28. oktober 2019

Lillelund om Radio/tv-nævnets Per Jauert, der mente ‘Je suis Jalving’ var ‘en trussel mod demokratiet’

Med jævne mellemrum hævder venstrefløjen, at højrefløjen også har magasinprogrammer på Radio24syv. De nævner altid (det overvejende apolitiske) ‘Millionærklubben’, hvor man i dag kunne høre at nationalstaten var et populistisk teater, der i bund og grund var irrelevant for fremtidens verdensborgere. Bagefter var der ‘Det Røde Felt’, hvis forhold til nationalstaten ikke adskiller sig væsentligt. Nogle hævder også at ‘Cordua & Steno’ er højrefløjen i koncentrat, hvad er rent vrøvl. Seneste udgave havde overskriften ‘Det går godt med integrationen’, baseret på et længere ukritisk interview med ekstern lektor Hjarn von Zernichow Borberg. Det var ham der tidligere i år vendte virkeligheden på hovedet i Rushys Roulette. Det borgerlige magasin kunne ikke engang gengive Mikael Jalvings iskolde eksempel på bevidst fordrejning. Kanalen lukker på torsdag. Pass the beernuts…

Niels Lillelund i Jyllands-Posten – Radio24syvs mærkelige død (kræver login).

I nævnet finder vi også cand.phil. Per Jauert, veteran fra kapitallogikkens heyday og i en bredere, glemsom offentlighed muligvis mindre kendt end Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, men der er grund til at fremhæve hans bidrag til Bevidsthedssociologisk tidskrift no. 2 og ikke mindst hans bidrag til værket ‘Tegneserier – en ekspansions historie’, et epokaltypisk (som de selv ville have sagt det) dokument anno 1973, der lærte alle os børn og barnlige sjæle, at Onkel Joakim er et imperialistisk monster, og at det hele simpelthen er falsk bevidsthed. Ak, så måtte Carl Barks ned under dynen sammen med alle de andre pubertære hemmeligheder, Jul i Pengeløse og De Firkantede Æg i Peru, det var fascisme det hele, en hård besked at få for en ung, sårbar sjæl, men ingen kunne tage Jauert & co. i at smile på upassende tidspunkter.

Intet under, at en Per Jauert ikke elsker Radio24syvs tøjlesløshed. Da man lod et sus af glasnost blæse hen over sendefladens sibiriske tundra og holdt Sort Sommer med bl.a. programmet ‘Je suis Jalving’, havde de gjort regning uden Jauert, der ikke var på ferie og mente, at Mikael Jalving simpelthen var en trussel mod demokratiet.

‘Juraen er lidt tvetydig i forhold til paragraf 10 (i loven om radio-og fjernsynsvirksomhed, som kræver, at der ‘tilstræbes kvalitet, alsidighed og mangfoldighed’, red.), men Radio24syvs journalistiske praksis er usædvanlig, for at sige det pænt. […] Jeg ved ikke, om Radio 24syvs praksis kan afklares ud fra juraen, men ud fra journalistiske kriterier mener jeg, at den går over grænsen. Det er ikke fair og balanceret. Når man etablerer et debatforum, hvor man åbner for ekstreme holdninger og har en vært, der tilslutter sig de ekstreme holdninger og på den måde etablerer et eksklusivt forum, som udelukker reel debat – så mener jeg, at det kan diskuteres, om man lever op til forudsætningerne for den sendetilladelse, man har fået.’

… så nævnet foretrækker en station, der vil overlade komikken til Villy Søvndals tidligere taleskriver Sebastian Dorset… Man kan næsten ikke vente med at få lov til at slukke for det, og læg dertil, at indehaveren af Radio24syvs plads på FM-båndet er Radio4, der vil gøre op med alle skænderierne og det negative og være konstruktiv under ledelse af den tidligere DR-chef Anne-Marie Dohm. Bliver det spændende? Vi ved allerede lidt om hendes konstruktive tilgang til dagen og vejen fra Presselogen, hvor hun med stor intellektuel spændstighed kunne fastholde, at afbrænding af Koranen er en hadforbrydelse, mens afbrænding af Bibelen er en forfriskende kritisk happening, som bør transmitteres i tv.”

(Cordua & Steno, Radio24syv, 24. oktober 2019: “Det går godt med integrationen…”)



5. januar 2015

P1 fyrede røde Niels Lindvig, hvorefter han fik eget program på Radio24syv: ‘Niels Lindvigs Nytårskur’

Et af de få journalistiske lyspunkter i 2014 var fyring af rødradikale Niels Lindvig, der i en årrække har doceret marxistisk tænkning på P1 Orientering. Jeg holder mig dog stadig fra P1, og ender ofte med Radio24syv. Det skete forleden dag. Her var han igen, Niels Lindvig. Blandt gæsterne i hans nye program var lektor Peter Viggo Jacobsen, der kort efter fyringen agiterede for genansættelse under et direkte indslag på P1 Morgen.

(Programside for ‘Niels Lindvigs Nytårskur’ på Radio24syv, 31. december 2014)

Jeg vil bede dem genoverveje fyringen af Niels Lindvig, fordi ham kan jeg altså ikke undvære. Han er en af de få korrespondenter i Danmark, som ikke bare står og læser op af et manuskript. Han kan træde to skridt baglæns og sætte tingene ind i et historisk perspektiv, så jeg også lærer noget. Derfor opfordrer jeg ledelsen i DR til at genansætte Niels Lindvig.” (Peter Viggo Jacobsen på P1 Morgen; Politiken, 22. september 2014: Forsvarsekspert tog fusen på DR i direkte radio: Genansæt fyret P1-ikon)

Oploadet Kl. 16:00 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


12. august 2011

“How do you inculcate values in a child whose only role model is footballer Wayne Rooney…”

Der er stadig optøjer i England, ikke mindst i Birminghammen hvis tingene ikke eskalerer i weekenden, så er det formentligt overstået for denne omgang. Der var så småt kommet gang i selvtægtsgrupperne, der blandt andet er omtalt som tyrkiske forretningsdrivende, indiske sikh’ere og engelske hooligans.

“People are saying it’s a race issue now—blacks against Asians… It’s like the ethnic groups are at war with each other.” (Mykel Douglas, Bermingham i WSJ, 11. august 2011: Riots Stoke British Ethnic Tensions)

“En amatøroptagelse, der er blevet offentliggjort onsdag, viser en gruppe på omkring 100 mand, der løber ned ad en gade i Enfield og råber “England, England, England”.” (Jyllands-Posten, 10. august 2011: Private vagtværn på gaden mod bøller)

(Facebook, All football firms coming together to give the Rioters a good kicking)

Når tingene spidser til, deler mennesker sig langs etniske linjer, og så er der ikke langt til det Mogens Lykketoft kalder “revolutionslignende tilstande”, og mon ikke det er frygten for eskalerede spredte borgerkrigsscenarier, der får David Cameron til at true med at sætte hæren ind. Den udvikling og det scenarie, bør ikke komme som en overraskelse, og da slet ikke hvis man har læst Samuel P. Huntington.

“Blood, language, religion, way of life, were what the Greeks had in common and what distinguished them from the Persians and other non-Greeks.” (The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996. S. 42)

Jeg har endnu tilgode at høre en universitetsforsker udtale sig positivt om Huntingtons storværk, og hvad enten man hører en journalist som Niels Lindvig på P1 eller Phd. Maj Aanum i TV-avisen, så er det et væg til væg tæppe af kulturmarxistiske forklaringer. Etnicitet er ikke en variabel, i modsætning til økonomi og social udstødning. Der tales om fattigdom, social ulighed, racisme og stigmatisering, men groft sagt, så er det naturlige følgevirkninger af ideologisk multikulturalisme.

Denne gang var det 29-årige Mark Duggan der udløste affæren, tilbage i oktober 2005 var det et par døde teenagere i en Paris-forstad. Det er værd at gentage Alain Finkelkrauts skarpe analyse om ‘demokratiets forfald’ (Weeekendavisen via Uriasposten, 17. december 2005).

“Over for denne påstand om skyld har vi helt mistet evnen til selvforsvar. Vi har glemt, hvem vi er, og vi har ikke længere nogen erindring om vores egen kulturs værdier og indhold. Vi burde have betragtet disse uroligheder som dybt krænkende. Men der er ikke noget, der længere er os helligt…

Racismen er det eneste, der endnu kan få sindene i kog blandt de intellektuelle, journalisterne og dem i underholdningsindustrien, altså eliten. Kulturen og religionen er allerede gået til grunde, kun antiracismen er tilbage…

En leder fra en af bevægelserne mod racisme havde den frækhed at omtale politiets indsats i de parisiske forstæder som etnisk oprydning. Et sådant udtryk anvendt på franske forhold er udtryk for bevidst manipulation med sproget. Desværre har disse afsindige løgne fået offentligheden overbevist om, at ødelæggelsesaktionerne i forstæderne skal forklares som en protest mod udelukkelse og racisme.”

Max Hastings kommenterer på Daily Mail, og selvom han fokuserer på det hvide England, så er det en aktuel analyse, der berører nogle af de væsentligste problematikker – Years of liberal dogma have spawned a generation of amoral, uneducated, welfare dependent, brutalised youngsters.

“A few weeks after the U.S. city of Detroit was ravaged by 1967 race riots in which 43 people died, I was shown around the wrecked areas by a black reporter named Joe Strickland.

He said: ‘Don’t you believe all that stuff people here are giving media folk about how sorry they are about what happened. When they talk to each other, they say: “It was a great fire, man!” ’

I am sure that is what many of the young rioters, black and white, who have burned and looted in England through the past few shocking nights think today. … The people who wrecked swathes of property, burned vehicles and terrorised communities have no moral compass to make them susceptible to guilt or shame. …

They are essentially wild beasts. I use that phrase advisedly, because it seems appropriate to young people bereft of the discipline that might make them employable; of the conscience that distinguishes between right and wrong.

They respond only to instinctive animal impulses — to eat and drink, have sex, seize or destroy the accessible property of others.

[…]

The depressing truth is that at the bottom of our society is a layer of young people with no skills, education, values or aspirations. They do not have what most of us would call ‘lives’: they simply exist.

Nobody has ever dared suggest to them that they need feel any allegiance to anything, least of all Britain or their community. They do not watch royal weddings or notice Test matches or take pride in being Londoners or Scousers or Brummies.

Not only do they know nothing of Britain’s past, they care nothing for its present. … The notions of doing a nine-to-five job, marrying and sticking with a wife and kids, taking up DIY or learning to read properly, are beyond their imaginations.

An underclass has existed throughout history, which once endured appalling privation. Its spasmodic outbreaks of violence, especially in the early 19th century, frightened the ruling classes. Its frustrations and passions were kept at bay by force and draconian legal sanctions, foremost among them capital punishment and transportation to the colonies.

Today, those at the bottom of society behave no better than their forebears, but the welfare state has relieved them from hunger and real want. When social surveys speak of ‘deprivation’ and ‘poverty’, this is entirely relative.

Meanwhile, sanctions for wrongdoing have largely vanished. … It is… fantastically hard to help such people, young or old, without imposing a measure of compulsion which modern society finds unacceptable. These kids are what they are because nobody makes them be anything different or better. …

[…]

How do you inculcate values in a child whose only role model is footballer Wayne Rooney — a man who is bereft of the most meagre human graces?

So there we have it: a large, amoral, brutalised sub-culture of young British people who lack education because they have no will to learn, and skills which might make them employable. They are too idle to accept work waitressing or doing domestic labour, which is why almost all such jobs are filled by immigrants.

They have no code of values to dissuade them from behaving anti-socially or, indeed, criminally, and small chance of being punished if they do so. They have no sense of responsibility for themselves, far less towards others, and look to no future beyond the next meal, sexual encounter or TV football game.

Oploadet Kl. 12:28 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


18. august 2008

DRs ensidige mediekritik

Det er yderst sjældent de danske medier går kritisk til amerikanske medier, og når det så sker, er det stort set altid Foxnews der fremhæves for sin (underlødige) højreorienterede vinkel. De danske medier bringer aldrig Foxnews’ historier, og da jeg for et par år siden forsøgte at kvalificere de danske avisers brug af amerikanske aviser, var Wall Street Journal stort set den eneste konservativ-liberale avis som de danske journalister citerede fra.

Wall Street Journal er i sagens natur en torn i øjet på de mest venstredrejede.

  • 13/8-08 Orientering, P1 – Obama i modvind i medierne (Niels Lindvig).
  • Niels Lindvig, P1: Han er for elitær – ja, det er en af USAs præsidentkandidater vi taler om her, og nu vi har fat i hans mange svagheder, så lade os tage et par stykker mere. Som de fremføres af flere af USAs medier, der er fødekæde for de fleste danske medier også. Han er for populær. Han er alt for veluddannet. Han er en glimrende taler. Han er for slank, og godt nok fører han godt nok stort i meningsmålingerne – men det kan koste ham sejren… Det er egentligt bizart, men alligevel ikke, for det er de samme medier som har svinet præsidentkandidater Al gore og John Kerry til, og sagde, at det var kandidaternes egen skyld. For hvis de havde været bedre kandidater, havde de fået bedre presse- og mediedækning.

    … det var den respekterede avis, Wall Street Journal, som forleden forsøgte at bilde os ind… Wall Street Journal ejes af den australske mediemogul Rubert Murdoch, som i allerhøjeste grad blander sig i, hvad der skrives i hans aviser verden over, og hvem der skriver det.”

    […]

    P1-vært: Niels Lindvig var det. Ligenu må Obama også lægge ryg til kritik af sit valg af Hawaii som feriemål. Det kan godt være han er fra Hawaii, er vokset op der og hans bedstemor fortsat bor på Hawaii, men det er alligevel lidt eksotisk som feriemål. Det siger, nej ikke sladderbladene, og ikke hade-radioerne i USA (talkradio er typisk højreorienterede, Kim), men den velanskrevne National Public Radio…

    Venstreorienterede (liberale) New York Times kritiseres i samme indslag fordi en klummeskriver fra avisen, bragte en af WSJs historier om Barack Obama.

  • 26/9-06 Uriasposten – Danske aviser henviser næsten udelukkende til….
  • Opdate 19/8-08. Et andet fikspunkt i forhold til de dobbelte stardarter er udgivelsen af diverse smædelitteratur der udgives i USA. Da Bush-bashingen var på sit højeste (2004), blev der udgivet masser af bøger, der gik i dybden med obskure emner (eks. Bush’ familie og tyske nazister). De gange medierne bragte noget om disse bøger, så var det som kilder til historie, og jeg husker interviews med flere af forfatterne både i radioen og på tv (Orientering på P1 og TVavisen). Igår bragte Metroxpress en Ritzau-artikel om konservative Jerome Corsis nyudgivne Obama Nation. Bemærk overskrift…

  • 18/8-08 Metroxpress – Obama svines til i bestseller (s. 9).
  • 

    4. august 2008

    Niels Lindvig om “alle de flag som skæmmer OL”

    Emnet for Søndagsorientering var sommerens Olympiske Lege, og politiske implikationer i den henseende. Vært var Niels ‘Chavez’ Lindvig, og selvom han fik svar på tiltale fra professor Hans Bonde, så var alle sådan set enige – nationale flag var udtryk for chauvinisme.

  • 3/8-08 Orientering Søndag – Sport og politik (Niels Lindvig, Olav Skaaning, Hans Bonde).
  • Niels Lindvig, P1-vært: Nu nævnte du… (nationalisme) En af de ting som jo er med til at politisere, sådan som jeg ser det, det er alle de flag som skæmmer OL. Altså jeg er træt af at se sportsudøvere vikle sig ind i et eller andet flag. I virkeligheden burde det jo være unge raske mænd og kvinder som kæmper individuelt – så til pokker med det flag.

    Oploadet Kl. 12:36 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer
    

    26. februar 2008

    DR’s Cuba-kender: “for mig fremstod Cuba mere som et politisk diktatur… men så…”

    Fidel Castro overdrog i weekenden ledelsen af Cuba til sin bror Raul. Sammen grundlagde de det kommunistiske diktatur for en menneskealder siden, og den slags giver den dag i dag goodwill i de fleste redaktionslokaler. Horisonts 25 minutter lange program om Cuba igår var et klassisk eksempel på overflade-objektivitet. Fra introduktionen…

    “Igår var Fidel Castros sidste dag som præsident – eller enehersker, alt efter temperament… cubanerne er langtfra enige om hvordan hans eftermæle skal skrives.”

    Lidt senere. Glanspoleret naivisme…

    Steffen Kreutz, TVavisen: Du har boet på Cuba… Du har mødt Fidel Castro to gange… Du ser ham lidt som en helt med visse forbehold.

    Da Castro besluttede sig for at gå af i sidste uge, ringede jeg til dig for at høre om du ville give dit bud på Fidel Castros eftermæle. Sådan en lille tale på to minutter, som du skulle komme og aflevere her i studiet, og det sagde du ja til. Hvordan lyder den?

    Thomas Stenderup, filminstruktør: Altså, da jeg kom til Cuba for 24 år siden, der forstod jeg simpelthen ikke, hvorfor cubanerne og her taler vi altså om langt størstedelen af befolkningen, hvorfor de var så glade for deres leder Fidel Castro, for mig fremstod Cuba mere som et politisk diktatur… men så efterhånden, så forstod jeg… (to minutter om diktatoren Bastista, onde USA og fattige Latinamerika)

    Jeg har tit undret mig over hvorfor det har været så nødvendigt at have et så stramt politisk greb om Cuba i alle disse år. Altså, hvorfor forfølge anderledes tænkende, altså hvorfor forhindre folk i at forlade Cuba…

    Derudover medvirkede lektor Rosalba Cazon Lopez.

  • 19/2-08 Horisont, P1 – Fidel Castro (Jørgen Laurvig, Jens Lohman, Sven-Erik Simonsen, Rosalba Cazon Lopez).
  • 24/2-08 Orientering Søndag – Cuba efter Castro (Jørgen Laurvig, Niels Lindvig, Jan Gustafsson).
  • “Fidel Castro er for mange cubanere revolutionshelten… Men for mange andre blev Castro en diktator… Men uanset hvordan man opfatter Fidel Castro, er meningerne passionerede…

    

    23. februar 2008

    Orienterings Niels Lindvig: Cuba er ikke et diktatur

    Fra 180 grader – DR-journalist i ny hvidvaskning af venstreorienteret despot.

    “”I cubanernes øjne er præsident Fidel Castro ikke en diktator, for de kan godt lide ham. Sådan lød argumentationen fra Danmarks Radios Sydamerika-ekspert, journalist Niels Lindvig fra P1’s Orientering, da i går han skulle karakterisere Fidel Castro i radioen.

    Adspurgt hvilken slags leder, den afgående Fidel Castro opfattes som af cubanerne, svarede Niels Lindvig således:

    Det er ikke en diktator, altså. Det er meget få cubanere, der vil opfatte Fidel Castro som en diktator. Det betyder ikke, at de ikke kan se, at der er problemer i Cuba, og der er et stort mål af irritation over de ting, der halter i landet, men Fidel Castro er stadigvæk meget afholdt af rigtig mange cubanere, til trods for de kalamiteter der er i Cuba,” lød det fra Niels Lindvig.

    Udtalelsen undrer journalisten og Cuba-kenderen Øjvind Kyrø. Han mener ikke, at der kan herske tvivl om, at Fidel Castro er en diktator, og hvad cubanerne mener om ham, kan man kun vanskeligt sige noget fornuftigt om.

    “Han har jo enevældig magt, og der er ikke noget demokrati, ingen pressefrihed, ingen ytringsfrihed, ingen forsamlingsfrihed. Så det må man da kalde et vaskeægte diktatur. Klinisk og objektivt set er han en dikator, fordi han opfylder alle de karakteristika, som definerer en diktator,” siger Øjvind Kyrø til 180Grader.dk.

    Han vil ikke udelukke, at Castro blandt mange cubanere stadig er populær, men siger også at han helt er holdt op med at gætte på, hvad undersåtter i et diktatur i virkeligheden mener. For når de udtaler sig om deres synspunkter, sker det med den viden i baghovedet, at de af regimer som det cubanske kan blive straffet for deres meninger, hvis de opfattes som afvigende…

    Samtidig pointerer Øjvind Kyrø, at cubanerne ikke har andre medier at orientere sig hos, end dem der er styret af Fidel Castro, og at Castro på eminent vis formår at bruge sin mediekontrol til at fremstille sig selv som nationens ansvarlige og omsorgsfulde leder.”

    Når jeg ikke har tid til at blogge holder jeg mig helt fra P1, men igår var det igen tid til en portion køkken-propaganda. Værst var Jørgen Dragsdahls beretning om et igangværende rumkapløb. En amerikansk satellit-nedskydning blev betragtet som en magtdemonstration, hvorimod kinesisk mobilisering blev betragtet som en høflig anmodning om dialog. Ensidige motivanalyse er ren rutine for Dragsdahl.

  • 22/2-08 Orientering – USA skyder spion-sattelit ned.
  • Oploadet Kl. 10:20 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    

    4. december 2007

    Mette Fugl: “Hvad er det for et samfund, der presser unge ud i et afmægtigt raseri…”

    Ræverøde journalister er ikke vilde med Sarkozy, men mangler til gengæld ikke sympati for hærgende indvandrerunge. Fra fredagens 24 timer – Mette Fugl.

    “Det foregår i en forstad til Paris. Gaden brænder. To teenagere blev dræbt, da de på deres motorcykler blev kørt ned af en politibil. En juridisk undersøgelse vil afgøre skyldsspørgsmålet. Men der er så mange flere spørgsmål, der trænger til et svar. Man kan med god ret spørge: Hvordan er vi nået dertil? Og hvis man er venlig: Hvad er det for et samfund, der presser unge ud i et afmægtigt raseri, hvor de ødelægger egne livsvilkår? Måske er der ingen livsvilkår at ødelægge? Måske er det bare noget lort, Monsieur le Président Sarkozy?… Jeg føler ikke med de forældre, der ikke påtager sig at ansvar. Jeg føler med de politifolk, der bare passer deres arbejde. Jeg føler ikke med de politifolk, der går over stregen. Det ender galt? Det er allerede sket.”

    Orientering satte i søndagens lange udgave spot på Frankrig her et halvt år efter Sarkozys indsættelse, og den lå lige til venstrebenet, ihukommende at emnet også var sociale uroligheder (indvandrerunges vold) og arbejdsnedlæggelser (fagforeningsvold). Niels Lindvig og hans hidkaldte eksperter var enige i alt væsentligt. Sarkozy forførte den bange middelklasse, og selv seniorforsker Ulla Holm talte om “forføreren Sarkozy”. Værst var som altid Orienternings egne Jørgen E. Petersen, der gjorde fagforeningskampen til sin egen, og så ellers rask væk talte om våbenlobbyens journalistiske kamp for Sarkozy og afslutningsvis – behændigt serveret – den jødiske lobbys medvirken i Sarkozys valgsejr.

    Mit kendskab til Sarkozys første halve år ikke fremragende, men jeg kender Orientering og P1, og et klart mønster viser sig: Ikke-socialistiske kandidater gør pr definition alt forkert, og er kun blevet valg, enten på grund af valgsvindel, pressedominans, demagogiske evner eller en kombination af det hele.

    

    21. september 2007

    Niels Lindvig og Ole Sippel… i en god sags tjeneste.

    Fra Dagbladet Arbejderen – Terrorsigtet klar til kamp.

    “Humøret er højt hos Michael Schølardt, direktør for det VS-ejede tøjfirma Fighters + Lovers, før den retssag, der starter i dag i Københavns Byret. Han er en af de syv terrorsigtede i sagen om støtte til de to organisationer FARC og PFLP.

    – Vi er ude i en god sags tjeneste…

    Blandt forsvarets vidner er en række udenlandske eksperter. Det drejer sig om den israelske historieprofessor og samfundsrevser Ilan Pappe…

    Fra USA kommer den nu pensionerede professor i sociologi, James Petras… Han var blandt modtagerne af FARC`s bønskrivelse i november sidste år i forbindelse med forhandlinger om løsladelse af tre amerikanske gidsler.

    Blandt de danske vidner er Niels Lindvig og Ole Sippel fra Danmarks Radio. Der er i alt afsat fem retsdage til sagen, der ventes afsluttet i midten af november.”

    Oploadet Kl. 03:32 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
    

    19. september 2007

    Niels Lindvig vært for udsendelse om ‘De frie mediers forfald’, hyklere alle til hobe

    Det virker næsten som en magtdemonstration. Fra foromtalen til Søndagsorientering på P1.

    De frie mediers forfald (Niels Lindvig)
    Nogle bed nervøst negle, andre slog sig i tøjret på det velrenommerede dagblad The Wall Street Journal, da mediemogulen Rupert Murdoch sagde, at han ville købe avisen. Men om de peb eller sang, lige meget hjalp det. Murdoch fik sin vilje. I USA så mange det som endnu et eksempel på et omsiggribende forfald i medieverdenen.

    Der har næppe nogen sinde været et større behov for uafhængig, original, troværdig information om samfundet og verden i det hele taget. Og aldrig har de tekniske muligheder været bedre for øjeblikkelig transmission af tekst, lyd og billeder verden rundt.

    Alligevel bliver rapporteringen med få undtagelser mere overfladisk. Redaktionerne udhules mandskabsmæssigt, mens de moderne mediers sædvanligvis fraværende ejere vil se ordentlige afkast af deres investeringer samtidig med, at de i nogle tilfælde dikterer den journalistiske linie.

    […]

    De nordamerikanske mediers dækning af forløbet op til invasionen i Irak er blevet et skoleeksempel på følgagtig, ukritisk medløberjournalistik. Den blev klædt af til skindet af ikke-profit-organisationen Public Broadcasting Service i en TV-dokumentar tidligere i år, hvor Bill Moyers blotlagde dårligdommen. Men det har ikke hjulpet. Der er gået lidt bodsgang fra nogle mediers side, men redaktionelt er intet ændret.

    Der tales om de frie medier og om ytringsfrihed, men for hvem? Stadigt færre multinationale selskaber og stenrige enkeltpersoner sidder på medieudbudet i vesten. De vil se overskud frem for kritisk, undersøgende og dermed dyr journalistik og har ingen kvababbelser i den anledning.

    Men hvor bliver presse og mediers rolle som medvogtere af demokratiet af i det forløb?

    Medvirkende: Marcus Rubin, journalist ved Dagbladet Politiken, Stig Hjarvard, professor, PhD i Film- og medievidenskab ved Københavns Universitet og DRs Frank Esmann, tidligere korrespondent i blandt andet Storbritannien og USA.”

    Den ene uge fryder Niels Lindvig sig over at Hugo Chavez’ lukker en oppositionskanal i Venezuela. Den næste uge erklærer han pressefriheden død, fordi en konservativ opkøber et konservativt medie. Gæsterne er velcastede. Monopolmediets garderhusar, professor Stig Hjarvard, Frank Esmann (ham der skriver af fra andre), og så lige den journalist fra Politiken, der lige havde tid – Marcus Rubin.

    Så er der lige emnet. Murdoch, Irak-krigen, og kritikken fra Bill Moyers. Sidstnævnte er tidligere pressesekretær for en demokratisk præsident, og ivrig foretaler for den amerikanske public service-station NPS. En kanal, hvorpå han tidligere var vært for magasinet NOW, hvorom en rapport konkluderede.

    The report took in 136 segments on the PBS show NOW. Ninety-two were found to oppose the Bush administration. There were 67 guests deemed to be liberal or Democrats; only 23 as conservatives. And most of those conservatives were seen to be opposed to Bush policies.”

    Rapporten er egenhændigt bestilt af republikanske Kenneth Tomlinsen, tidligere formand for Corporation for Public Broadcasting, og det hører selvfølgelig også med. I USA er der utallige mediekritiske NGO’er, nogle af dem demokratiske, andre konservative, og de er selvfølgelig uenige om hvor snittet skal sættes. Bill Moyers er ‘liberal’, og har derfor noget nær kultstatus for de venstreorienterede Bush-basher-sites, såsom DemocracyNow, CommonDreams og TruthOut.

    Hvorfor skal venstreorienteret mediekritik serveres på en bakke som den absolutte sandhed…

    Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.” (Luk, 6:41-42)

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper