og fremstillet i grundlovsforhør sigtet for blandt andet at have slået en ned med en skovl på stisystemet ved Birkeparken, for trusler mod en vidne, og for at have truet en lærer på Abildgårdskolen.

[…]

I retten kom det frem, at der samlet er 80 sager mod den 15-årige dreng – ifølge politiet begået i tiden efter hans fødselsdag den 24. maj. Siden har anklagemyndigheden ved Fyns Politi nedjusteret antallet… det ligger formentligt omkring 40 – heraf mindst en halv snes om grov personfarlig kriminalitet som grov vold, overfald, knivstik og trusler.”

(Fyens Stiftstidende, 8. september 2014)

“Peter Skaarup foreslår at sænke den kriminelle lavaler og indføre ungdomsdomstole… Han hæfter sig ved, at trods Odense Kommunes dyre foranstaltninger for 4,5 millioner kroner har det ikke nyttet noget.” (Politikere er rystede, 2. sektion, s. 5)

Oploadet Kl. 19:14 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


29. juni 2014

Afghanske Geeti Amiri: Hvis integration kun handler om at blive ’så dansk som muligt’, så står vi af…

Interview med afghanske Geeti Amiri i Berlingske. Avisen fanger det ikke, men når hun plæderer for et Danmark uden dansk kultur, så virker det hult hun samtidig betegner Ahmed Akkari som ‘konvertitten’ (Læs: frafalden), fordi han spiser flæskesvær. Bemærk hvorledes hun på samme måde anerkender at hun ikke selv er ‘den Perfekte Muslim’, men samtidig hævder at hun blot er muslim, ikke en såkaldt ‘moderat muslim’. Hun er alt det hun hader, og den manglende selverkendelse gør at hun i det lange stræk bidrager til islamiseringen af Danmark. Med eller uden kandidatgrad i statskundskab. Fra Berlingske – ‘Jeg findes slet ikke’.

“‘Præmieperker’, siger hun om sig selv. 24-årige dansk-afghanske Geeti Amiri læser statskundskab på Syddansk Universitet og går op i samfundsdebatten. …

‘Det er sjovt, at danskere bruger begrebet ‘præmieperker’ som noget positivt. For os, der er perkere, er det sådan lidt suspekt. Som om man har solgt ud og har ladet sig assimilere, som om man er blevet lige lovlig dansk. Hvorimod hvis du blot siger perker, er alle enige om, at så er du bare ghettoperker. Der findes så mange begreber omkring at være to-sproglig eller to-kulturel, at jeg ofte tænker: Okay, er det ikke efterhånden ret umuligt at få lov bare at være mig? Det er ydersynspunkter, der dikterer debatten. Derfor kan stort set ingen af os, som den handler om, genkende os selv i integrationsdebatten.«

Hvad er det, du ikke kan genkende dig selv i?

‘Enten reduceres danskheden til et spørgsmål om halalkød eller ej. Eller også reduceres det at have etnisk kulturelle, islamiske rødder til, om man går man tørklæde eller ej. Alt koges ned til laveste forståelsesramme for, hvad det vil sige at være udlænding, hvad det vil sige at være muslim.’

Hvad gør det ved dig?

‘Det gør mig vred. Det får mig til at udtrykke min forargelse over at blive behandlet så stereotypt og forvrængende. Men enormt mange trækker sig desværre ind i sig selv og tænker, at hvis danskerne går så meget op i halal eller ej, så er det for småligt for mig, så gider jeg slet ikke deltage. Sådan tænker mange danske muslimer.

(Geeti Amiri på Facebook)

‘… Integrationsdebatten er reduceret til kun at handle om at opstille krav om, at folk skal agere så dansk som muligt, hvad det så end er. Det får de berørte folk til at stå af, kan jeg forsikre om. Det er jo ikke godt, at et samfund er fuldstændig ensrettet og ensformigt, og det er det, højrefløjen sidder og argumenterer for. Vi skal se ens ud, spise ens, have ens overbevisning. Og det er det samme, der kommer fra de, der mener, vi skal have sharialov. Men det er i begge tilfælde små grupper. Det er simpelthen så forsvindende få, der mener, vi skal have et lovreligiøst samfund.’

Men er du ikke bare den oplyste, privilegerede nydansker, der taler?

‘Mine forældre kom hertil fra Kabul i 1994 som flygtninge fra Afghanistan. … Jeg har forsørget mig selv, fordi min familie ikke havde råd til det. Det er en selvstændighed, der kræver opgør. Det har jo ikke været gnidningsfrit. Hverken at flytte hjemmefra, droppe ud af gymnasiet, arbejde i en etnisk dansk blomsterbutik, selv vælge sin partner. … Jeg findes slet ikke i debatten. Jeg er ikke Fatima fra en familie med nogle dybe problemer og udbredt social kontrol. Jeg er ikke Hizb ut-Tahrir, jeg er heller ikke konvertitten, der ender med at sidde i Dansk Folkeparti og spise flæskesvær. Jeg er, hvor de fleste befinder sig.’

[…]

… vi taler hele tiden om en meget lille procentdel, der får lov til at dominere det hele. Og det er helt forkert. Jeg er jo også muslim. Jeg vil ikke engang godtage, at jeg skulle være en moderat muslim. Nej, jeg er muslim. Punktum. Jeg går ikke med tørklæde, og min fortolkning er ikke hverken usædvanlig eller mere anderledes end de fleste muslimers. I debatten kan jeg jo forstå, at det er umuligt at være afghansk, dansk muslim, som jeg er det, for det er jo noget helt andet og meget mere fundamentalistisk, end jeg er, hedder det. Men nej, det er det ikke. Der er ingen patenter. Der er imidlertid en masse fra både den ene og den anden lejr, der har stor interesse i at dæmonisere hinanden.

Hvis nu DFs værdiordfører, Pia Kjærsgaard, sad her, så ville hun sige, at hun ikke er uenig med dig, det hun og hendes parti er imod, er ikke dig, men parallelsamfundet.

‘Så spørger jeg bare, hvorfor tror I, at de parallelsamfund eksisterer? … bør vi ikke bare sige, at når der eksisterer parallelsamfund, så er det fordi vi ikke har været gode nok til at byde folk ind i det her samfund? Det sker ikke ved, at man giver dem en lejlighed og henter og bringer deres børn i taxi, når de skal i skole, og man til sidst har frataget folk eget ansvar og forældreopgave. …’

[…]

Så er det vel også godt, at der kommer folk som Hassan og Ahmed Akkari og blotlægger tingene?

‘Hver eneste gang Akkari er ude at sige noget, så skriver samtlige medier om ham. Eller Yahya Hassan. Og jeg tænker, hallo, hallo, vi er altså andre, faktisk er det ret mange andre. … Og Akkari er bare en klaphat. Han er det klareste eksempel på, når en dreng føler sig rodløs og i identitetskrise. … Det er identitetskriser. Jeg havde den da også som 17-årig. Hvad er jeg? Hvem er jeg? Alle os, der sidder mellem Akkaris første position og så den anden, som han nu i sin fortrydelse over islamismen indtager, vi kigger på ham og siger til hinanden: Hvorfor? Hvad skulle vi ud i alt det her for? Bare fordi manden selv er i krise. Der må man jo sige til Akkari, at hvad der er sket, er summen af hans egne handlinger. Der er så bare nogle, der har en enorm politisk interesse i at anvende ham som posterboy for deres politiske agenda.’

[…]

‘Hvem siger, vi ikke gør op med det? Hver evig eneste gang nogen siger noget, der tager mig til indtægt for en islamiserende holdning eller værdi, så siger jeg det straks imod. Folk glemmer jo, hvor mange kampe, såkaldt ‘moderate muslimer’, hvis vi skal bruge begrebet, tager hver dag. Med både danskere, der tiltror os holdninger og værdier, vi ikke har, men i endnu højere grad med muslimer, der tror, de kan tage os til indtægt for deres egne forvrængede forestillinger. Jeg har altid nægtet at gå over på den anden side af gaden her på Nørrebro, hvis der kommer perkerdrenge, der siger, at min kjole er for kort. Det er også at tage kampen op. Rigtig mange unge nydanske kvinder lever et frit liv, fordi de hver dag kæmper for det. Det skal man ikke tage fejl af. På Syddansk er der drenge, der går i sådan nogle mellemøstlige klædedragter og forlader forelæsningerne for at bede og synes, at man selv skal gøre det samme. Nej, din idiot, det er ikke det, islam vil. Du skal ikke afbryde din undervisning og blive dummere, fordi du skal bede. Du kan læse forsinkede bønner, min ven. Og der er altså nogle, både drenge og piger, der siger fra der. … Havde vi brug for Yahya? Det kan diskuteres. Har vi brug for, at sådan nogle som mig og andre unge kommer ud og siger: ‘Hey, jeg er måske hverken den Perfekte Muslim eller den Gode Dansker, men jeg prøver på at være et ordentligt menneske og bidrage til fællesskabet’?'”



6. april 2014

Ahmed Akkari har svært ved ikke, at ‘drage en lille parallel til nazisternes succesfulde strategi i Tyskland’

Det siger alt om Islams essens, at frafaldne islamister ikke blot fortolker kilderne på en anden måde, men problematiserer religionen som sådan. Langt interview med bogaktuelle Ahmed Akkari i dagens Berlingske – ‘I dag skammer jeg mig også over det, men den dag følte jeg mig som en helt’ (af Mads Kastrup).

“På tirsdag udgiver Ahmed Akkari ‘Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark’, skrevet sammen med BT-journalist Martin Kjær Jensen. En bogtitel af den slags, der dækker den korte version af historien. Selve 450-siders versionen er en anden sag. …

‘Når jeg tænker tilbage på eksempelvis 11. september 2001, hvor jeg var 23 år, så stod vi dér og betragtede det som noget stort og smukt. Rundt om i ghettoerne i Danmark kørte folk omkring med hornet i bund og fejrede det. Heriblandt folk, der i dag er imamer i moskeen på Grimhøjvej i Gellerup Parken i Aarhus. … Jeg har set så meget, der i dag får mig til at betragte den islamistiske verden med afsky,’ siger Akkari. …

16 år gammel, naiv, søgende og forvirret stod han i en moské i Danmarksgade i Aalborg ‘og fik stukket en færdig opskrift på det gode liv i hånden. Det hele stod i Koranen.’ Kort efter var han til dimissionsfest på Sønderbroskolen, hvor han fik overrakt sit eksamensbevis. Den kvindelige skoleleder ønskede varmt tillykke og rakte hånden frem. Akkari lod skolelederens hånd hænge i luften. Salen frøs i stilhed. ‘Nede i forsamlingen kunne jeg se, at mine forældre nærmest krympede sig af skam,’ skriver han.

[…]

Familien rejste på et tidspunkt tillige tilbage til Tripoli. For efter borgerkrigen at være med til at genopbygge Libanon. Men de måtte opgive. Hermed røg opholdstilladelsen i Danmark imidlertid. Kristne nordjyder skjulte derpå familien. Med Ahmed som det velintegrerede, forbilledlige, fodboldspillende, læselystne og eksemplariske offer, hjalp lokale med at rejse sagen i medierne. Her var en velintegreret dreng og hans fordrevne familie. Daværende indenrigsminister Birte Weiss (S) bøjede sig. …

Han blev aldrig diskrimineret som dreng. Han fik støtte af danskere og Danmark, da det gjaldt.

[…]

På rekordtid blev en ung Ahmed Akkari en af Danmarks mest afholdte og benyttede imamer, når der skulle holdes fredagsbøn. Han har prædiket i de fleste større moskeer i landet.I ‘Min afsked med islamismen’ skriver han: ‘I dag, hvor jeg kan betragte hele dette system udefra, har jeg svært ved ikke at drage en lille parallel til nazisternes succesfulde strategi i Tyskland. Også de fik folkemasser til at acceptere had og uhyrlige påstande ved hjælp af propaganda. (-) Eneste forskel i metoden er, at nazisterne ikke påstod, at deres sandhed kom fra Gud.‘ …

Vi spiser frokost på caféen i Nordsjælland. Vi holder øje med hoveddøren. Bagdøren. Gågaden. Gæsterne. Og med at ingen tager overfaldsalarmen henne i vindueskarmen. Akkari spiser en club sandwich. Han må op i baren for at lede efter en steakkniv til at skære bacon med.

Han siger, at hvad angår religion, er han i dag ’søgende’. Trusler på sms, på Facebook og i mails siger derimod, han er en ‘forfalden hund’. ‘Hvis vi får fat i dig, så dræber vi dig’, meddeler de. Eller de skriver slet og ret: ‘Griseelsker!’

[…]

Den 17. december drog han ud på sin mission i Mellemøsten. Blandt andet i sit gamle hjemland Libanon. Her mødtes delegationen tillige i hemmelighed med de militante, islamiske terror-organisationer Hizbollah og Hamas, afslører han i bogen. Hvilket dengang blev holdt hemmeligt.”



1. december 2013

Om Uffe Elbæk: “… lad os da bare oversætte det til et dansk, alle kan forstå: Manden giver ingen mening”

Politik er alt for konkret til en mand som Uffe Elbæk, men han er altid leveringsdygtig i floskuløse plusord. Mads Kastrup kommenterer dannelsen af ‘Alternativet’ på sin Berlingske blog – Manden, der ikke giver mening.

“Jeg mødte engang Uffe Elbæk. For et par organisationer, godt en tre årtier samt en ministerpost siden. Det var i Århus. Eller Aarhus – Danish for Progress, som det staves nu om dage. Hvilket formentlig skyldes, at nogle af Elbæks efterladte protegéer i kommunen i et ubevogtet øjeblik fik lov at lege med byens brevpapir.

Dengang stod Elbæk midt i noget, der hed ‘Fronthuset’. Jeg kom der bare, men forstod ikke helt dets funktion. Jeg spurgte Uffe en dag i et fælleskøkken, hvor jeg skar løg, og Uffe tilsyneladende ikke lavede noget. Elbæk sagde derpå en helt masse, som jeg heller ikke forstod. Men det var alt sammen vigtigt, så meget forstod jeg. Det var større end Århus. Faktisk var det så alt omsluttende, at next stop var Sovjet, skulle det senere vise sig.

Samme følelse vendte tilbage til mig den anden dag. Uffe Elbæk stod her og forklarede om sit nye parti: Alternativet. Det er meget større end Danmark, må vi forstå. Det gælder verdens ve og vel. Alternativets politik skal opstå ved en slags ‘global crowdsourcing-proces’, hvor ‘hele verden’ er med til at bestemme politikken. Eller for at citere fra afsnittet ‘Sådan laver vi politik’ på Alternativets spritnye hjemmeside: ‘Vores første skridt er at kortlægge udfordringer og muligheder indenfor hvert område (…) Kortlægningen kategoriseres til næste fase inden for henholdsvis generelle udfordringer og muligheder (…) I fase to efterspørger vi idéer, der kan være svar på udfordringer og muligheder fra fase 1.’

Enhver kan se, at det er præcis, hvad vi mangler i dansk politik: En fase et, der fører til en fase to, som svarer på fase et og overdrages til fase tre, der så kvalificeres i fase fire, som endelig vedtages i fase fem og vupti: Verden er reddet. Lyse tider ligger foran os. Vi kan næsten ikke vente.

Den kvikke læser vil her have opdaget, at jeg forsøger at påpege en metode. En særlig Elbæksk modus operandi. Og lad os da bare oversætte det til et dansk, alle kan forstå: Manden giver ingen mening, og det har han aldrig gjort. Frontløbere, kaospiloter, kulturminister inklusive.

(Uffe Elbæks nye ‘Manifest’; Alternativet.dk)

Nu har vi så Alternativet. Det endelige svar på alt, tilsyneladende. Eller som Elbæk selv siger:

‘På en måde er Alternativet både mere rødt, mere solidarisk og mere iværksætter-agtigt på samme tid. Paradoksalt nok. Jeg synes, Alternativet er tættere på det, jeg synes er grundrødderne i Det Radikale Venstre. Bare i en ny tid’.

Hmmm, helt klart, Uffe… skal vi sige, at næste gang så skærer du løg, og jeg forklarer, hvordan tingene hænger sammen?

Oploadet Kl. 04:15 af Kim Møller — Direkte link43 kommentarer


17. september 2010

Mads Kastrup 0 – Ekstra Bladet 1

I mandags skrev Berlingske Tidendes Mads Kastrup følgende på sin blog .

“Skal nogen ikke fremhæve overdrevet i en mediedækning, hvor op mod halvdelen af TV-nyhedsudsendelserne og flere sider i dagbladene er koncentreret om en uidentificerbar mand, hvis oprindelse samt ærinde med besiddelse af sprængstof og en pistol, vi ikke kender?… Vi har Ekstra Bladet til at opfinde et kort med en cirkel omkring Jyllands-Posten.

Det gav senere et interview med Journalisten.dk, og deltagelse i Mennesker og Medier. Lad os se lidt på beskyldningen mod Ekstra Bladet, fra den Cavlingpris-nominerede Mads Kastrup.

Ekstra Bladet skrev sidste lørdag:

En cirkel tegnet rundt om Morgenavisen Jyllands-Postens adresse i Viby, Århus, på et kort over området var blandt de effekter, som politiet fandt hos den cirka 40-årige mand, der lørdag blev fængslet i bombesagen fra København.” (11/9-10: Han ville bombe Jyllands-Posten)

Politiets talsmand Svend Foldager udtrykte sig tvetydigt om de nye oplysninger, hvad fik Mads Kastrup og andre til at afvise Ekstra Bladets afsløring. Her lidt fra et referat af pressemødet.

Vi er i besiddelse af materiale, der gør, at vi er opmærksomme på, at Jyllands-Posten kan være et mål for terror,« siger chefpolitiinspektør ved Københavns Politi Svend Foldager. Men om manden havde et konkret kort med avisens adresse eller ej, som Ekstra Bladet i går skrev, vil politiet ikke bekræfte.” (Ritzaus Bureau, 13/9-10)

Til Ekstra Bladet forklarede han enslydende.

– Vi har et materiale, der viser, at Jyllands-Posten kan have været målet for en terrorhandling, bekræfter politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Politi. Så klar i mælet er politiet nu efter Ekstra Bladets afsløringer om Jyllands-Posten som målet for det mislykkede terrorangreb…

– Ingen kommentar, lyder det fra politiinspektør Svend Foldager, da han bliver spurgt, om det var bombemandens plan at sende Morgenavisen Jyllands-Posten i Århus en bombe med posten.

… Svend Foldager vil ikke… bekræfte en oplysning om, at der er fundet et stort antal stålkugler, der kan bruges som dræbende fragmenter i en bombe.” (13/9-10: Terrormistænkt købte dele til brevbombe)

Bemærk det sidste afsnit. Politiet ville heller ikke bekræfte, hvorvidt der fundet stålkugler hos bombemanden.

På et pressemøde her fredag eftermiddag, kom der mere frem. Politiet mener nu, at Jyllandsposten skulle være målet for en brevbombe. En brevbombe, der inkluderer de stålkugler, som Ekstra Bladet heller ikke kunne få bekræftet eksistensen af.

Svend Foldager, Københavns Politi: Bomben var af meget lav-teknologisk art med et højeksplosivt stof i. Bomben var fremstillet af TATP som selve sprængstoffet, og så har den været foret med små metalkugler til at forårsage skade… Omkring målet, der anser vi det for sandsynligt, at det var Jyllandsposten i Århus, der var målet. Det har vi en begrundet formodning, om det har vi ud fra de spor vi har fundet i sagen.

(DR Update, 17. september 2010: – Som en håndgranat)

Journalister kritiserer ofte politikernes brug af spiondoktorer, der professionaliserer kommunikationen og gør det svært at afdække sandheden. Ekstra Bladet udnyttede sit kildenetværk, og journalistisk set var deres dækning lige efter bogen. Intet tyder på avisen har ‘opfundet’ noget som helst i den aktuelle sag. De har fået oplysninger, som Politiet af hensyn til efterforskningen ikke ønskede at bekræfte.

Det er først nu medierne åbent omtaler bombemanden som islamisk terrorist, og guderne skal vide de har været vidt omkring i mulige bortforklaringer. Manden var ateist, vegetar, spion, lejemorder, ikke-religiøs, en sød dreng, en rar mand, en god bokser.

Da jeg startede med at skrive på denne postering, talte Ulla Therkelsen på TV2 News om et afværget terrorangreb på Paven under et besøg i London. Hun spekulerede over mulige ‘ikke-kristne’ gerningsmænd, og fortalte så at det kunne være frustrerede ofre for katolsk incest. Scotland Yard har nu anholdt fem muslimer, så mon ikke Hans-Jørgen Bonnichsen snart toner frem, og forklarer at der er mange åbne spørgsmål. Det kunne katolsk-opdragede mænd, der tilfældigvis på et senere tidspunkt er konverteret til Islam.



17. september 2009

Den demokratiske samtale kortsluttes “af den kompromisløse moralske iscenesættelse”

Amnesty International bruger mange penge på at give afviste asylansøgere permanent ophold. Det har næppe været billigt at købe bagsiden af mandagens 24 timer. Godt indlæg i gårsdagens Kristeligt Dagblad af Nils Gunder Hansen – Kirkeasyls moralisme kortslutter demokratiet.

“For nylig var der et interview her i avisen med en ung statskundskabsstuderende, der berettede om sit arbejde i organisationen Kirkeasyl… Kirkeasyl præsenterer sig som et borgerinitiativ af frivillige. Hvis man fremstod som en art Greenpeace på asyl- og udlændingepolitikkens område, ville det svække historien om irakerne i Brorsons Kirke. Den bliver nemlig fortalt som en upolitisk og elementær moralsk historie om nogle mennesker, der er oppe imod et urimeligt system…

Dette politiske niveau, i betydningen politik som organisation og langsigtet planlægning, er konsekvent blevet retoucheret væk i den moralske fortælling om irakerne…

Politisk aktivisme er et kendt fænomen. Og “græsrødder” har altid det privilegium, at de kan forfølge en enkelt sag konsekvent uden at skulle forholde den til andre sager eller den samfundsmæssige helhed. Kirkeasyl er gået skridtet videre. De fremstiller deres sag som udelukkende moralsk, et spørgsmål om medmenneskelighed og barmhjertighed. Og de iscenesætter den på en måde, der giver magtfulde billeder og fortællinger om det gode og det onde.

Man kan formode, at de 67 procent af befolkningen, der ifølge en undersøgelse bakkede op om kirkerydningen, blandt andet har gjort det ud fra en mere principiel, politisk og helhedsorienteret tilgang. I Kirkeasyls optik kommer de blot til at fremstå som onde, og logisk nok har diverse kulturpersonligheder fremsat ønske om et andet folk. Den demokratiske samtale bliver dermed kortsluttet af den kompromisløse moralske iscenesættelse.

Apropos.

  • 14/9-09 Berlingske Blogs – Mads Kastrup: Kald os modstandsfolk.
  • 15/9-09 Berlingske blogs – Niels Krause Kjær: Lidt om ‘anstændighed’.
  • 

    24. august 2009

    De anstændige

    Fremragende kommentar af Mads Kastrup i dagens Berlingske Tidende – De anstændige .

    “Støttekoncerten på Rådhuspladsen i København »for humanitært ophold til de afviste irakiske asylsøgere« er pakket med gode mennesker. Både foran scenen og på den. Der findes en forestilling om kunstnere som de gode mennesker. Som ægte mennesker, hvis følsomhed gør dem til sandsigere i etiske og moralske dilemmaer… Eksempelvis havde dagbladet Politiken som én af sine første opfølgningshistorier på politiets rydning af Brorsons Kirke for irakere følgende overskrift: »Kunstnere rystet over politiets brutalitet«. Det vil sige, at redaktionen som én af sine første handlinger i at få rede på aktionen og dens perspektiv vælger at ringe til skuespillere, musikere og forfattere.

    På scenen står Simon Kvamm fra bandet Nephew. »Jeg er ikke specielt venstreorienteret. Jeg er ikke specielt højreorienteret. Jeg er heller ikke radikal. Jeg er orienteret mod anstændighed,« hævder sangeren og stiller sig an med en forurettet mine. Han synger et nummer med The William Blakes. »Hånden i vejret for et anstændigt Danmark,« råber de undervejs. »Anstændighed« er aftenens mest anvendte ord.

    Andre vil udlægge koncerten som de selvgodes fællessang… Oppe foran scenen på Rådhuspladsen råbes »Asyl til alle/her og nu«. Det sker i den rytme, der i halvfjerdserne blev institutionaliseret som revolutionær protestrytme med ordene »El pueblo unido jamás será vencido« (»Et enigt folk kan aldrig besejres«). Problemet for forsamlingen er enkelt… Flertallet er tillige mod den del af danskerne, der denne dag hævder at være folket…

    Det er gode mennesker, der står på Rådhuspladsen. De onde er dem, der ikke godtager deres godhed. Så meget ved man på pladsen. En række detaljer om de afviste irakiske asylsøgere synes der ikke at være udbredt viden om. Lige som ordene i en fædrelandssang udebliver. »Indvandrerbandet« Outlandish spiller blandt andet sin version af H.C. Andersens »I Danmark er jeg født«. »I må gerne synge med,« siger sangeren Isam B. Men ingen på Rådhuspladsen denne aften kan teksten.

    (Margrethe Monika S. Hansen og Carl-Erik Zølck; mere her; foto fra Kirkeasyl)

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper