20. november 2018

Lillelund om Trads: “Han er Zelig, manden uden midtpunkt, der former sig efter omstændighederne…”

Niels Lillelund kommenterer David Trads’ folketingskandidatur – Kandidat til tiden (kræver login).

“Hvad mener ‘David Trads’? Alt mellem himmel og jord, han er derfor den perfekte kommentator. Han skoser burkaforbuddet den ene dag, dagen efter er han mest for. Han erkender, at mere indvandring, som han går ind for, skaber øget ulighed, men han elsker lighed og har i øvrigt kæmpet for det hele livet. Han mener både, at indvandring er en knaldgod forretning, men også at den ikke-vestlige indvandring er tidens største trussel, for det mener Mette Frederiksen, som han for ikke længe siden mente var en levebrødspolitiker, men som han nu ser som bærer af et storslået narrativ. Det sagde han i programmet ‘Lippert,’ hvor journalist Søren Lippert, selv tidligere socialdemokratisk kandidat, nu tv-vært, interviewede den tidligere TV 2-kommentator, nu socialdemokratisk kandidat ‘David Trads’. Forvirret? Fortvivl ikke, det hele handler om positionering, ingenting er for alvor, derfor har ‘David Trads’ også været i forbindelse med en række forskellige partier, det er hip som hap.

… ingen tvivl om, at ‘David Trads’ er den perfekte kandidat. Han er Zelig, manden uden midtpunkt, der former sig efter omstændighederne og veksler sømløst mellem at beklage sig over tonen og den personlige forfølgelse, men selv kaster om sig med ord som nazist, fascist, fremmedhader og meget andet; han er kandidat i netværkssamfundet, hvor man er, hvem man kender, og ingen tvivl om, at han kender flere end en eller anden ukendt dame, som ingen kender fra et sted, ingen har hørt om, så Socialdemokratiet gør klogt i at vælge ‘David Trads’, på en gang tidløs og kandidat til tiden.”

(Woody Allen som ‘Leonard Zelig’ i Zelig, 1983; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 13:12 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


8. august 2018

Lillelund om medier: “… ingen bevarer ædruelighed nok til at spørge, om de stramninger så virkede”

Det er svært at beskære Lillelunds klummer, for han har en særlig evne til at komprimere mediekritik med velvalgte eksempler. I sidste uge rettede han fokus på den journalistiske ensporethed, der gør at de kritiske spørgsmål aldrig stilles fra højre flanke. Endnu en knivskarp klumme af Niels Lillelund – Vi vil hellere skelne mellem passende og upassende end mellem sandhed og løgn (5. august 2018)

“… den religiøse reference må fastholdes. Det gælder politikere og ikke mindst den presse, der skulle skelne mellem sandt og falskt, men hellere skelner hellere mellem ondt og godt, passende og upassende.

Derfor er der spørgsmål, der stilles, og spørgsmål, der ikke stilles. Når Inger Støjberg byder på lagkage efter de berømte 50 stramninger (nu mener hun vistnok at være nået til 98), falder folk over hinandens krokodilletårer for at tilkendegive deres forargelse; den religiøse rus raser, og ingen bevarer ædruelighed nok til at spørge, om de stramninger så virkede, for stramninger er onde, og ingen journalist ser det som opgaven at spørge de onde, hvorfor de ikke er så onde, som de siger, de er – det manglede bare.

Derfor kunne Venstre slippe afsted med at gå til valg på en straksopbremsning og kort efter åbne ladeporten for migranterne på motorvejen; ingen spørger til det, for lukkede grænser er onde, og det kan ikke være en journalistisk opgave at spørge en ond regering, hvorfor den ikke er så ond, som den sagde, den ville være.

… i stedet får vi stene for brød, gode historier fortalt af gode mennesker.

Historien om de syriske flygtninges overmåde kompetencer, deres høje uddannelser, medicinske grader etc. var jo f.eks. en god historie og overmåde passende, plantet og viderekolporteret af gode viljer – indtil sandheden kom for en dag, og det viste sig, at de faktisk ikke var hjernekirurger alligevel. Ikke engang noget derhenad. Men det anfægtede ikke de gode viljer. Ingen sagde: Dette er galskab, som manden i Scientology. I stedet fortæller man flere gode historier som f.eks. den om, at ‘danskerne’ får flere børn, hvad der vil kræve mange flere børnehaver.

ingen journalist ulejligede sig med at slå efter hos Danmarks Statistik, hvor man kan konstatere, at der nok fødes flere børn i Danmark, men det er ikke danskere, der føder dem… Men hvorfor skrive om det, det er ondt og upassende”

(En Ritzau-historie på Fyens.dk, 28. juli 2018; Se evt. KSD)



4. juni 2018

Lillelund om ramadan-apologi: ”giv aldrig Inger Støjbjerg ret i noget,’ den hippokratiske ed anno 2018′

Niels Lillelund fortæller, at indtil fornyligt var medierneog eksperterne bekymret for, hvorvidt danskerne fik væske nok under hedebølger. I år slipper vi for formaninger på grund af nye videnskabelige anvisninger, lagt frem for offentligheden af Politiken med hjælp fra professor Bente Klarlund.

Ypperlig kommentar af Lillelund i Jyllands-Posten – Hedebølge (kræver login).

“… ‘en gennemgang af den videnskabelige litteratur på området peger på, at det ikke er farligt for raske mennesker at faste. På vores breddegrader hersker der en kollektiv frygt for sulten […] Ser vi på faste i et evolutionsbiologisk perspektiv, har stenaldermennesket formentlig ikke spist hver dag året rundt. Måske er vores krop netop indrettet til, at vi skal føle sult fra tid til anden,’ siger Klarlund…

… I 2013 mente Klarlund i forbindelse med maj måneds eksamenstid, at ‘hvis du er så stresset, at du glemmer at drikke vand, bliver du lettere træt,’ og at ‘det er alfa og omega at sove godt i eksamensperioden… Og at ‘et dansk studie tydede på færre fejl og en hurtigere opfattelsesevne hos unge mænd, der spiste en proteinrig kost.’ Men det var selvfølgelig i forskellige klummer, og således er sundhed mangelunde og afhænger på mange måde af dagsformen. Hos patienten såvel som hos lægen.

Men ikke et ondt ord om ramadan. Enhver bliver salig i sin tro, selv om ramadanen måtte være i modstrid med det, der indtil forgangne uge var kendte lægelige anvisninger. Lægerne retter ind. Det manglede bare.Foreløbig glæder jeg mig til, at alle anvisninger om øget motion indstilles på ubestemt tid, mens Bente Klarlund finder ud af, at det sundeste for kvinder er at være konstant tildækkede, aldrig bevæge sig og ikke komme uden for en dør og i øvrigt leve af en meget oliemættet kost; så kunne en anden en måske få fred til at se fodbold på sofaen og drikke øl, mens vi ræbende konstaterer, at first: do no harm er erstattet af et ‘giv aldrig Inger Støjbjerg ret i noget,’ den hippokratiske ed anno 2018.”

Oploadet Kl. 09:09 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


8. maj 2018

Borgerligheden er blevet ‘en antitese af den konservatisme, der… tager udgangspunkt i virkeligheden’

Niels Lillelund er altid god for en spids kommentar. Herunder fra JP.dk om Søren Pinds exit fra dansk politik – Det politiske teater.

“Søren Pinds exit fra politik blev mødt med reaktioner, der så slående lignede iscenesættelsen af flanøren Mads Holger. Det er næppe tilfældigt. I dag har borgerligheden opgivet sig selv, den har resigneret og overgivet sig til den altopslugende socialdemokratisme, hvis sejre stedse slår verden med forbavselse og beundring, og som tager bolig i sjælene, der tørrer ud og bliver sociale, og hvad skal vi så lege, når vi keder os i grupperummet? Vi skal naturligvis lege gammeldags. ‘Vi skal ikke de der nye ting, vi skal have gamle ting. Det var derfor, det var så godt med Pind,’ som en ung VU’er sagde det i Politikens reportage. Vist så, vi skal klæde os ud som fine damer, den elskelige børneleg trætter aldrig, og så er det godt, vi har C.L. Seifert, der kan mere end bare score kassen på studenterhuer. Der må man hen, hvis man er rigtig borgerlig, for borgerligheden er henfaldet til udklædning og er på en måde degenereret til en antitese af den konservatisme, der altid tager udgangspunkt i virkeligheden, som den foreligger, og derfor er antiideologisk.

Men er der da slet ikke noget at beskæftige sig alvorligt med? Tjo. Mens Pind var justitsminister, vadede folk ind over grænsen og holdt picnic på motorvejen, det bør han huskes for, ikke kun for de sjove gimmicks. Og i 2016 udgjorde ledige fra ikke-vestlige lande 17,3 procent af de ledige. Året efter var andelen steget til 23,7 procent. Meddelte Fagbladet 3F, mens vi havde travlt med at høre sjove taler fra overdragelsesceremonien og snakke om uniformer. Det varsler jo ilde, strengt taget…”

(Ingerslev Boulevard, Århus C, 4. maj 2018)

Oploadet Kl. 03:19 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


5. marts 2018

Lillelund: “… et Danmark, hvor halvdelen er muslimer, er ikke det Danmark, vi kender. Eller har kendt.”

Endnu en formidabel klumme af Niels Lillelund i Jyllands-Posten, der næsten kan forsvare at købe den dyre papirudgave. Borgerlige ord om tidens ghettoplaner fra henholdsvis statsminister Lars Løkke Rasmussen, der ikke vil tale om Islam, og og det socialdemokratiske alternativ, der understreger at tiltagene skam ikke handler om hudfarver. Citater sakset fra JP.dk – Den herskende klasse før og nu (kræver login).

“For det er jo det, vi taler om. Vi taler om milliarder, velfærd, sammenhængskraft, parallelsamfund, men vi taler også om islam. Antallet betyder noget, siger man, og alle ved, at man mener antallet af muslimer. En muslim er en venlig mand, to muslimer kan være et elskeligt ægtepar, ti muslimer kan være et spændende selskab, men en halv million muslimer i lillebitte Danmark, det er ganske mange. Det er en gruppe, en magtfaktor, det ændrer billedet. Derfor kan statsministeren naturligvis godt glemme alt om at genfinde det Danmark, han husker fra sin gymnasietid, for det Danmark er væk og ikke bare væk som boblerne i bækken, det Danmark er bevidst forandret for stedse, det er et politisk valg truffet i en blanding af ideologisk rus, forbryderisk naivitet og almindelig intellektuel dovenskab med sidstnævnte ingrediens som den klart dominerende. Sådan er det, løbet kørt, bl.a. takket være statsministeren og en lang, lang række af hans kolleger, som har været bimlende ligeglade og har foretrukket at søbe i fraser og fredselskende banaliteter. …

Men inden vi synger med på melodien til Gnags’ Danmarkssang ‘Lige meget, hvem du er, lige meget, hvor du er …’ bør vi hæfte os ved det retoriske prokuratorkneb, det er at nævne hudfarve og religion i samme åndedrag. For mens det første naturligvis er helt ligegyldigt, Danmark kunne sagtens være Danmark, hvis halvdelen af os var gule og sorte, så er det klart, at et Danmark, hvor halvdelen er muslimer, er ikke det Danmark, vi kender. Eller har kendt. Og hvis det lyder kontroversielt, ja, så har vi lige netop dér fået sat fingeren på en del af den skandale, der har udløst ghettoplaner en masse. De af os, der han huske debatten fra firserne, ved, at der ikke var tale om berøringsangst, men om en hadefuld tilsvining af ethvert tilløb til dissens, demonstranternes modtagelse af regeringen i Mjølnerparken var den rene fødselsdagssang ved siden af, der blev kritikere til del dengang, og ingen, absolut ingen, der havde ambitioner om at blive til noget andet og mere end selvstændig gadefejer med bijob som freelance cykelsmed, skulle have noget klinket, der var låg på, der fandtes én mening om den ting, og der var flere dissidenter per løbende meter i Sovjetunionen end i lille, socialdemokratiske Danmark, hvor den herskende klasse havde bestemt retningen.”



12. februar 2018

Niels Lillelund: Det eneste, man ikke kan få over sit hjerte er “… at bede folk om at forsørge sig selv.”

Problemet er på ingen måde løst med afvikling af den halv-globale velfærdsstat, men det ville være rart hvis arbejdsfrie ikke-danskere i det mindste ikke sugede dine og mine skattekroner direkte over i en nyere Audi.

Niels Lillelund sætter på ord den borgerlig-liberale regerings forvaltning af den totalitære velfærdsstat- Vugge til grav.

“.. det danske samfund er et pædagogisk samfund, vi har pædagoger en masse, vores svar på masseødelæggelsesvåben, og hverken Stampe eller Støjberg tøver med at trykke på knappen, hvis den er gal med opdragelsessituationen, og visse borgere viser sig sløve i stimuleringsmotorikken. Det er tvang, pædagogisk tvang, men også danske mødre er jo underlagt en form for tvang; eller de vælger at være det. De fleste familier kræver to indtægter og vil ikke leve på den sten, man skal leve på, hvis man vil lege far, mor og børn anno dazumal. Forskellen – for der er en forskel – er jo den, at livets gang i de syriske og somaliske kødgryder er kommunalt finansieret, hvor en halvtredserorienteret dansk lillemor selv må betale for frikadellehyggen, hvis hun ønsker sig den. Sådan er det jo, og man behøver ikke engang slå det fast, statistikkerne er grumt lette at læse.

Hvorfor rager det samfundet, hvordan folk passer deres børn? Er vi ikke et frit land, hvor man selv kan vælge, om man vil gå hjemme? En såkaldt klyngeleder udtalte til Berlingske om indvandrerbørn: ‘Familierne kommer fra kulturer, hvor der ikke er tradition for at tale med børnene, læse bøger for dem og selvstændiggøre dem. Børnene bliver serviceret meget, og de har svært ved selv at spise, gå og løbe, fordi de har siddet i en stol eller på en arm. De har aldrig lagt et puslespil, men er i stedet blevet passivt underholdt af fjernsyn.’ Men er det statens opgave at lægge puslespil med småbørn? Og skal staten bestemme, om man skal lære dansk?

Svaret er i dagens Danmark bestemt ja. Vi er ikke et frit land, men en velfærdsstat med mange små samfundshjul, en maskine, der kræver en uniform tankegang blandt tandhjulene. Hvorfor arbejder danskere, der ligeså godt kunne lade være? Hvorfor halse hjem kl. 17.30 og bikse en anløben pakke med hakket kalv og flæsk sammen til noget, der ligner aftensmad, når man kunne vælge det fra og leve anderledes værdigt for andre folks penge, ak, vi må forske i ukurante drømmerester af protestantisk arbejdsetik og almindelig hang til at komme lidt ud blandt folk for at finde en forklaring. Væsentlig nemmere er det at forstå, hvorfor en syrisk kvinde foretrækker at gå hjemme og massere lammeboven med ras el hanout, for det giver nu sådan en dejlig duft, på én gang hjemlig og eksotisk, og når man tilmed kan få skatteyderne til at betale, er valget jo let, og hvordan skulle den syriske kvinde nogensinde have forestillet sig andet end netop den rolle?

Man vil gerne gribe ind, gerne i uanstændig grad. Det eneste man anstændigvis kunne gøre, er det eneste, man ikke kan få over sit hjerte, nemlig at bede folk om at forsørge sig selv.

Oploadet Kl. 10:46 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


8. januar 2018

Niels Liillelund: “… ingen dans på roser at være fanget på en løbsk og dræbende vandscooter”

I tidligere post noterede jeg, at den 25-årige stilladsarbejder var af ‘anden etnisk herkomst’, men der er konfliktende kilder, og jeg tør ikke låse mig fast på en konklusion. Det ændrer dog ikke på det essentielle, som Niels Lillelund så fint sætter ord på i Jyllands-Posten – ‘Mand på dræbende vandscooter …’ (kræver login).

‘Mand på dræbende vandscooter fik to års fængsel …,’ lød overskriften på telegrammet fra Ritzaus Bureau, og heraf ses umiddelbart, at manden for så vidt ikke havde gjort noget; han befandt sig tilfældigt på den vandscooter, der var den handlende part. Det fremgår ikke af artiklen, hvilken straf man har tildelt vandscooteren, hvad der for så vidt kun accentuerer uhyggen, for måske er den slet ikke pågrebet, måske er den derude og kan finde på at dræbe igen. …

Det bør her tilføjes – hvad Ritzau ikke nævner – at der ikke er tale om en helt almindelig 25-årig stilladsarbejder. Og han fik faktisk ikke to år, men kun halvandet år, det sidste halve år var en resterende straf fra tre tidligere forhold for grov vold og røveri. Det forlyder ikke, om det også er den dræbende vandscooter, der står bag disse sager, men den 25-årige er i hvert fald dømt

‘… Han har grædt sig gennem afhøringerne, og en psykolog har erklæret, at der er fare for, at han udvikler PTSD.’

Det er således ikke ingen dans på roser at være fanget på en løbsk og dræbende vandscooter…

… at være offer i landet uden gerningsmænd er en isnende oplevelse; at gå rundt i skræk for løbske lastbiler, der helt af sig selv går amok, er en foruroligende fornemmelse, for ikke at tale om angsten for alle de rødder, knægte, lømler og andre halvtredserfænomener, der hærger gaderne…”

(Mænd fanget på potentielt dræbende vandscooter, Københavns Havn, 2017)

Oploadet Kl. 13:49 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


18. december 2017

Lillelund om kampen mod ’skjulte skattelettelser’: “… om Sorbits-forbruget blandt The Upper Ten”

Der kan ikke tælles til 90 uden Dansk Folkeparti, og uden et socialdemokratisk Dansk Folkeparti er enhvert borgerlig-liberalt jakkesæt langt fra ministerbilerne. Det er dog ikke desto mindre en fin kommentar af Niels Lillelund i Jyllands-Posten – De politiske kandestøbere

“Her er det på plads med en oplysning til folkepartisternes snu forhandlere: I bor i Danmark. Heraf følger, at hvis I bidrager til så meget som 50 øres lettelse af afgiften på en pakke SorBits, så vil I blive overfaldet af Socialdemokratiet med tilliggende medier, råd og eksperter og anklaget for at gennemføre skjulte topskattelettelser.

Man vil fremlægge visse undersøgelser, der viser, at SorBits især indtages af de allerrigeste i det her samfund. Eksperter, som f.eks. socialdemokraten Bent Greve, der er ekspert i alt og tilmed ansat på RUC, vil blive indkaldt (eller måske melder han sig selv) for at advare mod den stigende ulighed, og på samtlige statslige kanaler vil man panorere op og ned ad nordkysten blandt palæruder og sorte tegl, mens man messende forklarer om Sorbits-forbruget blandt The Upper Ten og håber at fange en millionær i hvide slacks med en golfbag på skulderen, en Porsche-nøgle i hånden og en pakke SorBits i lommen.

Sådan er det jo. Det er stadig Danmark, ja, måske er det netop i sådan et optrin, man finder kernen af Danmark. Så giv op. Den kamp kan I ikke vinde, selv ikke hvis I tog jer sammen til at lukke for milliardstøtten til Danmarks Radio.

Men det strammer til. For på Borgen, må vi forstå, er folkene med det tidligere humanistiske og nu let justerede menneskesyn parat til at tilbyde det vildeste paradigmeskifte i udlændingepolitikken til gengæld for skattelettelser, og dog virker Thulesen-Dahl ikke interesseret. Han er allermest bange for skjulte topskattelettelser, for i kulissen raser Bent Greve mod den lettede skat på fri mobiltelefon, der muligvis også kan betyde, at de rige svin kan sidde og bingeNetflix helt gratis dag ud og dag ind; ‘Vi kan ikke se det i aftaleteksten. Men regeringen og Dansk Folkeparti har nok ikke tænkt, at disse abonnementer skulle være skattefri. Det ville føre til et endnu større skattetab og øge uligheden i samfundet endnu mere.’

Siger han i fuldt alvor.”



5. december 2017

Den golde virkelighed: “… 94 procent af kvindelige syriske indvandrere er på offentlig forsørgelse”

Jeg hørte første gang om rapporten i Nyhederne på Radio24syv, hvor historien var, at ældre indvandrere var væsentlig fattigere end danskere. Senere blev rapporten diskuteres i Q & A, hvor en statistiker blev spurgt, om ikke de var bange for at støtte bestemte politiske fløje, når de fremlagde sine fund.

Niels Lillelund kommenterer rapportens konklusioner i Jyllands-Posten – Vil vi altid have Paris? (kræver login).

“Der kom en rapport i denne uge. Danmarks Statistik barslede med ‘Indvandrere i Danmark 2017’, et digert og ildevarslende værk, nærmest forbudt for børn, heraf måske tavsheden i de officielle medier. Enkelte debattører på højrefløjen har læst den og har brokket sig lidt på Facebook og i blogs, men de store officielle medier er tavse. Søger man på Infomedia, finder man kun fire artikler, og det er jo ikke så mange. Til sammenligning er der skrevet 351 artikler om Lars Løkke Rasmussens underbukser, lys over land, det er det, vi vil, og Lars Løkke Rasmussen er måske ikke engang helt uenig i prioriteringen, i hvert fald har han heller ikke selv kommenteret rapporten.

Det ville ellers være på sin plads, for i rapporten kan man f.eks. læse, at 94 procent af kvindelige syriske indvandrere er på offentlig forsørgelse. Det er ret mange. Og hvis disse kvinder er de nye danskere, hvad fortæller det så om det nye Danmark? Hvem skal nu betale? Og hvordan med den straksopbremsning, regeringen gik til valg på, og som kort efter betød straksopbremsning af al normal trafik på de sønderjyske motorveje, og som lige om lidt fører til familiesammenføringer i titusindvis, fordi man udsatte dem i tre år, som nu er gået?

Læg dertil, at også 71 procent af kvindelige irakiske indvandrere er på offentlig forsørgelse, eller at 42 procent af alle ikke-vestlige indvandrere, der er født i 1987, er blevet dømt efter straffeloven. Mandlige efterkommere fra Somalia begår næsten otte gange så meget voldskriminalitet som den gennemsnitlige mand i Danmark, og også tredje generation af indvandrere klarer sig markant dårligere end etniske danskere…

Der er grund til at frygte skjulte topskattelettelser, som kan gemme sig i selv de mest uskyldige dokumentmapper, men er der ikke også grund til at overveje, at antallet af ikke-vestlige indvandrere er steget fra 60.000 i 1983 til cirka 477.000 i dag, og at den udvikling fortsætter og fortsætter? Hvad betyder det for Danmark?”

(Danmarks Statistik, Indvandrere i Danmark 2017, pdf, 131 sider)



12. november 2017

Opfølgning: Den triste baggrund

Inviterer man folk med til brylluppet, må de også være en del af skilsmissen. Familie og venner har vidst det i flere dage, og det er nu officielt. Ingen grund til at holde det hemmeligt.

Pernille og undertegnede er gået fra hinanden. Det er hendes beslutning, og har selvfølgelig store personlige konsekvenser for mig. Den daglige blogning tog magten, og jeg glemte det vigtigste. Den fysisk afstand og manglende samvær i det daglige har også spillet ind, men det der gør mig dedikeret til en sag, er også det der gør mig blind for alt andet. Jeg er et uperfekt menneske, og betaler nu den fulde pris med renters rente.

Indtil huset er solgt deler vi stadig adresse. Det er bestemt ikke et drømmescenarium, men vi taler sammen, og er stadig venner. Jeg kommer videre, men bevares… det bliver en proces.

Mens jeg slikker sårene vil min gode ven Henrik være tovholder. Han har fulgt bloggen siden den spæde start, og er ideologisk helt på linje. Webmaster gennem årene Kimpo ordner det praktiske, og scenen vil blive overladt til diverse gæstebloggere. Når jeg får talt detaljer med IT-hjælperen vil der blive oprettet et relativt selvkørende debatforum, der kan facilitere den nødvendige debat.

Med tiden vil jeg genopstå som blogger, men ikke i den nuværende form. “KIM – behøver du have et liv?”, kommenterede ‘John’ ironisk. Ja! Jeg vil gerne være et bedre menneske.

(Niels Lillelund, Jyllands-Posten, 12. november 2017, Indblik, s. 15)

“I denne uge gik hjemmesiden Uriasposten på pension, og det er trist for folk med hang til dissens. Siden var drevet af historikeren Kim Møller, der arbejdede med den betydelige indædthed, der hører dissidentbranchen til; han søgte sandheden i den forstand, at han konstant korrigerede løgnen, både den lille og den store løgn, og som sten i skoen var Uriasposten væsentlig. ‘Danske medier anskuer Verden med røde eller lyserøde briller, hvor konservatisme eller synspunkter, der ligger til højre for midten, typisk kun bruges som skældsord,’ lød det, og så gik det ellers over stok og sten og lidt til, ikke mindst i kommentarfeltet, hvor hadet fik frit løb, for hadet næres af magtesløshed, men bloggen selv og dens insisteren på en alternativ nyhedsstrøm kommer vi til at savne.

Det er forståeligt, at det måtte slutte. Kim Møller var en enmandshær og bragte store ofre for at fortsætte sin blog.” (Niels Lillelund, 12. november 2017)

Oploadet Kl. 15:53 af Kim Møller — Direkte link82 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper