26. december 2014

Ebeltoft gad ikke have syrere på besøg juleaften, bortset fra en enkelt, der serverede ‘halal-slagtet gås’

Når kristne danskere gæster moskéer, tager de skoene af og vasker hænderne. Når syriske flygtninge inviteres til en kristen juleaften, er det helt omvendt værtens opgave, at garantere julegåsen er slagtet efter islamiske foreskrifter. Kun propaganderende medier kan servere det som en succeshistorie, men selvom arkitekt Hans Grøn smilede kejtet, så redder det ikke forestillingen. Der bor 15.000 i Ebeltoft kommune, men han var den eneste der gad have syriske mænd på besøg juleaften. Herunder lidt fra indslaget i TV-avisen, juleaften – Halal-slagtet julegås.

Erkan Özden, TV-avisen: Mange danske familier byder hvert år gæster indenfor som ikke har et sted at fejre jul. Men for første gang har der i år været mangel på juleværter, især fordi det stigenden antal flygtninge nu får tilbuddet. Så der har været rift om juleværter som Hans Grøn, der i aften har besøg af tre asylansøgere. I aftenens anledning bliver julegåsen halal-slagtet.

Anders Lund, TV-avisen: Det er juleaftensdag, og Hans Grøn afhenter sine gæster på asylcenteret i Ebeltoft. Som julevært lavede han i sidste uge en aftale med tre syriske flygtninge om, at de kunne få plads ved hans middagsbord juleaften. Hans Grøns søn bor nu i Hong Kong, og julen meldte sig sådan, at han havde plads ved julebordet. Faktisk er han den eneste i Ebeltoft, der slog sine døre op som julevært ved Røde Kors.

Hans Grøn, arkitekt: Jeg synes, der er sådan en spænding, ved at møde nogle mennesker man ikke har mødt før. Høre hvor de er henne i livet, hvad de kan tilbyde. Der er altid et eller andet spændende ved folk.

Anders Lund: Muhammad Steitan og hans to landsmænd var blandt 30 flygtninge, der har stået på venteliste til en dansk jul i Ebeltoft

Hans Grøn: For at muslimer vil spise en gås, så skal den være slagtet på en helt bestemt måde. Og derfor har jeg bedt slagteren om at sige, i det han dræber gåsen ‘Gud er stor’, og det har han gjort. Og det har jeg fortalt mine gæster, og det har gjort dem trygge.

(TV-avisen, 24. december 2014)



22. august 2010

Loft over børnechecken fører til fattigdom, lød det fra AE (LO), Børnerådet og DR

Licensbetalere får virkelig noget for pengene. Herunder delvis transkription af et indslag i TV-avisen, 21.00 fredag aften. Ingen kritiske spørgsmål, men rutinemæssig gengivelse af interesseorganisationers dagsorden tilsat lidt følelsesporno.

(TV-avisen, 20. august 2010: Loft over børnechecken fører til fattigdom)

Erkan Özden, DR-vært: Regeringens loft over børnechecken vil sende 9000 personer direkte under OECDSs fattigdoms- grænse. Det viser nye beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Og det er især familier med indvandrer-baggrund der bliver ramt. 6000 ud af de 9000 er indvandrere fra ikke-vestlige lande. Det kommer især til at ramme udsatte områder som Gellerup i Århus og Vollsmose i Odense.

Lars Munck Rasmussen, DR: Amina Haile er enlig mor til fem børn i alderen fem måneder til femten år. Hun er kontanthjælpsmodtager og bor til leje her i Holbæk. Økonomien er presset…

Amina Haile, kontanthjælpsmodtager: Jeg vil gerne, at børnene kan gå i musikskole. En af dem går til fodbold. Men de andre går ikke til noget, for jeg har ikke råd til det.

Lars Munck Rasmussen, DR: Og nu skal livremmen spændes yderligere ind. Regeringens loft over børnechecken betyder at familien de kommende to år skal klare sig for 20.000 kroner mindre.

Lars Munck Rasmussen: Kan du undvære 20.000 kroner på to år?

Amina Haile: Jeg kan ikke undvære 1000 kroner. Det kan jeg ikke.

Lars Munck Rasmussen: Regeringen har vedtaget loftet over børnechecken med Dansk Folkeparti, og her ser man ingen problemer i at indvandrerne bliver hårdest ramt.

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti: Nu skal man huske, at man stadig kan få en stor del penge udbetalt af det offentlige i børnefamilieydelse. Sådan vil det også være fremover.

Lars Munck Rasmussen: Når loftet over børnechecken slår fuldt igennem, vil det ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd presse 9000 personer ned under OECD’s fattigdomsgrænse. 6000 af dem er indvandrere, eller efterkommer af indvandrere fra ikke-vestlige lande.

Janus Breck, AE: Det virkelige bekymrende er at forringelserne af børnechecken slår rigtigt hårdt igennem i de ghetto-områder hvor der i forvejen er rigtig mange fattige børn.

Lars Munck Rasmussen: Og netop børnene betaler den højeste pris når deres forældre bliver fattigere, mener Børnerådet.

Lisbeth Zornig Andersen, Børnerådet: Det er dybt bekymrende, ford vi ved at en familie starter med at skære i børnenes fritidsaktiviteter, i computere, mobiltelefoner, og tøj, alt sammen noget som betyder rigtigt meget for børns sociale fællesskaber.

Lars Munck Rasmussen: Men bekymringen deles ikke af Dansk Folkeparti…

Erkan Özden: Vi har gentagne gange forsøgt at få socialminister Benedikte Kiær i tale, men hun ønsker ikke at være med.


Apropos fattigdom
.

(stor lejlighed, Playstation, to fladskærme…)

Oploadet Kl. 15:06 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


27. marts 2009

Johan Drost: “Er DR Udland også en kunstudsendelse?”

Politisk tendens ligger i detaljen. Fire læserbreve…

Der er dømt rødt (Johan Drost; Ekstra Bladet, 22/2-09)
I ‘Smagsdommerne’ (DR2 19.2.) kunne man høre Adrian Hughes og hans tre gæster vurdere en israelsk animationsfilm, som handler om en massakre i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila under Israels invasion af Libanon i 1982. Diskussionen efterlod det klare indtryk, at den israelske hær stod for udåden -selv om massakren i virkeligheden blev udført af den libanesisk-kristne falangistmilits, hvilket også fremgår af filmen. Fortielsen af denne ‘detalje’ er et klassisk eksempel på, hvordan Danmarks Radio producerer rød politik for licenspengene.

Det handler om kunst, ikke politik (Ida Holten Ebbesen, Redaktionsleder, DR; Ekstra Bladet 24/2-09)
Johan Drost ser røde lejesvende, hvor der ingen er, når han i Ekstra Bladet i søndags kritiserer DR2’s ‘Smagsdommerne’ for at fortie, at den israelske hær ikke var ansvarlige for massakrerne i Sabra og Shatila i 1982. Hvilken stat eller magt, der havde hvilket ansvar, er ikke relevant for den diskussion, der foregik. Relevant er derimod hovedpersonens menneskelige oplevelse af at deltage i krigen i Libanon og overvære massakren. Mellemøstlig politik er kompliceret at forklare på otte minutter, og tematiseringen af fortrængning, skyld og ansvar, som er filmens grundlæggende ærinde, var rigeligt for ‘Smagsdommerne’ at favne på den afmålte tid. Det er den nødvendige prioritering i et program, der handler om kunst, ikke politik.

En mand ser rødt (Johan Drost; Ekstra Bladet 26/2-09)
… var det et enkeltstående eksempel på, at DR formidler den palæstinensiske sag, ville forklaringen være tynd. Men når det er normal DR-praksis, er forklaringen simpelt hen for tyk.

Anti-israelske DR (Johan Drost; Information 26/3-09)
Under omtalen af en ny kortfilm introducerede DR Udland (6. marts) instruktøren Yoni Goodman som “en af mændene bag den Oscarnominerede film, Waltz with Bashir, der kritiserer Israels involvering i den libanesiske borgerkrig, og især massakrerne i de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila”. Derved efterlades det klare indtryk, at den israelske hær stod for massakren – selv om udåden i virkeligheden blev udført af den libanesisk-kristne falangistmilits, hvilket også fremgår af filmen. I udsendelsen Smagsdommerne (DR2 19. februar) blev denne ‘detalje’ ligeledes fortiet, hvilket viser, med hvilken konsekvens Danmarks Radio producerer rød politik for licenspengene. I tilfældet Smagsdommerne forklarede DR, at det ikke var ‘relevant’ at præcisere fordelingen af ansvar for massakren, når der var tale om en udsendelse med fokus på kunst. Er DR Udland også en kunstudsendelse?

PS: Der tales ofte om etniske minoriteters under-repræsentation i medieverdenen. I den pågældende DR2 Udsendelse var værten den dansk-tyrkiske muslim Erkan Özden, og journalisten der interviewede, den dansk-libanesiske muslim Helen Hajjaj.



20. juni 2008

Danske militærlæger hjælper civile – to varianter af samme historie

I tirsdags bragte TVavisen (18.30) et indslag fra Camp Prize i Afghanistan, hvor danske militærlæger tre gange om ugen agerede skadestue for den afghanske civilbefolkning.

Foruden et interview med en bekymret afghansk far, var der interviews med den danske leder Nina Rummel og sygepasser Dirch Rieber.

Indslagets fokus var afghanske børn, og de brandsår de blev behandlet for. Der vises billeder af bekymrede fædre…

Erkan Özden, speak: Najib her har fået kogende vand over sig, det sker tit når børn leger omkring kogende gasblus på jorden.

Berlingske Tidende har idag en historie med identisk fokus, men her er det helt andre oplysninger som kommer frem. Fra De brændte børn i Helmand.

“Brændte børn er hyppige patienter her. For det er let at snuble over en kedel kogende vand eller træde i gløder, når man er et lille menneske i en stor familie og der ikke er nogen til at holde øje. Men ulykkerne er slet ikke den eneste årsag til, at børn bliver brændt her i Helmand provinsen. Ifølge den danske overlæge i Camp Price, Nina Rummel og sygepasser Dirch Riber, bliver nogle børn forbrændt som straf. Deres far tager dem i arm og ben og dypper dem i hedt vand. Man kan se, hvad der er sket, fordi børnene er forbrændt på kroppens ene side og på et ben og arm, og Dirch Riber har billeder af skaderne.

»Vi anmelder ikke mistankerne, for det vil ikke nytte noget,« siger Nina Rummel. Politiet, ANP, er ilde berygtet for dets korruption og ineffektivitet. Der er ikke noget formelt retssystem. Et forsøg på anmeldelse ville snarere føre til, at forældrene ikke bringer børnene til behandling.

Den større af drengene lader sig ikke berolige af legetøj eller en flaske med saft, som sygepasserne giver ham. Nina Rummel puster en gummihandske op som en ballon, og tegner et ansigt på den med sin tusch. Men drengen skriger og rækker ud efter sin storebror. Større søskende er ofte dem, der passer de små. Eller mødrene. Sjældent fædrene.

»Flertallet af fædre er fuldstændig ligeglade med deres børn,« siger Nina Rummel.

Opdate. Fænomenet er tilsyneladende også kendt i den danske retspsykiatri.

  • 27/6-07 Snaphanen – Det retspsykiatriske mummespil (anonym beretning).
  • “En iransk læge satte mig for en del år siden på sporet af sagen, idet han påpegede, at en stor del af de ekstremt farlige indsatte på de lukkede afdelinger havde en farlighedsgrad, som langt overgik de danske patienters farlighedsgrad.

    – Den iranske læge fortalte om en 12-årig dreng, der med en ufattelig voldsomhed angreb alt og alle, og som de kun kunne gå ind til, når de var fire mandlige plejere samlet. Den iranske læge fortalte mig, at flertallet af disse ekstremt farlige patienter havde ét meget vigtigt fællestræk: nemlig omfattende ar efter dybtgående skoldninger. Arrene var typisk placeret på forsiden af kroppen og var ofte beliggende skråt ned over overkroppen. De var tydeligvis forårsaget af kogende vand eller olie.

    – Efterfølgende har jeg gravet i sagen og fundet frem til, at det er karakteristisk for de muslimske miljøer, at de ofte fortolker vrangvillighed eller protest fra deres børn som et udslag af besættelse. Her er vi så fremme ved et meget uhyggeligt udslag af den religiøse overtro: I Koranen står der, at hvis en person er besat af en ond ånd, skal den onde ånd uddrives med kogende vand eller olie. Gad vide, om det i grunden kan undre nogen, at et lille barn, som ofte ikke bare én men flere gange bliver udsat for, at dets egne forældre overhælder det med kogende vand eller kogende fritureolie, kan gå fra forstanden? Burde det ikke være indlysende, at sådanne principper for børneopdragelse kan påføre børne varige skader?”

    Oploadet Kl. 13:42 af Kim Møller — Direkte link41 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper