7. oktober 2020

Hans Bonde: Der findes strukturel diskrimination imod mænd i ‘forskning, kulturliv, ledelse og politik’

Klaus Wivel har talt med professor Hans Bonde, der stringent imødegår feministernes yndlingsmyter om dagens Danmark. Fra en længere artikel i Weekendavisen – I ligestillingens navn (kræver login).

“I næste uge udkommer kønsforskeren med en bog, som med vægtig dokumentation sammenfatter, hvad han har brugt mange år på at undersøge: Der findes diskrimination i Danmark, den er strukturel og ovenfrakommende, og den retter sig mod mænd i forskning, kulturliv, ledelse og politik.

… Det er hans opsigtsvækkende budskab, at skønt påstanden i vide kredse betragtes som selvindlysende, kan det ikke dokumenteres, at der finder diskrimination af kvinder sted, når det handler om at besætte ledende stillinger. Tværtimod vil han i bogen med hjælp fra epidemiologen Torsten Skovs statistiske gennemgang af forskningen vise, at de omfattende bestræbelser på at rette op på en kønsmæssig ubalance er baseret på en påstand om ubevidste fordomme mod kvinder, som ikke er videnskabeligt dokumenteret.

Tilbage står dog de rå tal: Kvinder er klart underrepræsenterede i ledende stillinger. Men når det overhovedet opfattes som et udtryk for manglende ligestilling, skyldes det ifølge Bonde, at betydningen af ligestilling er skredet. Oprindelig tilkendegav begrebet, at man har lige muligheder i udgangspunktet, altså at ingen må diskrimineres. I dag er det i højere grad kommet til at betyde, at der skal være lighed i slutmålet. Deraf den udbredte idé om, at noget er galt, hvis ikke kvinder udgør cirka halvdelen af alle topposter. Den moderne feminisme har formået at trumfe denne fifty-fifty -ideologi igennem, mener professoren.

Det er baggrunden for, at staten kræver, at alle offentlige institutioner og større virksomheder skal indberette ikke bare antallet af kvindelige ledere, men også måltallet for, hvordan antallet kan øges. Derfor brydes ligestillingslovene ifølge Bonde ofte, fordi ledende politikere, chefer og embedsfolk med fuld kraft søger at fremme ansættelsen af kvinder i topstillinger, skønt de ved, at man ikke må ansætte på baggrund af køn, kun på baggrund af kvalifikationer.

Det bør straks tilføjes, at Bonde ikke står alene. I forordet anbefaler professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen bogen på det kraftigste. Juraprofessoren mener, at favoriseringen af kvinder truer ‘to grundpiller i vort moderne demokratiske samfund: Dels meritokratiet, hvor man vælger den bedst kvalificerede uanset køn, dels det lighedsprincip, hvorefter man behandles ens, uanset hvilken befolkningskategori man tilhører’.”

Oploadet Kl. 00:32 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


4. oktober 2020

Professor Mikkel Bolt i Deadline: Trump er ’senfascist’ – “De benytter sig af demokratiske midler…”

Fredag eftermiddag talte jeg lidt med en meningsfælle, der berettede at han engang havde læst idehistorie på Aarhus Universitet, og her stiftede bekendtskab med den senere professor Mikkel Thorup. Jeg påpegede, at Thorup ganske rigtigt var venstreradikal (‘Anders Fogh Rasmussen er ikke nazist, men…’, 2006), men at han trods alt ikke var professor. Jeg troede han forvekslede eks-autonome Mikkel Thorup med professor i kunsthistorie Mikkel Bolt, som i søndags var gæst i Deadline på DR2 til en underlødig debat om ‘graden af Trumps fascisme’. Men, nej. Der er desværre flere venstreradikale professor med fornavnet Mikkel.

Mikkels Bolt foldede sig helt ud. Trump var ’senfascist’ eller ‘postfascist’, og selvom det var nemt at gennemskue de marxistiske analyser bag, så fik han frit spil under debatten. Opponenten Christian Rostbøll var enig i at Trump var en skidt fyr, men synes ikke fascisme-etiketten gav mening, da Trump trods alt var demokrat. Bolt henviste blandt andet til den italienske idehistoriker Enzo Treverso – en kommunist, hvis nogle skulle være i tvivl. Han sagde det ikke direkte, men det skinnede klart igennem, at enhver tilhænger af nationalstaten for ham var en slags fascist.

Trumps fascisme var en reaktion mod senkapitalismens ulighed, og var sat i verden for at stoppe ‘mere radikale ideologiske løsningsforslag’. Omfavner man ikke Revolutionen, så var man fascist, eller ‘kontrarevolutionær’. Bolt holdt masken i hele debattens længde, og blev ikke konfronteret med det faktum, at man uden videre kunne associere den af ham ønskede ideologi med andre fascisme-definitioner – Mussolini var trods alt kommunist, før han valgte en national totalitarisme. Debatten kan ses på DR.dk.

Christian Rostbøll, KU: Det helt centrale ved fascisme er at den er antidemokratisk, og at den lægger styrke på enhed. Nationen, eller statens enhed er helt centralt for fascisme. Derudover er det også en anti- eller i hvert fald en ikke-individualistisk ideologi. Hos Mussolini er det staten – alt for staten. Hos Hitler er det racen, og udvikling af et overmenneske, der er det allervigtigste. Derudover så har fascismen, den her ide om at skabe et nyt menneske. Den har en uddannede, en udviklende mission, om at der skabe et nyt og bedre menneske i fremtiden.

Mikkel Bolt, KU: Jeg vil definere fascisme som palæo-genesisk ultranationalisme. Palæogenese betyder jo genfødsel, så det er drømmen om at den stærke leder kan ekskludere den fremmede, og dermed genskabe et autentisk truet nationalt fællesskab. Det er sådan set den grundlæggende definition af fascisme, hvis du spørger mig. … Som udgangspunkt har vi mellemkrigstidens fascismer, og hvis vi så skal tale om nutidens fascisme, så er det klart, at så er det nødvendigt at indføre distinktioner, eller gøre opmærksom på forskellene, og der vil jeg nok vælge at introducere forestillingen om senfascisme. … ideologier kan udvikle sig historisk, og så ser på hvad er den samtidige kontekst. Hvad muliggør at vi får fænomener som Trump. Det er klart, at der er nogle historiske betingelser som er radikalt anderledes, hvis vi ser på Italien i 20’erne, Tyskland i 30’erne, og forholdene i USA i dag, for eksempel. […]

Lotte Folke Kaarsholm, DR2: Lad mig spørge dig. Er Trump fascist?

Mikkel Bolt: Jeg vil jo kalde ham senfascist ik’. Jeg vil jo mene, at han lever op til så mange af de der centrale karakteristika ved den her forestilling om den her ultranationalisme ik’. Så det vil jeg helt sikkert mene, at han er. … noget af det der gør Trump til fascist, er måden han præsenterer forestillingen om det her autentiske nationale fællesskab. … Han skal genskabe en eller anden form for amerikansk storhed… det gør han ved at skabe en masse fjendebilleder: Det er kinesernes skyld, det er immigranternes skyld… Det er jo ikke bare retorik. Der er en retorisk side hvor han benytter sig af sådan en fascistisk diskurs, men han forsøger jo også at føre en politik i forhold til immigrationspolitik og handelsaftaler, hvor han rent faktisk forsøger at implementere det han faktisk taler om.

Lotte Folke Kaarsholm: – Er han ikke bare nationalist?

Mikkel Bolt: Jeg vil jo mene… Der er en glidning mellem det at være nationalist, og det at være problematiserende, til nogle af de konstitutive dele af det amerikanske demokrati. Eller bygger videre på nogle elementer i det amerikanske demokrati, som jeg også er kendetegnet ved at være et racialt kapitalistisk samfund, så der er nogle allerede eksisterende skillelinjer i det her samfund, som han taler op. … mytiske fællesskaber, der kodes hvidt. Han skaber nogle nye modsætninger.

Mikkel Bolt: … det kommer med nogle voldsomme historiske konnotationer. Vi ser jo fascisme i retrospektiv ik’. Det er klart, at når vi taler fascime, så ser vi med det samme billeder af nazisme, koncentrationslejre, 2. Verdenskrig, Holocaust, men hvis vi politologisk forsøger at definere fascisme, så er det meget sjældent at vi tager udgangspunkt i nazismen og jødeudryddelsen. Så er vi nødt til at redegøre for Mussolini i Italien, Franco i Spanien… Fascismen er ligesom en bredere politisk ideologi end bare nazismen, og det er derfor man indenfor fascismeforskningen forsøger at introducere forskellige historiske forskelle, forskellige faser. Efter 2. Verdenskrig er der jo stadig forskellige fascistiske bevægelser, som man kalder neo-fascistiske bevægelser.

Den italienske idehistorier Treverso har introduceret begrebet postfascisme, for eksempel. Det han siger, der kendetegner de postfascistiske partier, det er netop at de ikke er bevælgelser. De benytter sig af demokratiske midler, og forsøger at præsentere sig som nogle der skal redde nationale demokratier. I modsætning til mellemkrigstidens fascistike bevægelser, for eksempel. Hvis man skal om fascisme i dag, så er det klart, at vi ikke skal tro at vi har at gøre med fænomener som er identiske med det vi så i mellemkrigstiden. Det er en anden historisk situation. Men der er måske nogle paralleller, og så er det måske også nødvendigt at overveje hvilken funktion fascismen har i en historisk kontekst. Der er jo der hvor jeg vil argumentere for, at det er nødvendigt at forstå en længerevarende politisk-økonomisk udvikling, hvor fascismen altid dukker op som en form for en løsning i en situation af økonomisk krise. … For at undgå at der bliver etableret mere radikale ideologiske løsningsforslag, så uddelegerer de så at sige den politiske lagt til fænomener som Trump, Mussolini i 20’ernes Italien, Tyskland i 30’erne Hitler. Det er derfor jeg argumenterer for, at vi skal forstå Trump som kontrarevolutionen. Han er sådan en modrevolutionære bevægelse, der skal forsøge at dæmme op for det radikalt revolutionære perspektiv, som fænomener som Occupy, og Black Lives Matter eller George Floyd-protesterne faktisk rummer.

(Collage: Mikkel Bolt)



3. oktober 2020

Libak om ideologisk forskning: “Hallo, var der overhovedet nogen danskere med i danmarkshistorien?”

Jeg springer konsekvent populærhistoriske serier over, men har intet imod konceptet. Ligesom man ikke behøver servere spaghetti i folkekirker, så behøver man heller ikke lave historien helt om, men det må være tilladt at gengive historien, så der bliver en interessant løbende fortælling. Med klar varedeklaration er det relativt uproblematisk. Universitetsforskningen bør omvendt kun forholde sig til historien, og holde personlige præferencer for sig selv. Skøn kommentar af Anna Libak i Weekendavisen – Halalhalla (kræver login).

“Det er kun få år siden, i 2015, at forskere ved Nationalmuseet i København bekendtgjorde, at Egtvedpigen faktisk slet ikke var dansker. I stedet for en ung, blond pige, der gik og nynnede i Danmarks hus, var det en indvandrer, som var kommet vandrende sydfra op ad hærvejen fra Schwarzwald for at berige danmarkshistorien.

Fra Nationalmuseets side var der tale om en overordentlig progressiv afsløring: Særligt fordi de danske grænser slet ikke var opfundet i Bronzealderen. Man kan derfor ikke udelukke, at pigen ikke anede, at hun var tysker.

Men det har nu ikke standset forskerne. På det seneste er det kommet frem, at heller ikke vikingerne var danskere. Eske Willerslev, bror til Nationalmuseets direktør, har kortlagt deres arvemasse og fundet ud af, at de i virkeligheden var mørklødede latinere. Deres gener er umiskendeligt sydeuropæiske.

Og på den baggrund må det vel efterhånden være tilladt at spørge: Hallo, var der overhovedet nogen danskere med i danmarkshistorien? Og hvis ikke, hvad lavede de så, mens alle de indvandrere havde travlt med at gøre sig bemærket?

Men også andre foruroligende spørgsmål rejser sig efter den nye afsløring. For hvor efterlader det alle de andre forskere, hvis resultater umiddelbart synes at være i modstrid med, at vikingerne var latinere? Tag nu Jeanette Varberg, en anden berømt forsker ved Nationalmuseet, der har påvist, at vikingerne var feminister.

… Som hun sagde: ‘Der var ikke kun mand og kvinde, men måske også queer-vikinger.’

Som man måske fornemmer, så bliver det ikke forskere fra København, der kommer til at afsløre, at Tollundmanden eller Huldremosekvinden gik med klaphat og stemte Dansk Folkeparti. Nej, hvis danmarkshistorien skal afvige fra Enhedslistens partiprogram, så vil det kræve en målrettet indsats…

(Katheryn Winnick som skjoldmøen ‘Lagertha’ i Vikings, 2013-)


Twitterland: Professionel cykelrytter suspenderet fra hold pga. Trump-støtte og en ‘black hand emoji’

En juniorverdensmester i cykling suspenderes fra sit professionelle cykelhold, fordi han på opfordring, svarer en hollandsk freelance-journalist at han støtter Præsident Donald Trump. Officielt er forklaringen, at han har brugt en ’sort hånd’-emoji, hvad Trumphaderne tolker racistisk. Læser man kommentarsporet hos José Been, så er der masser af opbakning til beslutningen. Han kendte reglerne, og er før går over grænsen. Vi lever i absurde tider.

En historie set på Feltet.dk – Trek-Segafredo suspenderer WorldTour-debutant efter udtalelse.

“Trek-Segafredo har valgt at suspendere Quinn Simmons på ubestemt tid, efter det 19-årige amerikanske stortalent er kommet med kontroversielle udtalelser på de sociale medier. …

Trek-Segafredo er en organisation, der tager højde for mangfoldighed og støtter en mere forskelligartet og ligeværdig sport for alle atleter. Selvom vi støtter op om ytringsfrihed, så holder vi folk til ansvar for deres udtalelser og handlinger.’

Den amerikanske WorldTour-debutant er kommet ud i noget af et stormvejr på de sociale medier, efter han er kommet med en kontroversiel kommentar til et Twitter-opslag.

Cykeljournalist og kommentator, Jose Been, postede et tweet om det kommende præsidentvalg, hvor hun skrev, at hvis man var støtter af Donald Trump, så skulle man lade være med at følge hende. Simmons svarede ‘farvel’ i kommentarfeltet med en vinkende, sort hånd som emoji, hvilket flere opfattede som et racistisk angreb. …

Efterfølgende valgte flere folk at betegne Simmons som en Trump-støtter, hvorefter den 19-årige amerikaner svarede: ‘Det er korrekt’ med det amerikanske flag som emoji.'”

(Quinn Simmons’ tankeforbrydelse i Twitterland, 1. oktober 2020)

“Quinn Simmons has apologised for tweeting a black hand emoji while stating his support for Donald Trump, adding he did not intend it to be interpreted as racist.” (Cycling Weekly, 2. oktober 2020)

Oploadet Kl. 09:53 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


2. oktober 2020

Forskellen på venstreorienteret POV International-aktivisme og borgerlige Berlingske: 74 minutter…

Natten til i dag proklamerede Donald Trump på Twitter, at han er ‘tested positive for COVID-19’. En gave til Trumps modstandere, der her virkelig kan score billige point. Jeg forventet intet andet af venstreorienterede blogs, og ville uden tvivl angribe mine politiske modstandere på samme måde, hvis jeg fik chancen. De der venstreorienterede blogs eksisterer ikke i praksis. Venstrefløjsaktivister arbejder på statsmedier, venstrefløjsmedier med statslig mediestøtte eller… et hæderkronet borgerligt dagblad.

‘Han hånede Biden for at bære maske – Nu er han selv testet positiv’ (POV International, Facebook, fredag kl. 10.56)

‘Han hånede Biden for at gå med mundbind og være coronabange. Så svarede virussen igen’ (Poul Høi, Berlingske, fredag kl. 12.10)

(Professor Svend Brinkmann, vinder af DR’s formidlingspris 2015, 2. oktober 2020)

“The briefing transcript shows that Trump did not say people should inject themselves with bleach or alcohol to treat the coronavirus. He was asking officials on the White House coronavirus task force whether they could be used in potential cures.” (PolitiFact, 24. april 2020)



1. oktober 2020

For Biden & MSM er militante antifa blot ‘en ide’: Kræver Trump tager afstand fra antifas modstandere

Tirsdagens Trump/Biden-debat illustrerer meget godt den ideologiske blindhed, der præger centrum/venstre, og ikke mindest deres medier. Efter måneder med venstreradikale optøjer i regi af Black Lives Matter og diverse antifa-grupperinger, kan Biden stadig neglicere problemstillingen: Antifa er blot ‘en ide, ikke en organisation’. Omvendt med Trump. Han skal stå til ansvar for enhver modstand, og selv private vagtværn er problematiske. Altså, ikke folk der hærger midtbyer, men folk der vil stoppe folk der hærger midtbyer.

I den omtalte debat blev Trump bedt om at tage afstand fra Proud Boys, som man kunne kalde ‘en godartet hooligan-gruppering’. De er ikke racister, går ind for lov og orden, men er omvendt ikke bleg for at konfrontere antifa’erne. Det sidste er et problem for centrum/venstre, der definerer enhver modstand mod selverklærede ‘antifascister’ som værende fascisme. Trumps ‘Stand back and stand by’ chokerer dem, men hvorfor egentligt. Hvis ‘defund police’-revolutionære får magten på gaden, så bliver der ikke plads til at være uenig med antifa. Det er kun nogle uger siden Proud Boy Aaron Jay Danielson blev myrdet af BLM-støttende venstreradikal i Portland.

De danske medier kalder Proud Boys for ‘hvide nationalister’ eller white supremacister’, og så slap de også denne gang for at undersøge sagen. En professor, som i øvrigt er sort, anslår at mellem ti og tyve procent af Proud Boys er ‘people of color’. Tidligere har et samoansk medlem været i medierne, og man skal være ideologisk blind, for at ikke at undre sig over, at gruppens leder er mørklødet. Stram op!

(Enrique Tarrio, leder af Proud Boys, MSM’s ‘White supremacist’-leder)

“… Proud Boys, som er sådan en white supremacy-gruppe (BT-journalist Sanne Fahnøe, 30. September 2020)

“Enrique Tarrio, their overall leader, is a Black Cuban dude. The Proud Boys explicitly say they’re not racist,’ Mr. Reilly told The Washington Times. ‘They are an openly right-leaning group and they’ll openly fight you — they don’t deny any of this — but saying they’re White supremacist: If you’re talking about a group of people more than 10% people of color and headed by an Afro-Latino guy, that doesn’t make sense.'” (Wilfred Reilly til Washington Times, 30. September 2020)

“Proud Boys beskriver sig selv som ‘vestlige chauvinister, der nægter at undskylde den moderne verden’ og blev introduceret af gruppens daværende leder og medstifter af mediet Vice, Gavin McInnes, i 2016. I begyndelsen af gruppens levetid associerede den sig med alt-right-bevægelsen, men i 2017 begyndte McInnes at tage afstand fra den del af den højreradikale bevægelse. Forklaringen lød, at mens alt-rights hovedfokus lå på race, lagde Proud Boys, som i dag har to sorte ledere øverst i organisationen, sit fokus på et opgør med ‘politisk korrekthed’, med ‘hvide menneskers skyldfølelse’ og på modstand mod indvandring.” (Politiken, 1. oktober 2020)

(Tusitala ‘Tiny’ Toese, 24-årig samoaner, aktiv i Proud Boys; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 10:31 af Kim Møller — Direkte link91 kommentarer


30. september 2020

Flemming Steen Nielsen om Trump: “… har vist sig at være en af de største amerikanske præsidenter”

Det nytter ikke at følge de danske mediers dækning af den igangværende valgkamp i USA. Her til formiddag havde talte TV2 News med reporter Jesper Zølck, der mente Trumps ‘Stand back and stand by’-kommentar til højreorienterede var noget nær en opfordring til vold. Intet on AFA eller venstreradikale organisationer, blot henkastet bemærkning om at et et lille mindretal havde lavet ballade ved BLM-demonstrationer. Dr.phil. Flemming Steen Nielsen kommenterer Trumps første fire år hos Critique – Derfor bør vi håbe, at Trump opnår genvalg.

“Efterhånden som jeg bemærkede, at et stor flertal af akademikere, politikere, venstreaktivister, Wall Street bankfolk, tænketanke, medier og underholdnings-industriens folk var rørende enige om at frakende denne Donald Trump enhver menneskelig og politisk værdi, så vaktes min mistro og interesse. Derfor har jeg i nogle år studeret fænomenet Trump ret grundigt – med henblik på hans meninger og beslutninger snarere end hans frisure og accent. Min konklusion er at han, så langt fra at være destruktiv, ubegavet og løgnagtig, allerede har vist sig at være en af de største amerikanske præsidenter.

Det eneste, de fleste mennesker ved om Trump, er at ‘han er løgner’. For mig at se lyves der mere om ham, end han selv lyver; og i en meget vigtig henseende lyver han ikke – nemlig i den forstand i hvilken de fleste andre politikere lyver. Typiske politikerløgne er: At love vælgerne noget, som notorisk aldrig nogen sinde kunne opfyldes; at love noget, man på ingen måde har til hensigt at opfylde; eller at udstede løfter under valgkampen, man så ikke opfylder, når man er valgt, selvom de godt kunne realiseres. Så vidt jeg kan se, er Trump enestående hvad angår både hans løfters klarhed og den energi, han har lagt i at indfri dem…

For eksempel lovede han at nedsætte skatterne; og hurtigt fik han The Tax Cut and Jobs Act of 2017 gennem Kongressen – med det resultat han havde forudsagt: Nye firmaer skabtes og dermed millioner af nye arbejdspladser (ikke mindst sorte og latinamerikanere nød godt af disse muligheder skabt af ‘racisten’ Trump). Firmaer som præsident Obamas industrifjendtlige politik havde fået til at flytte produktionen til tredjeverdenslande, begyndte at vende tilbage. I det hele taget medførte skattelettelserne et generelt økonomisk opsving og forøgede produktiviteten, beskæftigelsen og lønningerne – tilsyneladende uden at reducere skatteprovenuet…

Trump lovede også en ny energipolitik, og han indførte straks en sådan. Man trådte ud af den patetiske Pariseraftale, og Obamas kostbare antifossil-politik afløstes af frihed til at udnytte nye udvindingsmetoder, hvilket førte til, at USA nu er energieksportør – hvorved landet frigøres fra mellemøstlige oliediktaturers jerngreb. …

Han lovede at håndtere problemet med Nordkorea – og gjorde det faktisk. Folk synes at glemme, at der for tre år siden herskede en udbredt frygt for, at Nordkorea ville ramme vestlige baser eller byer med kernevåben. Hvorfor hører vi efter Trumps samtaler med Kim Jong-un ikke mere om dette?

… Tidligere præsidenter havde lovet at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem, men havde fundet det ‘umuligt’ at gøre dette. Trump gjorde det bare.

… Trump har afskaffet flere love og regler end nogen anden nyere præsident og arbejder på en lovgivning, der forbyder afgåede politikere og bureaukrater at slå sig ned som lobbyister de første fem år.

De Magtfulde starter krige for at bringe demokrati til Mellemøsten. De Forsvarsløse udkæmper disse krige og bliver dræbt i dem. Trump er den første amerikanske præsident i lang tid, der ikke har startet en krig. Han knuste ISIS ved snusfornuftigt at lade de militære ledere på stedet bestemme taktikken i stedet for Pentagon.

… Er Trumps politik ødelæggende for globaliseringen? Hvis man ved ‘globalisering’ forstår en bevægelse i retning af en multikulturel utopi, dvs. afskaffelse af nationale grænser og traditionelle kulturer og koncentrationen af politisk magt i overnationale organisationer evt. kombineret med en verdensregering, så deler jeg Trumps afvisning af denne. Mener man derimod med dette udtryk den frie udveksling af ideer og varer mellem individer og lande i en global markedsøkonomi, så deler jeg hans begejstring for den. Den har jo løftet milliarder af mennesker ud af ekstrem fattigdom på bare et par decennier.

Men forudsætningen er selvfølgelig ‘a level playing field’, som det ofte udtrykkes. Liberalistiske økonomers og EU-politikeres klager over, at Trump skader verdensøkonomien ved at indføre told på visse varer fra visse lande, er efter min mening unfair og hyklerisk. De må dog f.eks. vide, at EU har pålagt amerikanske biler en told på 10% imod 2,5% den anden vej. Er det for resten ‘protektionisme’ at modarbejde virkninger af tidligere protektionisme fra visse handelspartneres side? Er det ikke snarere protektionisme, når lande understøtter visse erhverv eller holder arbejdslønnen kunstigt lav? Og er det ikke ganske fair, at Trump korrigerer for sådanne urimeligheder? Han udtrykte for resten sin fundamentale liberalisme fint i de ord, der fik C7 ministrene til at gyse: ‘No tariffs, no barriers. That’s the way it should be. And no subsidies.’

Der er mange gode grunde til at håbe på, at Donald Trump vinder en klar sejr den 3. november.

(Præsident Donald Trump i tv-debat med Joe Biden, 30. september 2020; Foto: Politico)

Oploadet Kl. 11:47 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer

Om radikalt hykleri: Hvorfor er det okay ‘at bolle 15-årige muslimer, men ikke 15-årige vestjyder’

Baastrups vinkel er helt oplagt, men det afholder ikke BT fra gøre radikale Samira Nawa til den angribende. Her lidt fra en klumme af Søren Baastrup på Avisen.dk – Søren Baastrup: Venstrefløjens klamme dobbeltmoral (16. september 2020).

“Dobbeltmoral. I ordbogen er det defineret som ‘en indstilling der fordømmer visse forhold og samtidig accepterer visse andre, lige så forkastelige forhold’.

En af de få politikere, der overfor B.T. tog afstand fra Jeppe Kofods handlinger, var Det Radikale Venstres ligestillingsordfører Samira Nawa. Hun mente, at den borderline-pædofile sex-akt i det vestjyske burde diskvalificere Kofod til at være minister.

Men … nu er det om at holde tungen lige i munden. For samme Samira Nawa er også en af Inger Støjbergs største kritikere, og har gentagne gange kritiseret, at Støjberg adskilte asylansøgende, muslimske ægtepar, selvom ‘kvinden’ var blot 15-16 år og manden mindst dobbelt så gammel.

Hvorfor det er okay at bolle 15-årige muslimer, men ikke 15-årige vestjyder, står hen i det uvisse.

(Radikale Samira Nawa mener Socialdemokraterne er hykleriske, jf. BT, 29. september 2020)



29. september 2020

Blüdnikow anmelder Krautwald-bog: “Hans ideologiske tilgang er, at venstrefløjen agerede defensivt..”

Bent Blüdnikow har anmeldt en bog af Charlie (Emil) Krautwald, der for få år siden var en del af ‘Produktionskollektivet Opbrud’. Et AFA/Redox-spinoff med AFA-leder Andreas Rasmussen og Redox-fotograf Rasmus Preston.

Krautwald var i sine yngre år aktiv i Socialistisk Ungdomsfront, og har flere anholdelser på CV’et, blandt anden, da han 2009 anvendte dæknavnet ‘Comandante’. Gruppen kaldte han ‘Kommando Abu Ali Mustapha’, opkaldt efter en ledende PFLP-terrorist med ti bombeattentater på samvittigheden. Han har tillige haft tæt kontakt til Internationalt Forum, hvor Blekingegadebandens Thorkil Lauesen opererer bag facaden.

Fra Berlingske.dk – Anm: Engang gik den danske venstrefløj i uniform med skrårem (kræver login).

“Historikeren Charlie Krauwalds bog ‘Kamp Klar!’ er blevet til en fascinerende beretning om koryfæer og fodfolk på den militante venstrefløj, fra 1930erne og frem, til nogle af dem i 1941 blev involveret i frihedskampen. …

Charlie Krautwald omtaler 145 aktioner mellem 1930 og 1939, men der var sandsynligvis langt flere, som blot ikke blev registreret af politi og medier. KUerne trak i militærøj med sorte skjorter, høje støvler og skrårem, hentet fra den fascistiske mode syd for grænsen, mens venstre-fløjen var iført uniformer med lange støvler, kasketter og til tider skrårem. Antifascistisk Kampforbund havde ‘lange, sorte støvler, sorte spidsbenklæder, sort skjorte og sort kasket.’ Man hilste ofte med knyttede næver og opfordring til vold. En del af den antifascistiske bevægelse brugte tre pile som logo; et logo, der også anvendes i dag af Antifascistisk Aktion – eller Antifa, som organisationen også kaldes.

… Den venstreradikale aktivisme forblev numerisk en lille gruppe koncentreret i København, men var med til at præge tiden. Grupperne havde navne som Antifascistisk Aktion, Ordensværnet og Jernfronten. Charlie Krautwalds bog er dybt fascinerende, ikke mindst i vores nutid, hvor vi ser venstreradikale miljøer igen lave vold i gaderne og atter kalder sig Antifascister. …

Og netop som man fryder sig over en bog, der med grundige kildestudier afdækker en væsentlig og overset del af vores Danmarkshistorie og rykker ved vores grundfortælling om 1930erne… så kører forfatteren størstedelen af sin forskning i grøften med en venstreorienteret tilgang til emnet.

Hans ideologiske tilgang er, at venstrefløjen agerede defensivt, fordi højreradikalismen var på fremmarch i Europa, og at ‘antifascismen udgør ikke i sig selv nogen politisk ideologi’, men er blot en politisk og moralsk opposition til fascismen. Mens han anskuer højrefløjen som ideologisk med blikket stift rettet mod fascismens og nazismens succeser, fremstår venstrefløjen som ikke alene defensiv, men også afideologiseret.

Derfor er det også vanskeligt for Charlie Krautwald at forklare, hvorfor så mange ‘antifascister’ kunne mobiliseres, når fascismen i Danmark var relativt svag. Forklaringen ligger dog lige for, nemlig at venstrefløjen ikke kun var defensiv og ikke kun pragmatisk styret af kampen mod den fremvoksende fascisme, for venstrefløjen var også ideologisk og styret af håbet om en kommunistisk utopi, og det var denne utopi og støtten til Moskva, der drev entusiasmen frem på den aktivistiske venstrefløj. …

Denne manglende erkendelse af antifascismens kommunistiske utopisme får Charlie Krautwald til at konkludere, at i forbindelse med den antifascistiske kamp efter 1935 blev ‘demokrati et plusord for de revolutionære’. Derfor kunne de radikale antifascister ifølge Krautwald sagtens forene et grundlæggende revolutionært verdenssyn med en taktisk demokratikamp: ‘I modsætning til fascisterne arbejdede kommunisterne og de revolutionære socialister ligesom socialdemokraterne i deres egen selvforståelse for en demokratisk samfundsudvikling.’. …

Det er en renvaskning af både kommunister og revolutionære socialister og ville komme som en overraskelse for dem selv. … Der er tale om en tendentiøs udlægning, som må skyldes, at også historiestudiet, som så mange andre universitetsstudier – og som blandt andre LA-politikeren og forfatteren Henrik Dahl har peget på – er blevet overtaget af venstrefløjen.

… Anmeldere er ikke ufejlbarlige, og læsere af Weekendavisen vil bemærke, at avisens historieanmelder, Claus Bundgård Christensen, giver samme bog en fin anmeldelse. Samme anmelder er nævnt i Charlie Krautwalds forord for sin opbakning og kritiske indspil til manuskriptet. Det er vist nyt, at folk, der takkes i bøgers forord, også anmelder samme værk.

(Collage: Charlie Emil Krautwald, Universitetet i Agder, Norge)



24. september 2020

Tidligere nyhedsvært til Gotfredsen: ‘Håbløst umoderne’ at kræve balance, modige Linde baner vejen…

Sexisme-debatten raser, og som en debattør pointerede på Radio4 i går, så er ‘alle’ kvinder udsat for sexisme i ‘en eller anden grad’. Patriarkatet undertrykte kvinder, og alle mænd er klamme svin… i en eller anden grad. Samme pointe har journalist Lotte Thor Høgsberg (tidligere Thor-Jensen) i en kommentar, hvor hun går i rette med Sørine Gotfredsens afbalancerede indlæg.

Lotte Thor et bedst kendt som tv-journalist, men er også ‘kandidat i minoritetsstudier & diskursanalyse’. Som tidligere forside-model for diverse mandeblade har hun tiltrukket sig en del opmærksomhed, men jeg husker nu bedst hendes 2006-interview om de ’10-12 gange’ hun er stødt på fartbøller i trafikken, der tilfældigvis havde ‘anden etnisk baggrund end dansk’. Herunder BMW-ejeren, der truede hende med tæsk og tilføjede: “Prøv lige at hør her, din luder.” Kommentar fra Berlingske.dk – Sørine Gotfredsen, du er håbløst umoderne (kræver login).

Sørine Gotfredsen, hvad vil du dog med din kommentar i søndags i Berlingske? Illustrere at du er håbløst umoderne? Beklager, men at hævde, som du gør, og jeg citerer dig, at ‘diskussionen er også kendetegnet ved, at de fleste reelt ikke ved, hvad den egentlig rummer, da den i høj grad næres af medvind og ren stemning,’ er forkert og umoderne. Diskussionen rummer alt det, vi godt ved, desværre er ægte. Tiden er til modige kvinder, og det kræver mod at sige fra over for underlødige bemærkninger og skadende handlinger.

Mod til at ændre adfærd! Du forsøger at skabe en diskussion om mod, men det lykkes ikke. For mod er det, Sofie Linde viste. Hun baner vejen for nye, bedre tider…

Handlinger kan få konsekvenser. Det er vores børns fremtid, vi former nu.

(Lotte Thor Høgsberg, tidligere Thor-Jensen, som 21-årig nyhedsvært i 1992; Foto: Youtube)

“Den proportionsforvrængede debat har ikke blot på malplaceret vis genoplivet udenrigsminister Jeppe Kofods 12 år gamle sag om seksuelt samvær med en 15-årig pige. Diskussionen er også kendetegnet ved, at de fleste reelt ikke ved, hvad den egentlig rummer, da den i høj grad næres af medvind og ren stemning. Derfor er det en misforståelse at opfatte Sofie Lindes opførsel som udtryk for mod. Snarere illustrerer den vor tids magtfulde medløberi. En ting er nemlig, at Sofie Lindes ord faldt i et selskab af komikere, skuespillere og mediefolk, der på rygraden ved, hvordan man bliver på den progressive banehalvdel, hvor krænkede kvinder for tiden står højt i hierarkiet. Noget andet er, at Linde stort set ingenting sagde. Vi fik en anekdote fra en julefrokost, som ingen kan kontrollere, og da hun ikke vil sætte navn på den, hun anklager, har Linde primært lært os, hvordan det medieeksponerede individ uden at tage et reelt ansvar for egne ord med stor effekt kan koble sig på dyrkelsen af det såkaldt ’strukturelle problem’. Tanken om dette – altså, at visse magtforhold eksisterer, uden at vi nødvendigvis tænker over det – præger tidens diskussioner om racisme, kønsdiskriminering og minoriteter og giver den enkelte mulighed for omkostningsfrit at skyde efter en slags usynlig fjende. … De gør sig selv til en front af upersonlig bitterhed, der lægger en dyne af splid og offermentalitet hen over landet her, og som naturligvis i urimelig grad mistænkeliggør mandekønnet som sådan.” (Sørine Gotfredsen, Berlingske, 20. september)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper