1. oktober 2010

Jagten på de røde lejesvende, del 1 (sendt på DR2, 19. september 2010)

På søndag sendes tredje og sidste afsnit af Jacob Rosenkrands De Røde Lejesvende. Jeg har kun set første del, og den var intet mindre end fremragende. Rosenkrands personlige tilgang, og det historisk-dokumentariske fokus fungerer perfekt.

Den yderste venstrefløj klynker selvfølgelig, men dybe slag skal gøre ondt, og de implicerede fortjener alt de får. B&U-chefen Per Schultz fremstår åben og sympatisk, Jens Nauntofte lidt naiv og forvirret, hvorimod Ruth von Sperling går hele vejen, og lyder som den licensfinansierede propagandist hun var.

Herunder en alenlang transkription af første afsnit. Jeg har undladt nogle få minuttes dialog, mest med kritikere, som kunne skæres fra.

Udsendelserne kan ses på dr.dk/lejesvende.

Jacob Rosenkrands, DR2: Nu har jeg har sat mig for at afprøve de vigtigste anklager i de sidste 40 års debat om DR’s programmer. Er det for eksempel rigtigt at 70’ernes DR var præget af venstreorienterethed og revolutionsromantik… Jeg konfronterer omstridte DR-journalister med egne ord og gerninger.

(Om Jens Nauntofte i Saigon, 1975)

Jacob Rosenkrands: Vietnamkrigen bliver en politisk vækkelse for en hel generation af unge, herunder Jens Nauntofte, der er freelancer for Danmarks Radio, og den eneste nordiske journalist i Saigon, da de kommunistiske Nordvietnams soldater, også kaldet Vietcon, erobrer byen i 1975.

Jens Nauntofte (1975, radio): Dette er befrielsestimen. Nu er den vietnamesiske revolution omsider nået igennem til den Sydvietnamesiske hovedstad.

Jacob Rosenkrands: Jeg inviterer Jens Nauntofte besøg i mit kontor. I årtier har han været ansigt i TV-avisen, som dens troværdige nyhedsformidler. Nu vil jeg gerne vide hvorfor han i Vietnamkrigens skæbnetime lod sig fotografere på toppen af en af Vietcongs kampvogne.

Jens Nauntofte: Det er fra 1. maj. Det er så en dag, eller to dage senere, efter Saigons fald. 1. Maj var jo revolutionsdagen i Kreml, i Peking, i Beijing, og nu så for første gang i Vietnam.

Jacob Rosenkrands: Hvordan husker du den her situation (viser ham billedet).

Jens Nauntofte: – han er kommunist ham der (peger på manden til venstre). Han skrev for et kommunistisk dagblad i Frankrig, og han havde sådan et – ‘fucking fantastike’ (efterligner accent) sagde han hele tiden. Det var jo hans kronede time. At side oven på en FLN-panservogn, der er kommet bragende ind i byen, og så sidde der og fejre 1. Maj. Det er jo bedre end at være i Paris, ik’.

Jacob Rosenkrands: Hvorfor ville du gerne være oppe på kampvognen?

Jens Nauntofte: Jeg skulle have lidt af solskinnet fra den der revolutionære situation, der opleves der. Det synes jeg var fint nok. Det var jo, det var historie. Man kunne ikke hele tiden stå nede bagved i sidste række og kigge på, nogle gange der må man op og sidde med. Også selvom jeg ikke havde været med til at kæmpe krigen, så kunne jeg godt være med til at – en lille smule glans ik’.

Jacob Rosenkrands: Du sagde til mig for nogle dage siden, at du egentligt ikke så godt kunne lide det her billede, eller ikke var så stolt af det. Hvad ligger der i det?

Jens Nauntofte: Nej, det er udelukkende det. Hvis nu Erhard Jacobsen havde set det her billede. Hvis han nu sad her hvor du sidder, så ville Erhard Jacobsen have sagt: ‘Var det ikke det her jeg sagde. Var de ikke nogle venstreorienterede snoger? Var de ikke skjulte røde lakajer? Havde de ikke andet i tankerne end at prakke os en kommunistisk revolution i Vietnam på? Jeg tænkte det nok’, ville han sige. ‘Der er beviset – han sidder der’.

Jacob Rosenkrands: Fotoet er ikke med i Jens Nauntoftes film ‘White Christmas i Saigon’, som i 2000 blev sendt på DR2.

Jens Nauntofte (2000, DR2): Nu begyndte der et helt nyt kapitel i Vietnam med et kommunistisk diktatur, og jeg havde lidt ondt af dem. At de mennesker, der har gennemgået så meget hæsligt, nu skulle spærres inde bag Gulag i genopdragelseslejre, og have jerntæppet sænket ned over sig. For det var jo det sydvietnameserne fik.

Jacob Rosenkrands: I filmen får jeg det indtryk, at Jens Nauntofte sad med en dårlig smag i munden, da kommunisterne rykkede ind i Saigon. Men den udlægning kan jeg ikke helt få til at stemme med det han skrev tilbage i 1975 i bogen ‘Gul stjerne over Vietnam – Billeder fra Saigons befrielse’.

Jacob Rosenkrands: Jeg har den liggende her med et par orange sedler i. Det er nogle passager jeg gerne vil tale med dig om. Har du lyst til måske at forsøge at læse dem op her – hvis du kan, ganske kort.

Jens Nauntofte: Lad mig se hvad du har fundet? Ja, jeg har jo selv skrevet det, så jeg burde kunne læse det.

Jens Nauntofte (læser højt): Indtoget er visuelt en stærk oplevelse. Billederne af de store potente panserkøretøjer slår mod nethinden. Der er ingen forbehold at stå imod med. Kampvognsmandskabet står på pansertoppen med løftede knytnæver og brede smil. FLN-flagene blafrer med den gule stjerne. Sådan ser en befrielse altså ud.

Jacob Rosenkrands: I dagene inden er der jo tusindvis af mennesker der er flygtet, der er endnu flere der har forsøgt at flygte, der har været kamp i gaden. Du vælger alligevel at bruge ordet befrielse her, hvor andre danske rapportere, Jørgen Schleimann, blandt andre brugte ordet ‘Saigons fald’. Hvorfor er det de ord der… (afbrydes)

Jens Nauntofte: – Jamen jeg taler om Saigons fald. Jeg taler klart om Saigons fald hele tiden. Men det er… (afbrydes)

Jacob Rosenkrands: – Ikke her!

Jens Nauntofte: -Ikke, mener du i den her tekst her. Jeg bruger ikke ordet ‘befrielse’. Nåhh, jov, ’sådan ser en befrielse altså ud’. Jov, det er rigtigt.

Jacob Rosenkrands: Var det sådan du så på det i de her afgørende skæbnetimer?

Jens Nauntofte: Neeej, jeg vil sige, det er en blanding, det er en blanding af en befrielse og et nederlag. For Sydvietnam er det et nederlag. For Nordvietnam er det en befrielse.

Jacob Rosenkrands: hvad var det du godt kunne lide ved det nordvietnamesiske styre, som du nåede at opleve en kort periode inden du stemplede ud.

Jens Nauntofte: – Der var intet jeg kunne lide. De var tillukkede, ubehagelige, strikse, det var virkelig altså jernnæven der lukkede sig.

Jacob Rosenkrands: Du skriver selv på side 89 i bogen der, at du sagde til International Herald Tribune, at du godt kunne lide det nye styre.

Jens Nauntofte: … Nej, kan ikke huske om jeg har sagt, at jeg godt kunne lide det nye styre. For jeg havde ingen grund til at sige det – jeg var på vej ud. Jeg var en fri mand. Jeg kunne sige hvad der passede mig.

Jacob Rosenkrands: Det er derfor jeg studsede over det?

Jens Nauntofte: Måske har jeg lige i det der øjeblik syntes at det var okay.

(Om Per Schultz og B&U-afdelingen, 1970’erne)

Jacob Rosenkrands: I 1971 går tegneseriefiguren Cirkeline ind i kampen mod Præsident Nixons USA. I Jannik Hastrups film ‘Flugten fra Amerika’ solidariserer hun sig kraftigt med den militante og marxistiske bevægelse De Sorte Pantere.

Mogens Vemmer, tidl. B&U-chef: … det var jo selve det, at sende en figur som var beregnet for små børn over og stå ved siden af de sorte i USA, og så blive skudt af hvide soldater, fordi De Sorte Pantere var jo nogle gode mennesker som hjalp alle de fattige sorte i Amerika, de blev skudt ned på fode af soldaterne. Og det synes jeg måske ikke helt var noget at bringe i en sådan udsendelse, så jeg så den igennem og den var fuldstændig umulig at bringe.

‘Cirkeline’ (syngende): I lyset er alle glade. Det var jeg også selv, men mit liv er et slid, fordi jeg ikke er hvid. Her er nem’lig rigtig temmelig væm’lig mørkt.

Jannik Hastrup, filminstruktør: Altså den der holdning, som jo klart skinner igennem. Altså hvor vi ligger vores sympatier… Det synes Mogens (Vemmer, Kim) ikke, at vi burde sende. Fordi, som han sagde, at hvis de skulle sende det, så var de også nødt til at sende det modsatte synspunkt, og det ville de nødigt. Men det var det jeg synes de gjorde hele tiden.

Hans Jørgen Jensen, tidl. Generaldirektør: Nogle af dem var jo selvfølgelig ræverøde, for at nu at bruge det udtryk. Men det var sådan noget blomsterbørnsagtigt noget. Jeg vil ikke sige det var useriøst, men på en eller anden måde, var det sådan noget uskyldigt ved noget af det. Og der var jo der, hvor vi joked, kan jeg huske, med autoriteter, ideen om at nogle af brevene fra ‘Titel’ (?) sluttede med til børnene, når nu børnene skrev, så stod der til sidst – ‘kys og rød front’. Det synes vi jo var ret avanceret. Jeg tænkte, det var nok ikke nogen god ide, hvis vi efterabede det. Så vi holdt os til ‘Med venlig hilsen’.

Jacob Rosenkrands: Der var meget politik i datidens børne og ungdomsudsendelser. Her uddeler programmet Peberkværnen ugens hædersbevisning til den kommunistiske advokat Kaj Madsen fordi han forsvarer unge der er blevet anholdt ved en demonstration foran den amerikanske ambassade.

Carl Madsen (tv-indslag): Jeg vil bede enhver af dem, som har set på demonstrationen ved den amerikanske ambassade, og som har noget at berette derom, melde sig som vidner til mig, hurtigst muligt.

Jacob Rosenkrands: – og her er en medarbejder fra B&U på besøg i en skoleklasse for at læse op af bogen ‘Den lille røde for skoleelever’.

B&U-vært (1969): Hvis en elev på 14 år forfører en lærer, og går i seng med ham, og der er vidner på det, eller det på anden måde kan bevises, så bliver læreren fjernet med det samme.

Jacob Rosenkrands: – og musikken i programmerne for børn og unge. Ja, her fik Røde Mors en ualmindelig god del af spilletiden. (Røde Mor spiller i baggrunden: ‘Spænd livremmen ind – vis dit samfundssind’).

(Bøger af Noam Chomsky og Che Guevara i baggrunden)

Jacob Rosenkrands: Når DR fortæller historien om sig selv, plejer B&U at blive skildret som de unges oprør mod et stift voksensamfund. Den kommunistiske fløj på redaktionen hører man sjældent om. Men den var der, og her er Per Schultz, der bliver souschef i B&U svær at komme uden om.

Per Schultz: De holdninger der får mig til at melde mig ind i DKP, altså ønsket om at skabe en mere retfærdig verden eller fantasien om at der kunne være andre ambitioner her i livet, end at rage til sig, for eksempel at have noget ud af at dele og hjælpe hinanden, det er holdninger som jeg bar med mig selvfølgelig, og som er afgørende for hvilke indslag jeg syntes var vigtige.

Jacob Rosenkrands: I 1977 lavede Per Schultz et omdiskuteret program om prisstigninger på jord og fast ejendom. Her vises en pløjemark i næsten 15 minutter uden at der siges et ord. Imens viser et taxameter grundprisernes stigning.

Per Schultz: Temaet var værdistigninger på jord og fast ejendom, og så ville vi vise det med et taxameter som kørte over et stykke land.

Speak (B&U, 1977): Mens du har kigget på billedet er det her jord blevet mere værd. Hvor meget viser tælleren. Har du set nogle arbejde her? Hvem skal betale den stigning?

Interview (B&U, 1977): Alt det du køber, dine cowboybukser, dine plader og din mad, det bliver dyrere fordi priserne på jord stiger. Hvad siger ud så?

Teenagepige: Det vil jeg godt tro på.

Teenagedreng: Jeg synes det er uretfærdigt, faktisk.

Per Schultz: Ja, det var et budskab. Det kunne ikke siges ret meget tydeligere.

Jacob Rosenkrands: Ud over at være medlem af DKP, Danmarks Kommunistiske Parti er Per Schultz også tillidsmand i DR. En markant tillidsmand som også huskes af kollegaen Leif Davidsen.

Leif Davidsen: Jeg husker specielt et møde. Jeg kan ikke huske hvad mødet handlede om, men jeg kan huske et – at det altid startede med at vores formand sagde: ’Kammerater nu er vi samlet igen’. Og så kommer Per Schultz, som var ansat i B&U dengang , kommer ind og siger – ’vi må stoppe mødet og gå ud på gaden’, fordi ’de er ved at rydde byggeren’, en byggelegeplads på Nørrebro. ’Kammerater, imperialismens politi tæver demonstranterne, vi må ud og hjælpe dem!’. Det gjorde vi nu altså ikke, men det var for mig, meget tidstypisk.

Per Schultz: Jeg var i det der faglige apparat, og prøvede også at få journalisterne til at solidarisere sig med andre end sig selv.

Jacob Rosenkrands: De organiserede kommunister var af og til i kant med resten af redaktionen.

Per Schultz: Alting var politisk dengang… Jeg var mere puritansk end jeg senere er blevet. Jeg var nok mest imod menneskeliggjorte dyr og talende urtepotter, og mente man burde forholde sig mere til virkeligheden. Det var ikke noget klogt synspunkt, men jeg havde det. Den der puritanisme var en af de mere uklædelige ting ved DKP.

Jacob Rosenkrands: Det må du ikke lige forklare.

Per Schultz: Et af problemerne med partiet og ideologien var at der ofte ikke var særligt højt til loftet. Der var ikke meget plads. Der var én sandhed. Den demokratiske centralisme gik ud på, at nu havde man besluttet, at det var sådan, og kørte vi den vej alle sammen. En ganske effektiv styreform, men den giver også nogle begrænsninger med hensyn til fantasier…

Jacob Rosenkrands: Det var ikke kun Kaj og Andrea som kunne bringe sindene i kog.

Karsten Pharao, tidl. B&U: Vi fandt på, at vi ville prøve at markere en årsdag for Sovjets indmarch i Tjekkoslovakiet. Det må have været 5 eller 6-årsdagen, med et indslag hvor vi fik en historiker til at vurdere Warsawa-pagtens udrustning, og fortælle os om det, om det harmonerede med den opfattelse, som den side af verden gerne ville give os, at de kun havde våben til selvforsvar. Og han pegede hurtigt ud, at alle de landgangsbåde de havde i DDR og Polen, de kunne da umuligt bruges til selvforsvar, de måtte jo være rettet mod Danmark og Sverige, for eksempel.

Per Schultz: Nå det, den officielle DKP-holdning eller den officielle venstreorienterede holdning, eller den udbredte venstreorienterede holdning var jo at Warsjawa-pagten var et forsvar mod NATO, SS-20 raketter, dem der var på det der tidspunkt. Vi havde hele tiden – verden var jo delt.

Karsten Pharao: Det blev vi lynhurtigt indkaldt til en kammeratlig samtale, eller hjemme hos områdelederen, hvor alle i omgangsområdet var mødt op. Der kunne man i hvert fald tydeligt mærke, at der var en DKP-gruppering som var stærk. Det jeg husker, var at det blev bebrejdet, at det var forfærdelig ukritisk mikrofonholderi.

Jacob Rosenkrands: Karsten Pharao siger om sig selv, som den unge mand han var dengang, at han følte i den situation, et vist pres for at venstreorienteret på den rigtige måde. Kan du forestille dig nogen kolleger i afdelingen kan have haft det sådan?

Per Schultz: Altså, det kan jeg sagtens forestille mig. Det var en politisk tid, alting var politisk. Så der var ikke noget som var uskyldigt, der var ikke noget som på en eller anden måde kunne tolkes politisk eller diskuteres politisk.

Karsten Pharao: Det var jo et fuldstændig Tvind-agtigt meget voldsomt gruppepres. De var rasende. Det var virkelig ikke sjovt.

Per Schultz: Jeg tror tonen i efterkritikken var mere barsk, end hvad der var produktiv. Tit!

(Om Ruth von Sperling)

Jacob Rosenkrands: I 70’erne og et godt stykke ind i 80’erne sidder politikere fra alle fløje i Danmarks Radios Radioråd og blander sig i stort og småt. Heriblandt Erhard Jacobsen, der henter ammonition til debatterne fra en mindre hær af aktive lyttere og seere.

Ruth von Sperling: Det var skændigt, det var som Børsen skrev, at enhver anden virksomhed der havde en sådan bestyrelse ville gå neden om og hjem ik’. For det handlede ikke så meget om kærligheden til vort fag, det handlede om magt. (klip med Erhard Jacobsen) Det var jo en klapjagt uden sidestykke på folk der havde altså, et glimt i øjet overfor hvad der skete i samfundet, ikke.

Jacob Rosenkrands: Radiojournalisten Ruth von Sperling er en af mange journalister der kommer i Radiorådets søgelys. I 1975 laver hun en udsendelse i anledningen af den kongelige danske porcelænsfabriks 200-årsjubilæum. Erhard Jacobsen kalder det ’renlivet agitation’.

Ruth von Sperling: I stedet for at lave sådan en sædvanlig jubilæumsudsendelse hvor man sidder og taler med ledelsen om, at alting det er godt, så lavede vi simpelthen reportager fra de kvinder der sad på gulvet og lavede figurene, og det muselmalede og så videre. Og da kom det jo frem, med dårligt arbejdsforhold, og så tror jeg nok, noget af det mest provokerende, det var at jeg spurgte hvor meget de fik for at lave sådan en figur. Også, jeg husker ikke tallet – hvis vi siger en krone, og den blev så solgt for 10.000 ik’, og sådan kan man nok ikke stille det op, men alligevel synes jeg – lidt illustrativt, under alle omstændigheder. Det vakte en frygtelig ballade.

Jacob Rosenkrands: I din dækning af det nogen kaldte arbejdskamp. Var du lige kritisk overfor begge sider? eller alle sider af den kamp.

Ruth von Sperling: Det mener jeg. Nogle gange der skal, kan jeg ikke se, hvordan skal man være, hvis man nu for eksempel skal dække ligeløn ik’. ‘Nåhh lille fru Jensen, er de nu ikke også en lille smule for grådig?’. Altså, du kan godt høre det, ikke. Det kan man ikke, vel. Men man kan gå til dem som er med til at bestemme det, og sige, er det rimeligt og fair, og hvad er grunden til, og hvorfor skal det blive ved med at være sådan, og hvad er der galt med… Det synes jeg. Altid har du jo fokus et sted. Hvad er dit fokus?

Jacob Rosenkrands: Erhard Jacobsen klagede utallige gang i Radiorådet og andre steder over, at det næsten altid som han sagde, var lærlingenes eller arbejdernes synsvinkel som kom stærkest igennem, ikke mestrenes, ikke arbejdsgivernes. Havde han ret i det?

Ruth von Sperling: Det var der nok noget om. De havde jo så kan man sige fået synget deres sang gevaldigt. Han havde da ret i, at nogle gange, og det skal jeg gerne indrømme. Jeg har også sikkert kedet folk, helt forfærdeligt, med min iver for at lade andre komme til og fortælle deres historier. Jeg husker engang hvor jeg tog til Århus og lavede en udsendelse med nogle havnearbejdere, og jeg gik slet ikke nok til dem. Det var en forfærdelig kedelig udsendelse, og der var også nogle der lavede, selvfølgelig udsendelser, på den måde hvor man sagde, okay – nu er den feset ind – samfundets dumme svin. Det var lige før jeg ville sige – ‘hvor er han henne, så skal jeg komme efter ham, ik’. Og hvis man skulle være helt sikker, så spillede man Røde Mor.

Jacob Rosenkrands: Ruth, jeg har hørt du blev kaldt Den Røde Grevinde.

Ruth von Sperling: (fniser) Jeg er stadigvæk rød. Hvis det handler om hvor mit fokus er. Jamen altså, se dig omkring, ikke. Bare i dag, hvor vi lever i et samfund hvor dem der har de rager til sig, så det er fuldstændig, det er helt utilladeligt, og efterlader de andre helt, jamen det må jeg sige – hvad kan man være andet (taler videre om “de der skattepenge”).

Jacob Rosenkrands: Må jeg kalde dig Den Røde Grevinde i det her program?

Ruth von Sperling: Ja, det må du rigtig gerne, og det vil jeg tage som et adelsmærke.

(Om sympati for Rote Arme Fraktion)

Jacob Rosenkrands: 70’erne er et dramatisk årti, som præges af politisk vold og terrorisme begået af venstrefløjsgrupper som vesttyske Rote Arme Fraktion, der med frontfigurene Andreas Baader og Ulrike Meinhof efterlader sig blodige spor i historien… Både i og uden for Danmarks Radio er der forskellige syn på hvor drastiske midler man bør tage i brug for at ændre samfundet. Jeg opdager hurtigt, at der også blandt Danmarks Radios medarbejdere er en vis sympati for de revolutionære kræfter.

Per Stig Møller, tid. DR-redaktør: Som kulturredaktør havde jeg et meget stort opgør omkring en radioudsendelse om Baader-Meinhof, der aldrig blev sendt, men hvor vi på kulturredaktionen havde meget meget tændt debat. Hvor det var en renvaskning af Baader-Meinhof. Det satte jeg mig meget imod. Det mente jeg var forkert. Vi havde kæmpe redaktionsmøder. Dengang var det sådan at alle i redaktionen stemte til sidst om programforslag, og det lykkedes mig til sidst, at kalde alle medarbejdere ind, som normalt ikke kom til møderne, for jeg tror jeg vandt afstemningen 6-5 eller sådan noget, og den blev aldrig bragt.

Jacob Rosenkrands: I 1975 bortføres den konservative tyske politiker Peter Lorenz i Berlin. Bag aktionen står 2. Juni-bevægelsen, som har bånd til Rote Arme Fraktion. Sagen får massiv omtale i medierne, også i Børneradio, som har inviteret en gæst ind for at forklare aktionen. Ifølge Radiorådets referat får børnene følgende at vide.

Jacob Rosenkrands (læser højt): ‘De vil via væbnet kamp indføre socialismen, og de må bruge denne vej, fordi der ikke er andre muligheder. Derfor anvendes angreb med bomber, bortførelser, overfald og bankrøverier, men dette er imidlertid ikke det samme som almindelig kriminalitet, idet de udelukkende har politiske motiver for deres virke. Hvis tilstrækkelig mange forstår, at den voldelige vej er den rette, vil det sikkert hjælpe. Det er kun et spørgsmål om tid, før dette når til Danmark. Der vil blive stadig flere utilfredse og nogle af dem vil også vælge at føre væbnet kamp.’

Jacob Rosenkrands:- og så står der her: ‘Tilrettelagt af Per Schultz’. Kan du huske den serie?

Per Schultz: Det er rigtigt nok.

[…]

Jacob Rosenkrands: Gæsten som ifølge referatet uimodsat kommer med disse synspunkter er Finn Barlby. Forfatter, blandt andet til denne bog med titlen ‘Væbnet kamp’.

Bent Blüdnikow: Finn Barlby var en agitator for Rote Arme Fraktions synspunkter, og en apologet, forsvarede dem på forskellig vis.

Per Schultz: Du kan jo sætte din mikrofon til rådighed for hvem som helst… Finn Barlbys eventuelle sympati for by-guerillaen var han ikke alene om, der var almindelig forståelse for, at det var nødvendigt.

Jacob Rosenkrands: Havde du selv forståelse for 2. Juni-bevægelsen og deres metoder?

Per Schultz: Vi forestillede os nok, at de have en vis ret til at kæmpe, til at være der.

Jacob Rosenkrands: Var det noget for børn, det der? – når du ser tilbage.

Per Schultz: Du kan sige, den ligger måske på grænserne.

(om 72 underskrifter til fordel for PFLP, 1973)

Jacob Rosenkrands: Da et underholdningsprogram i 1976 viser dette klip, klager Erhard Jacobsen i Radiorådet over hvordan dannebrog vaskes rødt… Erhard Jacobsen har i hvert fald ret i, at der er tørklædte partisaner her der og alle vegne i mediebilledet.

Jacob Rosenkrands: ’Det er en partisanpige der gør det. Det er jo moderne. De er jo populære sådan nogle, de går rundt og skyder folk ned og den slags.’, siger han ifølge mødereferatet. Og Erhard Jacobsen har i hvert fald ret i, at der er tørklædeklædte partisaner her der og alle vegne i mediebilledet. Her det forsiden på Jens Nauntoftes bog Den Palæstinensiske Befrielseskamp…

Jacob Rosenkrands: … og her er det et klip fra en udsendelse af Per Schultz med den militant-poetiske titel Mine digte skal skrives med en riffel. Folkefronten til Palæstinas Befrielse, eller PFLP er en af flere palæstinensiske grupper , som med voldsomme aktioner i løbet af 70’erne, skaffer sig global opmærksomhed.

Jacob Rosenkrands: Mange år senere, i 1997, retter Weekendavisen en anklage mod flere af de største profiler i Danmarks Radio. I en artikel med overskriften Terrorismens danske heppekor, står der, at flere DR-medarbejdere tilbage i ’73 gav ubetinget støtte til PFLP. PFLP som gennemførte flykapringer og mordattentater er i Danmark kendt for sit samarbejde med Blekingegadebanden. Blandt de anklagede er Per Schultz, Ruth von Sperling og Jens Nauntofte…

Ruth von Sperling: Ved du hvad, det er den mest besynderlige historie, og jeg tror det er den historie som har gjort mig mest ondt. Jeg kunne godt se – hvad er det egentligt i er ude på. Tænk i dag så kommer der nogle nye historikere, og de går ned i den der, og så skal mine børnebørn læse at deres mormor var nærmest sådan en terrorist ik’. For det der var meget meget ubehageligt, det var at den blev bragt i sammenhængen med Blekingegadebandens klakører. Det er meget meget stærkt. Som dokumentation bruger Weekendavisen dette papir med navne på 72 personer, herunder de nævnte DR-medarbejdere. Jeg beder flere af dem som står på listen om en forklaring.

Jens Nauntofte: Det kunne jeg aldrig skrive under på. Og jeg ville aldrig skrive under på den slags erklæringer. Hverken pro-israelske, pro-palæstinensiske, pro-vietnamesiske, jeg har aldrig været medlem af et politisk parti. Jeg har aldrig ment at jeg som journalist skulle gå ud og gøre mig til deltager. Det er fuldstændigt utænkeligt, at jeg har skrevet under på den her støtteerklæring. Ikke fordi jeg har noget imod palæstinenserne, men fordi jeg ikke vil være en del af det der – jeg vil have min frihed.

Jacob Rosenkrands: Hvordan er dit navn havnet på den der liste?

Jens Nauntofte: Jeg tror nogle i den palæstinensiske solidaritetsfront – de har bare knaldet nogle navne på. Nogen der kunne sige noget, så der var Danmarks Radio jo et fint – Koplev, Nauntofte, Sperling – ‘fint, er der flere’.

Jacob Rosenkrands: – der står dit navn hernede.

Ruth von Sperling: – Ja det der står mit navn. Jeg har aldrig været med til at skrive en solidaritetserklæring med PFLP.

Jacob Rosenkrands: Det mest kontroversielle ved den erklæring som omtales i Weekendavisen, er ’Ubetinget støtte til PFLP’. Resten af teksten kan Ruth von Sperling godt identificere sig med… Men selve erklæringen?

Ruth von Sperling: – selve erklæringen. Altså ved du hvad. Jeg har ingen, jeg kan ikke huske det. Jeg kunne sagtens have været med til det, fordi den er i sin form helt urban. Erklæringen handler om den politiske baggrund for palæstinensiske gruppers aktioner, herunder flykapringer og gidseldrab. ’Det løser ikke noget problem at man forarget taler om terror’, står der blandt andet.

Jacob Rosenkrands: … blandt navnene på listen står som bekendte også Per Schultz fra B&U. Han har ingen konkrete erindringer om at have skrevet under på det omdiskuterede papir, men han er knapt så afvisende som de to andre.

Per Schultz: Jeg har sikkert skrevet under til en støtte, til en konkret støtteerklæring til PFLP og til mange andre gode ting. Jeg kan godt huske diskussionen dengang, om hvorvidt erklæring faktisk – jeg kan sagtens have fundet på at have skrevet under på støtteerklæringen. Også til PFLP.

Jacob Rosenkrands: I min jagt på de røde lejesvende, har jeg foreløbigt mødt en 68-generation, der var stærkt farvet af tidens debatter om Vietnam, revolution og politiske kampmidler. Jeg undrer mig lidt over, at netop generationen der sagde alting er politisk, tøver med at sige, at alting også omfatter deres egen journalistik. Om de pågældende journalister kan kaldes røde, vil jeg ikke gøre mig til dommer over, men neutrale kan man heller ikke kalde dem. End ikke Jens Nauntofte, der ifølge eget udsagn altid har bekendt sig til idealet om den observerende reporter.

(Journalistisk afrunding og perspektivering)

Jens Nauntofte: Jeg var virkelig en kedelig kammerat at have med, for jeg var jo hele tiden ude på, at det her skal refereres. Jeg mente virkeligt, at jeg var sat i verden for at kigge, iagttage og rapportere.

Jacob Rosenkrands: I 1968 da Nauntofte er 29 år og freelance-journalist, deltager han i venstrefløjens store anti-Vietnam demonstration i Vest-Berlin. Bagefter skriver han kronikken Student Power, som handler om de europæiske stundenters aktioner, og indeholder følgende formuleringer.
Jacob Rosenkrands (læser): Dette er en magtkamp, hvor de taktiske hensyn må diktere midlernes art. Bruger samfundet vold, kan det være nødvendigt at gribe til samme midler for at manifestere sig.

Jens Nauntofte: Det er en rigtig 68-bemærkning, den der. Jeg kan totalt genkende den. Det var jo sådan vi tænkte.

Jacob Rosenkrands: Men hvad er det du skriver her, om vold.

Jens Nauntofte: Sådan talte og tænkte vi i de dage. Vi tænkte sådan, at hvis – på et eller andet tidspunkt, kan det jo gå så vidt, så at ytringsfriheden blive knægtet. Det er jo et spørgsmål om ytringsfrihed, hvor vi mente det her, at hvis det pludselige får nogle konsekvenser, ups så må i ikke mene det. Så kan man komme i en voldelig situation.

Jacob Rosenkrands: – og det ville i ikke afskrive jer, er det det du siger her.

Jens Nauntofte: Jeg siger ikke at de andre ikke ville. Jeg ville ikke afskrive det, på det tidspunkt. Det er meget teoretisk, jeg har aldrig – jeg er kommet lidt op på hesten, da jeg skriver det der. Det er fint nok.

Jacob Rosenkrands: Men er det her så et eksempel på at uanset hvor neutral og rapporterende du har forsøgt at være, så løb tidsånden også lidt af med dig.

Jens Nauntofte: – Ja, ja. Det, det tror jeg i høj grad, og jeg er også glad for jeg fik det skrevet. For det er skrevet på det tidspunkt, hvor, og det lover jeg dig, at ingen af os vidste hvor det her det bar hen.

Rød kritik.

  • 20/9-10 Journalisten – Nauntofte klager over ‘Jagten på de røde lejesvende’.
  • 20/9-10 Information – Sofie Tholl: Var 00’erne også røde i DR?.
  • 24/9-10 Information – Lasse Jensen: En tredobbelt Blüdnikow.
  • 26/9-10 Politiken – Kjeld Koplev: De røde lejesvende’ er en tynd kop te.
  • 26/9-10 Deadline, DR2 – Røde lejesvende: Har de nogensinde eksisteret? (David Rehling, Poul Schmidt…).
  • 

    15. september 2010

    P1-vært, ’73: I en “overgangsperiode mod socialisme” skal alle ikke “have lov” til at ytre sig

    Det kunne være skønt, hvis DR udgav den på DVD. Mere om Jagten på de røde lejesvende på Jalvings JP blog – Røde lejesvende fanget.

    “… hold da hest, hvor er det godt tv, ikke mindst fordi det blotlægger en række psykologiske mekanismer og arketyper, som er aktuelle til enhver tid. Efter de to første afsnit vil de gode græde og de onde le, og jeg overrasker nok ingen ved at sige, at jeg havde en forrygende aften i selskab med Jagten på de røde lejesvende…

    Koplev har altid ret. Selv når han beviseligt ikke har det. Kendsgerninger, eller hvad vi engang kaldte kendsgerninger, har ingen indflydelse på dette stykke håndsæbe, og han reagerer derfor også med vrede, da han bliver konfronteret med den propaganda, han bedrev i sin tid.

    Der er flere interessante psykologiske detaljer ved Koplev, som må kunne bruges på psykologistudiet, det er decideret selvudleverende. Da han på et tidspunkt bliver bedt om at forholde sig til en tekst om ytringsfrihed, han skrev i det stærkt venstreorienterede tidsskrift Politisk Revy i 1973, mere end mærker man hans stadig manglede fornemmelse for, hvad ytringsfrihed egentlig er, nemlig at alle, særligt ens modstandere har krav på den. Koplev skrev:

    Jeg mener ikke, at alle i en overgangsperiode mod socialisme skal have lov til at komme til orde.

    Først beder Koplev om at se citatets sammenhæng. Da den viser sig kun at gøre citatet værre – idet den underforstår, at især loyale kommunister har krav på at komme til orde på vej mod socialismen – argumenterer han for, at det modsatte skulle være tilfældet, og insinuerer til sidst, at nogen udefra har plantet netop det citat i programmet.

    Bjørn Erichsen er i en liga for sig selv. Jeg véd ikke, om den forhenværende TV-direktør Bjørn Erichsen stammer til daglig. Men det gør han i andet afsnit af tv-serien, da Jacob Rosenkrands beder ham forklare detaljer vedrørende hans kontakter i den tidligere politistat DDR. Her møder vi den store Benægter, arketypisk og lige efter bogen…

    Tilbage står et par af de mere ærlige af slagsen – Ruth von Sperling og Per Schultz – især sidstnævnte, der er i stand til at reflektere over, hvorfor det kunne gå så galt, og hvad konsekvenserne var. Ruth von Sperling er tilmed så flink at oplyse seerne om, at hun altid har været ræverød, for som hun retorisk spørger: Kan man være andet?

    Ja, det kan man heldigvis, og jeg kan ikke undlade at mene, at hendes mangel på fantasi er lige så slående i dag, som den var dengang.”

    Mere.

  • 15/9-10 Jarl Cordua – De røde lejesvende – en tilståelsessag.
  • Oploadet Kl. 22:51 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
    

    14. september 2010

    Ny programserie på DR2 (søndag Kl. 20.00): Jagten på de røde lejesvende

    DR har i aften snigpremiere på programserien Jagten på de røde lejesvende, og selvom DR venligt har sendt mig et par billetter til den særlige biografvisning, så må jeg desværre melde pas. I foromtalen betegnes serien som “DRs første forsøg på at se kritisk på institutionens egen fortid”, og umiddelbart ser det lovende ud. Traileren kan ses på Dr.dk/lejesvende. Serien har premiere på DR2 søndag Kl. 20.00.

    (Karsten Pharao om rasende kolleger efter kritik af østblok)

    (Kjeld Koplev om den unuancerede kritik af DDR)

    (Jens Nauntofte om Saigons ‘befrielse’)

    Journalisten har mere – DR jagter for første gang sine røde lejesvende.

    Ruth von Sperling var redaktør på Orientering, og hun havde kælenavnet ‘Den Røde Grevinde’. Et navn, hun i serien kalder et adelsmærke.

    De to udenrigsmedarbejdere Jens Nauntofte og Ole Sippel sidder også i den varme stol. Per Schultz, mangeårig souschef i B&U-afdelingen, må redegøre for et kommunistisk værdigrundlag og bagatellisering af den væbnede organisation PFLP.

    Da Rosenkrands interviewer radiojournalist og forfatter Kjeld Koplev og kritiserer hans forhold til ytringsfriheden med baggrund i et indslag om DDR, må interviewet afbrydes.

    

    13. april 2009

    “… ingen grund til, at vi ikke skulle kunne leve fredsommeligt sammen og berige hinanden.”

    Det lykkedes ham ikke at smadre demokratiet med kommunismen, men måske er chancerne bedre med multikulturalismen. Langt interview med Kjeld Koplev i gårsdagens Jyllandsposten – Koplevs små skridt til døbefonten (kræver login).

    “Kjeld Koplevs far og stedmor var begge af jødisk herkomst, men selv om de sjældent kom i synagogen, blev han tvunget i jødisk skole…

    »I skolen gemte jeg mig under bordet og hang i gardinerne på grund af min forfærdelige barndom, men ingen af lærerne kunne indse, at jeg var skadet. Halvdelen af lærerstaben var kulturradikale eller kommunister, resten bar kalot og inspicerede vores madpakker for at se, om de indeholdt den rette kosher-mad. Vi terpede hebraisk og anede ikke meningen med de remser, vi skulle recitere udenad.« Den utilpassede elev brød sig ikke om at høre, at jøder var bedre end andre mennesker, fordi de var Guds udvalgte folk. I protest meldte han sig ud af Dansk Mosaisk Trossamfund, da han fik mulighed for det som 18-årig.

    »Jeg forlod jødedommen på trods af, at jeg savnede en dimension i min tilværelse… i jødedommen gjaldt det om at følge regler, og en følsom dreng havde brug for andet og mere end et reglement.«…

    »… Hos jøderne var alt bestemt af skæbnen, og man skulle vente på, at Gud greb ind – og måske er det grunden til , at jøderne gjorde så lidt modstand under Anden Verdenskrig. I hvert fald brød jeg mig ikke om denne defaitistiske holdning.« Efter at have fået svendebrev som kok begyndte den unge Koplev som journalistelev på det kommunistiske dagblad Land og Folk. Han havde partibogen i orden… Efter godt to år blev Kjeld Koplev smidt ud af partiet og fyret fra avisen.

    […]

    Kjeld Koplev begyndte at læse Bibelen og bøger af den tyske teolog Dorothee Sölle. »Hun havde som jeg selv et marxistisk udgangspunkt, og hun tolkede de bibelske tekster på en måde, som sagde mig noget. Hun skrev om, at “mennesket lever ikke af brød alene, det dør endog af brød alene”, og at man kunne være død blandt de levende.« Koplev fandt også frem til, at hvis kristendommens bud skulle føres ud i livet, ville den mest af alt ligne “socialisme med et menneskeligt ansigt”.

    Kjeld Koplev blev ansat på Danmarks Radio og traf her kolleger, der delte hans interesse for tro og religion…

    Da indvandringen fra muslimske lande tog fart, aktualiserede islam behovet for en stillingtagen. »For mig var islam med dens koranskoler som at se ned i et sort hul. Det var præcis det samme terperi på et fremmed sprog, som jeg havde oplevet i den jødiske skole. Vi forstod ikke en brik af de remser, vi skulle fremsige.

    Men jeg nærer dyb respekt for den udgave af islam, som fandt sted mellem 711 og 1492 på den iberiske halvø, da muslimerne førte den romerske og græske kultur og kunst videre i form af den smukkeste poesi og pragtfuld arkitektur. Som en lærd muslim sagde til mig i Damaskus, så har vi alle – både muslimer, jøder og kristne – Abraham som farfar, og vi er alle blomster i den samme buket. Der er ingen grund til , at vi ikke skulle kunne leve fredsommeligt sammen og berige hinanden. Men såvel i kristendommen som i islam er der ting, jeg ikke kan tolerere. Det gælder korstogene, inkvisitionen og fornægtelsen af Darwins udviklingslære,« siger Kjeld Koplev.”

    Vi er alle blomster i den samme buket, fortæller DR-ikonet, og henviser til islam på den Iberiske Halvø. Et citat fra en artikel af Andrew Bostom i American Thinker (24/11-05).

    Al—Andalus represented the land of jihad par excellence. Every year (or multiple times within a year as ’seasonal’ razzias [ghazwa]) raiding expeditions were sent to ravage the Christian Spanish kingdoms to the north, the Basque regions, or France and the Rhone valley, bringing back booty and slaves. Andalusian corsairs attacked and invaded along the Sicilian and Italian coasts, even as far as the Aegean Islands, looting and burning as they went. Many thousands of non—Muslim captives were deported to slavery in Andalusia, where the caliph kept a militia of tens of thousand of Christian slaves, brought from all parts of Christian Europe (the Saqaliba), and a harem filled with captured Christian women.

    Society was sharply divided along ethnic and religious lines, with the Arab tribes at the top of the hierarchy… at the very bottom, the dhimmi Christians and Jews.

    

    18. oktober 2006

    Kjeld Koplev: DR er borgerlig i en grad det hæmmer ytringsfriheden… og andre loonismer

    Den sene Deadline bragte igår et interview med Kjeld Koplev, der netop har udgivet ‘Journalist på trods’. Personligt betragter jeg Koplev mere som venstreradikal kunstner end som journalist, og det blev da også en lyrisk affære. Her lidt fra – Kjeld Koplev – rød svend eller kapitalistisk lakaj?

    Kurt Strand, DR2: Havde du som vi hører Erhard jacobsen sige det her. Havde du glemt at holde kæft med dine private politiske holdninger?

    Kjeld Koplev: Nej, jeg var en kritisk journalist, og det mener jeg er journalistikkens fornemmeste opgave – det er at være kritisk, hvorfor skulle man ellers være journalist. Vi skal være den fjerde kontrollerende statsmagt, og derfor skal vi være kritiske, men det Erhard Jacobsen fik gjort – det var at han fik knægtet til dels ytringsfriheden og fik antastet demokratiet, og det er noget af det farligste der kunne ske. Hvis man knægter journalisternes ytringsfrihed, så antaster man demokratiet, og det er til skade ikke så meget for journalisterne, men for hele landet, for borgerne.

    Strand: Du har jo netop arbejdet under hele den der periode i Danmarks Radio hvor Aktive Lyttere og Seere jo, tror jeg nok man kan sige, spillede en noget aktiv rolle for hvordan radio- og tv-programmer blev til. Hvordan blev man påvirket konkret af det?

    Koplev: Ja, der kom en selvcensur, helt klart bredte det sig, en tanke om at man skulle ikke rejse hovedet for meget. Man skulle ikke være for meget kritisk, Jeg havde det held så, at jeg havde en chef som jeg kunne stole på, Jørgen [E.?] Petersen, for hvem det var vigtigt at udvide ytringsfrihedens grænser. Det var det fornemmeste han sagde. Vi skal være med til at udvide ytringsfrihedens grænser.

    Strand: Men var det den der frygt for at blive tituleret rød lejesvend, som det jo var oppe i tiden at kalde medarbejdere hos Danmarks Radio, da Erhard Jacobsen var på toppen med Aktive Lyttere og Seere.

    Kjeld Koplev: Ja, det var ikke rart. Det er jo ikke rart at blive beskyldt, at blive beklikket på sit arbejde, når man synes man gør sit arbejde godt og hæderligt. Så er det da væmmeligt, og også utrygt, det er da noget som spiller ind på ens’ arbejdssituation, det er da noget man tager med i sin vurdering. Orker jeg det her, gider jeg det her, vil jeg det her – skal jeg ikke bare lammefromt holde mikrofonen frem… istedet for at være kritisk journalist.

    […]

    Strand: … der var jo den her debat om røde lejesvende, og du var jo, uanset om du vil vedkende det eller ej, så tror jeg du var inkluderet i det her selskab – i hvert fald i den offentlige debat. Det kan man også læse i bogen – hvor meget var der om snakken når du kigger tilbage på dengang?

    Koplev: Det var der ikke særligt meget om! Nogle af de første røde lejesvende, de havnede som venstrefolk, pæne venstrefolk var partiet Venstre som direktører på Carlsberg, de var venstreorienterede i den forstand – Jeg tror vi engang prøvede at tælle op, da det gik allerhøjest, hvor mange venstreorienterede var der i Danmarks Radio, og der tror jeg vi nåede frem til 10-15 ud af den der flok på tre-fire hundrede.

    Strand: Talte du dig selv med?

    Koplev: Ja, jeg talte mig selv med. Det vil jeg godt medgå. Det gjorde jeg.

    […]

    Strand: Der var været en lille sag, eller lille ved jeg ikke, mellem Lars Løkke Rasmussen og Nyhedsdirektør Lisbeth Knudsen her på Danmarks Radio, der har mailet lidt frem og tilbage om et konkret indslag. Berlingske Tidende konkluderer så på baggrund af den sag, at Danmarks Radios nyhedsdækning, der er det sådan at værter og reportere ofte kommer med politiske og udokumenterede kommentarer i tv- og radioindslag. Hvordan lyder det i dine ører her anno 2006?

    Koplev: Det lyder helt skævt. Jeg har meget tid nu og her, jeg er ikke ansat i huset længere, til at gå og høre radio, det har jeg altid gjort, jeg har altid hørt meget radio. [ryster på hovedet] Den holder ikke, den holder ganske enkelt ikke. Jamen, vi er måske mere mundlamme end vi har været før.

    Strand: Hvordan kommer det til udtryk…

    Koplev: Altså, der er ikke nogen skarpe kanter, mange skarpe kanter tilbage. Jeg tror folk har lært lektien, og hver gang der står sådan noget i Berlingeren, hver gang nogle siger i bestyrelsen at det er kommunistisk propaganda. Generaldirektøren her startede med at sige vi ikke måtte være venstreorienteret, for kritisk overfor USA og for kritisk overfor Irak, det er da klart, det siver ned gennem systemet. Det lærer folk da meget hurtigt – hvis de vil noget i det her system, så er det med at rette ind.

    Strand: Du mener der er en udbredt frygt for at lave kritisk journalistik fordi man risikerer at få ørene i maskinen…

    Koplev: Ja, for vi vel jo alle sammen gerne være gode venner… Vi er lidt konfliktsky… Vi vil helst leve i fred og have det rigtigt godt, og derfor lærer man emget hurtigt at det skal man lade være med. Lad være med at være kritisk fordi, så sker der ikke noget.

    […]

    Strand: var det ligefrem en ærsbevisning at blive indkaldt for Radiorådet? [for at være ‘kommunistisk lejesvend’]

    Koplev: I min afdeling var det. Vi havde en ansat som sagde, at nu havde han udsat sin prøvetid, så nu var han fastansat, sagde han på et møde. Så sagde chefen, ‘nej, ikke før du har haft en sag i Radiorådet’, fordi vi skulle udvide ytringsfrihedens grænse. Det var det vigtigste.

    DR har således i Koplevs optik været væsentligt mindre venstreorienteret end befolkningen iøvrigt, selvom flere generaldirektører har været medlem af kommunistiske partier, og selvom det at blive anklaget for at være rød lejesvend blev betragtet som en hædersbevisning. Strand eftersnakkede ham, for det havde ikke været svært at vælte korthuset. Hvorfor ikke spørge Koplev hvorfor der ikke er skarpe højreorienterede værter på P1, hvorfor ikke konfrontere Koplev med hans VS-fortid og ubetingede støtte til PFLPs terror, hvorfor ikke ironisere over det forhold at Koplev selv mener han gennem sit liv har arbejdet for at udvide ytringsfrihedens grænser – når nu han for en uges tid siden underskrev et søgsmål mod Dansk Folkeparti for at overtræde samme.

    

    7. november 2005

    Kjeld Koplev: “Nu har vi jo kastet os over alt hvad der er muslimer i Danmark”

    Køkkenet er blevet udstyret med en Dab-radio, og efter at Orientering (Jørgen Siegumfeldt) på FM-båndet havde berettet om de helt urimelige forhold muslimer blev udsat for i det sydlige Thailand bare fordi militante bekæmper regeringen- valgte jeg at at give den digitale DR Kultur en chance. Jeg nåede at høre et sted mellem 30 og 60 sekunder af seneste Koplevs Krydsfelt så var min tillid brudt. Gæsten var lederen af det danske Goethe-institut, tyskeren Christoph Bartmann, og der blev talt om danske fordomme overfor tyskere. [Dialog efter ca. 1 time 14 min. – link]:

    Christoph Bartmann: Hvis du ser på hvordan tyskerne bliver betragtet på i hele Danmark, bortset fra de her turistområder… der er stadig historiske fordomme, med gode historiske grunde, vi har haft dårlige erfaringer med Tyskland og tyskere under besættelsen, eller endnu tidligere – sandsynligvis. Alligevel tror jeg, i de seks år jeg har været her i Danmark, i København har jeg aldrig haft fornemmelsen, at at den kendsgerning at jeg er tysker betyder noget negativt… Nej, det har jeg ikke – aldrig.

    Kjeld Koplev: Du er ikke blevet udsat for diskrimination?

    Christoph Bartmann: Nej, aldrig, overhovedet ikke. Det går egentligt rigtigt godt, og jeg føler mig godt i Danmark. Men jeg taler også med andre tyskere som siger ‘ja det kan jo også være svært’, som har andre erfaringer end jeg, som fortæller historier jeg aldrig har oplevet… Hvis man optræder alt for autoritært som tyskere… [om fordomme] Det havde vi engang…

    Kjeld Koplev: Nu har vi jo også fundet nogle andre fjender vi kan smide ud, nu behøver vi ikke kaste os over tyskere, nu har vi jo kastet os over alt hvad der er muslimer i Danmark.

    

    3. november 2005

    Flemming Jensen er imod Irak-krigen – hvad rager det danske gymnasieelever?

    Det har altid undret mig at kunstnere, der jo om nogen burde være fritænkende progressive – alle mener og tænker det samme.

    Hvad progressivt er der for eksempel ved Flemming Jensens seneste stunt imod Irak-krigen. Han har selvfølgelig ret til at have sin holdning, men jeg kan ikke se hvad det rager den brede offentlighed, og hvorfor skal der produceres ‘undervisningsmateriale’ til gymnasieelever på basis af et teaterstykke. Undervisningsmateriale som tillige er forfattet af en næsten skønlitterær Preben Wilhjelm. Tre citater:

    Dette undervisningsmateriale er i modsætning til selve forestillingen Ikke et partsindlæg. Det lægger på kildekritisk vis op til en diskussion af grundlaget for Danmarks krigsdeltagelse, argumentationen undervejs, mediernes dækning, samt hvilken betydning denne krig har og vil få for den fremtidige verdensorden. Undervisningsmaterialet er bygget op, så der er lige dele avisartikler og scener fra forestillingen. Materialet er delt op i tre temaer: krigens grundlag, mediernes dækning samt den fremtidige verdensorden. Hvert tema bliver fulgt op med spørgsmål, der kan hjælpe jer til at skabe diskussion i klassen. I sceneuddragene er der steder, hvor der står TeksTMAskINe med efterfølgende citat. Det er vigtigt at pointere, at disse er sande og ægte. Resten af teksten er baseret på virkelige hændelser, men er selvfølgelig fiktion. Det giver dog stadig stof til eftertanke og diskussion.” [præsentation]

    “Hvorvidt besættelsen af Kuwait skete i den tro, at det internationale samfund ikke ville reagere, er aldrig blevet opklaret. En kendsgerning er, at den amerikanske ambassadør i Bagdad var orienteret, og at hendes reaktion af de irakiske myndigheder blev opfattet som en stiltiende accept.” [s. 1]

    “Irak accepterer straks at modtage FN’s våbeninspektører, samt at give dem fri adgang overalt, inkl. de omdiskuterede præsidentpaladser, og ret til afhøringer uden opsyn. Et inspektionshold under ledelse af svenskeren Hans Blix ankommer efter en halv snes dage til Bagdad og indleder arbejdet. I december leverer Irak 12.000 sider dokumenter vedr. våbenlagre og produktionsplaner. Materialet afvises allerede samme dag af Bush-administrationen som utilfredsstillende. [s. 3]

    Halve sandheder, loonistiske fortolkninger, der vel ikke er set værre siden Ekstra Bladets ‘Hvidbog’. Så det kan næppe undre, at Kjeld Koplev forleden gav ham en time til at uddybe sine tanker…

    Oploadet Kl. 19:53 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    

    1. september 2005

    Hyltoft: Polerne i det politiske danmarksbillede udgøres ikke at de Radikale og Enhedslisten

    God kronik i dagens Jyllandsposten, hvor Ole Hyltoft ikke bare opremser gode eksempler på P1’s politiske bias’, men også drager de nødvendige konklusioner. To citater fra Nu gælder det om at stå Kenneth Plummer bi:

    “Men her er nogle eksempler trukket tilfældigt op af erindringsskuffen. Karen Jespersens erindringsbog, “Karen”, blev anmeldt af en psykolog i P1. Anmeldelsen forskubbede sig meget hurtigt fra bogen og over på en “analyse” af Karen Jespersens psykiske habitus. Den var der ikke meget godt at sige om. Karen havde været en nogenlunde god socialminister. Men som indenrigsminister havde hun været en skandale, på grund af det der med den øde ø, De ved nok. Karens psykiske skibbrud fremsattes ikke som et synspunkt, men som en kendsgerning. Spørgsmålet var derfor kun: hvordan kunne hun synke så dybt? Jo, forklarede psykologen, Karen Jespersen var ganske vist vokset op i et arbejderkvarter på Nørrebro, hvad der åbenbart borgede for en høj moralsk standard. Men – og nu faldt pointen – Karens mor havde været viktualiehandler, altså privat næringsdrivende. Dette kapitalistiske islæt i hendes opvækst måtte være forklaringen på hendes forfærdelige indenrigspolitik. Anmeldelsen var et interview med en DR-medarbejder ved mikrofonen. Han sagde ikke en lyd til dette vulgærmarxistiske nonsens. Man så ham for sig sidde bag mikrofonen og nikke samtykkende.”

    “Nu må vi så se, om Plummer taber pusten, når han har været til kammeratlig samtale med alle de gamle DKP’ere og VS’ere i DR. Om han tør fortælle DR-redaktørerne, at polerne i det politiske danmarksbillede ikke udgøres af Det Radikale Venstre og Enhedslisten.”

    

    19. december 2004

    Hans Hauge om Koch & Koplevs ‘progressive jeopardy’

    Hans Hauge i topform i lørdagens Jyllands-Posten, hvor han tager lidt grin med Kock & Koplevs brug af associationstricket:

    “Hvis muslimerne er vor tids jøder, så skjuler det endnu en sammenligning. Hvem var det nu, det var, der jagtede jøder? Nazisterne. Rigtigt svaret i denne lille progressive jeopardy. Jøderne er vor tids nazister.”

    Oploadet Kl. 21:08 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    

    17. december 2004

    Kjeld Koplev om VK-regeringen og nazismen

    Liberator udnævnte i 2002 DRs Kjeld Koplev til årets ‘Junkjournalist’, for sine absurde beskyldninger rettet mod alle til højre for Enhedslisten. Læs Liberators begrundelse(eller tjek kronikken som udløste prisen: Derfor fik Hitler aldrig en statue):

    “Kjeld Koplev tildeles Liberators Junk-journalist pris for et stykke han har begået i Dagbladet Information. Prisen går til Koplev for hans sammenligning af den borgerlige regering med Hitlers nazi-regime. Der er naturligvis flere andre, der i de sidste 10 måneder på upassende vis har gjort sammenligninger mellem diverse politiske massemordere og den danske statsminister og hans regering… Men Koplev tager prisen for på mest udspekuleret vis at sætte lighedstegn mellem et af det 20. århundredes mest gruopvækkende systemer og regeringsskiftet i november 2001 i Danmark.”

    Oploadet Kl. 15:27 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper