8. august 2016

Nafisa Fiidow: “Hvis jeg var hvid og vokset op, hvor jeg er vokset op, ville jeg også stemme på DF.”

Leny Malacinski har interviewet 19-årige Nafia Fiidow, der ikke virker helt så logikresistent, som integrationsindustriens ypperstepræster. Fra Zetland – Hvis jeg var hvid og vokset op, hvor jeg er vokset op, ville jeg også stemme på DF.

“Nafisa Fiidow (udtales Nafisha) er 19 år og tilhører den unge generation af somaliske flygtninge i Danmark. De kom til Danmark i 1990´erne på flugt fra borgerkrig, og deres møde med velfærdsstaten har været så brutalt, at Rockwool-fonden i 2007 konstaterede:

‘Statistisk set er det faktisk vanskeligt at forklare, hvorfor somalierne er så dårligt stillede.’

Nafisa Fiidow er vokset op i stueetagen i en boligblok i Skanderborg; hun beskriver den som en white trash ghetto. Hendes forældre var skilt, og moren var alene med en søskendeflok, der i dag tæller ni børn. Hun oplevede, at de dårlige odds udløste fordele, som de danske nabobørn ikke fik del i.

Nafisa Fiidow fik lektiehjælp fra Dansk Flygtningehjælp fire gange om ugen og kom i sommerland og på udflugt til kunstmuseet Aros, mens de lige så socialt udfordrede danske børn ikke blev tildelt samme opmærksomhed.

Flygtninge og indvandrere bliver favoriseret inden for underklassen. Selv om jeg gik i samme børnehave og folkeskole som danske børn, hvis familier havde svært ved at hjælpe dem, fik jeg meget mere støtte,’ siger Nafisa Fiidow.

‘Hvis jeg var hvid og vokset op, hvor jeg er vokset op, ville jeg også stemme på DF.’

[…]

Nafisa Fiidow sidder i en lille lejlighed på Nørrebro, hun flyttede ind i for to dage siden. Hun lejer et værelse her det næste halve år, mens hun arbejder som politisk assistent hos Alternativet på Christiansborg. Hun læser statskundskab på Aarhus Universitet og er med til at hive de skæve statistikker op. Hun mener også, at den danske velfærd kan have en bagside. …

Nafisa Fiidows opvækst fortæller i øvrigt en historie, der er langt fra det racistiske Danmark, som omtales jævnligt i politiske debatter. Hun fortæller om tilbud om hjælp fra institutioner og frivillige, og især forældrene i hendes skoleklasse, som kimede Nafisas mor ned for at spørge, om hun kunne lege, og om de kunne køre hende til en aktivitet. Så populær var den ordblinde danske dreng i hendes klasse ikke.

… Hendes perspektiv på integrationsdebatten er ikke blot flygtningebarnets, men er også hentet i den sociale klasse, hun voksede op i. … Det oplevede hun, da hun befandt sig i Alternativets lokaler og kom til at sige noget, der satte samtalen i stå omkring hende.

‘Jeg sagde perker i en sætning, og så blev folk helt stille. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at der er ting, man ikke siger, men altså… slap lige af. Jeg har aldrig oplevet en person fra Mellemøsten blive fornærmet over det. Det er altid etniske danskere, der bliver fornærmet på mine eller Muhammeds vegne. Men vi er pisseligeglade,’ siger Nafisa Fiidow.

Hun mener i det hele taget, at der er brug for mere humor og mindre fornærmethed i debatten til at afspænde situationen. For eksempel mener hun, at anklager om racisme bliver brugt for ofte mod de mennesker, hun selv er vokset op med.

‘Der, hvor jeg kommer fra i Skanderborg, taler man meget direkte. I en københavners ører lyder det racistisk eller sexistisk, selv om det ikke er det, så jeg kan godt blive sur, når man taler ned til de mennesker i debatten, fordi de ikke taler korrekt. For det er folk, jeg er vokset op med. Det er my folks. De mener ikke noget ondt. De er måske lidt småracistiske nogle gange, men jeg kan godt forstå dem,’ siger Nafisa Fiidow.”



11. maj 2016

Thomas Hoffmann: ‘Jeg har været lidt træt af beskrivelsen af muslimer som nogle, der altid er reaktive’

Interessant artikel af Leny Malacinski, der har fået den helt rigtige overskrift. Herunder en bid fra Weekendavisen med Trevor Phillips, Mehmet Necef og ikke mindst Thomas Hoffmann – Gensidig modvilje (4. maj 2016, ikke online).

“For knap 20 år siden var han med til at gøre ordet islamofobi til hvermandseje i England, da han stod bag rapporten Islamophobia: A Challenge for Us All (1997). Dengang var Trevor Phillips formand for tænketanken The Runnymede Trust, der provomerer multikulturalisme. Den tidligere Labourpolitikers antagelse var, at indvandrere ekskluderes fra et fællesskab, som de ellers ønsker at blive en del af, men nu viser en undersøgelse blandt britiske muslimer, som han var med til at præsentere på britisk tv, at mange slet ikke ønsker at blande sig med ikkemuslimer.

Ifølge undersøgelsen træder hver femte muslim aldrig ind i et ikke-muslimsk hjem. 17 procent ønsker at leve et separat, islamisk liv. 40 procent mener, en kvinde skal adlyde sin mand. Halvdelen mener, at homoseksualitet skal forbydes, og hver fjerde ønsker sharia-love i stedet for demokrati. 18 procent sympatiserer med vold mod dem, der håner profeten Muhammed.

Undersøgelsen afslører et problem, som det ikke har været politisk korrekt at tale om, mener Trevor Phillips i dag.

‘Ikke-muslimer, som bor og arbejder i områder med mange muslimer, har været ubehageligt bevidste om forskellene længe, men mange er for bange for at blive stemplet som islamofober til at rejse diskussionen,’ skrev Trevor Phillips i The Times.

Hans erkendelse kaster nyt lys på, hvem der egentlig udelukker hvem i et multikulturelt Europa, der har forsøgt at knække koden til sameksistens med integrationsprojekter, dialogmøder og religiøs forståelse. … Den diagnoselignende tilstand, islamofobi, optræder i adskillige rapporter fra FN, EU og både nationale og internationale islamiske organisationer.

(Channel 4-dokumentar What British Muslims Really Think, 15. april 2016)

Mens det akademiske ordforråd er rigt, når det kommer til majoritetssamfundets udelukkelsesmekanismer, findes der ikke et tilsvarende ord for indvandrere, der fravælger danskere eller dansk kultur.

Hvad kalder man det for eksempel, når muslimer sender deres børn på muslimske skoler, hvor de vokser op uden en eneste dansk klassekammerat? Når det bruges som et skældsord, at nogen er blevet for dansk? Eller når muslimske forældre ikke accepterer, at deres barn gifter sig med en dansker? Af en undersøgelse fra 2006 fremgik det, at knap 7 ud af 10 danske muslimer ønsker, at deres børn gifter sig med en muslim, mens kun hver tredje dansker tillagde religionen stor betydning.

Danskerne var med andre ord mere tolerante over for ægteskab med en muslim end omvendt. Ifølge Mehmet Necef er det tegn på, at racisme mod muslimer overdrives på bekostning af langt mere problematiske mekanismer blandt dem selv.

‘Der findes ikke et modsat ord for det, så vidt jeg ved,’ siger Mehmet Necef, der peger på ‘ dano-fobi’ som det mest nærliggende.

[…]

Derfor er der brug for at forstå fjendtligheden over for Vesten og vestlige værdier på dens egne præmisser, mener religionshistoriker Thomas Hoffmann: ‘Vi må tro på det, folk siger. Hvis muslimer siger, de gør noget, fordi det står i Koranen, må vi tage dem på ordet og tage deres oprigtighed alvorligt,’ siger Thomas Hoffmann. …

Jeg har været lidt træt af beskrivelsen af muslimer som nogle, der altid er reaktive. Som om alt muslimer foretager sig, sker i en reaktion på noget, andre har gjort, og de ikke selv kan være proaktive og tage initiativ på godt og på ondt. Man vil gerne italesætte muslimer som passive ofre, og dermed overser man nogle teologiske strukturer og mønstre, der bruges aktivt af muslimerne selv.'”



20. juli 2015

Lone Nørgaard om WA: “… kritisk, informativ og saglig journalistik har det ikke ret meget at gøre med.”

Lone Nørgaard om Weekendavisens beskrivelse af Mosbjerg Folkefest 2015. Indlægget blev ikke optaget i avisen, men er sakset fra Facebook.

Journalist på stram line

Det er altid såre interessant at deltage i arrangementer, som af the establishment (herunder journaliststanden) bliver opfattet som ikke-mainstream, og det der er værre – og som derfor efterfølgende med stor sandsynlighed kan regne med en eller anden form for nedgøring eller latterliggørelse i medierne. Senest har Leny Malacinski begået reportagen ‘Intet land skal dø frivilligt’ (Weekendavisen d.10.7.15) fra den nationalkonservative folkefest på Mosbjerg ved Skanderborg d. 4. juli. Da jeg har haft et blødt punkt for Malancinski siden hendes ironiske opgør med (dele af) feminismen ‘Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt’, regnede jeg med, at nu kom undtagelsen fra reglen: En artikel, selvfølgelig kritisk, men til gengæld støvsuget for de små besserwissen-nålestik skåret over læsten: Hold kæft, hvor er de bare til grin, de tosser, der bruger kostbar (fri)tid på – i dette tilfælde – at sætte sig ind i islam, islamisering og masseindvandringens konsekvenser for demografien og nationalstaterne.

Forventningens glæde er som bekendt den største. Jovist, Malancinskis reportage er absolut velskrevet. Og sjov. Og sylespids. Og samtidig oser den af arrogante og nedladende karakteristikker af dels oplægsholderne, dels deltagerne. Et enkelt eksempel: ‘Danmark er under angreb, og de mennesker, der er mødt op i dag, betragter sig selv som landets første forsvarslinie [læs: ha-ha – totalt til grin]. Iført praktisk fodtøj [læs: utrendy]er de i gang med opstille deres medbragte klapstole [læs: de mangler kun klaphatten] på græsset. Der er ryglæn [læs: gamle og u-fittede]og en holder til dåseøllen i armlænet [læs: øllen SKAL hele tiden være inden for rækkevidde] Ifølge dem selv har de forstået faren [læs: snotindskrænkede, fordomsfulde og forhudsforsnævrede] (…) Et par ældre mænd med sideskilning og strømper i sandalerne [læs: usexede, kiksede] klapper ved et bænkebord (…)’

Malancinski lyver ikke, men djævlen ligger i den sproglige selektion og de alt andet end smigrende konnotationer. Og selvfølgelig kan vores udsendte reporter ikke dy sig for at trække N-kortet. Intet nyt under solen.

Malacinski skal naturligvis have lov til at skarpvinkle sin reportage alt det, hun lige lyster, herunder i form af de nøje udvalgte citater – ud af snesevis af andre mulige og måske mere relevante udpluk. Jeg kunne i hvert fald sagtens have skrevet en kritisk reportage, der på helt anden saglig vis ville have oplyst læserne om argumenterne for påstanden om den katastrofe, som Danmark og en række af de europæiske befolkninger står over for. Og om den bekymring et stigende antal såkaldt almindelige mennesker nærer for fremtiden. Med den alvor som sagen fortjener. Og hvor de helstegte pattegrise havde spillet en knapt så fremtrædende rolle i den fortællende journalistik.

Når Malacinski trods alt ikke er på helt slap line, så skyldes det hendes korrekte citatbrug, der bl.a. får formidlet flere af Paul Westons synspunkter: ‘Vores store problem er moderat islam, ikke fundamentalistisk islam. Det handler om ren og skær demografi.’

Summa summarum: Malacinski skal være hjerteligt velkommen til at udnævne deltagerne til usexede, utrendy, pattegrisfrådsende, mjøddrikkende dummernikker i campinghabit og strømper-i-sandalerne, men kritisk, informativ og saglig journalistik har det ikke ret meget at gøre med. Måske kunne hun med fordel bede om at få et lille kursus af sin kollega Poul Pilgaard Johnsen, der i samme avis rapporterer fra Tidehvervs sommermøde på Rønshoved Højskole under overskriften ‘Kristen uden kødsovs’ (10.7.15)? En bestemt – og med rette – kritisk reportage, men med en ganske anden respekt for det substantielle.



17. juli 2015

“Hun skriver lidt foragteligt… men er det for at tilfredsstille kollegerne? Man mærker et hjerte banke.”

Spiddende læserbrev af Jens Christian Holland i Weekendavisen.

De smukkeste mennesker (ikke online).

Nogle af journalisterne på Weekendavisen har lidt mere hjerne & hjerte end deres kolleger på Politiken og Information, tak for det. Som nu Leny Malacinski, der i sidste uge i artiklen ‘Intet land skal dø frivilligt’ som en anden natsværmer banker panden mod lyset, her ved bredden af dejlige Mossø. Hun skriver lidt foragteligt om de personer, hun møder, men er det for at tilfredsstille kollegerne? Man mærker et hjerte banke.

Nogle af ordene står knivskarpt, især fra englænderen Paul Weston med den sprøde, hvide skjorte: ‘Intet land skal dø frivilligt.’ Skal man grine eller græde? Synes Leny Malacinski, det var smukt at se indianerne blive slagtet i eget land? Synes Leny, det var smukt at se det polske folk blive tyranniseret af nazityskere, senere af kommunister fra Sovjet? Synes Leny, det er smukt at se kinesere udradere tibetanske landsbyer og bygge kinesisk beton i stedet? Nej, selvfølgelig gør Leny ikke det, men Danmark og danskerne, øhhh, det er jo også en helt anden sag.

Behøver danskerne at have en klat jord på denne jordklode, hvor der tales dansk, så alle forstår? Det er nu ti år siden, jeg første gang skrev/sang om det nye verdensbillede. Nu prøver jeg igen, for selvfølgelig skal socialister ikke have definitionsretten på etik, det siger sig selv. Det gamle politiske verdensbillede, det med venstre-og højrefløj, venstre-og højrerabiate, er en socialistisk opfindelse. For at legitimere sig selv. Hvor den allerstørste løgn var nationalsocialister placeret sammen med de smukke partier til højre. Ud fra ideen om, at jo længere væk fra kommunisterne, du kom, des nærmere kom du ondskaben/nazi. Nationalsocialister burde selvfølgelig ligge klos op ad de internationale socialister til venstre. Både national og internationale socialister har samme holdning til jøder, Israel, USA, demokrati og 1000 andre ting.

Breivik, Hitler & Baader-Meinhof-gruppen skal selvfølgelig placeres sammen med dem, de ligner; fundamentalisterne, egoisterne, folk som vil bruge magt for at få deres vilje. Hvis vi en stund bevarer udtrykket venstrefløj om fundamentalister, så er deres politiske modsætning det etiske, humanistiske, pluralistiske, smukke menneske, der tager demokratiet alvorligt, tager sit eget ophav alvorligt. Et sådant menneske burde placeres i midten af en cirkel. De små egoister er tæt på, de store egoister svæver langt væk. Små egoister kunne være de partier, der ikke har problemer med at handle med Kommunist-Kina, ikke har problemer med demokratisk underskud i EU.

Når socialister hånligt taler om kø på midten, er det bare et tegn på, at deres politiske modstandere alle nærmer sig den smukkeste placering, alle nærmer sig det smukkeste menneske, som tænkes kan. Venstrefløjen ved godt, de er fundamentalister (egoister), ved godt, de drømmer om den totale magt over deres medmennesker. Men det lyder lidt vattet, hvis en socialist skulle kalde sin værste fjende for ‘din dumme demokrat, din dumme pluralist’. Nej, så er der meget mere saft og kraft i udtrykket: ‘Føj, du tilhører den rabiate og ekstreme højrefløj.’ Så når en socialist omtaler en person som højrerabiat, taler han i virkeligheden om det smukkeste menneske på Jorden.

Så kære Leny Malacinski, håber du og læserne forstår pointen? Næste gang du besøger Mossø, kan du komme som sommerfugl og nyde solens varme stråler. På gensyn.



10. juli 2015

Weekendavisens associationstrick: “… mænd med muskuløse nakker og tatoveringer står op og lytter.”

“Er det slet ingen grænser for antallet af flygtninge vi kan tage imod?”, blev Dansk Flygtningehjælps Andreas Kamm spurgt i en radioudsendelse for et par dage siden. Spørgsmålet overraskede ham, men uden at svare, lod journalisten ham vende problematikken om: Europa tager kun en brøkdel af klodens flygtninge. Jeg kom til at tænke på interviewet, da jeg læste Weekendavisens artikel om Mosbjerg Folkefest 2015.

Avisens journalist spurgte mig under interviewet igen og igen, hvad der skulle ske med de muslimer som allerede var i landet, og da jeg gentog mit svar, og ikke gav hende det nødvendige ja til de ledende spørgsmål, om eventuel deportation af danske statsborgere, så blev fokus flyttet til selskabets kollektive holdning til spørgsmålet. En stråmand som ingen stod bag, men alle kunne hænges op på. Vinklen var givet på forhånd.

Hvor Politikens Kjeld Hybel insinuerer voldelig højrefløj ved hjælp af en banal episode med en brovtende mand, så vælger Weekendavisens Leny Malacinski at trække tråde til racisme og nazisme med baggrund i ‘muskuløse nakker’ og en mands tatoverede håndflader. Den midaldrende mand hun omtaler er asatroende, og det journalisten opfattede som ‘et trearmet hagekors’ er en såkaldt ‘valknut’, et symbol fra den nordiske mytologi. På Facebook poserer han stolt posere med frihedskæmperen Jan Høeg, et foto taget under arrangementet.

Fra seneste udgave af Weekendavisen – Intet land skal dø frivilligt.

“Danmark er under angreb, og de mennesker, der er mødt op i dag, betragter sig selv som landets første forsvarslinie. … Ifølge dem selv har de forstået faren. De har indset sandheden om islam, men eliten prøver at lukke munden på dem, pressen vil ikke rapportere sandheden, og politikerne vil ikke gøre det nødvendige. De omkring 200 mennesker er en del af en voksende gruppe, for hvem det ikke er nok at lukke grænserne og udvise de kriminelle. Problemet er de muslimer, der allerede bor i Europa. De taler om, at Danmark og hele det europæiske kontinent er ved at begå selvmord.

… Efterhånden som dagen skrider frem, er det indlysende for de forsamlede, at der er brug for drastiske midler for at forsvare landet. Det er straks sværere at få et klart svar på, hvor drastiske de midler skal være. …

Folkefesten finder sted for andet år i træk og er arrangeret af blandt andre Kim Møller, en historiker fra Aarhus. Han driver Uriasposten.net, der er et populært samlingspunkt for nationalkonservative og bringer de historier, som pressen ifølge ham ikke ønsker at fortælle.

‘Intet land skal dø frivilligt,’ siger han.

Bevægelsen ligger til højre for Dansk Folkeparti og begyndte at vokse under VK-regeringen, hvis indvandringspolitik betragtes som alt for slap. Debatten udgår fra nogle af de forbilleder, der i dag slentrer op til ølteltet for at hente drikkevarer, inden talerne begynder. …

En gruppe mænd med muskuløse nakker og tatoveringer står op og lytter. Den enes arme og hænder er dækket af tatoveringer. Blandt andet af et dansk flag og en spids triskele af form som et trearmet hagekors. I sin spidse form er den blevet brugt af blandt andre AWB, en racistisk sydafrikansk gruppe, og af skinheadgrupperingen Blood and Honour. Da Weekendavisen spørger, om han vil fortælle om baggrunden for tatoveringen, ryster han på hovedet.

(Weekendavisen, 10. juli 2015)

Sidst på dagen træder en brite i en sprød, hvid skjorte op på talerstolen. Han er ikke dagens mest kendte taler, men det bliver han. Hans hår er tykt og sølvgråt, og han taler kultiveret med en myndig, britisk diktion. Hans navn er Paul Weston, og det ville være for mildt at kalde ham islam-kritiker. Han er formand for partiet Liberty Great Britain og stillede op til EU-parlamentet sidste år, men fik kun 158 stemmer. Han er mest kendt for at være blevet anholdt for at holde en anti-muslimsk tale i en megafon på åben gade sidste år. Her citerede han den tidligere premierminister Winston Churchill, da denne var britisk soldat i Sudan. Blandt andet for, at »ingen stærkere reaktionær kraft eksisterer i verden. Muhammedanisme er en militant og missionerende tro«.

Han blev løsladt igen, men for tilhørerne er den slags beviset på, at myndighederne forsøger at lukke munden på dem. … I modsætning til nogle af de andre talere ser han ikke på sit talepapir, men på publikum. Publikum ser på ham. Så råber han.

‘Hvor vover de at gøre dette mod vores børn?’

Publikum spærrer øjnene op. Paul Weston råber igen, så mikrofonen skratter.

‘Hvor vover de at berøve dem deres historiske arv, deres kultur?’

Publikum pifter og klapper, og Paul Weston råber nu endnu højere med en pause mellem hvert ord.

‘Hvor. Vover. De?’

Bifaldet vil ingen ende tage. Da Paul Weston vender tilbage til sit tidligere toneleje, har han publikum i sin hule hånd. Husk, formaner han, at vestlig kultur ikke primært er under angreb fra islam, men fra os selv, fra politikere og mediefolk.

‘Denne klasse af forrædere bruger race som et våben mod os. Hvis de brugte tanks, ville de sikre sig, at vi ikke havde antitank-våben. Men fordi de bruger race imod os, bruger de det bedste våben, de kender. De anklager os for at være racister. Lad dem ikke gøre det. Der er intet racistisk ved at ville bevare dit land og din kultur. Hvis de bruger det ord mod dig, så grin ad det. Det betyder intet længere i den moderne kontekst,’ siger Paul Weston.

Derefter fremlægger han et regnestykke, der advarer imod at tro, at problemet er islamisk terrorisme.

Vores store problem er moderat islam, ikke fundamentalistisk islam. Det handler om ren og skær demografi. I Europa udgør vi stadig ca. 80 procent af befolkningen. Islam er kun på vej mod 20 procent. Men hvis vi kun får 1,5 barn hver, og vores kvinder er 35-40 år, når de får børnene, vil befolkningen reduceres med 25 procent. Hvis muslimerne får fire børn hver, når deres kvinder er 18-22 år, vokser de overvældende hurtigere, end vi reduceres. Vi bliver udskiftet som folk, som kultur og som vestlig civilisation,« siger han og slutter med at se publikum i øjnene igen.

‘Dette århundrede vil vi måske se enden på vestlig civilisation. Men I må aldrig give op. Aldrig nogensinde. Vi vil vinde. Dette er vores land, vores kultur. Dette er vores folk og vores civilisation. Længe leve vestlig civilisation!’

Paul Weston træder tilbage. Så rejser 200 mennesker sig fra deres klapstole, fra græsset og fra tæpperne og giver ham en stående ovation. …

‘Dem, du talte om, er de mennesker, der allerede er her. Men du sagde ikke, hvad vi skal gøre. Hvad er dit forslag til en løsning?’

Paul Weston svarer, at grænserne skal lukkes omgående.

‘Det første er ikke at tillade flere muslimer at komme ind i landet. Vi deporterer de muslimske kriminelle, de muslimske imamer, der opfordrer til revolution. Vi lukker enhver moské, der findes skyldig i at sige, at homoseksuelle skal kastes ud fra klipper, og at jøder skal myrdes. Men det er stadig ikke nok. For at sige det skarpt: Hvis vi ikke snart fjerner islam fra Vesten, bliver Vesten islamisk. Vi må fjerne islam fra Vesten,’ siger Paul Weston.

Så siger han ikke mere. Han siger ikke hvordan. Spørgsmålet hænger i luften. Ingen stiller det.



8. marts 2015

Malacinski: “Det grænser til fornægtelse… Dem og os er allerede skabt af islamiske fundamentalister.”

Det er kvindernes internationale kampdag i dag, og hvor Folkekirkens Nødhjælp forsøger at få danskerne til lommerne med en hijab-klædt palæstinenser, så kan jeg passende bringe lidt fra en Berlingske-klumme af den borgerlige feminist Leny Malacinski, der som tidligere IDF-soldat repræsenterer alt, det den yderste venstrefløj hader, herunder retten til et liv uden Islam – Et angreb på selvforståelsen.

“Angrebene i København har ramt mange danskere på deres selvforståelse. Vi er vant til at opfatte os selv som civiliserede og rummelige samtalepartnere, der hellere vil gå på kompromis end at havne i en konflikt. Vi ser ikke os selv som nogle, andre mennesker kan have noget imod – især ikke i sådan en grad, at de retter et skydevåben imod os.

Sådan har jeg det også. Jeg ønsker ikke at være i en voldelig konflikt med nogen, men det er desværre ikke op til mig, ligesom det ikke var op til de to ofre for angrebene. … Nogle debattører afviser helt at kalde angrebene for terror, som om en akademisk dekonstruktion af handlingen kan reducere den til noget mindre dødeligt.

Dermed afviser de også at tage stilling til de meget konkrete spørgsmål, som terroren har efterladt i Københavns gader: Hvad gør vi nu? Går vi i synagogen? Går vi til debatmøder? Tager vi vores børn med? Sætter vi os ved vinduet eller midt i lokalet? Skal DR fortsætte med at censurere Muhammed-tegninger og Charlie Hebdo-forsider fra sine programmer? Skal Berlingske fortsætte med at trykke anonyme artikler af frygt?

Der er masser af praktiske og principielle beslutninger, som man simpelthen ikke ønsker at deltage i, mens man kritiserer dem, der gør. Filosof Malene Trock Hempler advarer således imod at kalde angrebene for terror. …

Dermed udstiller hun, at hun ganske enkelt ikke accepterer en opdeling mellem dem og os. Det grænser til fornægtelse, for den opdeling er hele præmissen for, at angrebene fandt sted. Gerningsmanden opererede netop med ‘dem’ som værende danske jøder. Muhammed-tegnere og deltagerne i debatmødet på Østerbro. Hans ‘os’ inkluderede hverken mig eller Malene Trock Hempler. Dem og os er allerede skabt af islamiske fundamentalister.

Susanne Junker skriver videre, at ‘Terroren har fået et narrativ om dem og os og om en trussel derude af ukendte mørke kræfter, vi skal være bange for (…) Gid, det kan afhjælpes med en sprogpolitik printet i A4,’ slutter hun. … Ja, gid vi alle kunne leve lykkeligt til vores dages ende, men måske er der mere brug for at tale om, hvad vi gør og ikke, hvad vi føler. … En skribent i Information, Signe Løntoft, vil helt melde sig ud af denne ubehagelige tid og skriver, at hun meget hellere vil se billeder af nuttede dyr og børn på Facebook. …

Vi er nødt til at hæve blikket fra vores egen, sårede selvforståelse og se i øjnene, hvad der foregår i vores ghettoer, på vores gader og i redaktionslokalerne. Hvis vi ikke anerkender, hvilke problemer vi står over for, kan vi ikke begynde at løse dem.

(Folkekirkens Nødhjælp-reklame på kvindernes internationale kampdag – Kvindelig IDF-soldat)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper