13. marts 2018

DFI giver 4,2 mio. kr. i støtte til filmprojektet ‘Den danske racekrig’: “… filmen vil skabe en del debat”

Man skal altid være mistænksom, når Det Danske Filminstitut giver 4,2 mio. kr. til en film af en instruktør, der af Ekstra Bladet er beskrevet som ‘professionel filmflopper’. En mand der ikke kan producere film, som danskerne gider se, men som Mikkel Munch-Fals fra DFI tilsyneladende har stor tiltro til. Instruktør Simon Staho laver filmen i samarbejde med dramatiker Christian Lollike, der startede som en karikatur af den kreative klasse, og siden har gjort karriere med mere af det samme, på trods af personlige erfaringer med multikulturen.

Med folkene bag taget i betragtning, så må man forvente det værste, men man skal huske på, at tiderne skifter, og langt de fleste kunstnere er drevet af opportunisme. En historie fra JP.dk – Film om ‘dansk racekrig’ støttet med 4,2 mio. kr..

“‘Per Damgaard Hansen, producer i det unge filmselskab Masterplan Pictures, afviser at udtale sig om filmprojektet ‘Den danske racekrig’, en produktion, Jyllands-Posten første gang omtalte i 2016.

Dengang var ideen endnu under udvikling og havde kun modtaget udviklingsstøtte, men nu har filmkonsulent i Det Danske Filminstitut (DFI) Mikkel Munch-Fals trykket på knappen, så selskabet har fået 3,7 mio. kr. i produktionsstøtte. Totalt har filmen nu fået 4,2 mio. kr.

‘Vi laver filmen, mere vil jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,’ siger producenten, der tidligere har turde sige, at han forventer, at filmen vil skabe en del debat.

‘Den danske racekrig’ er alene på grund af titlen et opsigtsvækkende projekt, og bag det står en interessant konstellation. Dramatikeren Christian Lollike, kendt for bl.a. sit stykke om terroristen og massemorderen Anders Behring Breivik, har skrevet manuskript til den konsekvent grænsesøgende Simon Staho.”

(Grafik: DFI, Spillefilm konsulentordningen 2017)

Oploadet Kl. 11:13 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


25. september 2015

Filmhistoriker: “Kunne man forestille sig en film om at vi skal have mere grænsekontrol? Nej.”

Det er intet opbyggelig ved masseindvandring, men der er gode billeder i flygtninge, og det er efterhånden det eneste der tæller. I stedet for at opfordre filmskabere til at lave ‘inhumane’ film, skulle Mikkel Munch-Fals hellere frigøre kunsten fra mine skattekroner. Interessant vinkel i Politiken – Danske instruktører: ‘Vi skal fandme mande os op’.

“Selv de bedste danske film laves i vid udstrækning over en og samme skabelon, mener Mikkel Munch-Fals, DFI’s nye konsulent for spillefilm. I dagens Politiken giver han i et interview en bredside mod danske filmskabere, der i hans øjne giver deres film et usandt verdensbillede og nærmer sig Adolf Hitlers vision for kunst: Den skal være dekorativ og opbyggelig.

‘Det jeg vil sige er, at det er kunstens og filmens pligt at angribe det gældende samfund, den gældende konsensus’, siger han. Og den funktion, mener Munch-Fals, film har forsømt. Konsekvensen er, at de byder på et verdensbillede, hvor alt kan forklares og tilgives – krænkeren blev selv krænket som barn.

‘Men det er ønsketænkning, at alt kan tilgives, rummes og forstås. Hvis du i stedet ser en film, der støder dig moralsk eller som tager stilling uden at forklare, så bliver du involveret på en helt anden måde. Du bliver harm, og tester påstandene. Du tænker efter. Når vi intet udfordrer, bekræfter vi bare os selv’.

[…]

Mikkel Munch-Fals er så frustreret over den manglende udfordring i dansk film, at han næsten håber, der vil komme en nazist med en ide til en film på hans bord. …

‘Det kunne måske være forfriskende med en nazist’, siger lektor i filmhistorie fra Københavns Universitet, Peter Schepelern.

Eller bare en DF-helt i en dansk film. Det ville være et chok. Der kan man tale om at få både morgen- og aftenkaffen galt i halsen. Der er som om humanisme og fortællekunst på film hænger sammen’, siger han.

Schepelern er enig med Munch-Fals i, at filmmediet er et vigtigt spejl på vores samfund.

‘Hvilken kunstform andre end film og tv kan ramme en million ad gangen?’, spørger han. Paradokset er, at mens der er en påtrængende tendens til humanistiske holdninger i film, så ser det jo faktisk anderledes ud i samfundet, forklarer Schepelern.

‘Kunne man forestille sig en film om at vi skal have mere grænsekontrol? Nej. Men vi kan godt lave en om en far og hans søn på flugt med nærbilleder af brune øjne’, siger han.

(Syriske flygtninge, september 2015; Fotos: I, II, III)



28. oktober 2008

Mikkel Munch-Fals fortsætter propagandaen

Mikkel Munch-Fals fortsætter propagandaen i DR2s filmmagasin. Fra sidste uges anmeldelser.

En børne/ungdomsfilm om den amerikanske drøm – High School Musical 3 (en stjerne).

Mikkel Munch-Fals, DR2: Jeg har ikke set 1’eren eller 2’eren men med Footloose, Dirty Dancing og selv Grease i baghovedet ligner High School Musical 3 en propagandafilm skab af reaktionære forældre og det amerikanske undervisningsministerium…

Filmen er klinisk renset for tabere eller folk der stikker lidt udenfor og den er et strålende eksempel på en pædagogisk motivationsform der baserer sig på frygt. Frygt for nederlag, frygt for utilstrækkelighed, frygt for ydmygelse. Der er ingen plads til middelmådighed og små ambitioner så ret ryggen mens du går i skole og ‘allow yourself to be great’ som det hedder i filmen. Det her er det stof anorexi og high school massakrer er gjort af. High School Musical får mig til at tænke på hvad en af skaberne af tegnefilmserien South Park, Matt Stone, har sagt om det amerikanske skolesystem [klip til Matt Stone interview i Michael Moores Bowling for Columbine].

High School Musical prædiker at hvert øjeblik er afgørende for resten af ens liv. Og det er jo et skønt præstationspres at lægge på børn og unge. Lad os lige snuppe et par citater for ligesom at forstå retorikken: I omklædningsrummet siger træneren “Make this moment last”. Afdansningsballet er “A night to live forever”. Så man må håbe man har en date den aften. “This is our last chance to get it right”. “This is our last chance to make our mark”. “History will know who we are”. Og så videre og så videre. Det er altså de her elevers sidste chance for at skrive sig ind i historien – og de er omkring 17 år gamle. Børn og unge må blive lige hvad de har lyst til. Når bare resultatet af deres anstrengelser er den ene eller anden form for absolut storhed, fortæller filmen os.

Rollebesætningen er sammensat klogt så de største og mest købedygtige minoriteter i det amerikanske samfund er repræsenteret; sorte og hispanics. Det er så at sige ukontroversielle gennemtestede minoriteter. Kinesere og indere er der derimod ingen af – det er den slags outrerede minoriteter, der bruger ingefær i deres madlavning.

Man kan selvfølgelig vælge at trække på skulderne over en film som High School Musical 3 og tænke nej hvor kitchet og sjovt på en Beverly Hills 90210-agtig måde. Men jeg synes ikke det er ligegyldigt hvad vi fortæller vores børn. Jeg er ikke så nervøs for at danske børn bliver udsat for High School Musical, for vi har en stærk dansk børnefilm og TV-tradition til at skabe modvægt og fortælle børnene at det er fuldstændig i orden at fejle. Men jeg bliver nervøs på amerikanske børns vegne. For hvis dette er dominerende for en amerikansk pædagogik, så er det ikke sidste gang de har set en skoleelev formulere sin nederlagsfølelse med en automatriffel. Man kan jo skrive sig ind i historien på flere måder.”

En semi-dokumentaristisk film om Irak-krigen – Redacted (fem stjerner).

Mikkel Munch-Fals, DR2: Når vores blaserthed sætter ind overfor verdens ulykker i TV-nyhederne er det fantastisk at se hvordan filmen til gengæld kan få engageret vores følelser i samme konflikter. I de her år sker det med Irak. Irak rykker længere og længere ned i avisspalterne, men i biograferne får vi nu serveret den ene rystende Irak-beretning efter den anden. Senest i “In The Valley of Elah” og “Battle for Haditha”. Det er som om at de film kan gi’ os det følelsesmæssige engagement i konflikten som nyhedsmedierne ikke længere kan. Eller gider…

Redacted er baseret på en sand historie om fem amerikanske soldater, der er udstationeret ved et checkpoint i Samarra i Irak. Den ene af soldaterne dokumenterer flittigt hverdagen med sit videokamera…

De fem meget forskellige mænd, de er alle sammen under ekstremt pres og påvirket af den konstante trussel fra oprører, som de aldrig har mødt… Sandheden er krigens første offer, bliver der sagt i filmen. Og for at rette op på det, for at genoplive sandheden, så har filmens instruktør Brian De Palma valgt at fortælle i en en dokumentarisk stil, hvor han sætter udtryksformer sammen som vi kender fra vores daglige medieforbrug. YouTube, blogs, tv-nyheder, dokumentarfilm og hjemmevideo og så videre og så videre. Resultatet synes jeg er ekstremt overbevisende. Også selvom en del af dialogscenerne er lidt for opstillede og åbenlyst problembehandlende til at illudere virkelighed.

Redacted er som sagt baseret på en virkelig hændelse. En hændelse fra 2006, hvor amerikanske soldater voldtager en 15-årig pige, myrder hendes familie, skyder hende og brænder liget.

[klip fra filmen med fulde amerikanske soldater: “We’re looking for evidence, we’re searching for weapons of massdestruction”, “We’re going to accomplish this mission” og pegende på pigen: “we’re going to conquor that”]

Nogen vil måske mene at filmen gør sig skyldig i ren følelsesporno. Ved f.eks. at vise rigtige billeder af lemlæstede døde og døende småbørn. Men det her er krigens virkelighed. Og Danmark deltog. Så måske har vi et særligt ansvar for at sætte os ned og se hvad der også er konsekvenserne af koalitionens projekt.

Redacted efterlod mig totalt lamslået. Det er ikke en film der bliver vist i fjernsynet lige med det samme; vi skulle jo nødigt få aftenkaffen eller vores selvforståelse galt i halsen. Og apropos selvforståelse, så er Redacted kommet til landet i tre kopier. Far til Fire på hjemmebane findes i 125 kopier.

[Klip fra filmen, hvor en af soldaterne bliver afhørt med spørgsmålet: “var hun ikke en oprører, der modsatte sig at blive arresteret?”

Afslutningsvis skal der så uddeles karakterer til filmene.

Mikkel Munch-Fals: … High School Musical får én stjerne for spor af entusiasme i dansescenerne og for sine referencer til bedre film…. Redacted fungerer som en øjenvidneberetning om omkostningerne ved Irakkrigen. Både for soldaterne og civilbefolkningen. Jeg håber at de kun tre kopier kommer til at snurre på overtid, for det her ligner obligatorisk pensum for alle [fem stjerner].

Oploadet Kl. 17:58 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


6. oktober 2008

DR bortredigerede propaganda i filmmagasin

Jeg har forgæves forsøgt, at få den uredigerede video i hænde, men DR erkender nu selv, at de mod kotyme har bortredigerede lidt af Mikkel Munch-Fals politiske tordentale i netversionen af filmmagasinet Premiere. Den beskårede sætning, frit citeret fra en af Snaphanens læsere: “Vi har vores egne løgnhalse siddende i en regering, der ovenikøbet blev genvalgt.”

DRs officielle redegørelse.

Kære NN………..Tak for din mail.

Vi er på redaktionen enige med dig, og har derfor valgt at redigere den sidste del af passagen ud i den version, der genudsendes i aften. Jeg vil også gerne beklage, at det optrådte i programmet – det burde det ikke have gjort.

Mht. til den gode sags tjeneste hentydes der her til Michael Moores indsats for at få de unge vælgere til stemmeboksene – og det er uomtvisteligt en god sag i et demokrati.Jeg håber dette er svar på dine kommentarer. Vi vil bruge dem i det videre arbejde med programmet.

Med venlig hilsen
Ida Holten Ebbesen, DR

Udsendelsen var ikke direkte.

  • 1/10-08 Uriasposten – DR-vært om Bush-bashing “i den rigtige sags tjeneste”.
  • 5/10-08 Snaphanen – “Vi har vores egne løgnhalse”.
  • Oploadet Kl. 17:30 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper