27. november 2019

Om Yahya Hassan: Medieeliten krænker ofrene ved at banalisere ‘hans kontinuerlige voldsadfærd’

Foruden de nævnte krænkelser af kvinder, har Yahya Hassan fået domme for trusler og vold, og har blandt andet skudt en mand. Medieeliten bruger den kriminelle palæstinenser til at positionere sig, og hykleriet er næsten det værste. Kommentar af Nis Asbjørn Mollerup i Information – Krænkeren Yahya Hassan får frit spil af medie- og kultureliten. Det er bizart.

“Til Yahya Hassans held har den danske kultur- og medieelite valgt at overse alle de mennesker, som han groft har forulempet, og man har banaliseret hans kontinuerlige voldsadfærd som ungdommelige smuttere.

Han har stalket en kvinde i flere år og brudt et polititilhold igen og igen, og han har krænket kvinder seksuelt og truet dem på livet. Alt sammen noget han er dømt for.

Alt dette er sket uden nogen fordømmelse eller reel problematisering fra elitens side. Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik ringede ind til den lukkede afdeling for at høre den kognitivt usammenhængende voldsmand brøle om sit psykosefremkaldende kokainmisbrug, men spurgte i sit interview aldrig til hans alvorligste krænkelser.

Adam Holm, Paprika Steen, Jes Stein Pedersen og Poul Nesgaard udviste alle medlidenhed med Hassan i programmet 4. division på P1. De mente, at Hassan havde brug for et kram oven på dommen. …

Han har nemlig hverken vist nogen troværdig form for anger endsige overbevisende tegn på forandring. Der er trods alt tale om et konsistent voldsmønster og mennesker, der har fået dybe ar på sjælen. Det er der tilsyneladende ingen, der bider mærke i. …

Den nye udgivelse indeholder endda digtet ‘Tilhold’ om Hassans ekskæreste, som han hyppigt har brudt sit polititilhold imod. Det betyder, at den psykiske vold fortsætter… Som samfund må vi erkende, at tusinder af mennesker har ladet sig besnære af en afstumpet charlatan, hvis eskapader har plaget mange menneskers liv, mens han har pirret de dannede med sin provopubertære karisma.

(Yahya Hassan, kriminel digter; Foto: Youtube)



19. november 2019

Blüdnikow: “.. over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring”

MSM er vilde med vanekriminelle Yahya Hassan, og pludselig handler det ikke mere om Islam, men om danskernes iboende racisme. I et interview med hans nye ven Martin Krasnik, fortæller digteren, at han ikke mere vil være ‘præmieperker’, og der er da givetvis nok større guldkæder i at være (det kommentarsporet kalder) ‘kæleperker’. Der er noget med formen, men ret beset, så er der ikke meget nyt i forfatterskabet. Det hele blev beskrevet stringent af Lars Hedegaard og andre for 10-15 år år siden, men der nægtede etablissementet at høre efter. Hedegaard er naturligvis forhadt i dag. Skud budbringeren…

Interessant kommentar af Bent Blüdnikow i Berlingske – Hvorfor fortæller Weekendavisen ikke hele sandheden om Yahya Hassan?

“Mange intellektuelle elsker kriminelle kunstnere. De finder en attraktion i kunstnere, der bryder moralske og kriminelle grænser, som de ikke selv tør. Et klassisk tilfælde er den franske forfatter Jean Genet (1910-1986), der var kriminel, men også skrev litteratur. På trods af domme så elskede den franske venstrefløj ham, og Jean-Paul Sartre og Picasso fik ham benådet. …

Man får mindelser om den beundring, når man læser Weekendavisens artikler i sidste uge om digteren Yahya Hassan. Avisen bringer et interview af chefredaktør Martin Krasnik. Det fremgår af dette, at Hassan har boet hjemme hos Krasnik i to måneder og har været hjemme hos hans forældre til chanukka. Interviewet kommer ind på Hassans personlige problemer, og Krasnik skriver: ‘Han passer ikke ind nogen steder, ikke hér, ikke dér.’

Desuden skriver redaktør Klaus Wivel en leder om Hassan, der er fuld af beundring for digteren: ‘Ingen har i dansk litteratur nogensinde formået at skabe et værk, som så konsekvent og med så voldsom sproglig kraft bruger egen magt og afmagt til at udstille alt og alle omkring sig.’ Wivel betegner hans virke som ’sandhedsskildring’.

Men det er ikke hele sandheden om Yahya Hassan, for Weekendavisen forbigår en vigtig del af historien. Og det er, at han i 2015 meldte sig som opstillet til Folketinget for partiet Nationalpartiet. Det var kritisk vendt mod indvandringspolitiken, som ifølge partiet ‘har fået en retorik med racistiske undertoner’. Hassan ændrede nu holdning til sine digte og understregede, at ‘min digtsamling har aldrig været en ‘islamkritik’.’ Han deltog i debatten om Israel-Palæstina-striden med forudsigelige indlæg om, at Israel var skyld i ulykkerne, og palæstinenserne blot var ofre. Om Israel anvendte han ordene ‘undertrykkelse, vold, racisme, fanatisme og had’. Hassan forsøgte at få venner, og modet til at stå alene svigtede.

Martin Krasnik hev bukserne af islamkritikeren og attentatofret Lars Hedegaard i et interview i Deadline og tværede ham ud. Han kaldte ekstremisten Rasmus Paludan for en nazist. Men over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring.

(Lars Aslan Rasmussen på Facebook, 9. november 2019)



17. maj 2019

Mogens Glistrup under valgkamp (2001): ‘Fremskridtspartiet vil udvise 420.000 muslimer af Danmark’

“Vi har ikke siden 40’erne haft et åbentlyst fascistisk parti, der stiller op til Folketinget”, fortalte Martin Krasnik torsdag under debat på DR2. Ser man bort fra misbrugen af ideologiske begreber, så er det også faktuelt forkert.

Som andre har påpeget, så er der store ligheder mellem Rasmus Paludan og Fremskridtspartiets Mogens Glistrup, der i 2001 gik til valg blandt andet med den mærkesag, at 420.000 muslimer skulle udvises af Danmark. Alternativt: Interneres i lejre. Et ‘muhamedanerfrit Danmark’, forstås. Der er sket meget de seneste atten år, men det meste har været retorisk. Krasnik & Co. har intet set endnu.

Når Folketinget har vedtaget en lov, om at man ikke vil have muhammedanere i Danmark, at muhammedanere ingen ret har til at opholde sig i Danmark, og de så efter de tre måneder de har fået til at rejse ud af Danmark, stadig bryder de danske love, så må man jo frihedsberøve dem. Så må vi sætte dem i lejre, det er da ganske klart. Hvordan skulle vi ellers gøre det.” (Mogens Glistrup, partileder Fremskridtspartiet, DR1, 6. november 2001)

“Paludans vision om et Danmark stort set uden muslimer ligger dog i nogen grad i tråd med Mogens Glistrups på dennes senere dage. I 2001 erklærede Glistrup, der da var blevet genvalgt som formand for et noget hensygnende Fremskridtsparti, at han ville udvise 420.000 muslimer fra Danmark. En unægteligt ambitiøs vision, da der ikke var 420.000 muslimer i Danmark i 2001.” (Mikkel Andersson, Berlingske, 4. maj 2019)

(Fremskridtspartiet anno 2001: 420.000 muslimer skal udvises)



3. maj 2019

Chefredaktør Krasnik om pro-jødiske Paludan: “Med sit menneskesyn er Rasmus Paludan nazist.”

I forrige post citerede jeg kendt journalist, der påpegede at indsamlingen imod Rasmus Paludan ikke var ‘politisk’, men derimod ‘humanistisk’. For tredive år siden var alt politik for venstrefløjen, men nu hvor de har taget og konsolideret magten, skal dissidenter undertrykkes med afpolitiserende stikord. ‘humanisme’ er blot et af flere.

Martin Krasniks leder i seneste udgave af Weekendavisen illustrerer hvor skidt det står til. Når Stram Kurs (i lighed med andre partier) arbejder politisk for at ændre Grundloven, så vil Paludan i modsætning til de andre ‘afmontere’ den, og selvom Paludan sympatiserer med nazismens modstandere, så er han stadig nazist, blot en utraditionel en af slagsen. “Med sit menneskesyn er Rasmus Paludan nazist.”, noteres det, og således bliver nationalsocialistisk ideologi som formuleret og praktiseret af Hitler-regimet reduceret til et banalt skældsord. Stram Kurs er dog samtidig ‘et fascistisk parti’. Begreberne bruges i flæng, og betyder mindre og mindre.

I samme avis angriber andre Paludan for at være ‘højreradikal’. Så han er både radikal højreorienteret og (ikke-jødehadsk) nationalsocialist. Man bliver nemt rundtosset. Krasnik i Weekendavisen – Valget (se evt. her)

“Folketingsvalget om få uger bliver af mange omtalt som historisk. Det vil vise sig. Historisk er dog allerede det faktum, at et fascistisk parti står på stemmesedlen. Det er ikke sket siden 1939, og det alene er en milepæl. Tiden var en helt anden, men folk, der kan huske dét valg, har muligvis grundet over den slående fysiske lighed mellem Frits Clausen og Rasmus Paludan. Sådan ser danske nazister altså ud.

2019 er ikke 1939, og man vil måske indvende, at de ideologiske forskelle er store. Nazismens bidrag til fascismen er det ideologiske jødehad, men skifter man jøder ud med muslimer, består Paludan til fulde prøven: Muslimer hører pr. definition ikke hjemme i det kristne Danmark, mener Stram Kurs. Erklærer de sig overhovedet som muslimer, skal de deporteres. Børn af blandede par sorteres efter antallet af ‘rene’ bedsteforældre. For de tilbageværende muslimer i Danmark gælder særlige regler for deres færdsel i det offentlige rum. Danmark skal renses for muslimer. Paludan kender tydeligvis Nürnberglovene og den national­socialistiske racelære. Til alle dem, der kalder Paludan for klovn, opvigler, gøgler, provokatør, nar eller andet muntert, må man sige nej: Med sit menneskesyn er Rasmus Paludan nazist.

Er det afsporende at slå ham i hartkorn med støvletrampende nationalsocialister? Ikke for muslimske statsborgere, og det burde det heller ikke være for andre: På stemmesedlen har vi et parti, der vil afmontere grundloven for at dele borgere op efter race, religion og etnicitet. Det rejser et af de mest omdiskuterede spørgsmål for et demokrati: Hvordan skal det håndtere kræfter, der bruger alle demokratiets muligheder for at kunne ødelægge det? Også det har vi erfaring med: Vi møder uhyret i åben kamp. …

Historiebogen om folketingsvalget 2019 vil lægge mærke til, om andre partier bekendte sig til den solide danske erfaring med at bekæmpe nazister som de forbryderiske elementer, de er. Det er derfor afslørende, at Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige i de sene­ste dage ikke har været i stand til at trække nazikortet og lægge klar afstand til Paludan. Ét er, at de håber at fiske i samme sump som et nazistisk parti. Værre er det, at det demokratiske funda­ment i deres eget hus er så vaklende. Også det må resten af Folketinget reagere på.”

(Krasniks 2019-Fritz Clausen på Nørrebro: 25. februar 2017 & 19. august 2018)

Citater

“Der er ingen rimelig sammenhæng mellem nazismens gerninger og Rasmus Paludans nutidige gerninger som eksempelvis at afbrænde en koran. Som jøde opfatter jeg det som en sjofelhed mod nazismens ofre. (Bent Blüdnikow, 3. maj 2019)

“Er Rasmus Paludan nazist? Lidt om forskelle og ligheder. Det enkelte svar er nej. Paludan er ikke nazist. … Der er masser af relativt dunkle punkter i den skitse af et politisk program, man finder på stramkurs.dk, men af det, som er der, mener jeg ikke, det giver ideologisk mening at kalde ham nazist. Det mener jeg ikke som en moralsk dom – nazismen er, foruden en morderisk og totalitær ideologi – præget af konkrete politiske doktriner, der kan sammenlignes med andre politiske overbevisninger. Her er flere af nazismens grundlæggende træk fraværende.” (Mikkel Andersson, 3. maj 2019)

“For det første er jeg ikke socialist, så derfor kan jeg ikke være nazist. For det andet har jeg altid taget skarpest muligt afstand fra nazisme, og blandt andet foranlediget at hvis man er eller har været nazist, så kan man slet ikke være medlem af Stram Kurs. Jeg har altid støttet homoseksuelle og jøder i Danmark, og det er mig bekendt heller ikke et særligt nazistisk standpunkt.” (Rasmus Paludan, 3. maj 2019)

(Fritz Clausen, folketingsmedlem 1939-1945 for ‘Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti’)



26. april 2018

‘Rivers of Blood’ (1968-2018): “Talen brændemærkede ham fuldkommen. Han forlod snart partiet.”

BBC4-programmet om Enoch Powells ‘Rivers of Blood’-tale er spild af tid, og jeg kan kun anbefale den 10 år gamle BBC-dokumentar om talen. I fredags var det 50 år siden statsmanden Enoch Powell rystede inferiøre levebrødspolitikere. Martin Krasnik opridser den engelske debat i Weekendavisen – Enoch tog fejl, men Enoch fik ret (ikke online).

“I lørdags afspillede BBC for første gang talen i sin fulde længde, hvilket var for meget for en lang række vrede briter: ‘Afskyr BBCs promovering af denne udsendelse,’ lød det for eksempel på Twitter fra en af de eksperter, der selv havde bidraget med kritisk analyse af talen i udsendelsen. Sociale medier flød over med advarsler mod at tænde radioen. Tidligere undervisningsminister for Labour, Andrew Adonis, krævede ligefrem programmet taget helt af og advarede om kritiske spørgsmål til BBC, hvis man alligevel valgte at spille talen; ‘et incitament til racehad’, sagde han og anklagede BBC for at ‘varetage (Powells) racisme’. Det hjalp ikke, at programmets vært forklarede, at det jo var en skuespiller, der læste talen op, og at den blev brudt op i bidder, så kritikere kunne forklare konteksten og fortælle, hvordan talen skulle forstås. …

Talen var klart formuleret og appellerede i elegante skift mellem appel til fornuft og følelse, skiftevis tør statistik med meget præcise (og korrekte) fremskrivninger af befolkningstilvæksten for indvandrerne, og voldsomme udladninger: ‘En lille sky formørker hele himlen’. ‘Vi må være vanvittige’ at ‘bygge vores eget ligbål’.

… Allerede søndag blev Powell fyret af premierminister Edward Heath, der var klar i mælet: Powell havde legitimeret racehad, racisme og splittet befolkningen. Margaret Thatcher forsøgte at få Heath til at se tiden lidt an, men forgæves. Labours Tony Benn talte om koncentrationslejre, og hele det politiske spektrum vendte ham ryggen. Talen brændemærkede ham fuldkommen. Han forlod snart partiet.

Han afviste at være racist – han havde intet imod folk på grund af deres hudfarve, sagde han – men kaldte sig ‘racialist’ med opmærksomhed på dybt nedarvede og vanskeligt foranderlige kulturforskelle: ‘Det er ikke umuligt, men svært for en ikke-hvid person at blive britisk.’

Kritikken er haglet ned over BBC for at bringe talen, selv om ni ud af ti eksperter i programmet kritiserede den og forklarede, hvor ødelæggende den var, og selv om værten sluttede med at konkludere, at den helt klart både var ‘racialistisk’ og ‘racistisk’.”

(Enoch Powell, brev til danske Peter Neerup Buhl, 6. marts 1995)

Oploadet Kl. 20:51 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


2. september 2017

Arabere (der taler ‘Koranens sprog’) til Krasnik: “… vi er muslimer og arabere. Vi bliver ikke danske.”

Martin Krasnik fortæller i seneste udgave af Weekendavisen med udgangspunkt i egen familie, historien om jødiske indvandrere på Nørrebro. Krasniks oldeforældre kom til Danmark for 100 år siden, og klarede sig godt. Det var også nødvendigt, for som det fortælles, så hang Mosaisk Trossamfund på socialhjælpen, hvis man ikke klarede sig selv, og så røg man ‘hurtigt ud af landet igen’. Eller som Bent Blüdnikow, så fint opridser det: “Man skulle ikke møde op på socialkontoret og vrøvle på jiddisch.” I løbet af et par generationer levede jødiske indvandrere som danskere. De talte dansk, og gav deres børn danske navne. Blev assimilerede.

85-årige Albert Borenhoff, der tidligere var formand for Nørrebros Handelsforening, fortæller at jøderne samlede sig på Nørrebro, og var der indtil slutningen af 1950erne. Borenhoffs tøjbutik forsvandt for tyve år siden. Den sidste jødiske forretning på Nørrebro.

Martin Krasnik i Weekendavisen – Indvandrerne.

Da Mendel Krasnik mødte Rosa, boede han i Blågårdsgade 8. Her ligger i dag Masjid-moskeen. Ud af bygningen kommer en lille tæt fyr med skæg – en af topfigurerne i Loyal to Familia. …

Mendel og Rosa havde to butikker på Nørrebrogade. I nummer 156, lige efter Runddelen. Her ligger i dag Lazordi Guldsmed, hvor man skal ringe på en klokke for at komme ind. Her er de to fyre bag disken afgjort uinteresserede i at høre om butikkens forhistorie. Jeg spørger til deres baggrund. ‘Arab,’ siger den ene. …

Meget har forandret sig. Noget har ikke. Foran det, der engang var familien Krasniks hus i den forsvundne del af Slotsgade, sidder Alaa, palæstinenseren med sin hustru og to børn. Hans bedsteforældre kommer fra Nazareth, hans forældre tog fra Jordan til Danmark for at finde arbejde. Han læser selv til energitekniker på KEA og fortæller, at han blandt sine mange nevøer og niecer kan se en øget bevidsthed om uddannelse. … hans to børn har arabiske navne, og han taler arabisk med både dem og sin kone.

Jeg spørger, hvorfor han ikke har givet dem danske navne? Charlotte og Katrine? De er jo født her? Han diskuterer med sin kone, på arabisk, om det overhovedet ville være lovligt for muslimer. Det er ikke forbudt, konkluderer han, men ‘jeg bliver straffet for det alligevel’. Men hvorfor så ikke tale dansk – er det ikke deres modersmål? ‘Nej, det er arabisk. Det er jo Koranens sprog.’ Er de da ikke danske, hans familie – hans børn? ‘Nej, det er jeg ikke, og det er de heller ikke.’ Jeg spørger, hvorfor de ikke lægger alt det bag sig. Glemmer Palæstina og arabisk og siger: Nu er vi her! ‘Vi er her,’ siger han. ‘Men vi er muslimer og arabere. Vi bliver ikke danske.’

(Lazordi guldsmed v/Raed S.Z. Al-Zoheiri, Nørrebrogade 156, tidl. jødisk ejet; Foto: Maps)

Oploadet Kl. 10:37 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


29. juni 2017

“Den såkaldt ekstreme udgave af islam er desværre en ganske plausibel fortolkning af teksterne…”

Den har et par uger på bagen, men er værd at læse. Martin Krasnik i Weekendavisen om Ufredens religion (11. juni 2017; Ikke online).

“Religion er et emne, vi har svært ved at diskutere. Sund fornuft og dømmekraft kortsluttes, forstand fortrænges af ønsketænkning. For eksempel har der i årenes løb bredt sig den mærkværdige opfattelse, at islam er ‘fredens religion’. Sådan har det lydt fra alskens vestlige politikere, fra religiøse muslimske ledere, og ikke mindst fra de mange millioner og atter millioner muslimer, der blot vil leve i ro og fred med deres religion. Jo oftere uskyldige civile dræbes med henvisning til islam, islamiske dogmer og islamiske tekster, desto mere afvises det, at religionen har noget med sagen at gøre.

Er islam virkelig fredens religion, må der være noget, det meste af den muslimske verden har misforstået. Her råder nemlig ufred overalt. De fleste muslimsk dominerede stater holdes i et religiøst jerngreb, hærges af religiøs vold, social tvang og ufrihed, elendigheder, der også præger store dele af det muslimske mindretal i Europa. Der bruges uanede mængder af energi på at finde forklaringer: social armod, kriminalitet, kolonitidens arv, vestlig udenrigspolitik. Men der bruges meget lidt tid på at finde svaret der, hvor volden selv henter sin legitimitet.

Godt vil det derfor være at tale klart: Terroristerne har ikke svært ved at retfærdiggøre deres handlinger med islam.

Mindre ønsketænkning er nødvendig. Det vil være en hård opgave at forvandle islam til en fredens religion. Islam påstår at have svar på alle livets spørgsmål og hele samfundets indretning. Islam mener ikke blot at indehave sandheden, men den endelige åbenbaring og det endda givet i en ufejlbarlig tekst til et ufejlbarligt menneske. Angreb på dogmerne er et angreb på denne totalitære, endegyldige sandhed. Det fører ikke til fredelig sameksistens. At undertrykkelse af kvinder, vantro og frafaldne er en del af denne ufravigelige sandhed fører ikke til fredelig sameksistens. Forherligelse af krig, undertvingelse af fjender og den absolutte tro på, at verden går under med én sand sejrherre stående tilbage – det fører heller ikke til fredelig sameksistens.

Islam er mere ufredelig end de to andre monoteistiske religioner. … Er islam ikke en fredelig religion, må man stille spørgsmålet: Kan den blive det? Måske – hvis muslimer helt grundlæggende forandrer deres religion. Den såkaldt ekstreme udgave af islam er desværre en ganske plausibel fortolkning af teksterne, og er man religiøs muslim, er det nærmest umuligt at finde institutionaliserede, dominerende udgaver af islam, der klart lægger afstand til de dele, der er uforenelige med demokrati, frihed og ligestilling. Der findes stort set ingen religiøse ledere med vægt og anseelse, der åbent siger det nødvendige: At muslimer ikke er forpligtet på de religiøse love, ikke skal drømme om et religiøst samfund, ikke er overordnet andre religioner, og at islams påstand om tekstens og profetens totale ufejlbarlighed og deraf følgende fortrængning af fri tænkning er dybt skadelig og må forandres.

Bedst vil det naturligvis være, hvis forandringen kunne ske i god ro og orden. Hvis terrorister og voldsmænd virkelig er forkerte muslimer, må alle de rigtige muslimer jo tage ansvaret for at lade deres religion gennemstråle af oplysning og sekularisering. Problemet er blot, at det har lange udsigter, og hvis denne proces allerede er i gang, må man sige: Det bliver en lang og blodig affære, en historisk værdikamp mellem sekulær frihed og religiøs totalitarisme.”

Oploadet Kl. 23:03 af Kim Møller — Direkte link69 kommentarer


1. oktober 2016

Martin Krasnik: Hvis ikke dansk pas gør en person til dansker, så er vi tilbage til Hitlers ‘Blut und Boden’

“… ifølge Martin Henriksen har Jens Philip Yazdani slet ikke ret til selv at afgøre, om han føler sig dansk”, lyder det nu fra Martin Krasnik, der således sætter sig selv på samme journalistiske niveau, som Rushy Rashid, der hævdede at Henriksens manglende svar fratog Yazdani “sin ret til at kalde sig selv dansker”.

Det bliver værre endnu. Hvis man ikke mener, at passet i sig selv gør en person til dansk, så er det ‘Blut und Boden’, og herfra går det stok over sten med Hitlers inspirationskilde Karl Lueger, Herman Göring og Nürnberglovene. Slutteligt bekender han sig til kulturradikalisme, men det er egentligt unødvendigt. Den havde de fleste luret. At nogle radikalt vil ændre danskhedsbegrebet, gør dog ikke konservative til nazister.

Statsborgerskab hedder formelt ‘Indfødsret’, og betyder blot, at personen nu juridisk set har samme rettigheder som en indfødt dansker. Nationalitet kommer af natio, der betyder fødsel. Som i herkomst. Familie. Slægt. Stamme. Gentagne henvisninger til nazi-tidens excesser vil ikke ændre et komma på dette.

Martin Krasnik er aldrig set ringere end i ugens udgave af Weekendavisen, og selvom jeg ikke er overrasket, så er jeg dog lidt skuffet – Hvem der er dansk (ikke online).

“Hvad tænkte Martin Henriksen i det øjeblik, han skulle svare på spørgsmålet: Er Jens Philip Yazdani dansk? Politikeren fra Dansk Folkeparti tøver ikke, da han bliver spurgt om Langkaer Gymnasiums elevrådsformands eventuelle danskhed. Henriksens svar kommer instinktivt: ‘Jeg kender ham jo ikke, så det kan jeg dårligt svare på,’ siger han. …

Henriksen uddybede på Ritzau en række danskheds-krav: Man skal være bundet af dansk sprog, kultur og tradition. Og have humor. Og fortolke ytringsfrihed på en bestemt måde, sagde Henriksen. Man ser det for sig: Kan man få Indfødsretsudvalget til at grine, får man et pas. Det handler åbenlyst ikke blot om at anerkende demokratiske værdier, ligestilling og trosfrihed, som vi deler med andre demokratiske lande. Det er heller ikke så simpelt, at man som indvandrer kan hævde at have gennemskuet den særligt danske måde, vi har institutionaliseret disse værdier i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet og ladet dem gennemstrømme vores sociale koder på. Nej, for ifølge Martin Henriksen har Jens Philip Yazdani slet ikke ret til selv at afgøre, om han føler sig dansk.

… På spørgsmålet om, hvorvidt ‘man først er en fuldbyrdet del af den danske kultur, hvis man er kristen,’ svarede Søren Krarup tilbage i 2004: ‘Ja, det kan man godt sige.’ Og i 2011 sagde han om folk, der melder sig ud af folkekirken, at de er ‘i færd med at bryde med det, der er dansk kultur.’ Han har endda skrevet, at det at være dansk er ‘en arvet virkelighed’, altså, at det kræver danske forældre.

(Grundloven, § 4: “Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke…”)

Noget i samme retning sagde Martin Henriksen på DR2 forleden. Noget andet er kriteriet i Marie Krarups formulering: ‘Hvis ikke majoritetsdanskerne kan acceptere dem som danske, så ER de ikke danske, trods dansk pas og opvækst inden for Danmarks grænser.’ Det er Blut und Boden af den dybe slags; den sunde stat beror på enheden mellem folket – der er defineret biologisk og efter afstamning – og jorden.

Marie Krarups kriterium fik mig til at tænke på Karl Lueger, den antisemitiske borgmester i Wien og en af Hitlers store inspirationskilder. Det var nemlig ham, der sagde: ‘Wer Jude ist, bestimme ich.’ Hvem der er jøde, det bestemmer jeg! Det samme sagde Göring angiveligt, da tyskerne indførte forskellige kategorier af borgere med Nürnberglovene. Det er ikke borgeren eller mennesket selv, der afgør sin nationalkarakter. Vi taler ikke om de almindelige, objektive kriterier i form af krav til statsborgerskab. Nej, det handler om identitet, følelsen af, hvem man er, og hvilket fællesskab man mener at tilhøre. Og det er magthaveren, flertallet, der bestemmer, ud fra helt vilkårlige kriterier for, hvad der udgør folkekarakteren.

Hvem der er dansker – det bestemmer vi! Det er et ubehageligt skred, og man må konstatere, at kun få politikere i resten af blå blok har lagt afstand til disse udmeldinger fra Dansk Folkeparti. …

‘Når man forsøger at bestemme en folkekarakter, kan man ikke være forsigtig nok,’ skrev Georg Brandes, ‘thi den skifter igennem tiderne mere end det enkelte menneskes karakter.’ Dansk Folkeparti behøver ikke være forsigtig. Partiet mener tydeligvis, at den eneste måde, man kan være 100 procent dansk på, er at være hvid, uanset om man i øvrigt støtter alle mulige værdier om ligestilling, ytringsfrihed og demokrati. Ægte nationalitet, noget så personligt og svært definerbart som national identitet og nationalt sindelag afgøres af etnicitet, religion og hudfarve. Således mener altså landets næststørste parti og vel også dets leder, som man i disse tider diskuterer som mulig kandidat til statsministerposten.”



15. maj 2016

Roger Scruton i Danmark: “Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem…”

Roger Scruton har haft en travl pinse i Danmark med arrangementer i regi af Cepos og Trykkefrihedsselskabet. En af de skarpeste nationalkonservative filosoffer, der måske ikke er helt så underholdende som Mark Steyn, men omvendt går et spadestik dybere kulturhistorisk. Martin Krasnik satte ham stævne i Deadline i går, og minsanten om ikke DR2 vælger at skilte ham som ‘konservativ filosof’. Isoleret set rigtigt, men jeg husker ikke Deadline tidligere har givet ideologiske etiketter til gæstende intellektuelle.

Da revolutionære Slavoj Zizek var i Deadline for nogle år siden, fik indslaget titlen ‘Den vilde filosof’. Filosoffer til venstre for midten analyserer nøgternt, filosoffer til højre spreder ideologiske betragtninger. Det fordummende, er jo sådan set, at Scruton på ingen måde var en omvendt Zizek. Han lagde ud med vendinger der klart satte ham i analytikerens rolle: “De britiske EU-skeptikere følger meget stærkt…” og “… du tager fejl efter min mening.”

Krasnik var afdæmpet, og fik ikke et ben til jorden. Indslaget kan ses her. Mere hos Snaphanen. Talen kan ses på Youtube.

(Roger Scruton modtager Sappho-prisen i Trykkefrihedsselskabet, 14. maj 2016; Foto: Snaphanen)

Martin Krasnik, DR2: Hvis du vælger at stemme nej i juni, er det et nationalistisk nej?

Roger Scruton, filosof: Ikke nationalistisk, men nationalt.

Martin Krasnik: Hvad er forskellen?

Roger Scruton: Nationalisme er en ideologi der er aggressiv over for verden udenfor. Nationalfølelser er naturlige for os. De knytter os til vores hjem, vores naboer og venner. Dem har vi brug for, hvis vi skal have et frit samfund og en retsstat.

[…]

Martin Krasnik: … hvis der bliver flertal for at forlade EU i juni. Kan man så sige, at det er et bagudrettet og ikke et fremskridtsvenligt valg?

Roger Scruton: Ja, det siger man, men hvad betyder ordene ‘bagudrettet’ og ‘fremskridtsvenlig’? Vi fik nok af den sprogbrug, som Sovjet prøvede at proppe ned i halsen på os. ‘Det småborgerlige demokrati er reaktionært. Folkets demokrati er fremskridtsvenligt.’ Jeg mener, at alle, der bruger ‘fremskridt’ (progress) som noget positivt bør have hovedet undersøgt.

Oploadet Kl. 10:43 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


15. april 2016

Jacob Scharf: Islamisk radikalisering har intet med Islam at gøre, politiske mål er efterrationaliseringer

Tidligere PET-chef Jacob Scharf var gæst i Deadline fredag i sidste uge, i egenskab af direktør for den sikkerhedspolitiske tænketank CERTA. Emnet var islamisk radikalisering, og udgangspunktet var en af Scharf udarbejdet rapport om samme. Rapporten handler hovedsageligt om islam, men der er også gjort plads til et kapitel om at bekæmpe ‘højreekstremisme’, der nævnes hele 39 gange på de 88 sider. Venstreekstremisme tematiseres ikke, og nævnes blot fire gange, alle i forbindelse med sætningen ‘højre- og venstreekstremisme’. Et faktum der sætter Jacob Scharfs herostratiske P1-optræden i relief.

(Certa, Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, 2015; Trygfonden.dk)

Jacob Scharf sagde meget selvmodsigende vrøvl under den ti minutter lange interview, og det er som om apologeterne er ved at være slidt ned. Scharf hævder, at forskningen bakker ham op, men altså – forskningen er jo en integreret del af problemet. For Scharf handler terrorisme om mange forskellige ting, blot ikke om religion (læs: Islam). Afslutningsvis forklarede han, at islamiske terrorister heller ikke havde politiske mål, men at det i virkeligheden handlede om marginalisering, tilhørsforhold og en række andre pseudo-akademiske trylleord.

Enhver der kender lidt til Koranen, vil vide at Islam er en ideologi, og tager man Scharf på ordet, så vil enhver der forfølger ideologien militant, være et frustreret offer for samfundets marginalisering, ikke en proponent for en ideologi. Når kommunister i Brigate Rosse bombede for at skabe en ny revolutionær stat, så kan det heller ikke have noget med politik at gøre. Voldelige personer begår vold, og det udtrykte motiv er blot en bekvem ‘efterrationalisering’. Martin Krasnik gjorde det glimrende, men også på lidt billig baggrund.

Tænketanken Jacob Scharf tænkte ikke dybe tanker, om andet end egen karriere, og lød som en gennemsnitlige universitetsmarxist. Indslaget kan se på dr.dk.

Jacob Scharf, direktør, Certa: … der er relativ stor forvirring i den offentlige debat om radikalisering, og derfor er der brug for at vi kigger på hvad det er vi ved, om hvem der bliver radikaliseret og hvorfor. Og det vi kan se, er for det første, at der ikke er nogle klare årsagssammenhænge. Men der er en række baggrundsfaktorer, som spiller ind her. En række forhold, som virker som katalysatorer, og så er der selvfølgelig en række måder som radikaliseringen foregår. Hvis vi kigger på baggrundsfaktorene, så er det gennemgående, at dem der bliver radikaliseret, at de har en oplevelse af marginalisering, en følelse af, at de bliver behandlet uretfærdigt. Og som der også er hos de pågældende på det tidspunkt, hvor de søger en mere radikal retning, en sårbarhed, typisk på grund af nogle skift i deres liv.

Jacob Scharf: … ikke på alle faktorer, for der er nogle fællestræk, når vi kigger på de terrorsager vi har haft i Danmark, og også i udlandet. Vi kigger på – hvem er det der er blevet radikaliseret, hvad er det for en baggrund de har, og hvordan er det radikaliseringsprocessen er forløbet. Det man kan se, det er, at der jo ikke er tale om at man på grund af en bestemt etnicitet, på grund af en bestemt religiøs tilhørsforhold er disponeret for at blive radikaliseret. Det er i langt højere grad et spørgsmål om en følelse hos personen, en marginalisering, at stå udenfor… Der er forskning på området. Der er rent faktisk foretaget undersøgelser af de her ting. Det vi gør i rapporten, det er at kigge på – hvad er det for forskning, hvad er et for resultater man har, og så prøver vi også, at lave en samlet fremstilling af de forskningsresultater. Så der er forskning på området.

Jacob Scharf: … der er nogle baggrundsfaktorer, som har en central betydning her, og der er også nogle forhold som virker som katalysatorer. Hvorfor er det at nogle bliver radikaliseret, og ikke andre. Det handler i høj grad om, at der hos dem, der så bliver radikaliseret, når de går ind i et forløb, så handler det om en fascination af vold, en søgen efter spænding. Det handler også om en søgen efter et tilhørsforhold, og efter en gruppeidentitet.

(Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, s. 20)

Martin Krasnik, DR2: Hvorfor nævner du ikke – nu sidder jeg og kigger på den her rapport, som både er kommet i en længere og en kortere version, og der står simpelthen intet om at religion er problemet. På trods af, at langt langt de fleste af de her mennesker bekender sig til en meget meget klar religion, dogmatik og holdninger i den forbindelse.

Jacob Scharf: Ja, og det er fordi, de undersøgelser, den forskning, der ligger på området – peger meget klart i retning af, at det her er ikke et spørgsmål om religion. ligeså lidt som…

Martin Krasnik: Men de er jo alle sammen fra samme religion?

Jacob Scharf: Lige så lidt som venstreekstremistisk terrorisme har haft noget med politik at gøre, eller højreekstremisme for den sags skyld, så har det her grundlæggende ikke noget med religion at gøre. Det vi kan se, det er at dem der bliver radikaliserede, og dem der begår terrorhandlinger, der fylder religion faktisk meget lidt. De er ikke særligt velbevandret i religion. Religionen er i de her processer en efterrationalisering, et spørgsmål om at bruge nogle religiøse argumenter til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Er det ikke sådan en underlig psykologisering. Det kan da godt være det er en efterrationalisering, men vi taler om folk der på ret kort tid bliver radikaliseret. En af dem der blev tilbageholdt i går, anholdt i går, en af dem der har været i Syrien, han blev på meget få måneder radikaliserede, og arbejdede vistnok som pædagogmedhjælper eller et eller andet, var en del af det danske uddannelsessystem. Han bliver religiøs, det er det der er den afgørende faktor for ham, ligesom for mange af de andre.

Jacob Scharf: Nej, nej. Det er ikke rigtigt.

Martin Krasnik: Det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan forskning kan udelade det åbenlyse logiske svar.

Jacob Scharf: Han bliver voldelig, og han bevæger sig i voldelige…

Martin Krasnik: – Han siger han bliver religiøs!

Jacob Scharf: – en voldelig ekstremistisk retning. Ja, og det er nogle argumenter. Det er de argumenter, den propaganda, som islamiske ekstremister bruger, og det er det som terrorister bruger for at forklare og retfærdiggøre hvorfor de begår vold. Så det er ikke et spørgsmål om religion, ligeså lidt som venstreekstremistsk terrorisme, højreekstremistisk terrorisme, er et spørgsmål om politik, selvom der bliver brugt politiske argumenter for at forsvare de voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Det sætter jo simpelthen en pil igennem årtiers mantra om terror, at det er politik med andre midler. I stedet for at føre politikken i parlamenter eller ved at gå til demonstrationer, så fører man den ved at udøve vold. Og de her islamister, de siger det jo selv – de er uenige i den politik vi fører i Mellemøsten, det er en krig de fører mod os. Os mod muslimerne. Vesten mod Mellemøsten eller Islam. Altså, det er politisk-religiøse argumenter. Og så siger du, at det tror jeg bare ikke på, at de mener alvorligt – eller hvad?

Jacob Scharf: Nej, der er jo ingen tvivl om, at terror og formålet med terror, jo ikke bare er et spørgsmål om at slå ihjel, at slå så mange civile ihjel som overhovedet muligt. Der ligger nogle motiver, der ligger også i det, at man ønsker at tvinge eller true, at destabilisere samfund som man mener hviler på nogle forkerte værdier. Og det er derfor, at vi skal tage terrortruslen alvorligt, fordi de berører, og er rettet mod nogle grundlæggende værdier i vores samfund. Men det er væsentligt at holde fast i, for det er jo også afgørende for hvordan vi vælger at bekæmpe og forebygge terrorisme – er det væsentligt at holde fast i, at det her handler om nogle andre ting end religion. Der indgår nogle religiøse argumenter, men det handler grundlæggende om nogle andre ting.

Martin Krasnik: Det er simpelthen for ukomfortabelt for os at sige, at det handler om religion. Det forsøger politikere jo altid at sige, at det ikke handler om Islam, men noget andet, og så siger vi også samtidigt, at det jo nok heller ikke handler om politik, for hvis det gjorde det, så var det jo en politisk kamp, hvor vore politiske modstandere ikke anerkender vores politiske slagmark, men tyer til vold. Men terror har jo altid eksisteret som politisk våben. Det gør det også i dag, og så siger du – næh, det tror vi bare ikke rigtigt på, at de mener. Det er nogle helt andre motiver end dem de selv tror de har. Hvordan kan man undersøge sig frem til det?

Jacob Scharf: Det er jo rent faktisk fordi, at der er foretaget forskning i de her ting, og der er kigget på de terrorsager vi så har haft, både i Danmark og i udlandet, de gerningsmænd der har begået forfærdelige handlinger. Hvis vi spoler tilbage, og ser hvad det så er for nogle personer det handler om, hvad er det for en udvikling de har gennemgået, hvad er det der har motiveret dem, ja, så er det grundlæggende nogle andre ting end religion. Og religion det er først og fremmest en efterrationalisering. Det er religiøse argumenter der bliver brugt til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger. Vel at mærke voldelige handlinger, som er rettet imod vestlige samfund, som er rettet imod nogle grundlæggende værdier i åbne demokratiske samfund.

Martin Krasnik: Det er jo det samme som at sige, at du mener ikke hvad du siger. Du mener i virkeligheden noget andet. Du sidder overfor en politiker, og siger – du har nogle helt andre motiver, end det du har, bare fordi vi ikke bryder sig om den måde du udtrykker dig på.

Jacob Scharf: Nej, men det tror jeg man vil se i mange sammenhænge, at der kan blive brugt nogle argumenter, nogle forklaringer, i virkeligheden i forhold til nogle handlinger, hvor det der ligger til grund for de pågældende handlinger er det andet.

Ekstern kommentar.

“Det blev om ikke andet klart, da han – naturligvis for ikke at lyde fuldstændig imbecil – indrømmede, at terror er et angreb på de vestlige værdier. For hvordan skulle en adfærd drevet udelukkende af behovet for spænding og fællesskab dog være et angreb på ‘værdier’? Var det ikke netop en del af efterrationaliseringen: at man påstod at agere i forhold til en værdikonflikt mellem islam og vesten, mens man i virkeligheden udlevede helt andre behov?

… hvis man nu ikke har alt for mange brikker at flytte rundt med, er det jo også en stor fordel at kunne forklare hele kulturhistorien med en lille håndfuld let lærte begreber – fx ‘frustration’, ‘traume’, ‘eksklusion’ og ‘fællesskab’ – i stedet for at skulle sætte sig ind i alle de sære tanker, som folk har udtrykt i vidt forskellige sprog og terminologier.

Scharfs betonfaste adskillelse imellem de psykologiske årsager til terror og de ideologiske efterrationaliseringer lugter langt væk af tankeløse menneskers leg med nogle begreber, de ikke kan overskue.” (Tankesite, 9. april 2016)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper