25. marts 2016

Undertegnede til racisme-debat: ”Du har ret til at kalde mig racist – og jeg har ret til at være ligeglad”

Mandagens ‘Virtuel racisme’-arrangement på Københavns Rådhus blev en underlig, men dog alligevel en interessant oplevelse. Jeg ankom i god tid, og blev set lidt an af de 60 tilmeldte. Her var en del muslimer (med og uden tørklæde), men også enkelte venstreradikale af hunkøn – Racismefri By-typen. De tog et par billeder, men forholdt sig ellers roligt. Institut for Menneskerettigheder spurgte om jeg havde noget imod at der blev fotograferet, og selvom jeg netop havde opdaget Jesper Legarth Qvist, så svarede jeg positivt. Tanken var lidt, at nu hvor Redox ikke kan afsløre andet, end det jeg lækker her på Uriasposten, så skal billedsiden i det mindste være i orden.

Benævnte er fotograf for Venstresocialisternes magasin Solidaritet, der har til formål at gøde jorden for en marxistisk revolution “på vejen mod kommunismen i ordets oprindelige betydning”. Tankevækkende, at en anti-muslimsk arbejderdreng som undertegnede, møder mere modstand fra arbejderklassens revolutionære hipster-elite, end fra muslimer jeg tilfældigt møder på min vej gennem livet. Det nævnte jeg henkastet under debatten.

Ordstyrer var Inaam Nabil, tørklædeklædt journalist, som jeg tidligere har omtalt som værende en ‘aktivist i Asmaa-segmentet’. Det viste sig at være ret så præcist – hun hilste med ‘hånden mod hjertet’. Ordstyrerrollen var dog lige efter bogen, og selvom jeg dagen forinden havde bedt hende gå til stålet, så var der balancen i tingene.

Institut for Menneskerettigheders Nanna Margrethe Krusaa lagde ud med en kort introduktion om FN’s internationale dag mod racisme, hvorefter radikale Tommy Petersen tog over. De talte blandt andet om kampen mod diskrimination i bred forstand, herunder etniske minoriteters problemer i nattelivet. Havde jeg haft en mikrofon, så havde jeg nok ødelagt den gode stemning med lidt virkelighed, men det blev ved det.

Herefter var der et kort tale ved Rådet for Etniske Minoriteters Yasar Cakmak, der blandt andet pointerede at negative ytringer på Facebook ødelagde etniske minoriteters ytringsfrihed. Jeg kunne ikke helt følge logikken, men bevares – det er formentligt nemmere for muslimer at føle sig som en del af Danmark, hvis blot danskere ikke bidrager med andet end skåltaler og taxa-rekvisitioner.

Langt mere interessant var bidraget fra RUC-forsker Jannie Møller Hartley, hvis indlæg havde den vanvittige titel ‘Skal vi lukke den rå debat på nettet?’ Hun pointerede, at kun 21 procent af alle kommentarer på større mediers Facebook-sider var problematiske, og det lød virkelig som et forskningsprojekt fyldt med gummi-definitioner. Hun påpegede at debatten var bedre end sit rygte, men at visse debatter ikke var konstruktive. Hun nævnte at The Guardian har droppet kommentarsporet til artikler om race (reelt: Islam), og anbefalede at medierne bevidst vinklede væk fra det som skabte rå debat – og i øvrigt slettede flere kommentarer.

Jeg er enig i dele af analysen, men det virker som om at journalister og eksperter, så det som deres opgave at filtere ubekvem kritik fra, og ensrette den politiske debat. Intet indikerer at en mere ‘konstruktiv netdebat’ giver bedre vilkår for minoriteter, og ytringsfrihed bør i sagens natur gælde alle – også folk der ikke har en universitetsgrad i kommunikation. Hermed ikke sagt, at debatten bør være grov, men der er jo altså en grund til at danskerne er så ‘brutale’ på lige netop det her punkt. Basalt set er det irrelevant hvad den talende klasse ønsker. Hvis et flertal af danskerne ikke gider indvandring, så må den stoppe. Multikulturalister taler meget om demokrati (folkestyre), men anbefaler aldrig folkeafstemninger. Ja, faktisk er folkestemningen fjenden.

Amalie Keren Maarbjergs gennemgang af mødet på POV International fortjener et par ord, for hun fanger ikke helt humoren, og skærer kanterne lidt hårdt. Næppe bevidst, men jeg kæder eksempelvis ‘Danmark skal forblive dansk’ sammen med en anekdote om en tyrkisk kollega, der betragter sig selv som tyrker, og han jo naturligvis også forventer at Tyrkiet forbliver tyrkisk. Hvis multikultur ikke blot skal være et andet ord for islamisk kulturimperialisme, så må der naturligvis også være et særligt territorium for danskheden. Hermed bliver citatet ikke et angreb på herboende udlændinge, men et tør konstatering af det indlysende.

“Kim er i øvrigt helt åben om sine politiske holdninger. Om at han ‘ikke gider masseindvandring,’ og at han mener ‘Danmark skal forblive dansk.’ Af samme grund er han flere gange blevet kaldt racist på nettet. Det er dog ikke noget, der holder ham vågen om natten: ‘Jeg plejer at sige: du har ret til at kalde mig racist og jeg har ret til at være ligeglad. Jeg føler mig ikke krænket,’ bedyrer han. I det personlige møde med muslimer er det dog ikke hans politiske holdninger, der fylder, ligesom det ikke har fyldt i mødet med Niddal: ‘Det kan godt være, det ikke er alle på Facebook, der kan skille tingene ad, men det kan jeg. Det ligger dybt i mig,’ understreger han.”

En detalje der overraskede mig, er segmentets tro på at udskamning gør en videre forskel. Jeg pointerede, at Dansk Sprognævn opererer med fire definitioner for racisme, og den ene, ret beset er almindelig politisk afstandtagen. Hvis racisme handler om biologiske træk, så er jeg ikke racist – hvis nogen mener jeg er racist, fordi jeg ikke ønsker et multikulturelt samfund, så er det en anden sag. Undervejs får jeg blandt andet nævnt, at racisme kommer af ordet race, og at begrebet ‘kulturracisme’ blot er opfundet for at kunne kalde sådan nogen som mig racist.

(Københavns Rådhus, 21. marts 2016)

Debatten med Niddal foregik med ordstyreren i midten og en fælles mikrofon, og hermed blev den lidt for kontrolleret. Jeg ville helst tale politik, da jeg jo – i modsætning til de fleste i salen – ikke mente, at gode intentioner ville løser problemerne. Det faldt lidt udenfor ‘Virtuel racisme’-temaet, men med min afklarethed, min skelnen mellem individ/ideologi, så måtte det frem, så tilhørerne ikke fik det indtryk at jeg troede på multikultur hvis blot der var kaffe nok på kanden.

Slutteligt i debatten blev jeg bedt om at beskrive Niddal, og kaldte ham for ‘Average Joe’. Det skal forstås positivt, og ses i sammenhæng med hans jordnære ikke-ideologiske tilgang. Lidt naiv, drømmende, men ikke beregnende. Han pointerede omvendt, at jeg måske nok havde nogle barske holdninger, men ikke var racist. Den sidste del kom ikke med i artiklen.

Hvor jeg følte mig som en ulv i et hønsehus, så blev jeg i konteksten præsenteret lidt som ‘den ædle vilde’. Og hvor jeg tænkte, at de i den grad manglede modspil, så tror jeg desværre de fleste forblev i troen på, at alt nok skal gå godt, hvis blot vi som Niddal og Kim møder hinanden som individ. For mig at se handler det hele om empiri kontra håb. De håbefulde må håbe alt det de vil, blot de tager udgangspunkt i virkeligheden, og ikke gør regning uden vært.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper