26. september 2016

Et par ord om mediernes ekkokammer: I dansk journalistik kritiserer man kun fra venstre flanke…

Kun ‘journalister og den politiske opposition’, ser problemet med Nye Borgerliges politik, skrev en ung socialdemokrat i sidste uge. En anden ung socialdemokrat kærester med liberale Rasmus Brygger, og det forhold illustrerer den politiske tidsånd. Der er meget lidt forskel på socialister og liberalister, for alt er alligevel et spørgsmål om menneskesyn. Ideologiske skænderier om finansloven, omhandler tre procent af statsbudgettet, og må betragtes som ren fokusflytteri.

Journalistikken er en integreret del af problemet. Tidligere på måneden fik Jyllands-Posten ny ansvarshavende chefredaktør, og i et interview uddyber han avisens rolle fremover. Avisen skulle være ‘fordomsfrit kritiske’ overfor borgerlige, og værdistof relateret til Muhammeds religion, skulle indgå i lige konkurrence med ‘andre stofområder’. Emner såsom “samliv, forbrugsstof, eksistensstof, ting, der er tættere på danskernes liv”. Den fjerde statsmagt vil skrive mere på madopskrifter…

Ugen efter fik Berlingske ny debatredaktør, Anne Sophia Hermansen (kaldet ‘ASH’). Hun er tidligere kandidat for Liberal Alliance, og er vel en værdiliberal journalist af den slags der går tretten af på dusinet. Hun har antipati for Kongehuset og Folkekirken, og som Katrine Winkel Holm så rigtigt opridser, så afviser hun rituelt de få “afgørende kulturelle holdepunkter, vi danskere har tilbage.”

Sådanne emner behandles ikke i Presselogen, der kan være skarp nok, men altid er harmløs når emnet relaterer sig til de tre I’er (Islam, Indvandring, Integration). I gårsdagens udgave omhandlede debatten Nye Borgerliges indtog i dansk politik, og risikoen for at medierne brandede dem. Kid you not. Lisbeth Knudsen vil have ‘dybtgående spørgsmål’, men mon ikke den del kommer, når meningsmålinger viser at nazi-kortet ikke virker efter hensigten. De amerikanske medier lærte det på den hårde måde.

Ingen medier problematiserer integrationsparadigmet, som skiftende regeringer forfølger på trods af velkendt empiri. Der er ingen kritik af Lars Løkke-regeringen i den henseende, for venstrefløjen vil det samme, og i dansk journalistik kritiserer man kun fra venstre flanke.

God klumme af Kasper Støvring – Venstrefløjens lange march ind i Danmarks Radio.

“Berlingskes nu forhenværende debatredaktør, Jesper Beinov, har i et indlæg påpeget, at den borger­lige fløj ikke har vundet kampen om, hvordan virkeligheden italesættes. Borgerlige har dermed ikke vundet den afgørende præmis for debatten. F.eks. er forslag til slankning af velfærds­staten og stramning af udlændingeloven altid moralsk suspekte.

Mit bud er, at det skyldes, at borgerlig tænkning aldrig er blevet institutions­bærende. De fleste borgerlige har nemlig aldrig taget dannelse og kultur alvorligt. Det var derimod venstrefløjens genistreg. Venstrefløjens ideologi gennemsyrer de vigtigste institutioner lige fra grundskolen over gymnasiet til universitetet, og derfra glider den ind i medierne og embedsmandsværket. Og findes der indimellem enkelte politikere, der er borgerlige, måske endda ‘højreorienterede’ (gys og gru!), så fodres de 24 timer i døgnet med venstreorienteret ideologi.

For det er ideologi, der bestemmer: Den underliggende, ofte ubevidste måde at se på verden. Påvirkningen begynder i skolen, derfor har det mindste parti i den nyere danmarkshistorie – Det Radikale Venstre – også været det mest betydningsfulde parti.”



10. august 2012

Messerschmidt afviser Berlingske-vinkel: Jeg har aldrig talt om at lovgive om mediernes ekspertbrug

Når Dansk Folkeparti kritiserer politiske tiltag, så anvender medierne ofte etiketter der insinuerer overdreven følelsesmæssig engagement eller irrationalitet. I umiddelbar forlængelse kommer opstramninger med halve sandheder og hvide løgne. Fra Journalisten – Messerschmidt: Berlingske strammede rubrikken.

“Sagen tog sin begyndelse, da Berlingske, under overskriften “DF vil lovgive om eksperter” bragte Messerschmidts kritik af danske mediers brug af eksperter. Lisbeth Knudsen bloggede efterfølgende om urimeligheden i at foretage et lovmæssigt “indgreb i mediernes redigeringsret”, da det “lugter fælt af politisk censur og meningskontrol”.

Læser man artiklen, finder man dog ingen citater fra Messerschmidt om, at han ønskede et lovindgreb.

Og Morten Messerschmidt fastholder, at han aldrig har talt om lovgivning:

»Jeg vil ikke være dommer over journalisterne, og jeg vil ikke være dommer over eksperterne,« siger han.

»Det, jeg bare foreslår, er, at man i de presseetiske regler, som i forvejen administreres af Pressenævnet, indføjer et kapitel, der beskriver, hvad man forventer af en person, som udtaler sig i egenskab af at være ekspert,« siger han.”

(Berlingske Tidende, 2. august 2012: DF vil lovgive om eksperter i pressen)

“DF buldrer mod minister efter stikker-opfordring” (Randers Amtsavis via BNB, 29. juli 2012)

“DF raser: Lors Dukaev får ny kostbar benprotese for skattekroner” (BT, 7. august 2012)

“… tordner Ole Hyltoft, der er udpeget til DR-bestyrelsen af Dansk Folkeparti.” (Politiken, 10. august 2012)



7. juli 2008

“Kulturkampen i Danmark… har været en kamp om hegemoni, diskurs og begreber.”

Henrik Gade Jensen om DR i en klumme i 180 grader sidste torsdag (3/7-08) – Mediemafia eller journalistiske dovendyr.

“Tidligere nyhedsdirektør i Danmarks Radio Lisbeth Knudsen gav et længere interview i Berlingske Tidende den 21. juni 2008 om sin tid som chef i DR og om den beskydning eller kritik, som DR konstant var udsat for.

Lisbeth Knudsen afviser, at der i DR direkte blev arbejdet på at indoktrinere befolkningen. Der var ingen røde lejesvende. “Problemet var snarere den vanetænkning, som præger hele den journalistiske selvopfattelse. Det var ikke et problem med en bevidst og gennemført politisk slagside. Det var mere noget med inerti og behovet for at opdage de nye tendenser i tiden,” siger Lisbeth Knudsen i interviewet.

Det er for så vidt en præcis markering af, at der var politisk slagside, men den var ikke tilsigtet, bevidst eller intenderet. Den sad i tapeterne, hvor så meget anden gammel røg og dunst aflejrer sig…

Som med så meget andet her i tilværelsen er det vanskeligt at skelne det bevidst tilsigtede fra det ubevidst accepterede, god tro fra ond tro eller den aktive konspiration fra det stille, samtykkende medløberi.

Sådan er det også med Danmarks Radio. Utallige medarbejdere har utvivlsomt efter bedste evne tilstræbt en så fair, objektiv og neutral journalistik som mulig, men deres diskurs er lejret ind i en tidsånd og en vanetænkning, som måske kun den udenforstående har antenner til at opfatte som indforstået og partisk.

For sådan virker en dominerende diskurs også. Når du snakker dens sprog og omgivelserne også står midt i den, tager den sig så selvfølgelig ud, så en anden diskurs virker fremmed og truende og i hvert fald usaglig og partisk. Kulturkampen i Danmark siden 1968 og forstærket siden 2001 har været en kamp om hegemoni, diskurs og begreber.

Lisbeth Knudsen overser, at DR har virket som en kontrær bastion i opgøret med det totalitære tankegods, som har floreret i Danmark siden 1968…

Lisbeth Knudsen erkender i interviewet, at DR adopterede den socialdemokratiske samfundsmodel:

“Danmarks Radio har haft en tendens til at være systembevarende i forhold til den socialdemokratiske velfærdsmodel. Men man kan ikke sige, at der sad en venstresnoet mafia, som ønskede at dreje historier i en bestemt retning. […] Nyhedsjournalistikkens automatreaktion er jo at finde de kritiske. Det betyder så også, at når der kommer en borgerlig regering og et systemskifte som i 2001, så bliver journalistikken samfundsbevarende i gammeldags socialdemokratisk forstand.”

På mig virker det lidt som volapyk, at DR’s journaliststand, som samtidig forstår sig som offentlighedens vagthunde, skal reagere på VK-regeringen ved at blive systembevarende og socialdemokratisk. Men det er jo en korrekt beskrivelse, som Lisbeth Knudsen giver. Og skamfuldt at det kan registreres som et faktum uden større opstandelse.

  • 12/6-08 Berlingske Tidende – »DR var under angreb« (det omtalte interview).
  • Oploadet Kl. 08:54 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    

    2. marts 2008

    Når aggression besvares med underkastelse

    Ytringsfriheden er ikke truet – det virker bare sådan.

    To chefredaktører der tilfældigvis trykte Kurt Westergaards tegning samme dag. Fra gårsdagens Berlingske Tidende – Ellemann i modvind i tegningestrid.

    “… siger Tøger Seidenfaden, der ligesom Lisbeth Knudsen mener, at noget af vreden i den muslimske verden skyldes en misforståelse: Nemlig at alle de danske aviser, der valgte at bringe Kurt Westergaards tegning den samme dag, gjorde det som led i koordineret aktion.

    Kunstneren der ikke ville provokere. Fra Spiegel Online – Berlin Exhibition Closes after Muslim Threats.

    “‘It was a very explosive situation,’ Jan Egesborg, whose satirical art group Surrend created the Galerie Nord exhibition, told SPIEGEL ONLINE. ‘We don’t want to be part of the current Islamophobic tendency in Europe. We weren’t trying to provoke Muslims.‘”

    Oploadet Kl. 21:38 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
    

    30. januar 2008

    David ‘Che er en helt’ Trads skifter til Berlingske (lige under Lisbeth Knudsen)

    Massefyringer i en gratisavis er mere overordnet ikke noget jeg skal begræde, men hvad nytter det når al redaktionelt stadig varetages af en indspist klike af folk med ‘de rigtige holdninger’. Politiken fortæller i dag at Nyhedsavisen fyrer 40 journalister, og i en supplerende artikel kan man læse at Nyhedsavisens chefredaktør skifter til Berlingske.

    “Samtidig med, at Nyhedsavisen skal fyre halvdelen af de redaktionelle medarbejdere, skal avisen også have ny chefredaktør.

    David Trads, der ellers har været med siden starten, har nemlig sagt sin stilling op, oplyser bestyrelsesformand Svenn Dam til politiken.dk.

    David Trads vil fremover være ansat i Det Berlingske Officin med titlen redaktionel projektleder.

    Han skal stå for tværgående redaktionelle projekter i officinet med direkte reference til koncernchef Lisbeth Knudsen.

    Lisbeth Knudsens forgænger Niels Lunde (der ikke var sin opgave voksen under Muhammedsagen), er i dag erhvervsjournalist på Politiken.

  • 22/9-05 Berlingske Tidende – David Trads: Che Guevara er en helt.
  • Oploadet Kl. 15:12 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
    

    14. januar 2008

    Lars Villemoes: “Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen…”

    Der skrives meget om Blekingegadesagen i disse dage, men meget sigende for det politiske klima herhjemme, så handler debatten meget lidt om det faktuelle – hvem myrdede hvem og hvorfor. Nyhedsavisen er en undtagelse.

  • 14/1-08 Nyhedsavisen – Kun to kan have skudt Jesper Egtved Hansen.
  • 14/1-08 Nyhedsavisen – Hvem slog Jesper Egtved ihjel?.
  • Vil man vide mere om stemningen på den yderste venstrefløj, da Lars Villemoes skrev de omtalte artikler i Dagbladet Information, så er hans interview med Berlingske Tidendes Bent Blüdnikow stadig uomgængelig. Fra Den forhadte budbringer (10/3-07).

    “En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

    De råbte »Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler«. Nogle af aktivisterne graffitimalede »Nazi Dø!« på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

    Han havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad »Journalisten« havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

    […]

    Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer…

    På Information sad rockanmelderen og journalisten Lars Villemoes, der havde bedre indsigt i bandens baggrund end de fleste. Han havde som gymnasieelev i årene 1970-74 været en del af det miljø omkring Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der organiserede tøjindsamling til Afrika. Han var ikke blevet hvervet til gruppen, men havde godt kendskab til de aktivister, der senere skulle blive centrale medlemmer af Blekingegadebanden:

    »Jeg kendte flere medlemmer godt, og havde omgang med Holger Jensen, som var superaktivisten, der allerede på det tidspunkt havde tæt kontakt med PFLP. Men jeg tog opgøret med ham og gruppen, fordi jeg fornemmede, hvor det bar hen. Viljen til vold var allerede klart formuleret, og jeg tog derfor en beslutning om at distancere mig«.

    Mange år senere fandt Informations chefredaktion, som bestod af Lars Hede­­gaard og Peter Wivel, at han var den rigtige til at grave videre i sagen… på Information var det af afgørende betydning, at den gamle trotskist Lars Hedegaard valgte at lade Lars Villemoes køre sagen:

    »Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner. Oppositionen på redaktionen var mærkbar…«

    Foruden almindelige venstrefløjssympatisører var alle de gamle frontkæmpere med i hylekoret mod Informations afsløringer. Folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VSeren Per Bregengaard samt mange mange andre.

    […]

    En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som »politistikkere«. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

    Bladets opposition blev yderligere styrket, da venstrefløjens tre juridiske koryfæer Preben Vilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet skrev en kronik i Information. Deres argumentation var på det formelle plan en juridisk kritik af, at Lars Villemoes overhovedet skrev om bandens baggrund og historie, før de var blevet dømt. Reelt var det et forsøg på en total nedgørelse af Villemoes’ artikler, der blev betegnet som »fiktion og ondsindet sladder«. Alle senere afsløringer og Peter Øvig Knudsens bog har vist, at hvert et ord i Villemoes’ artikler var sande, men denne sandhed var ubærlig i 1989.

    »Det lykkedes takket være Lars Hede­gaards indsats at få trykt en række artikler om banden og dens oprindelse på venstrefløjen«, fortæller Lars Villemoes, men situationen skærpedes hele tiden. På Det Fri Aktuelt lod chefredaktør Lisbeth Knudsen i 1990 sin journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Villemoes’ journalistiske hæderlighed. Kramer, der i dag er chef for TV2 Øst, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

    Villemoes fortæller:

    »Situationen blev stadig mere usikker. Ved årsskiftet 1989/90 gik Lars Hedegaard og Peter Wivel af som chefredaktører og blev erstattet af journalist Lasse Ellegaard, der tidligere havde haft job på netop Det Fri Aktuelt. Efter at have krævet og fået trykt berigtigelser og truet med sagsanlæg mod Peter Kramer og Det Fri Aktuelt indgik Ellegaard alligevel på mine vegne, men uden overhovedet at orientere mig, et lunkent forlig i stedet for at stå fast på det hele.«

    Lasse Ellegaards svigtende mod i mødet med Det Fri Aktuelt, den redaktionelle opposition og læsernes vrede viste sig nu ved, at Lars Villemoes blev sat af sagen og en ung praktikant blev sat til at følge retsmøderne mod bandens medlemmer.

    […]

    På Information tog man aldrig et opgør om avisens holdning i sagen, og så sent som i sidste uge ved Peter Øvig Knudsens bogudgivelse undlod man at omtale avisens egen rolle i sagsforløbet. Efterspillet blev bittert, siger Lars Villemoes:

    »Banden fik meget milde domme, blev ikke dømt for flere meget alvorlige forhold og blev hurtigt løsladt. Nævningene var udvalgt blandt hovedsagelig medlemmer af venstrefløjspartier på Københavns Rådhus. Da dommen faldt, gik nogle af dem på værtshus og drak guldbajere og fejrede, at deres ideologiske venner var sluppet så billigt.«

    […]

    Mens bandens medlemmer og dens medløbere fik job og flotte karrierer blev Lars Villemoes længe udsat for hetz i journalistkredse og på venstrefløjen. Journalist Niels Rohleder, der havde ført an i hetzen mod Villemoes på Information, skrev en roman til en Gyldendal-konkurrence om den bedste ungdomsroman. Romanens grundtone var sympatisk over for »idealismen« hos de venstreradikale, og en fiktiv person med let genkendelige træk fra Lars Villemoes blev beskrevet som usympatisk. Rohleder vandt 1. prisen.

    Lars Villemoes siger i dag: »Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen, så voldsromantikken fortsatte. Hvis Information tidligere havde taget et reelt opgør med voldstænkningen, så var nogle af bandens beundrere måske faldet fra, men det turde avisen ikke, eller også overraskede det blot journalister og redaktører, at så mange af læserne ikke ville vide af det. Den dag i dag er det reelle opgør med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.«”

    PS: Et godt eksempel på venstrefløjens apologi, leveres af Poul Solrart Sørensen (Enhedslisten) i en kommentar på Nyhedsavisen. Jeg citerer…

    “- Disse mennesker gjore det af misforstået idialisme… i nogen situtioner er de helte og i andre bliver der gået forlangt og de bliver skurke, men vi kan ikke undvære mennekser der reagere på uretfædighed.”

    

    3. januar 2007

    Hvis Clement Kjersgaard er DR’s mest højreorienterede, så står det skidt til…

    Hvorvidt DR er objektive eller ikke afhænger selvfølgelig af øjnene der ser, men det er da tankevækkende at venstrefløjen sjældent finder anledning til at kritisere DR. Et af de få eksempler jeg i skrivende stund kan komme i tanke om, er Henning Prins’ kommentar til DR2-værten Clement Kjersgaard.

    “Jeg er ikke i tvivl om, at den personlige stemme på nettet har en stor fremtid for sig. Læg bare mærke til, hvad det betød for vores nye medieidol Clement Kjersgaard, at han lavede webmagasinet Ræson. Det bragte ham lynhurtigt videre i verden, og selv om jeg ikke billiger hans brug af DR 2 som politisk talerør for Venstre, så er han da en personlig stemme, hvad der ikke kan siges om ret mange journalister.” (Hvad hjertet er fuldt af, Politiken 16/6-06)

    Ovenstående kritik relaterer til Clement Direkte. Clement Kjersgaard er for tiden vært på DR2’s lørdagsmagasin Chefredaktørernes klub, hvor fire tidligere eller nuværende chefredaktører diskuterer ugens største begivenheder. Sidste lørdag, d. 30. december var en speciel nytårsudgave, og de inviterede skulle således give deres fortolkning af de vigtigste begivenheder i 2006. [tip: AndreasBN, der nu skriver Biasedblog]

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper