25. april 2017

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen af Erik Høgh-Sørensen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.



27. oktober 2016

JP/Politikens Hus: “Sikkerheden vil altid veje tungest. Menneskeliv er vigtigere end principper.”

Det er værste er ikke den forståelige frygt, men hykleriet desangående. Får uger efter ‘Håndfæstningen’ blev skrevet, blev Bo Lidegaard chefredaktør for koncernens anden avis. ‘Ytringsfriheden er ikke truet’, var hans overordnede bidrag til debatten. Fra Information – Flemming Rose langer hårdt ud efter Jyllands-Posten i ny bog.

“Flemming Rose, der spillede en central rolle i debatten om Muhammed-tegningerne, afslører i sin nye bog De besatte, hvordan ledelsen i JP/Politikens Hus underlagde ham et hemmeligt censurdiktat for at lukke munden på ham. Samtidig med at Jyllands-Posten hyldede den kompromisløse ytringsfrihed, blandt andet ved at stifte sin egen Ytringsfrihedspris.

I et interview med Information fredag kalder Rose ledelsens opførsel for ‘hykleri’.

Diktatet, der fik navnet ‘håndfæstningen’, blev formuleret af daværende formand for koncernbestyrelsen i JP/Politikens Hus, Jørgen Ejbøl, der i dag er næstformand i koncernbestyrelsen og formand for Jyllands-Postens Fond. Han er desuden medlem af juryen for European Press Prize og medlem af eksekutivkommitteen i den Washington-baserede World Press Freedom Committee.”

(‘Håndfæstningen’ om Flemming Roses arbejdsvilkår, 2011)

“Der er trusler mod vores sikkerhed. Spørgsmålet er, om vores ytringsfrihed dermed er truet? Her på avisen holder vi fast i, at det er den ikke.” (Bo Lidegaard, chefredaktør for Politiken, 9. juni 2013)



7. januar 2015

Fredelig Islam-modstand: “Her er sindssygt mange – en kilometers demonstranter er gået forbi mig…”

“Hvorfor har islamkritikerne i Pegida vind i sejlene i Dresden?”, spørger Jyllands-Posten, men lektor Moritz Schramm, kommer ikke tættere på virkeligheden end lektor Lykke Friis og Politikens Bo Lidegaard, der mandag aften blamerede sig selv i et ensidigt Deadline-setup. Fædrelandskærlighed fører til Auschwich, kunne de lige så godt have sagt, og der var naturligvis ingen motivanalyse af Angela Merkels seneste udmelding. Hun udviste rettidigt omhu i forhold til ‘globaliseringsforskrækkede’, som skal holdes fra indflydelse. Multikultur, mere Islam, by all means necessary.

Fra Politiken – Tusindvis af tyskere demonstrerer mod islamisering: ‘Vi er patrioter, ikke idioter’.

“‘Vi er folket!’. Råbene gjalder insisterende gennem gaderne i den østtyske by Dresden i disse timer. Tusindvis af mennesker har hertil aften sluttet sig til den hidtil største demonstration mod det, som de betegner som islamiseringen af Tyskland.

‘Her er sindssygt mange – en kilometers demonstranter er gået forbi mig på det gadehjørne, hvor jeg står’, beretter Politikens tysklandskorrespondent, Erik Jensen fra Dresden.

Mandag efter mandag har tilhængere af den såkaldte Pediga-bevægelse – Europæiske Patrioter imod Islamisteringen af Vesten – samlet et stadig stigende antal mennesker til demonstration. Bevægelsen har bredt sig til en stribe større byer i Tyskland, og indtil i dag har mandagsdemonstrationerne trukket op mod 17.000 demonstranter til den største af slagsen. Men den rekord er ‘forlængst overgået i aften til trods for, at det er en utrolig kold aften’, lyder vurderingen fra Erik Jensen. …

‘De fører massiv kampagne mod medierne, som de mener forvrider deres budskab. De er trætte af at blive fremstillet som facister og nazister, lyder det igen og igen fra talerstolen. ‘Vi er patrioter, ikke idioter‘, sagde en af talerne for eksempel. De føler sig uretfærdigt beskrevet og synes, at det er virkelig uretfærdigt, når andre hæver nazikortet mod dem«, forklarer Erik Jensen, der beskriver stemningen i byen som festlig og fredelig. …

Operabygningen i Dresden, hvor mandagsdemonstrationerne de seneste uger har haft deres afslutning, plejer at være oplyst af projektørlys, når mørket falder på. Sådan er det ikke i dag. Magthaverne i byen har besluttet at slukke de kraftige lamper.”

(Pegida-demonstranter med rispapirlamper i Dresden, 5. januar 2015; BBC News)

“En af dem med et angiveligt ‘koldt’ og ‘hadefuldt’ hjerte er den 55-årige diplomingeniør Thomas G., der ikke ønsker at oplyse sit efternavn til Information. ‘Det rører mig ikke, at Merkel siger, vi har had i hjertet. Hun var heller ikke selv på gaden i 1989. Hun var medlem af Freie Deutsche Jugend (det østtyske kommunistpartis ungdomsorganisation, red.). Når hun kommer med den slags udfald, er det, fordi hun er utilfreds med at blive svinet til under demonstrationerne.’

Pegida-tilhængeren Thomas G. er født i Dresden og gik selv på gaden i 1989, da det lykkedes østtyske borgere under fredelige protester at vælte Berlinmuren.” (Troels Heeger i Information, 7. januar 2015)



10. marts 2014

Bo Lidegaard anno 1982: Bidragyder til USA-kritisk ‘freds-antologi’, redigerede ‘militærkritisk magasin’

Bent Jensens ‘Ulve, får og vogtere. Den kolde krig i Danmark 1945-1991’ fik en hård bedømmelse i Politiken af ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard, der betragtede værket som et polemisk anklageskrift fra højre flanke. At Lidegaard selv, ikke er den mest objektive, har de fleste forstået. Jesper Vind kommenterer Bo Lidegaards kritik af Bent Jensen i Weekendavisen – Jensen vs. Lidegaard.

“Som nævnt anklages Jensen for at gå ‘efter revl og krat’ i Ulvebogen, men gør Jensen nu også det? Selvfølgelig ikke. Jensen har eksempelvis undladt at nævne sin allierede fra Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaards trotskistiske udskejelser i tresserne og marxistiske skolebøger i halvfjerdserne. Denne undladelse stemmer godt overens med Lidegaards pointe om, at Jensen går efter ‘modparten’.

Men faktisk fortæller koldkrigsværket heller intet om, at Lidegaard tilsyneladende selv flettede tæer med ‘fodnote-forræderne’ i begyndelsen af 80erne. Lidegaard bidrog nemlig til den USA-kritiske freds-antologi Grønland – Middelhavets perle: et indblik i amerikansk atomkrigsforberedelse (1983).

Derudover finder koldkrigsværket det heller ikke værd at nævne, at Lidegaard i 1982 blev medlem af redaktionen på ‘Forsvar – Militærkritisk Magasin’. Et magasin som delte ideer og adresse med fredsgruppen Nej til Atomvåben (stiftet af bl.a. Jørgen Dragsdahl). Magasinet havde i 1981 bragt flere artikler om Forsvarets Efterretningstjenestes lytteanlæg, hvilket gav redaktøren en sigtelse for spionage, som dog blev frafaldet.

Redaktøren af det hedengangne militærkritiske tidsskrift Søren Møller Chistensen er i øvrigt i dag formand for Jørgen Dragsdahls indsamlingsforening. Den forening, som chefredaktør Lidegaard netop har givet gratis annonceplads i Politiken, så Dragsdahl kan få indsamlet penge til at føre sin injuriesag i Højesteret. Mod professor Bent Jensen.”

Oploadet Kl. 14:12 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper