26. april 2018

‘Rivers of Blood’ (1968-2018): “Talen brændemærkede ham fuldkommen. Han forlod snart partiet.”

BBC4-programmet om Enoch Powells ‘Rivers of Blood’-tale er spild af tid, og jeg kan kun anbefale den 10 år gamle BBC-dokumentar om talen. I fredags var det 50 år siden statsmanden Enoch Powell rystede inferiøre levebrødspolitikere. Martin Krasnik opridser den engelske debat i Weekendavisen – Enoch tog fejl, men Enoch fik ret (ikke online).

“I lørdags afspillede BBC for første gang talen i sin fulde længde, hvilket var for meget for en lang række vrede briter: ‘Afskyr BBCs promovering af denne udsendelse,’ lød det for eksempel på Twitter fra en af de eksperter, der selv havde bidraget med kritisk analyse af talen i udsendelsen. Sociale medier flød over med advarsler mod at tænde radioen. Tidligere undervisningsminister for Labour, Andrew Adonis, krævede ligefrem programmet taget helt af og advarede om kritiske spørgsmål til BBC, hvis man alligevel valgte at spille talen; ‘et incitament til racehad’, sagde han og anklagede BBC for at ‘varetage (Powells) racisme’. Det hjalp ikke, at programmets vært forklarede, at det jo var en skuespiller, der læste talen op, og at den blev brudt op i bidder, så kritikere kunne forklare konteksten og fortælle, hvordan talen skulle forstås. …

Talen var klart formuleret og appellerede i elegante skift mellem appel til fornuft og følelse, skiftevis tør statistik med meget præcise (og korrekte) fremskrivninger af befolkningstilvæksten for indvandrerne, og voldsomme udladninger: ‘En lille sky formørker hele himlen’. ‘Vi må være vanvittige’ at ‘bygge vores eget ligbål’.

… Allerede søndag blev Powell fyret af premierminister Edward Heath, der var klar i mælet: Powell havde legitimeret racehad, racisme og splittet befolkningen. Margaret Thatcher forsøgte at få Heath til at se tiden lidt an, men forgæves. Labours Tony Benn talte om koncentrationslejre, og hele det politiske spektrum vendte ham ryggen. Talen brændemærkede ham fuldkommen. Han forlod snart partiet.

Han afviste at være racist – han havde intet imod folk på grund af deres hudfarve, sagde han – men kaldte sig ‘racialist’ med opmærksomhed på dybt nedarvede og vanskeligt foranderlige kulturforskelle: ‘Det er ikke umuligt, men svært for en ikke-hvid person at blive britisk.’

Kritikken er haglet ned over BBC for at bringe talen, selv om ni ud af ti eksperter i programmet kritiserede den og forklarede, hvor ødelæggende den var, og selv om værten sluttede med at konkludere, at den helt klart både var ‘racialistisk’ og ‘racistisk’.”

(Enoch Powell, brev til danske Peter Neerup Buhl, 6. marts 1995)

Oploadet Kl. 20:51 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


2. september 2017

Arabere (der taler ‘Koranens sprog’) til Krasnik: “… vi er muslimer og arabere. Vi bliver ikke danske.”

Martin Krasnik fortæller i seneste udgave af Weekendavisen med udgangspunkt i egen familie, historien om jødiske indvandrere på Nørrebro. Krasniks oldeforældre kom til Danmark for 100 år siden, og klarede sig godt. Det var også nødvendigt, for som det fortælles, så hang Mosaisk Trossamfund på socialhjælpen, hvis man ikke klarede sig selv, og så røg man ‘hurtigt ud af landet igen’. Eller som Bent Blüdnikow, så fint opridser det: “Man skulle ikke møde op på socialkontoret og vrøvle på jiddisch.” I løbet af et par generationer levede jødiske indvandrere som danskere. De talte dansk, og gav deres børn danske navne. Blev assimilerede.

85-årige Albert Borenhoff, der tidligere var formand for Nørrebros Handelsforening, fortæller at jøderne samlede sig på Nørrebro, og var der indtil slutningen af 1950erne. Borenhoffs tøjbutik forsvandt for tyve år siden. Den sidste jødiske forretning på Nørrebro.

Martin Krasnik i Weekendavisen – Indvandrerne.

Da Mendel Krasnik mødte Rosa, boede han i Blågårdsgade 8. Her ligger i dag Masjid-moskeen. Ud af bygningen kommer en lille tæt fyr med skæg – en af topfigurerne i Loyal to Familia. …

Mendel og Rosa havde to butikker på Nørrebrogade. I nummer 156, lige efter Runddelen. Her ligger i dag Lazordi Guldsmed, hvor man skal ringe på en klokke for at komme ind. Her er de to fyre bag disken afgjort uinteresserede i at høre om butikkens forhistorie. Jeg spørger til deres baggrund. ‘Arab,’ siger den ene. …

Meget har forandret sig. Noget har ikke. Foran det, der engang var familien Krasniks hus i den forsvundne del af Slotsgade, sidder Alaa, palæstinenseren med sin hustru og to børn. Hans bedsteforældre kommer fra Nazareth, hans forældre tog fra Jordan til Danmark for at finde arbejde. Han læser selv til energitekniker på KEA og fortæller, at han blandt sine mange nevøer og niecer kan se en øget bevidsthed om uddannelse. … hans to børn har arabiske navne, og han taler arabisk med både dem og sin kone.

Jeg spørger, hvorfor han ikke har givet dem danske navne? Charlotte og Katrine? De er jo født her? Han diskuterer med sin kone, på arabisk, om det overhovedet ville være lovligt for muslimer. Det er ikke forbudt, konkluderer han, men ‘jeg bliver straffet for det alligevel’. Men hvorfor så ikke tale dansk – er det ikke deres modersmål? ‘Nej, det er arabisk. Det er jo Koranens sprog.’ Er de da ikke danske, hans familie – hans børn? ‘Nej, det er jeg ikke, og det er de heller ikke.’ Jeg spørger, hvorfor de ikke lægger alt det bag sig. Glemmer Palæstina og arabisk og siger: Nu er vi her! ‘Vi er her,’ siger han. ‘Men vi er muslimer og arabere. Vi bliver ikke danske.’

(Lazordi guldsmed v/Raed S.Z. Al-Zoheiri, Nørrebrogade 156, tidl. jødisk ejet; Foto: Maps)

Oploadet Kl. 10:37 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


29. juni 2017

“Den såkaldt ekstreme udgave af islam er desværre en ganske plausibel fortolkning af teksterne…”

Den har et par uger på bagen, men er værd at læse. Martin Krasnik i Weekendavisen om Ufredens religion (11. juni 2017; Ikke online).

“Religion er et emne, vi har svært ved at diskutere. Sund fornuft og dømmekraft kortsluttes, forstand fortrænges af ønsketænkning. For eksempel har der i årenes løb bredt sig den mærkværdige opfattelse, at islam er ‘fredens religion’. Sådan har det lydt fra alskens vestlige politikere, fra religiøse muslimske ledere, og ikke mindst fra de mange millioner og atter millioner muslimer, der blot vil leve i ro og fred med deres religion. Jo oftere uskyldige civile dræbes med henvisning til islam, islamiske dogmer og islamiske tekster, desto mere afvises det, at religionen har noget med sagen at gøre.

Er islam virkelig fredens religion, må der være noget, det meste af den muslimske verden har misforstået. Her råder nemlig ufred overalt. De fleste muslimsk dominerede stater holdes i et religiøst jerngreb, hærges af religiøs vold, social tvang og ufrihed, elendigheder, der også præger store dele af det muslimske mindretal i Europa. Der bruges uanede mængder af energi på at finde forklaringer: social armod, kriminalitet, kolonitidens arv, vestlig udenrigspolitik. Men der bruges meget lidt tid på at finde svaret der, hvor volden selv henter sin legitimitet.

Godt vil det derfor være at tale klart: Terroristerne har ikke svært ved at retfærdiggøre deres handlinger med islam.

Mindre ønsketænkning er nødvendig. Det vil være en hård opgave at forvandle islam til en fredens religion. Islam påstår at have svar på alle livets spørgsmål og hele samfundets indretning. Islam mener ikke blot at indehave sandheden, men den endelige åbenbaring og det endda givet i en ufejlbarlig tekst til et ufejlbarligt menneske. Angreb på dogmerne er et angreb på denne totalitære, endegyldige sandhed. Det fører ikke til fredelig sameksistens. At undertrykkelse af kvinder, vantro og frafaldne er en del af denne ufravigelige sandhed fører ikke til fredelig sameksistens. Forherligelse af krig, undertvingelse af fjender og den absolutte tro på, at verden går under med én sand sejrherre stående tilbage – det fører heller ikke til fredelig sameksistens.

Islam er mere ufredelig end de to andre monoteistiske religioner. … Er islam ikke en fredelig religion, må man stille spørgsmålet: Kan den blive det? Måske – hvis muslimer helt grundlæggende forandrer deres religion. Den såkaldt ekstreme udgave af islam er desværre en ganske plausibel fortolkning af teksterne, og er man religiøs muslim, er det nærmest umuligt at finde institutionaliserede, dominerende udgaver af islam, der klart lægger afstand til de dele, der er uforenelige med demokrati, frihed og ligestilling. Der findes stort set ingen religiøse ledere med vægt og anseelse, der åbent siger det nødvendige: At muslimer ikke er forpligtet på de religiøse love, ikke skal drømme om et religiøst samfund, ikke er overordnet andre religioner, og at islams påstand om tekstens og profetens totale ufejlbarlighed og deraf følgende fortrængning af fri tænkning er dybt skadelig og må forandres.

Bedst vil det naturligvis være, hvis forandringen kunne ske i god ro og orden. Hvis terrorister og voldsmænd virkelig er forkerte muslimer, må alle de rigtige muslimer jo tage ansvaret for at lade deres religion gennemstråle af oplysning og sekularisering. Problemet er blot, at det har lange udsigter, og hvis denne proces allerede er i gang, må man sige: Det bliver en lang og blodig affære, en historisk værdikamp mellem sekulær frihed og religiøs totalitarisme.”

Oploadet Kl. 23:03 af Kim Møller — Direkte link69 kommentarer


1. oktober 2016

Martin Krasnik: Hvis ikke dansk pas gør en person til dansker, så er vi tilbage til Hitlers ‘Blut und Boden’

“… ifølge Martin Henriksen har Jens Philip Yazdani slet ikke ret til selv at afgøre, om han føler sig dansk”, lyder det nu fra Martin Krasnik, der således sætter sig selv på samme journalistiske niveau, som Rushy Rashid, der hævdede at Henriksens manglende svar fratog Yazdani “sin ret til at kalde sig selv dansker”.

Det bliver værre endnu. Hvis man ikke mener, at passet i sig selv gør en person til dansk, så er det ‘Blut und Boden’, og herfra går det stok over sten med Hitlers inspirationskilde Karl Lueger, Herman Göring og Nürnberglovene. Slutteligt bekender han sig til kulturradikalisme, men det er egentligt unødvendigt. Den havde de fleste luret. At nogle radikalt vil ændre danskhedsbegrebet, gør dog ikke konservative til nazister.

Statsborgerskab hedder formelt ‘Indfødsret’, og betyder blot, at personen nu juridisk set har samme rettigheder som en indfødt dansker. Nationalitet kommer af natio, der betyder fødsel. Som i herkomst. Familie. Slægt. Stamme. Gentagne henvisninger til nazi-tidens excesser vil ikke ændre et komma på dette.

Martin Krasnik er aldrig set ringere end i ugens udgave af Weekendavisen, og selvom jeg ikke er overrasket, så er jeg dog lidt skuffet – Hvem der er dansk (ikke online).

“Hvad tænkte Martin Henriksen i det øjeblik, han skulle svare på spørgsmålet: Er Jens Philip Yazdani dansk? Politikeren fra Dansk Folkeparti tøver ikke, da han bliver spurgt om Langkaer Gymnasiums elevrådsformands eventuelle danskhed. Henriksens svar kommer instinktivt: ‘Jeg kender ham jo ikke, så det kan jeg dårligt svare på,’ siger han. …

Henriksen uddybede på Ritzau en række danskheds-krav: Man skal være bundet af dansk sprog, kultur og tradition. Og have humor. Og fortolke ytringsfrihed på en bestemt måde, sagde Henriksen. Man ser det for sig: Kan man få Indfødsretsudvalget til at grine, får man et pas. Det handler åbenlyst ikke blot om at anerkende demokratiske værdier, ligestilling og trosfrihed, som vi deler med andre demokratiske lande. Det er heller ikke så simpelt, at man som indvandrer kan hævde at have gennemskuet den særligt danske måde, vi har institutionaliseret disse værdier i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet og ladet dem gennemstrømme vores sociale koder på. Nej, for ifølge Martin Henriksen har Jens Philip Yazdani slet ikke ret til selv at afgøre, om han føler sig dansk.

… På spørgsmålet om, hvorvidt ‘man først er en fuldbyrdet del af den danske kultur, hvis man er kristen,’ svarede Søren Krarup tilbage i 2004: ‘Ja, det kan man godt sige.’ Og i 2011 sagde han om folk, der melder sig ud af folkekirken, at de er ‘i færd med at bryde med det, der er dansk kultur.’ Han har endda skrevet, at det at være dansk er ‘en arvet virkelighed’, altså, at det kræver danske forældre.

(Grundloven, § 4: “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke…”)

Noget i samme retning sagde Martin Henriksen på DR2 forleden. Noget andet er kriteriet i Marie Krarups formulering: ‘Hvis ikke majoritetsdanskerne kan acceptere dem som danske, så ER de ikke danske, trods dansk pas og opvækst inden for Danmarks grænser.’ Det er Blut und Boden af den dybe slags; den sunde stat beror på enheden mellem folket – der er defineret biologisk og efter afstamning – og jorden.

Marie Krarups kriterium fik mig til at tænke på Karl Lueger, den antisemitiske borgmester i Wien og en af Hitlers store inspirationskilder. Det var nemlig ham, der sagde: ‘Wer Jude ist, bestimme ich.’ Hvem der er jøde, det bestemmer jeg! Det samme sagde Göring angiveligt, da tyskerne indførte forskellige kategorier af borgere med Nürnberglovene. Det er ikke borgeren eller mennesket selv, der afgør sin nationalkarakter. Vi taler ikke om de almindelige, objektive kriterier i form af krav til statsborgerskab. Nej, det handler om identitet, følelsen af, hvem man er, og hvilket fællesskab man mener at tilhøre. Og det er magthaveren, flertallet, der bestemmer, ud fra helt vilkårlige kriterier for, hvad der udgør folkekarakteren.

Hvem der er dansker – det bestemmer vi! Det er et ubehageligt skred, og man må konstatere, at kun få politikere i resten af blå blok har lagt afstand til disse udmeldinger fra Dansk Folkeparti. …

‘Når man forsøger at bestemme en folkekarakter, kan man ikke være forsigtig nok,’ skrev Georg Brandes, ‘thi den skifter igennem tiderne mere end det enkelte menneskes karakter.’ Dansk Folkeparti behøver ikke være forsigtig. Partiet mener tydeligvis, at den eneste måde, man kan være 100 procent dansk på, er at være hvid, uanset om man i øvrigt støtter alle mulige værdier om ligestilling, ytringsfrihed og demokrati. Ægte nationalitet, noget så personligt og svært definerbart som national identitet og nationalt sindelag afgøres af etnicitet, religion og hudfarve. Således mener altså landets næststørste parti og vel også dets leder, som man i disse tider diskuterer som mulig kandidat til statsministerposten.”



15. maj 2016

Roger Scruton i Danmark: “Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem…”

Roger Scruton har haft en travl pinse i Danmark med arrangementer i regi af Cepos og Trykkefrihedsselskabet. En af de skarpeste nationalkonservative filosoffer, der måske ikke er helt så underholdende som Mark Steyn, men omvendt går et spadestik dybere kulturhistorisk. Martin Krasnik satte ham stævne i Deadline i går, og minsanten om ikke DR2 vælger at skilte ham som ‘konservativ filosof’. Isoleret set rigtigt, men jeg husker ikke Deadline tidligere har givet ideologiske etiketter til gæstende intellektuelle.

Da revolutionære Slavoj Zizek var i Deadline for nogle år siden, fik indslaget titlen ‘Den vilde filosof’. Filosoffer til venstre for midten analyserer nøgternt, filosoffer til højre spreder ideologiske betragtninger. Det fordummende, er jo sådan set, at Scruton på ingen måde var en omvendt Zizek. Han lagde ud med vendinger der klart satte ham i analytikerens rolle: “De britiske EU-skeptikere følger meget stærkt…” og “… du tager fejl efter min mening.”

Krasnik var afdæmpet, og fik ikke et ben til jorden. Indslaget kan ses her. Mere hos Snaphanen. Talen kan ses på Youtube.

(Roger Scruton modtager Sappho-prisen i Trykkefrihedsselskabet, 14. maj 2016; Foto: Snaphanen)

Martin Krasnik, DR2: Hvis du vælger at stemme nej i juni, er det et nationalistisk nej?

Roger Scruton, filosof: Ikke nationalistisk, men nationalt.

Martin Krasnik: Hvad er forskellen?

Roger Scruton: Nationalisme er en ideologi der er aggressiv over for verden udenfor. Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem, vores naboer og venner. Dem har vi brug for, hvis vi skal have et frit samfund og en retsstat.

[…]

Martin Krasnik: … hvis der bliver flertal for at forlade EU i juni. Kan man så sige, at det er et bagudrettet og ikke et fremskridtsvenligt valg?

Roger Scruton: Ja, det siger man, men hvad betyder ordene ‘bagudrettet’ og ‘fremskridtsvenlig’? Vi fik nok af den sprogbrug, som Sovjet prøvede at proppe ned i halsen på os. ‘Det småborgerlige demokrati er reaktionært. Folkets demokrati er fremskridtsvenligt.’ Jeg mener, at alle, der bruger ‘fremskridt’ (progress) som noget positivt bør have hovedet undersøgt.

Oploadet Kl. 10:43 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


15. april 2016

Jacob Scharf: Islamisk radikalisering har intet med Islam at gøre, politiske mål er efterrationaliseringer

Tidligere PET-chef Jacob Scharf var gæst i Deadline fredag i sidste uge, i egenskab af direktør for den sikkerhedspolitiske tænketank CERTA. Emnet var islamisk radikalisering, og udgangspunktet var en af Scharf udarbejdet rapport om samme. Rapporten handler hovedsageligt om islam, men der er også gjort plads til et kapitel om at bekæmpe ‘højreekstremisme’, der nævnes hele 39 gange på de 88 sider. Venstreekstremisme tematiseres ikke, og nævnes blot fire gange, alle i forbindelse med sætningen ‘højre- og venstreekstremisme’. Et faktum der sætter Jacob Scharfs herostratiske P1-optræden i relief.

(Certa, Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, 2015; Trygfonden.dk)

Jacob Scharf sagde meget selvmodsigende vrøvl under den ti minutter lange interview, og det er som om apologeterne er ved at være slidt ned. Scharf hævder, at forskningen bakker ham op, men altså – forskningen er jo en integreret del af problemet. For Scharf handler terrorisme om mange forskellige ting, blot ikke om religion (læs: Islam). Afslutningsvis forklarede han, at islamiske terrorister heller ikke havde politiske mål, men at det i virkeligheden handlede om marginalisering, tilhørsforhold og en række andre pseudo-akademiske trylleord.

Enhver der kender lidt til Koranen, vil vide at Islam er en ideologi, og tager man Scharf på ordet, så vil enhver der forfølger ideologien militant, være et frustreret offer for samfundets marginalisering, ikke en proponent for en ideologi. Når kommunister i Brigate Rosse bombede for at skabe en ny revolutionær stat, så kan det heller ikke have noget med politik at gøre. Voldelige personer begår vold, og det udtrykte motiv er blot en bekvem ‘efterrationalisering’. Martin Krasnik gjorde det glimrende, men også på lidt billig baggrund.

Tænketanken Jacob Scharf tænkte ikke dybe tanker, om andet end egen karriere, og lød som en gennemsnitlige universitetsmarxist. Indslaget kan se på dr.dk.

Jacob Scharf, direktør, Certa: … der er relativ stor forvirring i den offentlige debat om radikalisering, og derfor er der brug for at vi kigger på hvad det er vi ved, om hvem der bliver radikaliseret og hvorfor. Og det vi kan se, er for det første, at der ikke er nogle klare årsagssammenhænge. Men der er en række baggrundsfaktorer, som spiller ind her. En række forhold, som virker som katalysatorer, og så er der selvfølgelig en række måder som radikaliseringen foregår. Hvis vi kigger på baggrundsfaktorene, så er det gennemgående, at dem der bliver radikaliseret, at de har en oplevelse af marginalisering, en følelse af, at de bliver behandlet uretfærdigt. Og som der også er hos de pågældende på det tidspunkt, hvor de søger en mere radikal retning, en sårbarhed, typisk på grund af nogle skift i deres liv.

Jacob Scharf: … ikke på alle faktorer, for der er nogle fællestræk, når vi kigger på de terrorsager vi har haft i Danmark, og også i udlandet. Vi kigger på – hvem er det der er blevet radikaliseret, hvad er det for en baggrund de har, og hvordan er det radikaliseringsprocessen er forløbet. Det man kan se, det er, at der jo ikke er tale om at man på grund af en bestemt etnicitet, på grund af en bestemt religiøs tilhørsforhold er disponeret for at blive radikaliseret. Det er i langt højere grad et spørgsmål om en følelse hos personen, en marginalisering, at stå udenfor… Der er forskning på området. Der er rent faktisk foretaget undersøgelser af de her ting. Det vi gør i rapporten, det er at kigge på – hvad er det for forskning, hvad er et for resultater man har, og så prøver vi også, at lave en samlet fremstilling af de forskningsresultater. Så der er forskning på området.

Jacob Scharf: … der er nogle baggrundsfaktorer, som har en central betydning her, og der er også nogle forhold som virker som katalysatorer. Hvorfor er det at nogle bliver radikaliseret, og ikke andre. Det handler i høj grad om, at der hos dem, der så bliver radikaliseret, når de går ind i et forløb, så handler det om en fascination af vold, en søgen efter spænding. Det handler også om en søgen efter et tilhørsforhold, og efter en gruppeidentitet.

(Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, s. 20)

Martin Krasnik, DR2: Hvorfor nævner du ikke – nu sidder jeg og kigger på den her rapport, som både er kommet i en længere og en kortere version, og der står simpelthen intet om at religion er problemet. På trods af, at langt langt de fleste af de her mennesker bekender sig til en meget meget klar religion, dogmatik og holdninger i den forbindelse.

Jacob Scharf: Ja, og det er fordi, de undersøgelser, den forskning, der ligger på området – peger meget klart i retning af, at det her er ikke et spørgsmål om religion. ligeså lidt som…

Martin Krasnik: Men de er jo alle sammen fra samme religion?

Jacob Scharf: Lige så lidt som venstreekstremistisk terrorisme har haft noget med politik at gøre, eller højreekstremisme for den sags skyld, så har det her grundlæggende ikke noget med religion at gøre. Det vi kan se, det er at dem der bliver radikaliserede, og dem der begår terrorhandlinger, der fylder religion faktisk meget lidt. De er ikke særligt velbevandret i religion. Religionen er i de her processer en efterrationalisering, et spørgsmål om at bruge nogle religiøse argumenter til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Er det ikke sådan en underlig psykologisering. Det kan da godt være det er en efterrationalisering, men vi taler om folk der på ret kort tid bliver radikaliseret. En af dem der blev tilbageholdt i går, anholdt i går, en af dem der har været i Syrien, han blev på meget få måneder radikaliserede, og arbejdede vistnok som pædagogmedhjælper eller et eller andet, var en del af det danske uddannelsessystem. Han bliver religiøs, det er det der er den afgørende faktor for ham, ligesom for mange af de andre.

Jacob Scharf: Nej, nej. Det er ikke rigtigt.

Martin Krasnik: Det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan forskning kan udelade det åbenlyse logiske svar.

Jacob Scharf: Han bliver voldelig, og han bevæger sig i voldelige…

Martin Krasnik: – Han siger han bliver religiøs!

Jacob Scharf: – en voldelig ekstremistisk retning. Ja, og det er nogle argumenter. Det er de argumenter, den propaganda, som islamiske ekstremister bruger, og det er det som terrorister bruger for at forklare og retfærdiggøre hvorfor de begår vold. Så det er ikke et spørgsmål om religion, ligeså lidt som venstreekstremistsk terrorisme, højreekstremistisk terrorisme, er et spørgsmål om politik, selvom der bliver brugt politiske argumenter for at forsvare de voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Det sætter jo simpelthen en pil igennem årtiers mantra om terror, at det er politik med andre midler. I stedet for at føre politikken i parlamenter eller ved at gå til demonstrationer, så fører man den ved at udøve vold. Og de her islamister, de siger det jo selv – de er uenige i den politik vi fører i Mellemøsten, det er en krig de fører mod os. Os mod muslimerne. Vesten mod Mellemøsten eller Islam. Altså, det er politisk-religiøse argumenter. Og så siger du, at det tror jeg bare ikke på, at de mener alvorligt – eller hvad?

Jacob Scharf: Nej, der er jo ingen tvivl om, at terror og formålet med terror, jo ikke bare er et spørgsmål om at slå ihjel, at slå så mange civile ihjel som overhovedet muligt. Der ligger nogle motiver, der ligger også i det, at man ønsker at tvinge eller true, at destabilisere samfund som man mener hviler på nogle forkerte værdier. Og det er derfor, at vi skal tage terrortruslen alvorligt, fordi de berører, og er rettet mod nogle grundlæggende værdier i vores samfund. Men det er væsentligt at holde fast i, for det er jo også afgørende for hvordan vi vælger at bekæmpe og forebygge terrorisme – er det væsentligt at holde fast i, at det her handler om nogle andre ting end religion. Der indgår nogle religiøse argumenter, men det handler grundlæggende om nogle andre ting.

Martin Krasnik: Det er simpelthen for ukomfortabelt for os at sige, at det handler om religion. Det forsøger politikere jo altid at sige, at det ikke handler om Islam, men noget andet, og så siger vi også samtidigt, at det jo nok heller ikke handler om politik, for hvis det gjorde det, så var det jo en politisk kamp, hvor vore politiske modstandere ikke anerkender vores politiske slagmark, men tyer til vold. Men terror har jo altid eksisteret som politisk våben. Det gør det også i dag, og så siger du – næh, det tror vi bare ikke rigtigt på, at de mener. Det er nogle helt andre motiver end dem de selv tror de har. Hvordan kan man undersøge sig frem til det?

Jacob Scharf: Det er jo rent faktisk fordi, at der er foretaget forskning i de her ting, og der er kigget på de terrorsager vi så har haft, både i Danmark og i udlandet, de gerningsmænd der har begået forfærdelige handlinger. Hvis vi spoler tilbage, og ser hvad det så er for nogle personer det handler om, hvad er det for en udvikling de har gennemgået, hvad er det der har motiveret dem, ja, så er det grundlæggende nogle andre ting end religion. Og religion det er først og fremmest en efterrationalisering. Det er religiøse argumenter der bliver brugt til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger. Vel at mærke voldelige handlinger, som er rettet imod vestlige samfund, som er rettet imod nogle grundlæggende værdier i åbne demokratiske samfund.

Martin Krasnik: Det er jo det samme som at sige, at du mener ikke hvad du siger. Du mener i virkeligheden noget andet. Du sidder overfor en politiker, og siger – du har nogle helt andre motiver, end det du har, bare fordi vi ikke bryder sig om den måde du udtrykker dig på.

Jacob Scharf: Nej, men det tror jeg man vil se i mange sammenhænge, at der kan blive brugt nogle argumenter, nogle forklaringer, i virkeligheden i forhold til nogle handlinger, hvor det der ligger til grund for de pågældende handlinger er det andet.

Ekstern kommentar.

“Det blev om ikke andet klart, da han – naturligvis for ikke at lyde fuldstændig imbecil – indrømmede, at terror er et angreb på de vestlige værdier. For hvordan skulle en adfærd drevet udelukkende af behovet for spænding og fællesskab dog være et angreb på ‘værdier’? Var det ikke netop en del af efterrationaliseringen: at man påstod at agere i forhold til en værdikonflikt mellem islam og vesten, mens man i virkeligheden udlevede helt andre behov?

… hvis man nu ikke har alt for mange brikker at flytte rundt med, er det jo også en stor fordel at kunne forklare hele kulturhistorien med en lille håndfuld let lærte begreber – fx ‘frustration’, ‘traume’, ‘eksklusion’ og ‘fællesskab’ – i stedet for at skulle sætte sig ind i alle de sære tanker, som folk har udtrykt i vidt forskellige sprog og terminologier.

Scharfs betonfaste adskillelse imellem de psykologiske årsager til terror og de ideologiske efterrationaliseringer lugter langt væk af tankeløse menneskers leg med nogle begreber, de ikke kan overskue.” (Tankesite, 9. april 2016)



1. august 2015

Sea Shepherd-talsmand: Man bør ikke dræbe hvaler, der er jo også supermarkeder på Færøerne…

Deadline havde torsdag aften inviteret Valentina Crast fra miljøorganisationen Sea Shepherd i studiet til en debat om organisationens modstand mod færøernes årlige ‘grindedrab’. Sea Shepherd giver endnu mindre mening end Greenpeace, og havde det handlet om dyrevelfærd, så ville det jo nok give mere mening at kæmpe for de mere end 100 mio. fjerkræ, danske producenter halalslagter hvert år efter et kort liv i fangeskab.

Sea Shepherd er militante veganere fra overdrevet. Indslaget kan ses på DR.dk, men man kan med fordel nøjes med at læse Lars Tvedes debat-oprids. Bemærk: Nedenstående er således ikke ordrette citater.

Martin Krasnik, Deadline: I prøver at stoppe grindedrab fordi i siger, det er ulovligt, brutalt og sardistisk lystmord.

Valentina Crast, Sea Shepherd: Ja. jeg er styret af moral og etik samt medfølelse for medmennesker og dyr.

Martin Krasnik: Men grindedrab er ikke ulovligt, som i siger, for Førøerne og Grønland er ikke omfattede af den relevante lovkonvention.”

Valentina Crast: Vi har ret til at forhindre brud på internationale konventioner om dyrebeskyttelse. Det er ikke blevet retsligt efterprøvet, at Færøernes grindedrab ikke er et lovbrud.

Martin Krasnik: Der står sort på hvidt i den relevante konvention, at netop disse områder specifikt ikke er omfattet af den.

Valentina Crast: Ok, så det er ikke ulovligt, og vi ved, at det vi selv gør, er potentielt ulovligt. Men grindedrab er stadig umoralsk, og vi vil derfor gå før politikere og bryde loven.

Martin Krasnik: Ok, så i medgiver, at grindedrab ikke er ulovligt og at i derimod selv bryder loven. Men hvorfor er grindedrab så særlig barbarisk? Vi dræber milliarder af forskellige dyr for at spise dem. Hvad gør grindedrab værre end drab på andre dyr?

Valentina Crast: Fordi det er underholding. Og de spiser det ikke.

Martin Krasnik: Jo, de spiser faktisk alt kødet.

Valentina Crast: Ok de spiser det, men der er supermarkeder på Færøerne, hvor man kan købe anden mad, så hvorfor dræbe hvalerne?

Martin Krasnik: Hvis man spiser grindehvaler, behøver man ikke spise de andre døde dyr, der sælges i supermarkederne. Hvorfor er det værre at dræbe grindehvaler end at spise dræbte får, høns og svin?

Valentina Crast: Ok, grindedrab er ikke særlig barbarisk, men det er unødvendigt.

Martin Krasnik: Er det ikke bedre, at Førøerne lever af det naturlige omgivende økosystem end af dyr, der er bragt kunstigt, der til? Grinder lever jo der naturligt og er jo ikke truede?

Valentina Crast: Nej, vi siger heller ikke, at de er truede. Men skal vi vente på, at de bliver truede?

Martin Krasnik: Så du er enig i, at det ikke er ulovligt, det ikke er mere barbarisk end slagtning af andre dyr, at det ikke er unødvendigt og at grindehvalerne ikke er truede. Så hvorfor kører i denne store kampagne?

Valentina Crast: Fordi vi er moralske.

Martin Krasnik: Du deler citater fra jeres stifter, der beskriver grindedrab som sardistiske lystmord. Er du enig i den beskivelse.

Valentina Crast: Ja, for de viser billeder af det.

(Sea Shepherd-sympatisør blandt angribende venstreradikale, København, 10. maj 2014; Uriasposten)

Oploadet Kl. 14:29 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


12. juli 2015

Virkeligheden kontra ‘Krasniks forskning’: Karaktermord på Inger Støjberg på fejlagtigt grundlag…

I 19-Nyhederne på TV2 torsdag aften interviewede Uffe Dreesen en gruppe afghanske og syriske flygtninge. På spørgsmålet om hvorfor de søgte mod Danmark eller Sverige, svarede afghanske Hamitullah ærligt at det blandt andet var “fordi de var arbejdsløse”, og at der i øvrigt var mange forskellige grunde. “Alle håber de bare på et bedre liv”, som det blev introduceret. Det er ikke første gang flygtninge har været ærlige på på nationalt tv, men heller ikke denne gang gav det ikke anledning til politisk debat. Intet er sandt før det har stået i Politiken.

(Afghansk flygtning der vil til Danmark eller Sverige, nævner ‘arbejdsløshed’ som flygtningegrund)

Tre dage tidligere var integrationsminister Inger Støjberg gæst i Deadline, og fik her den store tur af Martin Krasnik. Der var, ifølge Krasnik, intet forskningsmæssig belæg for at hævde, at flygtninge havde økonomiske incitamenter til at vælge Danmark. Krasnik tror næppe på det selv, men rød blok gik til valg på løgnen, og således blev det også denne gang det mediemæssige udgangspunkt.

God lang kommentar af ‘Allez’, der har set nærmere på ‘Krasniks forskning’ og fremlagt sine fund på 180 Grader – Martins Krasniks kritik af Støjberg bygger på rapport med forkert konklusion (let ændret opsætning).

“Efter programmet var der en mindre ’shit-storm’ på mit Facebook feed, hvor Støjberg blev kritiseret for at bedrive politik på mavefornemmelse, og i strid mod videnskabelig fakta. Også den erklæret borgerlig-liberale politiske kommentator Jarl Cordua, kritiserer Støjberg…

I hele første halvdel af interviewet betvivler Krasnik stærkt, at ydelsernes niveau skulle have nogen betydning, og siger (14:25): ‘Skal vi ikke holde os til de undersøgelser der er lavet på spørgsmålet. Der er faktisk lavet undersøgelser I Europa. Der specifikt spørger, hvad betyder det når man sætter ydelsen ned eller op, for beslutningen om at tage til det ene land, fremfor det andet. I Storbritannien lavede man i 2010 en stor undersøgelse, og der konkluderer man simpelthen knivskarpt: (14:43 her vises citatet på skærmen) ‘Der er intet statistisk signifikant forhold mellem niveauet af sociale og velfærdsydelser og asylansøgninger’

Dette citat er helt centralt, da det er en stor del af præmissen for Krasniks kritik gennem resten af interviewet. Og citat vises på skærmen, sammen med henvisning til den rapport det kommer fra, som er: ‘Refugee Council Chance or choice? Understanding why asylum seekers come to the UK’. Der er skrevet af en professor Heaven Crawley og som kan findes her

Omvendt argumenterer Støjberg flere gange i løbet af 25 minutter lange interview for, at det er hendes klare overbevisning, at ydelsernes niveau har betydning, men det naturligvis ikke er den eneste bevæggrund for asylansøgerne. …

Det er min påstand. At selve rapportens konklusion er forkert. At Krasnik enten ikke har læst eller forstået rapporten, og at Krasnik dermed bestemt ikke var godt forberedt. Af rapporten som Krasnik citerer fra, fremgår på side 4 under overskriften: ‘Methodology’: ‘The report is based on evidence gathered through a review of the existing literature and semi-structured interviews with 43 refugees and asylum seekers living in the UK. Ten of the respondents arrived as separated children. Focus group discussions were also held with 25 people.’

Allerede her tager Krasnik fejl, da 43 interviews og en fokus gruppe, næppe kan betegnes som en ’stor undersøgelse’.

Derudover ved enhver med en smule statistikkundskaber, at man ikke kan konkludere om noget er statistisk signifikant på baggrund af nogle ’semi-strukturerede’ – hvad det så end er – interviews og nogle fokusgrupper, hvorfor man allerede her bør blive en smule skeptisk. Ikke desto mindre stammer det centrale citat fra denne rapport, hvor der på side 17 i første spalte, andet afsnit står: ‘Studies have identified that there is no statistically significant relationship between the level of social and welfare benefits and asylum applications’.

Citatet kommer dermed reelt på baggrund af ‘review of the existing literature’, og Heaven Crawley henviser også ganske loyalt til konklusionens ophav umiddelbart derefter, som er to andre rapporter:

Asylum Destination Choice What Makes Some West European Countries More Attractive Than Others?‘ – Eric Neumayer

og

Does Policy Matter? On Governments’ Attempts to Control Unwanted Migration‘ – Eiko R. Thielemann

Begge rapporter er i sig selv ganske interessante og underholdende. Da begge rapporter på baggrund af noget forskelligt datamateriale, opstiller en statistisk model, hvor et givet lands relative antal af asylansøgere ift. den samlede befolkningsstørrelse, forsøges forklaret statistisk ud fra nogle forskellige parametre.

Blandt de mere ‘underholdende’ forklarende parametre, finder Neumayer at stemmeandelen til ‘højre populistiske partier’ (fx Front Nationale i Frankrig og Vlaams Block i Belgien), er statistisk signifikant som forklarende variabel for antallet af asylansøgere, med det forventede fortegn. Mao. jo større stemmeandel til de højre populistiske partier, desto færre asylansøgere.

Hvad der dog er vigtigst i relation til Krasnik, Støjberg og interviewet i Deadline er dog, at det citat som Krasnik fremhæver, IKKE fremgår af nogen af de to ovenstående artikler.

Når man læser artiklerne, er der næppe tvivl om, at Heaven Crawley (og Krasniks) ‘citat’: ‘Studies have identified that there is no statistically significant relationship between the level of social and welfare benefits and asylum applications’. Er skrevet på baggrund af artiklen af Neumayer.

Som en af de forklarende variable, bruger Neumayer ‘Socialwelfare’, som er insignifikant ift. antallet af asylansøgere. Neumayer skriver konkluderende på side 174. ‘It seems that the level of social and welfare benefits as a share of GDP is not a statistically significant determinant of destination choice. One caveat is that this variable refers to the general generosity of welfare programmes rather than to the generosity of social and welfare benefits specific to asylum seekers

Udover Neumayers korrekte forbehold, at den generelle velfærd, ikke nødvendigvis siger noget om velfærdsydelser til asylansøgere. Er der det store problem med Neumayers variabel for social velfærd, at den intet har med niveauet at gøre, men er et mål for velfærdsudgifter i forhold til BNP.

Han skriver på side 169. ‘Unfortunately, I have no measure of the generosity of welfare benefits specific to asylum seekers. In its absence I resort to a variable measuring general social and welfare expenditures relative to GDP (%SOCIALWELFARE), with data taken from IMF (various years). Of course, this is not a totally satisfactory proxy variable since countries with more generous general social and welfare benefit systems do not ecessarily extend this greater generosity to asylum seekers.’

Med andre ord, ville den korrekte konklusion være: ‘Der er intet statistisk signifikant forhold mellem det relative niveau af sociale og velfærdsydelser i forhold til BNP og asylansøgninger’

Men som det er velkendt fra den generelle fattigdomsdebat, er der stor forskel niveauet af sociale ydelser og det relative niveau af sociale ydelser. Uden at have opstillet en statistisk model derfor, kan man ved selvsyn konstatere at der er stor forskel på det relative og faktiske niveau for velstandsydelser, ved at besøge OECD’s statistik derom her

Med andre ord, er et højt/lavt relativt socialt udgiftsniveau, ikke ensbetydende med et højt/lavt absolut udgiftsniveau.

Tilbage står at Heaven Crawleys og Krasniks konklusion, ikke er korrekt på baggrund af de kilder og data, som ligger til grund derfor. At Krasnik ikke kan have læst Crawleys rapport tilstrækkeligt kritisk, og at han derfor ikke var specielt godt forberedt. (Måske på andet end, et forsøg på karaktermord på Støjberg)



4. februar 2015

“… vi lever i det post-faktuelle samfund.. Derfor er Mogens Lykketoft stadig ekspert i det arabiske forår”

Den altid velskrivende Niels Lillelund nævnte nærværende blog i søndagens Jyllands-Posten – Monday morning quarterbacks (kræver login). Han helgarderer lidt i forhold til den politiske korrekthed, og det er fint med mig. Jeg er ikke på valg.

“De er monday morning quarterbacks, som man siger i det amerikanske. De kan se alt det indlysende bagefter… I den snakkende klasse findes dusinvis af snakkere med overraskende, ja, komplette indsigter. De kan ikke bare kan se klart bagud, de kan se alting, simpelthen; de ser over lange afstande og langt ud i fremtiden, de hører, ja, føler folks følelser på pladser langt herfra… Som enfoldig borger og ydmyg licensbetaler forbløffes man dagligt over de dybder af visdom, det klarsyn, der strømmer ud ad alle tænkelige kanaler.

Lad os tage et eksempel. Det arabiske forår. Som det hed. Det er faktisk et rigtigt godt eksempel, hvad et afsnit af Debatten på DR2 fra februar 2011 kan tjene til at illustrere. Selve transskriptionen har jeg fundet på den stærk apokryfe hjemmeside Uriasposten (og hvis De klikker derind, så er det virkelig på eget ansvar). Men selve debatten, komplet med levende billeder af overbærende skuldertræk og skråsikre smil, ligger skam stadig online, i hvert fald ind til Statsradiofonien vælger at tage det ned for at give plads til nye statsautoriserede skråsikkerheder, og se den, det er kosteligt, det er som at gense Otto Leisner bare uden charmen.

Gensyn med Fjernsyn, hør bare, thi det er tværpolitisk vrøvl, alle vil være med, og ligesom alle er enige om, at man skal støtte de demokratiske kræfter, så ved de også alle sammen alting. Det må siges hviskende, næsten uhørligt, men misantropen Messerschmidt står sig bedst ved gensynet fire år efter, han fik ret, som misantroper oftest får det:

‘Martin Krasnik, journalist: Vi har bedt, tryglet og håbet på demokrati i årtier i Mellemøsten. Nu kommer det. …

Lene Espersen (K): Jeg tror faktisk på, at der er den rigtige vej, nemlig demokratiets vej. …

Mogens Lykketoft (S): Vestens politik har været dirigeret af de neuroser som Messerschmidt og Kholghi har fremlagt her i dag. Nemlig at hvis man lod folket bestemme, så ville de sikkert blive islamistiske fundamentalister og alt muligt andet. … Der er ved at opstå en ny verdensorden i Mellemøsten. Det er ikke de skæggede gutter, der går på gaden. Det er unge mennesker, det er veluddannede mennesker, som kan bruge Facebook, som kan bruge Twitter, som gerne vil have demokrati. …

Trine Pertou Mach (SF): Morten (Messerschmidt), nu er du jo ikke tynget af visdom om den arabiske verden, kan man godt høre. Jeg har boet i Egypten i to år og beskæftiget mig med Mellemøsten professionelt i 10 år, så jeg ved faktisk en del om hvad det er der foregår.’

Ja, nemlig, ja. Som Kaare siger det i Drengene fra Angora. Som i det mindste var sjove. Disse profeter og sandsigersker er mere bare til grin, for det sagde de sgu, ordret, alt dette vrøvl om det arabiske forår… Fordelen ved at være ekspert er, at man aldrig bliver stillet til ansvar. Man er derfor usårlig, urørlig, stedse parat til nye ekspertudtalelser, for vi lever i det post-faktuelle samfund, i år og næste år. Derfor er Mogens Lykketoft stadig ekspert i det arabiske forår…

(Jyllands-Posten, 1.februar 2015, Indblik, s. 17; Se evt. Uriasposten, DR2)



11. december 2014

Martin Krasnik, ‘Fucking jøde’ (2014): “På Snaphanen, en af de mest rabiate højrefløjssider blev jeg…”

Martin Krasnik gengiver i sin bog ‘Fucking jøde’ (2014) en række kommentarer fra Snaphanen og Uriasposten, taget direkte fra Klaus Wivels artikel om samme sidste år. Den citerede her fra siden er en ‘Albert Olsen’, som efterfølgende kommenterede sagen her. Alle journalister laver fejl, men Wivels udpegning af Snaphanen som værende et antisemitisk epicenter, burde Martin Krasnik selvfølgelig ikke gentage. Krasnik er ikke et lallende tåbe, så det må handle om positionering. Som jeg skrev sidste år, da sagen var oppe at vende.

“… siger… meget om massemedierne, at Snaphanen for anden gang i denne uge shames med baggrund i kommentarer, på en debat han i modsætning til undertegnede forsøger at moderere. Det var et svært valg jeg traf i tidernes morgen, og bevares, jeg gør vel en dyd ud af nødvendigheden, men lige netop nedenciterede artikel illustrerer hvorfor det efter min mening ikke giver mening at satse på fair play i MSM.”

(Martin Krasnik, Fucking jøde, 2014. S. 168f)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper