30. juni 2011

Bent Jensen vil lægge kilderne frem – Tidligere P1-redaktør havde KGB-kodenavnet ‘Kraig’

I universitære kredse kaldes han ‘Sorte Bent’, og det plager tydeligvis venstrefløjen, at historien om Den Kolde Krig ikke udelukkende skrives af marxistiske historikere med veludviklet politisk følsomhed. Først var det utilstedeligt, at Bent Jensen refererede PET-kildes vurdering af Jørgen Dragsdahl. I søndags konstaterede han med udgangspunkt i Kjeld Olesen og fodnotepolitikken, at Socialdemokratiet var påvirket af Sovietunionen – en banal sandhed, men yderst problematisk.

Der er mere i dagens Berlingske Tidende, og hvor endnu en tidligere P1-redaktør er i fokus – Forsker vil afsløre KGBs danske kontakter.

“Center for Koldkrigsforskning med historiker Bent Jensen i spidsen bebuder nu, at det vil offentliggøre navnene på et større antal danskere, som under Den Kolde Krig havde tæt kontakt til det sovjetiske KGB og andre efterretningstjenester fra den gamle Østblok. …

»Jeg håber, at vi får lov til at give et meget mere konkret billede. At vi må give mange flere konkrete oplysninger end PET-kommissionen. Det vil sige, at vi sætter flere navne på. Jeg ved godt, at mange har så ondt over det med navne, men det er absurd,« siger Bent Jensen, der allerede i dag i Berlingske sætter navn på én af de personer, han vil skrive ind i rapporten: SFer og tidligere chefredaktør for Information, afdøde Torben Krogh.

PET-kommissionen omtalte kun Torben Krogh ved hans KGB-kodenavn, »Kraig«, og vurderede, at KGB overdrev hans betydning for at imponere Moskva. PET rejste aldrig straffesag mod Torben Krogh, og hans familie afviser i dag, at han skulle have været agent. …

SFs Pernille Frahm vil nu bede justitsminister Lars Barfoed (K) forklare, om Bent Jensen trods mange advarsler får lov til at bringe navne…”

(DR Online, 26. juni 2007: Torben Krogh død, 63 år)

“Men også pressens etik og navnlig den informationsfrihed, som nok er det eneste dogme, den ellers udogmatiske og lidet fantatiske socialist-redaktør helt eentydigt bekender sig til.” (Dagens portræt, Kristeligt Dagblad, 30. januar 1981)

Oploadet Kl. 16:40 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


15. januar 2007

PET: Set med KGB-briller har Dragsdahls position… været ualmindelig nyttig

Orienterings Jørgen Dragsdahl samarbejdede under den kolde krig med KGB, men Ekstra Bladet måtte i 1992 betale erstatning til ham, da avisen ikke kunne bevise en række beskyldninger. PETs arkiver er nu åbnet, og Jyllandsposten giver idag en fornem gennemgang af sagen med udgangspunkt i de nye oplysninger frembragt af professor Bent Jensen.

Her lidt fra De kaldte ham nr. 1.

Den 5. januar 1992 hævdede Ekstra Bladet, at udenrigsredaktør på dagbladet Information, Jørgen Dragsdahl, havde været ”KGB-spion”. Den afhoppede, tidligere KGB-officer Oleg Gordijevskij var hovedkilden til bladets påstand, men det hed i artiklen, at Gordijevskijs oplysninger var blevet »bekræftet andre steder,« og at både den britiske og den danske efterretningstjeneste var i besiddelse af oplysningerne. Dragsdahl skulle ifølge bladet i begyndelsen af 1980’erne have holdt konspiratoriske møder med KGB-officerer bl.a. i Budapest og Wien og fået penge for sit arbejde. Artiklerne var konkrete og detaljerede med hensyn til mødesteder og navne på sovjetiske føringsofficerer. Ud over Gordijevskijs udsagn blev der ikke fremlagt dokumentation for oplysningerne. Bladet synes at have forventet, at Dragsdahl efter afsløringen ville vedgå sit samarbejde med KGB.

[…]

Jørgen Dragsdahl havde under Den kolde Krigs sidste og afgørende fase været meget aktiv både som journalist og fredsaktivist med tætte kontakter til medarbejdere på den sovjetiske ambassade og det sovjetiske nyhedsbureau APN (Novosti) siden 1970erne. Han havde i talrige artikler og i stærke vendinger kritiseret USA, NATO og den danske sikkerhedspolitik. Ifølge Forsvarets Efterretningstjeneste havde han i 1979 bragt en artikelserie med udgangspunkt i falske dokumenter og med det formål at mistænkeliggøre USA. Hans synspunkter havde haft stor indflydelse på ledende socialdemokrater som Kjeld Olesen og Lasse Budtz. Dragsdahl havde også tætte forbindelser til ledende politikere fra Socialistisk Folkeparti, bl.a. Gert Petersen og Margrethe Auken.

[…]

Ekstra Bladets beskyldninger vakte voldsomt røre, ikke mindst i journalistkredse. Information, der tidligere havde benyttet Oleg Gordijevskij som sandhedsvidne, forsøgte nu at uskadeliggøre den tidligere KGB-officer. Chefredaktør Lasse Ellegaard stemplede Gordijevskij som landsforræder, og en af bladets medarbejdere, kaldte ham »en kriminel russer« og »en landsforræderisk opportunist.«… Informations tidligere chefredaktør Torben Krogh kom Dragsdahl til undsætning ved at hævde, at enhver redaktør kunne stemples som indflydelsesagent, fordi det hørte med til jobbet at lade sig bespise af udenlandske diplomater. Krogh mente, at han selv havde fået »et usædvanligt godt indblik i de overvejelser og motiver,« der prægede Kremls politik. Hverken Krogh eller andre KGB-kontaktpersoner har dog kunnet påvise en eneste lille oplysning som resultat af kontakterne. Oplysningerne gik den anden vej.

[…]

På det tidspunkt [1985] havde PET for længst fundet ud af, at Dragsdahl gennemførte konspirative møder med en KGB-officer i Danmark. Det fremgår af PET’s papirer, at man allerede i 1982 havde opdaget, at KGB-agenten Vjateslav Katerinkin regelmæssigt mødtes hemmeligt uden for København med en ukendt person. Da Katerinkin meget professionelt var i stand til at “afryste” PETs observatører, måtte kontaktpersonen ifølge PET være en agent. I marts 1983 lykkedes afrystningen ikke, og kontaktpersonen blev identificeret som Jørgen Dragsdahl. Han gennemførte et konspirativt møde med sin føringsofficer først på Farum station og derpå i et tog på strækningen Farum-København.

Tre måneder senere, i juni 1983, skulle et nyt møde finde sted. Dragsdahl tog regionaltoget fra København til Holbæk og var på vejen til toget meget opmærksom på sine omgivelser, vendte sig flere gange om og kiggede bagud. I Holbæk var han igen meget opmærksom på sine omgivelser og spejdede omkring ved et værtshus, en parkeringsplads og på stationen. Efter to timers forgæves venten kørte han tilbage til København. KGB-officeren dukkede ikke op. En uge senere var han til frokost på den sovjetiske ambassade. Mod sædvane kørte hans føringsofficer ikke hjem fra ambassaden til frokost denne dag. Senest i oktober 1983 var “Dragsdahl-sagen” kendt på højeste niveau i regeringsapparatet.

[…]

PETs fortrolige konklusion til eget brug lød således: »Set med KGB-briller har D[ragsdahl]s position […] været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i Centret blev benævnt som “nr. 1” i Danmark, men hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om.« Dragsdahl var altså ifølge både KGB og PET KGB-agent.

[…]

DIIS-udredningens billede af Dragsdahls meriter er så tilslørende, at det må betegnes som vildledende… det forties, at PET karakteriserede Dragsdahl som agent. Selv om de danske efterretningstjenester via Gordijevskij fik »en enestående indsigt« i Sovjetunionens operationer i Danmark, er hans oplysninger ikke anvendt, og han er heller ikke som Dragsdahl blevet interviewet i forbindelse med udredningen. DIIS-udrederne har set det samme materiale i PET’s arkiv, som denne artikel bygger på, og må derfor vide, at PET anså Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent. Alligevel har man valgt at fortie dette forhold.

Det er i øvrigt ikke kun Dragsdahl-sagen, som mildt sagt er mangelfuldt belyst i DIIS-udredningen Danmark under Den Kolde Krig. Det samme gør sig gældende for adskillige andre af KGBs danske agenter, villige hjælpere, meddelere og samtalepartnere.”

Blandt de mange der holdt hånden over Jørgen Dragsdahl nævnes specifikt Lasse Ellegaard og Torben Krogh. Sidstnævnte var dengang chefredaktør på Information, og er idag fastansat på Orientering. Kroghs medredaktør på Information var dengang Vibeke Sperling, og det oplyses at hun var bisidder ved et møde Dragsdahl havde med PET i 1985. Hun blev senere ansat af Orientering, men selvom hun idag arbejder for Politiken optræder hun stadig hyppigt som ekspert. Hendes datter Ruth Sperling er idag fast medarbejder på Orientering. Jørgen Dragsdahl selv blev i en årrække brugt som sikkerhedspolitisk ekspert i Orientering, men er idag fastansat.

Suppler evt. med An Example of “Black” Active Measures: Alleged Soviet Agents of Influence and Covertly Sponsored Publications in Denmark [via Observant].

“Dragsdahl worked together actively with the KGB to undermine Western viewpoints. It was very goal-oriented disinformation.

Opdate 15/1-07. Mediedækningen af Jyllandspostens afsløringer illustrerer hvor galt det står til med medierne herhjemme. Jyllandsposten dokumenterer at en kendt dansk journalist under den kolde krig var agent for KGB, og bekræfter hermed Ekstra Bladets meget omtalte 1992-historie. Flere politikere dækkede over Dragsdahl, herunder en af fodnote-politikkens ophavsmænd. Ud fra alle betragtninger en væsentligt historie.

Ritzaus Bureau ignorerer Jyllandspostens historie, og vælger istedet at optage Informations modhistorie, der retter kritik af en juridisk detalje. Uanset det formelle ved arkivindsigten, så citerer professor Bent Jensen kilderne ordret, og historien skal selvfølgelig lanceres som afsløring, ikke som anklager/beskyldninger.

En del aviser bringer notitserne fra Ritzaus Bureau, der blot citerer og refererer Informations modhistorie. DR holder lav profil, men i det omfang de overhovedet nævner Dragsdahl følger de Information/Ritzaus Bureau hele vejen. TV2 Online har ikke bragt et ord om sagen.

  • 14/1-07 (22.17) Ritzaus Bureau, citathistorie fra Information) – Politisk flertal kræver større PET-åbenhed.
  • “Det politiske krav opstår i kølvandet på professor Bent Jensens spionanklager mod journalisten Jørgen Dragsdahl. I en omfattende artikel i Jylland-Posten bliver Dragsdahl betegnet som KGB-agent under Den Kolde Krig.”

  • 15/1-07 (02.30, 08.40) DR Online – Vil have åbnet PETs koldkrigsarkiver.
  • 15/1-07 (07.09) – P1 Morgen – Ny debat om PET-arkiver.
  • 15/1-07 (09.02) Ritzaus Bureau – Slagsmål om agentbeskyldning.
  • “Netop som historikeren Bent Jensen er udnævnt som leder af koldkrigscenter, rejser sig en storm omkring hans beskyldninger om, at en journalist var KGB-agent. Det er noget “svineri”, mener Ole Sohn (SF), at en journalist ikke selv kan få lov at se dokumenter, som en historiker bruger som bevis for, at journalisten var agent for den tidligere sovjetiske efterretningstjeneste KGB.”

    Opdate 18/1-07.

  • 17/1-07 (21.00) TVavisen – Portræt af Bent Jensen (forsøg på karaktermord).
  • 18/1-07 (08.24) DR Online – PET-Kommission for længe om arbejdet (klassisk spin-off).
  • 17/1-07 P1debat – Er Dragsdahl offer for heksejagt?
  • Opdate 22/1-07. Debatten om Dragsdahl er reelt blevet til en debat om Bent Jensen, og fylder godt i medierne.

  • 15/1-07 Dragsdahl.dk – Jørgen Dragsdahl: Reaktion på anklager i Jyllands-Posten.
  • 19/1-07 Jyllandsposten – Bent Jensen: Mens jeg venter på politiet.
  • 20/1-07 Jyllandsposten – Lasse Ellegaard: Man kan ikke tinge om sin ære.
  • 

    27. september 2006

    Bent Blüdnikow: Anti-amerikanisme i Europa (fuld tekst)

    Fra seneste udgave af Udenrigs (Det Udenrigspolitiske Selskab, 2006/2) – en ypperlig artikel om europæisk anti-amerikanisme af Bent Blüdnikow. Tidskriftet findes ikke online, og godt det samme for der er langt mellem snapsene. Jeg har valgt at lægge den online i fuld længde uden fremhævelser (9 sider Word-dok).

    Anti-amerikanisme i Europa

    De fleste kan nok huske de negative europæiske følelser, der rettedes mod præsident Ronald Reagan. Han blev kaldt dum, en b-skuespiller og bl.a. en gal hund. Det var historisk set forklarligt, at han var så upopulær på det europæiske kontinent, for vi stod midt i en farlig periode under Den kolde Krig og USA strammede politisk kravene og retorikken overfor Sovjetunionen. Europa brød sig ikke om, at Sovjetunionen blev kaldt “Ondskabens Imperium” og selvom dissidenterne i Sovjetunionen og Østeuropa tiljublede USA og Ronald Reagan, så syntes brede kredse i Europa, at det var ubehageligt, at USA – set med europæiske øjne – var konfrontationssøgende og absolutistisk i sit sprogbrug. Måske fordi Europa ikke ønskede at blive inddraget yderligere i konflikten, fremmanede man et verdensbillede af to lige uforsonlige fjender, hvor bl.a. mange danskere kunne illudere, at vi holdt os udenfor opgøret. Denne mentale linedanse fik kredse i Europa – herunder Danmark – til at tegne et billede af den amerikanske præsident som aggressiv, ubegavet og simpel.

    Historiens gang har ændret alt dette. Kommunismens sammenbrud gav Ronald Reagans politik et helt andet eftermæle og ved hans død blev han prist – også i danske medier – som en af de store præsidenter. I den sidste vurdering af perioden skrevet af den førende Kold Krigs-forsker John Lewish Gaddis “The Cold War. A New History” (2005), står der at Reagan var “en af de mest kompetente politikere som USA havde haft og en af de skarpeste strateger overhovedet”.

    Meget af retorikken mod præsident Ronald Reagan kan genfindes i den temmelig unisone europæiske beskrivelse af præsident George W. Bush. Mange europæiske stemmer har ligeledes beskrevet ham som absolutistisk, aggressiv, endimensional og dum. Man behøver ikke at lede længe i europæisk og dansk presse for at finde mængder af udtalelser og artikler, der fremstiller USA og Bush-regeringen med en række yderst ubehagelige tillægsord. Der synes at være noget provokerende ved George Bushs ærkeamerikanske udseende og retorik, men den negative indstilling rammer ikke blot præsidenten, men er rettet mod hans administration, hans intellektuelle venner og sandelig også hele nationen. Det er måske ikke underligt, idet situationen internationalt nu på flere måder minder om de varmeste dage under Den kolde Krig. Også nu er USA involveret i et opgør mod kræfter, som bliver kaldt onde og hvor den amerikanske præsident går ind for offensive metoder for at bekæmpe fjenden.

    Dum som en dør

    Den hårde tone overfor Bush-regeringen vandt snart fodfæste i Europa efter en kort periode med USA sympati efter terrorangrebet på USA i september 2001. Den amerikanske filminstruktør og forfatter Michael Moore scorede en overvældende europæisk succes med sin bestsellerbog “Stupid White Men” med præsident Bush i en stjernerolle. Moore fandt et europæisk publikum, der mente, at præsidentens manglende intelligens var forklaringen på den amerikanske politik. Og sandelig om hans film ikke også fik de fineste europæiske priser. I Frankrig blev antiamerikanske bøger bestsellere og gamle venstreorienterede intellektuelle, som f.eks. Noam Chomsky, der altid havde anset USA for at være menneskehedens fjende, blev en ny feteret superstjerne.

    Foruden udenlandske røster var der også mange danske stemmer, der blandede sig i koret. Digteren Henrik Nordbrandt sagde om George W. Bush i Berlingske Tidende, at han var “dum som en dør” (24.10.2002) og i Information skrev han, at økologien har det skidt og mennesket står i mudder til livet: “Det svarer til, at man stod i et lille kosteskab og bare ville æde og skide det samme sted. Så kommer lortet højere og højere, og alligevel bliver man ved. Det er jo den situation, mennesket står i. Hvem som helst kan se det, selv George W. Bush, nej måske lige med undtagelse af ham.” (4.8 2001).

    Digteren Klaus Rifbjerg bidrog ved at beskrive Bush nærmest som en analfabet med et ordforråd som i en hjælpeklasse og betegnede ham som en primitiv hulemand. Det skrev han i bogen “Tidsmaskinen” (2002) og han har senere skrevet i Information, at det står enhver frit for at afgøre, om Bush er evnesvag eller sindssyg (8.8 2002). Ifølge Rifbjerg tilbeder denne åndelige undermåler ligefrem krigen: “Og nu kommer så den ny krig, uønsket af mange, men tilbedt af dem, der mener, at de er med på noderne: Anders Fogh Rasmussen hånd i hånd med George W. Bush.” (Politiken 23.2.2003). Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden hoppede på vognen med bemærkningen: “Det kan godt være, at amerikanerne er glade for Bush, for han er lidt dummere, end de selv er.” (21.11.2002). Observationen faldt i Danmarks Radios TV-udsendelse Debatten.

    Senest har filminstruktør Lars von Trier i 2005 bidraget til den politiske analyse ved at kalde Bush for et “røvhul”: “Jeg er ikke amerikaner. Jeg kan ikke stemme, jeg kan bare sidde langt væk i en nation under dårlig indflydelse. Bush er et asshole, men lad os ikke tale om ham. Amerika sidder på verden, derfor laver jeg film om USA, er det så underligt?” ( Berlingske Tidende 22.05 2005)

    Nationalistisk og selvtilstrækkelig

    Lad mig nævne et enkelt eksempel lidt grundigere, nemlig redaktør Torben Krogh, der i sidste nummer af Udenrigs (3, 2005) har skrevet en artikel med titlen “Præsident Bushs politiske orkan”. Her gennemgår han en række af de mest negative ting, der er sket i Amerika i de senere år under Bush-regeringens periode. Han nævner orkanen Katarina. “Harmen samlede sig ikke mindst om præsident George W. Bush. Han og hans regering undervurderede i første omgang helt og aldeles, hvad der var sket”, skrev han. Torben Krogh nævner derefter alle de andre fatale fejl hos regeringen: De sociale skel er blevet forøget under Bushs regeringsperiode. Børnedødeligheden er vokset under præsident Bush. Fattigdommen er ligeledes blevet større. Der tegnes et billede af en præsident med en “autoritet helt i bund” og med manglende “lederevner”. USA fik “ridser i laken”, skriver Krogh, fordi det måtte modtage hjælpe fra Europa efter Katarina. Og så optegner Torben Krogh et rædselsscenarie for fremtiden, der ifølge Udenrigsk redaktør meget vel kan blive endnu mere “nationalistisk og selvtilstrækkelig” med Bush ved roret. Regeringen vil ikke indgå forpligtende internationale aftaler, der på nogen måde begrænser dets egen handlefrihed, skriver Krogh og Bush-regeringens udviser “magtens arrogance” og mangel på ydmyghed fuldender redaktøren den fuldstændige nedsabling af USAs regering uden at nævne en eneste positiv ting.

    Meget af det som Torben Krogh og andre kritikere har fremhævet er jo ikke nødvendigvis helt forkert, men ved udelukkende at fokusere på de negative forhold under Bush-regeringen får man alligevel troldspejlets forvrængede billede. Man behøver ikke at læse meget i konservative tidsskrifter som National Review, Weekly Standard, Wall Street Journal og andre medier for at se et helt andet billede af udviklingen i USA. Her lægges der vægt på, at Bush-regeringen har skabt et usædvanligt højt bruttonationalprodukt, der klart overhaler det europæiske. Denne økonomiske udvikling har løftet mange fra underklassen op i middelstanden. Desuden har den ekspanderende økonomi og de mange nye arbejdspladser betydet, at mange immigranter har fundet arbejde og er blevet interegeret i det amerikanske samfund. Millioner af immigranter er legalt og illegalt kommet til USA og mange af dem har klaret sig takket være den ekspanderende økonomi – selvom mange af dem også overlever på minimumslønninger. Og endelig er det USA, der har drevet verdensøkonomien frem i de senere år. Den gode økonomiske udvikling er ikke kun Bush-regeringens skyld, men kan tilskrives generelle strukturer, men det er nu heller ikke kun Bush regeringens skyld, hvis der er forhøjet børnedød.

    Økonomen Irwin M. Stelzer skriver i Weekly Standard 15.8 2005: “Da Bill Clinton forlod præsidentposten var godt 138 millioner amerikanere i arbejde. Reel kompensation – løn samt benefits – voksede med 2,8 % om året, da Bush blev præsident. I første kvartal af 2005 voksede det med imponerende 3,9 %. I det forløbne år har økonomien tilføjet 2,4 millioner jobs.(…)”. Eller læs professor Peter Kurrild-Klitgaard, der i flere artikler har påvist, at det går rigtigt godt i USA og at bl.a. levestandardden er 30 % højere i USA end i Europa (Berlingske Tidende 16.07 2005).

    Med henblik på børnedødeligheden er jeg afskåret fra at kommentere Torben Kroghs interessante tal, da han opgiver nogen kilde. Men muligvis har han ret.

    Det fremgår også af Torben Kroghs artikel, at “magtens arrogance” har fået USA regeringen til at afvise internationale forpligtelser. Hvis man lytter til den engelske historiker Niall Ferguson, hvis udfordrende bøger som f.eks. Colossus er en stor læseoplevelse, tegner der sig et andet billede. Han siger i Politiken i et interview med Adam Holm: “Sandheden er, at USA arbejder hårdt og loyalt inden for rammerne af internationale fora som Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen WTO. Og de små krige i Afganistan og Irak er mindre vigtige for den amerikanske regering end det at overholde sine løfter til allierede og interessepartnere rundt om på kloden. Vi har at gøre med et samvittighedsfuldt imperium, også selv om venstrefløjen og alle mulige andre USA-modstandere prøver at tegne det modsatte billede.” (Politiken 24.09 2005).

    Jeg vil ikke påstå, at Torben Krogh har helt uret og Ferguson helt ret, men det er ærgerligt, at tidsskriftet Udenrigsk kun tegner det negative billede. Det er ikke pluralisme, for i de senere år har der ikke været artikler i Udenrigsk, der kunne rette op på Kroghs mørke billede. Torben Krogh beskriver et aggresivt USA, der kører sin egen linie ud fra devisen “dem der ikke er med os er imod os”. Andre analytikere tegner et langt mere nuanceret billede. En af dem John Lewis Gaddis, der af mange betegnes som Den kolde Krigs største historiker. Gaddis skriver også om vor samtidspolitik og han har i bogen “Surprise, security and the American Experience” (2003) skrevet om amerikansk sikkerhedpolitik. Heri understreger han, at der går en lige linie fra Clinton-regeringens politik og over i Bush-regeringens. Der er ikke blot tale om en kontinuitet, nej han skriver ligefrem, at Bush-regeringen i sin 2002 plan: The National Strategy Security of the United States of America er mere multilateral end forgængeren Clinton: “Bushs mål understreger forsvar, bibeholde og udvide freden, Clinton synes kun at forudsætte fred. Bush påberåber sig samarbejde mellem stormagterne; Clinton brugte aldrig de udtryk. Bush understreger, at man må opmuntre frie og åbne samfund i alle kontinenter, Clinton nøjedes med at være tilfreds med at “fremme” demokrati og menneskerettigheder i “udlandet”. Selv i disse indledende linier er Bushs plan mere magtfuld, mere omhyggelig formuleret og uventet – mere multilateral end dets forgængere”. Nu er Gaddis slet ikke reublikaner, men snarere demokrat, men hans analyse er gennemgående positiv overfor Bush regeringens udenrigspolitik. Han skriver videre, at tendensen til at undervuderere Bush har været specielt fremherskende blandt amerikanske og europæiske akademikere: “Det har uden tvivl noget at gøre med den dominerende venstreorienterede politiske holdning i disse kredse.”

    Man kan fremdrage en hoben kommentatorer, der er er mindst lige så kritiske som Torben Krogh overfor USA, men man kan sandelig også fremdrage mange, der roser Bush-regeringen og dens gerninger. Når Gaddis er lidt af et sandhedsvidne er det fordi hans forskning er blevet rost til skyerne af samtlige anmeldere og at han er hævet over enhver mistanke for at gå Bush-regeringens ærinde.

    Hæng Bush

    Vi ved fra opinionsundersøgelser, at de USA-fjendtlige holdninger har godt fat i de europæiske befolkninger. En undersøgelse fra 2002 viste, at en bred majoritet i Frankrig, Japan og Tyskland bedømte den amerikanske politik negativt. Undersøgelsen var foretaget af det amerikanske udenrigsministerium. I en opinionsundersøgelse fra oktober 2003 svarede en række udvalgte nationalitetrer på, hvilke lande, der truede verdensfreden. Hele 59 % pegede på Israel og 53 % pegede på USA. De lå som henholdsvis nr. 1 og 4 på listen og USA blev kun overhalet af Iran og Nordkorea. Der var udvalgt 7515 europæere til at deltage i undersøgelsen.

    En undsøgelse fra PEW Research Center januar 2005 konkluderede, at holdningen til USA og Bush-regeringen vedblev at synke og de store lande i Europa, hvor undersøgelsen koncentrerede sig, havde katastrofalt lave popularitetstal. Undersøgelsens forfattere skrev i deres konklusion: “De antiamerikanske følelser går dybere og bredere end på noget tidspunkt i moderne historie. Det er mest akut i den muslimske verden, men den dækker hele globen; fra Europa til Asien, fra Sydamerka til Afrika. Og selv om meget af denne antipati er rettet direkte mod præsident Bush og hans politik, specielt krigen i Irak, så viser disse stadig hårdere holdninger mere end blot tommelfingrene nedad for dem, der lige nu sidder i Det hvide Hus.”

    Senest har tidsskriftet Foreign Policy (februar 2006) trykt en undersøgelse, der bekræfter den negative europæiske indstilling: Faktisk er USAs upopularitet større end nogensinde i Europa og kun polakkerne har en vis sympati for landet.

    De antiamerikanske følelser gik ikke ubemærket hen over amerikanske medier og kommentatorer. Et typisk eksempel er magasinet Time fra august 2003, der indeholdt følgende malende beskrivelse: ” Velkommen til den mærkelige verden af transatlantiske forbindelser, som på det seneste synes at være mere påvirket af lærebøger om dysfunktionelle familier end af manualer i diplomati. I disse dage synes det som om, at alle dele af det europæiske kontinent er grebet af frygt og foragt for USA. Tusindevis vandrer gennem Europas hovedstæder for at fordømme den USA-ledet krig i Irak og dukkeudgaver af George W. Bush bliver klynget op og brændt. Men den stærke opposition mod krigen er bare det nyeste element i de anti-amerikanske følelser. Man kan spørge en hvilken som helst europæer og man får ørerne tudet fulde af USAs kulturelle og økonomiske dominans, amerikansk arrogance, amerikansk snæversynethed, amerikansk blindhed overfor global opvarmning, fattigdom i verden og palæstinensernes skæbne.”

    I 2002 skrev Salman Rushdie i sit essay “Anti-Americanism has taken the world by storm ” i Guardian: “Enhver der har besøgt Britain og Europa eller har fulgt de offentlige samtaler der i de sidste 5 måneder, er blevet slået, ja endda chokeret, over dybden af anti-amerikanske følelser i store dele af befolkningen og i nyhedsmedierne. Den vestlige antiamerikanisme er et meget mere pirreligt fænomen end dets arabiske udgave og – mærkeligt nok – meget mere personlig.”

    Den franske filosof Bernard-Henri Levy har lige udgivet sin nye bog “American Vertigo: Traveling America in the Footsteps of Tocqueville”. Ved udsendelsen i februar 2006 blev han interviewet til New York Sun (31. januar 2006) og sagde bl.a : “Amerika bliver ofte dæmoniseret i udlandet. Den bedste måde at svare på den slags dæmonisering er at vise, at USA er en stor nation, der dog også laver fejltagelser – men det er en stor nation også hvis vi tager disse fejl med. Hvad der forbavser mig er, at landet er i langt mindre krise end man får indtrykket af i udlandet. Demokratiet er langt sundere end det antages i udlandet. Anti-amerikanisme er en pest og sig blot hvad du vil om USA, men det står stadig for sandhed og retfærdighed”.

    I sin bog “Longitude and Attitudes” skriver New York Times kommentatoren Thomas Friedmann: “Siden Den kolde Krigs slutning har anti-amerikanismen overtaget førertrøjen fra fodbold som verdens mest populære sport…Der er en generel opfattelse i intellektuelle kredse, at USA har skylden for alt hvad der går galt og mange amerikanske intellektuelle spiller med og accepterer, at USA har rollen som verdens boksebold. Og når du nægter at acceptere dette i blandet selskab, er det som om du har slået en ordentlig prut ved et cocktail party – folk ser mærkeligt på dig og begynder at gå baglæns”.

    Man kan hævde, som mange da også gør, at stemningen i Europa ikke er antiamerikansk, men blot kritisk overfor Bush og hans regering. Men i så tilfælde må vi konkludere, at den heller ikke var antiamerikansk under præsident Ronald Reagan, men blot vendt mod hans person. Men det var ikke virkeligheden, for bag stormløbet på den “ubegavede” Reagan lå en dyb antipati og frygt mod hans direkte politik overfor Sovjetunionen. Den konservative kommentator og samfundsforsker Robert Kagan, ham med USA er fra Mars og Europa fra Venus, skrev i tidsskriftet Policy Review (juni-juli 2002), at anti-amerikanismen ikke er et “George Bush-problem”, men hovedsagelig skyldes europæisk misundelse overfor amerikansk militær styrke og mod.

    Det vil da også også være alt for ahistorisk at tro, at det blot er uviljen mod den ærkeamerikanske præsident Bush, der udløser denne vrede, for mange andre tidligere præsidenter har fået samme harme og bitterhed rettet mod sig. Den amerikanske forsker Judy Colp Rubin skriver i artiklen “Is Bush Really Responsible for Anti-Americanism Around the World” på websiden “History News Network”, at også Thomas Jefferson og Benjamin Franklin blev usat for dyb europæisk hån og forbitrelse.

    Den daglige nyhedsstrøm

    Billedet af et farligt, amoralsk og aggressivt USA kommer til udtryk ikke blot gennem enkelte rabiate vurderinger og artikler, men ligger som en understrøm i den europæiske nyhedsdækning. Der er ikke en dag, hvor nye skandaler og nye afsløringer ikke tegner et billede at et famlende og agressivt USA med en inkompetent regering, der styres af ubehagelige mørkemænd i form af de såkaldte neo-konservative. I dansk presse er der i årevis tegnet et ensidigt billede af disse neo-konservative som hovedsagelig jødiske intellektuelle, der mere styres af hensyn til Israel end hensyn til deres eget hjemland. Således beskrev Lars Erslev Andersen tidl. sikkerhedsrådgiver Richard Perle som “Mørkets fyrste”, der angiveligt skulle havde sæde i bestyrelsen for den israelske avis Jerusalem Post (Påstanden findes i Lars Erslev Andersens artikel i antologien : “USA/EUROPA – fjender i Fælleskab” (red. Clement Behrendt Kjersgaard). Det var imidlertidigt ikke rigtigt, idet Perle ikke har siddet i avisens bestyrelse, men det passede godt ind i den almene mytedannelse. Erslev Andersen tegnede, som andre danske kommentatorer i denne periode, et billede af et internationalt netværk af jødiske intellektuelle, der så at sige styrede USAs udenrigspolitik. Ikke noget kønt indslag i debatten. Disse neo-konservative, der dækker et bredt feldt af spændende intellektuelle, har også i bladet Udenrigsk fået med grovfilen. Bladet har trykt en artikel af Christoph Bertram i 200, nr. 2 med en særdeles hårdhændet nedrakning af denne brede gruppe. Artiklen havde titlen “Svar til Robert Kagan”, men Udenrigsk har ikke en eneste gang ladet en af bevægelsens egne folk forklare sig eller svare på Bertrams kritik. Det ville da ellers have været af interesse for læserne, nu da de var blevet skarpt kritiseret.

    Europæisk offentlighed bombarderes med negative informationer om USA. Og en del af det er rigtigt. Der begåes fejl og George Bush og hans regering har begået en række uheldige beslutninger. Det er dog ikke hele sandheden, men informationsstrømmen i f.eks. Danmark baserer sig for 80 % vedkommende af artikler fra New York Times og Washington Post. Der er tale om oppositionsaviser og hvis man plukker de mest sensationelle og agressive artikler og kommentarer ud, så får man ikke et retfærdigt og nuanceret billede. Men det er hvad der sker og de mange andre aviser citeres sjældent. Man kan indvende, at de to anførte aviser også har borgerlige kommentatorer. Ganske rigtigt, men i danske aviser citeres de kun undtagelsesvist. Ser man f.eks. på dækningen i dagbladet Politiken er kommentatorerne plukket, så de kun bekræfter det negative billede, som avisen i forvejen tegner med dets egen nyhedsdækning. Det er ikke pluralisme, ja det end ikke nærmer sig. Men hvis man ikke kender til den brede debat i USA og ikke ved, at der er mange andre opfattelse end dem, som udvælges til det europæiske marked, så kan man ikke vide, at der ikke informeres pluralistisk. Det er dog blevet nuanceret i det sidste års tid. Det er internettet, der har gjort sin virkning og pludselig dukker konservative kommentatorer som William Kristol, Norman Podhoretz, Charles Krauthammer og andre sjældne fugle op i debatten.

    De er dog stadig marginale stemmer og ofte får de af dansk presse prædikater som “stærkt højreorienterede” eller “kontroversielle” hæftes på sig inden læserne får lov til at læse deres ord.

    Den historiske dybde

    Nyhedsdækningen og aviserne øvrige dækning af USA lider af et andet principielt problem, som jeg vil kalde ahistorisme. Man har ikke historisk dybde i dækningen og kan derfor ikke drage sammenligninger eller forstå den dybere mening med de magtpolitiske tiltag. De fejl, som USA har begået, får uden denne historiske dybde en unik karakter, som det værste, der er sket i menneskehedens historie. Det synes ikke at indgå i journalisternes bevidsthed, at USA i de mange krige, det har ført, har begået handlinger, der er langt værre end dem George W. Bush har haft det øverste ansvar for. Fangeovergrebene i Irak og Afganistan er brud på mennskerettighederne, men de er relativt små sager, hvis vi ser på de massakre på krigsfanger, som amerikanske og engelske soldater begik overfor tyske og japanske fanger under 2. verdenskrig. Idag følges der juridisk op på forbrydelserne, hvad man som regel ikke gjorde dengang. De strategiske fejltagelser i Irak, som USA bebrejdes så stærkt for, er det rene vand, hvis vi ser på hvad præsident Rosevelt og præsident Truman begik af brølere under 2. Verdenskrig og Koreakrigen. Man begik elementære strategiske fejl med store konsekvenser til følge og man svigtede befolkningsgrupper med fatale følger i en lang række konklikter som f.eks Kina i 1920erne og 1930erne og Sydamerika i 1950erne og 1960erne.

    Jeg nævner alt dette ikke for at skildre USA som et ond nation, men netop for at understrege, at supermagten USA, der handler aktivt i verden, også ustandselig begår fejl. Nationer, der ikke handler aktivt, som f.eks. Sverige, er ikke udsat for den slags fejl men hytter blot sit eget skind. Men medierne synes at glemme, at de fejl Bush-regeringen begår relativt set er små i forhold til, hvad andre præsidenter har haft ansvar for. Der er også en dybere pointe med dette tilbageblik. Europæerne ved jo godt, at USA dels for at sikre sig selv og dels vitterlig for at styrke demokratiet og frelse mennesker i bl.a. Europa, som det er sket gang efter gang i det 20. århundrede, er at foretrække frem for andre nationer som verdens leder. Flere af de europæiske opinionsundersøgelser peger da også på, at på trods af den stærke kritik af USA, så er der alligevel en forståelse for, at denne stormagt dog er af den godartede slags.

    Forklaringerne

    Men hvad er så årsagerne til denne antiamerikanske holdning i Europa? Går vi tilbage i historien er det klart, at der lige siden 1700-tallet har hersket en foragt for det amerikanske samfund, som europæerne anså for at være plumt, primitivt og styret af profit. Det er også et gennemgående træk, at det amerikanske samfund har været symbolet på modernitet og masssekultur. Professor i klassisk historie og kommentator Victor Davis Hansson skriver i artiklen :”Why do they Hate US” (oktober 2004 National Review): “Hadet til USA er ikke ny. Og det har heller ikke meget at gøre med George W. Bushs upopularitet. Istedet bør man se på psykologiske dybt liggende følelser som misundelse, forbehold og selvhad for at forklare, hvorfor Europas elite fordømmer amerikanerne”.

    Salman Rushdie skrev i den tidligere citerede artikel fra Guardian: “Hvad USA bliver anklaget for – intellektuel lukkethed, fordomsfuldhed og uvidenhed – er det som anklagerne ser, når de kigger sig i spejlet”. Robert Kagan har i flere artikler og i bogen “Paradiset og magten” peget på, at det europæiske kontinent er præget af mangel på militær styrke, svag økonomisk fremdrift og forvirring om kontinentets kulturelle og nationale identitet. Som en modpol til USA opstiller europæerne et et billede af et Europa, der går ind for samarbejde, internationale traktater, menneskerettigheder, fred og samtale og et Bush-USA, der står for alt det modsatte.

    Hvis man vil pege på danske eksempler, så kan vi citere Mogens Lykketoft fra hans korte tid som udenrigsminister, da han på et møde i Udenrigspolitisk Selskab tegnede et billede af Europa som et humant og progressivt modbillede til USA: “EU har mange fælles synspunkter, holdninger og værdier, som i stigende grad vil søge at præge det internationale samfund med, og som er i modsætning til synspunkterne hos den nye amerikanske regering (…) EU er reelt vores slagskraftige, progressive platform i kamp for global menneskelig udvikling. Det blev illustreret, da det i sidste måned lykkedes EU at formidle et globalt kompromis melem 179 lande, der fastholder det fundamentale i Kyoto-protokollen – men uden USA”. Der blev derefter tegnet et billede af et USA, der svarede temmelig nøje til det, som Torben Krogh portrætterede. Et egoistisk USA, der ikke ønskede at opfylde internationale forpligtelser. Kritikken – også den meget barske – er ikke et venstrefløjsfænomen, men kan også findes på højrefløjen. Jeg kunne pege på en leder fra Berlingske Tidende, hvor den negative opfattelse af USA og den positive af Europa lyder således: ” Hendes (udenrigsminister Rice) erklæring viser, hvor hårdt ramt amerikanerne stadig er efter terrorangreben i 2001. Den viser forskellen på amerikansk og europæisk reaktion på terror. Hvor amerikanerne tror, at de bekæmper terror ved at bøje og overtræde menneskerettigheder, tror europæerne på, at respekt for menneskets rettigheder er det eneste langtidsholdbare forsvar mod terror.”. (Berlingske Tidende 7.12 2005). Lederen var skrevet på baggrund af mistanke om CIA flyvninger af terrormistænkte over Europa. Den dag idag er der ikke fremkommet bevis på, at det er sket, men blot mistanken var nok til generelle anklager mod USA.. Iøvrigt må det her som alle andre steder understreges, at selvfølghelig skal enhver overtrædelse af f.eks. menneskerettigheder kritiseres og intet sted bliver de kritiseret så stærkt som i USA selv.

    En af dem, der har forsøgt at give en bred forklaring på anti-amerikanismen er professor Russell A. Berman i sin bog “Anti-Americanism in Europe. A Cultural problem” (2005). Berman peger på, at kommunismens fald betød, at Europa ikke længere behøvede amerikansk beskyttelse, og at anti-amerikanske holdninger, der altid havde eksisteret, derfor blev mere uhæmmede. Denne antipati blev styrket af det forhold, at USA blev den eneste tilbageværende supermagt. Han peger på, at Europa behøvede anti-amerikanismen i tiden efter kommunismens fald for at styrke sin egen identitet. Europas politiske overklasse, skriver Berman, var fuldkommen klar over den vulgaritet, som anti-amerikanismen repræsenterer. Men intelligensiaen besluttede sig til at løbe med og ikke sige fra over for den massive anti-amerikanisme, der har skildret amerikanerne som krigsliderlige og Bush som ikke bare dum, men også som kristen fundamentalist – lige så slem som Irans afdøde overhoved Khomeini. Bermans holdning er, at man også skal finde rødderne til anti-amerikanismen i kulturelle faktorer. Amerika som den førende magt i verden, der angiver den kulturelle førertrøje inden for musik, film, IT og så meget andet, er en stadig provokation for det Europa, der har svært ved at finde sine egne ben både politisk og kulturelt. Derfor udlægges USA som primitivt, voldeligt, fundamentalistisk, dumt, superliberalistisk, aggressivt og domineret af jødiske intellektuelle. Europæerne kompenserer så at sige for deres eget mindreværd ved at fremmane et vulgariseret billede af USA. I sin kerne ser Berman anti-amerikanismens grundstof som antipatien mod demokratisk kapitalisme, som USA mere end nogen anden nation symboliserer. Derfor, skriver Berman, har antipatien ikke meget at gøre med, hvem der lige er præsident, eller hvilke konflikter USA lige netop nu er involveret i.

    En anden skribent, der har forsøgt er gennetænke den “besættelse”, som anti-amerikanismen er for Europa er fransknmanden Jean Francois Revel. I hans bog fra 2003 “Anti-Americanism” gør han sig til talsmand for det synspunkt, at USA ses som kapitalismens højborg. Globaliseringen er den seneste udvikling af kapitalismen og det ses som en amerikanisering af verden. Der er stadig, selvom venstrefløjen ideologisk set er afgået ved døden, en dyb væmmelse mod liberalisme og kapitalisme. Denne afstandstagen fra den grådighed og egoisme, som forbindes med liberalisme og kapitalisme, symboliseres ved Amerika. Også Thomas Friedman skriver i sin bog “Longitude and Attitudes”, at globaliseringen ses som en amerikanisering og at dette er en af årsagerne til antipatien mod USA.

    I den netop udkomne bog “Understanding Anti-Americanism” (2005) er der en lang række bidrag, der forsøger historisk og kulturelt at forstå rødderne til hadet til USA. Antologien er redigeret af Poul Hollander, der i årtier har været en af de fineste Sovjet-historikere. De historisk betingede årsager til fjendskabet overfor USA er i sig selv interessante, men Hollander og hans stab peger på, at fjendskabet alligevel har radikaliseret sig. Hollander peger på 4 afgørende årsager til antiamerikanismens vækst i disse år:

    1. Efter kommunismens fald er USA den eneste supermagt på jorden og det er derfor ikke mærkeligt, at den tiltrækker kritik og agression.

    2. USA anvendelse af militær magt og politisk aktivisme tiltrækker altid ekstra kritik og vrede. De seneste års magtanvendelse i flere områder af verden har forøget den kritiske reaktion. Den negative reaktion på USA aktivisme er tæt forbundet med den i forvejen negative opfattelse af det amerikanske samfundssystem.

    3. Den 3. grund som Poul Hollander nævner er præsident Bushs person og politik. Hans cowboy-stil og angivelige sort-hvide måde at se og tale om verden har medført vrede, som yderligere får næring af hans stærke patriotisme.

    4. Som Revel peger også Hollander på, at globaliseringen er en af de stærke elementer i radikaliseringen af anti-amerikanismen. Han mener dog, at der er tale om gammel antikapitalistisk had, blot i nye gevanter.

    Afslutning

    USA må finde sig i kritik – og gør det da heldigvis også. Nationen har afgørende ansvar for verdens tilstand og tager da også denne opgave alvorligt. Niall Ferguson har sagt, at uanset fejlene er det en lykke, at det er USA, der er verdens supermagt og ikke Frankrig eller Kina. Hvad vi i Danmark må være opmærksom på er, at informationerne i Europa ikke altid er udtryk for pluralisme. Vi får serveret en temmelig snæver informationsstrøm, der desværre har en tendens til at bekræfte europæiske fordomme. Der er en manglende selvransagelse i Europa, der har meget let ved at se fejlene hos amerikanerne, men har sværere ved at se svaghederne hos sig selv. Det er en oplagt opgave for europæiske og herunder danske medier at tage udfordringen op og forsøge at undgå fordommene om USA. Det betyder ikke at mindske kritikken, men at få flere stemmer ind i koret og søge andre holdninger og reel pluralisme.

    

    28. januar 2005

    Torben Krogh (Orientering, P1) ignorerer kronologien: “Vil Dansk Folkeparti påny få held…”

    Minoritetspartiet, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti, Centrumdemokraterne, Det Radikale Venstre har alle fjernelsen af 24-års-reglen blandt mærkesagerne op imod det kommende valg. Tirsdag satte Det Radikale Venstre specifikt fokus på udlændingepolitikken med en uhørt smædekampagne mod integrationsminister Bertel Haarder, der mere end antydede at Venstremanden skulle være racist/fremmedfjendsk/ond. Politiske kommentatorer tolkede det som udtryk for at partiet havde opgivet SR-regeringen, og satsede på fremgang ved at sætte udlændingepolitik højt på dagsordenen.

    Dagen efter den radikale kampagne, altså onsdag, fremlagde Dansk Folkeparti sine forslag til udlændinge- og retspolitiske stramninger. Hvad er det så Torben Krogh påstår i torsdagens Orientering:

    Udlændingepolitik i centrum for valgkampen?

    Sammenlignet med valgkampen i 2001 har udlændingepolitikken hidtil spillet en tilbagetrukken rolle i dette års udgave. Men i går forsøgte Dansk Folkeparti at ændre disse tilstande ved at fremlægge et udspil, der rummer flere markante stramninger. Samtidig fortalte partiformand Pia Kjærsgaard, at hun er lidt bekymret over den måde, Venstre behandler denne sag på i valgkampen. Spørgsmålet er imidlertid, om hun og hendes partifæller får held til på ny at bringe udlændingepolitikken i centrum for vælgernes opmærksomhed.

    Oploadet Kl. 10:32 af Kim Møller — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper