18. december 2018

Kastrup: Altinget gik ‘afsenderens ærinde’ uden at forholde sig kritisk til afsenderens interesse & motiv

I seneste udgave af Q & A gik værterne til angreb på Altinget, der med en tynd historie om robot-profiler, gjorde sig til nyttig idiot for Udenrigsministeriet og statsminister Lars Løkke Rasmussen. Det viser sig, at de pågældende profiler, trods tusindvis af følgere, stort set ikke er aktive. De har stort set ingen delinger, og meget få likes, og kan næppe have præget den danske Marrakesh-debat måleligt.

Mads Kastrup sætte ord på problematikken i EB.dk – Det er russernes skyld

“… Udenrigsministeriet lod sive til Altinget.dk, at ’Facebook-bots’ nok havde del i kritikken. Altinget gav ukritisk historien vinger. Andre fløj med.

Altinget fremlagde fem af angiveligt 16 profiler, som en ministeriel granskning mente var bots. Det var de sandsynligvis også. Men når man gransker dem, viser ingen af de fem facebookprofiler – efterladt i Altingets brevkasse af Udenrigsministeriet – tydelige tegn på, at de har manipuleret migrations-debatten. Ja, end ikke tegn på større aktivitet i nogen relevant sammenhæng findes.

Alligevel var der stor opstandelse og ros til Altinget. Med bemærkninger som ’uhyggeligt’. Og i tilgift ’godt arbejde’. På trods af tilgangen til historien samt reaktionerne herpå vidnede aller mest om, hvor passiviserende spekulationer om ’russisk indblanding’ virker på medierne. Det svarer efterhånden til at kommandere ’sit!’ til en hund.”



10. maj 2017

Høgh-Sørensen: Redaktør fejlciterer mig – “Det er med medier som med mad. Varieret kost er bedst.”

Jeg har tidligere bragt et indlæg af den tidligere korrespondent Erik Høgh-Sørensen, omhandlende de etablerede mediers politiseren. Debatten går højt i Weekendavisen, der dog har valgt ikke at optage Høgh-Sørensens replik til Politikens Jakob Nielsen. Her i fuld længde.

Politikens imamer
I kronikken ‘Politiken som omrejsende imam’ belyste jeg (WEA 7.4) dagbladet Politikens undertiden anstrengte forhold til de nyhedsetiske mål om tilstræbt objektivitet.

Konklusionen var, at avisens journalister har givet ganske mange partiske citater til den toneangivende avis New York Times, hvorpå Politiken i nogle tilfælde bruger udenlandsk medie-kritik som indenrigspolitisk argument, bl.a. i smykkelovsagen.

Den tidligere Politiken-redaktør, Jakob Nielsen, som nu er chefredaktør på Altinget, afskriver imidlertid min kritik som ‘Høghs konspirationer’ (WEA 21.4).

Mine iagttagelser er desværre ikke ‘konspirationer’, men snarere øjenvidneskildringer. Som Bruxelles-korrespondent var jeg øjenvidne til New York Times’ arbejdsmetoder. Jeg kender Dan Bilefsky, som har skrevet nogle af de mest ensidige historier om Danmark, og jeg ved, at Bilefsky næppe forvansker bevidst, men at han ofte afhænger af hjælp fra danske journalister. Det har været Politiken-segmentets chance.

I sit defensorat 21.4 fejlciterer Nielsen mig desværre flere gange. Jeg anførte eksempelvis 7.4 den kendsgerning, at Bilefsky i 2016 undlod at interviewe Flemming Rose om hans nye bog ‘De besatte’. Det er fortsat en kendsgerning, uanset om Nielsen afviser dette med en bemærkning om, at jeg ikke kerer mig om fakta.

Dét at Rose blev underlagt grov censur på JP/Politiken, er en global nyhed værdig, fordi Rose blev en global personlighed under Muhammedkrisen. Her har New York Times fejlet, hvis målet er alsidig dækning af islamdebatten i Danmark. Lige netop den nyhed har JP/Politiken næppe været behjælpelig med.

Videre fejlciterer Jakob Nielsen mig for at ‘anbefale medier som Den Korte Avis og Uriasposten’. Hvad jeg rent faktisk skrev 7.4 var, at New York Times ’stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler’ som de to nævnte eller NewSpeek eller document.dk. Jeg ‘anbefaler’ således ingen af de nævnte medier i sig selv, heller ikke Politiken, for ingen af dem giver et afbalanceret billede af dagens Danmark. Det er med medier som med mad. Varieret kost er bedst.

Endelig er Nielsen ‘trist’ over min ‘journalistiske deroute’, idet jeg i dag som DF-politiker tillader mig at kritisere Politikens undertiden manglende objektivitet.

Måske var han næppe blevet lige så ‘trist’, hvis jeg havde valgt R, S, eller SF, men i øvrigt stortrives jeg på min ‘deroute’. Jeg har nemlig altid haft det sådan, at jeg aldrig med vilje ville være politiserende journalist. Så hellere melde klart ud og være journalistisk politiker.

Oploadet Kl. 11:03 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


25. april 2017

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen af Erik Høgh-Sørensen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper